Den unge sagfører, Jonathan Harker, drager til Transsylvanien for at afslutte et huskøb i England for Grev Dracula. Trods advarsler fra den lokale befolkning finder han frem til slottet, hvor mange mystiske hændelser venter ham. Da greven rejser til England, befinder Jonathan sig stadig i slottet – fanget af nogle kvindelige vampyrer. Det lykkes ham dog at flygte og nå frem til England.

Før det sker, tager romanen dog et hop til Jonathans forlovede, Mina, der venter hjemme i England. Minas veninde, Lucy, bliver pludselig syg. Det viser sig, at hun mødes med Grev Dracula, og hun ender med selv at blive vampyr. Vampyrjægeren professor Van Helsing drager ud sammen med bl.a. Jonathan og Mina, og det lykkes dem både at “befri” Lucy – ved at slå en pæl gennem hendes hjerte – og at finde frem til Dracula og ligeledes dræbe ham.

Bram Stoker udgav sin roman i 1897. Han var en fin victoriansk herre, som ikke fandt at erotik i litteraturen var passende. At hans Dracula-figur er siden blevet et freudiansk symbol på den undertrykte seksualitet, må siges at være ganske ironisk.

Efter sigende baserede Stoker karakteren Dracula på en transylvansk hersker Vlad III, med tilnavnet The Impaler for sin vane med at spidde sine fjender på pæle. Vlad blev kaldt Drăculea, som betyder Søn af Dracul. Navnet Dracul var fra faderen, som var medlem af ridderordenen Dragens Orden. (Læs mere på Britannica.com)

Andre tror dog, at Stoker kan have fundet inspiration til sin roman i hjemlandet Irland. På IrishCentral.com påpeges det, at det dels er meget tænkeligt, at han havde læst sin landsmand Sheridan Le Fanus vampyrroman Carmilla og fundet inspiration her.

Måske kan Bram Stokers mor også have været en indflydelse? IrishCentral.com beskriver, hvordan hun dels fortalte ham om tiden under den irske hungersnød, hvor folk i desperation blev drevet til kannibalisme og visse endda drak blodet fra døde og svage for at få næring. Og dels om kolera-epidemien i 1830’erne, der ligeledes var en rystende oplevelse, hvor man gik så vidt, at man begravede smittede, før de døde, for at begrænse smitten. (Læs mere på IrishCentral.com)

Endelig mener folkemindeforskeren Owen Harding, at ordet Dracula kan komme fra det irske sprog. Det irske ord dreach-fhoula (udtales drac-ula) betyder dårligt eller plettet blod, og udtrykket antages at henvise til blodfejder mellem mennesker eller familier, så kan Stoker have brugt det som et passende navn til sin greve?

Det ville passe godt sammen med et andet bud på Stokers inspiration til selve historien, nemlig sagnet om den irske krigsherre, Abhartach, der brutalt styrede sin befolkning i 500-tallet.

“A ruthless and feared leader, Abhartach ruled through a mix of intimidation and bloodletting and was believed to be in possession of magical powers bestowed upon him by evil spirits. Eventually, the townsfolk banded together and, together with a neighbouring chieftain by the name of Cathain, succeeded in killing Abhartach. But the story takes a decidedly dark twist with the burial of Abhartach who was entombed standing up, as was the tradition for Celtic chieftain funerals at the time. According to the folklore, Abhartach soon rose from the grave and began yet another murderous reign of terror, fuelled by the blood of his subjects, which he demanded by the bowlful in an attempt to sustain his energy.” (The Irish Post)

Legenden fortsætter med at Cathain vendte tilbage og dræbte Abhartach endnu en gang, hvor han vendte tilbage. Da forstod Cathain, at han var oppe mod overmenneskelige kræfter og fik hjælp fra en kristen helgen, som fortalte at han skulle bruge “a sword made of yew wood” til at slå Abhartach ihjel og begrave ham med hovedet ned af og en sten placeret over hans krop, lykkedes det at slippe endeligt af med tyrannen.

Teorien om Abhartach sagnet er blevet præsenteret af Bob Curran, som underviser i Celtic History and Folklore ved University of Ulster, Coleraine, og jeg må sige, at jeg finder den ret overbevisende.

Uanset hvordan Stoker fandt sin inspiration, skrev han den på en unik facon. Bogen er skrevet som en blanding af dagbogsnoter, uddrag af breve, avisudklip osv. Sine steder skinner alderen naturligvis igennem, men Dracula er stadigvæk en klassiker blandt vampyrromanerne, og den filmatiseres og kopieres løbende, ligesom der findes en del tegneserie-versioner af historien.

Sidstnævnte ser Steffen Kronborg nærmere på i sin artikel Dracula – en livskraftig legende. Men først giver han en kort og præcis analyse af romanen.

Dracula er den seneste af 1800-tallets tre store britiske myter om menneskets usikkerhed og rådvildhed over for den nye tid med dens hastigt fremvoksende teknologiske landvindinger og dens ændrede moralbegreber. Først kom Frankenstein (1818) om videnskabsmandens gudsbespottende virksomhed; dernæst fulgt Dr. Jekyll & Mr. Hyde (1886), om videnskabens hybris i forsøget på at forbedre det naturskabte menneske; og endelig udgav Stoker så i 1897 Dracula, om menneskets kamp mod mørkets kræfter, drifterne og underbevidsthedens farlige og ukontrollerede tilskyndelser. I denne kamp er videnskaben ikke længere menneskets fjende, men derimod dets allierede. Man bemærker dog, at videnskaben kun er den ene af parterne i kampen mod de mørke magter; mindst lige så vigtig er religionen, som skaber den nødvendige modvægt til teknologiens potentielle afgudsdyrkelse.

Kronborg tilslutter sin læsning den generelle freudianske fortolkning af romanen som en moralsk fortælling om seksualitetens farlighed og nødvendigheden af at beherske sine lyster. Kvinderne Lucy og Mina er lysende eksempler herpå, idet den flirtende og livlige Lucy lader sig lokke og bliver et let offer for Dracula aka de fortrængte seksuelle drifter. I modsætning til hende er Mina mere handlekraftig og mindre koketterende, og forstår derfor at modstå Draculas angreb – selvom hun fristes.

Men Kronborg læser også andre interessante temaer ind i romanen, herunder modsætningsforholdet mellem menneske og dyr, der kan læses i forlængelse af problemstillingen om frigjorthed og moralsk mådehold. Her repræsenterer Dracula det frigjorte dyr, hvor instinkterne og drifterne bestemmer (Dracula optræder endda direkte som dyr i romanen, når han antager skikkelse af en ulv eller en flagermus), mens Van Helsing repræsenterer moralen og fornuften, som den alvidende autoritetsfigur og faderskikkelse.

Endnu et tema er konfrontationen mellem fortid og nutid, hvor Dracula repræsenterer den tilbagestående fortid, overtroen og det degenererede aristokrati, mens Harker, Mina og Van Helsing står for fremskridtet og fremtiden. Og – fortsætter Kronborg – så kan man endelig læse romanen som en allegori over evigtgyldige modsætningspar, ud over sin egen tid.

F.eks. er indholdet i vore dage blevet tolket som en beskrivelse af den vestlige verdens nyeste svøbe, AIDS. Dracula bliver da til et sindbillede på smittebæreren over alle smittebærere, urenhedens og epidemiens ophavsmand, som usynligt bedriver sine egne ugerninger midt iblandt os. Men Dracula er også blevet set som et symbol på det modsatte: livsnyderen, som elsker livet og menneskene med en sådan styrke, at han overskrider naturlovene og nægter at dø. I en sådan læsning fremstår Draculas dyrkelse af blodrusen som en forståelig, næsten acceptabel handlemåde – og når vampyren alligevel nødvendigvis må jages og uskadeliggøres, fordi dens uhæmmede udfoldelsestrang er til fare for det omgivende samfund, antager denne forfølgelse og destruktion af det onde næsten karakter af en tragedie.

Til slut skal nævnes et tema i romanen, som jeg fandt omtalt på Sparknotes.com – nemlig galskab. På grund af de mærkelige og overnaturlige begivenheder, der finder sted i romanen, sætter romanens personer flere gange spørgsmålstegn ved deres egen mentale tilstand. For eksempel tvivler Harker på, om han kan stole på sin hukommelse, da han genforenes med Mina efter sin flugt fra Draculas slot: “Jeg ved ikke, om det virkelig skete, eller om det blot er en gal mands drømme.” Og mens dr. Seward er overbevist om, at den indlagte Renfield er gal, når han taler med en usynlig entitet i sin celle, ved læseren, at han taler til Dracula og forudser de farer, der kommer. Seward begynder endda at betvivle sine egne åndsevner efter at have levet blandt de indlagte på sindssygehospitalet i så mange år. Konfronteret med et onde, der synes umuligt at forstå, fristes romanernes personer til at tro, at det er deres egen sind, der laver tricks med dem, frem for at erkende Draculas ondskab som et reelt vilkår.

Anmelderne skriver:

Fra Sortsand:
“Fascinationspunkterne i Dracula er da også mange. Uanset om man lægger vægten på den usagte, erotiske kamp, der udkæmpes mellem vampyrgreven og den gæve samling helte, der stiller sig op imod ham, eller om man ser romanens fornyelse af den gotiske patos, eller brugen af moderne videnskabelighed som den væsentligste akse, så forbliver bogen en utrolig frugtbar inspirationskilde, der vidner om værkets potentente originalitet. Stoker lånte fra andre og plagierede direkte stedvist, men ingen kan betvivle, at det først var med udlægningen af vampyrfiguren i Dracula, at vampyren fandt sin fuldstændige form, som vi kender den i dag.” (Læs hele anmeldelsen på Fra Sortsand)

Bogrummet:
“De fleste af os har set eller læst mindst én version af Dracula eller diverse spin-offs. ’En vampyrs bekendelser’ (1976) af Anne Rice og tv-serien Buffy – the Vampire Slayer er to af mine favoritter. Den oprindelige roman fra 1897 er præget af langsommelighed. Tiden får lov at gå langsomt på en måde, der virker enormt fremmed for en nutidig læser. Når folk skal rejse, foregår det via tog, skib eller hestevogn, og den slags tager den tid, det tager. Man kan ikke bare ringe eller sende en sms, så alle beskeder mellem de involverede foregår via brev og bud. ’Dracula’ er helt klart værd at læse for det historiske indblik i miljø, omgangsformer og ikke mindst kvindesyn.” (Læs hele anmeldelsen på Bogrummet)

Book Marks – gengivelse af anmeldelsen i The Manchester Guardian, June 15, 1897:
“A writer who attempts in the nineteenth century to rehabilitate the ancient legends of the were-wolf and the vampire has set himself a formidable task. Most of the delightful old superstitions of the past have an unhappy way of appearing limp and sickly in the glare of a later day, and in such a story as Dracula, by Bram Stoker, the reader must reluctantly acknowledge that the region of horrors has shifted its ground. Man is no longer in dread of the monstrous and the unnatural, and although Mr. Stoker has tackled his gruesome subject with enthusiasm, the effect is more often grotesque than terrible.” (Læs hele anmeldelsen på BookMarks)

Om Dracula:

Udgivelsesår: 1998
Originaludgave: 1897
Forlag: Borgen, 396 sider

Læs mere om den gotiske fortælling

Læs mere:

How a horrifying bit of Irish folklore inspired Bram Stoker’s Dracula af Jack Beresford (May 26. 2021, The Irish Post)
How Bram Stoker created Dracula with the aid of Irish folklore af Leonie O’Hara (October 4. 2020, Irish Central)
Dracula – en livskraftig legende: om Bram Stokers roman og forskellige tegneserie-versioner af Steffen Kronborg (Plys, nr. 8, 1994)
Dracula af Bram Stoker (SparkNotes)
Britannica.com

17 Svar to “Dracula af Bram Stoker”