november 2018
M T O T F L S
« okt    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930  
Arkiver

Øje for øje af Paul Cleave

Øje for øje af Paul CleaveForbered dig på et råt og hæsblæsende hævntogt – Øje for øje giver ingen garanti for en happy ending. 

Efter nogle hårde år ser livet ud til at bedre sig for Theodore Tate. Hans kone er vågnet efter den koma, der holdt hende fanget i årevis efter en ulykke, som kostede deres datter livet. Han har udstået sin dom for spritkørsel. Han overlevede uden mén en tur i koma efter at have hjulpet sine tidligere kollegaer med en sag, og efter flere år som privatdetektiv er han nu igen blevet ansat ved politiet.

For Tates ven og kollega, Carl Schroder, ser tingene anderledes dystre ud. Sagen, som Tate hjalp med, endte med en kugle i hovedet for Schroder, samt en fyring da han vågnede af sin koma. Siden har hans kone forladt ham, for den ‘nye’ Schroder har absolut ingen følelser. Han sidder blot på sin sofa og ser livet passere forbi.

Så bliver en nyligt løsladt voldtægtsforbryder fundet død. Kørt over af et tog. Umiddelbart ikke noget at være trist over, men politiet er alligevel nødt til at undersøge, om der er tale om selvmord eller mord.

Øje for øje er sjette bog i Paul Cleaves dystre Christchurch Noir-serie. En serie som bare bliver bedre og bedre, og som denne gang handler om hævn og selvtægt.

Voldtægtsforbryderen, der findes død i bogens start, er en ondskabsfuld og modbydelig mand. Alligevel skal politiet gøre deres yderste for at opklare sagen, selvom de måske i virkeligheden holder med morderen. Og for koma-strømerne, som Tate og Schroder kaldes af pressen, er spørgsmålet endnu mere presserende. Begge mænd slæber nemlig en bagage med sig, der komplicerer spørgsmålet yderligere.

Paul Cleave forstår at fortælle en historie, så englene synger. Eller rettere, så djævlene ler, for der er aldrig noget, der er let og lykkeligt i Christchurch. Heller ikke denne gang hvor politiet må jage en morder, som offentligheden hepper på.

Jeg slugte nærmest Øje for øje i ét stræk. Cleave skriver godt, og fortællingen kører som en indre film, det er umuligt at slippe, når først du begynder at læse. Historien er både spændende og tankevækkende, for spørgsmålet om hævn sætter ikke kun Tate og Schroder på prøve. Som læser tvinges vi også til at se nærmere på vores egen moral, og pludselig er det svært at skelne mellem sort og hvidt.

Som i de tidligere bøger i Christchurch Noir-serien tager Paul Cleave også i Øje for øje sine læsere på udflugt i menneskesindets mørke. Han lover ingen happy ending, men til gengæld er der garanti for rå og hæsblæsende spænding. Plottet trækker tråde til de tidligere bøger i serien, så det giver en bedre forståelse af helheden at have læst dem. Dog kan man også springe på som ny læser, for Cleave sørger for at samle op på tilbageblikkene undervejs.

Jeg kan ganske enkelt ikke anbefale Paul Cleaves bøger nok, og hvis du er til makabre og dystre spændingsromaner, som bevæger sig ud ad menneskets mest dunkle sider, så er Øje for øje ikke til at komme uden om.

(anmeldt til Bogrummet)

Om Øje for øje:

Udgivelsesår: 03.10.2017
Forlag: Jentas, 446 sider
Omslag: Jentas A/S
Originaltitel: Five Minutes Alone

Christchurch Noir-serien:

Øje for øje (Originaltitel: Five Minutes Alone), 2017
Slagtehuset (Originaltitel: Laughterhouse), 2016
Dybet (Originaltitel: Cemetery lake), 2016
Samleren (Originaltitel: Collecting cooper), 2015
Hævn (Originaltitel: Bloodmen), 2014
Det syvende mord (Originaltitel: The cleaner), 2013

4 Svar to “Øje for øje af Paul Cleave”

  • Susanne:

    Jaa, jeg er lige så begejstret for hans bøger, som dig. Har læst dem alle og glæder mig til den næste.
    Heldigvis er der en fra Chris Carter på vej 🙂

  • Jeg mødte Paul Cleave sidste år til Bogforum, og han er ligeså rar, som hans bøger er mørke. Det var stort 🙂

  • Susanne:

    Du er heldig 🙂
    Jeg har desværre ikke mulighed for at deltage i de forskellige bogforums.
    Det ville ellers være kanon at få en signeret bog fra en af sine favoritter.

    Chris Carter er også en rigtig sød fyr, han svarer altid, hvis man mailer til ham, selvom han må have travlt.

  • Det er sjovt nok, som de rareste mennesker kan skrive så ondt 🙂

Skriv en kommentar