november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Den lukkede af Lene Toscano

Den_LukkedeSpændende psykologisk thriller, som ikke efterlader læseren med en let løsning

Anna er 17. Da hun var 10 år, døde hendes mor under fødslen af lillesøsteren Katja. Siden har de to piger været alene med faren Kurt, som har gjort alt for at give dem en god opvækst. Da han møder Eva, og de bliver kærester, er Anna i første omgang glad, for Eva gør faren glad, og så er hun en god lytter til de mange følelser og tanker, der bobler i Anna. Men som tiden går, opdager Anna, at der er noget helt galt med stedmoderen. Hun bliver overbevist om, at Eva laver forsøg med Katja, og at hun har en hemmelighed i kælderen. Men hvordan overbeviser man omverdenen om, at ens stedmor, som er psykiater og overlæge, er farlig, når selvsamme stedmor har fået én indlagt på den lukkede afdeling?

Lene Toscano er selv læge og debuterer med ’Den lukkede’, som vandt en romankonkurrence udskrevet af forlaget Valeta. Oplægget til konkurrencen var at skrive en gyserroman for unge i alderen 15-25 år, men andre læsere kan dog sagtens være med, ligesom man ikke skal lade sig afskrække af ordet gyserroman. ’Den lukkede’ er nemlig en spændende psykologisk thriller, som undersøger grænselandet mellem det normale og det unormale, og hvor læseren holdes hen i tvivlen om, hvorvidt Annas stedmor virkelig er en psykopat, eller om Anna i stedet lider af alvorlige tvangstanker.

Historien fortælles af Anna, mens hun er indlagt og venter på at få elektrochok. Hun skriver sin historie ned til en unavngiven læser, som hun håber vil redde hende, før det er for sent. Vi har derfor kun Annas ord for, hvad der sker.

Sproget flyder godt, dog er der flere steder problemer med orddelingen ved linjeskift, og det irriterede mig lidt undervejs. Det kan dog ikke ødelægge fortællingen, hvor Lene Toscano tegner et sympatisk og troværdigt portræt af en teenagepige med alle de tanker og problemer, der hører med. Annas venskab med den seje Natalie er fint beskrevet, og det samme er forelskelsen i vennen Mikkel, som er lidt ældre end pigerne. Ved siden af det fine portræt fortæller Toscano så en grum og skræmmende historie om en forsker, som ikke har nogen etiske grænser. Og selvom denne del af historien er så grum, at det er svært at tro, så virker Annas fortælling alligevel et langt stykke hen ad vejen troværdig.

Jeg følte mig i godt selskab med Lene Toscanos debutroman, som både vækker til eftertanke og underholder. ’Den lukkede’ er en spændende roman for unge og voksne, som ikke efterlader læseren med en let løsning.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Sider: 291
Forlag: Valeta

Skriv en kommentar