Skrækvisioner af Martin Wangsgaard Jürgensen

Skrækvisioner - den moderne gysers udvikling af Martin Wangsgaard Jürgensen

Skrækvisioner – den moderne gysers udvikling er et imponerende værk. Martin Wangsgaard Jürgensen har sat sig for at gennemgå gysets udvikling i den engelsksprogede litteratur fra 1920 og 100 år frem, og det gør han med stort overblik og spændende analyser.

Over 14 kapitler undersøger han genren årti for årti og trækker tendenser, temaer og litterær kvalitet frem ved at analysere centrale værker fra perioden. Det gør han med en enorm viden om ikke bare gys og horror, men også om litteraturhistorien i almindelighed. Alligevel synes jeg, at Skrækvisioner er umiddelbart tilgængeligt, så man behøver ikke at være uddannet litterat for at få noget ud af bogen.

Hvert kapitel afsluttes med en kort opsummering af hovedpunkterne, og bagerst er indsat en omfattende litteraturliste, der giver et indblik i det kæmpe researcharbejde MWJ har bedrevet.

At Skrækvisioner udelukkende beskæftiger sig med litteraturen er atypisk for fagbøger om gys og horror. Oftest omhandles både film og bøger samt i nogle tilfælde også computerspil. Andre handler om, hvorfor vi er fascineret af genren, men MWJ har i stedet sat sig for at belyse genrens litterære udvikling:

… der i hovedparten af sin moderne eksistens har bevæget sig på kanten af den gode smag, og som kun lejlighedsvis har fundet vej ind i kunstneriske, litterære sammenhænge […] Ikke desto mindre byder genrens udvikling sig til som en fascinerende historie om idéer og strømninger i det 20. århundrede, der fortæller os noget om de tanker og bekymringer, der har optaget både læsere og forfattere, fordi skrækfiktionen -netop som navnet siger – handler om det, der skræmmer os.” (s. 8)

MWJ vil som nævnt diskutere genrens litterære kvaliteter, men for samtidig at belyse tematikker og tendenser er det ikke kun ‘mesterværkerne’ der medtages. Og så understreger han, at de udvalgte temaer i de enkelte tidsperioder naturligvis også findes til andre tider. Her i bogen har han blot forholdt sig til temaets storhedstid.

Skrækvisioner er ikke blot et oplysende og spændende værk. Det er også en guldgrube af forslag til kommende læsning. Jeg er dog ikke altid enig med Martin Wangsgaard Jürgensen om, hvad der er god litteratur.

Eksempelvis er jeg stor fan af Stephen King, mens MWJ anerkender Kings betydning. Udover et par enkelte romaner synes han dog ikke, at Kings bøger er af litterær kvalitet. Blandt andet fordi King, ifølge MWJ, beskriver en idealiseret verden, hvor sort og hvidt er tydeligt adskilt. Dermed forenkles konflikterne til klare valg, hvorved læserens moral ikke udfordres. Egentlig er jeg ikke uenig i MWJ’s konklusion om moralen, men da jeg tit læser for fornøjelse, finder jeg stadig stor kvalitet i Kings univers. Også selvom han ikke refererer til den græske mytologi eller ‘sturm und drang’, men benytter sig af den moderne verden som referenceramme.

Til gengæld kan jeg også sagtens følge MWJ i, at det er fantastisk, når litteraturen udfordrer én. For mig er det blot ikke et mål i sig selv, og bliver teksten for eksperimenterende, står jeg desværre af. Måske fordi jeg ikke har ‘værktøjerne’ til at låse teksten op. Men her er Skrækvisioner en god hjælp, idet MWJs analyser gør det nemmere at ‘angribe’ de nævnte titler. Så jeg skal på opdagelse i en ny verden.

Det kunne have været interessant, hvis eksempler på dansk skræklitteratur også var omtalt under de enkelte temaer, men det er nok mest min egen kæphest, og MWJ redegør tydeligt for, hvorfor han har valgt den engelsksprogede litteratur. Jeg kan derfor kun slutte, som jeg begyndte, med at kalde Skrækvisioner et imponerende værk, som Martin Wangsgaard Jürgensen fortjener stor ros for.

Læs også den grundige anmeldelse på Historie Online for flere grunde til at læse Skrækvisioner – den moderne gysers udvikling.

Om Skrækvisioner – den moderne gysers udvikling:

Udgivelsesår: 27.03.2020
Forlag: Syddansk Universitetsforlag, 430 sider
Omslag: Dorthe Møller, Unisats

Indhold:
Forord og indledning
Pulplitteratur og de kosmiske gys (1920’erne-1930’erne)
Krimigys, nygotik og krigsgru (1940’erne)
Det psykologiske gys (1950’erne)
Pulpens genfødsel (1960’erne)
Engelske spøgelser på stribe
Sindets ukendte land
Besat af Satan (1970’erne)
Bestsellergys
Romankunst og græsrødder (1970’erne-1980’erne)
Menneskemonstret (1980’erne)
Splatterpunk!
Det dystre nathjerte (1990’erne)
Metagys og ironi
Et åbent felt (2000’erne)
Litteratur
Stikordsregister

Læs også:

Why Horror Seduces af Mathias Clasen
Homo Timidus af Mathias F. Clasen
Horror: A Tematic History in Fiction and Film af Darryl Jones
Danse Macabre af Stephen King
Malstrømmen – Poe og Danmark
Monstrologi – Frygtens manifestationer / red. Jørgen Riber Christensen og Steen Ledet Christiansen
I lyst og død af Rikke Schubart
Gysets mestre af Jonna Wennerstrøm Nielsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.