april 2020
M Ti O To F L S
« mar    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Forfatter Arkiv

Hvem myrdede præsidenten? af Duval & Pécau

Hvem myrdede præsidenten? af Duval & Pécau, illustreret af Colin Wilson

I serien ”Hvad nu hvis …” af Fred Duval og Jean-Pierre Pécau tager de udgangspunkt i historiske begivenheder, og forestiller sig hvordan det kunne være gået, hvis tingene havde udspillet sig lidt anderledes. F.eks. har de forestillet sig, at russerne nåede månen først i Russerne på månen, og denne gang handler det om Vietnamkrigen og mordet på en præsident.

D. 22. november 1963 tænker de fleste amerikanere på med gru. Det var dagen, hvor præsident Kennedy blev myrdet i Dallas. Politiet arresterede Lee Harvey Oswald som skytten, men Oswald blev dræbt inden sin retssag, og det har siden givet grobund for en række konspirationsteorier.

Duval og Pécau tager dog deres fortælling en helt ny retning. I deres univers vandt Nixon præsidentvalget over Kennedy i 1960, og USA er under hans ledelse trukket langt ud mod højre. Staten slår hårdt ned på fredsdemonstrationerne mod Vietnamkrigen, og der går rygter om brutale forhørsmetoder og rene afstraffelseslejre for modstandere af præsidentens politik. Alligevel genvælges Nixon uden problemer både anden og tredje gang. Men for at blive genvalgt fjerde gang kræves mere yderliggående aktioner.

Historien fortælles gennem det tidligere Hells Angels medlem, French, som sammen med sine klubkammerater har meldt sig til Vietnamkrigen som en særlig guerilla-enhed. Nu er han tilbage i USA, hvor han får et tilbud, han ikke kan sige nej til.

Hvem myrdede præsidenten? fortælles i to spor. Et, der udspiller sig under French ophold i Vietnam, og et i samtidens USA. Billedsiden er denne gang tegnet af Colin Wilson, som bl.a. også har illustreret en række Blueberry-albums. Stilen er realistisk med rene streger og klar farvelægning. Jeg var særligt begejstret for Wilsons panorama- og situationsbilleder fra krigen, landskaber og lign., som er utrolig flotte, mens hans persontegninger er mindre udtryksfulde.

Generelt er jeg vild med ’Hvad nu hvis’-konceptet, og Hvem myrdede præsidenten? er endnu et interessant bind i serien. Her vendes virkelig rundt på verdenshistorien, men desværre ikke helt urealistisk. F.eks. har valget af præsident Trump i 2016 medført nye normer i USA, hvor man som europæer ind i mellem må undre sig over, hvad der foregår i Det Hvide Hus.

Hvem myrdede præsidenten? er både en spændende og underholdende historie i sig selv, og samtidig giver den stof til eftertanke ved at sætte fokus på, hvor lidt der måske skal til for at ændre verdenshistorien radikalt.

Anmeldt til Litteratursiden.dk

Om Hvem myrdede præsidenten?:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Zoom, 56 sider
Omslag: Manchu & Fred Blanchard
Tegnet af: Colin Wilson
Farvelagt af: Jean-Paul Fernandez
Originaltitel: Jour J, volume 5
Oversat af: Sebastian Weirsøe Flamant

Læs også:

Berlin 404 af Thomas Clemen
Russerne på månen af Fred Duval & Jean-Pierre Pécau
I kamp mod tiden af Ben Elton
22.11.63 af Stephen King
Den døde zone af Stephen King
Bødlen af Patrick Leis

X fra det ydre rum af Kramhøft & Kristensen

X fra det ydre rum af Lars Kramhøft & Tom Kristensen

Vidunderlig billedbog om venskab, mod og X fra det ydre rum. For både børn og voksne

Jeg opdagede makkerparret Lars Kramhøft og Tom Kristensen i 2013, da jeg læste deres fremragende tegneserie Made Flesh (som i øvrigt vandt prisen for Årets Danske Horrorudgivelse det år). Siden har jeg læst en god del af deres udgivelser, både individuelle og samarbejder, herunder også nogle af deres børnebøger som f.eks. Portal, der var nomineret til Ping-prisen i 2019.

Nu er de tilbage med X fra det ydre rum, som jeg blev helt forelsket i under læsningen. Lars Kramhøft har skrevet og layoutet historien, mens Tom Kristensen har tegnet og farvelagt.

Mand, Hund og Kat bor på en gård langt ude på landet. En nat tordner og lyner det voldsomt, og noget, der ligner et æg, falder ned fra himlen. Om morgenen finder mand ‘ægget’ og tager det med ind i huset, selvom både Hund og Kat synes, det er en dårlig idé. Og det viser det sig også, at det er …

X fra det ydre rum er en vidunderlig billedbog skrevet til læsere fra +8 år. Men lad dig ikke skræmme væk af det, for tegningerne og historien er så fine, at voksne også kan have fornøjelse af læsningen.

Historien fortælles af Hund og Kat, og jeg er vild med deres personligheder. Hund er madglad, loyal og modig, mens Kat er tilbagelænet og ikke ser nogen grund til at forlade sin varme plads på fyret. Men da det bliver alvor, er Kat alligevel klar til at hjælpe sin ven og manden.

Jeg fik mindelser til H.P. Lovecrafts isnende novelle Farven fra rummet samt tegneserien WE3 af Grant Morrison og Frank Quietly. Men X fra det ydre rum er naturligvis rettet mod børn og er således ikke ligeså grum. Her er dog alligevel nogle ganske uhyggelige scener, som helt klart vil appellere til yngre gyserfans – og ældre ditto 🙂

Billedsiden er ganske vidunderlig med nærmest navistiske illustrationer holdt i dæmpede farver, indtil det skrig-grønne ‘æg’ dukker op. Det åbner for en eksplosion af farver mod slutningen af historien, som jeg er helt vild med.

En dejlig dejlig billedbog med charme, humor og uhygge. En stor anbefaling herfra.

Tom Kristensens hjemmeside
Lars Kramhøfts hjemmeside

Om X fra det ydre rum:

Udgivelsesår: 13.01.2020
Forlag: Alinea, 56 sider
Omslag og illustrationer: Lars Kramhøft og Tom Kristensen
Lix: 7,5

X fra det ydre rum udkommer i Alineas Blå Læseklub, som er letlæsningsbøger til de letøvede læsere i indskolingen og på mellemtrinnet.

Læs også:

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Når en drage drager ud af Mads L. Brynnum
Coraline af Neil Gaiman
Børnenes jord af Gipi
Mørket venter af Loka Kanarp og Carl-Michael Edenborg
Made Flesh af Lars Kramhøft og Tom Kristensen
Deadboy af Tom Kristensen
WE3 af Grant Morrison og Frank Quitely
Gigant af Rune Ryberg
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Thornhill af Pam Smy
Blot en drengestreg af Villy Sørensen

Hvem skal vinde Niels Klim-prisen 2019?

https://pixabay.com/da/photos/rum-stjerner-planet-univers-2334655/

Er du vild med science fiction? Så er det tid til at heppe på dine favoritter. Nu kan du nemlig stemme på, hvem der skal løbe af med Niels Klim-prisen 2019. Afstemningen løber frem til 30. marts, og mange af de nominerede noveller kan læses på Science Fiction Cirklens hjemmeside i perioden.

Hvis du gerne vil deltage i afstemningen, skal du melde dig ind i Niels Klim-systemet HER. Læs mere om prisen her: OMMADAWN.DK. Prisen administreres af Lise Andreasen og er blevet uddelt siden 2011.

De nominerede:

Novelle

  • “Opspind – en helt almindelig historie”, Manfred Christiansen, Himmelskibet 57, Fantastik
  • “2060: Organisatorisk borgerskab”, Jannik Landt Fogt, Himmelskibet 57, Fantastik
  • “Fire år senere”, Lars Ahn, Lige under overfladen 14: Sandsynlighedskrydstogt, Science Fiction Cirklen
  • “Sandsynlighedskrydstogt”, Jakob Drud, Lige under overfladen 14: Sandsynlighedskrydstogt, Science Fiction Cirklen
  • “Beautiful Budapest”, A. Silvestri, Lige under overfladen 14: Sandsynlighedskrydstogt, Science Fiction Cirklen
  • “En tur i parken”, Jesper Rugård Jensen, Lige under overfladen 14: Sandsynlighedskrydstogt, Science Fiction Cirklen
  • “En chance i livet”, Gudrun Østergaard, Lige under overfladen 14: Sandsynlighedskrydstogt, Science Fiction Cirklen
  • “Symbionter”, Richard Ipsen, Lige under overfladen 14: Sandsynlighedskrydstogt, Science Fiction Cirklen
  • “Hver for sig”, Marie Bachmann Pedersen, Lige under overfladen 14: Sandsynlighedskrydstogt, Science Fiction Cirklen

Om Det nådesløse daggry
Om Sandsynlighedskrydstogt – Lige under overfladen 14
Links til at læse novellerne fra Sandsynlighedskrydstogt på Science Fiction Cirklen

Langnovelle

  • “Det kubistiske hjerte”, Tue Omø, Det nådesløse daggry, Enter Darkness
  • “Jeg ved godt, du er der”, A. Silvestri, Jeg ved godt, du er der, Calibat
  • “Shenzhen hardware”, Freddy E. Silva, Lige under overfladen 14: Sandsynlighedskrydstogt, Science Fiction Cirklen
  • “Landlov”, Mette Markert, Lige under overfladen 14: Sandsynlighedskrydstogt, Science Fiction Cirklen
  • “Xact FAQ”, Kenneth Krabat, Lige under overfladen 14: Sandsynlighedskrydstogt, Science Fiction Cirklen
  • “Farmer”, Karsten Brandt-Knudsen, Lige under overfladen 14: Sandsynlighedskrydstogt, Science Fiction Cirklen
  • “En flok hovedløse heste”, Kim Foss, Technomania, Forlaget mellemgaard

Om Det nådesløse daggry
Om Jeg ved godt, du er der
Om Sandsynlighedskrydstogt – Lige under overfladen 14
Links til at læse novellerne fra Sandsynlighedskrydstogt på Science Fiction Cirklen

Oversat

  • Armageddon år 2419, Philip Francis Nowlan, Pilgaard Publishing
  • “Den sovende”, Roger Zelazny, Wild cards 1.1, DreamLitt
  • “Blodbarn”, Octavia Butler, Tidstrance, Science Fiction Cirklen
  • “Ganger (Kuglelyn)”, Nalo Hopkinson, Tidstrance, Science Fiction Cirklen
  • “Mor og datter”, Tananarive Due, Tidstrance, Science Fiction Cirklen
  • “Maggier”, Nisi Shawl, Tidstrance, Science Fiction Cirklen
  • “Tidstrance”, Kalamu ya Salaam, Tidstrance, Science Fiction Cirklen
  • “Corona”, Samuel R. Delany, Tidstrance, Science Fiction Cirklen
  • “Technarion”, Sean McMullen, Technarion, Science Fiction Cirklen

For børn og unge

  • Den Rustne Verden 1: Flugten fra Danmark, Adam O., Høst & Søn
  • Ørkenfeber, Søren Jessen, Gyldendal
  • Vest for Charlie, Line Leonhardt, Alinea
  • Befri mormor, Bo Skjoldborg, Werther
  • Kopien 3: Hjernevasket, Sandra Schwartz, Alinea
  • Den rustne verden 2: Motorhjerte, Adam O., Høst & Søn

God fornøjelse med læsningen.

Links:

Alinea
Calibat
Dreamlitt
Enter Darkness
Gyldendal
Himmelskibet
Høst & Søn
Mellemgaard
Ommadawn
Pilgaard Publishing
Science Fiction Cirklen
Werther

Kold karantæne af David Koepp

Kold karantæne af David Koepp

I 1987 bliver de to agenter, Trini og Roberto, sendt på en opgave sammen med mikrobiologen Hero Martins. Rester af Skylab (USA’s første rumstation) er blevet fundet i den australske outback, men ‘noget’ er muligvis fulgt med ned.

Det lykkes agenterne at finde og destruere Skylab-resterne – men først efter at have taget en prøve med. Og ikke uden omkostninger!

I marts 2019 har Roberto Diaz været pensioneret i fire år, men en nat ringer telefonen. Pensionisttilværelsen er ophævet. Det, han og Trini for mange år siden gemte i en tophemmelig underjordisk bunker, er muligvis sluppet ud. Nu er det op til Roberto med hjælp fra de to nattevagter, Teacake og Naomi, at stoppe den potentielle katastrofe, som kan betyde enden på menneskeheden.

At jeg overhovedet opdagede, at Kold karantæne var på vej, kan jeg takke en tråd på Facebook for. Her spurgte oversætteren nemlig om gode forslag til den danske titel, og fortalte ved samme lejlighed lidt om hvad bogen handler om. Det lød rigtigt spændende, så den kom på min liste, og nu har jeg så – med stor fornøjelse – fået læst den.

Kold karantæne er David Koepps romandebut. Hvis navnet alligevel lyder bekendt, er det, fordi han har skrevet manuskripter til en række film. Blandt andet har han arbejdet på Stir of Echoes, Jurassic Park, Mission: Impossible, Indiana Jones og krystalkraniets kongerige samt War of the Worlds. Og hans sans for gode historier mærkes tydeligt.

Jeg er ret vild med scifi-thrillers, og det tog ikke mange sider, før jeg var opslugt af historien. Koepp skriver i et nærmest filmisk sprog, der får scenerne til at stå lyslevende under læsningen. Her er både tempo, action, sort humor og gode replikker. Samtidig er personerne interessante, og især de to nattevagter kommer vi godt ind på livet af.

Selve plottet er både skræmmende og sært realistisk. Jeg vil ikke afsløre for meget, men blot sige at livet på jorden har udviklet sig i en lang mutation, afbrudt af fem (indtil videre) masseudryddelser. Måske bliver masseudryddelse nummer seks af biologisk art?

Kold karantæne er ikke eftertænksom tankespind. Den er tværtimod et hæsblæsende kapløb, hvor spændingen er i top, og det samme er underholdningsværdien. Jeg håber, at David Koepp har lyst til at skrive flere bøger. Jeg har i hvert fald lyst til at læse dem.

Reklame: Tak til Bog&Idé der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af Kold karantæne:

Teknisk set hørte Trini og Roberto til DNA, Defense Nuclear Agency, atomforsvarsagenturet. Senere blev det til en del af DTRA, men lige netop det myndighedsmiskmask ville ikke blive bikset sammen før forsvarsministeriets officielle omorganisering i 1997.

Ti år tidligere hed det stadig DNA, og deres mission var kort og præcis: Stop alle andre fra at få fat i det, som vi har. Hvis de fik færten af et atomprogram, skulle de finde det og begrave det. Hvis de kom på sporet af et eller andet mareridtsagtigt biokemisk våben, skulle de få det til at forsvinde for altid. Der ville ikke blive sparet på noget, og der ville ikke blive stillet nogen spørgsmål. Topersoners teams blev foretrukket for at holde sagerne adskilt, men der var altid forstærkninger til rådighed, hvis de fik brug for det.

Trini og Roberto havde sjældent brug for det. De havde været ved seksten forskellige hotspots på syv år og havde seksten personlige drab under bæltet. Drabene var ikke bogstavelige, det var agenternes jargon for et våbenprogram, der var blevet neutraliseret. Men der havde været ofre undervejs. Der blev ikke stillet nogen spørgsmål.

Seksten missioner, men ingen, der så meget som mindede om denne. (side 12)

Om Kold karantæne:

Forlag: HarperCollins Nordic
Udgivelsesår: 06.02.2020, 285 sider
Omslag: Will Staehle
Originaltitel: Cold Storage, 2019
Oversættelse: Nikolaj Kvistgaard Johansen

Læs også:

Regnen af Virginia Bergin
Langs smertegrænsen af Thomas Clemen
Det tredje testamente af Christopher Galt
Rakelsminde af David Garmark og Stephan Garmark
Colombia af Morten Thor Hansen
Sort vand af Patrick Leis
Martyrens sang af Stephen Miller
Exnihilo af Publius Enigma
Rød sne af Thomas Ringstedt
Mutagen af Jonas Wilmann

Anstalten af Stephen King

Anstalten af Stephen King

Da Tim Jamieson overgiver sin plads i flyet mod New York, er han ikke klar over, hvor den beslutning vil føre ham hen.

Det er 12-årige Luke fra Minneapolis heller ikke, da hans forældre får at vide, at han bør læse videre i Boston – på collegeniveau. Naturligvis vidste de, at han er intelligent ud over det sædvanlige, men at han skulle kunne klare to uddannelser på Cambridge og Emerson i Boston er alligevel utroligt. De ender dog med at give Luke lov, da det er det, han virkelig drømmer om.

Men drømmen ender i et mareridt. Før Luke skal begynde på sit nye liv, bliver han kidnappet. Af hvem og hvorfor aner han ikke. Alt han ved er, at han går i seng om aftenen, og næste dag vågner han i et værelse, der er en tro kopi af hans eget men er placeret i en ukendt bygning.

Luke finder ud af, at han sammen med en gruppe ukendte børn befinder sig i noget, de kalder Forhuset. Mens de er her bliver de udsat for forskellige eksperimenter, som ingen af dem kan gennemskue formålet med. Man kan ikke undslå sig, og forsøger man, falder straffen omgående. Men endnu værre er det, når forsøgene er overstået. For så bliver man flyttet om i Baghuset, og herfra er der ingen vej ud.

Udsigterne er håbløse, men alligevel beslutter Luke sig for at gøre et forsøg på at flygte. Den grusomme sandhed om Anstalten skal frem – koste hvad det vil.

Jeg har været kæmpefan af Stephen King i mange år. Jeg har læst alt, der udkom på dansk og set en stor del af filmatiseringerne af hans værker. Gode som dårlige.

Men selv en titan som King kan ind i mellem misse skiven, og det begyndte han i mine øjne at gøre med Under kuplen. Jeg var heller ikke voldsom imponeret af Doktor Søvn, og jeg opgav helt at læse Vagt forbi, tredje bind i hans krimi-trilogi om Bill Hodges. Og heller ikke Rosernes torne nåede jeg igennem.

Så jeg er ikke længere så ukritisk en fan, som jeg var engang. Det er derfor altid med en vis bæven i sjælen, at jeg kaster mig over en ny Stephen King roman. For vil jeg atter blive skuffet?

Heldigvis var det ikke tilfældet med Anstalten, som trods sine mere end 600 sider holdt mig fanget hele vejen. Historien om Luke og de andre børns oplevelser i den hemmelige forskningsfacilitet er både spændende og rørende. Anstalten bringer på den gode måde mindelser til Stephen Kings ‘gamle’ opfindelse The Shop der ser stort på både menneskerettigheder og moral i blandt andet Brandstifter fra 1980.

Luke er en sympatisk dreng. Han er umådelig intelligent, men samtidig er han også en 12-årig dreng med dennes følelser og reaktioner. Han og de andre børn er blevet stjålet af en organisation, der bruger deres særlige evner i egen interesse. Det er nemlig ikke Lukes intelligens, man er interesseret i. Luke har ligesom de andre børn en snært af enten telekinese eller telepati, og det er disse emner, man forsker i og udnytter på Anstalten.

Hvordan Lukes skæbne krydser Tim Jamiesons, skal jeg ikke afsløre her. Men mod slutningen accelerer historien, og de to spor flettes sammen i et episk showdown, der fik mig ud på kanten af stolen.

I Anstalten kombinerer Stephen King de ting, han gør bedst. Troværdige personer og en overbevisende historie med nervepirrende plot-twists fortalt så spændende at det er umuligt at lægge bogen fra sig. Jeg var i hvert fald fanget og må tage hatten af for en helstøbt og stærk roman fra gysets mester.

Uddrag fra Anstalten:

Da Luke vågnede op, kunne han huske at have drømt – ikke ligefrem et mareridt, men så afgjort heller ikke noget godt. En fremmed kvinde inde på hans værelse, hvor hun lænede sig ind over hans seng med sit blonde hår ned langs ansigtet. ‘Lige som du vil’ havde hun sagt. Som en af tøserne i de pornofilm, han og Rolf en gang i mellem så.

Han satte sig op, så sig omkring og troede først at være inde i endnu en drøm. Det var stadig hans værelse – samme blå tapet, samme plakater og samme skrivebord med hans baseballtrofæ på – men hvor var vinduet? Hans udsigt over til Rolf var forsvundet.

Han lukkede øjnene helt i og slog dem så op igen. Det var det samme. Der var stadig ingen vinduer i værelset. Han overvejede at knibe sig i armen, men det var bare for stor en kliché. I stedet knipsede han sig på kinden. Intet ændrede sig.

Luke steg ud af sengen. Hans tøj lå på stolen, hvor hans mor havde lagt det frem aftenen forinden – undertøj, sokker og T-shirt på sædet og hans jeans foldet over ryggen. Han tog det langsomt på, kiggede hen på det sted, hvor vinduet burde have været, og satte sig så ned for at tage sine gummisko på. Hans initialer stod på hver side, LE, og det var rigtigt nok, men den midterste tværstribe i E’et var for lang, det var han helt sikker på.

Han vendte dem om for at se efter grus, men kunne ikke få øje på noget. Nu var han fuldstændig sikker. Det var ikke hans sko. Snørebåndene var også forkerte. De var for rene. Ikke desto mindre passede de perfekt. (side 74-75)

Reklame: Tak til Bog & Idé som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Anstalten:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Hr. Ferdinand, 618 sider
Omslag: Imperiet efter originalt forlæg
Originaltitel: The Institute, 2019
Oversætter: Jakob Levinsen

Læs også:

Eksperimentet af Dean Koontz
Monster af Frank Peretti
Kolonien af Pierre Robert
Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund
Pigen ingen vidste var af Wissing & Winther

Kolde timer af Michael Kousgaard

Kolde timer af Michael Kousgaard

For nogen tid siden læste jeg novellesamlingen Mørkets gerninger udgivet på Forlaget Petunia. I den forbindelse blev jeg vældig underholdt af Michael Kousgaard novelle ‘Den vildfarne’. Efterfølgende spurgte Michael Kousgaard mig, om jeg havde lyst til at læse hans novelle ‘Kolde timer’, der ligeledes er udkommet på Forlaget Petunia. Det kunne jeg ikke sige nej til.

Den studerende Nanna lejer en kælderlejlighed af fru Larsen, hvis mand blev dræbt for nogle år siden.

En aften under en løbetur overværer Nanna en hit-and-run påkørsel. Men da hun når hen til ofret, er en anden allerede nået frem. En høj mand i en lang frakke – der knækker nakken på trafikofret!

Nanna stikker af, og hjemme i lejligheden burer hun sig inde. Er den høje mand nu efter hende? Hvorfor slog han trafikofret ihjel? Og hvem var trafikofret?

Michael fortæller, at han skrev ‘Kolde timer’ som en slags hyldest til 1980’ernes mange fede gyserfilm. Derfor foregår den i 1984, og da han skrev den, forestillede han sig den som en åbnings-scene til en film.

Jeg er ikke helt så vild med ‘Kolde timer’, som jeg var med ‘Den vildfarne’. Her bliver kastet en del bolde op i luften, som ikke rigtig gribes igen. Det kan være fordi, ‘Kolde timer’ er tænkt som en optakt, hvor begivenhederne senere vil blive forklaret. Og naturligvis er noveller også altid små udklip af et større billede. Men jeg synes alligevel, at f.eks. åbningen af novellen, hvor vi hører om, hvordan fru Larsens afdøde mand river slægtsgården ned, kommer til at virke som et påhæng, snarere end som en del af historien.

Sprogligt virker novellen heller ikke helt så gennemarbejdet som ‘Den vildfarne’. Men når det er sagt, så er ‘Kolde timer’ tænkt som en YA-gyser, og som sådan fungerer den fint med sin opbygning á la de glade 80’er slashere.

Det lykkes også Michael Kousgaard at skabe en vild paranoid stemning i novellen, mens Nanna gemmer sig i lejligheden. Jeg kunne nærmest føle hendes angst for den høje mand, der måske/måske ikke gemmer sig ude i den mørke kælderskakt.

Så skal du f.eks. slå en togtur ihjel og trænger til et hurtigtlæst og uforpligtende adrenalinkick, så læs ‘Kolde timer’ på rejsen.

Uddrag af Kolde timer:

“Hold op,” skreg hun hver gang og holdt sig for ørerne. Til sidst havde hun også lukket øjnene, og da hun kiggede hen på døren igen, var manden væk. Hun forsøgte at rejse sig, men benene sov. Fra sin plads gulvet drejede hun sig rundt og kiggede i alle kældervinduerne. Frygtede at se hans fødder i det stive græs. Men alt var stille.

Sådan sad hun i lang tid. Hvorfor havde han stået og stirret på hende i stedet for at forsøge at komme ind? Hun kunne kun komme på en enkelt grund. Han havde hørt hende låse døren, da hun kom hjem. Havde hun været sekunder fra at død? Syv trin? Hun gøs ved tanken om, at han havde lusket rundt udenfor og stirret på hende uanset hvor i lejligheden, hun havde gået rundt. Han havde set hende halvnøgen, da hun skiftede tøj.

Hun kom i tanke om, at hun havde snakket med Peter, da hun havde fået øje på manden. Røret lå på gulvet. Hun tog det og trykkede hans nummer igen. Da hun lagde røret mod øret, var der kun stilhed. Telefonen var død. (side 10-12)

Reklame: Tak til Michael Kousgaard og Forlaget Petunia som har foræret mig novellen til anmeldelse.

Om Kolde timer:

Udgivelsesår: 01.06.2019
Forlag: Forlaget Petunia, ca. 20 sider (sms-novelle)

Non-stop af Brian Aldiss

Non-stop af Brian Aldiss

Det er snart mange år siden, jeg første gang læste Non-stop. Egentlig huskede jeg ikke meget af handlingen, udover at den greb mig. Det var derfor lidt med bange anelser, at jeg genlæste den for nylig. Ofte lever minderne om en læseoplevelse ikke op til en genlæsning mange år senere, men Non-stop er klart en af undtagelserne.

Complain er jæger og medlem af Greene-stammen. De har herredømmet over et stykke af Dødvejen, men er altid på vagt overfor andre stammer og omstrejfere. Af grunde han ikke selv forstår, er Complain ikke tilfreds med sit liv. Der mangler noget. Så da hans kvinde bliver kidnappet, og han selv står til afstraffelse og prestigetab, lader han sig overtale til at følge fire andre mænd væk fra Kvarteret.

Lederen af ekspeditionen er præsten Marapper. Han fortæller dem, at den gamle myte om, at Skibet rent faktisk er et skib på rejse og ikke hele verden, er sand. Ethvert skib har en kaptajn, og Marapper ønsker at finde ham, slå ham ihjel og overtage magten over Skibet.

Først tror Complain ikke på Marapper. Under rejsen hvor de krydser et utal af dæk og oplever mange mærkelige ting, bliver han dog nødt til at se en ny virkelighed i øjnene. Men hvis de virkelig er på et skib, hvorfor er de så blevet spærret inde der? Og af hvem?

Brian Aldiss skrev Non-stop for godt 70 år siden. Det mærkes nu ikke på historien, der fascinerer fra første side. Vi ved lige så lidt som Complain, hvad der er sket, men efterhånden som han sammen med gruppen arbejder sig opad gennem Skibet, begynder en tragisk historie at åbenbare sig. Noget gik for mange år siden helt galt, men hvor galt finder vi først ud af til allersidst.

Niels Dalgaard beskriver i en artikel på dr.dk romanen som karakteriseret ved, ”at dens rejse varer så længe, at hele generationer af besætningsmedlemmer når at blive født og dø på rumskibet”. Skibet er således et ’generationsrumskib’, og besætningens store udfordring er at huske, hvor de kommer fra og helt simpelt, hvad et menneske er. Historierne om jorden og menneskeheden kan med tiden blive til myter, og besætningens identitet ændre sig, som det sker i Non-stop.

Det er svært ikke at blive grebet af fortællingen, selvom hovedpersonerne egentlig ikke er særligt sympatiske. Hele samfundsstrukturen i Skibet er bygget op over en forvansket udgave af psykoanalysen som religion, og det har medført et aggressivt samfund, hvor man er sig selv nærmest. For Complain bliver den nye viden, gruppen får undervejs, dog en vej til udvikling, så måske er der trods alt håb for Skibets besætning.

Brian Aldiss er en af de allerstørste indenfor science fiction genren. Han blev født i 1925 i Norfolk og døde i 2017 efter at have skrevet mere end 40 bøger og et hav af noveller. Hans første science fiction roman var Non-stop fra 1958, og i 1959 modtog han sin første internationale anerkendelse, en særlig Hugo-pris fra World Science Fiction Society for “årets mest lovende nye forfatter”.

Læs mere om Brian Aldiss HER

Om Non-stop:

Udgivelsesår: 1968
Forlag: Steen Hasselbachs Forlag, 238 sider
Omslag: Frithioff Johansen
Originaltitel: Non-Stop, 1958 (engelsk)
Oversætter: Jannick Storm

Find bogen på Bibliotek.dk

Læs også:

Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff
Skyggearken af Michael Lindal, illustreret af Peder Riis
Under ensomme stjerner af Kate Ling
Exnihilo af Publius Enigma
Artemis af Andy Weir

Familiens synder af Cara Hunter

Sharon og Barry Masons datter forsvinder sporløst under en havefest. Politiet med kriminalinspektør Adam Fawley i spidsen starter en omfattende efterforskning, men i første omgang uden nogen resultater. Som dagene går, og chancen for at finde den 8-årige Daisy i live bliver mindre, dukker flere familiehemmeligheder frem i lyset, og politiet må revurdere deres opfattelse af sagen.

Familiens synder er første bind i Cara Hunters serie om Adam Fawley. Serien udspiller sig i universitetsbyen Oxford, og forlaget sammenligner bøgerne med tv-serien Broadchurch. Den må jeg indrømme, at jeg ikke har set, men måske bør jeg det, for jeg blev i hvert fald fanget ind af Familiens synder .

Romanen er bygget op i to spor. Det ene udspiller sig i nutiden og fortælles skiftevis af Adam Fawley og de øvrige politifolk, krydret med opslag på Twitter hvor naboer (og fremmede) giver deres mening tilkende om sagen.

Det andet spor bevæger sig rykvist baglæns i tiden, startende med dagen før Daisy forsvandt, tilbage til 79 dage før hendes forsvinden. Jeg har ikke læst en bog med helt samme opbygning som denne før, men jeg må sige, at det fungerer overraskende effektivt. Oplysninger, vi får i nutiden, har pludselig en helt anden betydning, når vi får baggrunden med, og det giver en helt særlig spænding i historien.

Det er heller ikke tit, at jeg har læst en bog med så usympatiske ofre. Hverken Barry Mason eller hustruen Sharon virker særligt behagelige, og det er svært at have ondt af dem, selvom deres datter er forsvundet. Måske derfor er folkedomstolen på twitter også hurtig til at dømme dem uden at have nogen beviser. Den del af historien kan jeg desværre genkende alt for let fra tastaturkrigerne på Facebook osv., der er mere end parate til at dømme andre uden at sætte sig ind i sagen.

Jeg var lynhurtigt fanget ind af Familiens synder, som både er spændende og overraskende. Jeg havde i hvert fald ikke gennemskuet plottet. Cara Hunter skriver levende, og den specielle opbygning af historien skaber en stadigt stigende suspense, så jeg nærmest ikke kunne slippe bogen, da jeg først gik i gang.

Samtidig er Adam Fawley en interessant hovedperson. Vi fornemmer fra starten, at han har en tragedie i bagagen, men hvilken afsløres først langt inde i bogen. Alligevel er han dybt professionel, og har samtidig en medfølende og venlig side der adskiller ham fra mange af tidens krimi-skikkelser. Men han har også sine personlige meninger, som ind i mellem skinner igennem i snakken med kollegaerne. Det er med til at gøre hans karakter troværdig, og jeg ser frem til at lære ham bedre at kende i kommende bind.

Cara Hunter besøger Krimimessen i Horsens d. 28.-29. marts, hvor hun vil fortælle om Familiens synder. I den forbindelse har Krimimessen spurgt hende, hvordan inspirationen til bogen opstod. Til det fortæller hun om sin fascination af ”at tage temaer op, der er blevet betydningsfulde emner både inden for den virkelige verdens kriminalitet og i fiktionens verden, og se på dem fra uventede vinkler”. I Familiens synder vender hun således rundt på ordsproget om, at det kræver en landsby at opdrage et barn. Her kræver det i stedet et samfund at miste et barn.

En absolut læseværdig og underholdende historie, hvis anderledes opbygning er med til at holde læseren fanget til sidste side. For alle der holder af gedigne og overraskende krimier med et drys domestic noir.

Uddrag af Familiens synder:

Jeg nikker. ”Det er klart. Jeg kan se, at haven støder op til kanalen. Er der en låge, som fører ud til trækstien?”
Barry ryster på hovedet. ”Som om! Det vil kommunen aldrig give lov til. Han kan umuligt være kommet ind den vej fra.”
”Han?”
Barry ser væk igen. ”Hvem det så end var. Det svin, som har taget hende. Det svin som har taget min lille Daisy.”
Jeg skriver ’min’ i notesbogen og sætter spørgsmålstegn bagefter. ”Men du så faktisk ikke en mand?”
Han tager en dyb indånding, som ender i en hulken, og så ser han væk, da tårerne igen begynder at trille. ”Nej, jeg så ikke nogen.”
Jeg bladrer i mine papirer. ”Jeg har billedet af Daisy, som I har givet kriminalassistent Davis. Kan I fortælle mig, hvad hun havde på af tøj?”
Der bliver stille.
”Vi holdt udklædningsfest,” sagde Sharon til sidst. ”For børnene. Vi tænkte, at det kunne være hyggeligt. Daisy var klædt ud som sit navn.”
”Undskyld, jeg er ikke helt med …”
”Daisy betyder tusindfryd. Hun var klædt du som en tusindfryd.”
Jeg fornemmer Gislinghams reaktion, men kigger ikke på ham. ”Nu forstår jeg. Og det vil sige …”
”Grøn nederdel, grønne strømpebukser og grønne sko. Og en hat med hvide kronblade og gult i midten. Vi fandt kostumet i den der butik på Fontover Street. Det kostede en formue bare at leje det. Og vi blev nødt til at betale depositum.”
Hun går i stå og gisper. Så knytter hun nævne og presser den mod munden med bævende skuldre. Barry lægger armen rundt om hende. Hun vugger klynkende frem og tilbage og siger til ham, at det ikke er hendes skyld – hun vidste ikke noget – og han stryger hende over håret. (side 14-15)

Reklame: Tak til Gads Forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Familiens synder:

Udgivelsesår: 20.02.2020
Forlag: Gads Forlag, 354 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: Close to home, 2018
Oversætter: Brian Christensen

Læs også:

Enken af Fiona Barton
Øjensamleren af Sebastian Fitzek
Og så var hun væk af Lisa Jewell
Menneskehavn af John Ajvide Lindqvist

Grimm II – grumme eventyr genfortalt for gamle og unge af Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker

Grimm II genfortalt af Kenneth Bøgh Andersen & Benni Bødker, illustreret af John Kenn Mortensen

Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker har ikke fløjshandskerne på i deres genfortællinger af de gamle eventyr i Grimm II. Det er grumt, godt og flot.

For anden gang har Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker slået sig sammen med illustrator John Kenn Mortensen om en gendigtning af 10 af Grimms eventyr.

Første gang var med den smukke Grimm fra starten af 2019, og nu følger så en lige så lækker bog med 10 nye eventyr.

Som sidst får vi i Grimm II først et kort forord, derefter 10 eventyr genfortalt på skift af de to forfattere, og til sidst et efterord hvor de fortæller lidt om den oprindelige udgave af historierne. Alle eventyrerne er stemningsfuldt illustreret af John Kenn Mortensen, der i sine sort/hvide tegninger får masser af gru og uhygge frem.

Denne gang var der en del af eventyrene, jeg ikke havde læst før. Alligevel virkede nogle af dem bekendte under læsningen, og det var interessant at læse efterordet, hvor det blev afsløret, hvorfor de virkede bekendte.

Eksempelvis handler ‘Det blå lys’, der er gendigtet af Kenneth Bøgh Andersen, om en soldat som hjælper en gammel kone med at hente et lys med en blå flamme op fra en dyb brønd. Det viser sig, at når man tænder lyset, dukker en slags ånd frem, som opfylder alle ens ønsker. Mon ikke H.C. Andersen havde læst Grimm, da han skrev eventyr ‘Fyrtøjet’ fra 1852?

De to brødre genskrev og omskrev i øvrigt også selv eventyrene flere gange. Hvor de i den første udgave gengav historierne stort set, som de havde fået dem fortalt under deres indsamling, bearbejdede de dem efterfølgende og gjorde dem mere læsevenlige med tiden.

I løbet af syv udgaver blev Grimms eventyr både genfortalt i et langt mere levende sprog og renset for moralsk farlige temaer som graviditet, incest og vold. Forbudt for børn: så drabelige var Brødrene Grimms eventyr

Hverken Kenneth Bøgh Andersen eller Benni Bødker har nu fløjshandskerne på i deres genfortællinger i Grimm II. Blodet flyder, og der er ingen garanti for at “… de levede lykkeligt til deres dages ende“. Til gengæld er der garanti for uhyggelig god underholdning, endda i en ualmindelig lækker indpakning.

Uddrag af Mariabarnet:

“Det er kendt, at kongen fandt sin hustru dybt inde i skoven. At hun levede som en vild. Et umælende dyr. Der er nogen, der siger, at hun derude blandt de ældgamle træer plejede omgang med de sorte kræfter. At hun har brugt sin heksekunst til at forblænde kongen. Og med hensyn til barnet …”

Her sænkede kammerpigen stemmen yderligere, og man kunne næsten høre hårene rejse sig på de lyttendes arme, da hun fortsatte: “Man siger, at hun har spist drengen. At dronningen er en menneskeæderske.” Kammerpigen mente endda, at hun havde hørt det den skæbnesvangre nat. De knasende lyde af tænderne der knuste de små knogler.

I sit skjul bag muren sank dronningen sammen og ønskede, at hun kunne skrige. Bare skrige. (side 197-198)

Om Grimm II:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: People’s Press, 235 sider
Omslag og illustrationer: John Kenn Mortensen

Indhold:

Snehvide
Hånden med kniven
Bjørnemanden
Sommer- og vinterhaven
Det blå lys
De tre håndværkssvende
Enebærtræet
Sesambjerget
Mariabarnet
Tornerose

Besøg Kenneth Bøgh Andersens hjemmeside
Besøg Benni Bødkers hjemmeside

Læs også:

Grimm I
Det Grufulde Bibliotek
#moderneeventyr
Julebestiariet af Benni Bødker
De udøde af Johan Egerkrans
Søvn og torne af Neil Gaiman
Bestiarium Groenlandica / red. Maria Bach Kreutzmann
Diget af Teddy Vork

Spøgelseshvisker af Nick Clausen

Spøgelseshvisker af Nick Clausen

I denne historie er det dig, der er hovedpersonen.

Du er spøgelseshvisker, og du bliver kaldt ud for at hjælpe med at uddrive spøgelserne, som hjemsøger en nedlagt skole. Hvis din opgave skal lykkes, må du træffe de rette valg. Men pas på – spøgelserne er ikke alle venlige, og dit liv kan hurtigt komme i fare! (fra bogens bagside)

Bøger, hvor læseren selv er med til at bestemme handlingen, er ved at få et comeback. Blandt andet har forlaget Dreamlitt de seneste år udgivet en række titler under imprintet Tværveje, og Spøgelseshvisker af Nick Clausen er forlaget Facets bud.

Som sagt er læseren selv hovedpersonen, og historien åbner med, at du ankommer til et hus, hvor 14-årige Janus tager imod dig og forklarer dig, hvorfor han har bedt dig komme. Han fortæller, hvordan byens skole har stået tom i tre år efter en voldsom brand, der dræbte en række elever, som nu hjemsøger skolen. Herefter går historien i gang.

Spøgelseshvisker er opdelt i nummererede kapitler, og efter hvert kapitel får læseren en række valgmuligheder. Hvis du efter første kapitel f.eks. vælger at gå direkte op til skolens hoveddør, bladrer du frem til side 20 og læser kapitel 6. Men vil du i stedet sondere lidt først, bladrer du frem til side 30 og læser kapitel 11. Her er således ikke brug for terninger eller papir og blyant som i Fyrtårnet af Nikolaj Johansen, jeg tidligere har læst.

Historien i Spøgelseshvisker er spændende og med mange muligheder for at vælge forskelligt. Jeg måtte således læse bogen en del gange, før det lykkedes mig at gennemføre. Der er dog også mulighed for at give op undervejs og gå til løsningen, så ingen læsere bliver snydt for slutningen. Det synes jeg er en god beslutning, og giver også bogen en bredere målgruppe.

Som altid (fristes jeg til at skrive) fortæller Nick Clausen i et levende og spændende sprog, og Spøgelseshvisker er endnu en underholdende roman fra hans hånd. Personligt er jeg ikke så stor fan af interaktive bøger. Jeg kan bedre lide at fordybe mig i en færdig historie. Men når det er sagt, er jeg sikker på, at unge spilbogs-entusiaster vil have stor fornøjelse med at kaste sig over den uhyggelige historie.

Så god fornøjelse med at jage spøgelser! Og tak til forlaget Facet som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Spøgelseshvisker:

Udgivelsesår: 10.01.2020
Forlag: Facet, 82 sider
Omslag: Nick Clausen
Lix: 22
Besøg Nick Clausens hjemmeside

Læs også:

En nat i monsterhuset og andre gys af Lasse Bo Andersen
Den dobbelte grav af Benni Bødker
Fyrtårnet af Nikolaj Johansen
Er jeg smuk? af Michael Kamp og Tænkehatten
Åndehviskeren af Haidi W. Klaris
Det onde hus af Michael Næsted Nielsen