november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Dead World af Bo Sejer

Dead World af Bo Sejer

Dead World er et spændende bidrag til den danske horror-scene med sin blanding af gakket humor og horrible og uforklarlige begivenheder

Dansk horror er i en opblomstringsperiode i disse år. Blandt de bedste nye forfattere findes f.eks. Jonas Wilmann, hvis unikke stil af humor og splat med eksistentielle undertoner indbragte ham Årets Danske Horrorudgivelse 2012 for Frygt-filerne. En anden fremragende nyere dansk forfatter er Teddy Vork, der vandt samme pris i 2014 for Sprækker. Vork er fabelagtig til at bruge sin hjemby Esbjerg som kulisse for sine ofte afdæmpede men samtidig modbydeligt skræmmende fortællinger.

Og hvorfor starter jeg så denne anmeldelse af Bo Sejers Dead World med en omtale af to helt andre forfattere? Fordi Bo Sejers romaner bringer mindelser om de to herrer. Ikke i en direkte sammenligning for her er Wilmann og Vork begge mere raffinerede skribenter. Hvor Wilmanns humor er sort som synden, er Bo Sejers mere gakket, og hvor Vorks Esbjerg er det mest skræmmende sted på jorden, er Bo Sejers mere todimensional. Men alligevel 🙂

Tilsæt derudover et drys H. P. Lovecraft, et skvæt af The Matrix og en lille rundtur i tegneren Claus Deleurans skæve univers, så har du en fornemmelse af Dead World.

I Esbjerg (som ifølge Ask har tolv gange så mange psykotiske tilfælde som landsgennemsnittet, hvilket er fuldt forståeligt, hvis resten af historien er sand) hænger de tre kammerater Ask, Syd og Easley ud. En aften går en fest helt amok, da en pige deler rundhåndet ud af nogle små sorte piller. Pillerne ligner lakrids, men er i virkeligheden et slags ”Lovecraftiansk”-LSD, der åbner ens sind for den faktiske verden.

Det viser sig nemlig, at vores verden er fuld af dæmoner, som lever imellem og i menneskene, og ønsker at overtage det hele. Men de tre kammerater har ikke tænkt sig at læne sig tilbage og lade det ske. Det kan godt være, at de ikke fatter en pind af, hvad der foregår, da de hvirvles ind i de syretrips-agtige begivenheder, men det afholder dem ikke fra at at forsøge at redde verden efter bedste evne.

Bo Sejer skriver herligt uhøjtideligt og med en gakket humor, der fik mig til at trække på smilebåndet, selvom der sker de mest horrible og uforklarlige ting undervejs i romanen. Vi møder Moustache-monstre og skyggemænd; venter i forkontoret til venteværelset til Helvede; springer frem og tilbage i tid og sted; og præsenteres for den ene massakre efter den anden begået af de mest modbydelige væsner. Som læser prøver man forvirret (men vildt underholdt) at følge med, men må ligesom Ask opgive at få det forkromede overblik før til sidst. Og så er jeg alligevel ikke engang helt sikker på, at jeg har forstået det hele, men det gør nu ikke noget.

Forfatteren skriver selv om Dead World: ”Bogen kan læses som den giver sig ud for at være: en morsom og uhyggelig historie, i en genre som der ikke ses meget af i Danmark (horror-komedien), eller den kan læses som en fortælling om skizofreni, sindsforvirring og hallucinationer.” Det er i hvert fald helt sikkert, at jeg morede mig vældigt undervejs – og at grinet blev revet af mit ansigt i en ond og vellykket slutning.

Jeg læste Dead World som e-bog, og Bo Sejer har selv stået for udgivelsen, der klart hører til i toppen af selvudgivelser, når det kommer til korrektur og redigering. Der er også en papirudgave på vej af romanen, hvis trykke-omkostninger dækkes ved hjælp af det crowfunding-initiativ, jeg tidligere har omtalt her på siden. Den glæder jeg mig til at få fingrene i, for selvom det er fint at læse en e-bog, så synes jeg nu stadigt, at det er lækkert at bladre i en rigtig bog.

”Der var et skrig af ren panik og rædsel, der truede med at punktere mine trommehinder, men det var lyden af insekter, der fik en hånd til at knuge om mine indvolde og pumpe adrenalin så hårdt gennem min krop, at jeg var bange for, at det ville fosse ud gennem næsen på mig. Ikke at jeg var bange for insekter som sådan, men jeg indrømmer at have en ren og rå angst for dem, når de begynder at bore sig vej ud gennem en teenagepige, der står få meter fra mig. Den stille pige havde tårer i øjnene og rystede ukontrollabelt, men det var hendes veninde, der tog opmærksomheden i øjeblikket. Hun havde vendt det hvide ud af øjnene og rev sig selv i stykker fra ansigtet og ned, som sider ud af en bog. Der var ord skrevet på det blæksorte hul, hun gravede ud af kraniet. Hun skreg ikke, eller gav på anden vis udtryk for, at det gjorde ondt på hende. Som om hun ikke rigtig var der længere og blot var et udhulet hylster for det, der begyndte at vælte ud af hende…” (s. 199)

Også omtalt på Bogrummet.dk

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Jan Warborg Hansen

Skriv en kommentar