Dansk Standard af Kim Leine

Dansk Standard af Kim LeineDansk Standard er en anderledes og lidt syret læseoplevelse, hvor det groteske og absurde står side om side med hverdagsrealisme og menneskelig ondskab.

E er en meget normal mand, ja, faktisk forsvinder han nærmest i mængden. Han arbejder for Dansk Standard, en af grundpillerne for det danske samfund ifølge E, som selv gør alt for ikke at stikke ud fra normerne.

Vi skilter ikke med vores eksistens og er ikke et kommercielt foretagende. Vi foretrækker anonymitet. Vi virker i det skjulte. Men jeg kan love dig for at hvis vi ikke fandtes, vil du kunne mærke det hver eneste dag. Kaos ville herske, biler støde sammen, bygninger kollapse, broer være livsfarlige at krydse. Folk ville komme til skade, endda blive dræbt. Hele samfundet ville destabiliseres. Og stabilitet er selve grundlaget for vores velordnede demokratiske system. Så send os gerne en venlig tanke næste gang du begiver dig uden for en dør. Uden os ville selv en tur i butikken blive en risikabel ekspedition, og byen ville være en krigszone.” (s. 8)

Den anden fortæller er Mette. Hun er læge på Traumecenteret og E’s lillesøster. Med jævne mellemrum forsøger hun at begå selvmord og bliver indlagt på Psykiatrisk Afdeling. Når hun så bliver udskrevet igen, starter hun atter på Traumecenteret, og begraver sig i arbejde som om intet var hændt.

Mette mener, at hun og E har haft en forfærdelig barndom, men det kan E slet ikke huske. Han er sikker på, at den har været ganske normal. Som romanen udfolder sig, begynder han dog langsomt at erkende, at måske var der noget galt i deres barndom.

Sideløbende med at E når denne erkendelse, hører vi om begivenheder forbundet med Teosofisk Verdensuniversitet. Mette kom i kontakt med foreningen efter en indlæggelse, og bliver fascineret af deres møder, hvor åndelighed og naturvidenskab går hånd i hånd. Men ligesom E må erkende, at noget gik galt i deres barndom, opdager Mette, at også Teosofisk Verdensuniversitet har hemmeligheder.

Kim Leine debuterede med den selvbiografiske roman Kalak i 2007. Siden er det blevet til en række romaner, bl.a. den historiske roman Profeterne i Evighedsfjorden fra 2012, der indbragte ham både Nordisk Råds Litteraturpris, De Gyldne Laurbær og DR Romanprisen. Han har også skrevet børnebøger, fremtidsfortællingen De søvnløse samt den dystopiske tegneserie Skarabæens time i samarbejde med illustratoren Søren Mosdal.

En stor del af Leines forfatterskab beskæftiger sig i et eller andet omfang med overgreb og traumer. I et interview fortæller Kim Leine, hvordan denne bog IKKE skulle handle om disse emner: ”Jeg havde virkelig ikke lyst til at skrive endnu en bog om traumer! Men det var sådan, det blev. Måske fordi jeg følte, det var lidt en kliché at skrive om folk, der er blevet traumatiseret som børn og siden bliver hjemsøgt af det. Nu ville jeg skrive noget andet, siger Kim Leine. Men sådan gik det ikke.” (Berlingske 15.10.2019)

Både hjemsøgelse og incestuøse overgreb finder da også sted i Dansk Standard, som for mig var en anderledes og lidt syret læseoplevelse. Her står det groteske og absurde side om side med hverdagsrealisme og menneskelig ondskab.

Allerede over de første par sider slår Leine en sær, usikker stemning an, da E føler sig verbalt angrebet af sekretæren fru Strahm og får overbevist sig selv om, at hun forsøger at få ham fyret. Herfra flytter historien sig over i en hundeadoption, hvor dyresex får en ny mening. Oveni er der det Teosofiske Verdensuniversitet, som arbejder på at gentage Jesus succes med at genopstå fra de døde. Så er der E’s fortrængte barndom, der forsøger at blive erkendt ved at manifestere sig i insisterende drømme. Og naturligvis de mange graviditeter …

Det hele berettes gennem de to jeg-fortællere, som hver især har travlt med at fortrænge barndommen på forskellig vis. E ved at standardisere en normal barndom i sine minder, og Mette ved at begrave sig i arbejdet på Traumecenteret, så hun ikke skal forholde sig til sig selv. Undervejs ved vi læsere aldrig mere, end søskendeparret fortæller, ligesom vi ikke kan være sikre på, om de fortæller sandheden, om det er en drøm eller noget helt tredje.

Forlaget beskriver romanen som en horrorroman, og i ovennævnte interview kommer Leine også ind på genrelitteratur: ”Jeg synes, det er befriende at bruge genrelitteraturen. Man kunne også have skrevet en sci-fi-roman om det eller en krimi. Horrorromanen bliver en slags mytologisk version af det eller en stor metafor for alt det der: At ondskaben er der og ikke vil gå væk.” (Berlingske 15.10.2019)

Man skal dog ikke forvente en ’traditionel’ horrorroman, når man griber fat i Dansk Standard. Den er interessant, insisterende og med en grundlæggende ubehagelig undertone, men den er ikke for alle. Jeg er personligt ikke så begejstret for fortællinger, der er alt for uigennemskuelige, men er du til weird fiction, som på filosofisk vis forsøger, i dette tilfælde, at komme overens med ondskaben i verden, så er Dansk Standard et godt bud. Og jeg må give Kim Leine kredit for at han holdt mig fanget hele vejen igennem med sin blanding af sort humor og grotesk realisme, selvom jeg ikke forstod alt undervejs.

Til slut vil jeg også lige rose Simon Lilholts forside, som er holdt i en grise-lyserød farve og illustrerer en brystkasse fyldt med forskellige insekter og en grøn vækst, der slynger sig ind i forfatternavnet. Den er både grotesk og smuk, og fanger i den grad blikket. Helt klart en forside jeg godt kunne tænke mig at have i plakatstørrelse.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Dansk Standard:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Gyldendal, 274 sider
Omslag: Simon Lilholt / Imperiet

Læs også:

Rakelsminde af David Garmark og Stephan Garmark
Ind i mørket af Henrik Sandbeck Harksen
Udslettelse af Jeff VanderMeer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.