Metusalemgenet af Michael Lycke

methusalemgenet_lyckeVelskrevet og fascinerende videnskabsthriller om hemmeligheden bag evigt liv

Noah Safran er freelance videnskabsjournalist. I forbindelse med en opgave for et nystartet blad skal han til Paris for at deltage i en gerontologisk kongres med temaet livsforlængelse. Her deltager forskere fra mange forskellige felter, og Noah har aftalt møder med flere af dem, bl.a. danskeren Benjamin Nordstrand der er blandt de førende indenfor livsforlængende molekylærbiologi.

Men inden konferencen findes Nordstrand død i sit hjem. Samtidig begynder Noah at modtage mystiske mails, og da han når til Paris, bliver han opsøgt af en mand, der påstår at have hemmeligheden om evigt liv.

Af nysgerrighed følger Noah de tilsendte spor med hjælp fra veninden Maggie, og snart er han så involveret, at han ikke kan komme ud af sagen igen. Der er ikke andet at gøre end at finde ud af, hvem der ønsker at få hemmeligheden om evigt liv frem – og hvem der af alle midler forsøger at forhindre det.

Metusalemgenet er en velskrevet og fascinerende videnskabsthriller, som fanger læseren ind fra første side. Michael Lycke formår at få et relativt vanskeligt emne til at blive forståeligt for læseren, og samtidig er her tale om en basalt spændende historie med et godt plot og en række interessante personer.

Umiddelbart lyder det måske meget godt med evigt liv eller i hvert fald væsentlig længere liv, men hvad vil det egentlig få af konsekvenser? Og kan man tro på, at en sådan mulighed vil være til rådighed for alle eller kun for de mest velstillede? Emnet åbner for mange spændende spørgsmål, og ved at lade Noah tale med forskellige forskere får læseren også forskellige svar. Samtidig er der dog en god balance mellem det videnskabelige element i plottet og spændings-aspektet, så det aldrig føles som en videnskabelig afhandling.

Romanen er Michael Lyckes debut som voksenforfatter, og jeg må sige, at han klarer det godt. Her er både action og spænding, og så lykkes det til sidst at få alle trådene samlet.

Det er selvfølgelig oplagt at sammenligne Metusalemgenet med Dan Browns mega-sællert Da Vinci mysteriet, som kickstartede videnskabsthriller-genren. Jeg synes dog, at Michael Lycke skriver væsentlig bedre, og kan kun anbefale hans debut varmt.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: People’s Press, 504 sider

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.