Indlæg tagget med ‘1980-1989’

Jeg har egentlig allerede skrevet om antologien “Skygger“, som udkom i marts i år. Antologien indeholder et udvalg af de bedste gysernoveller gennem de sidste 200 år udvalgt af Steen Langstrup med bidrag af bl.a. B. S. Ingemann, H. C. Andersen, Kenneth Bøgh Andersen, Hanna Lützen og Grete Roulund.

Når jeg alligevel lige vil nævne den igen, er det fordi, at da jeg anmeldte bogen her på siden, var et af mine få kritikpunkter, at man ikke kunne se, hvorfor Langstrup havde udvalgt netop disse noveller til antologien. Det har han nu rådet bod på, og på mxrket.dk kan man læse en kort introduktion til alle novellerne i samlingen. 

Om en af mine favoritter “Staudebedet” af Hanna Lützen skriver Langstrup f.eks.: “Jeg elsker, når en forfatter tryller gyset hen et sted, hvor det næsten lyder umuligt – og det er lige, hvad der sker i denne herlige, lille novelle, som ikke bare rummer et af de mest syrede og originale monstre, jeg har set, men sørme også er uhyggelig samtidig.” Mens en anden favorit, B. S. Ingemanns “Fjendskab efter døden”, beskrives som et drilsk gys.

Om det at medtage en af sine egne noveller i samlingen skriver Langstrup: “Jeg kunne ikke stå for fristelsen til at tage en af mine egne noveller med i Skygger. Jeg var godt klar over, at nogen måske ville synes, at det var noget underligt noget at gøre, men sandheden er, at bogen er blevet til for mine egne sparepenge – og om ikke andet, så skal man jo ikke betale for sin egen tekst. Det er nok også en fare for – når en forfatter selv skal vælge den bedste blandt sine egne noveller – at man vælger en anden end andre ville have gjort. Læseoplevelsen behøver jo ikke have noget med skriveoplevelsen at gøre. Det kan sagtens være en stor fornøjelse for forfatteren at skrive en dårlig tekst. At jeg så lige valgte De sidste skyldes, at det er den af mine noveller, der ligger mit eget hjerte nærmest. Ideen havde puslet i mit hoved i godt 8 år, før jeg skrev den, og det var samtidig den sidste horror-tekst, jeg skrev, før jeg forlod genren for at prøve kræfter med andet. Nu var jeg jo vendt tilbage ikke bare til gyseren igen, men endda til Gillsby, hvor både De sidste og min nye roman-trilogi Plantagen foregår – og det fik det til at give endnu mere mening i mit eget hoved at tage De sidste med i Skygger.”

Indhold:

De sidste af Steen Langstrup (2001)
Gennem parken af Poul-Henrik Trampe (1970)
Men du skal mindes mig af Herman Bang (1885)
Blandt skovens skygger af Kenneth Bøgh Andersen (2002)
Lille Peter af Peter Mouritzen (2003)
Fjendskab efter døden af B. S. Ingemann (1852)
Strømafbrydelse af Sara Skaarup (2002)
Papegøjepigen af Henning Mortensen (1983)
Schimmelmanns hest af Vilhelm Bergsøe (1868)
Nattevagtens sidste time af Kenneth Bernholm (2006)
Staudebedet af Hanna Lützen (1997)
Natravnen af Holger Drachmann (1890)
Laifs af Grete Roulund (1999)
Skyggen af H. C. Andersen (1847)

Besøg Mørket

Udgivelsesår: 2010

Udvalgte bøger af Steen Langstrup:

Kat – ondskaben lurer i regnen
Blodets nætter
Pyromania
Forvandling
Fluernes hvisken
9 før døden
Poe – 4 makabre hyldelster
Plantagen – Den hvilende ondskab 
Plantagen 2 – Intet er, som du tror

“Paperhouse” er ikke en egentlig gyser, men jeg skal love for, at jeg fik et par chok undervejs alligevel.

Pigen Anna er syg. Hun får nogle anfald, hvor hun besvimer, og i sine drømme tager hun til et hus, som hun selv har tegnet. I huset finder hun drengen Mark, som påstår, at dette er den rigtige verden. Men Anna ved, at han er en syg dreng, som hendes læge har fortalt hende om.

I starten er alt hyggeligt i drømmeverdenen, og Anna tilføjer ting til huset og omgivelserne, når hun er vågen. Men da hun en dag tegner sin far og bagefter i vrede over at han så tit er væk på grund af sit arbejde kradser hans ansigt ud igen, ændrer drømmene sig. Pludselig er faren der som en ond og gruopvækkende tilstedeværelse, og Anna og Mark må flygte for livet.

Jeg havde hørt titlen “Paperhouse” før, men kunne ikke huske i hvilken forbindelse. Derfor havde jeg ikke specielle forventninger til filmen, og det betød, at jeg blev mere end positivt overrasket. Filmen er visuelt en nydelse, når vi følger Anna ind i hendes drømmeverden, selvom den er tilbage fra 1988. Første gang vi ser papirshuset, står det fint på en græsmark og ligner idyl, men efterhånden som truslen bliver større, bliver huset mere og mere uhyggeligt, og i scenen hvor faren forfølger Anna og Mark, ligner hele setuppet nærmest Helvede.

Anna spilles af Charlotte Burke, som jeg til at begynde med synes var lidt irriterende. Men hun ender alligevel med at fylde rollen godt ud, og da Mark (spillet af Elliott Spiers) kommer til, skaber de et perfekt matchet makkerpar.

Selvom ”Paperhouse” hovedsageligt har børn i rollerne og handler om børn, er det bestemt ikke en børnefilm. Jeg blev opslugt af filmens univervers, og som Roger Ebert skriver i sin anmeldelse i Chicago Sun-Times: “This is not a movie to be measured and weighed and plumbed, but to be surrendered to.”

Instruktør Bernard Rose har siden instrueret bl.a. “Candyman” fra 1992.

Instruktør: Bernard Rose
Udgivelsesår: 1988

Jeg har haft lidt blandede oplevelser med Lucio Fulci film. Mens jeg var vild med “Rædslernes hotel” og syntes ok om “Zombi 2“, så må jeg indrømme, at jeg synes “The New York Ripper” er en halvdårlig affære.

En morder dræber kvinder i New York. Kommisær Williams sættes på sagen, og får hjælp af en profiltegner til at fange morderen, som ovenikøbet begynder at ringe til ham. Det hele bliver endnu mere personligt, da Williams faste prostituerede bliver en af morderens ofre.

Det er i korte træk handlingen, som i virkeligheden mest er en lang række enkeltscener: Mord på en smuk kvinde – Sex – Mord på en smuk kvinde – Sex – Mord på en smuk kvinde – Forbrydelsen opklaret. Her er ikke den store sammenhæng i plottet, og her er ikke gjort noget for at flette det hele sammen i en helhed. F.eks. fylder Jane Lodges karakter lang tid i filmen, men hvorfor har jeg ikke rigtig nogen idé om. Det virker som om, at Fulci bare gerne vil vise nogle sexscener, som hun så bliver en del af med sine yderst udtryksfulde lystfuldt bævrende læber.

Der er enkelte okay elementer hist og pist, bl.a. scenen hvor Williams prostituerede bliver dræbt. Her er en meget effektiv knivsscene, hvor morderen skærer hende lige hen over det ene øje. Men det er desværre ikke nok til at gøre “The New York Ripper” en særlig interessant film set med mine øjne.

Med dvd’en følger en lille pamflet skrevet af Jesper Moerch om Giallo-film og i særdeleshed “The New York Ripper”. Han skriver bl.a.: “Op gennem 70′erne blev gialli’erne mere og mere bizarre, hårde og blodige, men ingen af disse film kan måle sig med Fulcis 1982-film, “The New York Ripper”, der er den absolut groveste, ondeste og mest berygtede giallo i hele genrens historie … Fulcis Ripper går langt, langt over stregen for god smag. Faktisk så langt at selv hærdede horrorfans ind i mellem får nok. Da man i sin tid prøvede at udgive filmen i England, valgte man ikke bare at censurere eller helt forbyde filmen – de fysiske filmruller fik politeskorte til lufthavnen for at sikre 100% at filmen kom ud af landet hurtigst muligt“. Jeg tror dog ikke nødvendigvis, at det var pga. de voldelige scener, man var så bange for Fulcis film. Derimod tror jeg, at de meget explicitte sex-scener nok har skræmt en lille habitklædt censor til en så overdreven reaktion. Mens de i dag – i hvert fald i mine øjne – mere trækker tempoet ud af en i forvejen yderst tynd historie.

Og for at gøre en tynd historie endnu mere mærkelig, så er morderen i “The New York Ripper” nærmest latterlig. Før vi ser ham, hører vi nemlig hans stemme, der beskrives af et af ofrenes husvært som “Han lød som en and, kvack kvack kvack” – og ja, han lyder som Anders And, når han taler i telefon med Williams. Jeg forstår ikke, hvorfor Fulci har fundet på det nummer, og det er igen med til at trække seriøsiteten ud af filmen. Hvis man så bare troede, at det hele var en joke, var der ligesom lidt fornuft i det, men det er heller ikke mit indtryk. Men jeg må nok bare indrømme, at jeg ikke forstår filmen, og ikke bryder mig særligt meget om den.

Instruktør: Lucio Fulci
Udgivelsesår: 1982
Originaltitel: Lo squartatore di New York

Andre film i AWE’s Giallo-serie:

Cold eyes of fear, 1971 – D: Enzo G. Castellari
Torso, 1973 – D: Sergio Martino
Dødens puslespil, 1974 – D: Duccio Tessari
Profondo Rosso, 1975 – D: Dario Argento
The New York Ripper, 1982 – D: Lucio Fulci
Modelmordene, 1985 – D: Carlo Vanzina

Jeg havde ellers set frem til ”Slumber Party Massacre” efter at have hørt den omtalt i “Going to Pieces“, men det endte med at blive en af den slags oplevelser, hvor jeg kort inde i filmen tænkte: Godt den kun varer 74 minutter!

Trishs forældre skal på weekendtur, så hun er alene hjemme, men den venlige nabo har lovet forældrene at holde et vågent øje med hende. Om aftenen kommer nogle veninder, som skal overnatte. Et par fyre fra skolen er også opsat på at være med til festen, så de lurer udenfor vinduet og er heldige at se bare bryster i spandevis. Men Russ Thorn, femdobbelt morder, er undsluppet fra sindssygehospitalet, og han vil tilsyneladende også gerne overnatte hos Trish …

Som nævnt i indledningen var jeg ikke voldsomt imponeret over “Slumber Party Massacre”. Symbolsproget er overtydeligt, som når Trish smider sine dukker ud i starten af filmen (nu er hun voksen og dermed et seksuelt væsen og åben overfor angreb fra galningen), eller scenen hvor Russ Thorn står oprejst over Jackie med spredte ben og en kæmpeboremaskine ses imellem hans ben klar til at støde igennem Jackie (kan vi sige penis), eller da Thorn til sidst får skåret det yderste af sit bor af, da det endelig lykkes en af pigerne at mande sig op til modangreb (kasteration). Dette overdrevne symbolsprog gør ikke noget godt for filmen, men virker bare irriterende.

Personerne bliver aldrig nogen, jeg gider at bekymre mig om, og selvom der sker et mord næsten hvert femte minut, bliver historien alligevel kedelig, for plottet er så usandsynligt, at det ikke engang kan glide ned i en slasherfilm. I hvert fald ikke hos mig denne gang. Og så lader jeg mig irritere over manglende kontinuitet filmen igennem. Fx står de to fyre udenfor et åbent vindue og kan tydelig høre pigernes snak, mens de glor ind på brysterne og kommenterer dem højlydt – men lyden går åbenbart kun udad! Eller når Thorn falder i swimmingpoolen for minuttet efter at være fuldstændig tør. Eller når der gøres meget ud af at vises, hvordan man kan gå ind i garagen fra huset af, for kort efter at se at pigerne går ud af huset for at skifte en sikring i – garagen. Altså!!!

Jeg har læst, at “Slumber Party Massacre” oprindeligt var ment som feministisk parodi på slasherfilm, men at man undervejs i processen med at lave den, opgav dette af frygt for at den ikke ville sælge. Desværre lykkedes det efter min mening ikke særligt godt at transformere den om til en “rigtig” slasherfilm, for flere af de “morsomme” scener er stadig i filmen, nu virker de blot som tonstunge klichéer og ikke som parodi.  Det betyder, at “Slumber Party Massacra” bliver en klichéfyldt omgang bare bryster indesmurt i blod. 

Trods min dårlige oplevelse af filmen er der alligevel kommet tre efterfølgere: “Slumber Party Massacre 2″, “Slumber Party Massacre 3″ og “Cheerleader Massacre”, så måske er jeg bare en gammel gnavpot, der ikke fatter en meter.

Instruktør: Amy Holden Jones
Udgivelsesår: 1982

Joe Spinell spiller den psykopatiske Frank Zito, der som barn blev mishandlet og overset af sin mor, og nu søger både hævn og accept fra sin afdøde mor ved at dræbe unge kvinder, skalperer dem og iklæde mannequindukker deres tøj og blodige skalp.

Mordene eskalerer for Frank, som diskuterer med sig selv: “I know how it is with their hairs and their looks and they… they drive a man crazy! I didn’t mean that. I didn’t mean it that way. It’s just that, they don’t know when to stop. They never know when to stop. That’s why they have to be stopped. It is you’re right. You’re right. But not like that, not that way. Please, they’ll take you away from me. You have to be careful, not to listen to me. But I can’t live like this. I have to go out and each time it’s like this. I get so scared that they’ll take you away. But they won’t if you do what I say. They won’t take you away, not ever I say. Not ever.”

En dag bliver han fotograferet af den smukke fotograf Anna, da han går i parken. Senere opsøger han hende, og bliver fascineret af hendes fotografier, så de to ender med en hyggelig aften i byen. Men Frank kan ikke lade være, og snart driver hans blodige lyster ham igen til mord og mishandling.

“Maniac” er en lang række brutale mord udført af en utrolig velspillende Joe Spinell. Han er imponerende i rollen som Frank, og formår både at vise den totale galskab som raseri, sorg og skjult under en normalfungerende overflade. Når han dræber kvinderne, udstråler han i den grad raseri og sindssyge, men i scenerne hvor han ligger hjemme i sin seng og savner sin mor, virker han umådelig sårbar og følsom.

Samspillet med Anna bliver dog noget kunstig efter min mening, men det hænger muligvis sammen med manuskriptet, der ikke forklarer den gensidigt opståede sympati særligt overbevisende. På mig virker det meget utroværdigt, at en smuk kvinde lukker en fuldstændig fremmed ind i sin lejlighed og bliver tiltrukket af ham – især en fremmed, der ser ud som Joe Spinell.

Filmen introduceres af Nikolaj Winding Refn, som kalder den en klassiker og sammenligner den med “Henry – Portrait of a Serial Killer“, der også tager seeren med ind under huden på en seriemorder. Selv synes jeg bedst om Henry, men kan også godt se kvaliteterne i “Maniac”, som er formentlig en af den slags film, man enten elsker eller hader. Historien indeholder ikke det store plot, og det kan være generende. Til gengæld er Frank Zito figuren umådelig stærk, og det redder filmen for mig. Oveni kommer også Tom Savinis imponerende special effects, bl.a. scenen hvor han selv får skudt hovedet af i en bil, da Frank kommer forbi og ser ham kæle på bagsædet. Eller slutscenen i Franks lejlighed.

Alt i alt er “Maniac” en film, som man bør se, men ikke en som jeg vil se igen for underholdningsværdien.

Instruktør: William Lustig
Udgivelsesår: 1980

For et år siden var Virginia involveret i en ulykke, som dræbte hendes mor og næsten slog Virginia ihjel. Nu er hun dog frisk igen og er tilbage i skolen, hvor hun har fundet sin plads i den populæreste klike med kælenavnet Top Ti. Eneste mén er, at Virginia ikke husker selve ulykken, men for at afhjælpe det går hun hos den venlige doktor Faraday.

I kliken er alting som det plejer – indtil Bernadette en aften forsvinder på vej ned til den lokale kro, hvor kliken er samlet. Kort efter forsvinder den franske udviklingsstuderende Etienne, men da der ikke kan findes nogen lig, er politiet ikke voldsomt bekymret. Det er Virginia dog, for hun har mærkelige blackouts og drømme, og kort før et-års dagen for ulykken (som skete på Virginias fødselsdag) begynder hun at huske…

Filmen er fyldt af underholdende slasherscener, og selvom den starter med et ganske almindelig kvæler- og knivdrab, så udvikler morderens metoder sig til brug af både håndvægte og havesakse, alt sammen lavet overbevisende af Thomas R. Burman. J. Lee Thompson virker lidt inspireret af de italienske Giallo-film, idet man i det meste af filmen kun ser et par sorte handsker, når morderen er i aktion.

På wikipedia kan  man læse, at pressen oprindeligt troede, at filmholdet lavede flere slutninger for at hemmeligholde twistet til sidst. Det er ikke sandt, idet man slet ikke havde en brugbar slutning før til allersidst. Det forklarer også, hvorfor der ikke er et build-up til den overraskende slutscene. For “Happy Birthday to me” har det, jeg betegner som en snydeslutning. En slutning som man ikke har nogen chance for at gætte, fordi instruktøren pludselig sætter helt ny viden i spil.

Men bortset fra det (og slutningen er ok trods snyderiet) så er “Happy Birthday to me” en rigtig underholdende slasherfilm. Melissa Sue Anderson, som spiller Virginia, er mest kendt fra rollen som Mary Ingalls fra tv-serien “Det lille hus på prærien”, der befinder sig i en noget anden genre, men hun gør det godt, og det er helt befriende at høre hende bande og være en normal ung kvinde. Jeg følte mig velunderholdte, og bortset fra tøjet tænkte jeg ikke over, at filmen var næsten 30 år gammel.

Instruktør: J. Lee Thompson
Udgivelsesår: 1981

Da jeg så dokumentarfilmen “Going to Pieces“, opdagede jeg en masse titler, jeg af en eller anden grund aldrig har fået set. En af disse var “Return to Horror High”.

I 1982 blev Crippen High School scene for en række brutale mord, hvor morderen aldrig blev fanget. Nu vil filminstruktøren Josh Forbes og den skruppelløse producer Harry Sleerik lave en film om mordene – optaget i de selvsamme lokaler de fandt sted, i den nu lukkede Crippen High.

Men som filmen skrider frem, ændrer scenerne sig fra minut til minut. Manuskriptforfatteren Richard bliver hele tiden nødt til at skrive replikker og scener om, for Harry vil have mere blod i historien, og Josh vil også sætte sit fingeraftryk. Samtidig begynder personer at forsvinde fra settet. Først den ledende skuespiller Oliver (en meget ung George Clooney med et ufatteligt pop-hår) og siden andre.

Betjenten Steven Blake, som kom ind i filmen i stedet for Oliver, får sammen med den skuespillerinde Callie Cassidy en mistanke om, at noget er galt, og de beslutter sig for at finde ud af hvad.

“Return to Horror High” kan ses som en forsmag på senere film som “Scream” og “Scary Movie” med sin intertekstuelle tilgang til genren. Den starter ud med, at en overlevende fortæller sin historie til politiet, og denne fortælling ser vi så i flashback. Men fordi vi ser optagelserne af en film, forsøger Froehlich hele tiden at snyde os ved hele tiden at flytte fokus, så vi ikke ved, hvornår vi ser scener i filmen, og hvornår det er virkelighed. I en scene ser vi f.eks. en afhøring, men pludselig vender betjenten sig mod kameraet og siger, at det altså ikke foregik sådan i virkeligheden.

Personerne ved også, at der findes horrorfilm, når de f.eks. kommenterer, at der altid kommer en sequal. Og så minder morderens maske ret meget om den, Wes Craven siden bruger i netop “Scream”.

Filmen har masser af plat humor og overdrevent brug af blod og splatter-effekter, og afsløringen af morderen er mere morsom end uhyggelig (eller overraskende for den sags skyld). Det passer meget godt til B-film, men her bliver det alligevel en lille smule anstregende til tider. Især fordi spændingsopbygningen er nærmest ikke-eksisterende, da personerne måske eller måske ikke bliver dræbt, for vi ved aldrig om det er filmen-i-filmen, vi ser.

Jeg vil ikke påstå, at “Return to Horror High” er en fantastisk film, men jeg synes dog alligevel, at jeg blev okay underholdt. Måske fordi det var lidt sjovt at se en film, som muligvis har været med til at inspirere Wes Cravens til hans (klasser bedre) film “Scream”.

Instruktør: Bill Froehlich
Udgivelsesår: 1987

Læs mere på I-mockery.com

Wes Cravens film “Swamp Thing” bygger på en DC Comic fra 1971 skrevet af Len Wein og illustreret af Bernie Wrightson.

Forskeren Alex Holland forsøger at finde en måde at udrydde sult på. Desværre er skurken Arcane også interesseret i Hollands formel, og han overfalder Hollands laboratorium midt ude i sumpen. Her dræber han Hollands søster sammen med alle de øvrige i lejren. Det lykkes dog den nyankomne agent Alice Cable at undslippe – og også Holland overlever overfaldet, men i en helt anden skikkelse. Under slaget blev han nemlig overhældt med sin egen væske, og nu er han blevet overmenneskelig stærk og ligner en grøntsag. Arcane vil dog have styr på alle ender, så han forfølger Cable, der også har fået fat i den vigtigste af notesbøgerne med Hollands opfindelse. Nu kan kun “Swamp Thing” redde dagen.

Det lyder temmelig kulørt, og det er det også. Historien har ind i mellem huller på størrelse med elefanter, og hverken special effects eller Swamp Things makeup er noget at råbe hurra for. Ikke desto mindre har “Swamp Thing” sin egen charme, og så er den helt anderledes end Wes Cravens øvrige film på dette tidspunkt med langt større vægt på umiddelbar underholdning og action. Her er masser af forfølgelsesscener i sumpen, slutscenen er regulær “clash of the titans”.

Instruktør: Wes Craven
Udgivelsesår: 1982

Kliché på kliché mudret til med en stor spandfuld pladder-romantik, det er desværre slutresultatet i “King Kong lever”.

I 1976 havde John Guillermin relativ succes med sin genindspilning af “King Kong”, og “King Kong lever” åbner med slutscenen fra denne, hvor Kong kravler op ad Empire State Building med Jessica Lang i hånden, mens helikoptere skyder ham i smadder.

Så springer vi ti år frem i tiden. Kong har lagt i coma i alle årene, men med en pacemaker kan han bringes tilbage. Da eventyreren Hank Mitchell falder over endnu en kæmpe abe (denne gang en dame), har man også fundet en bloddonor, så operationen iværksættes.

Men da Kong vågner, kan han lugten Queen, og det lykkes ham at bryde ud og befri hende. Med hæren og hjertelægen Amy (Linda Hamilton) samt Hank Mitchell i hælene forsøger Kong og Queen nu at få lov at leve frit i USAs bjerge. Men det kan naturligvis ikke lade sig gøre.

Historien er både kvalmende sentimental og ualmindelig usammenhængende. Kong og Queen forelsker sig naturligvis, og deres kærlighed sættes overfor Amy og Hanks forhold, der – naturligvis – udvikler sig fra fjendskab til stormende forelskelse. Hæren styres af den yderst usympatiske kaptajn Nevitt (John Ashton), hvis eneste ønske tilsyneladende er at se Kong død, selvom hans ordre er at fange ham i live.

Udover store huller i plottet (bl.a. er tidslinjen helt skæv, og forklaringen på, hvorfor personerne gør som de gør, mangler konstant), så blev jeg også hele tiden irriteret over manglende styr på størrelsesforholdene. Ind i mellem er Kong så stor som et 10 etagers hus, men når han så samler en slange op i skoven for at vise den til Queen, er slangen lige så stor som hans fingre. Eller da Queen bliver skudt af indfødte med pusterør på Borneo, hvor hun bliver fanget, så er størrelsesforholdet sådan, at pilene mindst burde være et par meter lange.

Personerne er totale stereotyper, med Linda Hamilton som den ambitiøse forsker, hvis eneste lidenskab er jobbet, indtil hun møder Mitch. Han er til gengæld den kække eventyrer, der godt nok sælger Queen, men efterfølgende vil gå gennem ild og vand for at redde hende og Kong. Og kaptajn Nevitt er prototypen på den skydeglade militærgalning, der kun har et svar på alt – DRÆB!

Replikkerne er ligeledes totalt til grin. “We are primates to” siger Linda Hamilton med et sensuelt blik på Mitch, da hun inviterer ham ned i sin sovepose, kort efter at de har set Kong og Queen gå til den. Og så er det jo mærkeligt, at det ene øjeblik kan Kong ubesværet gå igennem hele hærstyrken, mens den fyrer løs på ham, men senere i filmen er den selvsamme situation dødbringende for ham. Altså prøv da lige at være bare en smule realistisk!

På en skala fra 1 til 10 giver jeg “King Kong lever” et stort rundt 0! Jeg synes, at John Guillermin burde skamme sig over at bruge en så kendt og elsket figur som King Kong i så jammerlig en film. Se i stedet den originale King Kong fra 1933 eller evt. Peter Jacksons genindspilning fra 2005, der i det mindste indeholder nogle flotte visuelle effects. Men brug ikke 100 minutter af dit liv på “King Kong lever”. Det er simpelthen værre end spild af tid.

Instruktør: John Guillermin
Udgivelsesår: 1986
Originaltitel: King Kong Lives

“Disciples of the Crow” bygger på Stephen Kings novelle “Majsens børn” fra novellesamlingen “Natholdet“. Kortfilmen er instrueret af John Woodward, og er en stemningsfyldt lille film, som efter min mening er klasser over spillefilmen, der kom i 1984 med titlen “Children of the Corn“.

Instruktør: John Woodward
Udgivelsesår: 1983

Se mere om Stephen King baserede kortfilm her