april 2019
M T O T F L S
« mar    
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
2930  
Arkiver

Forfatter Arkiv

Anne-Marie Vedsø Olesen vinder Årets Danske Horrorudgivelse 2018

Anne-Marie Vedsø Olesen

Anne-Marie Vedsø Olesen vinder Årets Danske Horrorudgivelse 2018 for sin roman “Lucie”

Gysets danske dronning hedder Anne-Marie Vedsø Olesen

I weekenden blev Krimimessen i Horsens afholdt med deltagelse af forfattere, fagfolk og fans fra nær og fjern. Messen er dog langt mere end krimier, og siden 2012 er prisen for Årets Danske Horrorudgivelse blevet uddelt på Krimimessen. Prisen uddeles af Dansk Horror Selskab, og i år gik den for første gang til en kvinde.

Anne-Marie Vedsø Olesen vinder Årets Danske Horrorudgivelse 2018 for Lucie, som af anmelderne blev kaldt en ”dæmonisk vellystig horrorroman”, ”den vildeste roman, jeg har læst i mit liv” og ”overnaturlig og anderledes og voldsomt spændende”.

Juryens begrundelse:

Juryen finder, at Lucie er en imponerende flot og grundigt researchet fortælling, der fanger sin læser fra først til sidst. Anne-Marie Vedsø Olesen blander overtro, religion, nordiske myter og guder, kristendom, historie, rædsel og spænding til en skræmmende, syret og vild læseoplevelse om nutidens narcissisme og materialisme: Et billede på horror, i en overført samfundsmæssig betydning, mens horror som genre udtrykker sig i vampyrbilledet på Lucie, der suger og mæsker sig i viden fra andre i jagten på selverkendelse og frigørelse. At forfatteren også blander det med klam kannibalisme, svamperus, talende fugle og heavy metal er kun et plus. Lucie er en velskrevet bog, der blæser på konventionerne og trækker genren i nye retninger, og for det modtager romanen årets horrorpris.”

Anne-Marie Vedsø Olesen er oprindeligt uddannet læge. I 2000 debuterede hun som forfatter med den historiske roman Salernos sol, der vandt 2. prisen i Gyldendals og Det Kongelige Biblioteks middelalderkonkurrence. Siden fulgte trilogien Gudestorm om den ægyptiske kaosgud Seths genkomst i vor tid, før hun i 2012 udgav Glasborgen, som udspiller sig i Operaen på Holmen i København.

Glasborgen bevæger sig af uforudsigelige veje. Det er en slags gotisk roman, der bruger vandet omkring operaen som baggrund og stemningsskaber, og blander kærlighedsromanen med musikpassion, og twister det med et drys horror. Romanen var blandt de fem nominerede til Årets Danske Horrorudgivelse 2012, men vandt dog ikke.

Efter en historisk trilogi fra 1500-tallets Frankrig om den handlekraftige Madeleine de Montdidier er Anne-Marie Vedsø Olesen vendt tilbage til de fantastiske genrer med Lucie. Her fortæller hun historien om Lucie, der steg op af Trondhemsfjorden for 1000 år siden og ikke kan dø.

Anne-Marie Vedsø Olesen er en sanselig forfatter, der ikke lader sig begrænse af genrer, men bruger dem som affyringsrampe. Hun skriver storslåede fortællinger, der leger med konventionerne og bryder med vores forestillinger om, hvad en gyser kan og er. Hun skriver uhyggeligt, smukt og eftertænksomt, og formår i Lucie at fortælle en eksistentiel historie om dødelighed, tro og identitet, der på én og samme tid skræmmer og fascinerer læseren. Med Lucie er Anne-Marie Vedsø Olesen nået ud til et bredt felt af læsere, lige fra horrornørden til Simone de Beauvoir-læseren.

Og nu har den også modtaget prisen for Årets Danske Horrorudgivelse.

Anne-Marie Vedsø Olesens takketale:

Eksploderende skadedyr af Dennis Jürgensen

Eksploderende skadedyr af Dennis Jürgensen

Eksploderende skadedyr er femte bind i serien om efterforskningleder Roland Triel. Dennis Jürgensen holder det høje niveau, hvad angår kvalitet såvel som action.

Rolands datter Andrea er blevet kidnappet, og denne gang følger en stor del af handlingen hende. Hun er en snarrådig og modig ung kvinde, som ikke giver op, og hun får brug for al sin styrke og snuhed, hvis hun skal undslippe sine kidnappere. Triel forsøger at holde sagen ude af aviserne, og det får han hjælp til, da en lejlighed i Valby eksploderer. En bundet narkoman findes dræbt, og gerningsstedet mere end antyder, at der er tale om selvtægt.

Sideløbende følger vi en tidligere soldat, der lider af PTSD. Han er overbevist om, at nogen er efter ham, efter at han nær blev dræbt i Afghanistan af skud fra egne rækker. Nu går han jævnligt hos en psykolog, der gør, hvad han kan for at hjælpe.

Et tredje spor er journalisten Klavs Fortman. Han ser sig selv som en stjernereporter, men virkeligheden er langt fra. Ikke desto mindre er det lykkes ham med hjælp fra den unge journalistelev Siam at finde ud af, hvor Andrea muligvis holdes fanget. I stedet for at sige det til politiet vil han og Siam selv finde hende, og den historie skal gøre dem rige og berømte.

Endelig er her også sporet om en traumatiseret mand, der vågner op på sygehuset uden at kunne bevæge sig eller tale. Han gemmer på en forfærdelig hemmelighed, der har ødelagt flere menneskeliv, og nu er skyld i Sweeperens ankomst.

Jeg er vild med Dennis Jürgensens serie om Roland Triel. Dels er Triel en spændende og troværdig karakter. Dels er de enkelte plots altid godt fundet på. Og endelig udvikler den overordnede historie om Triels kones drab sig løbende ad nye og uforudsigelige veje med introduktionen af i første omgang Inge Renee Jannè og siden Edith Tinnerrand. Her kan man virkelig tale om en dysfunktionel familie!

At læse Eksploderende skadedyr er næsten som at se en film for sit indre øje. Jürgensen skriver flydende, og de enkelte plottråde klippes ind og ud af hinanden og gør det nærmest umuligt at lægge bogen fra sig. Man er hele tiden nødt til lige at læse næste kapitel med.

Ud over at være elementært spændende har bogen også nogle alvorlige temaer, bl.a. selvtægt. I starten af historien hører vi en utrolig barsk episode om mishandling af børn, og da en af gerningsmændene bliver straffet af Sweeperen, følte jeg nærmest, at han fik, hvad han havde godt af. Men senere fortæller Jürgensen så om gerningsmandens barndom, og pludselig bliver ens sort/hvide syn på ondskab udfordret. I det hele taget formår han at skrive fascinerende personportrætter, så både skurken og helten fremstår troværdige og flerdimensionelle.

Dennis Jürgensen er en gudsbenådet fortæller. Jeg har elsket hans bøger som barn og ung, og jeg synes stadigvæk, at han skriver fantastisk, nu han har bevæget sig over i krimigenren. Jeg har været så priviligeret at tale med Jürgensen ved flere lejligheder, og hver gang bliver jeg lige forundret over, at den flinke mand indeholder så grum en fantasi. Men heldigvis for det, for jeg kan næste ikke vente på, at sjette bind om Roland Triel udkommer.

Om Eksploderende skadedyr:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Tellerup, 526 sider
Omslag: Danielle Finster

Serien om Roland Triel:

Eksploderende skadedyr, 2018
Marcherende myrer, 2017
Hviskende lig, 2016
Dansende røde bjørne, 2015
Løbende tjener, 2014

Læs også:

Øje for øje af Paul Cleave
Jeg er Sif af Thomas Clemen
Den onde vilje af Karin Fossum
Godnat, min elskede af Inger Frimansson
Måske af Dennis Jürgensen
Ormeføde: Den 7. bog om Satan af Irene S. Rasmussen

Horror på Krimimessen 2019

Krimimessen 2019Om en lille uges tid løber Krimimessen af stablen i det gamle Statsfængsel i Horsens. Som sædvanligt er der også noget at komme efter for horror-entusiaster (bl.a. kan du købe DET GRUFULDE BIBLIOTEK til en særlig messepris). Nedenstående er et udpluk af horror på Krimimessen 2019, men du kan også se hele programmet her.

Lørdag:

Gymnastiksalen
kl. 10.30 – Dennis Jürgensen taler med Jette Holst om Eksploderende skadedyr

Sort Scene
Glasnøglen af Alex Karl Morellkl. 12.20 – Alex Karl Morell taler med Agnete Friis om Glasnøglen
kl. 16.20 – Sara Bouchet taler med Bo Bjørnvig om Savas vidner

Forsamlingshuset
kl. 12.10 – Danske gys gennem tiden. Dennis Jürgensen, A. Silvestri og Jette Holst taler med Jacob Holm Krogsøe
kl. 13.50 – Teddy Vork taler med A. Silvestri om Forglemmigej

Snedkeriet
kl. 13.00 – Det Danske Kriminalakademi overrækker deres priser og diplomer. Dansk Horror Selskab overrækker Årets Danske Horrorudgivelse

Teltet
Eksploderende skadedyr af Dennis Jürgensenkl. 14.00 – Dennis Jürgensen taler med Tonny Vorm om Eksploderende skadedyr

2. Øst
kl. 14.40 – Vinderen af Årets Danske Horrorudgivelse interviewes af Jette Holst

Rød Scene
kl. 16.20 – A. Silvestri taler med Jette Holst om Slør

Søndag:

Forsamlingshuset
kl. 10.00 – Forbryderkranier og samfundets mørke side ved historiker Poul Duedahl
kl. 13.00 – En retsmediciner fortæller: Hans Petter Hougen
kl. 15.00 – Jørgen Lange Thomsen taler med Kåre V. Poulsen om Liv og død – en retsmediciner ser alt

2. Øst
Dødskulter af Willy Wegnerkl. 11.10 – Dødskulter – en dokumentarisk beretning. Ved forfatter Willy Wegner
kl. 14.30 – Foredrag om Fængslets fangekælder ved Merete Bøge Pedersen

Gymnastiksalen
kl. 13.15 – Forfatternes spindoktorer: Øbro & Tornbjerg taler med kriminalpsykolog Charlotte Kappel og sociolog Tine Søberg. Moderator Stine Bolther
kl. 14.00 – H. P. Lovecraft – Jakob Levinsen taler om kultforfatteren

Snedkeriet
kl. 15.00 – Game of Thrones – drab og intriger i tv-serien og bøgerne. Anne-Marie Vedsø Olesen, Jakob Levinsen og Claus Holm taler med Henrik Palle

Find det fulde program for Krimimessen her

Skræk og gys i filmen – en kavalkade i tekst og billeder af Palle Schmidt

Skræk og gys i filmen - en kavalkade i tekst og billeder af Palle Schmidt

Jeg faldt ved en tilfældighed over Skræk og gys i filmen fra 1972, og tænkte at den måtte jeg da læse. Desværre lyder den bedre, end den er. Jeg fandt den lidt tør og ikke særligt velskrevet. Ikke desto mindre indeholder den dog også nogle interessante betragtninger, og jeg er ret vild med indledningens Carl Th. Dreyer citat.

Indledning

Skræk – hvad er det?
Carl Th. Dreyer har engang sagt noget i retning af, at hvis man sad i et ganske almindeligt værelse og pludselig fik at vide, at der bag døren lå et lig, så ville rummet, man sidder i, med eet være som forandret. Omgivelserne ville være de samme, men vi ville være blevet anderledes.

Skræk har med andre ord noget at gøre med vor forestillingsevne. Vi aner den mareridtagtige rædsel, men det er først og fremmet det vi ikke kan se, som foruroliger os. Det er uvisheden, der giver effekten, langt mere end det aparte, voldelige eller direkte grusomme, som vises på lærredet. De fleste chokeffekter vil nemlig langt fra kunne stå mål med de ting, som tilskueren forestiller sig. Og det er just pointen.

Som genre har skrækfilmen igennem alle årene indtaget en lidt ynkelig rolle. Det hænger til en vis grad sammen med, at man aldrig er blevet enige om, hvad der egentlig er skrækfilm. Det engelske ord for genren horror er bedre, fordi det i modsætning til det danske skræk mere går på rædsel og afsky, og så er vi straks over i gys i mere bred forstand.

Skrækfilmen er et forunderligt stedbarn i filmhistorien. Ligesom kriminalromanen har den måtte finde sig i at blive betragtet med overbærenhed. Den er ikke fin nok til at få sit særskilte afsnit i filmhistorisk sammenhæng, men er blevet nævnt blandt mange andre. Sommetider er den slet ikke nævnt.

Alligevel har genren gennem årene fristet filmkunstens største – Dreyer, Renoir, Lang, Murnau, Hitchcock, Bergman osv. – og det på en facon, som udelukker enhver bonerthed. Men kunsten er lunefuld, og det er mere end en tilfældighed, at en lang række film, der vitterlig er skrækfilm eller nære varianter heraf, er blevet rubriceret som alt muligt andet. 1920’ernes tyske film (Dr. Caligaris kabinet, Nosferatu etc.) havde den ulykke at dumpe ned midt i ekspressionismen, så dem fik skrækfilmgenren ingen gavn af. Det samme gjaldt den surrealistiske film (En andalusisk hund, Guldalderen etc.), mens vor tids moderne skrækvisioner er genrebestemt som science fiction eller noget helt fjerde. Og sådan er det gået årene igennem. Selv ikke Carl Th. Dreyers Vampyr har man været meget for at indrømme genren, skønt det er een af de allerbedste skrækfilm, der er lavet overhovedet og i øvrigt een af de få intellektuelt helt tilfredsstillende. Kun 1930’ernes amerikanske film (King Kong, Frankenstein, Freaks, Djævledukken etc.) er accepterede som rendyrkede skrækfilm. Og så selvfølgelig de senere års kulørte rædsler, som Roger Cormans Poe-filmatiseringer er eksempler på.

Selvom man i dag skal være forsigtig med at overfortolke filmene, er langt de fleste af dem klare udtryk for den tid, hvori de er opstået. Terroren i 1920’ernes tyske film kan ses som et varsel om 1930’ernes store depression og sammenbrud, mens 1930’ernes og 1940’ernes amerikanske film giver klare eksempler på, hvordan den censurforbudte erotiske krav blev komponeret over i gyser- og voldseffekter. Osv. osv.

Skrækfilmen – hvad enten man nu kan lide denne betegnelser eller ej – er altså lidt af en udefinerlig størrelse. Det drejer sig nok om blodsugende vampyrer, fantomas i sort trikot, Frankensteins og andres menneskeuhyrer, kæmpeaber osv., men det drejer sig også om ting og sager fra sjælens krinkelkroge og om hvorfor verden går under i morgen. (side 8-9)

Om Skræk og gys i filmen:

Udgivelsesår: november 1972
Forlag: Chr. Erichsens Forlag, 168 sider
Omslag: Mia Okkels

Indhold:

Forord
Indledning
De første gys – en genre bliver til
Dr. Calligari og den dæmoniske tyske film
Danske gys
Surrealisterne og den absolutte meningsløshed
Frankenstein og vennerne
Mere skræk
Nye navne, nye veje
Skræk på flere måder
Moderne skrækvisioner
Person- og titelregister

Læs også:

Horror: A Tematic History in Fiction and Film af Darryl Jones
Vampyr – forløb i medier af Henrik Rytter og Andreas Halskov
101 Horror Movies You Must See Before You Die / red. Steven Jay Schneider
I lyst og død af Rikke Schubart
Verdens 25 bedste gyserfilm af Rikke Schubart

Døden på museet af Elly Griffiths

Døden på museet af Elly GriffithsAt åbne første side i Døden på museet var som at hilse på en længe savnet ven. Jeg faldt øjeblikkelig ind i historien, der tog imod mig med et godt plot, spænding, humor og sit vidunderlige persongalleri.

Ruth Galloway skal mod sin vilje deltage i et PR-arrangement på det lokale museum. Bygningsarbejdere har fundet en middelalderkiste, som siges at indeholde liget af biskop Augustin, hvis efterkommere stadig er i fuld vigør i Norfolk. Da Ruths chef Phil er på konference, er loddet faldet på Ruth til at være museets repræsentant under åbningen, hvor både presse og ping’er er inviteret.

Men da Ruth ankommer til museet, finder hun museets kurator ved siden af kisten. Død. I stedet for pressen bliver det politiet, hun må tale med. Nærmere bestemt vicekriminalkommisær Nelson, som hun qua deres forhistorie har et temmelig anstrengt forhold til.

Nelson er bestemt heller ikke glad for sagen, og selvom det umiddelbart ser ud til, at kuratoren er død af naturlige årsager, sætter han alligevel en efterforskning i gang. Det er dog svært at finde tid og midler til det, for hans afdeling kæmper med en stor sag om smugling af narkotika, hvor de står fuldstændig uden spor.

Døden på museet er fjerde bind i serien om arkæologen Ruth Galloway med speciale i biologisk antropologi. Nye læsere kan godt starte her, for forfatter Elly Griffths sørger undervejs i historien for, at vi bliver opdateret på begivenhederne i de tidligere bind. Jeg vil dog alligevel på det stærkeste anbefale at starte med bind et. Simpelthen fordi serien er så charmerende.

Denne gang trækker plottet tråde så langt bort som til Australien, hvorfra Norfolks lokale eventyrer Lord Percival Smith bragte massevis af knogler fra aborigier med sig hjem. Nu ligger knoglerne i kasser i museets kælder. En bevægelse kaldet Elginisterne presser dog på for at få dem tilbage, så knoglerne kan blive begravet i forfædrenes jord og indgå i Drømmetiden. Men det har efterkommeren Lord Danforth Smith ikke til sinds at imødekomme.

Endnu engang serverer Elly Griffiths en stemningsfuld, spændende og charmerende krimi, som ikke er til at lægge fra sig. Griffeths holder en god balance mellem personernes privatliv og krimiplottet, der – som sædvanligt – er gennemtænkt, troværdigt og overraskende.

Ligeså hyggeligt er det at følge Ruths hverdag, hvor hun jonglerer med at få jobbet og tjansen som alenemor til den 1-årige Kate til at gå op i en højere enhed. Og så er der naturligvis også de kendte bipersoner som Cathbad og Judy Johnson, som ligeledes spindes ind i plottet.

Det er bestemt ikke uden grund, at Elly Griffiths bøger er så populære. Hun skriver simpelthen bare rigtig underholdende, og Døden på museet er endnu et vellykket kapitel i serien.

Tak til Gads Forlag som har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Døden på museet:

Udgivelsesår: 22.03.2019
Forlag: Gads Forlag, 331 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: A Room Full of Bones

Serien om Ruth Galloway:

Døden på museet
Huset på klippen
Løgnens hus
Pigen under jorden

Gys, gru og glæden ved horror – spændende temadag i Odense

Nogle gange er det bare for fedt at være bibliotekar. Særligt når man får lov til at drage til Odense for at deltage i den super interessante temadag “Gys, gru og glæden ved horror” om effektfuld genreformidling. Og det gjorde jeg onsdag d. 27. marts.

Program:

  • Hvad er gys & horror? v/Henrik S. Harksen, forlægger, filosof og H.P. Lovecraft ekspert
  • Skrækfest – et praktisk eksempel på formidling v/Niels Mark, bibliotekar og festivalleder
  • 5 forfattere, der vil skræmme enhver til døde v/Jan M. Johansen, bibliotekar og horrorekspert
  • Må man skræmme børn? v/Ellen Holmboe, forfatter og medlem af Selskabet for Børnelitteratur
  • Et forlag fortæller om gys, gru og fremtiden v/Kandor/Dreamlitt
  • Det gode gys – derfor har vi godt af at blive skræmt v/Mathias Clasen, lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet

Hvad er gys og horror?

Henrik S. Harksen indledte dagen med sit indlæg, hvor han prøvede at give en defination på gys og horror. Han startede med at spørge, hvad det egentlig er, genren kan, og det kogte han ned til fire overskrifter.

  • Den kan helt basalt underholde
  • Den kan mane til eftertanke
  • Den kan udfordre fordomme og forestillingsevnen
  • Den kan vise de mørke sider af tilværelsen – skyggesiderne

Herfra gik han videre til genrens tre grundlæggende virkemidler, som også Stephen King forklarer om i Dance Macabre.

  • Revulsion (det modbydelige – går efter at vække fysisk afsky)
  • Horror (fysiske ting – ‘monstret’ eksisterer konkret i fortællingen, det er ulækkert og beskidt omend nogle gange kun moralsk)
  • Terror (antydningens kunst – læserens/publikums forestillingsarbejde er på (over)arbejde)

Slutteligt viste HSH os horror-skalaen. En graf, der viser hvor bred genren er, via nedslag i to yderpunkter.

I den ene ende findes horror om det nære/kendte. Her fortælles historien indenfor den menneskelige hverdag, og handler ofte om det gode mod det onde og menneskers relationer og reaktioner. HSH fremhævede Stephen King som en mester inden for denne del af genren.

I den  modsatte ende af skalaen finder vi den kosmiske indifference. Her er vi langt fra den menneskelige hverdag, og menneskelige begreber og forståelse er fraværende. Rædslen opstår i erkendelsen af menneskets ubetydelighed, og vi er hinsides godt og ondt. Eksistens er meningsløs og ligegyldig, og heri opstår horror. Her fremhævede HSH H.P. Lovecraft som mesteren.

I mellem disse to yderpunkter findes naturligvis masser af god horror, og her blev f.eks. nævnt Jeff VanderMeer og hans Southern Reach-trilogi. På overfladen ser den måske ud til at være længst mod kosmisk indifference med de uforklarlige hændelser, som mennesket er hjælpeløse imod, men romanerne handler egentlig om, hvad mennesket gør mod jorden, og således bliver historien rykket over i det nære med menneskelige relationer.

Gys, Gru og glæden ved horror - Niels Marks oplæg

Skrækfest – et praktisk eksempel på formidling

Næste mand på scenen var Niels Mark, der er leder af musikbiblioteket i Odense og festivalleder for Skrækfest.

Som musikmenneske er det meget naturligt, at NMs første gyseroplevelser havde med lyd at gøre. Det var nemlig Alfred Hitchcocks fremragende Psycho fra 1960 – eller rettere soundtracket af Bernard Herrmann. NM fremhævede også Halloween fra 1978 af John Carpenter, hvor vi fik lov at lytte til en lille bid af filmens theme song. Og så kom han med et eksempel på en ikke særlig god gyserfilm, der bliver reddet af sit soundtrack Mountaintop Motel Massacre.

Herefter gik NM over til at fortælle om, hvordan Skrækfest opstod. Færre og færre låner musik på bibliotekerne, så der skal nye måder til at gøre musiksamlingerne interessante. Her er Skrækfest et eksempel på, hvordan man kan berige musik, kunst og kultur på andre måder og nå ud til brugerne.

Om formålet med Skrækfest fortalte NM:

  • Biblioteket sætter rammerne, mens samarbejdspartnerne udvikler idéerne
  • Skabe synergier mellem de forskellige medier indenfor horror
  • Udvikle bibliotekets formidling af musik og andre kulturområder
  • Skabe miljø for horrorkulturen
  • Afprøve grænsen mellem horror og metal
  • Koble den fysiske samling med metal.

Skrækfest startede som Odense Zombi Festival i 2017. Her var zombien og de lokale aktører i centrum med biblioteket som koordinator. I 2018 blev Skrækfest så født, og man gik fra den lidt smallere zombigenre til den brede horror palet. Skrækfest var stadig dybt forankret i det lokale, men blev samtidig også mere nationalt funderet. Pt. arbejdes der på Skrækfest 2019, som bliver endnu større.

Jeg har sat kryds i kalenderen d. 24. – 29. september!

5 forfattere, der vil skræmme enhver til døde

Lige op til frokosten kom Jan M. Johansen på banen med sine bud på 5 gode danske forfattere. Her så han ikke kun på deres forfatterskab, men også på hvordan f.eks. bibliotekerne kan bruge dem i formidlings-øjemed.

De 5 bud (som blev til 7 plus) var: A. Silvestri (Danmarks pendant til Stephen King), Anne-Marie Vedsø Olesen, Teddy Vork (en stemningsskaber af en anden verden), Michael Kamp, Lars Kramhøft, Carina Evytt og Jonas Wilmann (i nogen grad en body horror forfatter).

Gys, Gru og glæden ved horror - Ellen Holmboes oplæg

Må man skræmme børn?

Efter en god frokost var det Ellen Holmboes tur. Hun skriver ganske vist for børn, men hendes historier er ikke mindre grumme af den grund. Lix-tallet er måske ikke så højt, men bøgerne rummer flere lag. Selvom EH egentlig som udgangspunkt ikke vil censurere sig selv, når hun skriver, fortalte hun en historie om Lykkesamleren og andre gys, som lektøren frarådede de yngste læsere. Det følte hun var ret uretfærdig – indtil hun nogle år senere, stod med en skoleklasse og kunne føle, at gruen i historierne var for realistisk for børnene. Så en konklusion var, at alle bøger er ikke for alle. Og børn er ikke bare børn.

Et fast spørgsmål EH får, når hun er ude og fortælle om sine bøger, er hvor hun får idéen fra. Til det fortalte hun, at en god idé altid består af to idéer. Bogen Det tager kun 5 minutter opstod således i kølvandet på Faktas slogan blandet med tanken om folk, der altid liiige skal nå noget, inden de kommer. Bogen var meget spændende illustreret af Mads Themberg, og EH fortalte om, hvordan billedsiden kan være med til at hjælpe læserne med subtile hints og udbygge bogens stemning, når den som her, bygges langsomt op med en voldsom kulmination til slut.

EH fortalte om flere af sine udgivelser, og jeg satte en del kryds ved titler, jeg skal have læst. Ikke mindst varulve-historien Randulf , Og de onde lo: 12 amoralske fabler som i virkeligheden er en meget moralsk bog, og den sørgelige historie om Lasse i Marionetdukken.

Under omtalen af sidstnævnte påpegede EH, hvordan tragedien og gyset har meget til fælles. Gyset er yderst velegnet til at fortælle sorg-historier som i Marionetdukken, hvor skurken er et ondt vrangbillede af Lasses afdøde far. Her handler det om, at Lasse skal give slip på sin sorg. Men selvom han vil det gode, ender han med at gøre det onde, netop fordi han ikke kan give slip.

Ellen Holmboe fortalte levende og spændende, og som hun slutteligt sagde. Vi kan ikke beskytte børn mod det onde. De har klimaangst og undres over terror på fjernsynet. I den sammenhæng betyder et par gysere ikke det store. Men husk at tale med børnene om det de læser. (og tving alle piger til at læse Blåskæg, så de ikke bilder sig ind, at farlige mænd er romantiske 🙂 )

Et forlag fortæller om gys, gru og fremtiden

Fra forlaget Dreamlitt/Kandor kom forlagschef Jacob Hedegaard Pedersen samt Espen Rasmussen og fortalte lidt om forlagets historie og drømme om fremtiden.

Kandor startede som et enmandsforlag under Nikolaj Højberg. Da han meldte ud, at forlaget lukkede, kontaktede Dreamlitt ham og endte med at overtage Kandor som et imprint under Dreamlitt. Fra at fokusere udgivelserne på traditionel horror, vil man fremadrettet mere tænke på horror som en strømning end som en genrebetegnelse. Vi kan derfor se frem til både dystopier, clifi samt udenlandske forfattere i Kandors udgivelsesprofil.

Vi fik et kig på Kandors udgivelseskatalog under Dreamlitt paraplyen: Rakelsminde samt Love City af Stephan og David Garmark, Slør af A. Silvestri, Den nat vi skulle have set Vampyros Lesbos af Lars Ahn og ikke mindst nyoversættelserne af H.P. Lovecrafts samlede værker.

Til sidst fik vi en smagsprøve på nogle af årets kommende udgivelser:

Bird Box af Josh Malerman (romanen bag Susanne Biers film)
De rensede af Søren Staal Balslev
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen

Samt bøger af Gudrun Østergaard, Teddy Vork, A. Silvestri og Andy Weir. Uhh, what’s not to like 🙂

Gys, Gru og glæden ved horror - Mathias Clasens oplæg

 

Det gode gys – derfor har vi godt af at blive skræmt

Dagens sidste mand var den altid interessante og charmerende horrorforsker Mathias Clasen. Jeg er dybt imponeret over den mands viden og hans evne til at formidle komplekse problemstillinger i et lettilgængeligt sprog, så selv dosmere som jeg kan forstå det.

MC kom langt omkring i sit oplæg, hvor han bl.a. talte om sin forskning i Haunted Houses. Her samarbejder han med Dystopia Entertainment og har derigennem fået lov til at bruge deres gæster som testpersoner. Det er meget heldig, som han siger, for som forsker må han ikke selv skræmme livet af folk.

Han viste et klip fra Final Destination 2 og fortalte om, hvordan katastrofetænkning falder mennesker naturligt. Evolutionen har simpelthen fremelsket vores forestillingsevne for at holde os i live.

Han fortalte om en undersøgelse, der viser, at der er en klar ikke-lineær sammenhæng mellem alder og horrorpræferencer, og kunne fortælle, at grunden til at mange ældre mennesker ikke ser horror er biologisk. Jo ældre man bliver, jo dårligere håndterer hjernen stresshormonet cortisol. Til gengæld viser undersøgelsen, at der ikke er den store kønsforskel på lysten til at se horror.

Han gennemgik horrorens tidslinje, hvis begyndelse fortaber sig i historiens tåger dengang mennesket udviklede sin forestillingsevne og muligheden for at kommunikere. Om hvordan fascinationen af genren har haft op- og nedture, og at vi lige nu er i en guldalder.

Han så på, hvordan horror findes på tværs af medier, og hvad de enkelte medier kan.

  • Bogen: beskriver noget væmmeligt efterfulgt af en beskrivelse af personernes reaktion – forstærker skrækken fordi læseren spejler sig i personens følelser.
  • Filmen: lyden er en ekstra dimension, og så betyder det meget, at vi kan se personernes ansigt. Det forstærker reaktionerne hos publikum.
  • Spil: ofte bruges 1-personsperspektiv hvilket gør oplevelsen stærkere. Spilleren har mulighed for at interagere med historien i spillet, hvilket giver større indlevelse, hvilket igen øger frygten.

Og til sidst kom han ind på et forsøg på aber, hvor man havde udsat nogle unger for lidt frygt, mens en anden gruppe ikke var blevet udsat. Det viste sig, at gruppen der havde været udsat for lidt frygt, klarede sig bedre. Så er et mareridt i ny og næ en billig pris at betale.

Kl. ca. 15.30 var temadagen “Gys, gru og glæden ved horror” slut, og jeg kunne hoppe på toget hjem igen mange tips og ny viden rigere.

Tusind tak herfra til arrangørerne og oplægsholderne for en spændende dag i gruens tegn.

Pestlægen af Søren Marquardt Frederiksen

Pestlægen af Søren Marquardt FrederiksenByfoged Povel Madsen finder i en sø liget af en lille pige. Han håber, at hun er druknet og ikke myrdet, så byen ikke igen skal hænge en barnemorder. Sandheden viser sig at være langt værre. På pigens hals finder han mørklilla bylder, der tyder på, at pesten er vendt tilbage. Tanken forfærder ham, men han håber, at Chr. IV’s nye Pestforordning fra 1625 kan forhindre, at pesten denne gang rammer så hårdt.

Han får hjælp af en tilrejsende læge, den kontroversielle Hartvig Lohmann, der eksperimenterer med nye metoder. Mens de kæmper for at opretholde et beredskab, der skal holde pesten nede, myldrer ligene frem i byen. Samtidig nager tvivlen. Døde pigen af pest, eller blev hun myrdet? (fra bogens bagside)

Pestlægen af Søren Marquardt Frederiksen udspiller sig i Nakskov i 1629. En tid hvor pesten med jævne mellemrum skyllede over Europa og Danmark og efterlod massegrave fyldt med døde i sit kølvand.

I Nakskov var pesten sidst i udbrud fem år tidligere, hvor bl.a. byfogeden Povel Madsens kone var blandt ofrene. Nu er han gift med den unge Karen Pedersdatter og kan næsten ikke forstå sit eget held. Men da han finder den lille døde pige, frygter han, at heldet er sluppet op.

Sammen med borgmesteren Hans Boesen indfører Povel en række forholdsregler for at beskytte byen mod pesten, samtidig med at han forsøger at finde ud af, hvem der har dræbt den lille pige. Først er han dog nødt til at finde ud af, hvem pigen er.

Pestlægen er en velresearchet og letlæst roman om liv og død blandt almindelige mennesker under pestens hærgen i 1600-tallets Danmark. SMF beskriver tiden og personerne, så man tydeligt fornemmer både skidtet og stanken i gaderne, såvel som angsten for pesten der blev anset som Guds straf. Alligevel forsøgte man at undgå smitten, og SMF beretter levende om de mange mærkelige kure og tankerne bag.

Pestlægen kaldes en historisk krimi, og historien har da også et mord som omdrejningspunkt. Selve mordgåden er for så vidt godt fundet på. Under opklaringsarbejdet dukker der indicier op, der kunne involvere heksekunster, og det fremstiller SMF troværdigt og overbevisende. For mig bliver mordplottet dog aldrig det vigtigste, og derfor vil jeg hellere betegne Pestlægen som en vellykket historisk roman, hvor man grufuldt fascineret følger pestens indtog i Nakskov. Samtidig er kulissen og personerne interessante i sig selv, og selvom SMF ikke helt når op på højde  med forfattere som f.eks. Martin Jensen, så er Pestlægen absolut læseværdig.

Søren Marquardt Frederiksen debuterede som skønlitterær forfatter i 2016 med Kongens By, der også har Povel Madsen i hovedrollen.  Pestlægen er hans tredje roman, og er baseret på historiske begivenheder og virkelige personer, der levede i Nakskov. Forrest giver SMF en kort introduktion til personerne, som han har fundet oplysninger om via byens daværende præst, der flittigt registrerede et hav af informationer om sine sognebørn. Bagerst i bogen er en samlet oversigt over kilderne.

Om Pestlægen:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Morfeus Forlag, 269 sider
Omslag: Antti Suomalainen

Læs også:

Verdenshistoriens største epidemier af Jakob Eberhardt
Mens møllen maler af Martin Jensen
Kadaverdoktoren af Lene Kaaberbøl
Al kødets gang af Ambrose Parry
Færten af død af Andrew Taylor

Lad de døde begrave de døde af Lars Thomassen

Lad de døde begrave de døde af Lars ThomassenJake Vesterlund har med nød og næppe overlevet sit møde med seriemorderen Ditlev Rosenkilde. Hans mor, præsten Margit, var ikke lige så heldig. Nu skjuler Jake sig sammen med sin ven, den pensionerede betjent Kaj Brønds, i Billund hos Kajs tidligere kollega Adriana Hansen. For Ditlev er stadig på fri fod, og så længe han er det, er Jake i fare.

Efter måneders stilhed brydes roen i skjulestedet pludselig af mordet på menighedsrådsformanden fra Margits kirke. Drabsmetoden lader ingen i tvivl om, at gerningsmanden er Ditlev Rosenkilde – eller dukkehusmorderen som medierne kalder ham.

Selvom Jake ikke ligefrem begræder menighedsrådsformandens død, så tærer det på ham at vide, at folk bliver slået ihjel pga. ham. Derfor er han ikke sen til at gå med på politiets plan om at bruge ham selv som lokkemad for at fange Ditlev. Han ønsker at få afsluttet sagen og komme videre. Ikke mindst efter at han har mødt den jævnaldrene Katarina, som han er nødt til at lyve for og holde på afstand, så længe han lever under jorden.

Men politiets plan går ikke som planlagt, og pludselig er Jake mere alene end nogensinde før.

Lad de døde begrave de døde er anden del i Lars Thomassens Vesterlund-trilogi, og jeg må hellere starte med at fortælle, at jeg ikke kan være helt upartisk i min anmeldelse. Jeg kender forfatteren en smule, og opdagede til min store benovelse, at mit navn er at finde blandt taksigelserne. Da jeg ikke har været involveret i arbejdet med denne roman, føler jeg dog, at jeg alligevel kan skrive om den her på siden. For jeg kan med god samvittighed sige, at alle thriller-elskere bør kende Lars Thomassen.

Historien starter umiddelbart efter slutningen af Han kender det som er i mørket. Selvom jeg vil anbefale, at man læser bind et først, så samler Lad de døde begrave de døde dog elegant op på de tidligere begivenheder, så det ikke er et problem at følge med. Det er dog en god idé at læse opmærksomt, for som i første bind er plottet ikke enkelt.

Thomassen er en mester i at flette mange forskellige plots ind i en overordnet tråd, og det gør han også her. Vi følger naturligvis hovedplottet om Jake og Kaj Brønds, men hører også om en lokal rockerbande, om Jakes nyfundne onkel og om den nærmest sagnomspundne Onkel fra den kriminelle underverden. De mange plottråde vikler sig ind og ud af hinanden, så spændingen nærmest er konstant. Og naturligvis har Thomassen styr på sin fortælling, så alt hænger sammen til slut.

Jeg var godt underholdt af Lad de døde begrave de døde. Thomassen skruer på de store knapper i historien, som med sin geniale seriemorder og action fra første side næsten føles amerikansk. Midt i spændingen bliver der dog også tid til lidt smil. Specielt en væddeløbsscene på Billund travbane fik mig til at grine højt midt i al dramaet.

Skal jeg drysse lidt malurt i bægeret, føles sproget til tider en smule omstændelig. Et lidt skarpere sprog ville også betyde en let stramning af længden og dermed en endnu mere intens læseoplevelse. Jeg er dog lidt en pernittengryn i den henseende, så det er bare min smag.

Alt i alt er Lad de døde begrave de døde absolut værd at læse, hvis du holder af spændende thrillers. Og så slutter Lars Thomassen endnu engang sin historie med en gysende cliffhanger – og en kæmpe overraskelse! Forhåbentlig er bind tre snart klar …

Uddrag fra Lad de døde begrave de døde:

Sivertsen så over på sin unge kollega og genkendte den spænding kombineret med frygt, som han selv havde haft som ung, nyudklækket politimand.

Sammen bevægede de sig langsomt ned gennem kirkens midtergang mellem bænkerækkerne. Årvågne og koncentrerede. De kiggede til hver sin side hen mellem de enkelte bænkerækker. Små spor af blod fra præstens sko kunne tydeligt ses. De fulgte dem. Lugten af opkast og noget udefinerbart ramte deres fintfølende politinæser.

De to mænd var nået næsten helt op til der, hvor kirken delte sig i to retninger, da de begge hørte en dryppende lyd. Simultant vendte de ansigterne i retning af lyden.

Rundt om døbefonten løb minifloder af blod. (side 71-72)

Om Lad de døde begrave de døde:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Månen, 461 sider

Læs også:

Drevet til mord af Rachel Abbott
Jeg er Sif af Thomas Clemen
Han kender det som er i mørket af Lars Thomassen
Ensom ulv af Tommy Thorsteinsson

Zombiekongens kald af Lasse Bo Andersen

Zombiekongens kald af Lasse Bo AndersenDet vrimler med zombier i forlystelsesparken Zombie Splatter Fun Park. Ikke sjove udklædte zombier, men vaskeægte kødædere der er undsluppet deres bur og nu bider alle, de kommer i nærheden af. Alex mor er kommet til skade, og Alex og Mark er taget hen på direktørens kontor, hvor førstehjælpskassen er. Her opdager de nogle billeder, der fortæller om parkens historie, og Mark genkender en stor stålbeholder på et af dem. En stålbeholder han har set i parken …

Imens får ilden fat i bygningen. Vennerne er fanget, og udenfor venter zombien med de røde øjne, der tilsyneladende kan styre de andre zombier.

Zombiekongens kald er sidste bind i spin-off serien Zombie Splatter Fun Park, og handlingen accelerer stadigt. Lasse Bo Andersen kan noget særligt, når det gælder zombier. Historien sprudler af fortælleglæde, og vi får opklaret et spørgsmål helt tilbage fra Endestation Z, ligesom et par gamle kendinge dukker op. Og så er der – naturligvis fristes jeg næsten til at sige – en grum overraskelse til sidst.

En actionfyldt afslutning på en zombielicious serie for de +10-årige læsere. Den er letlæst, underholdende og spændende. What’s not to like 🙂

Uddrag fra Zombiekongens kald:

– Kom, vi må videre. Vi har ikke tid til at kigge på de fotos. Vi skal have fundet den medi …

– Det ser ud, som om der har været en kælder mere, sagde Mark og afbrød hende.

– Hvad mener du? spurgte Alex.

– En kælder under den første kælder, sagde Mark. Han lyste og pegede på fotografierne på væggen. – Se!

Alex stirrede forbløffeet på dem. Mark havde ret. Det var tydeligt, at der blev udgravet en kælder mere.

– En hemmelig kælder, sagde Alex langsomt.

– Og der står direktøren. Se, hvor han smiler over hele hovedet.

På fotografiet stod direktør Wilson ved siden af en stålbeholder. Den var halvt begravet i murbrokker.

– Det gør han sgu ikke mere, sagde Alex tørt.

Mark kom i tanke om synet af Wilson, der slæbende på fødderne nærmede sig Rødøje. Og på det store, gabende sår, han havde haft på halsen.

Pludselig gik det op for ham, hvad det var for en stålbeholder, Wilson stod ved siden af på fotoet. (side 15-16)

Tak til forlaget tekstogtegning som har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Zombiekongens kald:

Udgivelsesår: 12.03.2019
Forlag: Tekst&Tegning, 86 sider
Omslag: Lasse Bo Andersen
Serie: Zombie Splatter Fun Park, 4
Lix: 23

Serien Zombie Splatter Fun Park:

I zombiernes skygge
De rådne vender tilbage
Zombien med de røde øjne
Zombiekongens fald

Virtropolis af Freddy E. Silva

Virtropolis af Freddy E. SilvaÅr 2060.

5 minutter over ti om aftenen.
4 skæbner møder ind med skarpladte våben.
3 andre er skygger i natten.
2 uger efter fangeoprøret i Ståltårnet.
1 aften, der ændrer alle syv liv.

Fem fortællinger om vores fejl og mangler, håb og drømme, livet, døden og den virtuelle zone midt imellem.

Hver fortælling er en separat livshistorie – samlet er de én fatal aftens jagt gennem den neonbelyste asfaltjungle. (citat fra bagsiden)

I 2012 udgav Freddy E. Silva fremtidsthrilleren Mediatropolis. Virtropolis er en selvstændig fortsættelse hertil, og består af fem overordnede kapitler omkranset af en rammehistorie.

I den første historie, ‘Manos’ følger vi Diego Vargas som flygtede under det store fangeoprør, vi hørte om i Mediatropolis. Han ønsker bare at hente sin kæreste og slippe væk fra storbyen. Men først skal han inddrive en gæld.

I “Metro Hotel” er hovedpersonen Eric Gibson, tidligere menig i hæren og nuværende lejesoldat. Menneskesky holder han sig til sit hotelværelse, men denne aften får han tilbudt en opgave, som han ikke kan sige nej til.

Hovedpersonen i “Kærlighed og krig” er den ærgerrige nyuddannede betjent Jessie Calahan, der netop er blevet ansat som lejebetjent hos GigaMedia. Hun må konstant kæmpe for anerkendelse hos mændene, så da hun bliver headhuntet til en specialopgave, er hun ikke sen til at sige ja. Heller ikke selvom den bringer hende helt til kanten af jobbets jurisdiktion.

I “Navnløs blog” er hovedpersonen den unge kvinde, Dani, der driver sin egen nyhedsblog sammen med vennerne Kyoko og Bernhard. I en verden hvor alle kæmper om opmærksomhed og berømmelse i den virtuelle verden, går deres nyhedsblog mod strømmen med sin anonymitet. Men måske derfor er deres nyheder mere troværdige?

“Virtropolis” er bogens sidste historie. Her hører vi om den professionelle firmaagent Vincent Hess, der bliver hyret af koncernen M-Tech til at opspore deres chefprogrammør og bringe ham tilbage. Han er tilsyneladende stukket af med prototypen på det hemmelige projekt, han arbejdede på. Et projekt der kan indbringe M-Tech milliarder. Men også andre er interesserede i programmøren.

Som bagsideteksten antyder, er de fem historier umiddelbart uafhængige af hinanden, men når man er færdig med bogen, tegner de et samlet billede, hvor personer og begivenheder går igen, set fra nye vinkler. Og den fremtid, der tegnes, virker trøstesløs og uden meget håb for almindelige mennesker. Penge og magt er samlet hos internationale koncerner, som styrer masserne med hjernedøde tv-udsendelser og manipulerer seerne både politisk og købsmæssigt. Imens bliver de fattige fattigere, og samfundets bund er nærmest umulig at komme væk fra.

Freddy E. Silva kommer i Virtropolis omkring mange interessante tanker vedrørende mediernes påvirkning. Her er det ikke Facebook men FriendNet, som alle er nødt til at være på, og man skal helst ses hele tiden. Her er en præsidentkandidat, der har arvet sin rigdom fra faderen og nu kører sig i stilling ved at invadere nabolandet under påskud af kampen mod narkohandlen. Her er indførelse af et omfattende DNA-register, der hurtigt kan misbruges. Og her er privatisering af offentlige opgaver som politiet, hvor de må klare sig med dårligere udstyr end de private lejebetjente. Problemet er blot, at lejebetjentene kan have en helt anden agenda, hvis deres arbejdsgiver ønsker det.

Jeg må indrømme, at jeg ikke helt fangede formålet med rammehistorien, selvom der afsløres en overraskende oplysning til sidst, der giver den en helt ny kant. Til gengæld var jeg virkelig begejstret for de to sidste historier, der både underholder og giver stof til eftertanke.

Forsiden af Lars Gehrt signalerer tydeligt bogens indhold, så den kan jeg kun rose, mens bogens layout desværre halter lidt til tider med mystiske indrykninger. Korrekturmæssigt er jeg altså ret sikker på, at datidsformen af ‘at smyge sig’ hedder ‘smøg’ og ikke ‘smygede’, og så undrer jeg mig lidt over udkommet af et bagholdsangreb i ‘Hotel Metro’. Det hører dog til i småtingsafdelingen, og det overordnede indtryk af Virtropolis er godt. Så er du til dyster science fiction, der udspiller sig i en verden à la Blade Runner, kan du roligt gribe Silvas nye bog.

Uddrag fra Virtropolis:

Eric kiggede fra den ene til den anden. McCaffey så blank ud, men forsøgte at skjule det bag et psykotisk blik. Bukowski udstrålede som sædvanligt kun tålmodighed.

“Det er da klart!” råbte McCaffey. “Selvfølgelig skal vi da herned og smadre sortsmuskere, hvis de bliver ved med at sende deres lort hjem til os! Når regeringerne hernede ikke stopper narkobaronerne, så må vi jo selv gøre noget ved det.”

Bukowski bed sig tænksomt i læben. Sveden drev af ham. Hans blik hvilede på de stegende brosten, der førte op ad bakke ind mellem kalkstensfarvede huse. Skæve, primitive bygninger pyntet med vasketøj på tørresnore. Retningen ned ad bakken førte i sidste ende til havnen. Som ved alle områder tæt på et checkpoint, var deres zone også sparsomt befærdet. De lokale undgik at skulle kropsvisiteres og ofte endda registreres.

“Der er bare en lille note til det synspunkt, McCaffey,” sagde Bukowski mildt. “For det første har vi ikke helt ret til at invadere den sydamerikanske koalition. Der er simpelthen ikke belæg for, at en debat var nyttesløs. Det kunne sagtens have endt med et samarbejde omkring bekæmpelse af narkoeksporten. Netop derfor fik vi heller ikke grønt lys fra FN.”

Eric så med skjult morskab, at McCaffery intet fattede. Bukowski fortsatte:

“Og for det andet, så er et af Clarke W. Masons grundlag for invasionen, at ‘regerings-koalitionen hernede er korrupt og økonomisk støttet af narkokartellerne’ – Men han selv støttes af lobbyister, som f.eks. oliefirmaet Arbol. Arbols boretårn i Stillehavet har skabt stort miljømæssigt røre. Det viste sig jo, at deres sikkerhed var underbemandet. De havde så at sige boret uden at sikre minimal forurening – og det er også ulovligt […] Det vil sige, at også han baner vej for en politisk karriere ved ulovlige metoder. Er der forskel på Sydamerikas og Masons beskyttelse af egne interesser? Jeg tvivler.” (side 78-79)

Om Virtropolis:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Valeta, 354 sider
Omslag: Lars Gehrt

Indhold:

Chatrum, 1. del
Manos
Chatrum, 2. del
Metro Hotel
Chatrum, 3. del
Kærlighed og krig
Chatrum, 4. del
Navnløs Blog
Chatrum, 5. del
Virtropolis
Chatrum, 6. del
Epilog: Kærlighed og kredsløb

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann
Syndfloden og Storbyen af Nikolaj Johansen
Nano kommer til Clifford Falls af Nancy Kress
Den beske magt af Niels E. Nielsen
Mimesis af Thomas Kampmann Olsen
Mediatropolis