oktober 2017
M T O T F L S
« sep    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Samlerne af Michael Kamp

Samlerne_Michael_KampHvordan tackler du det, hvis det værste, du kan forestille dig, sker? “Samlerne” er en blodig og effektiv horrorroman, om familiefaren som må se sin værste frygt i øjnene

Thomas er en ganske almindelig mand. Han arbejder med webdesign, men kæmper lidt med at få tingene til at hænge sammen efter krisen har bidt sig fast. Han er gift med Marianne, som han har børnene Elias og Josephine med, og er i det store hele tilfreds med sit liv.

En nat ser han et mystisk lyn over naboens mark og går ud for at undersøge det. Da han vågner næste morgen, er hans hænder smurt ind i blod, og han husker ikke, hvad der er sket. Men før han kan bekymre sig om det, dukker et nyt problem op. Børnene og Marianne forsvinder, og Thomas efterlades i et surrealistisk univers, hvor virkelighed og drøm ikke er til at skelne fra hinanden, mens han kæmper for at få sin familie igen.

Michael Kamp er uden tvivl en af Danmarks bedste horrorforfattere, og ‘Samlerne’ er da også nomineret til Årets Danske Horrorpris. Det er den bl.a. fordi Kamp er en yderst effektiv skribent, der formår at skabe overbevisende billeder i læserens hoved, og som ikke er bange for at kaste blodig gru på siderne.

Rødt. Der var rødt alle steder. Blod på fyret, på gulvet, på væggene, endda blodstænk på loftet. Arbejdsbordet sejlede i det, og Thomas kunne mærke benene blive svage under sig. Klumpen på bordet manglede hovedet. Al hud var fjernet fra kroppen og poterne skåret af. Det var Sune.”

Men selvom ‘Samlerne’ umiddelbart er den blodigste nominerede i årets shortliste, så har Kamp ikke bare skrevet en rive-flænse-BØHHH historie. Han griber fat i den frygt, der ligger latent i de fleste af os, når vi bliver midaldrende: frygten for at blive gammel; frygten for ikke at slå til som mand og far og menneske; og ikke mindst frygten for at miste ens kære. Disse tanker giver han – blodigt – kød og blod, og kaster dem ind i en intens mareridtsfortælling. Det er næsten rørende at læse beskrivelsen af Thomas forvirring og angst i sin søgen efter familien og sin kamp for at forstå, hvad der sker, og Kamps indsigt i Thomas’ psyke rammer lige på kornet, og er noget af det bedste ved romanen.

Da jeg første gang læste ‘Samlerne’, må jeg indrømme, at jeg blev lidt irriteret over sidste del af romanen, som jeg syntes blev ret forvirrende. Muligvis fordi Kamp faktisk skriver så flydende, at læsningen for mit vedkommende gik alt for stærkt, og jeg derfor ikke fik nuancerne med. I hvert fald har anden gennemlæsning været en langt større oplevelse, hvor jeg i højere grad sætter pris på Thomas’ rejse gennem sind og sted, og selvom jeg måske stadigvæk ikke er helt vild med slutningen, så er ‘Samlerne’ absolut en værdig kandidat til Årets Danske Horrorudgivelse, for som Thomas Winther skriver i sin anmeldelse i Himmelskibet 44:

[Kamp] skriver fængende beskrivelser af groteskheder og af paranoide sindstilstande, på en måde så historierne bliver page-turners. Som læser er det svært at lægge bogen fra sig, inden den er læst færdig, for på samme måde som hovedpersonen så vil man gerne kæmpe sig igennem det vanvid, der udspiller sig, i håbet om at der er noget at komme ud til på den anden side.”

Besøg Michael Kamps hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Danielle Finster
ISBN-13: 9788758817026
Sideantal: 248
Forlag: Tellerup

Skriv en kommentar