Fuglereden af Shirley Jackson

Fuglereden af Shirley Jackson

Siden jeg fik nys om, at forlaget Alhambra planlagde at oversætte Fuglereden til dansk, har jeg holdt øje med den. Og forleden kunne jeg endelig sætte mig godt til rette og begynde læsningen.

Siri Ranva Hjelm Jacobsen har skrevet det interessante forord, hvor hun blandt andet fortæller om Shirley Jacksons omfattende forfatterskab, der tæller seks romaner, to erindringsbøger, et skuespil, en lærebog og over 300 essays og noveller. Alt sammen skrevet inden hendes alt for tidlige død som kun 48-årig.

I dag tænker de fleste formentlig på Shirley Jackson som feminist, men i 1963 kaldte Betty Friedan hende for den værste af husmorforfatterne, der: “iscenesatte sig selv som husmødre og tjente patriarkatet som kvindelige onkel Tom’er.” Som Siri Ranva tørt konstaterer: “det er næsten umuligt at forestille sig, at hun [Betty Friedan, JH.] rent faktisk har læst Fuglereden.”

Historien fortælles over seks kapitler med hvert sit fortællerperspektiv.

Vi starter med Elizabeth. Hun er en stille, farveløs ung kvinde, der bor sammen med sin moster, Morgen, efter moderens pludselige død. Elizabeth arbejder på et museum. Ikke fordi hun er særligt interesseret i det, men alligevel er hun pligtopfyldende som få.

Under en renovering af museet møder Elizabeth en dag op på sit kontor til et kæmpehul i den ene væg. Og herfra skrider begivenhederne. Elizabeth begynder at modtage truende beskeder. Hun lider af hovedpine og rygsmerter, og hendes ensformige liv brydes igen og igen af mærkelige optrin, som hun ikke selv husker noget om.

Modvilligt indvilliger Elizabeth at besøge doktor Wright, som er fortælleren i andet kapitel. Doktor Wright er en selvhøjtidelig mand, der gør en dyd ud ikke at ‘hoppe på’ alle mulige moderne idéer.

Jeg mener, at jeg er en ærlig mand. Ikke sådan en blødagtig, moderne læge med alskens diagnoser for ingenting og alskens kure for sygdomme, der ikke findes, sådan en, der skammer sig for meget til at kunne se patienterne i øjnene. Nej, jeg mener, at jeg er en ærlig mand, og os er der ikke mange tilbage af.” (side 60)

Under sit forsøg på at hjælpe Elizabeth opdager han efterhånden, at hun gemmer på flere personligheder. Én af dem er fortæller i kapitel tre, mens kapitel fire igen er doktor Wright. Kapitel fem fortælles af moster Morgen, og sjette kapitel afslører jeg ikke.

Fuglereden er på en og samme tid skræmmende og morsom. Det er skræmmende at opleve Elizabeths tab af sig selv, og omgivelsernes manglende indføling. Men det er samtidig morsomt at følge doktor Wrights oppustede ego, når han gang på gang sættes til væg af Elizabeths underbevidste personligheder.

Siri Ranva nævner i forordet, at: “centrale elementer af Fugleredens form og forløb samt doktor Wrigths perspektiv og overvejelser korresponderer med Morton Princes afhandling [The Dissociation of a Personality, JH]. En anden central kildetekst er Sigmund Freuds studie af den tilsyneladende ‘hysteriske’ Dora i Bruchstück einer Hyserie-Analyse fra 1905.” (side 14)

Under læsningen kom jeg selv flere gange til at tænke på bogen Sybil skrevet af Flora Rheta Schreiber, om en psykiaters kamp for at helbrede en ung personlighedsspaltet kvinde. Sybil har intet af Shirley Jacksons forløsende humor, men Fuglereden er ikke mindre seriøs af den grund.

Fuglereden er et indfølende portræt af en ung kvinde med en spaltet personlighed. Den er mørk og alligevel humoristisk, og så giver den et foruroligende indblik i sindets skyggesider og den galskab, som lurer i os alle.

Uddrag af romanen:

“Hold venligst op med at kalde mig det,” sagde hun vrissent. “Jeg siger Dem, at jeg ikke er frøken R., og jeg hader hendes navn; hun er en tudemarie og et tosset lille fjols, og det er jeg bestemt ikke.”

“Jamen, hvad skal jeg så kalde Dem?”

“Hvad kalder De mig i Deres notater? Dem, De engang viste hende?”

Jeg var forbløffet over, at hun kendte til mine notater og vidste, at frøken R. engang havde set dem, men jeg sagde blot: “Jeg har intet navn til Dem, siden De nu frasider Dem Deres oprindelige. Jeg har kaldt Dem R3.”

Hun skar ansigt ad mig, rakte tunge og trak på skuldrene. “Jeg vil i hvert fald ikke kaldes R3,” sagde hun. “De kan kalde mig Rosalita, eller Charmain, eller Lilith, hvis De foretrækker det.”

Jeg smilede igen ved tanken om, at dette væsen skulle få lov at navngive sig selv som en prinsesse i et eventyr. “Frasiger De Dem også navnet Elizabeth?” spurgte jeg.

“Det er hendes navn.”

“Men,” udbrød jeg, ramt af en pludselig indskydelse, “De har selv foreslået det: Elizabeth, Beth, Betsy og Bess …”

Hun slog en grov latter op. “Elizabeth er den tomhjernede, Beth er doktorens kæledægge; udmærket så vælger jeg Betsy.” Og hun lo igen.

“Hvorfor ler De?”

“Jeg tænkte bare på Bess,” sagde hun grinende.

Og det, kære læser, gjorde jeg også. (side 107-108)

Om Fuglereden:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Alhambra, 408 sider
Omslagsdesign: Caroline Asferg Bernhard
Originaltitel: The Bird’s Nest, 1954
Oversætter: Rebekka Hjelholt Svendsen

Læs også:

Porcelænskvinden af Annegret Friedrichsen
Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Mørket i Hill House af Shirley Jackson
Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund
Skygger af Henriette Rostrup
Forglemmigej af Teddy Vork

Skriv en kommentar