Det der ligger gemt i sneen af Carin Gerhardsen

Det der ligger gemt i sneen af Carin Gerhardsen

En mand og hans elskerinde sætter sig ind i en bil for at køre til et afsides mødested. En ung kvinde får et lift af en fremmed, og en mand kører alt for hurtigt på de snedækkede veje. Alle kører forbi den samme dybe kløft, men kun én bliver skyld i en voldsom ulykke, der får fatale følger. Personerne kender ikke hinanden, men langsomt knyttes de sammen af ulykken, der efterfølgende truer med at ødelægge deres tilværelse. (fra bagsiden)

Jeg kender Carin Gerhardsen fra hendes Hammarby-serie, som er gode, gedigne politikrimier. Det der ligger gemt i sneen er seneste udgivelse fra hendes hånd og af samme gode standard.

Historien indledes med en avisartikel om en forsvundet mand. Herfra går vi til januar 2014, hvor vi får fortalt historien skiftevis gennem Jeanette, Sandra og Jan. Senere springer fortællingen til maj 2018, hvor Kerstin støder til persongalleriet. Og herfra skifter fortællingen mellem det nutidige spor og sporet i 2014. Det lyder lidt kompliceret, og man skal da også holde tungen lige i munden for at holde styr på personerne og deres relationer. Men det er umagen værd.

Jeg var godt underholdt af Det der ligger gemt i sneen, der blandt andet handler om tilfældighedernes spil og det at tage ansvar. Også selvom det kan være svært eller ligefrem være dårligt for en selv.

Det er ikke kun mysteriet om, hvad der egentlig skete den januardag, der holder læseren fanget. Det er i lige så høj grad de spændende personportrætter og refleksionerne over skyld, sorg og hævn, som gør at man har svært ved at slippe fortællingen.

Er du til psykologiske thrillers, hvor personerne er i centrum, er Det der ligger gemt i sneen et godt bud.

Anmelderne skriver:

Lars Ole Sauerbergs anmeldelse i Jyllandsposten:
Først ser det ud til, at det bliver til banale, ugebladsagtige melodramaer. Men da man er ved at være klar til at opgive læsningen i lutter skuffelse, begynder der at ske noget. Det, der sker, er, at historien ligesom begynder at forholde sig til sine egne fortællegreb og blive både en historie om kvindeskæbner i skyggen af traumer som bilulykke, voldtægt og liv på bænken iblandt prekariatet og så samtidig en historie om det at kunne fortælle og udvikle den historie. Bogen […] bliver pludselig en dybt fascinerende øvelse i måder, vi forholder os til hinanden og virkeligheden på gennem de formater, som konventionelle størrelser som fortællestrukturer og sprog tilbyder, men som næsten aldrig bliver udfordret. (10.05.2020 Jyllandsposten)

Lene Jensens anmeldelse på Litteratursiden:
Denne thrillers skudsikre plot er virkelig godt fundet på, og jeg havde ikke gennemskuet noget som helst, før afsløringen kom. Mange gange var jeg tilbage i bogen for at få styr på, hvad det egentligt var, jeg havde læst. Der er så mange ubekendte og så mange drejninger i handlingen, at jeg simpelthen var nødt til det – ikke at det hjalp mig med at få det hele på plads, det fik jeg først til allersidst, da forfatteren ønskede, jeg skulle finde ud af det. (Litteratursiden.dk)

Om Det der ligger gemt i sneen:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: People’s Press, 386 sider
Omslag: Rasmus Funder
Originaltitel: Det som göms i snö, 2018
Oversætter: Louise Ardenfelt Ravnild

Læs også:

Savas vidner af Sara Bouchet
Måske uskyldig af Alafair Burke
Huset i Chelsea af Lisa Jewell
Og så var hun væk af Lisa Jewell
I en mørk mørk skov af Ruth Ware
Hydra af Matts Wesolowski

Skriv en kommentar