Indlæg tagget med ‘1990-1999’

Jeg har egentlig allerede skrevet om antologien “Skygger“, som udkom i marts i år. Antologien indeholder et udvalg af de bedste gysernoveller gennem de sidste 200 år udvalgt af Steen Langstrup med bidrag af bl.a. B. S. Ingemann, H. C. Andersen, Kenneth Bøgh Andersen, Hanna Lützen og Grete Roulund.

Når jeg alligevel lige vil nævne den igen, er det fordi, at da jeg anmeldte bogen her på siden, var et af mine få kritikpunkter, at man ikke kunne se, hvorfor Langstrup havde udvalgt netop disse noveller til antologien. Det har han nu rådet bod på, og på mxrket.dk kan man læse en kort introduktion til alle novellerne i samlingen. 

Om en af mine favoritter “Staudebedet” af Hanna Lützen skriver Langstrup f.eks.: “Jeg elsker, når en forfatter tryller gyset hen et sted, hvor det næsten lyder umuligt – og det er lige, hvad der sker i denne herlige, lille novelle, som ikke bare rummer et af de mest syrede og originale monstre, jeg har set, men sørme også er uhyggelig samtidig.” Mens en anden favorit, B. S. Ingemanns “Fjendskab efter døden”, beskrives som et drilsk gys.

Om det at medtage en af sine egne noveller i samlingen skriver Langstrup: “Jeg kunne ikke stå for fristelsen til at tage en af mine egne noveller med i Skygger. Jeg var godt klar over, at nogen måske ville synes, at det var noget underligt noget at gøre, men sandheden er, at bogen er blevet til for mine egne sparepenge – og om ikke andet, så skal man jo ikke betale for sin egen tekst. Det er nok også en fare for – når en forfatter selv skal vælge den bedste blandt sine egne noveller – at man vælger en anden end andre ville have gjort. Læseoplevelsen behøver jo ikke have noget med skriveoplevelsen at gøre. Det kan sagtens være en stor fornøjelse for forfatteren at skrive en dårlig tekst. At jeg så lige valgte De sidste skyldes, at det er den af mine noveller, der ligger mit eget hjerte nærmest. Ideen havde puslet i mit hoved i godt 8 år, før jeg skrev den, og det var samtidig den sidste horror-tekst, jeg skrev, før jeg forlod genren for at prøve kræfter med andet. Nu var jeg jo vendt tilbage ikke bare til gyseren igen, men endda til Gillsby, hvor både De sidste og min nye roman-trilogi Plantagen foregår – og det fik det til at give endnu mere mening i mit eget hoved at tage De sidste med i Skygger.”

Indhold:

De sidste af Steen Langstrup (2001)
Gennem parken af Poul-Henrik Trampe (1970)
Men du skal mindes mig af Herman Bang (1885)
Blandt skovens skygger af Kenneth Bøgh Andersen (2002)
Lille Peter af Peter Mouritzen (2003)
Fjendskab efter døden af B. S. Ingemann (1852)
Strømafbrydelse af Sara Skaarup (2002)
Papegøjepigen af Henning Mortensen (1983)
Schimmelmanns hest af Vilhelm Bergsøe (1868)
Nattevagtens sidste time af Kenneth Bernholm (2006)
Staudebedet af Hanna Lützen (1997)
Natravnen af Holger Drachmann (1890)
Laifs af Grete Roulund (1999)
Skyggen af H. C. Andersen (1847)

Besøg Mørket

Udgivelsesår: 2010

Udvalgte bøger af Steen Langstrup:

Kat – ondskaben lurer i regnen
Blodets nætter
Pyromania
Forvandling
Fluernes hvisken
9 før døden
Poe – 4 makabre hyldelster
Plantagen – Den hvilende ondskab 
Plantagen 2 – Intet er, som du tror

For nogen tid siden læste jeg “Alkymi” af Henrik Hohle Hansen. En lidt for konstrueret historie efter min smag, men alligevel fik jeg lyst til at læse Holhe Hansens anden roman “Don Faust”.

Dr. Edvard er blevet ansat på Ulrikkesburg, et asyl som huser syge kvinder. Forstanderen er pastor Meister, som lider af et nærmest unaturligt had til døden. Derfor er han ekstra opsat på at kurere kvinderne på stedet, hvoraf nogle af dem blot drømmer om at dø, fordi de har set døden som en mand med smukke øjne. Dr. Edvard forstår ikke Meisters tro på denne skikkelse, så Meister giver ham en dagbog skrevet af pastor Götzs i 1704.

Pastor Götzs beretter, hvordan en sydlandsk udseende mand søgte ly på Ulrikkesborg, og da han blev spurgt, hvem han ønskede beskyttelse imod, svarede han døden. Manden havde nemlig været dødens tjener i mange år, og kunne fortælle hvordan døden oprindelig var en mand ved navn Donizetti Faugust. Faugust havde i sin ungdom fundet det ultimative argument imod Guds eksistens, og derfor mistede han troen på alt og havde en trist og ensomt liv. Da døden stod for døren, fortrød han dog dette og tilbød at slå en handel af med djævelen for at få evigt liv. Denne handel gjorde ham til døden. Manden fortalte yderligere historier om Faugust, men da næste morgen kom, var han forsvundet, og flere af beboerne på asylet påstod, at de om natten havde set døden komme efter ham.

Da Meister næste morgen vil høre dr. Edvards mening om denne historie, svarer Edvard: “Døden er jo smuk. At få lov til at gå med denne gentleman gennem mørket mod det strålende lys, må da være en oplevelse vi alle tørster efter. Jeg får ligefrem lyst til at prøve at dø, kære pastor.” Svaret gør pastoren rasende, og det lykkes ham at overtale dr. Edvard til at deltage i et forsøg på at lokke døden frem i sin menneskeskikkelse, så de kan skyde ham.

Historien om Døden i skikkelse af Donizetti Faugust er en fascinerende og velskrevet fabel. I modsætning til “Alkymi” som jeg fandt konstrueret og uden den rette stemning, er “Don Faust” fyldt med atmosfære og interessante personer. Fortællingen er konstrueret som små historier i historien, og det virker fint og fører hele tiden læseren videre frem, så man alt for hurtigt er igennem de 126 sider.

Udover “Don Faust” indeholder bogen også tre noveller: Familien De Belles hemmelighed, Casanostra og Skyggen. Især den første og den sidste er også værd at læse.

I “Familien De Belles hemmelighed” hører vi hvordan købmanden Bertold opdragede sit eneste barn, sønnen Bertoldi, overordentlig strengt. Kort før sin død overtalte han sønnen til at gifte sig med den fattige Adalaide, som dog var af god familie. Efter brylluppet opdager Bertoldi noget højest usædvanligt, og det viser sig, at familien har mere end en hemmelighed.

“Skyggen” er en smuk og anderledes kærlighedshistorie, mens “Casanostra” er en slags Don Juan fortælling.

Udgivelsesår: 1995

Troels er it-konsulent. Sammen med sin familie er han flyttet ind i det idylliske hus, Pilely, i Gribskov. De har dog ikke boet der ret længe, før Troels oplever noget meget mærkeligt. Først advarer hans mormor, som ligger for døden, ham om at der gemmer sig noget ondt i brønden – men der er ingen brønd til huset ifølge papirerne? Og så tager han en blaffer op på vej hjem gennem skoven, men manden forsvinder sporløst, mens de kører!

Hjemme fortæller han sin kone Susan om hændelsen, og hun er overbevist om, at han har samlet et spøgelse op. Den slags tror Troels ikke på, men alligevel sætter han sig for at undersøge sagen, for det viser sig nemlig, at der trods alle oplysninger om det modsatte alligevel findes en gammel brønd på grunden, og det lader til, at noget virkeligt gemmer sig nede i mørket. Men hvordan stopper man en flere hundred år gammel ondskab?

“Uhyret i brønden” er måske nok en ungdomsgyser, men jeg læste den med stor fornøjelse. Dennis Jürgensen er intet mindre end en institution i dansk horror, og selvom hans bøger oftest læses af børn og unge, så appellerer de bestemt også til voksne læsere med hang til horror, og her i romanen bruger han oven i købet en voksen hovedperson.

Historien er måske ikke den mest overraskende, men det lykkes alligevel Jürgensen at fylde lidt uventet på undervejs. Og trods det at man godt kan gætte, hvad vej historien bærer hen, så er den fyldt med atmosfære, og uhyggen accellererer mere og mere mod slutningen, så man glemmer at føle sig tryg.

Jeg mindes stadigvæk “Grønne øjne”, som den absolut mest uhyggelige Dennis Jürgensen historie, men “Uhyret i brønden” hører absolut også til i den gode ende.

Se en oversigt over Dennis Jürgensens bøger på Tellerup.dk
Besøg Dennis Jürgensens hjemmeside

Udgivelsesår: 1998

Vi befinder os i København under Christian d. 4, mens byen hjemsøges af en uhyggelig morder, som skærer hovedet af sine ofre.

Byfogeden Langeskov sysler lidt med alkymi. Det lykkes ham at toturere hemmeligheden, om hvordan man laver guld, ud en tilrejsende alkymist, der senere bliver henrettet for at have flere lig i sit hus, og nu tror Langeskov, at lykken er gjort. Men penge ændrer ingenting, og i stedet får han tanken at den døde alkymist brugte ligene til noget. Måske kunne han føre deres liv over i sig selv?

Langeskov beslutter sig at forsøge at gentage eksperimentet, og det fører ham ind i en verden af livsglæde, had og skyld.

“Alkymi” er en ganske kort roman på kun 163 sider. På sin vis er det en interessant historie, og slutningen har bestemt et anstrøg af horror: “Den ene arm bevægede sig op foran hovedet og begyndte at rive øjnene ud, den anden hånd trængte ind mellem læberne og hev tungen, efterfulgt af en stråle blod, ud af munden. Tænderne i den blodige mund kom til syne, men borede sig straks ned i højre skulder, som den bed lunser af. Samtidig tog armene fat om ørene og fjernede dem og kastede dem hen på bordet.”

Desværre synes jeg ikke, at historien har den rigtige gotiske atmosfære i sig. Den virker lidt for konstrueret, og selvom idéen sådan set er god nok, halter udførelsen lidt. Det skræmmer mig dog ikke fra at ville læse en anden af Hohle Hansens romaner, “Don Faust”, som handler om Døden personificeret i et menneske.

Udgivelsesår: 1994

Jeg så “In the Mouth of Madness”, mens jeg læste i Aalborg, og jeg husker følelsen af dyb uro bagefter, men jeg kunne ikke huske så meget som et minut af filmen. Derfor har jeg længe forsøgt at finde den igen, men først for nyligt lykkedes det mig. Nu har jeg så genset John Carpenters film fra 1995, og puha – følelsen af uro er ikke blevet mindre med årene.

John Trent er forsikringsagent med speciale i at afsløre forsikringssvindel. Da den kendte horror-forfatter Sutter Cane (om hvem rygterne siger, at læsere af hans bøger mister forstanden) forsvinder uden at have afleveret sit nyeste manuskript til udgivelse, forlanger forlaget erstatning. Trent sættes på sagen for at finde Sutter Cane og afsløre det hele som et publicity stunt, og han opdager, at Canes fiktive by, Hobb’s End, ligger i New England. Sammen med Canes redaktør, Styles, tager han af sted for at finde byen og bringe manuskriptet til den nye bog tilbage.

Men noget er helt forkert i Hobb’s End, og selvom Trent insisterer på, at det hele er et svindelnummer lavet af forlaget for at sælge flere bøger, så sker der så mange ting, at det efterhånden bliver umuligt for ham at forklare. Og da han vender tilbage fra Hobb’s End, har virkeligheden forandret sig.

“In the Mouth of Madness” er en film om fiktionens og det menneskelige sinds magt. Hvad nu hvis det, forfatterne skrev, blev virkeligt? Som Styles siger, før de finder Hobb’s End: “A reality is just what we tell each other it is. What if reality suddenly shared Canes point of view? What if the rest of the world was insane, og you were the only sane left? That must be very lonely.” I “In the Mouth of Madness” får forfatteren pludselig denne magt, og døren til ubeskrivelig ondskab åbnes yderligere, hver gang en ny person læser bogen.

Da jeg genså filmen, kunne jeg ikke undgå at tænke på H. P. Lovecraft, hvis forfatterskab også i høj grad junglerer med tanken om et parallelt univers fyldt med umådelig ondskab, som forsøger at få adgang til vores. Filmen har da også flere referencer til Lovecraft, bl.a. er titlen et ordspil over to af hans fortællinger: ”The Shadow Over Innsmouth” og “At the Mountains of Madness”, og flere af Canes romaner i filmen har titler, der bringer tankerne hen på Lovecraft, f.eks. refererer filmens sidste roman “The Hobb’s End Horror” til Lovecrafts ”The Dunwich Horror“. I instruktørens kommentarspor siger Carpenter da også, at manuskriptforfatter Michael De Luca var stærkt inspireret af Lovecrafts forfatterskab, omend filmen ikke baserer sig direkte på en enkelt historie.

Filmen er generelt ubehagelig i sin tone, men ironien driver tykt ned af væggene, når dr. Saperstein i begyndelsen af filmen sætter The Carpenters “We’ve only just begun” på for at berolige sine sindssyge fanger. Selvfølgelig er gummi-dæmonerne, som dukker op sidst i filmen, ikke særligt skræmmende i dag, hvor gode CGI-effekter ikke er til at skelne fra virkeligheden, men hele stemningen i filmen er stadig så skæv og uberegnelig, at det gav mig gåsehud.

Sam Neill er velcastet til rollen som Trent. Hans britiske accent og pertentlige fremtoning gør ham troværdig som forsikringsagenten, der insisterer på, at “This is reality” mens han banker på et træbord i Hobb’s Ends hotel. En sætning der kommer til at forfølge ham senere. Og hans forvandling til lallende galning bliver ekstra ubehagelig, fordi han er så kontrolleret normalt (når vi lige ser bort fra hans rolle i “Event Horizon“).

“In the Mouth of Madness” er sidste film i John Carpenters Apocalypse-trilogi, som udover Madness består af “The Thing” fra 1982 og “Prince of Darkness” fra 1987. Sidstnævnte var jeg til gengæld absolut ikke begejstret for.

Jeg har efterfølgende læst flere anmeldelser, og de er meget blandede vedrørende kvaliteten af “In the Mouth of Madness”. Roger Ebert skriver f.eks.: “The movie starts out with lots of intriguing ideas, and then sidesteps most of them in order to provide a special effects side show that looks inspired by the “Nightmare on Elm Street” series.” Og så mener han i øvrigt, at “Wes Cravens New Nightmare“ hvor det er en gyserfilm, der rækker ind i virkeligheden, er langt mere original. Men okay – Ebert har også kun bidt mærke i de åbenlyse Stephen King referencer, der også findes i “In the Mouth of Madness”.

Best Horror Movies kalder filmen for “Superb” og fortsætter: “Carpenter has been called the “Master of Atmosphere” because of his ability to use music and visuals with out having to resort to excessive gore to scare the pants off of you. I agree with this assessment and In the Mouth of Madness is a great example of this ability and is one of the reasons why Carpenter is one of the best horror directors out there.”

Lars Gorzelak fra Uncut.dk giver Best Horror ret, idet han i sin anmeldelse skriver: “In the Mouth of Madness er efter min mening en af de mest originale og eksperimenterende horror-film, som er blevet produceret fra amerikansk mainstream-side i 1990erne.”

Og jeg er enig med Lars! “In the Mouth of Madness” er skræmmende, uforudsigelig, underlig og fantastisk, og jeg har snart tænkt mig at se den igen.

Instruktør: John Carpenter
Udgivelsesår: 1995

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Besøg John Carpenters hjemmeside

For et par uger siden genså jeg “Scream“, og det var så fornøjeligt et gensyn, at jeg også fik lyst til at se efterfølgeren.

Der er gået to år, siden Sidney overlevede seriemorderne i Woodsboro, og nu går hun og Randy – den anden overlevende af kliken – på Windsor College i Cincinnati. Hun er blevet kæreste med Derek, og livet er helt almindeligt, bortset fra enkelte prank-calls i ny og næ. Cotton Weary, som sad uskyldig fængslet for mordet på Sidneys mor, er kommet ud af fængslet, og Gale Weathers er aktuel med en bog om Sidneys liv og begivenhederne i Woodsboro, som også er blevet lavet til spillefilmen “Stab”. På premiereaftenen bliver to farvede studerende dræbt af en morder iført samme maske, som morderne brugte i etteren, men da halvdelen af publikum er iført maskerne, opdager ingen at noget er galt, før det er for sent.

Sidney frygter, at mordene starter igen, men ingen tror hende – før endnu et offer myrdes på Campus. Det bliver Gale Weathers som opdager sammenhængen med Woodsboro, og som usandsynlige allierede slår hun og Dewey sig sammen for at finde ud, hvem morderen kan være, mens Sidney må igennem endnu et mareridt.

“Scream 2″ følger samme gode stil, som blev grundlagt i etteren. Her er masser af referencer til andre gyserfilm og ikke mindst til etteren, og Wes Craven lader igen sine personer spille på genren. Bl.a. nævner Drew Barrymore i etteren, at hvis det her var en film, ville det sikkert blive Tori Spelling, som skulle spille hende, men her i toeren spiller Tori Spelling den skuespiller, der spiller Sidney. Der er metareferencer, som når læreren i en diskussion i filmklasse siger: “Are you suggesting that someone’s trying to make a real life sequel?” Hvortil Randy svarer: “Stab 2? Who’d want to do that? Sequels suck!” Eller når de to første ofre har en samtale om, at de sorte altid dør først i horrorfilm – hvorefter de bliver myrdet. Ligesom i etteren kommer Randy også med en række regler, som skal overholdes, hvis man er med i en sequel, bl.a. er drabstallet altid højere, og dødsscenerne er altid endnu værre. Og det lever Wes Craven så op til.

Jeg morede mig herregodt over “Scream 2″, og synes det er fuldt fortjent, at filmen alene i sin første weekend indspillede 33 mio. $ (budgettet var på 23 mio. $). Til sammenligning kostede etteren ca. 15 mio. $ og indspillede i løbet af det første år ca. 100 mio. $. Hovedrollerne er besat af skuespillerne fra første film, og replikkerne falder perfekt og med masser af ironi og humor, som når Gale Weathers bliver konfronteret med nøgenbilleder på Internettet og udbryder: “It was just my head. It was Jennifer Aniston’s body”. Og selvom man sidder vildt og gætter med, hvem morderen kan være denne gang, så lykkes det igen Wes Craven at lave en twist, som jeg tvivler på, ret mange havde forudset. Så jeg kan klart anbefale “Scream 2″, men først når man har set etteren.

Instruktør: Wes Craven
Udgivelsesår: 1997

Serien:

Scream, 1996 – D: Wes Craven
Scream 2, 1997 – D: Wes Craven
Scream 3, 2000 – D: Wes Craven

Jeg har egentlig haft “Cannibal the Musical” liggende ved dvd-afspilleren i nogle måneder, for godt nok tænkte jeg, at den kunne være sjov at se, da jeg købte den, men siden har der altid lige været en anden film, som var mere interessant, når jeg skulle sætte noget på. Men nu har jeg endelig set den, og som altid når det er en Troma udgivelse, blev det en noget anderledes filmoplevelse.

Alferd Packer begiver sig sammen med en gruppe guldgravere til Colorado for at søge efter guld, men det viser sig at Packer ikke er den store guide. På rejsen møder de bl.a. tre fangere, som er stærkt misundelige over Packers hest, og de støder også ind i en gruppe japanske indianere. Efter et ophold hos sidstnævnte drager gruppen over bjergene, men farer vild, og efter lang tids sult begynder de at æde hinanden for at overleve, til der til sidst kun er Packer tilbage. Han finder tilbage til civilisationen, men kannibalismen bliver opdaget, og Packer bliver dømt til døden. Journalisten Polly Pry har dog andre planer.

“Cannibal the Musical” bygger på en sand historie. Alferd Packer var den første amerikaner, der blev dømt til døden for kannibalisme. Han flygtede fra fængslet i 1874, men 9 år senere blev han fanget og dømt. Dødsstraffen blev dog ændret til 40 års fængsel i 1886, og han blev løsladt efter pres fra Polly Pry i 1901. Filmens sidehistorie om Packers forelskelse i sin hest er dog det pure opspind, og de indianere Packers gruppe mødte var heller ikke japanere med samuraisværd.

Filmen er en musical, og derfor bryder skuespillerne ind i mellem ud i sang. Men da det er en Troma film, og ydermere er instrueret af Trey Parker, som er kendt fra South Park, så er her naturligvis ikke tale om speciel skønsang eller særlig lødig sang. Det gør kun filmen bedre i mit univers, hvor jeg nu vil huske at synge sangen om snemænd, når livet går mig imod …

Trey Parker har både skrevet og instrueret filmen, ligesom han spiller hovedrollen som Alferd Packer. Idéen til filmen opstod, mens Parker studerede på Colorado University, og begyndte som en falsk trailer til en film for siden at udvikle sig til en spillefilm lavet ved hjælp af studiekammerater og finanseret af private investorer og familie. Oprindelig hed filmen “Alferd Packer – the Musical”, men da Troma kom til i 1996 blev det besluttet at udgive den under den nuværende titel, da kun ganske få udenfor Colorado havde hørt om Alferd Packer.

Da filmen for en stor del er lavet af amatører, er billedsiden naturligvis derefter, men eftersom replikkerne hele filmen igennem fyger gennem luften som kugler, og skuespillet er så tilpas overspillet og skørt, at det bliver kitch, så er “Cannibal the Musical” ikke bare en anderledes filmoplevelse, men faktisk også en ganske morsom og underholdende film. Og hvor tit er det lige, man kan sige, at man har set en western-horror-kannibal-komedie-musical?

Instruktør: Trey Parker
Udgivelsesår: 1996

Besøg filmens hjemmeside

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Bagsiden lover en gotisk gyser om mærkelige eksperimenter, og hvad det fører med sig af sex, vold, mord og ødelæggelse, og det er for så vidt også hvad man får.

Advokaten Henry tilkaldes en aften af sin gode ven Nicholas Marners tjener, Collins. Denne er dybt urolig for sin herre, og det lykkes ham at overtale Henry til at følge med for at hjælpe. Da de ankommer til Marners hus, bryder de døren op til hans laboratorium, og her finder de ikke alene liget af Marner men også liget af en ganske ung pige. Deres mistanke falder straks på Marners ubehagelige ven Arthur Owen, som tidligere har været under mistanke for mord, men en hurtig gennemgang af huset bringer ham ikke for lyset, og han har ikke på nogen måde kunne snige sig ud, uden nogen har set ham. Til gengæld finder Collins et brev til Henry fra Marner. Det tager han med sig hjem for at læse, før de tilkalder politiet.

Brevet indeholder rystende læsning. Marner viser sig at have ført et dobbeltliv, hvor han på den ene side var en mønsterborger, og på den anden side frekventerede de usleste bordeller som Arthur Owen hvor han mishandlede og misbrugte luderne på det groveste.

Lyder historien bekendt? Peter Legård giver os her sin version af “Dr. Jekyll and Mr. Hyde“, og den største forskel (bortset fra sproget) er, at han mere detaljeret beskriver Arthur Owens laster: “Jeg gjorde ting, som jeg har svært ved at beskrive bagefter. Jeg prøvede at have flere kvinder samtidig og urinerede op i endetarmen på én, mens jeg havde afføring i munden på en anden“. Spørgsmålet er, om det tilfører noget uundværligt til historien, som Stevensons original mangler? Ikke efter min mening.

I slutningen sørger Legård Nielsen dog for at give credit til originalen, idet han lader Stevenson besøge Henry. “Jeg blev opsøgt af en mand. Han blev vist ind i mit soveværelse og præsenterede sig som forfatter, men jeg kender ham ikke. Læser ikke den slags. Manden havde et langt hesteansigt, som understregedes af hans mørke hår, der nåede helt ned til kraven på hans jakke. På tværs i dette ansigt sad et stort overskæg, der forekommig absurd, om om ejeren ikke havde vænnet sig til at bære det. Alligevel virkede han elegant, sikker på grund af tøjet … Hvis de skriver om Nicholas Marner, vil jeg sagsøge Dem for bagvaskelse, sagde jeg. Det kan de være sikker på. Selvfølgelig bruger jeg ikke de rigtige navne, sagde han. Jeg lader, som om alt kom til mig i en drøm.”

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om “Nicholas Marners hemmelighed”. På den ene side fanger Peter Legård Nielsen fint den gotiske stemning og laver på den facon en ganske vellykket roman. På den anden side synes jeg ikke, at han føjer noget nyt til historien. Som tidligere nævnt udpensler han nærmest blot Marners dyriske side, omend han også forsøger at give en forklaring på, hvorfor Marner i første omgang får problemer med sit indre følelsesliv. Alt i alt er her ikke tale om en dårlig bog, men i mine øjne bliver det en overflødig bog, da originalen er så meget stærkere.

Bogen er illustreret med fine stregtegninger af Janus René Andersen.

Udgivelsesår: 1998

I en fredelig californisk by bor teenageren Sidney Prescott alene med sin far. For et år siden blev hendes mor brutalt myrdet, men selvom morderen blev fanget, er Sidney stadig præget af begivenheden. Så da en række nye mord ryster det lille samfund, går det i særlig grad Sidney på. Ikke mindst da hun bliver morderens næste mål.

Wes Craven fik et kæmpe comeback med filmen “Scream” i 1996. Her tog han alle horrorgenrens elementer og twistede dem i en selvironisk film, der bragte slasherfilmene tilbage til førstepladsen i biografsalene. På rollelisten sås både Drew Barrymore og de to kendte serie-skuespillere Neve Campbell og Courteney Cox, og derudover har bl.a. Linda Blair (“The Excorcist“) en cameo, som en ivrig journalist: “the people has a right to know!”

Filmen er fyldt med henvisninger til andre horrorfilm. Bl.a. hedder skolens pedel Fred og ses vaske gulv iført en grøn og rød stribet trøje. Morderen bruger kendskab til horrorgenren som sin indgang til mordene, når han leger quiz med det første offer, og hun skal fortælle morderen fra “Friday the 13th“. I en scene hvor de unge holder fest og ser gyserfilm, gennemgår en af dem reglerne for at overleve en gyserfilm, bl.a. skal man være jomfru og aldrig sige “I’ll be right back“. Personerne i filmen kender dermed til horrorfilm og kommenterer aktivt på dem undervejs, som når de omtaler Jamie Lee Curtis og analyserer om forskellige horror-monstre har haft motiver eller ej.

Wes Craven leger med genrekonventionerne i filmen, samtidig med at han følger dem. Filmen starter således med den klassiske scene, hvor en ung pige er alene i huset og morderen venter på at dræbe hende. Selvom hun siger, at hun hader film, hvor personerne er dumme nok til at gå ovenpå i stedet for at løbe ud, og hun rent faktisk selv følger sit råd, så lykkes det hende ikke at overleve. Til gengæld lykkes det Wes Craven at komme op med en overraskende morder til sidst, og så er både plottet og personerne langt mere interessante, end de ofte er i slasherfilm.

Efter “Scream” kom udover de to efterfølgere (og en fjerde skulle efter sigende være på vej også med Wes Craven i instruktør-stolen) en lang række horrorfilm inspireret af successen, bl.a. film som “I know what you did last summer” fra 1997 der fik to sequals, “Urban Legend” fra 1998 med to sequals, “Final Destination” fra 2000 med tre sequals indtil videre, “Scary Movie” fra 2000 med tre sequals, som nærmere er en gyserparodi osv.

Instruktør: Wes Craven
Udgivelsesår: 1996

Serien:

Scream, 1996 – D: Wes Craven
Scream 2, 1997 – D: Wes Craven
Scream 3, 2000 – D: Wes Craven

“Event Horizon” er en af mine absolut yndlings sci-fi gysere, som jeg har set en hel del gange efterhånden. For nylig fandt jeg en Special Collector’s Edition, fyldt med ekstra-materialer, og den kunne jeg selvfølgelig ikke leve uden, så nu har jeg genset den endnu en gang.

Året er 2047. For mange år siden forsvandt forskningsfartøjet Event Horizon uden spor, men nu er det pludselig dukket op, og et redningsfartøj flyver ud for at se, om der er overlevende, og hvis ikke så prøve at finde ud af, hvad der skete. Ombord på redningsfartøjet er også Dr. William Weir (Sam Neill), der oprindelig var med til at bygge Event Horizon.

Ved første øjekast virker skibet forladt, men det viser sig, at besætningen på Event Horizon tilsyneladende alle blev sindssyge og slog hinanden ihjel i blodrus. Og snart opdager redningsholdet, at der stadigvæk foregår noget sært på skibet. Laurence Fishburne spiller kaptajnen på redningsfartøjet, som pludselig bliver klar over, at hans besætning er de næste, der står for tur.

Nu er det ikke så længe siden, at jeg hørte Ann Steendahl Søndergaard fortælle om religiøse symboler i gyserfilm, og det sjove er, at jeg slet ikke havde tænkt over, hvor meget religiøs symbolik “Event Horizon” indeholder, før jeg så den igen! Selvfølgelig var jeg opmærksom på, at besætningen talte om Helvede, men udover det er der fyldt med kristne symboler. Flere vinduer er korsformede, et af besætningsmedlemmerne bliver korsfæstet, og så er der selve formen af rumskibet, som Paul Anderson i ekstra-materialerne fortæller, er bygget ud fra Notre Dame katedralen i Paris. Det var lidt sjovt at opdage, og så synes jeg, det understreger en af pointerne i Anns oplæg – nemlig, at selvom vores samfund i dag tilsyneladende virker meget sekulariseret, så spiller troen på noget større end mennesket stadig en stor rolle.

Noget af det, jeg blev betaget af, da jeg første gang så “Event Horizon”, var at jeg for en gang blev skyld rigtig bange undervejs. Den har flere hop-ud-af-stolen scener, men indeholder samtidig en mørk og dyster stemning som sørger for, at man aldrig slapper 100% af, mens man ser den. Jeg er også vild med castingen, og både Laurence Fishburne og Sam Neill fylder deres roller suverænt. Men også de mindre roller er udfyldt yderst kompetent, eksempelvis Kathleen Quinlan der spiller Peters, som har nogle utroligt overbevisende scener i sygelukafet. Man ser ikke, hvad der skræmmer hende, men hun ser så angst ud, at det forplanter sig direkte i tilskueren.

I ekstra-materialerne fortæller Paul Anderson, at filmen i virkeligheden er en “haunted house” film fremfor en science fiction film. De film, der inspirerede ham, var “The Haunting” (Robert Wise, 1963) og “The Shining” (Stanley Kubrick, 1980). Jeg synes, en anden tydelig inspiration er Clive Barkers “Hellraiser” (1987), lige fra visionen af Weir der minder lidt om cenobitterne til replikken “I have such wonderful things to show you“, da hans afdøde hustru viser sig for ham. Man kan også argumentere for, at idéen om at skibet viser besætningen deres individuelt værste frygt er set før i ”Solaris”, men jeg synes dog ikke, at der er copycat over “Event Horizon”, snarere en hyldest til tidligere mesterværker indenfor genren.

Jeg ved, at mange anmeldere synes, at “Event Horizon” er noget værre l… men spørger du mig, så er “Event Horizon” et must efter min mening. Jeg kan se den igen og igen, og på trods af 13 år på bagen så holder den stadigvæk.

Instruktøren Paul W. S. Anderson er også manden bag film som “Alien vs. Predator“, “Resident Evil” og genindspilningen af “Death Race” fra 2008. Film som ikke går over i filmhistorien som noget enestående, men som ikke desto mindre er både underholdende og i store træk vellavede.

Instruktør: Paul W. S. Anderson
Udgivelsesår: 1997