Fremmed stjerne – Lige under overfladen 6 / red. Carl-Eddy Skovgaard

Fremmed stjerne - lige under overfladen 6Tidsrejser, satiriske fremtidsscenarier og alternative virkeligheder og aliens er blot nogle af ingredienserne i Fremmed stjerne.

Fremmed stjerne er sjette bind i Science Fiction Cirklens serie af novelleantologier med nyskrevne noveller af danske forfattere. I år er der medtaget 26 noveller plus et digt, og sidetallet er da også nærmest fordoblet i forhold til første bog i serien. Det skal jeg dog på ingen måde brokke mig over, for som i de første fem bind er her generelt tale om noveller af høj kvalitet.

Temaerne i antologien dækker både tidsrejser, satiriske fremtidsscenarier og alternative virkeligheder, aliens og meget mere, mens forfatterne spænder fra debutanter til garvede skribenter.

Blandt mine favoritter er Sofie Boysens novelle ”Savner du din far?”, som foregår i en verden i krig. Hver aften skal hovedpersonen, en lille dreng, svare på et langt spørgeskema, som altid indledes med spørgsmålet: Savner du din far? En fin lille novelle som fik mig til at tænke på Orson Scott Cards roman Enders strategi.

En anden perle er Beatrix Miranda Ginn Nielsens ”Orm”. I en fremtidig verden er følelser ilde set. Hvis man ikke selv kan kontrollere dem, kan man få en ”orm” indopereret, og herefter er man sikker. Hovedpersonen Rikke er dog sikker på, at hun aldrig vil få brug for en orm, men så falder hendes fars rumsonde ned. Tanken om et fremtidssamfund, hvor følelser ikke længere er tilladte, virker skræmmende på mig, og måske derfor står denne novelle stærkt efter endt læsning.

I Richard Ipsens novelle ”Jeg husker alt” er vesten blevet stedet med den billige arbejdskraft, og kineserne har overtaget stort set alle arbejdspladser i Danmark. Hovedpersonen er uddannet akademiker, men kalder sig selv for dataslave. Hans job går ud på at behandle forskningsdata i små bidder og sende resultaterne videre. Hovedpersonen hader kineserne og det, de står for, og han har en plan, som skal gøre ham rig og samtidig ødelægge kinesernes monopol på vigtige opdagelser. Jeg synes tanken om en verden, hvor vi i vesten er reduceret til lønslaver under usle forhold er rigtig interessant. Scenariet henleder læserens tanker på, hvordan virkeligheden er for mange millioner mennesker i dag, men som vi sjældent interessere os for.

Også Jesper Rugård Jensen har med ”Fredag formiddag” skrevet en yderst vellykket fortælling. Miklas arbejder for politiet, og en fredag formiddag bliver han bedt om at tage til Dragør med en kollega for at undersøge et mord. Og hvad har det så med science fiction at gøre? Jo, Dragør var udsat for en uforklarlig hændelse nogen tid før, hvor alle indbyggerne blev kopieret. Nu er byen kontrolleret af militæret, som altså har brug for Miklas hjælp. En rigtig skræmmende og velfortalt novelle om identitet og menneskelighed.

Jeg er også vild med Lars Ahn Pedersens novelle ”Zoo”. Fortælleren har aldrig troet på ”galningene”, som fortalte, at de havde været kidnappet af rumvæsner. Stor er derfor hans fortrydelse, da han selv oplever det – og endnu større bliver fortrydelsen, da det går op for ham, hvad formålet med kidnapningen har været. Lars Ahn Pedersen har en sjælden evne til at sige ”hvad nu hvis?” og så løbe tanken helt ud. Denne gang fortæller han humoristisk om manden, der ender som udstillingsobjekt i en intergalaktisk zoologisk have, men samtidig rummer fortællingen en dyb alvor, og som i Richard Ipsens novelle viser han os skyggesiderne i vores egen verden.

Naturligvis – kunne jeg næste skrive – er også A. Silvestris novelle ”Højdepunkt” blandt samlingens bedste. Her følger vi en ung mand, som lever under jorden. Han drømmer om at blive voksen, så han kan komme i gang med at arbejde og få sig en kæreste – gerne Maria med de store bryster. Novellen virker umiddelbart som en fortælling om en fremtidig verden, der har måttet forskanse sig under jorden pga. en ukendt katastrofe, men i A. Silvestris univers er sandheden aldrig simpel.

Til slut skal også Gudrun Østergaards ”Sidst på eftermiddagen, først på aftenen” fremhæves for sin smukke og grumme fortælling, samt Michael Kamp for titelnovellen ”Fremmed stjerne” som i den grad maner til eftertænksomhed.

Som sagt er kvaliteten af novellerne dog generelt højt, og jeg kunne sagtens have fremhævet endnu flere fortællinger fra Fremmed stjerne. Jeg glæder mig allerede til næste års udgivelse.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

 

Indhold:

Flemming R.P. Rasch: Hotellet ved verdens ende.
Sofie Boysen: Savner du din far?.
Hanne Rump: At bede en stille bøn.
Mogens Graae Hansen: Hvad man ønsker.
Beatrix Miranda Ginn Nielsen: Orm.
Maria Kjær-Madsen: Aldrig mere svag.
Lise Andreasen: Samtaler på bryllupsdagen / Lise Andreasen & Glen Stihmøe.
Nicole Boyle Rødtnes: Koden under huden.
Mikkel Harris Carlsen: Dette er mit legeme.
Richard Ipsen: Jeg husker alt.
Kenneth Krabat: Genopfindelsen af sorg.
Gry Pil Lund Ranfelt: Den lykkelige slutning.
Oliver Ruby: Hvis dette var science-fiction (digt)
Jesper Rugård Jensen: Fredag formiddag.
Maik Jensen: Museumsinspektøren.
Lars Ahn Pedersen: Zoo.
Klaus Æ. Mogensen: Julemandens store nat.
Bjarke Sølverbæk: Maskinen der skrev.
A. Silvestri: Højdepunkt.
Manfred Christiansen: Peblingesøen.
Michael Kamp: Fremmed stjerne.
Simon Christiansen: Roboethius de Dacia.
Lonni Krause: Slagelse versus Kuiperbæltet.
Patrick Leis: Utilsigtede bivirkninger.
Gudrun Østergaard: Sidst på eftermiddagen, først på aftenen.
Nikolaj Johansen: Atomvinter.
Henning Andersen: Aldrig skal forlade dig

Om Fremmed stjerne:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Science Fiction Cirklen, 409 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Serien Lige under overfladen:

Efter fødslen – lige under overfladen 12
Lidenskab og lysår – lige under overfladen 11
Som et urværk – lige under overfladen 10
De sidste kærester på månen – lige under overfladen 9
Farvel min astronaut – lige under overfladen 8
Nær og fjern – lige under overfladen 7
Fremmed stjerne – lige under overfladen 6
Den nye koloni – lige under overfladen 5
Ingenmandsland – lige under overfladen 4
Den hemmelige dal – lige under overfladen 3
I overfladen – lige under overfladen 2
Lige under overfladen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.