Indlæg tagget med ‘1960-1969’

Selvom Dracula blev dræbt i Hammers første Dracula-film fra 1958 “Horror of Dracula“, udgav Hammer Film to år senere endnu en vampyrfilm spundet over Dracula-myten, igen med Terence Fisher i instruktørstolen og med Peter Cushing som Van Helsing.

Dracula er som sagt død,  men hans forbandelse lever videre. Det opdager den unge parisiske skolelærerinde, Marianne, som skal undervise i fransk på en skole i Transylvanien. På vej dertil opholdes hun på en kro, og her møder hun den kolde, men tilsyneladende gæstfrie baronesse Meinster, som inviterer Marianne hjem til sit slot. Her opdager hun en ung mand, der holdes fanget i slottet. Det viser sig at være baronessens søn, som - påstår hun – holdes fanget fordi han er sindssyg. Men nu er den unge baron Meister en smuk ung mand, så Marianne befrier ham, for blot at blive ladt tilbage, da han umiddelbart efter stikker af fra slottet.

I mellemtiden er Van Helsing ankommet til området, som tidligere har været plaget af vampyrisme – og efter baronens flugt dukker flere nye tilfælde op. Mens Van Helsing forsøger at befri verden for denne plage, forlover Marianne sig med baronen, og det bringer hende naturligvis i livsfare.

Når jeg sådan beskriver handlingen, kan jeg godt selv høre, at det lyder meget klichéagtigt, men “The Brides of Dracula” er nu ganske underholdende alligevel. Godt nok er den yndige Marianne dum som en dør, men det hører ligesom stilen til. Peter Cushing er til gengæld fantastisk i rollen som Van Helsing, hvor han med iskoldt overblik står imod baron Meinster og snarrådigt overlever et vampyrbid. Jeg kan allerbedst lide ham i rollen som Victor Frankenstein i bl.a. “The Revenge of Frankenstein“, hvor han spiller med vid, ironi og tindrende galskab, men også som helt fylder han rollen helt ud. Han er troværdig og sympatisk, og man tror på hans overlegne moralske styrke, uden at han virker arrogant.

Også David Peel, som spiller baron Meinster, gør et godt job. Før det afsløres hvad han er, virker han yderst charmerende, men når først hugtænderne dukker frem, ses ondskaben tydeligt i ham. Ligeledes er Martita Hunt som spiller baronessen og Freda Jackson som husholdersken velvalgte til rollerne, som især Freda tilføjer et troværdigt strejf af galskab. Kun Yvonne Monlaur som Marianne har jeg det temmeligt svært med, men hun er da smuk.

Special effects er dog ikke ligefrem i topklassen, og underlægningsmusikken er for en stor del af tiden et højest irriterende orgel, som giver mere end et hint om, at noget ondt er på vej herned. Ikke desto mindre er slutningen en absolut klassiker i mine øjne. Van Helsings kamp med baron Meinster og afslutningen udenfor møllen er fyldt med adrenalinpumpende spænding og et flot visuelt udtryk trods filmens mange år på bagen.

“The Brides of Dracula” er med andre ord en rigtig vellykket sequel, som ovenikøbet lykkes historiemæssigt, selvom den ikoniske skurk fra første film, nemlig Dracula, er død.

Instruktør: Terence Fisher
Udgivelsesår: 1960

Hammer Films Dracula:

Horror of Dracula (1958) Instr. Terence Fisher, med Peter Cushing, Christopher Lee
The Brides of Dracula (1960) Instr. Terence Fisher, med Peter Cushing
Dracula – Prince of Darkness (1966) Instr. Terence Fisher, med Christopher Lee
Taste the Blood of Dracula (1970) Instr. Peter Sasdy, med Christopher Lee
Scars of Dracula (1970) Instr. Roy Ward Baker, med Christopher Lee
Dracula A.D. (1972) Instr. Alan Gibson,med Peter Cushing, Christopher Lee

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Jeg ved ikke helt præcist, hvad Alfred Hitchcock har med denne iøvrigt glimrende novelleantologi at gøre udover at lægge navn til, men måske har han virkelig været med til at udvælge de noveller, der er medtaget. Uanset er her i hvert fald tale om en underholdende samling historier, som spænder fra spøgelsesfortællinger til regulære krimiplots, som er udvalgt og oversat fra “Stories for Late at Night”.

Samlingens første novelle hedder “Døden er en drøm” af Robert Arthur, og handler om David der som barn led af personlighedsforstyrrelser, hvor han udviklede en alternativ personlighed ved navn Richard. David blev dog rask, men nu hvor han står for at skulle giftes, bliver han plaget af en tilbagevendende drøm, hvor hans tidligere hustru vender tilbage fra de døde, og hvor også Richard genopstår.

I “Hele byen sover” af Ray Bradbury bliver en lille by plaget af en morder, der i folkemunde kaldes “den ensomme”. Miss Lavina Nebbs har dog ikke tænkt sig at lade sig forskrække af denne ubudne gæst, og insisterer på at tage i biografen med to veninder. Men det er måske ikke en klog beslutning. Slutningen fik mig til at tænke på Steen Langstrups fremragende novelle “Indbrud” fra samlingen “9 før døden“, som bestemt også er en læsning værd.

“Damernes mand” af Ruth Chatterton er fortællingen om et hjemsøgt værelse, hvor spøgelset kun viser sig for de overnattende kvinder. “Kokonen” af John B. L. Goodwin er en af perlerne i antologien. Drengen Denny bor alene sammen med sin distræte far, hvis kontor er overdynget med trofæer af næsehorn, sneleoparder m.m., som faren har skaffet sig på lange farefulde togter. Dennys værelse har også sine trofæer, nemlig sommerfugle i alle afskygninger. En dag falder Denny over en særlig interessant larve, som han tager med sig for at se den forvandle sig til en sommerfugl. Men da forvandlingen sker, ændrer verden sig for Denny.

Også “Sølvpenge” af Brett Halliday hører til blandt antologiens bedste, selvom den er en helt anden slags fortælling end “Kokonen”. Her hører vi om amerikaneren Thurston, som tilsyneladende er forsvundet i bjergene, og nu forsøger forsikringsselsskabet at finde ud af, hvad der er sket. Thurston var bestemt ikke elsket af de lokale, og helt galt bliver det, da han kaster sine øjne på halvkastepigen Lolita. Det skulle han ikke have gjort.

“Det fløjtende værelse” af William Hope Hodgson er historien om et hjemsøgt værelse, og hører til de mere klassiske gyserfortællinger i samlingen, mens “Fortalt under fire øjne” af Cyril Hume er en slags grotesk kærlighedshistorie. Hunter har hele sit liv været opslugt af dyr, og ingen forventede, at han ville gifte sig. Men en dag dukker han op med en meget smuk og sært skræmmende ung kvinde, som drager mænd til sig og virker lige modsat på kvinder. Hunters bedste ven begærer denne kvinde så meget, at han endda overvejer at slå Hunter ihjel for at få hende for sig selv. Men naturligvis gemmer hun på en hemmelighed. Novellen bringer tankerne hen på H. G. Wells roman “Doktor Moreaus ø” fra 1896, men har alligevel sin egen stil.

“Asketræet” af Montague R. James er klassisk antiquarian ghoststory og en af mine favoritter. På Suffolk egnen blev der i slutningen af 1600-tallet afholdt en lang række hekseprocesser. En af de kvinder, som blev anklaget og hængt som heks, blev det i særdeleshed på herremanden Sir Matthew Fells udsagn. Han var en ærlig mand og gav sit ærlige vidensbyrd, men da dommen blev afsagt, hvislede hun de tilsyneladende meningsløse ord “Der vil komme gæster på herregården”. Dagen efter blev Sir Matthew fundet død i sin seng. Nu blev værelset låst af, og først mange år efter forsøgte Sir Matthews barnebarn at sove i værelset igen, men overtroen siger, at det bringer ulykke at sove nær et asketræ, og lige udenfor soveværelsesvinduet stod et stort gammelt asketræ… Noget af det bedste ved M. R. James’ historier er, at han har flyttet det klassiske gys fra det gotiske stormvejr og labyrintiske kældre til den moderne tid, og alligevel lykkes det ham uden brug af store ord og falbalader at skræmme bukserne af læseren i historiens sidste linjer.

“Æresgæld” af Will F. Jenkins hører også til blandt de bedste i antologien. Det er en lidt skæv historie om en sømand, som strander på en øde klippeø med kun ganske lidt mad og drikke. Efter få dage opdager han dog, at han alligevel ikke er alene. En rotte har tilsyneladende også overlevet forliset, og nu er det et spørgsmål og om liv og død mellem de to skibsbrudne. Historien er fantastisk fortalt, og slutningen er både overraskende og anderledes.

“Anden nat til søs” af Frank Belknap Long handler om en mand, som tager på krydstogt, blot for at opdage at krydstogtskibet hjemsøges af et forfærdeligt væsen.

“I græsset derinde” af Gouverneur Morris handler om en botaniker, som samler græsarter til den botaniske have i Bronx. Han er ankommet til øen Batengo i det sydlige stillehav, hvor han møder telegrafisten Graves. Graves kender lidt til græsarter, men advarer botanikeren om, at de indfødte ikke vil hjælpe ham, da det er stort TABU at gå ind i græsset. Og det er der en grund til.

“Overfaldet” af Edward L. Perry er en grum fortælling om to unge mænd, som beslutter sig for at overfalde en mand på gaden ved at narre ham til at følge med deres veninde ind i en gyde. Overfaldet får dog en anden afslutning end oprindelig tænkt.

I “Nødråb fra taget” af Henry Slesar bliver Chet Brander lukket ud på en tagterrasse en iskold vinteraften uden overtøj. Brander har lånt penge til ejeren af penthouselejligheden, og de penge har ejeren ikke tænkt sig at betale tilbage.

Sidste novelle er “Naboerne” af Pauline C. Smith, en spidsfindig lille historie om konen, som har lidt af svage nerver, og nu opdager at naboerne har nogle underlige vaner.

Indhold:

Døden er en drøm af Robert Arthur (Death is a Dream, 1957)
Hele byen sover af Ray Bradbury (The Whole Town’s Sleeping, 1950)
Damernes mand af Ruth Chatterton (Lady’s Man, 1961) 
Kokonen af John B. L. Goodwin (The Cocoon, 1946)
Sølvpenge af Brett Halliday (Pieces of Silver, 1948)
Det fløjtende værelse af William Hope Hodgson (The Whistling Room, 1910)
Fortalt under fire øjne af Cyril Hume (Told for the Truth, 1927)
Asketræet af Montague R. James (The Ash-Tree, 1904)
Æresgæld af Will F. Jenkins (Side Bet, 1937)
Den anden nat til søs af Frank Belknap Long (Second Night Out, 1933)
I græsset derinde af Gouverneur Morris (Back There in the Grass, 1911)
Overfaldet af Edward L. Perry (The Mugging, 1956)
Nødråb fra taget af Henry Slesar (A Cry from the Penthouse, 1959)
Naboerne af Pauline C. Smith (The People Next Door, 1952)

I 1966 udgav Steen Hasselbalchs Forlag to antologier med horror-noveller: “Masser af gys” og “Masser af spøgelser“. Der er desværre intet forord i nogen af udgivelserne, men begge bøger indeholder en række gode noveller. En del har dog også været trykt i andre antologier.

Blandt mine favoritter af ikke tidligere omtalte historier her på siden er bl.a. “Væsenet i hall’en” af E. F. Benson, som minder lidt i stil om H. P. Lovecraft. Fortælleren har efter diktat nedskrevet sin ven, dr. Asshetons, beretning. Dr. Assheton havde få dage før denne samtale erklæret sin ven Louis Fielder død som et selvmord begået i et øjebliks sindsforvirring, men nu er han ikke længere sikker på dette. Han beretter om, hvordan Louis begynder at fifle med spiritisme og kontakt med “den anden side”, og hvordan han selv oplever nogle uforklarlige hændelser under besøg hos vennen men tilskriver det Louis fantasi. Langsomt begynder Louis at ændre personlighed, og da han dør, findes han med begge halspulsårer revet over. Værst er det dog, at dr. Assheton har en besynderlig fornemmelse af, at en skygge smuttede med fra huset, da han forlod sin døde ven – og denne gang kan det ikke være Louis fantasi …

En anden historie, der er værd at fremhæve, er “Grev Magnus” af M. R. James, som finder sted i Sverige. Forfatteren har tilfældigt fået fat i papirerne, der fortæller mr. Wraxalls uforklarlige oplevelser i Vestgötland, hvor han besøgte herregården Råbäck for at studere familiens korrespondance og regnskabsbøger fra godsets første ejer, Magnus de la Gardie. Det viser sig, at Magnus var en hård herre, som underkuede sin bønder på brutal vis, men det er mere end vanskeligt for mr. Wraxall at få nogen til at fortælle om ham. Til sidst får han dog en grusom historie ud af kromanden, men ikke nok til at afskrække ham fra at fortsætte sine undersøgelser af grev Magnus sidste hvilested …

Endelig vil jeg også fremhæve Thit Jensens historie “Da Øllebrød-Niels fik huset fuldt af fremmede“. Her fortæller hun om den enfoldige Øllebrød-Niels, som hver dag kørte rundt i Himmerlands hedehuse og udflyttergårde og forsynede folk med øl og brød. Niels var en fåmælt mand, men han kørte altid til siden, når han så et begravelsesoptog – og dem så Niels flere af end de fleste, for han så dem nogen gange på forhånd. Jeg synes egentlig ikke, at historien er en decideret horror-novelle, men den skal alligevel fremhæves for sine spekulationer over tro og den frie vilje. Novellen blev trykt i samlingen “Spøgelseskareten og andre noveller” fra 1955, som jeg også hellere må prøve at få fat i.

Indhold:

Spøgelsesskuden af Robert Middleton (Ghost Ship, også udgivet i “Den nye spøgelsestime“)
Hånd i handske af Elizabeth Bowen (Hand in Glove, 1952. Også udgivet i “Gys og Genfærd“)
En mordsag for retten af Charles Dickens (A Trial for Murder, 1865)
Kejser Tiberius’ lille kæledægge af Rose Macaulay (Whitewash, 1952)
Huset i kløften af John Connell (House in the Glen, 1955)
Farven fra verdensrummets dyb af H. P. Lovecraft (The Colour Out of Space, 1927. Også udgivet i “Farven fra rummet“)
Væsenet i hall’en af E. F. Benson (The Thing in the Hall, 1912. Også udgivet i “Mine bedste gysere“)
En historie om Don Juan af V. S. Prichett (A story of Don Juan, 1952)
Grev Magnus af M. R. James (Count Magnus, 1904)
Alle sjæles dag af Robert Aickman (Ringing the Changes, 1964)
Kong Pest af Edgar Allan Poe (King Pest, 1835. Også udgivet i “Samlede fortællinger“)
Bombeflyenes nat af Evelyn Fabyan (Bomber’s Night, 1952)
Genfærdet af en hånd af J. Sheridan Le Fanu (The Ghost of a Hand, 1863)
Da Øllebrød-Niels fik huset fuldt af fremmede af Thit Jensen (1955)

Udgivelsesår: 1966

Jeg havde ellers glædet mig til “Die, Monster, Die!”, som baserer sig på H. P. Lovecrafts fremragende novelle “Farven fra rummet“, men jeg burde nok have gættet, at forventningerne ville få svært ved at blive indfriet.

Amerikaneren Stephen Reinhart kommer til Arkham for at besøge Susan, som han har studeret sammen med. Men da han beder taxichafføren kører ham fra Arkham og ud til familien Witleys ejendom får han nej. Det får han også fra cykelhandleren og fra alle han spørger om vej. Til sidst må han gå, og da han endelig når frem, bliver han på ingen måde budt velkommen af Nahum Witley, Susans far, der forsøger at smide ham ud.

Susan får ham dog til at blive, og det går snart op for Stephen at noget er helt galt hos Witley familien. Susans mor ligger syg i et mørkt værelse, og hun fortæller ham en skrækkelig historie om tjenestepigen, som er forsvundet. Samtidig er Stephen vidne til butleren Merwyns død, og i stedet for at tilkalde lægen begraver Nahum blot liget i nattens mulm og mørke.

Alle disse ting får Stephen til at se nærmere på omgivelserne, og han og Susan opdager noget mystisk i drivhuset, hvor planterne gror helt uhæmmet, men hvor der også er et sandt rædsels-menageri af misdannede væsner. Før han kan overtale Susan til at forlade stedet sammen med ham, forsvinder mrs. Witley imidlertid, og snart løber tingene helt løbsk.

Det er meget få ting fra novellen, som kan findes i filmen. Her nævnes den døde jord, metoritten fra himlen og den overdådige plantevækst som ikke kan spises. Metoritten bruges dog på en noget anden måde i filmen end i novellen. Til gengæld har man forsøgt at putte noget Lovecraft-stemning ind ved at lade Nahums bedstefar være okkult interesseret, og det er denne besættelse, der giver alvorlige konsekvenser i filmen, selvom Nahum ikke selv sysler med at bringe De Gamle tilbage.

Boris Karloff spiller Nahum Witley, og selvom jeg gerne ville sige, at det gør han godt, så er figuren temmelig uinteressant, så det er svært at tilføje den noget. Plottet virker rodet, bl.a. gik det aldrig helt op for mig, hvorfor det var så vigtigt at nævne tjenestepigens forsvinden – og hvorfor hun dukker så blodtørstigt op igen. Til slut forklarer Stephen hele molevitten for Susan ud fra rent videnskabelige synspunkter, da hun spørger, hvorfor alt dette skulle ske. Det er nemlig pga. radioaktivitet, at det hele er gået galt, og havde Nahum blot overdraget meteoritten til videnskaben, kunne den have fundet god nytte  i stedet for. Fed trøst når hele ens familie lige er blevet forvandlet til monstre!

Lovecrafts historier var altid fyldt med det unævnelige; med en gru så stor at ord ikke kunne beskrive den, og med ting så fremmede at de var udenfor vores forestillingsevne. Det fungerer rigtig godt på skrift, for det tillader fantasien at skabe sine egne billeder, men på film er det svært at overføre denne unævnelige rædsel. Som Nate Yapp skriver på ClassicHorror: “Despite an amazing talent for atmosphere, Lovecraft’s stories approached horror from a subjective emotional experience. Locations and ghastly beasts alike were described by the effect they had on a character, and even that was often beyond the scope of mere words. While such a technique makes for an imaginative read, it also presents a peculiar challenge to the filmmaker looking to create a concrete visual out of it.” Og det er netop også her, det går galt for instruktør Daniel Haller. Det lykkes ham simpelthen ikke at skabe den atmosfære, der bærer novellen frem, og de få ting, han vælger at tage med i filmen, står som klichér og vittigheder.

Instruktøren Daniel Haller står iøvrigt også bag en anden Lovecraft filmatisering “The Dunwich Horror“, som jeg heller ikke var vildt begejstret for.

Instruktør: Daniel Haller
Udgivelsesår: 1965

Tre år efter successen med ”Village of the Damned” kom en efterfølger med titlen ”Children of the Damned”. Denne gang starter historien med, at man for første gang tester intelligensen på børn over hele verden. Testen medfører, at man finder seks ekstraordinært intelligente børn, som alle befinder sig i England, selvom de er af forskellige nationaliteter. Da børnene slutter sig sammen i en forladt kirke, begynder de forskellige landes forsøg på at hente børnene til netop deres land. Hvert land ønsker at udnytte børnenes mentale formåen til at skaffe sig herredømme over de andre stater.

På børnenes side er psykologen dr. Llewellyn, som i rædsel ser på, at myndighederne gang på gang forsøger at dræbe børnene. Han er overbevist om, at børnene kun dræber, fordi menneskene forsøger at dræbe dem, og han prøver at overtale børnene til at overgive sig til deres respektive ambassader. Men da de gør det, får de først for alvor øjnene op for den menneskelige ondskab.

”Children of the Damned” er en fantastisk velspillet og velfortalt historie. Menneskenes angst for det ukendte udstilles, og vores ønske om at slå det ihjel, som vi ikke forstår og som vi frygter, sættes her på spidsen. Som publikum starter vi med at synes, at børnene er skræmmende og modbydelige, men som filmen skrider frem, flyttes sympatien til børnene, idet menneskene omkring dem opfører sig som vilde dyr, der kun ønsker at dræbe og ikke forsøger at forstå eller leve i fredelig sameksistens.

I modsætning til ”Village of the Damned” får vi ingen forklaring på børnenes opdukken, og de gør ingen fortræd, før de trues, hvor de i første film straffede folk langt ud over alle proportioner. Og selvom slutningen på sin vis er en direkte afspejling af første film, så er slutresultatet helt modsat. Børnenes udslettelse er måske i virkeligheden vores egen.

Denne gang har instruktør Anton M. Leader valgt at gøre børnene forskellige ved at vælge børn fra Indien, Kina, USA, Sovjetunionen, England og Nigeria. De er stadig for en stor del tavse, men virker overbevisende i deres samspil. Modsat første film gøres der ikke så meget ud af at lave tricks med børnenes øjne, når de bruger deres mentale kræfter, og kun i enkelte scener skifter de øjenudtryk. Til gengæld er det bedre lavet end i første film.

Selvom jeg godt kunne lide ”Village of the Damned”, synes jeg næsten, at ”Children of the Damned” er endnu bedre. En klar anbefaling herfra.

Instruktør: Anton Leader
Udgivelsesår: 1964

Det er efterhånden en del år siden, at jeg første gang så den originale “Village of the Damned”, og jeg må indrømme, at jeg nok synes bedre om den ved dette gensyn.

Den lille engelske by Midwich falder en dag bogstaveligt talt i søvn. Alle, som befinder sig indenfor en radius af 5 km fra byens centrum falder om i en dødlignende søvn på samme tid, uanset hvad de var i gang med. Det bliver opdaget af major Alan Bernard, da han vil besøge sin søster, som er gift med videnskabsmanden Gordon Zellaby og bor i Midwich.

Før myndighederne finder ud af, hvad der foregår, vågner alle dog op igen – tilsyneladende uskadte – men to måneder senere får byen endnu en overraskelse. Alle de fødedygtige kvinder, som befandt sig i Midwich den dag, er gravide! Og oveni udvikler fostrene sig hurtigere end normalt.

Efter fødslen fortsætter denne hurtige udvikling, og Gordon Zellaby, som holder børnene (inklusive sin egen søn, David) under nøje observation, finder ud af, at når et af børnene har lært noget, kan de det alle. Desuden kan de læse tanker og kontrollere andre mennesker ved hjælp af deres mentale kræfter. Og da børnene ikke lader til at have samme moralske sans som almindelige mennesker, bliver det snart klart at noget må gøres for at stoppe dem.

“Village of the Damned” er fra 1960, så naturligvis er tempoet væsentlig langsommere end i nutidens film, og selvom der er flere ganske voldsomme scener undervejs, så antydes de blot. F.eks. brænder en mand op, men vi ser kun ham, så flammerne og til sidst hvordan andre mænd tramper på noget på jorden. Et andet eksempel er en mand, der skyder sig selv med et jagtgevær – også her er det tilskuerens fantasi, der gør det beskidte arbejde. Men denne antydelsens kunst fungerer rigtig godt, og gør efter min mening ikke filmen ringere. Samtidig er starten af filmen yderst effektfuld, idet synet af de mange livløse mennesker i hverdagssituationer virker overraskende voldsomt. Jeg tænker næsten, at Mick Garris, som instruerede Stephen Kings “The Stand“, har været ganske inspireret til sin start med de mange døde forskere i militærlaboratoriet.

Stemningen i “Village of the Damned” minder mig om “Invasion of the Body Snatchers” med den samme følelseskolde overtagelse af menneskeheden. Børnene ser måske ikke specielt skræmmende ud med deres kunstige parykker, men når deres øjne skifter udtryk, bliver de alligevel ganske ubehagelige at se på, og jeg synes, det er lykkes fint at gøre dem til små udtryksløse skabninger med et stirrende, koldt blik.

“Village of the Damned” bygger på romanen “The Midwich Cuckoos” fra 1957 af John Wyndham (på dansk “Gøgene i Gorby”). Nogle år senere kom sequalen “Children of the Damned” af Anton Leader (også med titlen “Horror!”), og i 1995 lavede John Carpenter en genindspilning af filmen, og selvom jeg mener at have set den, så kan jeg faktisk ikke rigtig huske den for hverken noget godt eller skidt. Jeg har købt en dobbeltudgave, hvor også “Children af the Damned” er med, og efter fornøjelsen med første film glæder jeg mig til at se, om den næste er ligeså god.

Instruktør: Wolf Rilla
Udgivelsesår: 1960

Der er desværre ikke skrevet et forord til denne glimrende samling af gyser-noveller udvalgt ved Michael Tejn, så hvorfor netop disse 13 historier er udvalgt, vides ikke. Men det gør ikke historierne mindre gode, og holder du som jeg af det fortættede gys i novelleform, så prøv denne antologi fra 1966 hvor den ældste novelle er fra 1845 og den nyeste fra 1962.

Jord til jord (Earth to Earth) af Robert Graves udkom i 1955 og er en lidt pudsig historie om ægteparret Elsie og Robert Hedge, som bliver fuldstændig besat af dr. Eugen Steinpilz teorier om havekompost, og efterlever hans påskrifter mere end punktligt.

Hvad der virkelig hændte M. Valdemar (The Facts in the Case of M. Valdemar) af Edgar Allan Poe udkom i 1845. Fortælleren har gennem flere år beskæftiget sig med hypnose, og da en bekendt, M. Valdemar, ligger for døden, beder fortælleren om lov til at hypnotisere Valdemar i dødsøjeblikket. Valdemar siger ja, og det lykkes fortælleren mod alle forventninger. Men under hypnosen står Valdemar udenfor tiden, og da hypnosen afbrydes, er virkningen øjeblikkelig og rystende. Novellen er blevet filmatiseret flere gange, bl.a. af Roger Corman i “Tales of Terror” som består af tre filmatiseringer af Edgar Allan Poe noveller.

Værtinden (The Landlady) af Roald Dahl er fra 1959. Den unge Billy Weaver er taget til Bath for at søge arbejde. Nu leder han efter et sted at bo, og selvom han egentlig helst vil bo på det lokale værtshus, hvor der er masser af liv og gæster, bliver han alligevel draget af et skilt i et vindue med en vase med gule krysantemum. På skiltet står: Pensionærer modtages, og da Billy ringer på, står den venlige, men glemsomme værtinden klar til at byde ham velkommen med en kop te. “Værtinden” har et af den slags overraskende twist i slutningen, som giver en lyst til at genlæse den med det samme. En humorfyldt uhyggelig lille sag.

Tommelfingeren (Thompson) af George A. Zorn fra 1962 er en af samlingens længste noveller. Sælgeren Thompson er på vej hjem, da han kører forkert og må spørge en kvinde om vej. Hun svarer venligt nok, men Thompson bliver alligevel grebet af uro. Uroen bliver værre, da hans bil pludselig ikke kan starte, og da han bliver nødt til at låne telefonen i huset, slår panikken ham næsten ud. Men værst bliver det, da alt ellers ser ud til at være gået i orden igen. “Tommelfingeren” er en rigtig ubehagelig historie, hvor atmosfæren er langt værre end selve handlingen. Hvad er der egentlig sket med Thompson inden denne afstikker? Og hvorfor er kvinden og barnet så skræmmende?

Tårnet (The Tower) af Marghanita Laski er fra 1955 og handler om en ung kvinde, som på sin bryllupsrejse er ude på egen hånd. Hendes mand er vældigt interesseret i italiensk historie, så da hun falder over ruinen efter Niccolo di Ferramanos “Offer-Tårn”, beslutter hun sig for at gå op i det. Men det bliver en skæbnesvanger beslutning.

Det tredje område (The Third Circle) af Frank Norris fra 1909 er historien om en hvid kvinde, som forsvinder sporløst under en tur til San Franciscos Chinatown. Mere end 20 år senere fortælles historien om miss Ten Eyck stadigvæk.

Natviolen (Evening Primrose) af John Collier fra 1941 foregår i et stormagasin. En digter beslutter sig for at stige af verdens stress og jag og vil bosætte sig i den lokale stormagasin. Men han opdager, at han langt fra er den første, som har fået den idé, og at der blandt de nuværende beboere er et strengt hieraki. Så da han forelsker sig i den unge Ella, får det alvorlige konsekvenser. Novellen danner baggrund for en tv-musical fra 1966 med titlen “Evening Primrose”.

Hindbærsyltetøj (Raspberry Jam) af Angus Wilson fra 1949 er trods sin søde titel en grum historie om drengen Johnnie, som hygger sig med at besøge to gamle pebermøer. Men en dag ser han noget skrækkeligt hos dem.

Nattens musik (The Music of Erich Zann) af H. P. Lovecraft er fra 1922. Fortælleren beretter om dengang han boede på Rue d’Auseil i et hus, som han siden de omtalte begivenheder aldrig har kunne finde igen. I perioden havde han ikke særligt mange penge og boede derfor til leje i dette ikke særligt velholdte hus. I huset boede også en ældre tysk mand, som spillede violin. En nat hørte fortælleren en sælsom vidunderlig og samtidig skræmmende musik oppe fra tyskerens etage, men da han ved lejlighed komplimenterede hans musik, blev tyskeren nærmest vred i stedet for. Den natlige musik fortsatte dog, og en nat overhørte fortælleren den gamle mands desperate koncert, som denne nat endte i kaos. “Nattens musik” er en skræmmende og velskrevet novelle, som meget godt demonstrerer H. P. Lovecrafts særlige fortælle-stil og introducerer hans rædselsfulde parallelunivers.

Den lille snigmorder (The Small Assassin) af Ray Bradbury fra 1946 handler om et uskyldigt lille spædbarn, der måske ikke er så uskyldigt alligevel. En glimrende novelle med en grum slutning.

En rose til Emily (A Rose for Emily) af William Faulkner er fra 1930. Frøken Emily havde i levende live været en slags tradition i byen. Mens faderen levede, holdt han hende i kort snor, og efter hans død havde hun en kort opblomstring, hvor hun bl.a. så en del til en herre, der dog slet ikke var i hendes klasse. Han forsvandt dog også igen efter nogen tid. Men nu er frøken Emily død … Novellen er filmatiseret som kortfilm af Lyndon Chubbuck i 1983 under titlen “Rose for Emily”.

Kispus (Georgy Porgy) af Roald Dahl er fra 1960, og handler om præsten som er hundeangst for kvinder, samtidig med at han er betaget af dem på afstand. Denne splittethed får alvorlige konsekvenser, da byens damer tilsyneladende indleder en klapjagt på ham. “Kispus” er anden novelle af Roald Dahl i samlingen, og er en helt anden slags historie end “Værtinden”, selvom den underliggende humor strømmer igennem dem begge.

Enoch (Enoch) af Robert Bloch fra 1945 er 13. og sidste novelle i samlingen. Fortælleren bor alene efter moderens død – pånær den lille usynlige Enoch, som bor på hans hoved. Enoch får ham til at slå forbipasserende ihjel, men til gengæld giver Enoch også glemsel. En dag bliver fortælleren dog fængslet og anklaget for mordene, men da han fortæller anklageren om Enoch, får historien pludselig en helt ny drejning. “Enoch” er en perle af en novelle, som på ganske få sider giver læseren myrekryb. Tænk at have et lille usynligt væsen boende på sig, som kun drømmer om død og ødelæggelse – og som fuldstændig har magten over dig, men ingen tror dig …

Indhold:

Jord til jord af Robert Graves
Hvad der virkelig hændte M. Valdemar af Edgar Allan Poe
Værtinden af Roald Dahl
Tommelfingeren af George A. Zorn
Tårnet af Marghanita Laski
Det tredje område af Frank Norris
Natviolen af John Collier
Hindbærsyltetøj af Angus Wilson
Nattens musik af H. P. Lovecraft
Den lille snigmorder af Ray Bradbury
En rose til Emily af William Faulkner
Kispus af Roald Dahl
Enoch af Robert Bloch

Læs mere:

FantasticFiction 
Enotes.com 
Wikipedia

Kirkeorganisten Mary Henry kører sammen med nogle veninder galt, og bilen ender i en flod, som redningsmandskabet ikke kan redde den op af. Men efter næsten tre timer dukker Mary uskadt op af vandet. Hun kan ikke redegøre for, hvordan hun slap ud, men det tilskriver man chokket.

Kort efter rejser Mary til en anden by, hvor hun skal starte som kirkens nye organist. Tilsyneladende er alt i orden, men Mary virker sært ved siden af sig selv, og hun begynder at se en mærkelig mand, der tilsyneladende forfølger hende overalt. Samtidig kommer hun ud for flere hændelser, hvor hun nærmest forsvinder ud af virkeligheden – og det hele virker knyttet til det forladte tivoli lidt udenfor byen.

“Carnival of Souls” er fra 1962, og når man ser den i dag, er alderen naturligvis tydelig på mange måder. Ikke desto mindre synes jeg, den er ganske vellykket. Den efterlader en med en ubehagelig følelse, og selvom den i virkeligheden ikke viser særlig meget, så kryber den ind under huden. Candace Hilligoss, som spiller Mary Henry, virker hele tiden lidt ved siden af sig selv, som om hun ikke rigtig er til stede, og det fungerer helt på filmens præmisser. Scenerne, hvor lyden forsvinder og Mary falder ud af virkeligheden, er også spændende lavet. Så på trods af at filmen er langsomt klippet i forhold til nutiden, og selvom der stort set ikke bruges specieal effects, så kan jeg anbefale “Carnival of Souls”, hvis man vil prøve en lidt anderledes gyserfilm fra 60′erne.

Instruktør: Herk Harvey
Udgivelsesår: 1962

Jeg har ikke tidligere set film af Mario Bava, men eftersom han skulle være en af Italiens mest indflydelsesrige instruktører, tog jeg imod tilbuddet om at låne “Black Sabbath” af en ven.

“Black Sabbath – The Three Faces of Fear” består af tre korte film med introduktion og afslutning af Boris Karloff. Den første film hedder ”The Telephone” og handler om kvinden Rosy, som en aften kommer hjem til en lang række mærkelige telefonopringninger, hvor en stemme truer hende med døden. Tilsyneladende ved stemmen alt, hvad Rosy gør, så til sidst ringer hun til veninden Mary, der indvilliger i at komme over, selvom de ikke har talt sammen længe. Men Marys ankomst er ikke aftenens afslutning.

Anden historie hedder “The Wurdulak” og har Boris Karloff i hovedrollen. En tyrkisk bandit har gennem længere tid hjemsøgt egnen, og bedstefar Gorca er taget ud for at fange ham. Desværre får banditten fat i Gorca og forvandler ham til en Wurdulak, før Gorca slår ham ihjel. En Wurdulak drikker blodet af de mennesker, han elsker, så Gorca drager hjem for at føde af sin familie, der i mellemtiden har fået uventet besøg af en fremmed, som forelsker sig uhjælpeligt i Gorcas datter. Men kan han redde hende fra familiens skæbne?

Den sidste historie kaldes “A drop of water”. Sygeplejersken Helen tilkaldes for at gøre liget af en okkult interesseret grevinde i stand, men hun fristes til at stjæle en ring fra ligets finger. Det får – naturligvis – konsekvenser …

Den bedste historie er efter min mening den sidste, selvom historien er set før. Men her lykkes det Mario Bava at skabe et overbevisende setup, og jeg var imponeret over hans brug af kameraet, bl.a. den måde, man har filmet Helens ankomst til grevindens hjem. Fra frøperspektiv ses husholdersken gå gennem flere slidte og støvede værelser mod en stor dør, og mens hun bliver mindre og mindre, føles uhyggen større og større. Interessant filmet. Den svageste film er “The Wurdelak”, hvor ikke engang Boris Karloff kan redde den sløve historie.

Instruktør: Mario Bava
Udgivelsesår: 1963
Originaltitel: I tre volti della paura

Udvalgt filmografi:

Cani arrabbiati (1974 - ”Kidnapped”)
Gli orrori del castello di Norimberga (1972 – “The Torture Chamber of Baron Blood”)
Diabolik (1968 – “Danger: Diabolik”)
Operazione paura (1966 – “Kill, Baby… Kill!”)
I tre volti della paura (1963 – “Black Sabbath”)
La maschera del demonio (1960 – “Black Sunday”)

Se mere om Mario Bava på  Wikipedia

Hvem fandt på, at det kunne være en god idé at sætte en flok cowboyer til at fange en dinosaurus med lasso?

Syd for Rio Bravo opsøger Tuck Kirby sin tidligere kæreste, T.J., for at overtale hende til at sælge sin berømte hest, som hun bruger i sit Wild West cirkus. Hun afslår, og i stedet møder han professor Horace Bromley, som har opdaget en miniature hest – Eohippus - forfader til nutidens vilde heste. Og der er flere dyr fra fortiden. Tuck opdager en tyrannusaurus-lignende dinosaur, som de lokale kalder Gwangi, og han beslutter sig for at hjælpe T. J. med at fange dyret, så det kan bruges i hendes show. Men naturligvis er det lettere sagt end gjort, og Gwangi slipper fri midt under showet.

Det er i korte træk handlingen i “The Valley of Gwangi”, der desværre ikke helt levede op til mine forventninger. Filmen er fra 1969, og er lavet ved hjælp af stop-motion teknik mixet med real optagelser. Manden bag dinosaurerne er Ray Harryhausen, og han får masser af ros i ekstra materialerne, hvor han nærmest omtales som ophavsmanden til alle gode stop motion film. Selv var han dog godt klar over, at han skyldte en stor del til Willis O’Brian (“Lost World” og “King Kong”).

Jeg synes såmænd, at flere af scenerne med dinosaurer og mennesker sammen var teknisk godt lavet, men jeg var ikke imponeret over historien, som er set før (fx “King Kong”), så alt i alt kommer “The Valley of Gwangi” ikke til at stå højt på min personlige favoritliste.

Instruktør: James O’Connelly
Udgivelsesår: 1969