Slør af A. Silvestri

Slør af A. Silvestri

Til et bryllup genforenes gamle veninder. Men fortidens slør skjuler mørke hemmeligheder, og ikke alt gammelt nag kan begraves …

Da Pernille modtager en invitation til Jeanettes bryllup, bliver hun overrasket men også glad. For år tilbage havde de et voldsomt skænderi, og siden har de ikke talt sammen. Så selvom Pernille ikke er meget for hverken kjoler, fremmede mennesker eller nye omgivelser, møder hun derfor op til brylluppet, der starter som et eventyr.

Men som dagen går, begynder Pernilles angst at røre på sig. Rosensparre Gods, som brylluppet afholdes på (og som iøvrigt tilhører Jeanettes mands familie), føles fremmed og farlig. Jeanette smiler og virker glad, men holder hun sig ikke på afstand af Pernille? Og hvad har vikingemyten om Ingrun, Skarde og Bredebringe med dagens bryllup at gøre?

Et bryllup er normalt en glædelig begivenhed, og brudepigerne er ofte brudens tætte veninder. Men som romanen skrider frem, falder fortidens lyserøde slør bort, og vi får indblik i en umage trojka, hvor veninderne gemmer på hemmeligheder langt fra nutidens pletfrie overflader. Hemmeligheder som de måske endda selv har glemt.

A. Silvestri er – uanset genre – en virkelig dygtig fortæller. I Slør mixer han chicklit, gotisk horror og vikingemyter til et overraskende helstøbt resultat. De tre umiddelbart umage genrer slynger sig ind og ud af hinanden i en historie, der starter strålende smukt, men langsomt driver ud i mørke og vanvid.

Portrættet af den skrøbelige Pernille, der i sit voksne liv har kæmpet med depression og angst, er både troværdigt og rørende. Hun plages af skygger og usikkerhed, men da hun står med ryggen mod muren, må hun forsøge at finde en indre styrke frem.

Peter Nielsens smukke og dystre forside skal også fremhæves. Billedet både fanger blikket og tilføjer lag til fortællingen med sin fantastiske fortolkning af de mange betydninger af selve ordet slør.

Endnu engang overrasker A. Silvestri med en roman, der er anderledes end noget, han tidligere har skrevet. Slør er en intens læseoplevelse, der sniger sig ind på læseren, og efterlod mig både bevæget og skræmt. Her er smukt sprog, troværdige personer, hverdagsrealisme, vikingesagn og gotisk uhygge. Det er ganske simpelt fremragende.

Uddrag af romanen:

“Det var en sær historie med klokken. Kendte du den godt i forvejen?”

“Nåh, den. Ja, jeg har hørt den et par gange. Så snart familien får muligheden, så fortæller de den. Min kone kan den udenad, og det kan jeg vel også efterhånden. Det er bare en overlevering.”

“Er det ikke en lidt mørk historie at fortælle til et bryllup?”

“Det har jeg egentlig ikke tænkt på,” svarede Asger og løftede hånden til hilsen, da han fik øje på sin anden borddame, der nu vendte tilbage. “Men nu du siger det, så er det ikke en særlig rar fortælling, det er da rigtigt nok. Jeg skal lige …” sagde han, rejste sig og forsvandt ud af lokalet gennem dobbeltdørene i den anden ende af rummet. Hans stol blev et gabende hul, som borddamen på den anden side kun nødtørftigt slog bro over med et ligegyldigt smil.

Pernille smilede automatisk tilbage, stak den sidste bid steg i munden og drejede kroppen en smule, så hun ikke virkede så fortabt. Maven rumlede, måske af sult, måske af den uvante mad. Hun så efter bruden, der sad langt væk fra hende. Jeanette var leende og lykkelig. Hun lignede en åbenbaring af alt godt, og det krympede sig inden i Pernille. (s. 52)

Læs mere om Slør på A. Silvestris hjemmeside

Om Slør:

Udgivelsesår: 27.10.2018
Forlag: Kandor, 191 sider
Omslag: PN Create v. Peter Nielsen

Læs også:

Hændelsen af Anne Sofie Allarp
Fall of gods : she is gone af Rasmus Berggreen og Michael Vogt
Dæmoner af Carina Evytt
Fandenivoldsk af Lars Kramhøft og Tom Kristensen
Al kødets gang af A. Silvestri
Ulvetid af Helle Stangerup
Lucie af Anne Marie Vedsø-Olesen
Forglemmigej af Teddy Vork

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.