februar 2017
M T O T F L S
« jan    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728  
Arkiver

Liv af Rasmus Hastrup

Liv: noveller af Rasmus HastrupScreaming Books er et nystartet forlag, og novellesamlingen Liv af Rasmus Hastrup er forlagets første udgivelse. Og jeg kan bare sige wauw!

Gennem 12 noveller tager Hastrup læseren på en rejse gennem livet fra fødsel til død. Hver novelle tager udgangspunkt i en begivenhed, og fører så denne videre til det nærmest absurde. F.eks. i “Børnehaven ringer” hvor børnehavelederen ringer til en far for at fortælle, at der har været en hændelse, og at hans datter nu desværre er død. Samtalen udvikler sig endnu mere surrealistisk, da børnehavelederen insisterer på, at det ikke kommer til at påvirke den kommende bedsteforældre-dag, for et af de andre børn skal nok male datterens tegning færdig. Det lyder sindssygt, men Hastrup rammer den helt rigtige tone i novellen, som stærkt kan anbefales.

En anden af favoritterne er “Dostav”. Her fortæller drengen Vagn om, hvordan han og kammeraterne af de voksne tvinges til at lege med den lettere handicappede dreng, Gustav, som moren pga. en talefejl kalder Dostav. Børnene gider ikke have Dostav med, og ofte er der et element af mobning i deres lege med ham. Så da de voksne får færten af, at alt måske ikke er lutter idyl, bliver børnene nervøse for, om Dostav vil sladre. Både om deres “lege” men ikke mindst om det sprut og de cigaretter de stjæler fra de voksne. What to do… En fremragende novelle hvor de voksnes indblanding får forfærdelige konsekvenser. Men også en fortælling om børns evne til ondskabsfuldhed og om at føle sig fanget i en fælde.

I “Den 13. november” befinder vi os i et samfund, hvor fængslerne er fyldte med dømte, og hvor tv transmitterer live fra henrettelserne. Hovedpersonen er den 22-årige Lars Halvorsen, der efter at have siddet i fængsel i halvdelen af sit liv, skal henrettes. Han husker godt nok ikke sin forbrydelse, og alle papirerne på ham er blevet væk. Men som den gode dreng Lars er, ved han godt, at dommen må være korrekt, og ved henrettelsen gør han endelig sin mor stolt. En både rørende og tankevækkende novelle, som både sætter spørgsmålstegn ved retssystemet, medierne og forældre-børn forholdet.

“To brødre” bør også fremhæves, selvom den er ganske kort, og i virkeligheden kunne jeg fremhæve stort set samtlige noveller i Liv. Jeg vil dog nøjes med også lige at nævne to mere: “Åge” og “Det sidste hus”.

I novellen “Åge” harcelerer hovedpersonen over sin datters kommentar om, at det må være spændende at blive ældre fordi man har så stor livserfaring og så mange minder. Men Åge er ikke enig. For ham er livet en lang række nederlag og sorger, og det er kun med forbitrelse han tænker tilbage.

Minder er ikke en skid andet end et katalog over alt det, man har mistet. Erfaring? Hvad fanden skal man bruge det til? Man kan ikke betale med erfaringer i Irma, vel? Erfaringer kan højst omsættes til råd til yngre mennesker – råd, der er nogenlunde lige så velkomne som en dampende lort i panden på en brunsvigerkagemand.”

Jeg blev faktisk ret rørt af novellen, fordi Åge minder mig om et familiemedlem, der også har ualmindeligt svært ved at finde glæde i at leve. Det må være hårdt at leve med den følelse af uretfærdighed i sig, men det er sørme også hårdt at være pårørende til én, der gør.

Også samlingens sidste novelle skal have stor ros med på vejen. “Det sidste hus” beskriver den rejse gennem mørket, som vi alle må igennem på et tidspunkt. Her tvinges vi til at se alt det om os selv, som vi gerne vil fortrænge, i øjnene. Vi må overvinde vores værste mareridt og gennemleve alle vores nederlag, før vi – måske – når igennem. Her skriver Hastrup, så det gør ondt i sjælen at læse om rejsen, og jeg håber aldrig, at jeg skal møde det sidste hus.

Som sagt i indledningen er jeg dybt begejstret for Liv, hvor kold realisme blandes med det surrealistiske. Novellerne er absurde nedslag, som oftest følges af et sørgmodigt eller dystert forløb, og efterlader både novellens personer og læseren forandret.  Rasmus Hastrup skriver i et letforståeligt sprog, der måske virker enkelt, men alligevel brænder billeder ind i læserens fantasi. Det er virkelig godt gjort.

Bogen er grøn (håbet og livets farve), men på forsiden danser knokkelmanden, og således advaret om novellernes indhold, kan læseren begive sig ud på en velskrevet og tankevækkende rejse.

Rasmus Hastrup har til Plusbog.dk fortalt om at skrive.

Jeg finder inspiration i de mørkere kroge af det menneskelige sind. Jeg foretrækker at læse – og skrive – noveller, der kredser om de dunkle aspekter af tilværelsen, ikke fordi der ikke kan skrives gode historier om glæde og lys, men fordi jeg synes, at der kan males smukkere billeder med mørke nuancer. Mørket kan desuden indeholde en virkelig absurd humor. Samtidig er sproget utroligt vigtigt – man må aldrig sløse med det; det skal behandles efter fortjeneste og respekteres som det vidunderlige virkelighedsskabende virkemiddel, det er.” Læs hele artiklen her.

Indhold:

Prolog – onsdag
Børnehaven ringer
Et fremmeligt barn
Dostav
Den trettende november
To brødre
Charterferie
En perifer mand
Andelsboligforeningen Kurvemagergården
Åge
Koma
Det sidste hus

Om Liv:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Screaming Books, 141 sider
Omslag: Anders Peter Mejer

Skriv en kommentar