Forfatter Arkiv

I ly af mørket – en H.P. Lovecraft tegneserieantologi

I ly af mørket - en H.P. Lovecraft tegneserieantologi

Den 10. september søgte Forlaget Afkom støtte via Kickstarter til at få udgivet Danmarks første H.P. Lovecraft tegneserieantologi I ly af mørket. På under et døgn var beløbet samlet ind, og kampagnen endte med at samle så mange penge ind, at det planlagte uindbundne hæfte blev til et lækkert indbundet værk i A4 størrelse.

I ly af mørket indeholder i alt 9 spændende nyfortolkninger af H.P. Lovecraft noveller samt et informativt forord af Thomas Winther.

Det overordnede indtryk af udgivelsen er godt. Martin Zauner står for den stemningsfulde forside, der diskret og underspillet slår tonen af rædsel an. Herefter følger fortællingerne, der er en blanding af kendte og mindre kendte Lovecraft historier. Som det er med antologier, arbejder kunstnerne i forskellige tegnestile, men alle fortælles dog i sort/hvide illustrationer.

Thomas Winther kommer ind på det i sit forord. Lovecraft er kendt for sine ‘ubeskrivelige rædsler’, og hvordan får man lige dem formidlet i et billedmedie som tegneserien? Langt de fleste af historierne i I ly af mørket klarer opgaven overraskende godt, og jeg må sige, at jo flere gange jeg har læst dem, jo bedre bliver de.

Blandt mine favoritter er ‘Rotterne i murene’, som her bliver fortolket af Lauge Eilsøe-Madsen. Den gamle De La Poer vender tilbage til familiens slot, der blev forladt af familien under mystiske omstændigheder i 1600-tallet. Kaptajn Norrys, den nuværende ejer, har forsket lidt i De La Poer slægtens historie, men De La Poer slår de grufulde historier hen som gammel overtro og dumme rygter. Men om natten vågner han fra et mareridt til en skrattende lyd af rotter i væggene.

Lauge Eilsøe-Madsens illustrationer er yderst effektive. Siderne indeholder godt nok fortløbende billedrammer, men de opløser sig flere steder til et samlet kalejdoskopisk billede, der med sine overlap og utallige tableauer bliver en slående illustration af det ubeskrivelige.

Jeg vil også fremhæve ‘Randolph Carters erklæring’ af Mathilde “Matt” Riberholdt Jensen, som er et fremragende eksempel på en historie, hvor et billede siger mere end tusind ord. Carter afhøres af to mænd om begivenhederne, hvor hans gode ven Harley Warren forsvandt. Han forklarer, hvordan Warren tog ham med på en ekspedition til en gammel begravelsesplads. Her lod han Carter blive ved indgangen til et halvvejs forsvundet gravsted, mens han selv gik ned i mørket. Selvom de to mænd havde telefonisk forbindelse, forsvandt Warren pludselig og kom aldrig tilbage.

Hvor Eilsøe-Madsens illustrationer på en måde kan kaldes overdådige, er Riberholdt Jensens illustrationer nærmest minimalistiske. Her er fokus på personerne, og kun enkelte steder tilføjes lidt baggrund. Stilen er realistisk, og rædslen opstår i personernes mimik og beskæringen af billederne. Vi ser således ikke det ubeskrivelige, men ‘kun’ personernes reaktion på det, og det er vanvittigt effektivt.

Jeg kunne have valgt flere andre, men den sidste fortælling jeg vil fremhæve her, er ‘Billedet i huset’ fortolket af Nmaar. En rejsende søger en stormfuld nat ly i et gammelt hus i New England. Umiddelbart virker det tomt, så den rejsende ser nærmere på bøgerne i biblioteket. Her opdager han en bog, der indeholder nogle grusomme illustrationer af kannibalisme. Og pludselig dukker en gammel mand op på trappen.

Nmaars illustrationer er meget mørke og minder om linoleumstryk. Her ligger en del af fortællingens uhygge i, at vi som læsere selv putter alverdens udtryk ind i de sorte felter. Som et ekstra lille kuriosum lader Nmaar den gamle mand tale i dialekt, et ekstra indicium på hvor langt ude på landet (og i mørket) den rejsende befinder sig.

I ly af mørket er en flot udgivelse fyldt med spændende illustrationer. Skal jeg drysse en smule malurt i bægeret, så sidder jeg dog tilbage med en følelse af, at selve korrekturen er gået lidt for hurtigt. Flere steder er der slåfejl eller mangler mellemrum, og det er bare rigtigt ærgerligt, når nu resten er så flot. Det skal dog ikke afholde mig fra at anbefale I ly af mørket til både H.P. Lovecraft entusiaster og tegneserie-elskere. Begge grupper vil helt sikkert føle sig godt underholdt.

Om I ly af mørket:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Forlaget Afkom, 100 sider
Omslag: Martin Zauner

Indhold:
Dagon af Sylvest A. Jeppesen
Rotterne i muren af Lauge Eilsøe-Madsen
Udyret i grotten af Christine Reinwald Mansoor
Den frygtelige gamle mand af Anders Fjølvar
Randolph Carters erklæring af Mathilde “Matt” Riberholdt Jensen
Kattene i Ulthar af L.P. Hømkraft
Billedet i huset af NMAAR
Farven fra rummet af Simon Petersen
Pickmans model af Peder Riis

Læs også:

Absurd #3
Okkult mekanik af Emil Brahe & Andreas Hansn
H.P. Lovecraft’s Haunt of Horror af Richard Corben
Made Flesh af Lars Kramhøft & Tom Kristensen
X fra det ydre rum af Lars Kramhøft & Tom Kristensen
Kulkælderen #5
King af A. Silvestri & Christoffer Gertz Bech

Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen

Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen

I vores moderne verden er vi fuldt afhængige af elektricitet. Uden strøm kan vi ikke lave mad eller vaske tøj. Trafiklys virker ikke, og det gør vandværker og varmeværker eller kasseapparater og computere heller ikke. Vi er med andre ord helt på r…. hvis strømmen ryger for alvor. Og det gør den i Christina Lassen-Andersens spændingsroman Mørkelagt.

Vi følger en række forskellige personer gennem den kaotiske tid, hvor alt strøm ryger på global plan. Blandt andre ægteparret Rasmus og Rikke og deres teenagesøn Jonas; Den pensionerede lærer Torben og veninden Ellinor; Den 15-årige Diana der er anbragt på en institution for utilpassede unge; Den medicinstuderende Sille og den erfarne sygeplejerske Fazir. Alle må de pludselig navigere i en helt ny og farlig verden, og gøre hvad der skal til for at overleve.

I starten forsøger myndighederne at tage affære, men hvordan kommunikerer man til et helt land, når du ikke bare kan tænde fjernsynet eller radioen, og der ingen kontakt er til satellitterne, som sørger for at internettet kan fungere? Og hvor længe kan du regne med at personel som læger, sygeplejersker, apotekere, betjente osv. vil blive på deres poster, når deres egne familier er i fare?

Overraskende hurtigt forsvinder civilisationens fernis, og det varer ikke længe, før det er alles kamp mod alle. Vi er så vant til at kunne åbne køleskabet, når vi er sultne; hente medicin på apoteket hvis vi er syge; eller bare at kunne ringe og skype til hinanden på tværs af verden. Så hvad gør vi, hvis vi pludselig er uden alt det?

Christina Lassen-Andersen har med Mørkelagt skrevet en overbevisende og foruroligende roman, om hvor hurtigt et samfund kan bryde sammen. Det er uhyggeligt at tænke på, hvor sårbare vi egentlig er, og hvor alvorlige konsekvenserne af et varigt strømsvigt kan blive. Ligeså skræmmende er det, når CLA ser på de moralske dilemmaer. For hvor dybt stikker næstekærligheden, når sulten banker på døren? Hvor langt vil du gå for at skaffe mad og medicin til din familie?

Jeg kom undervejs til at tænke på Stephen Kings roman Opgøret, som foregår i en verden, hvor en verdensomspændende pandemi har slået størstedelen af menneskeheden ihjel. King ser også nærmere på de enkelte menneskers skæbne. Hvordan man måske overlever den indledende katastrofe, blot for at dø af blodforgiftning efter at have skåret sig på et rustent søm. Samme vinkel har CLA i sin roman. Vi får ikke en afsluttende forklaring, men bliver blot kastet ind i konsekvenserne ligesom bogens personer. Det er deres liv og valg, der fører romanen frem og ikke en alvidende fortæller, og det giver fortællingen en skræmmende realisme.

Mørkelagt er Christina Lassen-Andersens debut, men det mærker man ikke. Sproget flyder let, og opbygningen med de skiftende synsvinkler er med til at skabe løbende suspense. Jeg blev lynhurtigt fanget ind af historien, som både er spændende og giver stof til eftertanke. En stor anbefaling herfra.

Uddrag af romanen:

Allerede inden de når ud på gaden, kan de lugte røgen. Torben sætter farten op og zigzagger igennem barrieren, der er sat op for at forhindre cyklister i at komme ind i parken uden at stå af. Han stopper op så brat, at Ellinor uden varsel braser ind i ryggen på ham. Ingen af dem siger noget. Foran dem midt i T-krydset ligger en bunke forvredet metal, og Torben kan tælle tre involverede biler.

Nederst ligger en lille hvid Ford med taget bukket sammen på midten. Halvvejs ovenpå ligger, hvad der ved første øjekast ligner en håndværkerbil med lad. Ved nærmere eftersyn viser det sig at være en gartnerbil fra Vej og Park. En trillebør er blevet kastet af ladet og er landet på fortovet. Hjulet ruller stadig rundt, og besynderligt nok er det det, han fokuserer på. Hans hjerne nægter at håndtere, at der ligger et menneske kastet halvejs ud af forruden. Kølerhjelmen er dækket af blodet, der stødvist bliver pumpet ud af halsen på manden.

Den tredje bil er splittet ad. Den eneste grund til, at Torben kan se, at der er tre biler involveret, er antallet af hjul. Hvordan er det sket? Han ved godt, at det er en del af designet på moderne biler, at kabinen skal holde, mens resten af karrosseriet krøller sammen omkring den. Men det er umuligt at se, om designkriterierne har holdt. Tankerne flyver rundt i hovedet. Han kan se, at der er mennesker, der er kommet til skade. Han forstår, at han skal hjælpe. Men hvor skal han begynde? Det hele foregår i slowmotion, og benene nægter at bevæge sig.

Stilheden er overvældende. Bedøvende. Ellinor snor sig udenom Torben og kaster et enkelt blik på de krøllede biler. Så stikker hun telefonen i hånden på ham og kommanderer ham til at ringe efter hjælp. Selv løber hun hen til den nærmeste bil og forsøger at åbne førerdøren.

Fra de nærliggende huse kommer folk løbende for at hjælpe. Overfor parken ligger en lille kiosk, hvor Torben ofte har købt tyggegummi og en liter mælk med hjem. Ejeren kommer løbende med en pulverslukker i den ene hånd, mens han med den anden holder en mobiltelefon for øret. Han tager den ned igen og kigger frustreret på displayet. Så stiller han pulverslukkeren på vejen og ringer op igen. Tydeligvis uden resultat for manden stikker telefonen i lommen og ser sig om efter hjælp. Torben råber ham an og vinker med Ellionors telefon.

Det tager et par forsøg at få skidtet til at vise andet end sort skærm. Til sidst går det op for ham, at han skal stryge fingeren over displayet for at få adgang til telefonen. Adrenalinet får hans fingre til at ryste, og det er svært at ramme ikonet med den lille telefon. Han taster de tre cifre, og hører telefonen ringe op. Intet sker. Det forventede “Det er alarmcentralen” udebliver. (side 20-21)

Om Mørkelagt:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Forlaget Fjorden, 379 sider
Omslag: Sofie Raphael

Læs også:

De rensede af Søren Staal Balslev
Solstorm af Rasmus Dahlberg
Opgøret af Stephen King
Den 5. bølge af Rick Yancey

Natteræd af John Kenn Mortensen

Natteræd af John Kenn Mortensen

Jeg er vild med John Kenn Mortensens tegninger. I Natteræd har han alliereret sig med forfatter Peter Adolphsen, der indleder med en kort, men effektiv historie.

Forlagets beskrivelse:

Natteræd. Når dit mareridt er så levende at du ikke længere kan skelne drøm fra virkelighed.

John Kenn Mortensen har samlet sine mest ekstreme monstertegninger; tegninger, der handler om mareridtet, dets væsen og væsner. I ledtog med Peter Adolphsen har han komponeret en nattesymfoni, hvor den stakkels læser kan dvæle rædselsslagen i uhyggens nådesløse skær.

John Kenn Mortensen er international anerkendt monsterskaber og illustrator. Herudover har han skrevet blandt andre De utilpassede og Små onde svin. Om den sidste skrev Information: “megauhyggelig socialrealisme.“

Peter Adolphsen havde i 1996 sit gennembrud med Små historier; filosofiske og mystiske kortprosatekster, der parrer det hverdagslige med det mystiske. Små historier 3 udkom i år og nu kan du også læse en spritny af slagsen i Natteræd.

Anmelderne skriver:

Torben Rølmer Bille fra Kulturkapellet:
Det er netop hittepåsomheden i tegningerne og det faktum, at de alle sammen nærmest tigger om at blive set som et led i en større fortælling, der er styrken i John Kenn Mortensens tegninger. Der er på én gang noget helt uskyldigt og samtidig noget diabolsk i udtrykket. Flere gange virker det som om, de mange nattevæsener er mindst lige så utrygge ved situationen som de mennesker, der optræder på billederne. Dette passer utroligt fint, for er det i virkeligheden os det er monstrene og skyggevæsenerne, der egentlig er dem, der er Natterædde? (Læs hele anmeldelsen)

Rune Christiansen fra Litteratursiden:
Med ’Natteræd’ tager John Kenn Mortensen os med på en visuel rejse ind i de mareridt, hvor monstrene venter os. Bogen indledes med en kort, grotesk historie af Peter Adolphsen og består derfra af en række håndtegnede illustrationer, der én for én fremstiller et mareridtscenarie med barnets møde med nattens skabninger som udgangspunkt. Illustrationerne har ingen fortællermæssig sammenhæng – andet end den uhygge, der gennemvæder hver og én af dem – men de fanger på smukkeste vis den følelse, jeg selv havde som barn, hvor man stirrer ind i mørket af frygt for, hvad der stirrer tilbage. […] jeg kan ærgre mig over, at der ikke følges op på Peter Adolphsens fortælling i starten. Der er noget tiltalende ved kombinationen af Adolphsens groteske fortælling og Mortensens morbide illustrationer. I ’Natteræd’ bliver det kun til en smagsprøve, som desværre går lidt i glemmebogen, og som læser savnede jeg en tilbagevenden til den korte fortælling. (Læs hele anmeldelsen)

Bjarne Jensen fra Bogrummet:
Der findes mig bekendt ikke en kur mod natteræd, eller natteskræk, kald det hvad du vil, kært barn har mange navne, men kuren er i hvert fald ikke John Kenn Mortensens billedbog, Natteræd, og den er ej heller for små børn! Kun store børn som undertegnede. […] Bogen er tilpas fyldt med billeder, men jeg ville ønske, den havde været i større format, det fortjener mange af illustrationerne i hvert fald. Det kunne også have været godt med nogle få kommentarer til tegningerne, som han nogen gange bruger på Instagram. Måske lidt mere baggrundsstof om ideen bag illustrationerne, så betragteren ikke kommer alt for meget på overarbejde, med at greje budskabet. (Læs hele anmeldelsen)

Om Natteræd:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Cobolt, 112 sider
Omslag: John Kenn Mortensen
Historie: Peter Adolphsen

Læs også:

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Turen gennem Midnatsskoven af John Kenn Mortensen
Gigant af Rune Ryberg
Repulsive Attraction af Patrick Steptoe
Passagen af Simon Stålenhaag

Horla af Guy de Maupassant

Horla af Guy de Maupassnt

Jeg har tidligere læst Guy de Maupassants novelle ‘Horla’ (1886-udgaven) i antologien Rædslernes hus fra 1953. Nu genudgiver Det Poetiske Bureaus Forlag Maupassants novelle i en ny oversættelse ved Annette David.

Historien fortælles gennem hovedpersonens dagbog. Den starter med et opslag den 8. maj, hvor fortælleren beskriver en vidunderlig dag. Men kort efter begynder fortælleren at føle sig dårligt tilpas. Snart frygter han, at han er ved at blive gal, for han har hele tiden en fornemmelse af, at et usynligt væsen forfølger ham og styrer hans handlinger.

Maupassant udgav sin novelle næsten samtidig med, at Robert L. Steveson udgav romanen Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Begge forfattere interesserer sig for de nye tendenser i videnskaben med brug af hypnose, og begge anlægger til dels en videnskabelig tilgang i deres historier. For eksempel forsøger Maupassants fortæller at bevise det usynlige væsens eksistens ved fysisk at udelukke, at det er ham selv, der drikker mælken om natten.

I en interessant samtale fortælleren har med en gammel munk, diskuterer de, om verden kun består af det, vi kan se:

“Jeg fortsatte: “Hvis der her på jorden eksisterede andre væsener end os, ville vi ikke have mødt dem for længe siden; ville De så ikke allerede have set dem; ville jeg ikke allerede have set dem?

Han svarede: “Ser vi en hundrede tusindedel af, hvad der eksisterer? Hør blot vinden, naturens største kraft, der blæser mennesker omkuld, vælter bygninger, rykker træer op med rode, pisker havet op i bølgebjerge, ødelægger klinter, og kaster store skibe op på blinde skær, vinden der dræber, suser, hyler, tuder – har De måske set den, kan De se den? Ikke desto mindre eksisterer den.”

Jeg tav over for denne simple argumentation. Manden var en vismand, eller måske en dumrian. Jeg kunne ikke helt afgøre det; men jeg tav. Hvad han dér ytrede, havde jeg ofte selv tænkt.” (side 28-29)

Til sidst føler fortælleren sig så overbevist om det usynlige væsens eksistens, at han tager drastiske midler i brug for at slippe af med det. Men for læseren består spørgsmålet, hvorvidt fortælleren virkelig blev forfulgt eller blot hallucinerede det hele.

Forlaget skriver:

Den ikoniske gysernovelle Le Horla fra 1887 af Guy de Maupassant er den sidste i en serie af seks fantastiske noveller som den syfilisramte forfatter skrev mens han endnu var i besiddelse af sine kunstneriske og intellektuelle evner. Novellen lader læseren i tvivl om det er fortælleren, der er sindsforvirret, eller om de oplevede fænomener har rod i virkeligheden.

Le Horla er uomtvisteligt en selvbiografisk beretning, idet den falder sammen med forfatterens egne begyndende mentale forstyrrelser, og samtidig en kvasifilosofisk / videnskabelig undersøgelse, et ekko af datidens optagethed af ekstraterrestriale væsener, der påvirker den menneskelige psyke og som med tiden vil underlægge sig menneskeheden. Historien skulle blandt andet have dannet inspiration for H.P. LovecraftsThe Call of Cthulhu‘.

Anmelderne skriver:

Anmeldt af Jonas Dinesen på Bogblogger:
Horla er et klassisk værk inden for horrorgenren. Den er fra slut 1800-tallet, og man kan finde spor af både romantikken og det gotiske. Den er romantisk i sin idealisering af naturen og gotisk i sin forvrængning af dette og via jegets sindssyge. På samme tid udvikler jeget sig modsat fra at være gudsfornægtende, i takt med at forvandlingen foregår, om det så er mental sygdom eller et overnaturligt væsen eller besættelse, der plager ham, mod en gudssøgen for hjælp i sin fortvivlelse. […] Uanset om man kan lide gotisk gys, psykologisk gys eller hvilken som helst anden subgenre inden for spænding og horror, kan jeg varmt anbefale Horla. Maupassant har godt fat i den psykologiske udvikling hos hovedpersonen og sætter en glimrende, dyster stemning. (Læs hele anmeldelsen)

Anmeldt af Cecilie Bøgh Pedersen på Littuna.nu
Selvom novellen utvivlsomt er en klassisk gyserhistorie, så er det dog historiens psykologiske aspekt, som er mere uhyggeligt end noget andet. Novellen er skrevet i 1887, og selvom den er uhyggelig, så bærer den også præg af, at den selvfølgelig er fra en ganske anden tid, hvor det var helt andre ting, som skræmte folk fra vid og sans. Derfor er der mange af de ting, som bliver beskrevet i novellen, som tydeligvis er tænkt til at være uhyggelige, men som falder en smule til jorden. Med det sagt så er der alligevel noget ved novellen, som unægtelig sætter sig i én, når man læser den. Særligt novellens slutning er gruopvækkende, og det er ikke svært at forestille sig, at havde historien været længere endnu, så havde den været en lige så klassisk gyserhistorie som Shelleys Frankenstein, Stokers Dracula eller Poes ‘The Tell-Tale Heart’. (Læs hele anmeldelsen)

Om Horla:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Det Poetiske Bureaus Forlag, 89 sider
Omslag: Mikkel Pape
Originaltitel: Le Horla, 1887
Oversætter: Annette David

Læs også:

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Skruen strammes af Henry James
Frygtens herre af H.P. Lovecraft og August Derleth
Hvad der virkelig hændte M. Valdemar af Edgar Allan Poe
Dr. Jekyl og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson
13 okkulte noveller af Harald Thomsen

Den fjerde rytter af Jeanette Varberg og Poul Duedahl

Den fjerde rytter af Jeanette Varbarg og Poul Duedahl

Jeanette Varberg og Poul Duedahl giver i Den fjerde rytter et fascinerende og tankevækkende indblik i 10.000 års epidemihistorie. Et indblik, der bestemt ikke er mindre relevant i øjeblikket, hvor COVID-19 pandemien fejer hen over os.

Titlen henviser til de apokalyptiske ryttere fra Johannes Åbenbaringen. De tre første symboliserer krig, erobring og hungersnød, mens den sidste, der rider på en gustengul hest, spreder sygdom og død i sit spor.

Varberg og Duedahl fortæller historien om menneskets kamp med de evigt tilbagevendende epidemier. Bogen starter meget aktuelt med en kort intro til COVID-19’s start i Wuhan og den første danske smittede. Herefter vender forfatterne blikket tilbage i tiden og beretter om bl.a. udbrud af pest, tyfus, kopper, syfilis, malaria, tuberkulose, kolera, polio, den spanske syge og AIDS. Hele tiden med et blik på hvilken effekt epidemierne havde på såvel det enkelte menneske som samfundet.

De ældste fund af moderne mennesker er fundet i Nordafrika, hvor Homo Sapiens-knogler er blevet dateret til at være 300.000 år gamle. Herfra spredte vi os ud over hele verden, og er i dag ifølge forfatterne klodens mest invasive art.

I starten var vi jægere og samlere, men på et tidspunkt begyndte vi at slå os ned, dyrke jorden og holde husdyr. Overskuddet af mad betød, at vi blev flere og flere. Hvor befolkningstallet i jæger/samler-tiden næppe nåede over 10 millioner, voksede antallet af mennesker nu, og det samme gjorde antallet af de dyrearter, som vi tog til os som husdyr.

Det tætte forhold til husdyrene og bondesamfundets ensformige kost baseret på korn, lidt mælk og kød kan aflæses direkte i de tidlige europæiske bønders knogler. De fik et langt mindre indtag af protein i forhold til jægere og samlere, og ensformigheden i bondekosten svækkede deres immunforsvar, så de var mere modtagelige over for sygdomsfremkaldende mikrober som bakterier og virus. Oven i det sprang en række sygdomme på tværs af arter fra dyr til mennesker og skabte problemer, deres forfædre ikke kendte til. Agerbrug og husdyrhold havde med andre ord skabt det ideelle laboratorium for udvikling af nye sygdomme. Det var en giftig og livsfarlig cocktail, men flere og mere alvorlige sygdomme var prisen for, at menneskene blev mætte og mange.” (side 34-35)

Blandt de sygdomme, vi har fået fra husdyr, er bla. tuberkulose. Tuberkulosen stammer fra kvæg, og arkæologer har fundet beviser på, at tyske bønder for 7.400-6.800 år siden har lidt af tuberkulose.

Tuberkulose er i øvrigt en af historiens helt store dræbere. I årene 1700 til 1900 anslås det, at en milliard mennesker døde af sygdommen. I de efterfølgende årtier kostede tuberkulose yderligere fire millioner dødsfald om året alene i Europa. Da smitten var på sit højeste i Danmark, kunne hvert tredje dødsfald tilskrives tuberkulose. I 1921 lykkedes det endelig at lave en vaccine, og i løbet af 1960’erne blev sygdommen stort set udryddet i Danmark. Det er dog ikke tilfældet for resten af verden. Her dræber tuberkulose stadig op mod to millioner mennesker om året.

Den mest kendte pandemi er måske den sorte død, der ramte Europa i 1347. I Den fjerde rytter fortæller Varberg og Duedahl, at det imidlertid ikke var første gang, at pestbakterien ‘Yersinia Pestis‘ ramte Europa. Arkæologer har nemlig fundet DNA-spor af bakterien i to 5000 år gamle lig begravet i et gravkammer i Sverige.

Men selv noget så frygteligt som sygdom, har mennesket brugt aktivt. F.eks. beskriver Varberg og Duedahl, hvordan egypterne omkring 1322 f.v.t. ved hjælp af krigslist startede en epidemi blandt Hittitterne med en mystisk sygdom (formentlig kopper eller pest). Også senere er sygdom blevet brugt som biologisk krigsførelse. Bl.a. kastede tartarlederen Janibeg lig af pestofre over murene under en belejring af byen Kaffa på halvøen Krim i 1346. Byens italienske købmænd flygtede og bragte således pesten til Europa.

Hvor de spanske conguistadorer måske nok i første omgang var uvidende om, at de bragte dødelige sygdomme med sig, da de koloniserede Amerika, så fandt de hurtigt ud af at drage nytte af det. I 1568 var der således kun tre millioner tilbage af den indfødte befolkning i Mexico, hvor tallet var 25 millioner, da europæerne ankom.

Også englænderne var bevidste om, at indianerne var sårbare for europæiske sygdomme, da lokale stammer i 1754-63 gjorde oprør i Pennsylvania. Her skrev oberst Henry Bouquet til sin overordnede: “Jeg vil prøve at inficere indianerne med tæpper, som kan falde i deres hænder, men jeg må passe på ikke at få sygdommen selv.” Tæpperne havde tilhørt patienter, der var døde af kopper, og selvom det ikke kan bevises, at det var på grund af tæpperne, så brød der kort efter kopper ud blandt indianerne, og oberst Bouquet kunne herefter sejre relativt let over de overlevende på slagmarken ved Bushy Run.

Malaria er en af de sygdomme, der stadig dræber mange mennesker hvert år. Ca. 200 millioner smittes årligt med malaria, og ca. en halv million dør. Vi tænker på det som en tropesygdom, men rent faktisk har også Danmark været hærget af malaria. I 1831 blev Sydsjælland ramt af en ny sygdom, hvis symptomer mindede om kolera. Dog ramte den stort set kun landarbejdere og dræbte hovedsageligt de ældre. Sygdommen viste sig at være malaria, og 1831 blev året med århundredets højeste dødelighedsrate, samt det eneste år hvor der døde flere, end der blev født.

Den fjerde rytter har dog ikke kun fokus på selve sygdommene, men også på følgevirkningerne. Eksempelvis fortæller Varberg og Duedahl, hvordan de store danske gårde begyndte at dræne og mergle i sidste halvdel af 1800-tallet, hvilket førte til at malaria-myggen med tiden forsvandt fra Danmark. Eller hvordan et voldsomt koleraudbrud i København i 1853 satte nyt fokus på hygiejnen, hvilket medførte, at der blev lavet nye systemer for bortskaffelse af affald, lagt nye vandledninger og opført vandværker osv.

Selvsagt er det umuligt at gå i dybden med 10.000 års historie på blot 274 sider. Den fjerde rytter giver dog et letforståeligt overblik, og ønsker man at læse mere, er der en omfattende litteraturliste bagerst.

Jeg har tidligere læst Verdenshistoriens største epidemier af Jakob Eberhardt og Den blege rytter af Klaus Larsen, så noget af stoffet kendte jeg på forhånd. Men Varberg og Duedahls tilgang hvor de også formidler de affødte konsekvenser af sygdommene i samfundet og de menneskelige reaktioner herpå, giver en ekstra dimension.

Det er måske upassende at skrive, at jeg var godt underholdt af Den fjerde rytter, men det var jeg ikke desto mindre. Varberg og Duedahl giver et sobert og letforståeligt indblik i de mange epidemier, der har plaget menneskeheden de sidste 10.000 år. Men også hvordan selv samme epidemier har været med til at udvikle vores samfund, til det det er i dag.

Det er ikke bare spændende læsning, men også nødvendig læsning, hvis vi vil lære af historien.

Anmeldt til Litteratursiden.dk

Om Den fjerde rytter:

Udgivelsesår: 09.10.2020
Forlag: Gad, 274 sider
Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet
Omslagsbillede: Arnold Böcklin “Die Pest”, 1898

Læs også:

Velkommen på bagsiden af Poul Duedahl
Verdenshistoriens største epidemier af Jakob Eberhardt
Det er bare en virus af Anders Fomsgaard
Den spanske syge af Tommy Heisz
Den blege rytter af Klaus Larsen
Angst og engle af Hans Trier
Mennesket har altid vandret af Jeanette Varberg

Langs smertegrænsen af Thomas Clemen
Pestlægen af Søren Marquardt Frederiksen
Og jeg saa en ny himmel af Philip Hallenborg
Rottens øje af Herdis Frahm Honoré
Dragon af Thomas C. Krohn
Martyrens sang af Stephen Miller
Kimære af Gert Nygårdshaug

Besat
Carriers
Contagion
Fatal contact: Bird flu in America
Pandemic

Mørkets gerninger går igen / red. Tenna Vagner

Mørkets gerninger går igen / red. Tenna Vagner

For ikke så forfærdeligt mange år siden var antologier med nyskrevne danske horrornoveller et sjældent syn. Heldigvis har det ændret sig, så der nu kommer en, om ikke jævn strøm, så dog årlige nye udgivelser. Forlaget Petunia er et af de forlag, der ikke er bange for at se mørket i øjnene. For nyligt udgav de bind to i deres horror-antologi serie for unge: Mørkets gerninger går igen.

Forsiden af Simon Zander Skovgaard skal nok fange målgruppens øjne, og jeg er også nødt til at rose Rikke Ella Andrup for det lækre layout. Det giver bare en særlig følelse, når man kan se, at der er gjort noget ud af en bogs indpakning.

#NoFilter af Sabine Hein
Hannah og veninderne Louise og Melinda er taget til en strandfest, hvor Malthe (som Hannah har et crush på) også deltager. De to har udvekslet billeder og skrevet lidt sammen på nettet, men da de mødes IRL, bliver Malthe skuffet over Hannahs udseende. Hun har photoshoppet sine billeder lidt rigeligt. I frustration begynder Hannah at uploade billeder helt uden brug af filter, og pludselig stiger antallet af følgere helt vildt. Men det er ikke det eneste, der sker.

Allerdybest nede af Gru Oustrup
Fem kammerater fejrer, at gymnasiet nu er et overstået kapitel, ved at tage på weekendtur til Sverige. Her har de lånt Sebastians onkels hytte, der ligger langt ude i en skov i nærheden af en lille sø. Drengene er varme og svedige efter turen, så de hopper straks i søen. Men da de vender tilbage til hytten, begynder turen at ændre sig for Sebastian. Han synes, der lugter så mærkeligt. Og skete der ikke noget underligt med Asger nede ved søen?

Flænger af Karina Sund
Julie har for nyligt mistet sin mor, og hun er hårdt ramt af sorgen. Hun sover dårligt og pjækker en del fra skolen. Så tager hun tit hen på kirkegården og sidder ved morens grav. En dag tager en ældre kvinde kontakt til Julie. Hun vil fortælle hende noget vigtigt, men Julie synes, hun er underlig. Heldigvis har hun veninden Fine, og så er der Jonas, som hun er lidt smålun på. En aften kommer han på besøg, og alt er godt – eller er det.

Vis mig mere af C. Olsen
Sofie og hendes storebror Frederik er alene hjemme. Der har lige været loppemarked, hvor hun har købt en trenchcoat og en hat, som hun glæder sig til at bruge til den kommende Halloweenfest. Frederik er træt af at skulle passe sin søster, så da vennen Christian kommer forbi, er Frederik godt tilfreds. Men Sofie synes, det er underligt. For har Christian ikke lige sendt hende nogle ret intime snaps?

Dukkeøen af Helle Jakobsen
I 1956 er en gruppe kostskole-elever på tur til Mexico. En aften bliver Ylva efterladt af bussen, der kører eleverne tilbage til deres hostel. Mens hun forbander Sally, som hun er sikker på står bag, dukker danske Samuel pludselig op. De to ender med at feste sammen hele natten, og for første gang i mange år føler Ylva sig godt tilpas. Det varer dog ikke ved.

Hotel af Freddy E. Silva
Dean har lige afsluttet high school, og nu ønsker faren, at han skal læse jura på college. Det har Dean absolut ingen intentioner om, og frustreret stikker han af i farens vinrøde Plymouth. Året er 1967, og til tonerne af The Doors kører han gennem natten, til han langt ude i ørkenen støder på et ensomt liggende hotel. Receptionisten er en smuk ung pige, men derudover føles hotellet helt forkert. Ikke desto mindre beslutter Dean sig for at overnatte der. Det bliver en endeløs nat.

Stilhed af Maria Pilh Bengtsen
Francesca mistede hørelsen for 6 år siden, og ikke en dag går, uden hun drømmer om at få den igen. Heldigvis kan Marco fra spejderne tegnsprog, så da han inviterer hende med på en tur op i bjergene sammen med Dahlia og Leon, siger hun ja. Særligt Dahlia er træt af at have Francesca på slæb, og undervejs udvikler turen sig i en uforudset retning.

Skyggen af AJ Weida
Leonora er en sød pige, og Christina holder meget af hende. Men efterhånden som Leonora bliver ældre, bliver hun mere og mere selvoptaget, og Christina begynder at drømme om et bedre liv. Et liv hvor hun er ligeså smuk som Leonora.

Den gode nabo af C.C. Thybro
Kira er indlagt på hospitalet. Hun har ondt, har svært ved at sove og lider af mareridt, når det endelig lykkes at falde i søvn. Kira har særlig en drøm, hvor hænder famler over hele hendes krop, som får hende til at vågne mere træt og konfus, end før hun faldt i søvn. Og en nat synes hun, at en skikkelse fra drømmen står i hospitalsstuen.

Blodrus af Pernille Thorenfeldt
Maj og Liw er dybt forskellige. Alligevel er de veninder. En aften har Liw overtalt Maj til at gå med i byen. Hun vil forsøge at score den lækre Gert fra 3. G. I løbet af aftenen får Maj dog menstruation og tager hjem. Men da hun vågner næste morgen, er noget anderledes.

De ti noveller i Mørkets gerninger går igen tager udgangspunkt i unges hverdag og problemer, og giver det så med et skræmmende tvist. Målgruppen er unge +13 år, men flere af historierne kan nu også sagtens nydes af den voksne læser.

To af forfatterne fra Mørkets gerninger er gengangere: Helle Jakobsen og Freddy E. Silva. Derudover har jeg læst novellen ‘Svendborg by night’ af Karina Sund i Frygtelige Fynske Fortællinger, mens de øvrige 7 forfattere er nye for mig.

Om Mørkets gerninger går igen:

Udgivelsesår: 07.11.2020
Forlag: Forlaget Petunia, 417 sider
Omslag: Simon Zander Skovgaard

Indhold:
#NoFilter af Sabine Hein
Allerdybest nede af Gry Oustrup
Flænger af Karina Sund
Vis mig mere af C. Olsen
Dukkeøen af Helle Jakobsen
Hotel af Freddy E. Silva
Stilhed af Maria Pilh Bengtsen
Skyggen af AJ Weida
Den gode nabo af C.C. Thybro
Blodrus af Pernille Thorenfeldt

Læs også:

6 gode grunde til ikke at sove i mørke
#ModerneEventyr
Blandt danske galakser
Mørkets gerninger
Sku’ ikke hunden på hårene

Heksejagt af Louise Nyholm Kallestrup

Heksejagt af Louise Nyholm Kallestrup

I 1589 sejlede Christian d. 4.’s orlogsflåde mod Skotland. Ombord var kongens søster, Anna, som skulle giftes med den skotske konge. Men alt gik galt, og det endte med, at Anna landede i Norge. Selvom Anna senere blev gift med Jacob d. 6., så førte de mange ulykker omkring togtet til en anklage om trolddom, som sendte mindst 13 personer på bålet: “[…] for at have medvirket til forgørelsen af kongens orlogsflåde.” (side 12)

Men hvorfor blussede forfølgelsen af trolddom og hekseri pludselig op?

Heksejagt er en del af serien 100 Danmarkshistorier. Louise Nyholm Kallestrup forklarer her baggrunden for hekseforfølgelserne, og ser nærmere på udvalgte danske hekseretssager.

I 1500 og 1600-tallet var eksistensen af trolddom ligeså virkelig for folk som Gud og Djævelen. Alligevel var det først efter Reformationen, at hekseforfølgelserne i Danmark for alvor tog fart. Nu anså man nemlig paven som Antikrist og katolicismens religiøse ritualer som trolddom.

I Danmark var Christian d. 4. meget involveret retssagerne om trolddom. Det var således ham, der udstedte Trolddomsforordningen af 1617, der ofte bliver fremhævet som loven, der satte gang i trolddomsforfølgelserne. Selvom det i dag virker som en fuldstændig grundløs forfølgelse, så var udryddelsen af trolddom i datiden et alvorligt anliggende, og forordningen lagde et særlig ansvar på rigets konge for at forfølge og udrydde trolddom.

[…] Det var nu blevet et kollektivt ansvar at udrydde det diabolske uvæsen, som virkede så vredesprovokerende på Gud. Ellers ville Han straffe hele samfundet med krig, hunger eller sygdom.” (side 49)

Kallestrup kommer omkring flere sager undervejs i Heksejagt. Mest brutal er sagen mod Bodil Hoffuen, der blev dømt skyldig ved landstinget i Viborg d. 19. juli 1617. Mest kendt er sikkert Maren Splids, der blev dømt skyldig i Ribe i 1641. Men vi kommer også omkring anklager mod adelskvinder og en retssag mod en særlig nidkær lensmand, hvis ivrighed efter at dømme trolddomsfolk førte til at loven blev skærpet, så man fra 1686 indførte krav om, at skyldige kendelser skulle prøves ved Højesteret.

I 1693 blev Anne Pallis fra Falster som den sidste i Danmark henrettet for trolddom. Men befolkningens angst for hekseri var langt fra forbi. Retssager blev i stedet for afløst af selvtægtssager, og så sent som i år 1800 blev en gammel kone tæsket ihjel nær Horsens, fordi man troede, at hun var en troldkvinde.

Heksejagt er spændende læsning uden at forfalde til sensationsjageri. Louise Nyholm Kallestrup får sat datidens angst i perspektiv og giver indblik i retssystemet, hvor hun kan konstatere, at “når først sagerne var nået på tinge, var der en tydelig indsats for at overholde retsplejen.” At retsplejen så sjældent gav den sigtede mulighed for at forklare sig, men blot til at forholde sig til spørgsmålet om skyld, er så en anden sag.

Jeg er generelt begejstret for serien 100 Danmarkshistorier, som kort og præcist introducerer en række interessante kapitler og emner. Heksejagt lægger sig fint i rækken, og kan bestemt anbefales hvis du vil have et indblik et af Danmarks mere mørke kapitler. Bagerst i bogen finder du også forslag til videre læsning, hvis du vil gå mere i dybden med emnet.

Anmeldt til Litteratursiden.dk

Om Heksejagt:

Udgivelsesår: 12.11.2020
Forlag: Aarhus Universitetsforlag, 100 sider
Omslag: Camilla Jørgensen, Trefold
Serie: 100 Danmarkshistorier

Læs også:

Den glemte inkvisition af Lars Andersen
Monstre af Mathias Clasen
Heksenes forsvarere af Jan Guillou
I pagt med djævelen af Louise Nyholm Kallestrup
Arvingen af Michael Sørensen

Focus puller af Bo Reinholdt

Focus puller af Bo Reinholdt

Falk er filmbranchens bedste focus puller. Ham der har ansvaret for kameralinsens rette indstilling. Under indspilning af filmen Silkeåen trækkes han ind i et mysterie, der sønderbryder hans enestående evne til afstandsbedømmelse. Hver nat høres rædselsskrig, filmcrewet forsvinder en efter en, verdenskendt kunst dukker op på den lokale kro og en kult huserer i kirken, hvor et kalkmaleri af en nøgen kvindeskikkelse siges at have nedkaldt en forbandelse over byen. (fra bagsiden)

Jeg har tidligere læst Kore af Bo Reinholdt efter en anbefaling fra en kollega. Kore var en lille intens roman, som udspillede sig omkring en dansk kunsthistoriker, der skulle tyde nogle vægmalerier i en nyfunden katakombe i Rom. Jeg var fascineret af historien, samtidig med at der var mange ting i den, jeg ikke forstod.

I Focus puller er det kameramanden Falk, der fortæller, og som i Kore er jeg fascineret af fortællingens univers, men usikker på om jeg forstår historien.

At læse Focus puller føltes for mig som at se en række billeder. Enkeltvis var de tydelige, men sat sammen blev de delvist uforståelige. Jeg gætter på, at det er helt bevidst, at jeg som læser skal spejle de følelser, som hovedpersonen Falk har. Han har været vant til at se alt skarpt og kunne måle alle afstande instinktivt. Men som romanen skrider frem, mister han mere og mere fornemmelsen af virkelighed. Hans tro på grundmeteren i Paris er ikke mere en trøst, snarere tværtimod. Pludselig er hans verden uden mål og fokus.

Men hvorfor skrider Falks verden? Sker de mange mystiske ting, han oplever, i virkeligheden, eller er de symboler, som man skal tolke? Falks navn er f.eks. tydeligvis symbolsk idet hans skarpe blik er hans levebrød. Philippa Lethe er filmens stjerne, og hendes efternavn er i græsk mytologi en flod i underverdenen, hvis vand bringer glemsel. Er hun skyld i Falks fald? Philippa har muligvis en tvillingesøster, og under alle omstændigheder har hun en stand-in i under forberedelserne i form af krokonens datter. Er denne anden et symbol på dualiteten i mennesket?

Selvom jeg godt kan nyde en romans sprog og fascineres af tankeeksperimenter, så må jeg indrømme, at det gør mig lidt usikker, når jeg ikke føler, jeg forstår historien. Er det forfatterens mening, at romanen ikke skal forstås? Eller er jeg simpelthen for dum?

Det gør det desværre lidt svært for mig ubetinget at nyde Focus puller, selvom jeg sagtens kan følge bibliotekernes lektørudtalelse, der kalder Reinholdt for:

[…] en fremragende fortæller [der] får sine idéer og billeder til at stå ud fra papiret, så man næsten fysisk kan mærke dem.”

For trods mine forbehold så efterlader Focus puller mig med spændende billeder i min bevidsthed og en lyst til at opklare bogens mysterium. Så måske forsøger mig med at læse romanen endnu en gang i håb om indfange den.

Reklame: Tak til forlaget Escho som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag fra bogen:

Lidt over middag var der en kortere pause. Philippa så træt ud. Hun satte sig tungt i sin stol ovre ved kameraet. Fotografen bøjede sig ned mod hende og sagde noget, som hun besvarede med et stort smil. Falk kastede sig over nogle totalt ligegyldige afstandsbedømmelser. Besluttet på at øve sig, hvad han under ingen omstændigheder havde brug for. Var så omkring kaffevognen, men gad alligevel ikke drikke det sprøjt. I et mellemrum mellem vognen og en stor refleksskærm, opdagede han, at der var udsigt til Philippa. Hun sad og fingererede ved en tråd på nederdelen. En hårlok hang ned fra panden og krøllede for enden. Den var hele synet værd. Men så gjaldt det ellers hendes profil, der blev præget ind i vejen bagved af det bløde lys. Det gik på et tidspunkt op for ham, at hun i ét nu var billede, standset og fikseret og på en måde gemt bort i et vibrerende nærvær. Noget mindeværdigt helt på øjeblikkets både soleklare og diffuse anlæg. Sjældent hvis overhovedet nogensinde havde et syn standset ham så definitivt. Aldrig før var han blevet så brat forelsket. Havde han rejst sig uden at tænke nærmere over det? Og tilmed gået hende nogle skridt nærmere? I hvert fald stod hun pludselig foran ham. Går det an? spurgte hun og så bestemt på ham. Hvad? Han lød som og lignede en tåbe. Ja, hele mit antræk? Er man på jobbet, fokusmand? Han nikkede og lavede en afværgende bevægelse med hænderne. Rigtig fint! hviskede han efter hende, mens hun sejlede hen til stedet, hvor de næste optagelser skulle foregå.

Umiddelbart før der blændes op for drømmen, løber jeg åndeløs langs styrtende linjer mod uendelig. Forestillingen om et forsvindingspunkt har ingen ende. Jeg vil måle mig ud af livet. Væk fra dræbende følelser. Det hedder meterredning. På stregen for så vidt som jeg stadig er i konflikt med mig selv og mit måleri. Der er nu engang ikke plads til hjertesmerte i den praksis. (side 18-19)

Om Focus puller:

Udgivelsesår: 12.06.2020
Forlag: Escho, 71 sider
Omslag: Nis Sigurdsson

Læs også:

Blodrus af Sebastià Alzamora
Ind i mørket af Henrik S. Harksen
Væk af Rasmus Hastrup
En dag uden sol af Benjamin Lunøe
Kore af Bo Reinholdt

Kulkælderen #5

Kulkælderen #5

For ikke så længe siden skrev jeg lidt om Absurd #3 her på Gyseren. Jeg er ret vild med den slags tegneserie-horror-antologier, så da jeg kort efter opdagede, at tegnestue-fællesskabet Kulkælderen var aktuel med Kulkælderen #5, hvor temaet er horror, jamen så var jeg nødt til at fluks at bestille den.

Den fantastiske forside er tegnet af Erlend Hjortland Sandøy, der også har skrevet og tegnet ‘That’s Synergy‘. En på overfladen humoristisk fortælling om en mand der flygter fra en gigantisk skikkelse. Manden finder tilflugt i en hule, men her venter en anden skikkelse. En fortælling om flugt fra livet og virkeligheden ind i en falsk sikkerhed.

The Plovdiv Experiment‘ har ligeledes en humoristisk tone. Bag historien står Søren Glosimodt Mosdal og Jacob Ørsted. Førstnævnte har blandt andet lavet Metrozone, som jeg også kan anbefale. Her i historien køber to journalister ind i et supermarked, hvor der uddeles smagsprøver. Men én for én begynder kunderne at forvandle sig til monstre. Hovedpersonerne i fortællingen er makkerparret Freddy og Fessor, som Mosdal og Ørsted har brugt i tidligere historier.

Sofie Louise Dam står bag den poetiske ‘Goodnight, Honey Bee‘ om pigen Beatrice, der bor i Daydream Manor, og Nightmarie der bor i Nightmare Tree. Jeg blev dybt grebet af billedsiden, der har et snert børnebogs-aura over sig, men i virkeligheden er fuld af skræmmende detaljer.

Også Mari Ahokoivu imponerer med billedsiden i ‘A Good Person‘. De sort/hvide stregtegninger er nærmest skitser med indlagte silhuetter af personerne. Men man skal ikke lade sig snyde, for der gemmer sig detaljer i træernes grene, på de hvide vægge og i husets skygger. En rigtig fin historie om skyld.

Skyld er til dels også temaet i Simon Bukhaves ‘When the Girl Comes Home‘. Tre drenge driller en pige ude i skoven. Det ender tragisk med pigens død, men ingen udover hendes mor sørger. Tyve år senere er der premiere på et nyt teaterstykke i byens forsamlingshus med en slutning som publikum ikke havde forudset. Det er ikke så længe siden, jeg genså filmen Silent Hill, som jeg var vild med, da jeg så den tilbage i 2006. Det var jeg stadig, og Bukhaves fortælling giver mindelser til den.

I ‘Your Pretty Face‘ af Cathrin Peterslund fisker en ung dreng fra en havnemole. Her får han en maske på krogen, og da han trækker den op ad vandet, forelsker han sig i det smukke ansigt. Om natten drømmer han om masken, som beder om at blive returneret til vandet. Drengen kan dog ikke undvære masken og lover at passe på den. Men om natten lister en kat sig ind i hans værelse. Fortællingen har en drømmeagtig stemning, og jeg er ikke sikker på, om jeg helt er klar over, hvem fortælleren er. Det gør dog bare historien endnu mere interessant.

At lege gemmeleg kan være sjovt, men i Zarah Juuls fortælling ‘Hide-and-seek‘ gemmer en pige sig for de andre børn, fordi de griner af hende. Det lykkes dem dog at finde hende, men måske er det ikke kun pigen, der gemmer sig. Zarah Juul har illustreret en del børnebøger, og tegningerne mindede mig lidt om f.eks. Alfons Åberg-historierne. Jeg er fuld af beundring over, hvor meget følelse Zarah Juul får lagt i de naivistiske illustrationer. De gik lige i sjælen på mig, og slutningen vil sidde i mig længe.

Stine Spedsbjerg kender jeg fra Stinestregen, som jeg læser med stor fornøjelse. I ‘Dream‘ har den kvindelige fortæller en mærkelig drøm om sin kæreste. En drøm der forfølger hende ind i virkeligheden.

Jeg er overordnet set imponeret over historierne i Kulkælderen #5, men min favorit er dog ‘Bulwark‘ af Tom Kristensen. Han er ikke bange for at lave lige-på-og-rå horror, og selvom jeg nyder antydningens kunst og de fine nuancer i flere af de andre historier, så kan jeg ikke andet end elske, når dæmonerne bryder igennem til vores side. Oveni så er jeg bare begejstret over Tom Kristensens tegninger, som jeg også har nydt i f.eks. Made Flesh, X fra det ydre rum, Kværnen og Deadboy.

De ni fortællinger i Kulkælderen #5 er meget forskellige, og ikke alle tegnerne har tidligere beskæftiget sig med horrorgenren. Alligevel er kvaliteten gennemgående høj, og billedsiden fascinerer hele vejen igennem trods de meget forskellige stilarter.

Jeg synes, det er så utroligt fedt, at der kommer mere fokus på dansk horror, både i bogform, tegneserier og film. Så stor tak til alle de kunstnere der bidrager til min yndlingsgenre, og i dette tilfælde til tegnestuen Kulkælderen, der med Kulkælderen #5 serverer ni små illustrerede mareridt.

Om Kulkælderen #5:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Kulkælderen/Fahrenheit, 147 sider
Omslag: Erlend Hjortland Sandøy

Indhold:
A good person af Mari Ahokoivu
When the girl comes home af Simon Bukhave
That’s synergy af Erlend Hjortland Sandøy
The Plovdiv experiment af Søren Glosimodt Mosdal & Jacob Ørsted
Your pretty face af Cathrin Peterslund
Hide-and-seek af Zarah Juul
Goodnight, honey bee af Sofie Louise Dam
Bulwark af Tom Kristensen
Dream af Stine Spedsbjerg

Læs også:

Absurd #3
Creepy presents: Bernie Wrightson
Skræk
Volt #5

Skjult af Cara Hunter

Skjult af Cara Hunter

Under en istandsættelse kommer håndværkerne til at bryde hul ind til naboens kælder. Her opdager de en ung kvinde og et lille barn, begge døden nær af sult og tørst.

Huset ejes af en ældre mand, der lider af demens, den tidligere professor William Harper. Harper er skiftevis bange og voldsomt aggressiv. Men han nægter at kende noget til kvinden og barnet i kælderen.

Kriminalinspektør Adam Fawley og hans team kommer på den barske sag, der ikke kan undgå at give dem mindelser til Josef Fritzl. Fritzl holdt sin egen datter fanget i 24 år, hvor han gentagne gange voldtog hende. I kælderen fødte hun 7 børn, og nu frygter Fawleys team, at Harper har gentaget Fritzls forbrydelse.

Umiddelbart ser det da også ud til at være sådan sagen hænger sammen. Og da man opdager spor til en sag om en forsvunden kvinde, der boede i huset bag Harpers, er Fawley overbevist om, at de to sager hænger sammen.

Men jo mere teamet borer sig ned i sagerne, jo flere løgne dukker frem. Beviserne lader til konstant at ændre retning, og hverken den unge kvinde i kælderen eller den demente Harper er i stand til at blive afhørt.

Skjult tager læseren på en tur ind i mørket. Både det fysiske mørke i en skummel kælder, men også det foruroligende mørke i sindet hos en psykopat.

Jeg har tidligere læst første bind i serien om Adam Fawley, Familiens synder, som skilte sig positivt ud fra mængden af krimier med sin anderledes opbygning og sit uigennemskuelige plot.

Her i Skjult fortælles historien kronologisk iblandet med indsatte afskrifter af forhør, kriminaltekniske papirer og avisartikler. Men trods den mere konventionelle opbygning er plottet mindst lige så uforudsigeligt. Jeg gættede på intet tidspunkt sammenhængen, og det er bare fedt at få fat i en krimi, der i den grad overrasker, samtidig med at den føles 100% troværdig.

Udover et spændende og overraskende plot er persongalleriet også interessant. Vi kommer lidt tættere ind på livet af Adam Fawley og hans hustru Alex, men også andre af teamets medlemmer. Bl.a. Gislingham der for nyligt er blevet far til en lille dreng. Endelig har Hunter også fokus på at skildre politiarbejdet troværdigt, hvilket giver giver historien en ekstra soliditet.

Cara Hunter skriver levende, så historien udfolder sig som en film under læsningen. Ved at krydsklippe mellem teamets medlemmer og Adam Fawleys synsvinkler er der nærmest konstante cliffhangers. Samtidig er det i sig selv skræmmende at tænke på, hvor let det er for ondskab at gemme sig i vores midte. For hvor godt kan vi egentlig kende andre mennesker?

Skjult er en overraskende og velfortalt krimi for elskere af et godt plot. Jeg blev lynhurtigt fanget ind af historien, og blev som sagt fuldstændig snydt af slutningen.

Reklame: Tak til Gads forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Ved han, at du synes, han bør flytte?”

Derek Ross tager en dyb indånding. “Ja, det gør han. Jeg satte mig ned sammen med ham for halvanden måneds tid siden og prøvede at forklare ham det hele. Han reagerede desværre ikke særlig godt på det. Han blev voldelig – begyndte at råbe og kaste med ting – så jeg trak følehornene til mig. Jeg havde tænkt at tale med ham igen i denne uge. Der er lige blevet en ledig plads på Newstead House i Witney. Det er et af de bedre plejehjem. Men hvem ved, hvad der kommer til at ske nu?”

Der opstår en pause. Han tømmer sit glas, og jeg skænker ham noget mere vand.

“Er den tanke faldet dig ind,” siger jeg langsomt, “at pigen i kælderen var grunden til, at han ikke havde lyst til at flytte?”

Ross bliver hvid i ansigtet og sætter glasset fra sig.

“Han kunne ikke flytte, så længe hun var der, for så ville hun blive fundet. Og han kunne heller ikke slippe hende fri af samme grund.”

“Hvad havde han så tænkt sig at gøre?”

Jeg trækker på skuldrene. “Det ved jeg ikke. Jeg håbede, at du måske …”

Pludselig hører jeg løbende trin ude på gangen, og Gislingham slår døren op.

“Chef,” siger han, “jeg tror …”

Men jeg er allerede på vej forbi ham. I rummet ved siden af prøver to betjente at pacificere Harper. Det er næsten ikke til at tro, at det er den samme mand – han slår ud efter dem, sparker og råber ad en kvindelig betjent.

Møgluder!

Kvinden er tydeligt rystet. Og jeg kender hende – hun er ikke nogen grønskolling. Hun har et kradsemærke på kinden og er sjaskvåd foran på uniformen.

“Jeg gav ham bare en kop te,” fremstammer hun. “Han sagde, at den var for varm, og at jeg var ude på at skolde ham, men det var jeg ikke … Det var jeg altså ikke.”

“Det ved jeg godt. Sæt dig ned et øjeblik, og få nogen til at se på den flænge der.”

Hun tager sig til ansigtet. “Jeg var ikke engang klar over …”

“Det er nok bare en overfladisk skramme, men få den hellere tjekket.”

Hun nikker, og da jeg følger hende ud af rummet, langer Harper ud efter hende igen. “Møgluder! Det er hende, du burde anholde i stedet for, din idiot. Hun prøvede fandeme at skolde mig. Ondskabsfulde ko!” (side 38-39)

Om Skjult:

Udgivelsesår: 13.11.2020
Forlag: Gad, 419 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: In the Dark
Oversætter: Brian Christensen

Læs et interview med Cara Hunter

Serien om Adam Fawley:

Familiens synder (Close to Home)
Skjult (In the Dark)
No Way Out
All the Rage
The Whole Truth (marts 2021)

Læs også:

Drevet til mord af Rachel Abbott
Dyndkongens datter af Karen Dionne
Godnat, min elskede af Inger Frimansson
Familiens synder af Cara Hunter
Onde piger af Alex Marwood
Hydra af Matt Wesolowski