De hviskende veje af Nick Clausen

Charlotte og kæresten Alexander skal på ferie. De har fået lov til at låne Charlottes forældres bil, og er nu på vej til Billund. Men undervejs går deres GPS pludselig amok, og de ender midt i et tåget hedeområde. Først tror de, at de blot er faret vild, men det viser sig snart, at noget er helt galt. Folk i området opfører sig mere end almindeligt sært – og det gør vejen også! Og da de samler en lille dreng op, som står forladt og forslået går situationen fra skidt til værre.

Historien fortælles af Charlotte, som bliver interviewet af en journalist, efter at det hele er overstået. Ind i mellem kapitlerne er indlagt små avisudklip om mystiske hændelser fra samme område, det første klip er fra 1881 og det sidste klip er fra 1997, så man er hele tiden klar over, at noget er helt galt på heden.

Nick Clausen skriver nærmest filmisk i et let sprog uden spidsfindigheder og andre dikkedarer. Der er måske ikke så mange overraskelser for den voksne læser, og personerne uddybes heller ikke så meget. Ikke desto mindre synes jeg godt om idéen i De hviskende veje, og i perioder lykkes det for Clausen at skabe en både intens og skræmmende atmosfære. Måske er det fordi, jeg selv er en total spasser til at finde rundt, så hvis min GPS sendte mig på afveje, ville jeg også virkelig være på r….

“Navigationsmaskinen lyste op efter et minuts tid og brød stilheden. “VEND RUNDT SÅ SNART DET ER MULIGT OG KØR TILBAGE AD SAMME VEJ.” “Come on,” stønnede Alexander og bremsede ned. “Jeg tænkte nok det her var den forkerte vej.” Af en eller anden grund følte jeg en smule lettelse. “Måske har gps’en opdaget at der er sket en fejl og prøver at rette den.” “Eller også leder den os bare tilbage til det fiktive T-kryds,” mumlede Alexander mistroisk.

Han bragte bilen til stop og tog gps’en. “Hmmm, hvad pokker?” “Hvad nu?” “Rutebeskrivelsen og det hele passer stadig. Men nu siger den at vi ikke længere er på Gammel Hedevej.” “Hvor så?” Alexander holdt gps’en så jeg kunne se kortet. “Ukendt adresse.” Jeg stønnede. “Ved den nu slet ikke hvor vi er henne?” “Åbenbart ikke. Har vi et rigtigt kort?” “Jeg så vist et herinde,” sagde jeg og åbnede handskerummet. Jeg fandt et vejkort og foldede det ud. Alexander tændte lyset i loftet, så mørket uden for ruderne blev endnu tykkere. “Vi må være her omkring,” sagde han og tegnede en cirkel med fingeren. “Ja, men jeg kan ikke finde Gammel Hedevej. Hvad hed vejen som vi kørte på før?” “Det kan jeg ikke huske.” “Kortet hjælper os ikke så,” sagde jeg og kiggede på ham. “Skal vi ikke prøve at køre tilbage?” “Jo, det her leder da vist ikke til noget.”

Jeg slukkede lampen. Han satte i første gear og begyndte at lave en trepunktsvending. Det var ikke nemt på den smalle landevej, så han måtte dreje heftigt på rattet. Lygternes lys fejede ud over lyngen og tågeskyerne blev oplyst. Et kort øjeblik fangede jeg et glimt af to skinnende pupiller som stirrede på os ude fra mørket. Men de forsvandt så hurtigt igen at jeg besluttede at det måtte have været indbildning. Vi rullede tilbage ad vejen. Noget slog mig pludseligt. “Jamen … hvordan kan den vide at vi skal tilbage, hvis den ikke ved hvor vi er?”

Nick Clausen er en meget flittig forfatter, og jeg synes, man kan mærke en klar udvikling i hans bøger. Nok står han stadigvæk placeret i børnebiblioteket med De hviskende veje (i hvert fald på mit bibliotek), men som sagt følte jeg mig alligevel i høj grad underholdt. Så selvom Clausen måske nok mest skriver for børn og unge, så kan den voksne læser altså sagtens have lidt uforpligtende hygge med hans romaner. Det gælder i særdeleshed for De hviskende veje.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Tellerup
Omslag: Christian Guldager

Besøg Nick Clausens hjemmeside
Se mere på forlaget Tellerups hjemmeside

Udvalgt bibliografi:

Silhuet (2011)
De sorte symboler (2011)
De blodige bid (2011)
De døde brødre (2010)
Ulm (2010)
Tidevandet (2009)