De to myr 2 af Henrik Einspor

De to myr 2 af Henrik EinsporDa jeg læste første bind om De to myr i 2017, blev jeg fuldstændig grebet af historiens uhyggelige stemning trods det lave lix-tal. Nu udgiver Henrik Einspor så en fortsættelse.

De to myr 2 fortsætter kort efter første bind slutter. Det forfaldne hus i skoven står atter forladt, efter at politiet har gennemsøgt det for at finde de forsvundne børn. De fandt ingen, og nu må børn kun komme i skoven i følgeskab med voksne.

De to myr har i mellemtiden gemt sig i en rævehule, men de er sultne og savner Lis og deres hus. Så de vover sig tilbage, og forsøger endda at nærme sig byen i deres søgen efter Lis. Men tør alligevel ikke gå derind.

Lis har også tænkt på de to myr. Hun vil gerne være biolog, når hun bliver voksen, og hun er overbevist om, at de to myr er en helt ny race, som hun kan blive berømt for at finde. Så en dag går hun tilbage til huset i skoven …

Jeg var som sagt helt vild med første bind om de to myr, og selvom jeg ikke er lige så højt oppe at ringe over De to myr 2, så er jeg sikker på, at målgruppen vil elske den. Henrik Einspor kan bare noget, når det gælder letlæst uhygge, for selvom selve teksten er let at læse, er historien ikke for de mindste.

Kristian Eskild Jensen står endnu engang for den stemningsfulde forside.

Uddrag af bogen:

En mørk skov. Et hus. Gå forbi. Gå ikke ind.

Her holdt de to myr til. Engang. Hvem ved, om de er her endnu? Godt, huset ligger langt fra alt. Folk har næsten glemt, det findes. Eller også vil de bare ikke tænke på det. Alle er bange for skoven nu.

Det er ikke sommer mere. Løvet er gult, og visne blade daler ned.

Skoven virker øde og tom. Men det er den ikke. De to myr venter. Lis har lovet at komme. Men hun kommer ikke. Lis tør ikke gå ind i skoven mere. Det gør ingen. Flere børn er blevet væk i denne skov. Nu må børn ikke komme her mere. Eller kun sammen med voksne. (side 5-6)

Tak til forlaget Løse Ænder som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om De to myr 2:

Udgivelsesår: 02.12.2019
Forlag: Løse Ænder, 47 sider
Omslag: Kristian Eskild Jensen
Lix: 6

Løse Ænders ‘røde’ serie er ekstremt letlæste bøger for større børn, som stadig er læsemæssigt udfordrede, men som ikke vil røre gængse letlæsningsbøger med en ildtang. (fra forlagets hjemmeside)

Læs også:

De to myr af Henrik Einspor
Meteor af Henrik Einspor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.