Indlæg tagget med ‘ånder’

“Wind Chill” er en af de film, hvor jeg har set forsiden og tænkt “den ser interessant ud”, uden at læse hvad den handler om. At se en film uden nogen former for forhåndskendskab kan for mig gøre oplevelsen rigtig god, også selvom jeg nogen gange bliver rigtig skuffet. Denne gang var det dog en positiv oplevelse.

Det er d. 23. december, og juleferien står for døren. Girl skal hjem fejre den med moderen i Delaware og  mangler kørelejlighed. Den får hun med boy, som skal samme vej. De skal nu tilbringe de næste fem timer sammen i hans smadderkasse af en bil, og hvor han forventer snak og samvær, vil hun bare have turen overstået.

Et stop på en tankstation giver hende bange anelser, og da han kort efter drejer væk fra hovedvejen, bliver hun for alvor bekymret. Så bliver de ramt af en modkørende bil, som bare fortsætter, mens de sidder fast i sneen. Mørket falder på, kulden trænger ind overalt, og der er ingen hjælp i sigte.

I ekstra-materialerne fortæller Steven Katz, Joe Gangemi og Gregory Jacobs om, hvordan filmen opstod.  De havde en ide om at prøve at barbere spøgelsesgenren helt ned til dens grundelementer og lave ”the world’s smallest haunted house movie: Two people in a broken down car”.  Det lykkedes stort set perfekt for dem med “Wind Chill”, der blev optaget under kølige forhold i Canada.

Da hovedparten af filmen foregår i bilen mellem de to navnløse hovedpersoner, bliver det af stor betydning, at skuespillerne rent faktisk kan spille skuespil, og ikke som i f.eks. “Penny Dreadful” hvor tårer og snot flyver over det hele uden at berøre publikum det fjerneste. Men spille kan Emily Blunt (The Wolfman, 2010) og Ashton Holmes (A History of Violence, 2005) heldigvis. Der etableres lynhurtigt en relation til dem, og deres karakterer bliver bare stærkere og stærkere filmen igennem.

Filmen bygger langsomt op, og vi skal næsten 40 minutter ind i den, før uhyggen for alvor begynder at krybe ind under huden på én. Nogen vil sikkert synes, at det går for langsomt, men jeg lod mig indfange af den generelle stemning og personernes samspil, og synes det var rart med en historie, som fik tid til at udfolde sig.

Min eneste anke er en enkelt scene, hvor det virker som om, man tænker, at lidt splatter skal der sgu være, og så ganske umotiveret indsætter et temmeligt tåbeligt udseende lig, hvor en ål spiller en stor rolle. Hmm, den scene kunne nemt undværes. Men ellers thumbs up for en glimrende atmosfærefyldt gyser med gode skuespillere og et ganske opfindsomt plot.

“Wind Chill” er iøvrigt fotograferet af danske Dan Laustsen, der har gjort et forrygende job med at få det sneklædte landskab og den til-isede bil til at blive mere end uhyggelige. Dan Laustsen var iøvrigt også manden bag kameraet i “Silent Hill“, der ligeledes er fyldt med utroligt stemningsfyldte billeder.

Instruktør: Gregory Jacobs
Udgivelsesår: 2007

“The Sixth Sense” af M. Night Shyamalan var en fantastisk film. Eneste ulempe ved den er, at efterfølgende hører jeg Haley Joel Osments stemme hviske “I see dead people“, hver gang jeg ser en gyser med børn og spøgelser. Det skal dog ikke holdes Ernie Barbarashs “They wait” til last, for her fik jeg faktisk flere gode gys, omend slutningen blev lidt kliché-agtig.

Sarah bor med sin mand Jason og deres dreng Sam i Singapore. Da Jasons onkel Raymond dør, rejser de alle hjem til Vancouver for at deltage i hans begravelse. Raymond var kinesisk emigrant og meget værdsat i lokalsamfundet, hvor han blev kaldt “Knoglesamleren”, fordi han sendte de afdødes knogler hjem til Kina, så de kunne hvile  hos forfædrene ifølge gammel kinesisk skik.

Da familien ankommer er det mod slutningen af “Spøgelsesmåneden” – en måned hvor de døde ifølge kinesisk overtro er i tæt kontakt med de levendes verden. Det oplever Sam på første hånd, da han besættes af en ånd og ender i coma. Lægerne kan ikke forklare, hvad der sker med ham. De kan blot se, at han er tæt på at dø. Men Sarah har ikke tænkt sig at give op. Hun vil redde sin søn, uanset hvilke familiehemmeligheder hun må grave frem for at gøre det.

“They wait” er en velfungerende spøgelseshistorie, som indeholder flere scener, hvor jeg hoppede lidt i sædet. Det kan være svært at finde gode skuespillere til børneroller i gyserfilm, men unge Regan Oye er overbevisende i rollen som Sam. Det er også Jamie King i rollen som Sarah. Samtidig virker historien troværdig, og visual effectser  godt lavet. Mod slutningen bliver historien som nævnt en anelse kliché-agtig, men det skal ikke trække en ellers udmærket film ned.

Hvor film som f.eks. “The Messenger” godt nok kunne forskrække mig et par steder men ikke rørte mig på fortællerplanet, så rammer “They wait” anderledes plet. Måske fordi den tager udgangspunkt i kinesisk folklore, og derfor virker mere troværdig? I hvert fald kan jeg anbefale den til alle, som holder af en god spøgelseshistorie.

Instruktør: Ernie Barbarash
Udgivelsesår: 2007

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Flyder virkeligheden og fiktionen nogen gange sammen i vores verden? Det spørgsmål stiller Peter Straub i sin fremragende roman ”Natteværelset” fra 2007, hvor vi igen møder Tim Underhill, som vi første gang blev præsenteret for i ”Skyggernes hus”.

Tim arbejder på en ny bog men arbejdet flyder ikke rigtig. Han går hele tiden i stå, og oveni er han begyndt at få nogle meget mærkelige mails. Mails som alle er sendt fra ukendte personer uden brug af @ og domænenavn, hvilket jo ikke  burde kunne lade sig gøre. Samtidig opsøges han af en ubehageligt påtrængende fan, der insisterer på at få signeret ikke mindre end tre eksemplarer af Tims bog, mens han vrøvler løs om den rigtige bog, som ind i mellem dukker op blandt de gængse eksemplarer. Tim har en formodning om, at den påtrængende fan er noget andet og mere, men hvad?

Sideløbende med Tims historie hører vi om kvinden Willy, som mistede sin mand og datter ved en voldsom ulykke to år tidligere. Ulykken sendte Willy i et sort hul, men nu er hun ved at finde sig selv og står for at skulle giftes med Mitchell Farber, en tvivlsom forretningsmand med et mørkt sind. Men Mitchell får Willy til at føle sig sikker, så hun lader sig blot flyde med strømmen – indtil den dag sandheden går op for hende.

Fortællingen hopper mellem disse to spor, og man skal et godt stykke ind i romanen, før det går op for en, hvad sammenhængen er mellem dem.

Straub trækker også tråde tilbage til den foregående roman, ”Natteværelset”, som bl.a. handlede om seriemorderen Joseph Kalendar. Tim har skrevet om Kalendar i sine bøger, og nu er han tilsyneladende på vej ind i vores verden for at hævne sig over den måde, Tim har udstillet ham på.

Her er i det hele taget masser af intertekstuelle referencer, både til eksisterende værker som “Troldmanden fra Oz” og “Alice i Eventyrland”, hvis betydning begge er med til at bringe Straubs historie videre. Derudover er mange af hans personer forfattere, så deres tekster blandes også ind i teksten, så man skal holde rede på, om det nu er en ny linje i fortællingen, eller “blot” et dyk ind i litteraturen. Et særligt godt eksempel på sidstnævnte er, da romanfiguren Teddy Barton  en morgen vågner op og opdager, at verden er mere mat og mørk, og han er sikker på, at noget nyt aldrig mere vil ske. Gæt selv hvorfor. 

Peter Straub er en dygtig forfatter, og han formår at skabe et interessant og skræmmende univers i sine bøger. Hans fortællinger er komplekse, og som læser skal man holde tungen lige i munden for ikke at overse spor eller glemme tidligere oplysninger. Det betyder, at ”Natteværelset” ikke er en roman, man læser lige inden sengetid. Den skal have god tid og masser af opmærksomhed. Giver man den det, får man til gengæld en spændende historie med både gys og eftertænksomhed.

Mange danske læsere kender ham måske mest for samarbejdet med Stephen King i de to fantasy/horror romaner “Talismanen” og “Det sorte hus“. Det vil være synd at lade kendskabet blive ved det, for Straub har en helt unik stemme, der er meget anderledes end King, og den står yderst fint alene.

Peter Straub på dansk:

Spøgelseshistorier, 2007 (genudgivelse af Ghost Story fra 1979. På dansk også under titlen Det forfærdeligste)
Natteværelset, 2007 (In the night room fra 2004)
Skyggernes hus, 2007 (Lost boy, lost girl fra 2003)
Det sorte hus, 2002 (skrevet sammen med Stephen King, Black House fra 2001)
Talismanen, 1994 (skrevet sammen med Stephen King, The Talisman fra 1984)
Mysteriet, 1992 (Mystery fra 1990)

Besøg Peter Straubs hjemmeside for en komplet oversigt over hans bøger

“The Messengers” var en underlig film for mig at se. På den ene side kedede jeg mig undervejs, og på den anden side spjættede jeg flere gange, fordi filmen er fyldt med chok-effekter.

Familien Solomon er flyttet fra Chigago, og nu starter de forfra på en forladt farm midt i North Dakota. Men noget er helt forkert i huset, og den yngste søn, Ben, ser ting som de andre ikke kan se. Så begynder også Jess at opleve mystiske ting, men da hun forsøger at fortælle det til sine forældre, afviser de hende. Først i filmens slutning går det op for forældrene, at børnene har ret, men da er det næsten for sent.

Historien er set mange gange før med hjemsøgte huse, og børn som ikke kan trænge igennem til deres forældre. Slutningen er dog en lille smule overraskende, og det redder noget af oplevelsen for mig, sammen med nogle ganske interessante visual effects da huset næsten bryder sammen om ørene på Jess.

Filmen er instrueret af brødrene Pang, som bl.a. også har instrueret “The Eye” og ”The Eye 2“.

Instruktør: Oxide Pang Chun & Danny Pang
Udgivelsesår: 2007

Den unge Sakaya flytter ind i lejlighed 1303 i et stort lejlighedskompleks ned til en strand. Men mens vennerne sidder i stuen og hygger, springer hun pludselig ud fra lejlighedens altan og dør.

Storesøsteren Mariko bor stadig hjemme hos moderen, der lider af en depression efter faderens død. Moderen forstår tilsyneladende ikke, at Sakaya er død og bebrejder Mariko det hele.

Mariko påtager sig at pakke lejligheden ned, og møder naboens lille pige som har en teddybjørn – en teddybjørn hun finder ud af tilhørte Sakaya. Mariko føler, at der er noget mærkeligt ved lejligheden. Det får hun bekræftet, da kriminalassistent Sakurai opsøger hende og fortæller, at Sakaya er den 5 kvinde, som begår selvmord i lejligheden ved at springe ud fra altanen.

Og det hele startede med Sujiko, som boede i lejligheden sammen med sin alkoholiske mor …

“Apartment 1303″ er ikke en af de bedste film, jeg har set. Selve set-uppet er sådan set udmærket, men så føles det, som om historien kører i ring. Der kommer godt nok flere og flere skræk-effekter ind (og naturligvis det sædvanlige langhårede spøgelse), men der er ikke nogen udvikling af betydning. Og slutningen – ja, den er heller ikke overraskende.

Aturu Oikawa har også instrueret “Tomie – Revenge”, som jeg har til at ligge i bunken af film, jeg mangler at se. Jeg håber, den er bedre.

Instruktør: Ataru Oikawa
Udgivelsesår: 2007

 I 1998 kom “Ringu“, i 1999 kom “Ringu 2″ og i 2000 kom denne prequel “Ringu 0″ instrueret af Norio Tsuruta, der også har instrueret film som “Premonition” og “Dream Cruise“.

Filmen starter for 30 år siden, og fortæller historien om hvad der skete med Sadako i tiden efter dr. Ikumas eksperiment frem til hendes død.

Journalisten Miyaji opsøger skolelæreren fru Sudo fra Oshima for at spørge om en elev, som gik på skolen 11 år tidligere. Eleven var Yamamura Sadako. Fru Sudo fortæller, at Sadako var en sød og nem pige, og at hun flyttede med dr. Ikuma til Tokyo.

Så klipper filmen til Sadakos liv. Hun bor i Tokoy og går jævnligt ved en læge, som giver hende medicin for nogle syner, hun har. Hun forsøger at leve et normalt liv, og har bl.a. meldt sig til en teatertrup, men de øvrige skuespillere er nervøse omkring hende. 

Da Aiko, som spiller den kvindelige hovedrolle i stykket, dør, får Sadako rollen, og det skaber endnu mere splid. Den eneste, som er på Sadakos side, er lydmanden Toyama, og de to forelsker sig. Men dagen før premieren ser Toyama instruktøren forulempe Sadako, og der opstår et slagsmål, hvor instruktøren dør. Sadako og Toyama forsøger at skjule liget, men det opdages midt under premieren, og Sadako får skylden.

Miyaji, som også har opsøgt både Sadakos læge og instruktøren,  er også til stede under premieren, og hun har fået en af de øvrige fra truppen til at spille et bånd, der blev opdaget under dr. Ikumas eksperiment. Alt dette er med til at skabe en kaotisk stemning om Sadako, og aftenen ender på en måde, der bringer minder om Stephen Kings roman “Carrie“.

Men teatertruppen er ikke færdig endnu og tager ud til dr. Ikumas hus, hvor endnu en overraskelse venter.

Jeg er ikke så imponeret over “Ringu 0″. Jeg forstår ikke helt, hvorfor journalisten i den grad har et horn i siden på Sadako, og spændingen kan heller ikke blive så stor, når man på forhånd ved, hvordan filmen ender. Samtidig er en stor del af plottet snarere en tragisk kærlighedshistorie end en gyser.

Tsuruta forsøger godt nok at lægge en ny betydning ind over slutningen, men resultatet er det samme, og om Sadako kommer tilbage efter hævn af den ene eller anden årsag i de efterfølgende film, synes jeg egentlig ikke ændrer så meget. Men jeg fandt da ud af, hvorfor hun bevæger sig så underligt som ånd.

Hvis du ikke er helt vild med asiatisk horror, så spring “Ringu 0″ over og prøv i stedet for Tsurutas “Premonition“. Den er meget bedre.

Instruktør: Norio Tsuruta
Udgivelsesår: 2000
Originaltitel: Ringu 0: Bâsudei

I weekenden faldt jeg over denne Tim Burton film fra 1988 “Beetlejuice”. Geena Davis og Alec Baldwin spiller det unge ægtepar Maitland, som dør og er tvunget til at blive i deres hus i 125 år. Det ville ikke være så slemt, hvis det ikke var fordi et rædselsfuldt New Yorker ægtepar køber huset og omdanner det til alt det Maitland-parret ikke kan lide.

Barbara og Adam forsøger i første omgang selv at skræmme de nye ejere væk, men da det ikke lykkes, tilkalder de “bioeksorcisten” Beetlejuice (Michael Keaton). Det viser sig dog snart at være noget af en fejltagelse…

“Beetlejuice” er en sjov gyserkomedie, og selvom visual effectsene ikke lever op til dagens standarder, så synes jeg gennemgående , at den stadig lever op til forventningerne. Især Michael Keaton er rigtig god som det ulækre, sexhungrende spøgelse Beetlejuice, og så er det også dejligt med lidt calypso i en film

Instruktør: Tim Burton
Udgivelsesår: 1988

Hvor jeg synes, at toeren i Poltergeist-serien stadig er et gensyn værd, må jeg sige, at det er treeren bestemt ikke! Jeg kunne ellers huske en vældig uhyggelig spejlscene, ligesom en scene i en P-kælder stod lyslevende for mig. Desværre var mine minder væsentlig bedre end filmen.

I “Poltergeist III – they’re back … again” bor Carol Anne hos sin moster Patricia og dennes mand Bruce sammen med hans teenagedatter Donna i et stort højhus kompleks fyldt med spejle i gangene, i lejlighederne, i elevatoren – overalt. Carol Anne går på en skole for særligt begavede børn med sociale handicaps, og hendes psykolog dr. Seaton bryder sig ikke meget om hende. Under en hypnose får han gjort Kane opmærksom på Carol Anne. Kane kan komme igennem via spejle, og denne gang vil han altså have sin engel.

For det første er det ikke Julian Beck, der spiller Kane (han døde desværre), og Nathan Davis som spiller rollen her, er ikke tilnærmelsesvis så uhyggelig. Plus at hans replikker stort set alle lyder: “Carol Anne - we would never hurt you – lead us into the light”, og det bliver så gentaget hvert andet minut. KEDELIGT! For det andet er manuskriptet ganske enkelt ringe her i treeren. For det tredje er Heather O’Rourke denne gang ikke særlig interessant i rollen. Hun er simpelthen blevet for stor til at være en tuttenuttet engel, som vi føler med. Og så må man jo også sige, at titlen i sig selv afslører hvilket makværk den er. “They’re back – again” er i hvert fald ikke særligt originalt i min optik.

Instruktøren Gary Sherman har også været med til at skrive manuskriptet. Det kan jeg ikke rose ham for. Til gengæld vil jeg dog gøre lidt reklame for en af hans tidligere film, nemlig “Dead and buried” som jeg husker som en rigtig fin oplevelse.

Instruktør: Gary Sherman
Udgivelsesår: 1988

Filmen starter ca. et år efter den første film sluttede. Familien Freeling bor nu hos mormoren, og alt ånder tilsyneladende idyl. Mormoren er dog klar over, at Carol Anne har særlige evner, men når hun forsøger at tale med Diane om det, lukker hun helt i. Diane VIL ikke tænke mere på fortiden. Det bliver hun dog nødt til, da mormoren dør, og indianeren Taylor kort efter dukker op. Han er blevet sendt af Tangina, der har opdaget, at den onde entitet har fundet frem til familien igen. Nu starter endnu en styrkeprøve mellem familiens kærlighed til hinanden, og det ondes forsøg på at få Carol Anne med sig til den anden side.

“Poltergeist II – on the other side” er ikke så god en film som den første, men den er faktisk slet ikke så dårlig. Jeg husker stadig med gru præsten Kane, som vi ser i kød og blod (eller hvad han nu materialiserer sig i) her i toeren. Og han er stadig utrolig uhyggelig og spiller så de små hår rejser sig. I denne film kommer far Steve lidt mere på banen, og også han har en uforglemmelig scene med en flaske tequila. Hvor Heather O’Rourke var uimodståelig som Carol Anne i første film, er hun lidt mindre fængslende i denne, men hendes lyse hår og store blå øjne gør stadig indtryk.

Af en toer at være er “Poltergeist II – on the other side” derfor ikke noget dårligt forsøg. Jeg kan godt lide, at man også har prøvet at putte lidt humor ind i historien (“Car’s still angry?” “Angry! That car’s pissed!!!”), og så synes jeg udviklingen af Kane i menneskeskikkelse er et veltænkt træk. Dele af historien minder meget om første film, men det bliver trods alt ikke for meget.

Instruktør: Brian Gibson
Udgivelsesår: 1986

To år efter filmen “The eye“ tog brødrene Pang endnu en tur til åndeland med fortsættelsen “The eye 2″. Filmen har ikke noget med første film at gøre, bortset fra at hovedpersonen ser ånderne af de døde.

Joey slår op med kæresten Sam og forsøger samme aften at begå selvmord. Hun overlever dog, men har fået evnen til at se de dødes ånder. I starten er hun ikke klar over, hvad det er hun ser, så hun opsøger en buddhist, som forklarer hende, hvordan de døde ånder venter på at blive genfødt, så deres gamle liv kan glemmes.

Men det er ikke lige behageligt at se de døde, og Joey er bange for, om de vil gøre hende og hendes baby fortræd – for hun er nemlig gravid. Og da en kvindelig ånd begynder at forfølge hende, er hun klar til at gøre hvad som helst for at redde sin baby.

“The eye 2″ er på sin vis en glimrende film. Jeg synes bare, at den var lidt langsom i optrækket. Pang brødrene kalder den selv for en blanding af thriller, horror og drama, og for mit vedkommende måtte der godt have været mere fokus på horror og mindre på drama.

Originaltitel: Gin gwai 2
Instruktør: Oxide Pang Chun og Danny Pang
Udgivelsesår: 2004