november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Djævle-eliksiren af E. T. A. Hoffmann

Djævle-eliksiren af E. T. A. HoffmannDjævle-eliksiren er historien om munken Medardus og hans kamp mod djævelen. Romanen er skrevet som “Kapucinermunken broder Medardus’ efterladte papirer”, og indeholder også et kort afsnit skrevet af den gamle maler, der i romanen symboliserer den vandrende jøde/den evige jøde.

Franz (som Medardus er døbt) vokser op uden at kende sin far, men er allerede fra barnsben stærkt påvirket til at gå troens vej. Han introduceres for abbedissen af cistercienser-nonneklostret, og hun fatter stor ømhed for ham. Hans undervisning foregår i kapucinerklostret, hvor han møder prior Leonardus, som også kommer til at betyde meget for ham, og da han træder ind i ordenen tager han navnet Medardus efter sin mors ønske.

Medardus er glad i klostret, og en dag får han til opgave at holde tilsyn med klostrets relikvier. Blandt dem er en flaske fyldt med djævelens eliksir. Drikker man af den, overgiver man sig til djævelen. Medardus lader sig lokke og tager en slurk, og kort efter begynder han at føle en sælsom glød, der gør hans prædikener så gode, at folk valfarter fra nær og fjern for at høre ham. I sit overmod tror Medardus snart, at han er en hellig mand og bedre end de andre munke, og så får han et syn – en smuk ung kvinde viser sig for ham og siger ordene: “Det er dig, dig selv, Medardus, som jeg elsker så uudsigeligt“.

Medardus beslutter sig for at bryde sit klosterløfte og drage ud for at finde pigen bag visionen, men på vejen ender han hos Baron …, som har sønnen Hermogen og datteren Aurelie med sin afdøde hustru, og nu er gift med den unge og forførende Euphemia. Medardus ser, at Aurelie er pigen fra hans syn, men starter et syndigt forhold med Euphemia, som tager ham for sin elsker Grev Viktorin. Opholdet hos Baron … ender dog skrækkeligt. Medardus dræber både Euphemia og Hermogen, og flygter forklædt som en adelig mand.

På sin videre vej støder Medardus bl.a. på en sindsforvirret munk, en frisør og får ophold hos en fyrste. Alle steder må han skjule, hvem han virkelig er, og hele tiden søger han Aurelie, som han ønsker brændende. Og det lykkedes ham til sidst at overbevise alle om, at han ikke er munken Medardus, så da Aurelie forelsker sig i ham, kan han gifte sig med hende. Men netop som brylluppet skal stå, dukker den sindsforvirrede munk op, og Medardus forsøger at dræbe både Aurelie og munken. Så flygter han, og da han kommer til sig selv igen, er han på et hospital i Italien.

Nu starter en tid, hvor Medardus erkender sine synder og skal sone dem. Men stadig kæmper han med djævelen, og da han i Rom kaldes til Paven, som ønsker at ophøje ham til Prior, må han endnu en gang se i øjnene, at hovmodet har tag i ham. Han tager derfor tilbage til sig gamle kapucinerkloster for at sone videre. Og her går det op for ham, at Aurelie ikke døde af hans angreb og nu ønsker at blive nonne. Midt i hendes indvielse dukker den sindsforvirrede munk dog op igen, og slår hende ihjel. Men hendes sidste ord til Medardus sætter ham fri, da det går op for ham, at de begge er blevet udvalgt til at sone forfædrenes synder, og at hendes mord er himlens værk.

Djævle-eliksiren er skrevet i 1815 af digteren E. T. A. Hoffmann som både var jurist og kunstner. Det er en roman, som muligvis har fundet inspiration i Matthew Lewis roman The Monk fra 1795 (Aurelie læser fx The Monk i romanen), og som udforsker menneskets kamp med synden.

Djævle-eliksiren rummer mange af de elementer som kendetegner den gotiske roman. Den rene uskyldige pige (Aurelie), dobbeltgænger-motivet (Medardus og Viktorin), eksotiske lokaliteter, syndefulde lyster, incestuøse forhold, brugen af myten om den evige jøde osv.

Flere gange ser Medardus en mystisk person, som første gang dukker op under en af Medardus prædikener, hvor han i sit hovmod mener, at han er grunden til, at folk kommer frem for at tilskrive æren Gud. Senere dukker personen op flere gange, og hver gang gribes Medardus af angst. Han tror, at det er djævelen selv. Men mod slutningen går det op for ham, at personen i virkeligheden har forsøgt at redde ham fra hans eget hovmod hele vejen.

I efterskriften af Hans Andersen skriver han: “Hoffmanns roman er et af den tyske romantiks højdepunkter, skrevet i en tid som søgte en højere verdensorden, hvor ideal og virkelighed, drøm og fornuft kunne smelte sammen. Men “Djævle-eliksiren” udtrykker stærkest en tvivl. Den er bærer af en indre splittelse, som kommer til syne i dens fantastiske og uforenelige størrelser, i dens gru og angst, dens irrationelle hændelser og dens jordskælvsagtige afstand mellem godt og ondt i samme menneske.”

Og måske er det denne tvivl, som gør at romanen stadig kan læses den dag i dag. På en nutidig læser er det ikke beskrivelserne af Medardus lyster eller pinsler, som gør historien interessant. Det er hans tanker og diskussioner med andre, som sætter fokus på menneskets mulighed for handle godt eller ondt. Og selvom jeg til tider synes, at Djævle-eliksiren var rigeligt langtrukken, så er den ikke desto mindre stadig værd at læse.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1977
Originaludgave: 1815
Forlag: Lademann, 293 sider
Originaltitel: Die Elixiere des Teufels

Et Svar to “Djævle-eliksiren af E. T. A. Hoffmann”

Skriv en kommentar