Dr. Jekyll og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson

Den_ejendommelige_sag_om_dr_Jekyll_og_mr_Hyde

Dr. Jekyll og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson

Dr. Jekyll og Mr. Hyde handler kort fortalt om en videnskabsmand, som går for langt i sine eksperimenter og må bære den yderste konsekvens.

Lægen Jekyll er et respekteret medlem af samfundet. Udadtil opretholder han et ulasteligt ydre, men han har dog visse laster – hvilke får vi ikke at vide, andet end han synes, de er uværdige. Gennem en række eksperimenter lykkes det Jekyll at spalte sin person i to, således at alle lasterne kommer til udløb i Mr. Hyde, mens han som Dr. Jekyll kan være helt igennem respektabel.

Men Dr. Jekyll kan ikke styre Mr. Hyde, og da denne en dag slår en mand ihjel, er Dr. Jekyll nødt til at lukke døren i for Hyde for evigt. Det viser sig dog at være svært, for når Jekyll sover, dukker Hyde op. Det der før krævede, at han tog sin eliksir, sker nu uden hjælp, og til gengæld bliver det sværere for ham at blive Jekyll igen.

Sagføreren Utterson kommer ind i sagen som en ven af Dr. Jekyll, og det er ham som til sidst sammen med Jekylls trofaste tjener Poole bryder ind i Jekylls arbejdsværelse og finder den fuldstændige redegørelse over forløbet – og Hydes krop liggende død på gulvet.

Historien om Dr. Jekyll og Mr. Hyde er en klassisk fortælling, som siden sin udgivelse er blevet filmatiseret og gengivet på anden vis et utal af gange. Robert Louis Stevenson lod sig inspirere af en virkelig person, da han skrev den, nemlig William Brodie, der blev født i 1741 og udadtil var en fin gentleman, men bag kulisserne var en tyv og bedrager.

Førsteudkastet til romanen blev skrevet på tre dage, men blev omskrevet da Mrs. Stevenson foreslog sin mand at gøre det til en allegorisk fortælling i stedet for. Det endelige manuskript blev derefter ligeledes skrevet på tre dage, og blev allerede i sin samtid en bestseller med et oplag på 40.000 eksemplarer i løbet af det første halve år.

Dr. Jekyll og Mr. Hyde er nem at læse trods sin alder, og har flere glimrende eksempler på gotiske virkemidler, f.eks. beskrivelsen af Uttersons tur gennem natten sammen med Poole:

“Det var en barsk og stormfuld martsnat, og den blege måne lå på ryggen, som om vinden havde væltet den, og de forrevne skyer for over himlen i et broget mønster. Stormen gjorde det vanskeligt at tale og gjorde dem hede i kinderne. Det var, som om den havde drevet alle fodgængere bort fra gaderne, for Mr. Utterson syntes aldrig, han havde set London så øde og forladt. Han havde foretrukket det anderledes, for aldrig i sit liv havde han følt så inderlig en længsel efter at se sine medskabninger og røre ved dem, og selvom han kæmpede imod, voksede der i ham en knugende forudanelse af katastrofe.”

Dr. Jekyll og Mr. Hyde blev som sagt en bestseller allerede i samtiden, og udtrykket ”Jekyll & Hyde-personality” opstod, som en forklaring på mennesker der bestod af både ønskelige og ikke-ønskelige personlighedstræk. Historien demonstrerer da også tydeligt et af de ”problemer”, der optog borgerskabet i slutningen af 1800-tallet, nemlig hvordan man passer på, at lysterne (som var ikke-ønskelige personlighedstræk) ikke overmander mennesket. Hvor man mente, at den gemene pøbel ofte lod sig lede af lysterne, var det ikke passende, når pæne mennesker gjorde det.

Samtidig er historien også et eksempel på ”den gale videnskabsmand”, som i sin søgen efter viden, ender med at gøre ulykkelige ting. Helt konkret både myrder og voldtager den pæne doktor jo folk, når han er overtaget af Mr. Hyde. Og selvom Jekyll ikke ønsker at begå alle de slette handlinger, så får han sværere og sværere ved at modstå Mr. Hyde. En advarsel til læseren om at passe på ikke at lade sig overmande af lysterne, da det kan få grufulde konsekvenser.

Kasper Christiansen analyserer Dr. Jekyll og Mr. Hyde i sin artikel ‘På sporet af Mr. Hyde’ i Kritik, nr. 175. Han mener dog ikke, at man kan nøjes med at læse romanen som et opgør med Victoriatidens menneskesyn. Derimod mener han, at Stevenson skelnede til videnskaben, da han skrev sin fortælling.

Christiansen fortæller blandt andet, hvordan fortællingen blev skrevet midt i en brydningstid præget af kampe mellem indbyrdes stridende skoler i videnskaben. Positivismen, som reducerer verden til materielle processer og mekaniske love, dominerede, som en modvægt til romantikkens spekulative, metafysiske filosofi. Men i løbet af 1880’erne opstod også en ny dynamisk psykologi, der byggede på et rent psykologisk grundlag, ligesom der også opstod en interesse for parapsykologien. Christiansen påviser, at Stevenson havde et tæt forhold til den dynamiske psykologi, og forklarer hvordan han fik grundidéen til Dr. Jekyll og Mr. Hyde under læsningen af en artikel om det ubevidste i et fransk videnskabeligt tidsskrift.

Christiansen fortsætter, at hoved-inspirationen til fortællingen må findes i udforskningen af hypnose og multipel personlighedsforstyrrelse. To fænomener, der særligt optog fransk videnskab i 1880’erne. Hypnose blev brugt til at undersøge det ubevidste, ligesom hypnose gjorde det muligt at fremkalde personlighedsændringer meget lig dem, dr. Jekyll frembringer i sit laboratorium. Dermed konkluderer Christiansen, at det kemiske stof Jekyll tager for at blive Hyde, ikke fremkalder splittelsen i personligheden, men i stedet isolerer to eksisterende psykiske enheder.

Tanken om bevidstheden som en sammensat størrelse, bestående af modsatrettede og indbyrdes stridende kræfter, er et hovedtema i 1880’ernes videnskab og litteratur. At Stevenson har fattet interesse for disse temaer er ikke overraskende, når man holder hans tætte forbindelse til fransk psykologi for øje. Psykologien i Frankrig interesserede sig særligt for det psykopatologiske område, for personlighedsspaltning og ubevidste bevidsthedsprocesser, ligesom man diskuterede gyldigheden af de traditionelle subjektmodeller og de juridiske konsekvenser af denne revurdering – alle temaer, der står centralt i Strange Case.” (side 40, Kritik nr. 175)

I romanen er dr. Jekyll helt overbevist om, at det er Hyde, der begår forbrydelserne. Alligevel har han dårlig samvittighed og føler sig skyldig. Denne forvirring over hvor skylden skal placeres, var også aktuel i Stevensons samtid. Christiansen beskriver, hvordan opdagelsen af hypnose og multipel personlighedsforstyrrelser “tvang videnskaben til at tage stilling til de juridiske konsekvenser af, at mennesket kunne handle ud fra motiver, der stammede fra fraspaltede personlighedselementer.”

Christiansen slutter af med at se nærmere på, hvordan Hydes sanser er mere skærpede end dr. Jekyll. Her mener han, at man misser forklaringen, hvis man tolker Hyde ud fra et evolutionistisk synspunkt. Her skal Hyde nemlig placeres på et lavere evolutionistisk udviklingstrin end Jekyll, og det hænger ikke sammen med Hydes skærpede sanser. Den positivistiske psykologi kunne ikke forklare, hvorfor personer under hypnose f.eks. kan fremkalde minder, som ikke huskes i vågen tilstand. Derfor ignorerede eller fornægtede man simpelthen disse fænomener. Men ifølge Christiansen kan Hydes skærpede sanser netop forklares via den dynamiske psykologi, og den viden er nødvendig at have for øje, hvis man vil forstå Stevensons roman og særligt skikkelsen dr. Jekyll/mr. Hyde.

Om bogen:

Originaltitel: The strange case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde
Udgivelsesår: 1886

Læs mere:

På sporet af Mr. Hyde af Kasper Christiansen i Kritik, nr. 175. 2005
Timer i litteratur af Vladimir Nabokov

Skriv en kommentar