Gamiderne af Pelle Ilja Goldin

gamiderne_pelle-ilja-goldin”Gamiderne” er ikke en nem bog at anmelde. Den starter ligeså brat, som den slutter, og undervejs holdes læseren fanget i uvidenhed – nøjagtig som bogens hovedperson, Ilja.

I bogens start dømmes Ilja til døden. For hvad ved vi ikke, blot at han skal overflyttes til Engfængslet, mens han venter på henrettelse eller benådning. Fængslet er dog slet ikke, som Ilja forventer. Han ser nærmest ingen andre fanger og kan frit gå rundt, både ude og inde, blot er der altid en vagt i nærheden af ham. Og skulle han forsøge at flygte, vil han blive skudt.

Alligevel tager Ilja chancen efter nogen tid. Selvom flugten ikke går efter planen, ender han i et samfund skjult i bjergene langt fra Engfængslet. Her bliver Ilja vel modtaget og indgår snart i hverdagen. Men hvad er formålet med det lille samfund? Hvem står bag? Og hvad er Gamiderne?

Uden mange svar og med masser af spørgsmål følger læseren Iljas forsøg på at finde ud af, hvad der foregår. Han finder ud af, at der for 35 år siden i området ved Engfængslet skete en atomulykke, men har den noget med Gamiderne at gøre? Er de aliens eller måske mutanter fra ulykken? Eller kan de være et eksperiment, som enten er løbet løbsk eller kører helt efter planen? Under alle omstændigheder er han ikke tryg ved det samfund, der opbygges omkring dem. Men hvad kan han gøre?

Forlaget kalder ”Gamiderne” for: ‘…en forrygende og mystisk spændingsroman, der ikke er en krimi, men en svært definerlig blanding af en science fiktion roman og en fremtids-dystopi.’ Jeg synes måske ikke, at ‘forrygende’ er helt sandt, men mystisk og tankevækkende er den. Læseren følger Ilja ind i ukendt territorium og udforsker den menneskelige eksistens. Hvor stammer vi fra, og hvor skal vi hen? Er vi enestående væsner eller myrer i en tue? Er Gamiderne fjenden eller frelsen?

Palle Ilja Goldin skriver godt, og jeg læste ”Gamiderne” uden mange pauser, fordi jeg hele tiden var nysgerrig på, hvad i alverden der foregik. Så på den ene side har Goldin skrevet en interessant fortælling, som udspiller sig i et genkendeligt samfund, der samtidig er meget fjernt fra vores. På den anden side virker Iljas historie meningsløs, fordi jeg ikke kunne sætte den ind i en forståelig sammenhæng og egentlig er usikker på, om jeg overhovedet har forstået den.

Alt i alt må jeg nok erkende, at jeg mere er til handlingsorienterede fortællinger end til ”Gamiderne”s kafkaske univers. Det skal dog ikke afholde andre fra at give Goldins roman en chance, hvis man har lyst til at prøve kræfter med en anderledes læseoplevelse.

Besøg forlagets hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Larsen Lab
Forlag: Apuleius Æsel, 312 sider
ISBN: 978-87-998882-3-8

Oprindeligt anmeldt på Litteratursiden.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.