august 2020
M Ti O To F L S
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31  
Arkiver

En håndfuld mørke af Philip K. Dick

En håndfuld mørke af Philip K. Dick

En håndfuld mørke består af 13 noveller skrevet i begyndelsen af 1950’erne. Novellerne kommer temamæssigt langt omkring, lige fra en moderne fortolkning af eventyret om Hans og Grethe, over udforskning af planeter, til et væddemål mellem filosofi og naturvidenskab.

Philip K. Dick har skrevet en lang række romaner og noveller, hvoraf flere er blevet filmatiseret. Ikke mindst Drømmer androider om elektriske får? som i 1982 blev filmatiseret af Ridley Scott med titlen Blade Runner.

Novellerne i En håndfuld mørke er både en forudsigelse af den usete morgendag og en kommentar til datiden. Og så er de ikke mindst underholdende.

Kolonien
Major Lawrence Hall har sammen med sit hold udforsket planet Blå i tre uger for at sikre den til kommende kolonister. Indtil videre har de intet skadeligt fundet overhovedet. Men måske gemmer der sig alligevel en fjende i det grønne?

Bedrageren
Jorden har i mange år været i krig med indtrængere fra Alpha Centauri. Spence Olham arbejder på et projekt, der skal ende krigen, men en dag bliver han arresteret på vej til arbejde. Efterretningstjenesten er overbevist om, at han er en robot udsendt af fjenden, og de vil eliminere ham, før han kan gøre skade. Olham derimod ved, at han ikke er en robot. Novellen blev i 2001 filmatiseret med titlen Impostor, og med Gary Sinise i hovedrollen som Olham.

Han kunne undværes
En mand virker ualmindeligt bekymret for insekterne omkring ham. Det gør han ret i, for snart finder han ud af, at mennesket og insekterne er midt i en oldgammel krig.

Midlertidigt ophold
En altødelæggende krig har efterladt jorden som et radioaktivt vildnis. Små grupper af mennesker lever endnu rundt omkring, men kan kun bevæge sig over jorden iført beskyttelsesdragter. På jordens overflade er der dog stadig masser af liv, heriblandt en række muterede efterkommere af menneskene. PKD stiller her spørgsmålet: Hvem har egentlig retten til jorden nu?

Forfatteren
Hver dag tager Henry Ellis lyntransportøren fra sit hjem til sit kontor i New York. I stedet for at bruge timevis på transporten tager turen nu kun fem skridt. En dag holder han en kort pause på turen, mens han tænder sin pibe. Her opdager han en lille tynd plet, hvorigennem han aner en lilleput-verden. Synet fascinerer ham, og snart bliver han mere og mere optaget af den nye verden, han har fået et glimt af. Det ender dog med at få store konsekvenser – og ikke kun for Ellis.

Bådbyggeren
Ernest Elwood har gennem længere tid brugt al sin fritid (og en del af sin arbejdstid) ude i baghaven. Her er han sammen med sin yngste søn i gang med at bygge en båd. Hustruen Liz er ved at gå ud af sit gode skind over projektet, men selvom Elwood kan ikke forklare, hvorfor han bygger, kan han ikke stoppe.

Den umulige planet
I mange år har man vidst, at den oprindelige jord gik tabt under en konflikt mellem Cantaurus og Riga i 4-B33a. Så da kaptajn Andrews en dag bliver kontaktet af en meget gammel kvinde, der ønsker at rejse til jorden, er hans umiddelbare svar nej. Alligevel lader han sig lokke af betalingen, og beslutter sig for at finde en planet der lever op til de facts, der er om den forsvundne planet. Da de lander på en ødelagt ruin af en planet, tror kvinden ikke på, at det kan være jorden. Men kaptajn Andrews insisterer.

Den utrættelige frø
Vil en frø kunne springe ud af en brønd, hvis hvert spring er halvdelen af det tidligere spring? Dette spørgsmål har været genstand for seriøse diskussioner mellem filosofilæreren Grote og naturvidenskabslæreren Hardy. En dag sætter de sig for at afgøre væddemålet, og bygger en konstruktion til formålet. Spørgsmålet er, om de kan finde frem til svaret.

Hjulet
Verden er faldet til ro efter Galskabens Tid. Nu sikrer inddelingen af befolkningen i klasser, at alle kender deres plads i Hjulet. Men rygterne går, at en kult fra Techno-klassen er begyndt at gå imod den etablerede orden. Barden Sung-wu sendes derfor til Detroit-området for at undersøge, om der skal tages hånd om kulten. Da han ankommer, opdager han hurtigt, at folkene her er frafaldne og endda er begyndt at reparere de gamle maskiner for at forbedre deres høstudbytte. De må meldes, men måske kan Sung-wus skæbne ændres, hvis han ikke gør det?

Efterkommeren
Ed Doyle har været udstationeret på Proxima Centauri, men når hjem til jorden samme dag som hans kone, Janet, skal føde. Han ankommer til hospitalet i huj og hast, blot for at opdage at fødsler og opdragelsen af børn nu er helt anderledes. For at give børnene de bedste muligheder for at udvikle deres fulde potentiale skal de nemlig holdes fra forældrene indtil de er klar.

På den dunkle jord
Silvias familie kalder hende en heks. Hun har nemlig en særlig forbindelse til de vingede væsener fra en anden dimension. Hendes kæreste Rick bryder sig ikke om det, og da Silvia en dag forsvinder ind i væsenernes verden, vil han gøre alt for at få hende tilbage. Men noget går galt, og Rick må se en ny verden i øjnene.

Damen med kagerne
Som i eventyret om Hans og Grete kan drengen Bubber ikke holde sig fra et bestemt hus. Her bor fru Drew, og hun bager de mest vidunderlige kager. Bubber må få alle dem, han kan spise. Han skal bare sidde ved siden af fru Drew og læse op af sine skolebøger imens. Det gør fru Drew så tilpas, og Bubber tager jo ikke skade …

Udstillingsgenstanden
Miller er ansat i Historie Afdelingen, hvor han længe har arbejdet på en udstilling om det tyvende århundrede. Miller sætter en ære i at gøre sin udstilling 100% korrekt, men kontrolløren Fleming bryder sig ikke om hans ildhu. For som alle ved, er fortiden overstået og begravet. Samfundet udvikler sig, og tiderne skifter. Millers drøm om det tyvende århundredes frihed er således en torn i øjet på Fleming. Og det bliver endnu værre, da Miller en dag bryder afspærringen ind til sin udstilling.

Fra bagsiden af En håndfuld mørke:
” Philip K. Dick producerer science fiction, der er mere end blot og bar eskapisme. Disse noveller er på én gang forudsigelse og kommentar. De giver et gruopvækkende indblik i en uset morgendag, der ligger på lur på den anden side af tidens fjerne horisont, eller viser os en uhyggelig truende verden, hvor f.eks. døde genstande pludselig får liv og åbenlyst lægger morderiske tendenser for dagen. Og her er det nærværende, det nutidige, ikke mindre truende, når det betragtes med fremtidens tavse øjne.”

Om En håndfuld mørke:

Udgivelsesår: 1973
Forlag: Stig Vendelkærs Forlag, 206 sider
Omslag: Ole J. Kragh
Originaltitel: A Handful of Darkness, 1955
Oversætter: Kristian Kliim

Indhold:
Kolonien (Colony, 1953)
Bedrageren (Impostor, 1953)
Han kunne undværes (Expendable, 1953)
Midlertidigt ophold (Planet for Transients, 1953)
Forfatteren (Prominent Author, 1954)
Bådebyggeren (The Builder, 1953)
Den umulige planet (The Impossible Planet, 1953)
Den utrættelige frø (The Indefatigable Frog, 1953)
Hjulet (The Turning Wheel, 1954)
Efterkommeren (Progeny, 1954)
På den dunkle jord (Upon the Dull Earth, 1954)
Damen med kagerne (The Cookie Lady, 1953)
Udstillingsgenstanden (Exhibit Piece, 1954)

Læs også:

Månebase Rødhætte og andre SF noveller af Lars Ahn Pedersen
Gys i oktober af Ray Bradbury
Den Store Science Fiction-bog / red. Niels Dalgaard
Filmatiserede noveller af Philip K. Dick
Tidsparken af Christopher Priest
Faderens sønner af A. Silvestri
Sandsynlighedskrydstogt – Lige under overfladen 14 / red. Carl-Eddy Skovgaard
Otte science fiction noveller / red. Jannick Storm

Skriv en kommentar