september 2020
M Ti O To F L S
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
282930  
Arkiver

Dukkemageren af Kim Michael Schrewelius

Dukkemageren af Kim Michael Schrewelius

Dukkemageren og 8 andre skræmmende noveller er en ny novellesamling af Kim Schrewelius, som i 2018 udgav Justitia.

Bagsidetekst:
Tro på det – for hvad nu hvis
Der er 9 gode grunde til at få læst denne her bog, så vær forberedt på lidt af hvert.
Kim vender tilbage med 9 nye blodige og uhyggelige noveller.
Han leger endnu en gang med ordene, for læserens skyld. Bestil et sæde og tag det rigtige fly, for du ved aldrig hvor du lander, hvis det hele går galt.

Som det fremgår, består af samlingen af ni noveller, der emnemæssigt strækker sig fra seriemordere over nedlagte psykiatriske hospitaler til voldsramte kvinder og meget mere.

Der er ingen tvivl om, at KS elsker gys og horror. De ni noveller rummer masser af fortælleglæde, og selvom nogle af idéerne ikke er ukendte for læsere af genren, forsøger KS altid at give historierne sit eget twist. Det lykkes særligt godt i novellen ‘De skulle skrabes ned’, om Michael der sidder og spiser på et værtshus, mens han tænker tilbage på fortidens synder. Her er opbygningen af novellen lykkes til fulde, så når vi læser sidste linje, går hele historien op i en højere enhed.

Der er dog også historier, hvor de mange idéer falder over hinanden og forhindrer novellen i at opnå sit potentiale. F.eks. i ‘Isla Del Diablo’ hvor et fly styrter ned tæt på en øde ø. Historien kunne være et lille tæt drama, men ender i stedet som en smårodet fortælling, hvor vi introduceres for en masse mennesker i tilbageblik, mens kampen for livet på øen reduceres til et sidespor.

Dukkemageren er udgivet på selvudgiverforlaget BoD ligesom Justitia. Denne gang har KS haft mere fokus på selve layoutet, som fremstår langt mere læsevenligt og nydeligt. Korrekturen er desværre skæmmet af en del fejl, og selvom der ind i mellem er herlige sprogperler og vellykkede oneliners, er sproget dog gennemgående meget beskrivende og kunne med fordel strammes op under en redaktørs kyndige blik.

Kim Schrewelius er en ildsjæl, som også står bag hjemmesiden Midnatstimen. Her skriver han ligeledes historier til, og jeg kan kun tage hatten af for hans entusiasme. Sproget er måske ikke så professionelt, men glæden ved gyset er umiskendelig. Også her i Dukkemageren og 8 andre skræmmende noveller.

Om Dukkemageren:

Udgivelsesår: 15.05.2020
Forlag: BoD, 172 sider
Forside: Clara Lindén

Indhold:
Dukkemageren
Lægen fra Sorgdrupgaard
Isla Del Diablo
Skal der være en grund
Skygger i skyggen
Særtog
De skulle skrabes ned
Dæmoner & had
Nok
Forfatterens hilsen

Skriv en kommentar