august 2019
M Ti O To F L S
« jul    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728293031  
Arkiver

Sov mit barn af Joanne Harris

Sov mit barn af Joanne HarrisJeg har ikke læst noget af Joanne Harris før, men faldt for beskrivelsen af “Sov mit barn” som en gotisk roman fra Victoriatidens London. Jeg blev ikke skuffet – og så alligevel.

Henry Chester er kunstmaler. Faren var præst, og moren var stort set altid fraværende. Henry vokser op med et forkvaklet forhold til kvinder, som han alle til hobe anser for syndere og djævelens fristerinder.

En dag opdager han den unge Effie, som sidder model for ham til et maleri. Hun virker uskyldig og har en fuldkommen ren udstråling. Henry beslutter sig for at ”passe på” Effie, og bliver hendes beskytter indtil hun som 17-årig bliver hans hustru.

Men selvom Effie er blevet afskåret fra meget af omverdenens påvirkning, vækkes hendes seksualitet alligevel, da Henry på bryllupsnatten nærmest kaster sig over hende. Og det kan han slet ikke lide!

”Sov mit barn” fortælles skiftevis mellem Henry, Effie og romanens andre personer. Jeg havde mere end svært ved at snuppe den puritanske Henry. På den ene side vil han, at kvinder skal være lydige og uden seksuelle lyster, på den anden side frekventerer han jævnligt prostituerede (jo yngre, jo bedre) og bebrejder bagefter dem, at han ikke kan styre sine drifter. Jeg kom til at tænke på Penelope Evans hovedperson fra “Den nye pige“, Larry Mann. Og det er ingen kompliment til Henry!

Effie kastes ganske uskyldigt ind i hans spil, og selvom hun som barn beundrede Henry, er det som voksen svært for hende at blive ved med at holde af ham. For han tager alt fra hende i sit forsøg på at forme hende efter sine drømme.

Da Effie møder bordelmutter Fanny og den skruppelløse forfører Mose Harper, kompliceres alt yderligere, for Fanny mistænker Henry for en forbrydelse i fortiden, og Effie forelsker sig i Mose.

Når jeg både kan lide “Sov mit barn” og alligevel blev lidt irriteret over den, skyldes det, at den til sidst trækker i langdrag. Den gotiske stemning i romanen hvor alt bygges langsomt op, og det usagte hele tiden rumler i baggrunden, bliver for meget. Effies syner, Henrys tanker og Mose’s bebrejdelser af, at det er Effies egen skyld kommer til at fylde for meget i forhold til plottet. Men når det er sagt, så læste jeg jo alligevel “Sov mit barn” til ende, og var spændt på slutningen.

Romanen udkom første gang i 1994 og genoptrykkes nu efter opfordring fra Joanne Harris fans. Den minder mig lidt i stilen om “Iagttagelserne” af Jane Harris fra 2006.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om “Sov mit barn”:

Udgivelsesår: 2008
Forlag: Samleren, 421 sider

Et Svar to “Sov mit barn af Joanne Harris”

Skriv en kommentar