Sankt Michaels Sanatorium af Elsebeth Gundersen Jensen

Sankt Michaels Sanatorium af Elsebeth Gundersen Jensen

Forlagets beskrivelse:
Den førtidspensionerede historielærer Solveig Sollenberg er i færd med at skrive en artikel om den gamle ruin Sankt Michaels Sanatorium, da hun forsvinder sporløst ved en drukneulykke på den vestjyske ø Fejrø. Hendes niece, Katrine, tager kort tid efter Solveigs død ophold i hendes hjem på øen. Mystiske ting begynder at ske i det afsidesliggende sommerhus, og Katrine får snart mistanke om, at Solveigs død ikke var en ulykke, men at der under den idylliske overflade befinder sig mange hemmeligheder blandt lokalbefolkningen på den lille ø. Før Katrine ved af det, befinder hun sig i en slipstrøm af sorg og blodhævn, som kan spores tilbage til natten, hvor den karismatiske patient mystikeren Emanuel Kruse, sammen med sine disciple, udslettede Sankt Michaels Sanatorium.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet, da jeg begyndte at læse Sankt Michaels Sanatorium, men jeg blev positivt overrasket. Romanen starter tilbage i 1892. Her brænder det tidligere Ravnekjær Gods, nu privatsanatorium for de gale, ned under grufulde omstændigheder og dræber stort set alle patienter og ansatte. Herfra springer historien til nutiden, hvor Katrine ankommer til Fejrø efter hendes faster Solveigs død.

Katrines fætter Laurits arbejder på øens lokalhistoriske arkiv. Han får hurtigt gjort Katrine interesseret i historierne om slægten der ejede Ravnekjær før det blev sanatorium, samt ikke mindst branden og patienten Emanuel Kruse. Men selvom det er over 100 år siden, at Sankt Michaels Sanatorium brændte, er flere af øens beboere stærkt imod at lave udstillinger om begivenhederne. Der bor stadig efterkommere af de døde på øen, og der er stadig ondt blod mellem slægterne.

Laurits er gift med den lokale læge, Williams, datter, og Katrine bliver snart tiltrukket af den karismatiske og venlige mand. Også en anden mand kommer til at fylde meget i Katrines verden. Den lokale særling Tom der lever alene, udstødt af det lille ø-samfund.

Jeg var vældig underholdt under læsningen af Sankt Michaels Sanatorium. Elsebeth Gundersen Jensen fortæller levende. Historien er spændende, og de historiske detaljer om sanatoriet og de gamle slægter flettes elegant ind i fortællingen. Der er et strejf af mysticisme i fortællingen, som jeg synes godt om, men som en klassisk krimilæser måske vil rynke lidt på næsen af. Endelig er jeg også vild med beskrivelserne af det gamle sanatorium. Det er en perfekt kulisse for historien.

Er du til krimier med plads til kærlighed, tråde tilbage i tiden og et strejf af det overnaturlige, så er Sankt Michaels Sanatorium et fint bud.

Uddrag af bogen:

William slog en hjertelig latter op, mens Laurtis fortsatte henvendt til Vicky: “Katrine har for øvrigt lovet mig at hjælpe med at skrive artiklen færdig om sanatoriet ud fra Solveigs noter.”

Vicky lyste op, og Katrine følte sig pludselig en smule bondefanget: “Altså, det bliver jo hverken i morgen eller i næste uge,” forsøgte hun at trække i land.

William fattede sammenhængen: “Pas på med at give Laurits en lillefinger, han tager hele armen.” Han blinkede til Vicky. “Og din datter med, hvis du er for god ved ham.”

Laurits forsvarede sig: “Katrine vil da også få noget ud af det! Hun skal til at skrive ph.d. Jeg har sagt, at hun godt må bruge historien om Sankt Michael, bare jeg får lov til at udstille den først.”

William skar en overbærende grimasse: “Sanatoriet er vist udelukkende af interesse for folk her på øen.”

Laurits greb fadet med kage og rakte det til Katrine efter at have forsynet sig med et stykke selv: “Det kommer da fuldstændig an på, hvilken vinkel man tager på historien. Hvis man for eksempel tager udgangspunkt i, hvordan de behandlede deres patienter.”

William brummede afvisende: “Det var vel ikke værre på Sankt Michaels, end det var andre steder på det tidspunkt.”

Laurits lo: “Helt rart kan det fandeme heller ikke have været, siden patienterne valgte at brænde lortet ned.” (side 38-39)

Om Sankt Michaels Sanatorium:

Udgivelsesår: maj 2021
Forlag: mellemgaard, 288 sider
Omslag: Maleri af Brian Lassen, Symbiotic Ars

Læs også:

Occidentens stjerne af Benni Bødker
Vampyren fra Ropraz af Jacques Chessex
Døden mellem linjerne af Elly Griffiths
Gæld til Djævelen af Lisa Hågensen
Navnesøsteren af Anne Vibeke Jensen
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Frygt Fabrik Fælde af Steen Langstrup
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen
Lyst af Åsa Schwarz
Natstorm af Johan Theorin
Sjælesøstre af Sarah Waters
Jeg skal huske dig af Yrsa Sigurðardóttir

Skriv en kommentar