Frankenstein er skrevet tilbage i 1818 under en ferie ved Lake Geneva sammen med hendes mand Percy, lord Byron og John Polidori. Lord Byron havde udfordret dem alle til at skrive en spøgelseshistorie, og Shelleys resultat blev til Frankenstein.

Den klassiske historie handler om videnskabsmanden, Victor Frankenstein, som skaber et væsen af ligdele fra de nærliggende kirkegårde. Det lykkes ham at give væsnet liv, men da det står foran ham, går det op for ham, hvad han har gjort, og han flygter fra monstret. Monstret, der i virkeligheden er uskyldig som en nyfødt, forfølges af alle pga. sit groteske ydre men finder til sidst frem til sin skaber. Da Frankenstein igen fornægter det, begynder monstret at slå hans kære ihjel for at tvinge ham til i det mindste at lave en mage til monstret. Historien ender med Frankensteins jagt på monstret gennem de nordlige ødemarker, og mere skal ikke afsløres her.

Mary Shelleys roman er et eksempel på, hvordan den gotiske roman begyndte at ændre stil ved at sætte fokus på andre problemstillinger. Shelley diskuterer i sin roman, hvor langt mennesket skal og må gå i sin søgen efter viden – en viden som er forbeholdt Gud. Samtidig handler historien også om menneskelige relationer og betydningen af fællesskab og kærlighed. Hvis et levende væsen stødes ud af fællesskabet, hvilket andet valg har det så end at blive ondt?

Mary Shelley voksede selv op under ret ukonventionelle forhold, og var måske derfor så betaget af det harmoniske middelklasseliv, som hun beskriver i sin roman. Victor Frankensteins familie er nærmest arketypen på lykke. Men det ændrer sig, da Frankenstein begynder at søge efter den forbudte viden.

Undervejs i romanen mister både Frankenstein og monstret alt. Fra starten har monstret ikke har andet end sin skaber, som undsiger det. Senere begynder det at holde af en familie, fra hvem det lærer at tale og begå sig, ved i det skjulte at iagttage dem. Men da monstret forsøger at møde familien, frastødes de af det, og det må flygte. Slutteligt ønsker det sig en brud, for gennem familien har det set, at kærligheden kan være redningen, men skønt Frankenstein lader sig overtale af monstret til at skabe det en mage, så ender han med at bryde sit løfte.

Samme tab sker også for Frankenstein selv. Ved at skabe monstret sætter han sig ud over de moralske love og taber også Guds kærlighed, idet han sætter sig over den guddommeligt bestemte orden. Han kan ikke modtage sin families kærlighed, da han ved, at han er skyld i broderens død, i og med at han har skabt monstret, som dræber ham. Og endeligt mister han sin elskede Elizabeth på selve bryllupsnatten. Tilbage for både Frankenstein og monstret er nu et umådeligt had til hinanden, som driver dem begge ud i vanviddet.

Frankenstein fortælles gennem en række breve mellem Roger Walton og hans søster Margaret, hvor han også fortæller Frankensteins beretning, som han har fået fortalt, og som også indeholder monstrets fortælling som det berettede den for sin skaber.

Frankenstein er skrevet for næsten 200 år siden, men alligevel er den stadig absolut læseværdig, og den er da også filmatiseret utallige gange – en af de seneste er Kenneth Branaghs filmatisering fra 1994 med ham selv som Victor Frankenstein og Robert De Niro som monstret. Selvom sproget naturligvis bærer præg af sin tid, er det en klassiker, som bør læses.

Selv holder jeg særligt meget af den udgave, som Bernie Wrightson har illustreret. Hans sort/hvide stregtegninger forener historien med en ekstra dimension, som skærer læseren i hjertet.

Læs mere på The Literary Gothic

Om bogen:

Frankenstein af Mary Shelley (Vintens forlag, 1994)
Originaludgave: 1818

Udvalgte filmatiseringer:

Frankenstein (1910) D: J. Searle Dawley
Frankenstein (1931) D: James Whale
Bride of Frankenstein (1935) D: James Whale
Son of Frankenstein (1939) D: Rowland V. Lee
Frankenstein meets the Wolf Man (1943) D: Roy William Neill
The Revenge of Frankenstein (1958) D: Terence Fisher
Frankenstein created woman (1967) D: Terence Fisher
Mary Shelleys Frankenstein (1994) D: Kenneth Branagh

7 Svar to “Frankenstein af Mary Shelley”