The Circle af Dave Eggers

the_circleSynes du, at George Orwells samfund i “1984” var skræmmende? Så læs ikke Dave Eggers tankevækkende thriller “The Circle” som tager overvågningssamfundet til helt nye højder…

Fra forlagets hjemmeside:
Da Mae bliver ansat i firmaet The Circle, det mest magtfulde internetselskab i verden, tror hun, at hun har fået sit livs chance. Hun er mere end begejstret, da hun bliver vist rundt i The Circles imposante kontorlandskaber af glas, campusområdet og kollegieværelserne for dem, der ender med aldrig at gå hjem. Hun er fascineret af firmaets dynamik, forført af den ultimative fællesskabsånd og visionen om, at alle er forbundne og online 24/7. Ikke engang da Maes liv uden for The Circle og forholdet til forældrene og ekskæresten Mercer svinder mere og mere ind, og Maes egen rolle i virksomheden bliver mere og mere … offentlig, aftager hendes begejstring.

Jeg må indrømme, at jeg blev lidt overrasket, da jeg startede på at læse “The Circle”. Jeg havde hørt lidt om handlingen, og den stod placeret blandt spændings-bøgerne på mit bibliotek. Det er dog langt fra en almindelig spændings-roman. Her sker hverken mord, vold, kidnapninger eller lignende. I stedet følger man en ung kvindes stigen i graderne i et idealistisk firma, der langsomt hjernevasker sine medarbejdere under dække af at hjælpe, skabe sammenhold og ikke mindst åbenhed.

For en introvert som mig, var allerede begyndelsen et mareridt af dimensioner. I the Circle bliver de ansatte målt konstant på deres deltagelse i sociale aktiviteter såvel i arbejdstiden som i fritiden – selvfølgelig for deres eget bedste! Jeg ville hade hvert eneste minut på sådan en arbejdsplads (og i øvrigt også ret hurtigt gå ned med stress). Men Mae begynder hurtigt at se det som en mulighed for at være sit bedste selv, og hun bliver snart foregangskvinde for firmaets grundsten om åbenhed og kommunikation.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at den nærmest religiøse tilbedelse the Circle’s ansatte har for firmaet, godt kan minde lidt om ideologien i firmaer som Google og Apple. Disse virksomheder går også nye veje i deres bestræbelser for at skabe et godt arbejdsklima for deres ansatte. Det er jo ikke dårligt, men kan det blive det? Og hvor hurtigt bliver ens loyalitet overfor arbejdspladsen blind?

Forfatteren Dave Eggers tager udgangspunkt i allerede tilgængelige teknologier som f.eks. Facebook og overvågnings-apps som MobileKids, og lader the Circle udvikle dem yderligere et hak. Udgangspunktet er drømmen om at gøre demokratiet totalt ved hjælp af de sociale medier. Men dækker de gode intentioner i virkeligheden over et ønske om at styre og overvåge folk?

Det var vildt ubehageligt at læse hvordan “the land of the free,” uden nærmest at overveje det, afgiver de mest basale demokratiske rettigheder. Hvordan ønsket om at høre til og være populær får folk til at affinde sig med det utroligste. Hvor hurtigt verden udenfor ens egens sfære bliver ukendt og farlig. Og ikke mindst – hvor kort der er mellem ønsket om at bruge teknologien til at fremme demokrati, til at det i stedet styrker totalitarisme med social kontrol og overvågning.

Det er cirka et år siden, at “The Circle” udkom på dansk, og til efteråret rammer filmatiseringen de danske biografer. Hovedrollen som Mae spilles af Emma Watson, der sikkert er bedst kendt for sin rolle som Hermione i Harry Potter-filmene. Jeg er meget spændt på, hvordan transformeringen af bogen til det store lærred bliver, for som sagt er der ikke voldsomt meget ydre handling i romanen. Til gengæld er der virkelig mange problemstillinger om personlig integritet, demokrati og individets ukrænkelighed på spil, og det er mere end skræmmende nok for mig.

“The Circle” er skrevet af Dave Eggers, som udover romaner også har skrevet manuskriptet til den fremragende børnefilm “Where the wild things are”.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet
Forlag: People’s Press, 458 sider
Originaltitel: The Circle (amerikansk)
Oversætter: Louise Ardenfeldt Ravnild

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.