Fuglene af Daphne Du Maurier

Fuglene og andre fortællinger af Daphne Du Maurier

Nat Hocken er blevet tidlig pensioneret efter en krigsskade, og arbejder derfor kun på halv tid på Triggs gård. En eftermiddag i december lægger han mærke til en usædvanlig stor flok fugle, men ingen andre lægger tilsyneladende noget forkert i det. Om natten angriber fuglene nærmest Hockens hus, hvor de bryder ind i børnenes værelse. Det lykkes dog Hocken at slå angrebet tilbage, og selvom værelset er fuldt af døde fugle, prøver han alligevel at slå sagen hen overfor sin hustru.

Men næste dag er fuglene tilbage, og over radioen hører familien, at der over hele England finder fugle-angreb sted. Nat beslutter sig for at barrikadere huset, og da han henter datteren Jill ved skolebussen, undslipper de kun med nød og næppe et angreb fra fuglene. I løbet af aftenen tager fuglenes angreb til, og da Nat næste morgen vover sig ud af huset for at skaffe forsyninger, møder en mennesketom verden ham. Fuglene har fået overtaget …

Novellen er både grum og velskrevet. Det lykkes for Daphne Du Maurier at gøre fuglenes tilstedeværelse virkelig og skræmmende, og slutningen lader historien stå åben, hvilket jeg synes gør det hele endnu mere uhyggeligt.

Efter sigende blev Daphne Du Maurier inspireret til historien, da hun iagttog en landmand som pløjede sin mark. Bag ham dykkede skrigende måger ned, og hun forestillede sig, hvad der ville ske, hvis mågerne pludseligt blev aggressive overfor mennesker. Resultatet ville ikke nødvendigvis falde ud til menneskets favør.

Nogen mener, at novellen også kan læses som en koldkrigs-historie, idet østenvinden spiller en rolle for fuglenes pludseligt ændrede adfærd. Man derfor har tolket det som en hentydning til kommunismen fra Sovjetunionen. Bl.a. skriver Richard Kelly i sin artikel om Du Maurier for Twayne’s English Authors Series Online notes:

“By limiting the focus of her story upon Nat Hocken and his family, du Maurier manages to convey the effect of a believable claustrophobic nightmare. This sense of claustrophobia is heightened by the story’s references to the bombing raids England endured during World War II and the paranoid atmosphere created by the threat of nuclear holocaust during the middle of the twentieth century.”

Maria di Battista derimod tolker i The Daphne Du Maurier Companion (2007) novellen som: “[…] a dark, poetic tale about the overrunning of the human world by the cold, dark, instinctual forces of nature.” (side 327-328)

Her er fuglene ikke symboler på andet end naturen, og vi får ingen forklaring på, hvorfor de pludselig dukker op. Læser vi “Fuglene” i den kontekst, bliver den ekstra skræmmende i nutiden, hvor klimaforandringernes konsekvenser rykker bestandig tættere på.

Alfred Hitchcock lavede i 1963 sin berømte filmatisering af The Birds. Det var dog ikke hans første Du Maurier filmatisering. I 1939 instruerede han Jamaica-kroen og i i 1940 den Oscar-belønnede Rebecca. Sidstnævnte var Hitchcock dog ikke særlig tilfreds med, idet han mente, at produceren David O. Selznick havde for stor magt over manuskriptet, der lagde sig tæt op af romanen.

Det gør manuskriptet i The Birds ikke. David Thomson fortæller i The Daphne Du Maurier Companion, hvordan Hitchcock har fortalt, at han kun læste Du Mauriers novelle én gang. Flere år senere besluttede han sig så for at filmatisere den, og her fokuserede han stort set kun på fuglene som en effekt. Lokaliteten blev flyttet fra Cornwall til Californien, og karakterne blev smarte bymennesker fremfor landboere.

But who cared why the birds attacked or what it meant or symbolised? Hitch just wanted to do every trick with real birds that the cinema was then capable of. He liked the idea because of the huge tecnical challenge it represented.” (side 310-311)

Udgaven jeg har læst er trykt i Mine bedste gysere redigeret af Dave Allen. I 2014 udgav Rosenkilde & Bahnhof Fuglene og andre fortællinger, der udover novellen “Fuglene” også indeholder novellerne “Ikke efter midnat”, “Et grænsetilfælde”, “Gennembruddet” og “Skyggen i Venedig” (der blev filmatiseret under titlen Rødt Chok i 1973)

Læs mere på wikipedia eller læs en fyldig introduktion til Daphne Du Maurier og FugleneSleazehound.dk.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1952 i samlingen “The Apple Tree”
Originaltitel: The Birds

2 Svar to “Fuglene af Daphne Du Maurier”

  • Kai Birger Nielsen:

    Hej! Jeg har lige købt Mine bedste gysere og har læst Fuglene der. Oversætteren er ikke angivet og oversættelsen er en anden (og bedre) end den i “Ikke efter midnat”. Fuglene er også med i antologien “Chok”. Du skulle vel ikke have den stående på hylden, for jeg har givet min videre.
    I givet fald er jeg nysgerrig på hvordan den første sætning lyder.
    Det kunne da være lidt sjovt, hvis vi har tre forskellige oversættelser til dansk, men jeg gætter lidt på at “Chok” og “Mine bedste gysere” har den samme oversættelse (af Poul Ib Liebe)

  • Hej Kai og tak for din kommentar. Jeg har desværre ikke “Chok” stående på hylden, men jeg synes, det var sådan et spændende spørgsmål, at jeg har gravet lidt omkring oversætterne.
    Så vidt jeg kan se, har Poul Ib Liebe oversat “Chok” (Hasselbalch, 1976), mens Elise Norsbo har oversat “Ikke efter midnat og andre fortællinger” (Lademann, 1975), der blev genudgivet i 2014 med titlen “Fuglene og andre fortællinger”. Endeligt ser det ud til, at novellen også findes i “Gysertimen” (Forum, 1994), og her er den oversat og bearbejdet af Hanne Leth og Jørn E. Albert. Og som du ganske rigtig skriver, er der ikke opgivet en oversætter af udgaven i “Mine bedste gysere”, men nu har jeg reserveret “Chok” samt “Gysertimen” på biblioteket, så jeg kan sammenligne de tre oversættelser. Jeg skal nok vende tilbage, når jeg har et svar 🙂

Skriv en kommentar