november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Midvintersjæle af Phil Rickman

Midvintersjæle af Phil RickmanMidvintersjæle er på ingen måde horror, men med en kvindelig eksorcist i hovedrollen er jeg næsten nødt til at omtale den her på siden. Og når her så ovenikøbet er tale om en meget velskrevet og vældig interessant roman, bøjer jeg gerne genrebegrænsningen lidt.

Merrilly Watkins er enlig mor til en teenagedatter og præst i Herefordshire i grænselandet mellem England og Wales. En dag kontaktes hun af den nye biskop, som tilbyder hende jobbet som “sjælefrelsekonsulent” – en mere moderne betegnelse for eksorcist.

Merrilly er umiddelbart interesseret, men i stillingen sidder allerede en krakilsk ældre præst, som bestemt ikke bryder sig om at se sit job overtaget af en kvinde. Alligevel er Merrilly snart mere involveret i sjælefrelser-virket, end hun nogensinde havde forestillet sig at blive.

Ved siden af historien om Merrily hører vi om den unge kvinde Moon, der er meget fascineret af sin families keltiske oprindelse. Hun har tidligere haft psykiske problemer, men nu har hun har slået sig ned i familiens gamle lade for at skrive en bog om forfædrene. Men stedet gemmer på flere hemmeligheder.

Ad kringlede veje føres de to tråde sammen, og til sidst falder alle plottets strenge falder på plads.

Phil Rickman skriver godt, og han får det brogede persongalleri til at stå levende for læseren. I virket som sjælefrelser kommer Merrilly ud for en række overnaturlige hændelser, men Rickman beskriver episoderne plausibelt og skaber samtidig plads for læserens egen fortolkning af hændelserne, således at man til det sidste er i tvivl om, hvorvidt Merrilly virkelig oplever noget, om hun blot er psykisk ude af balance, eller om hun måske er offer for mennesker med tvivlsomme motiver?

Stemningsmæssigt kom jeg til at tænke på Andrew Taylors fremragende Genfærdets anatomi, hvor læseren føres ind i et autentisk og velbeskrevet skolemiljø i 1700-tallets England. Her er det blot den katolske kirke, der er omdrejningspunktet.

Jeg var meget betaget af Midvintersjæle, som er spændende på flere niveauer. Phil Rickman giver sig god tid til at udfolde historien, så her er ikke tale om hæsblæsende action. I stedet får læseren en tankevækkende og velskrevet fortælling om den hårfine grænse mellem det gode og det onde.

Om Midvintersjæle:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Klim, 551 sider
Omslag: Joyce Grosswiler
Originaltitel: Midwinter of the Spirit

Se Phil Rickmans hjemmeside
Også omtalt på Bogrummet.dk

Skriv en kommentar