september 2018
M T O T F L S
« aug    
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
Arkiver

Det fjerde menneske af David Garmark

Det fjerde menneske af David GarmarkFørste velskrevne bind i en planlagt serie er lidt længe om at komme i gang men kan klart anbefales, hvis du er til action og videnskabsthrillere.

En mand vågner forslået, torteret og skudt i en kiste uden at ane, hvem han er, hvor han er, og hvordan han er endt i denne tilstand. Mens vi langsomt finder ud af, hvem manden er, springer historien to år tilbage til en forskningsstation i Antarktis, hvor et spændende fund dybt nede i isen får katastrofale følger. Og til Papua Ny Guinea en uges tid før hvor forskeren Dina Klein-Schildt ligeledes er på sporet af en epokegørende opdagelse. De mange skift i handlingen er lidt forvirrende i starten, fordi der er så mange forskellige bolde i luften. Efterhånden som vi kommer længere ind i fortællingen, bliver plottet dog mere tydeligt og derfor også mere spændende, og mod slutningen var jeg virkelig opslugt at historien.

Jeg kan godt lide spændingsromaner med et videnskabeligt twist, og det har Det fjerde menneske med sit afsæt i en fjerde menneskerace og grunden til dens uddøen. For mig måtte den del godt have fyldt langt mere. Garmark får dog også gjort resten af plottet spændende, og selvom jeg personligt synes, at helte á la 007 med deres talrige evner og dygtighed er lidt irriterende, så har vores mand en skjult side, som gør ham interessant, ligesom det øvrige persongalleri også har lidt kant og personlighed.

Jeg havde glædet mig meget til at læse David Garmarks thriller Det fjerde menneske, fordi jeg var så begejstret for hans novelle Tågevals og hans kortroman En ørn fanger ikke fluer. Jeg vil ikke sige, at Det fjerde menneske skuffede mig, men det tog lidt tid at blive fanget ind. Alligevel kan jeg sagtens anbefale den, hvis du er til actionfyldte videnskabsthrillere, for Det fjerde menneske er velskrevet og ikke lige til at regne ud.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Det fjerde menneske:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Turbine, 343 sider

Læs også:

Langs smertegrænsen af Thomas Clemen
Nattetimen af Annika von Holdt
Rædslernes hus af Dean Koontz
Fandenivoldsk af Lars Kramhøft
Udryddelsen af Kazuaki Takano
Ensom ulv af Tommy Thorsteinsson
Is i blodet af Robert Zola Christensen

Skriv en kommentar