Farlig ven af Bo Skjoldborg

Farlig ven af Bo Skjoldborg

Da den nye dreng Heino starter i 6.A., prøver vennerne Dizzy og Mango at blive venner med ham. Han er nemlig mega sej og fuld af sjov. Bortset fra at hans drillerier ikke altid føles sjove. Og da han får fat i en video med Alberte, som Dizzy er vild med, og vil lægge den op på YouTube, går han over stregen. Men hvordan skal vennerne stoppe ham?

Farlig ven er en letlæst spændingshistorie for de +11-årige. Bogen er inddelt i overskuelige korte kapitler, som gør det let lige at snuppe et kapitel mere. Forsiden med den hætteklædte skikkelse og de matrix-agtige streger sætter stemningen fra start af, og efterhånden som historien udvikler sig, stiger suspensen frem mod den uhyggelige slutning.

Farlig ven er en historie om venskab og om at passe på hinanden, ikke mindst i forbindelse med de mange nye muligheder for mobning/stalking som de digitale medier tilbyder, hvor det at låne sin mobil ud kan få store konsekvenser.

Jeg er sikker på, at de unge læsere vil læse Farlig ven med tilbageholdt åndedræt. For selvom handlingen udvikler sig lidt “James Bond-agtigt”, er meningen klar. Vær en god ven og pas på din mobil.

Uddrag af bogen:

Heino snurrede rundt. “Hvad?” snerrede han. “Er der problemer?”

Mango nølede atter. “Min … æh, telefon. Hvornår får jeg den igen?”

Heino smilede. Tænderne glimtede som en vampyrs i en reklame for mundskyld.

“Vil du have den tilbage?” spurgte han. “Vil du helst ikke have, at jeg låner den? Må jeg så heller ikke være med i jeres klub – i ‘Slapsvansene der ikke tør låne deres telefoner ud’?”

“Nej … altså, jo jo!” Mango kradsede den ene orange arm.

“Nu kopierer jeg alle kontakterne,” fortsatte Heino. “Så kan jeg nemlig invitere alle i klassen med til festen. OK Ole?”

Mango og Dizzy nikkede i takt. Derefter klikkede Heino løs både på sin egen og på Mangos telefon. Han overførte nok kontakterne med bluetooth, tænkte Dizzy. Mango fik sin telefon retur.

Dizzy og Mango fulgte efter Heino ind i klassen, begge med en fornemmelse af at det med festen nok ville komme til at gå rimeligt galt. (side 27-28)

Reklame: Tak til forlaget Werther som har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Farlig ven:

Udgivelsesår: 19.02.2020
Forlag: Werther, 143 sider

Læs også:

Flygtningene fra rummet af Lasse Bo Andersen
De døde dukkers hævn af Ellen Holmboe
Alle de andre er åndssvage af Patrick Leis
Velkommen til Kadaverkøbing af Jonas Wilmann

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.