november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Genfærdets anatomi af Andrew Taylor

Genfærdets anatomi af Andrew TaylorDet er i virkeligheden lidt af en tilsnigelse at omtale Andrew Taylors nyeste roman her på siden, men med en titel som Genfærdets anatomi og en fantastisk skrevet historie, så lusker jeg den alligevel ind ad bagdøren.

Boghandleren John Holdsworth mister i 1786 sin søn i en tragisk drukneulykke. Sorgen driver hans hustru i armene på et medie, som påstår, at hun har kontakt med deres afdøde søn. I lang tid finder Holdsworth sig i dette, mens hans forretning falder sammen om ørerne på ham. Til sidst må de fraflytte huset pga. manglende midler, men det slår hustruen helt ud – og kort efter finder man også hende druknet.

I sin sorg skriver Holdsworth en pamflet med titlen Genfærdets anatomi, hvor han rationelt og systematisk tilbageviser genfærds eksistens og løfter sløret for mediernes fusk med de efterladte. Det er denne pamflet, som bringer ham i forbindelse med Lady Anne Oldershaw. Hendes søn, Frank, påstår nemlig at have set et genfærd, og siden da har han været psykisk ud af balance. Lady Anne beder Holdsworth om at opsøge sønnen, der studerede på Cambridge, og overbevise ham om at genfærdet blot eksisterer i hans fantasi, så han kan blive normal igen og fortsætte studierne.

Holdsworth accepterer opgaven, som viser sig at være langt mere kompliceret end som så. Det lukkede samfund i Cambridge gemmer på masser af hemmeligheder, og er gennemsyret af skjulte magtkampe og ønsker om hævn. Det er svært at gennemskue, hvad der skubbede Frank ind i galskaben, for ingen spiller tilsyneladende med helt åbne kort. Men da Holdsworth kommer på sporet af Helligåndsklubben, begynder han at ane gådens løsning.

Andrew Taylor har skrevet en fremragende gotisk thriller, som emmer af atmosfære. Lige fra persontegningerne til beskrivelserne af livet på kollegiet til det flot spundne plot lykkes det for Taylor at trække læseren helt ind i historien, og jeg læste stort set romanen i et stræk. Her er både mystik og rationalitet, og Holdsworth er en yderst troværdig og sympatisk hovedperson, som efter bedste evne forsøger at klare sig i en verden, han nogen gange har mest lyst til at forlade, fordi han savner sin familie sådan.

Læs ikke Genfærdets anatomi som en typisk spøgelses-fortælling, men læs den for dens gotiske stemning og for det veldrejede plot.

Om Genfærdets anatomi:

Originaltitel: The Anatomy of Ghosts
Omslag: Joyce Grosswiler
Dansk udgave: 2011

Skriv en kommentar