september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Sommernattens rædsel af Dan Simmons

Sommernattens rædsel af Dan SimmonsDet er sidste skoledag før sommerferien – og sidste dag før Old Central lukker permanent som skole. Mike og vennerne kan næsten ikke vente med at få fri, men en halv time før klokken ringer, genlyder hele skolen af et frygteligt skrig. Alle stivner, men rektor Roon bortforklarer lyden med, at det gamle fyr er blevet afprøvet. Mike har dog en fornemmelse af, at noget ikke er helt rigtigt, og da der er gået nogle dage, overtaler han vennerne til at lede efter Tubby, som forsvandt den sidste skoledag.

I starten er det mest en leg, men så begynder Duane at forske i Old Centrals historie, og der gemmer sig en mørk hemmelighed i skolens tårn.

I 1455 bestilte  pave Calixtus III en klokke, som ifølge sagnet var “støbt af uhelligt metal, indviet med onde gerninger og et håndgribeligt tegn på pagten mellem Calixtus og Djævelen selv“. Klokken var Borgia familiens adgang til magt og rigdom – så længe de tjente mørkets magter. Men i 1876 kommer klokken til USA, hentet til landet af familien Ashley som hænger den op i Old Centrals tårn, og kort efter ophører stort set enhver optegnelse om klokken.

Duane finder dog frem til flere hemmeligheder om klokken, og de øvrige børn begynder også at opleve mærkelige ting. Jim Harlen følger en aften efter sin gamle skolelærerinde, da hun går op til den lukkede skole, og da han kigger ind ad vinduet, opdager han noget så rædselsfuldt, at han falder ned fra 4. sals højde. Mike bliver forfulgt at en soldaterlignende skikkelse, og hvorfor dukker den røde Destruktionsvogn op alle vegne, hvor vennerne cykler?

Sommernattens rædsel er en blanding af gys og gode minder. Beskrivelserne af de lange sommerdage, hvor vennerne driver rundt og verden synes at ligge uendelig for deres fødder, er lige som jeg husker mine sommerferier. Men bedst som man nyder turen tilbage til barndommens land, dukker ondskaben op midt i al idyllen. For Dan Simmons kan nemlig også beskrive det uhyrlige onde, der invaderer børnenes univers, så tydeligt og klart at jeg næsten fik lyst til at kigge under sengen bare for lige at tjekke.

Jeg har ikke været lige begejstret for alt, hvad Dan Simmons har skrevet, men Sommernattens rædsel hører absolut til i den bedste ende af hans forfatterskab. Den kan minde lidt om Stephen Kings Det onde fra 1986, som også har en gruppe børn, der kæmper mod ondskaben i hovedrollen, men alligevel er den helt sin egen historie.

Om Sommernattens rædsel:

Udgivelsesår: 1991
Forlag: Cicero, 495 sider

Skriv en kommentar