I zombiernes skygge af Lasse Bo Andersen

I Zombiernes skygge af Lasse Bo AndersenUnderholdende zombie-action for de +10-årige 

Der er gået mere end 20 år, siden zombierne blev overvundet. I dag har alle nærmest glemt katastrofen, og zombier betragtes som sjov underholdning. Den helt store nyhed for zombiefans er forlystelsesparken Zombie Splatter Fun Park, der snart åbner.

Mens Alexandra (kaldet Alex) er vild med zombier og drømmer om at få et fritidsjob i forlystelsesparken, er Mark hundeangst for dem. Så da en gruppe PR-zombier omringer ham i storcenteret, er han ved at dø af skræk. Det er desværre ikke dagens lavpunkt. Kort efter opdager Zeb (skolens bølle) nemlig Mark, og så går den vilde jagt. Mark gemmer sig på toilettet, men herfra går tingene fra skidt til værre.

Imens er det lykkes Alex at komme til jobsamtale i parken. Men udenfor parkens hegn samler en demonstration sig anført af Alex mor. Hun er nemlig zombiemodstander – og med god grund.

I zombiernes skygge er første bind i en ny spin-off af Lasse Bo Andersens totalt underholdende Zombie Splatter-serie. Vi befinder os i en fremtid, hvor zombierne er blevet bekæmpet, og det giver plads til et par forfriskende nye hovedpersoner. Alex er datter af Lisa og Johnny, som vi kender fra Zombie Splatter. Hun er en sej pige, der ikke er sådan at slå ud. Mark er derimod en forsigtig dreng, som gemmer sig lidt i skyggerne. De to beskrives troværdigt og nuanceret og tegner til at blive et lovende bekendtskab fremadrettet.

Selvom første bind ikke rummer så meget splat, så er her alligevel masser af action og spænding. Derudover får vi lidt baggrundsopfølgning på de tidligere serier, hvilket giver historien en ekstra dimension og dybde.

Jeg kunne lide både Zombie Splatter-serien og Zombie Splatter Efterskælv. Ikke desto mindre er jeg lige ved at tro, at Zombie Splatter Fun Park bliver endnu bedre. I hvert fald starter serien stærkt ud med I zombiernes skygge, som viser ualmindeligt gode takter. Jeg ser absolut frem til at læse bind to, for som altid efterlader Lasse Bo Andersen læseren med en næsten ubærlig cliffhanger!

Uddrag fra I zombiernes skygge:

Mark gispede efter vejret. Rundt om ham havde flere af kunderne i storcenteret vendt sig om. De kiggede hen på ham. Mange af dem lo højt. Nogle af dem pegede fingre ad ham. Alle zombierne lo også. Han blev rød i hovedet.

– Forskrækkede jeg dig? klukkede den zombie, der havde grebet fat i ham. – Så husk at kom til åbningen af Zombie Splatter Fun Park i morgen. Så dør du helt sikkert af skræk!

Den udklædte mand slog en høj latter op og rakte i det samme Mark en farvestrålende reklameflyer. Flokken af zombier fortsatte videre. De vraltede hen forbi butikkerne i storcentret. På vejen delte de flyere ud til alle, de mødte. (side 11)

 

Tak til forlaget tekstogtegning der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om I zombiernes skygge:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Tekst&Tegning, 74 sider
Omslag: Lasse Bo Andersen
Serie: Zombie Splatter Fun Park; 1
Lix: 24

Serien Zombie Splatter Fun Park:

I zombiernes skygge
De rådne vender tilbage
Zombien med de røde øjne (udkommer 12.03.2019)
Zombiekongens fald (udkommer 12.03.2019)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.