oktober 2019
M Ti O To F L S
« sep    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

DET GRUFULDE BIBLIOTEK – danske gys før og nu / red. Kristian Nordestgaard & Jette Holst

DET GRUFULDE BIBLIOTEK - danske gys før og nuMå jeg præsentere: DET GRUFULDE BIBLIOTEK – danske gys før og nu

For et års tid siden blev jeg kontaktet af Kristian Nordestgaard fra Forlaget SerieKlubben, der ville høre om jeg havde lyst til at være med til at lave en bog med danske gys gennem tiderne sammen med forlaget. Det havde jeg bestemt, og nu foreligger resultatet i DET GRUFULDE BIBLIOTEK.

Vi vidste allerede fra begyndelsen, at vi ikke ville lave en ’almindelig’ antologi. Det skulle således ikke blot være et udpluk af de mest kendte danske gysernoveller, for de findes jo allerede trykt mange andre steder. I stedet ville vi, i en række kronologiske nedslag og via forskellige former for tekster, vise udviklingen i det danske gys uden skelen til litteraturhistoriens kanon. Vi ville med andre ord vise bredden i genren uden at rynke på næsen ad hverken den gode eller den dårlige smag.

Det første kriterium var, at teksterne skulle være komplette (altså ingen uddrag af romaner og lignende), og samtidig ville vi gerne bringe digte, essays, myter med mere, så vi ikke kun præsenterede det moderne format, som novellen repræsenterer.

Derudover forsøgte vi også at sprede historierne tematisk, for også her at vise gysets mangfoldighed ved at bringe historier med blandt andet vampyrer, gengangere, spiritisme, science fiction-gys, psykologiske gys, mord, hævn og direkte splatter fremfor kun at servere den klassiske spøgelseshistorie.

Endelig skulle teksterne være skrevet med henblik på at vække gys og ubehag i læseren, og selvom nogle af de ældre tekster nok ikke ligefrem skræmmer bukserne af folk i dag, så er der ingen tvivl om, at de i datiden havde den virkning.

Man kan altid diskutere, hvilke tekster en sådan antologi skal medtage, og det var bestemt ikke uproblematisk at vælge – og ikke mindst at fravælge! Af samme grund har vi et kapitel bagerst i bogen, hvor du finder forslag til flere gode danske gysere, som også kunne have fortjent en plads i DET GRUFULDE BIBLIOTEK.

Jeg håber, at det er lykkes os at give et repræsentativt (og spændende) billede af dansk gys’ udvikling, men det er selvfølgelig op til læserne at vurdere. Under alle omstændigheder finder du 1000 års danske gys i DET GRUFULDE BIBLIOTEK med historier lige fra de nordiske myter og danske folkeeventyr, over skillingsviser og beskrivelsen af den sidste henrettelse i Danmark i fredstid, til essays om vandrehistorier, haikudigte og noveller skrevet af både nutidige og ældre forfattere, samt en enkelt tegneserie.

Jeg vil da også lige nævne, at ud af de 23 historier, vi har med i bogen, er tre skrevet/tegnet direkte hertil og dermed aldrig trykt før. Dertil har Nicolas Barbano leveret et flot forord, og den stemningsfulde forside af Peter Nielsen fortjener også ros.

Du kan læse om bogen på Facebook

Eller køb den og få dit helt eget eksemplar hos boghandleren eller på Internettet (Saxo, Gucca, WilliamDam.dk, Plusbog)

Indhold:

Nicolas Barbano: Forord
Redaktørerne: Velkommen til DET GRUFULDE BIBLIOTEK
Henning Kure: Vølunds kvide (2018)
B.S. Ingemann: Niels Dragon (1847)
Vilhelm Bergsøe: Et Eventyr fra Regensen (1867)
Alex. Schumacher: Vampyren – Af en Afdøds Dagbog (1870)
Evald Tang Kristensen: Søstrene i Bjærgmandens Høj (1881)
Holger Drachmann: Basilisken (1890)
Henrik Cavling: Jens Nielsens henrettelse (1892)
Julius Strandberg: Marie Sørensen Hjortshøjs ulykkelige Død (1902)
Tom Kristensen: Hævnen (1923)
Otto Rung: Anderssons forbedrede Tilstand (1927)
Harald Thomsen: Dyret (1947)
Niels E. Nielsen: Febernatten (1957)
Per Sanderhage: Woodoo over Harlem (1973)
Rolf Gjedsted: Dekoratørens yndlingsdukke (1982)
Grete Roulund: Hunden i Qutab Minar (1999)
Steen Langstrup: Indbrud (2001)
Sarah Fürst: Cikadernes sang (2007)
Jacob Hedegaard Pedersen: Horrorhaiku (2011)
Jonas Wilmann: Sammenhold (2011)
Mikkel Harris Carlsen: Lilith – Frit efter et vestjysk sagn (2014)
Henrik R. Lassen: Gys & Skræk – danske vandrehistorier (2018)
Rasmus Hastrup: Det sidste hus (2016)
Karoline Lindebjerg: En skygge af sig selv (2018)
Teksterne (bibliografiske data)
Jette Holst: Blod på tanden

Om DET GRUFULDE BIBLIOTEK:

Udgivelsesår: 24.01.2019
Forlag: SerieKlubben, 330 sider
Omslag: Peter Nielsen (pncreate.com)

Skriv en kommentar