Kentuki af Samanta Schweblin

Kentuki af Samanta Schwebelin

Kentuki er ikke mit første forsøg på at læse Samanta Schweblin. For nogle år siden udgav hun kortromanen Redningsafstand, som jeg synes lød utrolig interessant, men som jeg ikke rigtig kunne få hul på. Nu er den argentinske forfatter aktuel med en ny roman, og den er både let at læse og uhyre interessant.

Historien udspiller sig i vores tid eller meget nær fremtid. En ny slags fjernstyrede ‘kæledyr’ er ved at komme frem på markedet – kentukier. De er små bamser (eller andre dyr) på hjul med øjne og ører, der kan se og høre, men ikke tale. Bag hver kentuki sidder en anonym bruger, som styrer den lille bamse. Folk ved ikke, hvilken kentuki de køber adgang til, og ejerene ved ikke, hvem der styrer deres ‘bamse’.

Der er som udgangspunkt total anonymitet mellem de to, men allerede i valget om man vil være ejer (og dermed blive observeret) eller man vil styre (og dermed være den der observerer), ligger der et interessant valg. Som ejer kan du give en fremmed indblik i de allermest intime detaljer i dit liv, og samtidig være anonym. Og som styrer kan du udleve dine voyeuristiske tilbøjeligheder, men intet gøre ved de situationer, du oplever. Det medfører en række etiske dilemmaer, bl.a. at du ikke ved, hvem der styrer din kentuki. Det kan være hvem som helst. Din chef, din nabo, en pædofil …

Schweblins roman er nærmest en slags collage. En række korte kapitler der fortælles af forskellige stemmer. Dels af ejere og dels af fjernstyrere som befinder sig spredt over hele kloden. Vi svæver frem og tilbage mellem mennesker og steder og ender med et helstøbt billede. Samtidig kommer vi omkring førnævnte dilemmaer. En kendt kunstners kæreste bliver overbevist om, at hendes kentuki styres af en gammel gris. En fraskilt far bliver påduttet, at hans søn skal have en kentuki hjemme hos ham som en slags spion. En fattig, ung mand griber chancen for at tjene penge ved at aktivere kentukier og sælge spændende forbindelser for høje beløb.

Men der er også den anden side af voyeurismen, hvor menneskelig omsorg brænder igennem og et reelt forhold opstår mellem to ensomme mennesker på hver sin side af kloden.

I sidste ende løfter Schweblins roman dog en advarende finger. Vi skal passe på med ublu at hoppe med på al ny udvikling. For som Marie Louise Wedel Bruun skriver i Berlingske Tidende:

Det er ubetinget en farlig leg, men man sidder tilbage med en følelse af, at man selv kunne være hoppet med på den, for det er jo UDVIKLINGEN, ikke? Udviklingen, der bryder alle grænser ned. Fra nybyggede huse med kæmpestore vinduer til private mobilsamtaler i det offentlige rum, coronapas baseret på cpr-numre i stedet for et opkald til mobilnummeret, og smartphones der modtager målrettede reklamer efter endt snak eller websøgning. En kentuki opererer umiddelbart kun 1:1 og er forklædt som en uskyldig bamse, så du glemmer alvoren. Men hvad, hvis det var din chef, der havde licens til at styre den? Hvad, hvis det var din jaloux ekskæreste? Hvad, hvis det var en kriminel? Hvad, hvis det var en stat?

I en tid hvor mange uden mange overvejelser udstiller deres liv i offentligheden, lige fra tv’s reality-programmer om alt lige fra dating til at få hjælp til sin dårlige økonomi; over trangen til at eksponere alle oplevelser på Facebook, Instragram osv.; til professionelle influencers hvis karriere består i at lade andre følge deres liv (groft sagt), så er Kentuki en glimrende påmindelse til os alle om ikke at glemme vores sunde fornuft. Blot fordi noget er muligt, behøver man ikke gøre det.

Anmelderne skriver:

K’s Bognoter:
Små, fjernstyrede, mekaniske plyskæledyr indtager stuerne i en verdensomspændende modebølge. Men hvem er i kontrol: Ejerne af legetøjet eller dem, der styrer det – og hvad gør det ved dem? Samanta Schweblin har skrevet en undeholdende, futuristisk kommentar til vores selveksponering på nettet. […] Schweblin udfolder disse parallelle historier medrivende, og hun portrætterer sine personer fint og nuanceret. Og romanen viser sig da også hurtigt at handle mindre om futuristisk teknologi og meget mere om menneskers ensomhed og deres forfejlede forsøg på at erstatte savnet efter virkelige menneskelige kontakter med virtuelle relationer. (Læs hele anmeldelsen her)

Litteratursiden:
Forfatteren dykker ned i noget psykologisk interessant, hvor ensomhed og trangen til menneskelig nærhed og samvær fylder en del. Her har vi bare ikke at gøre med fysisk nærhed, men et samvær, der kan strække sig over kontinenter og alligevel skaber mere nærhed end det man har med sine nærmeste. Blandt andet er der historien om den ældre kvinde Emilia fra Peru, der som kentuki følger med i unge Evas liv i Tyskland. Emilia fatter hurtigt en moderlig ømhed for Eva, samtidig med at hun faktisk selv har en søn, hun kun taler i telefon med. Han er til gengæld kentuki for en anden ældre kvinde, som han beundrer og fortæller begejstret om til Emilias store fortrydelse. I helikopterperspektiv syner det jo både skørt og sørgeligt. (Læs hele anmeldelsen her)

Politiken:
Samanta Schweblin er en dejligt ondskabsfuld forfatter. På trods af at hun har udgivet bare to bøger internationalt, har hun allerede slået sit navn godt fast i store dele af den vestlige verden med sin lettere særegne og altid urovækkende litteratur. Hun er fantastisk dygtig til at manipulere med sine læsere, og det mener jeg i bedste forstand: Hvad hun end finder på, er hun simpelthen så meget i kontrol. I hendes litterære univers befinder katastrofen sig altid i detaljen, og så er hun ikke bange for at gøre læseren medskyldig i sine bøgers horror. […] Schweblin gør den teknologiske verden til en dyster drømmeverden, hvor fantasi og virkelighed smelter sammen, så næsten ingen er i stand til at løsrive sig fra den. Det ubehagelige ved den bog er ikke kun, hvor grænseløse mennesker kan vise sig at være, men at man som læser pludselig også oplever sig selv som en voyeur, der nydelsessygt følger fremmede mennesker i deres hjem. Schweblin lukker læseren ind i en falsk tryghed og river så tæppet væk. Hun gør mareridt til virkelighed og graver dybt i menneskers længsel efter fællesskab og intimitet. Det er så sært og farligt, så banalt og smukt på samme tid. (Politiken, 2021-05-11. Anmeldt af Christian Johannes Idskov)

Information:
Det er et velkendt dramatisk greb at gøre fremtiden dyster ved at skrue op for teknologien. Tænk blot på Big Brother i Orwells 1984 eller den britiske tvserie Black Mirror, hvor enhver ny gadget er en trussel mod vores art. Med den slags kulturarv i baghovedet er det en overraskelse at læse den argentinskfødte, Berlin-bosiddende forfatter Samata Schweblins (f. 1978) tredje bog på dansk, Kentuki. For Schweblins roman om små fjernstyrede bamser med indbygget kamera kunne snildt føje sig til rækken af teknodystopiske værker. Kentuki deler endda grundelement med Kirsten Hammanns Se på mig fra 2011, hvor et kamera i en tøjbamse ikke ligefrem gør folk til bedre versioner af sig selv. I Kentuki sker ikke det omvendte, men noget helt andet. Den snyder mine forventninger til sci-fi ved at bruge genrekonventionerne til at stille skarpt på menneskelighed. […] I Kentuki er der også børneporno og trafficking, men det findes side om side med historier om folk bag og foran øjnene, der redder deres ‘ejere’ fra hjerteslag, og lærer hvad omsorg vil sige. Schweblins sætninger er utroligt præcise og næsten ordentlige, stringente. Hun styrer sine historier med hård pen, men lader moralerne forblive åbne. Med andre ord bliver mennesket hverken værre eller bedre af kentukierne. De viser os snarere, hvor afhængige vi er og bliver af hinanden. Teknologi eller ej. (Information, 2021-04-13. Anmeldt af Bodil Skovgaard Nielsen)

Om Kentuki:

Udgivelsesår: 07.04.2021
Forlag: Rosinante, 304 sider
Omslag: Ben Summers/Alette Bertelsen
Originaltitel: Kentukis
Oversætter: Liv Camilla Skjødt

Læs også:

The Circle af Dave Eggers
Endorfino af JG Gylling
Klara og solen af Kazuo Ishiguro
Hundehjerte af Gurli Marie Kløvedal
Eksperimentet af Dean Koontz
Komtessen, opfinderen, direktøren og baronen – og Emma af Glen Stihmøe i De sidste kærester på månen
WE3 af Grant Morrison og Frank Quitely
Det lille billede af A. Silvestri i Faderens sønner
Solens kerne af Johanna Sinisalo

Skriv en kommentar