Flaskedjævelen af Robert Louis Stevenson

FlaskedjævelenFor nyligt genlæste jeg Robert Louis Stevensons Ligrøverne, og det gav mig blod på tanden til at læse mere af Mr. Hydes fader, så da jeg faldt over en smukt illustreret udgave af Flaskedjævelen røg den straks med hjem.

På Hawaii bor den fattige men dygtige og samvittighedsfulde mand, Keawe, der rejser ud for at se verden. En dag ankommer hans skib til San Francisco, og her går han på opdagelse og finder et vidunderligt hus. Mens han står og kigger på det og drømmer om at eje et tilsvarende, kommer husets ejer ud, og de falder i snak.

Ejeren fortæller, at alt hans rigdom stammer fra en flaske med djævelen i, og at han er villig til at sælge den til Keawe. Der er dog et par betingelser ved flaskedjævelen. Den kan kun sælges med tab,  den skal sælges for mønter, og den, som ejer flasken når vedkommende dør, er dømt til Helvede. Til gengæld opfylder flasken alle ens ønsker, så længe man ejer den.

Keawe køber den for 50 dollars, og hans ønske om et smukt hus bliver hurtigt opfyldt – dog på en anden måde end forventet – og spørgsmålet er så, hvad en samvittighedsfuld mand vil gøre?

Novellen hører under temaet at sælge sin sjæl djævelen a la Goethes Faust. Den er dog let fortalt trods de moralske overvejelser undervejs, og de smukke farverige illustrationer af Jacqueline Mair er med til at underbygge en håbefuld stemning i fortællingen.

Om Flaskedjævelen:

Originaltitel: The Bottle Imp
Første udgivelse: 1891 i the New York Herald

2 tanker om “Flaskedjævelen af Robert Louis Stevenson

  1. Lars siger:

    Kære Jette,

    Jeg søger den omtalte novelle, men det lokale bibliotek har den ikke. Har dog fundet et eksemplar fra år 1900 (sydhavseventyr) som bl.a. indeholder den omtalte novelle, men den er kun til læsning på biblioteket der har eksemplaret.

    Hvor er det lykkkedes dig at finde novellen henne?

    Hilsen,
    Lars

  2. Jette siger:

    Kære Lars
    Udgaven jeg har læst er udgivet på Forlaget Forum i 1997 og oversat af Peter Mouritzen. Den findes bl.a. i Horsens, Vejle, Odense og Aalborg. Hvis du spørger på dit bibliotek, er jeg sikker på, at de kan hjælpe dig med at skaffe den hjem til dig.
    Venlig hilsen
    Jette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.