Overlevernes by af Lise Bidstrup

Overlevernes by af Lise BidstrupOverlevernes by er tredje selvstændige bog i Lise Bidstrups dystopiske og samfundskritiske serie. De to foregående bind, som jeg desværre ikke har læst endnu, hedder Spillets by og Idolernes by, men så vidt jeg kan læse ud fra beskrivelserne, handler de om helt andre personer, og serien ser heller ikke ud til at bygge videre på foregående begivenheder, men tager i stedet i hvert bind udgangspunkt i en samfundstendens som føres ud i sin yderste konsekvens.

I Overlevernes by er samfundet brudt sammen under ikke nærmere forklarede omstændigheder. Det eneste, vi ved, er, at den globale økonomi er krakket, og at det de fleste steder på jorden er alles kamp mod alle.

I Danmark nåede regeringen at lukke grænserne, før landet blev oversvømmet af flygtninge, og dermed er landet et af de få samfund, der stadigvæk er relativt stabile. Godt nok er der mangel på alt, og madvarer m.m. er derfor rationeret og udleveres kun mod visning af ens borgerchip. Men da ikke alle er registrerede, er en stor gruppe overladt til privat godgørenhed eller til at sulte ihjel.

Den snart 16-årige Malte hører til blandt de heldige. Hans familie får tilstrækkeligt med V-klip til, at de kan blive boende i deres hus (som godt nok langsomt falder sammen om ørerne på dem), og de får nogenlunde madrationer. Trods de barske livsvilkår hænger han ud med vennerne, forelsker sig i søde piger og er en ung fyr som så mange andre.

Kort før Maltes fødselsdag bliver han indkaldt til militæret. Alle unge skal ind og hjælpe med at holde Danmark hermetisk lukket for indvandring, hvilket betyder, at de patruljerer grænserne og kyststrækningerne – og skyder enhver som vover sig i land. Selvom Malte har svært ved at forholde sig til de nye omstændigheder, falder han alligevel til, og bliver også gode venner med pigen Agnes som også kommer fra Holte.

Men så falder grænsen mod Tyskland, og det får uforudsete konsekvenser i resten af landet. Pludselig befinder Malte sig på flugt igennem Danmark sammen med Agnes og sin tidligere skolelærer, Vitus. En flugt der skal bringe dem til et utopia i Europa.

Overlevernes by er en underholdende og letlæst ungdomsbog. Hovedpersonen Malte står levende og sympatisk for læseren, og det er nemt at sætte sig ind i hans tanker og følelser om de forfærdelige ting, han udsættes for.

Beskrivelsen af det opløste samfund, som nu er blevet en slags militærstat, er for så vidt vellykket, men jeg kunne nu godt tænke mig at høre mere om, hvordan og hvorfor økonomien brød sammen, og hvorfor Danmark endte som det gjorde, f.eks. hvorfor man tilsyneladende ikke kan dyrke jorden mere. Men da det er en ungdomsbog, tænker jeg, at det er helt bevidst, at forfatteren har koncentreret sig om menneskeskildringen frem for baggrunden.

Lise Bidstrup giver nogle virkelig barske beskrivelser af gruppens rejse gennem Danmark, efter at den tyske grænse er faldet, men herefter bliver turen – trods visse vanskeligheder – lidt for heldig. Gruppen møder nærmest ingen mennesker, selvom de kører på den nedslidte og ødelagte motorvej gennem Europa og med deres lastbil burde være et ønskemål for alle overlevende. Jeg undrede mig over, hvor flygtningestrømmen pludselig var henne? Og folk i det hele taget? På et tidspunkt bliver de godt nok fanget i Frankrig, men det er tilsyneladende det eneste ”samfund”, de støder på, og de møder tilsyneladende heller ingen andre biler undervejs.

For mig fungerede første halvdel rigtig godt, mens sidste del af bogen bliver lidt for tynd. Jeg var ikke så vild med Bidstrups forklaring af Maltes ”skytsengel”, men måske vil andre læsere mene det er en sjov gimmick.

Det er som sagt en ungdomsroman, og som sådan er den både velskrevet og underholdende med masser af action, samtidig med at den giver den unge læser stof til eftertanke med sine skarpt optrukne holdninger og de mange lighedstræk med det samfund, vi kender i dag, hvor flygtningestrømme og overforbrug ikke er ukendte størrelser.

Der er de seneste år udkommet en lang række dystopiske ungdomsromaner efter Suzanne Collins kæmpesucces med Hunger Games. Her er Lise Bidstrup et godt dansk bud sammen med f.eks. Line Kyed Knudsens Hvidt støv og Nicole Boyle Rødtnes’ Ilttyv serier.

(Oprindeligt anmeldt til Himmelskibet, nr. 47)

Besøg Lise Bidstrups hjemmeside

Om Overlevernes by:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Stoltze Design
ISBN-13: 9788763841542
Sideantal: 289
Forlag: Høst & Søn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.