Gisp! 14 rislende rædsler / red. Peter Haining

Gisp! 14 rislende rædsler / red. Peter HainingAntologien Gisp! 14 rislende rædsler indeholder 14 noveller af Peter Hainings yndlingsforfattere. Det er en blandet omgang af gys, fantasy, mordmysterier, detektivhistorier og science fiction, og hver novelle efterfølges af en kort introduktion til forfatteren.

Indhold: Forhekset af R. L. Stine ; Det er et godt liv af Jerome Bixby ; Drik mit røde blod af Richard Matheson ; Noget væmmeligt noget af William F. Nolan ; Det hvileløse spøgelse af Leon Garfield ; Trettende juledag af Isaac Asimov ; Stille af Zenna Henderson ; Plettepulver af Roald Dahl ; Vagabondbarnet af Ambrose Bierce ; Manden ovenpå af Ray Bradbury ; Den døde sproglærer af Joan Aiken ; Hvor tigrene lurer af Stephen King ; Allehelgensaften af Ramsey Cambell ; Et legettøj til Juliette af Robert Bloch

“Forhekset” er historien om William fortalt af hans kæreste Jennifer. William er dybt misundelig på vennen Marty, der altid driller og altid får al opmærksomheden. En dag begynder William at interessere sig for hypnose, og det får skæbnesvangre konsekvenser.

“Det er et godt liv” er skrevet i 1953 og er filmatiseret i 1961 til tv-serien Twilight Zone. Drengen Anthony er i besiddelse af nogle besynderlige kræfter. Han kan høre andres tanker, og når han selv tænker noget, sker det i virkeligheden. Indbyggerne i Peaksville er derfor meget påpasselige med at tænke noget som helst, når de er i nærheden af Anthony, for selv når han bare vil hjælpe dem, sker der ofte noget forfærdeligt. Det gør der også til Dan Hollis fødselsdag …

“Drik mit røde blod” er skrevet i 1951 og er filmatiseret i 2006. Jules er ikke som andre børn. Han interesserer sig kun for død og uhyggelige ting, og da han første gang stifter bekendtskab med filmen “Dracula”, opdager han sit livs mål – han vil være en vampyr.

“Noget væmmeligt noget” handler om pigen Janey, som ikke kan fordrage sin onkel Gus – og det er gensidigt. Gus forsøger altid at skræmme Janey, og hendes forældre tror ikke på hende, når hun prøver at fortælle dem det. Men en dag går onkel Gus over stregen. Han fortæller om et væmmeligt væsen med spidse tænder, som bor i maven på slemme mennesker. Det giver Janey en idé.

“Det hvileløse spøgelse” handler om de to drenge, Dick og R. Harris, som beslutter sig for at drille den gamle graver, der altid skælder drengene ud. Legenden fortæller om et drengespøgelse, der har hjemsøgt kirkegården, og en nat klæder Dick sig ud som dette spøgelse for at skræmme graveren. Men spøgen får helt andre konsekvenser.

“Trettende juledag” handler om Larry, hvis far er betjent i New York. Et år bliver Larrys jul ødelagt, da der indløber en bombetrussel mod FN’s hus, og faren bliver nødt til at arbejde. Det lykkes ikke for politiet at opklare truslen, men så kommer Larry på banen.

“Stille!” er historien om Dubby Warren, en sød med lidt svagelig dreng, som en aften bliver passet af babysitteren June. Hun skal lave lektier, så der skal være ro, men det er svært, når man er en dreng, der keder sig. Så Dubby opfinder en spektakelspiser.

“Plettepulver” var oprindelig tænkt som et afsnit i Roald Dahls bog “Charlie og chokoladefabrikken”, men endte med at blive skåret ud. Den handler om den meget artige – og meget irriterende – pige Miranda Piker og hendes far, der får hvad de fortjener i Willy Wonkas fabrik.

“Vagabondbarnet” er skrevet i 1893 og handler om drengen Jospeh, der bor i byen Blackburg. Jospehs forældre dør, da han er ganske lille, og herfra starter et omflakkende liv for den lille dreng. Først adopteres han af fjerne slægtninge til faderen, men han forsvinder fra dem samme aften, som man i Blackburg ser genfærdet af hans mor på kirkegården. Men hvad blev der af Joseph?

“Manden ovenpå”  handler om drengen Douglas, der bor hos sin farfar og farmor i deres pensionat. Douglas er meget interesseret i, når farmoren laver mad, og især når hun renser høns. En dag flytter en ny lejer ind, og ham kan Douglas ikke lide. Der er også noget underligt ved manden, for når Douglas ser ham på gaden gennem det farvede vindue halvvejs op ad trappen, ser han helt anderledes ud. Og så sover han tungt hele dagen …

“Den døde sproglærer” er Mr. Fletchers øgenavn. Mr. Fletcher er latinlærer og ikke vellidt blandt eleverne. Især drengen Pridd hader Fletcher af et godt hjerte, så da han en dag får mulighed for at spille Mr. Fletcher et særdeles ondskabsfuldt puds, benytter han sig af det. Men udfaldet bliver helt anderledes end forventet.

“Hvor tigrene lurer” handler om Charles, der skal på wc midt i timen, men hader at bede om tilladelse til at gå. Miss Bird opdager dog, hvor urolig han sidder og sender ham ud. Men det viser sig, at toilettet gemmer på en hemmelighed…

“Allehelgensaften” er ikke spor uhyggelig synes Debbie. Det er gamle fru Trodden heller ikke, selvom folk siger, hun er en heks. Men da Debbie og veninden Sandra rasler hos fru Trodden på Allehelgensaften, sker der nu alligevel noget uhyggeligt.

“Et legetøj til Juliette” foregår i fremtiden. Der er ikke mange mennesker tilbage, og Juliette bor med sin bedstefar, som hvert år på hendes fødselsdag kommer med en særlig gave. Han har nemlig en tidsmaskine og kan hente alt hvad Juliette ønsker sig. Og hun ønsker sig noget at slå ihjel …

Om Gisp! 14 rislende rædsler:

Udgivelsesår: 2001
Forlag: Sesam, 215 sider
Originaltitel: Scarry

3 tanker om “Gisp! 14 rislende rædsler / red. Peter Haining

  1. Michael Kamp siger:

    Det var dog en af de værste forsider, jeg endnu har set.

    Puha – den skulle være den eneste bog på hylden, før jeg så meget som ville overveje det.

    Michael Kamp

  2. Jette siger:

    Ja forsiden er forfærdelig 🙂
    Jeg fandt den heldigvis i bibliotekets søgebase, så jeg så den først, efter jeg vidste, hvad indeholdet var.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.