september 2019
M Ti O To F L S
« aug    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
30  
Arkiver

Timerne efter midnat af Sheridan Le Fanu

Timerne efter midnat er en samling på ni noveller skrevet af Sheridan Le Fanu i perioden 1838 til 1872. Le Fanu var stærkt inspireret af den gotiske tradition, som Ann Radcliffe og Mary Shelley var repræsentanter for, og var en yderst produktiv forfatter som selv øvede indflydelse på bl.a. Bram Stokers Dracula. Le Fanu troede selv på det overnaturlige, og det skinner igennem i flere af hans noveller. Bl.a. ved at der ikke gives en forklaring på hændelserne i historien. Det er op til læseren at tro på det eller lade være.

“Sir Robert Ardaghs skæbne”

I det sydlige Irland ligger borgen Ardagh i et svært tilgængeligt terræn. Her boede Aragh slægtens sidste arving, Sir Robert Ardagh i selvvalgt ensomhed. Kun når det var væddeløbssæson så man ham, og her vandt han altid sine væddemål. Da hans stand umuliggjorde mistanken om snyd, hæftede sladderen sig i stedet for ved, at han aldrig var alene på væddeløbsbanen, men altid i selskab med en vis underligt udseende person, som man aldrig så andre steder. Som årene gik, blev Ardaghs temperament kun værre, og til sidst turde ikke engang hans ældste tjener nærme sig ham, når han blev ramt af sine anfald. Men en aften efter at Ardagh havde været alene i sine følelsers vold i flere dage, går hans gamle tjener op for at høre til ham. Og da banker det på døren i den ældste og mest utilgængelige del af borgen, som ikke har været brugt i mindst 50 år.

“Maleren Schalken”

Timerne efter midnat af Sheridan Le Fanu, illustreret af G. Bourne-TaylorHer fortælles ud fra et maleri, om en ung kvinde hvis onkel bortgifter hende til en rig mand med et afskyeligt ydre. Da onklen ikke hører fra kvinden igen, tager han af sted for at finde hende, men opdager at rigmanden har opgivet falsk adresse. Slutningen er grum og samtidig op til læseren.

“Klokken blev endelig ni, og dermed lød en banken på gadedøren og, da den hastigt var blevet besvaret, langsomme og tunge trin på trappen; trinene bevægede sig tungt gennem forhallen, døren til det værelse hvori det selskab vi har beskrevet, var samlet, gik langsomt op, og ind trådte en skikkelse der forbløffede, næsten forfærdede de flegmatiske hollændere, og næsten fik Rose til at skrige af skræk; det var Mynher Vanderhausens skikkelse, klædt i hans dragt; holdningen, gangen, højden var den samme, men ingen af selskabet havde nogen sinde før set hans ansigtstræk.” (side 39-40)

“En spøgelseshistorie”

Kirkegraveren ved Chapelizod, Bob Martin, havde smag for alkohol. Ofte drak han sammen med den melankolske værtshusholder Philip Slaney, som blev opmuntret af Bobs historier og derfor gladeligt betalte for hans drikkevarer. Men da Slaney en dag uventet begik selvmord, rystede det Bob så meget, at han efterfølgende holdt sig fra alkoholen. Så en aften blev Bob tilkaldt af præsten, og selvom hans kone forsøgte at få ham fra det, tog Bob af sted. Men på hjemvejen ser han en ukendt skikkelse foran Philip Slaneys gamle kro.

“Spøgelseshuset”

Grundet helbredsproblemer flytter fortælleren med sin familie ind i et hyggeligt lejet hus ved havet. Under opholdet her oplever de mange mærkelige begivenheder.

“Et par dage efter dette, kom det frem at vore tjenestefolk var af den opfattelse at tyve på en eller anden måde havde arrangeret en hemmelig indgang til den nederste del af huset. Butleren, Smith, havde set en dystert udseende kvinde i sit værelse natten efter vores ankomst; og han og andre tjenestefolk så i mange efterfølgende dage hele tiden glimt af en skikkelse der svarede til den han havde set og som forsvandt gennem en gang der førte om bagved hvor der var nogle kulkældre. Denne skikkelse blev altid set på vej væk, med ryggen til, i almindelighed drejende rundt om hjørnet i gangen der førte til denne del af huset, på en stjålen og hastig facon, og når man fulgte tæt efter den, så man den igen utydeligt på vej ned i kulkældrene, og når man forfulgte den dér ned, var den ingensteds at finde. Den tanke at der var noget som helst overnaturligt ved sagen var mærkeligt nok endnu ikke faldet nogen af tjenestefolkene ind.” (side 71)

“Onkel Watson”

Fortællerens onkel Watson var ude for en underlig oplevelse. Han var arving til kaptajn James Walshave, en ubehagelig gammel mand, der som ung havde giftet sig til penge, men ikke haft det mindste til overs for sin hustru. Efter hendes død levede han yderligere 40 år, men med stadigt dårligere helbred og endnu større had til alle, inklusiv hans arving Watson. I 1822 dør Walshave endeligt, men der er ikke orden i hans papirer, så Watson må tage til Wauling for at få styr på det. Men natten i huset bringer mærkelige hændelser.

“Fru Crowls genfærd”

Timerne efter midnat af Sheridan Le Fanu, illustreret af G. Bourne-TaylorFortælleren, som nu er en gammel kone, beretter om dengang hun som 13-årig tjente i Applewale House. Her var hendes tante ansat til at passe huset samt dets beboer, den gamle fru Crowl. Hun var stærk dement, og forfatteren var bange for hende, men også fascineret. Så en dag hvor hun er sikker på fru Crowl sover, sniger hun sig ind i soveværelset for at se på hende.

“Sagnet om Dunblane”

Fortællerens onkel har som ung mand kendt Lord Dunblane. Mange år senere bliver han inviteret til dennes gods, hvor Dunblane bor sammen med sin yngre hustru i et giftigt ægteskab. Sagnet beretter om et hemmeligt rum på godset, som ikke må betrædes af andre end tre udvalgte, men Dunblanes hustru beslutter sig for at forsøge at finde frem til det. Om det lykkes hende ved fortælleren ikke, men historien finder først sin uhyggelige slutning flere år efter i et andet land.

“Grøn te”

Fortælleren har været sekretær for den tyske læge Martin Hesselius, i hvis noter han har fundet historien om pastor Jennings. Han var en venlig og beskeden mand, der desværre til tider blev ramt af en underlig melankoli. Hesselius møder tilfældigt Jennings hos den fælles bekendte Lady Mary Heyduke. Senere mødes de to mænd atter, og Jennings fortæller Hesselius en usædvanlig historie. Denne er dog sikker på, at han kan hjælpe den stakkels pastor. Spørgsmålet er dog, om det er for sent.

“Jeg vil gerne bemærke at når jeg her taler om lægevidenskaben, gør jeg det, hvilket jeg håber en dag at se mere almindelig forståelse for, i en langt mere omfattende forstand end dens almindelige materielle behandling ville berettige den til. Jeg tror at hele den materielle verden blot er det endelige udtryk for den åndelige verden hvorfra, og hvorfra alene, den har sit liv. Jeg tror at det egentlige menneske er en ånd, at den ånd er en organiseret substans, men lige så forskellig med hensyn til stof fra hvad vi almindeligvis forstår ved stof, som lys eller elektricitet er det; at den materielle krop i bogstaveligste forstand er en iklædning og at døden følgelig ikke er nogen afbrydelse af det levende menneskes eksistens, men simpelthen dets frigørelse fra den materielle krop – en proces der begynder i det vi kalder dødens øjeblik og hvis fuldendelse, højest nogle få dage senere, er den fulde genopstandelse.” (side 171)

“Djævle-Dickon”

To gammeljomfruer har arvet herregården Barwyke, og fortælleren er blevet hyret til at foretage en deling af ejendommen. Undervejs prøver han at udfritte en krovært om de historier, der gik om huset, uden at det dog lykkes ham. Velankommet til herregården bliver han beværtet og vist rundt på ejendommen. Her møder han en usædvanlig skikkelse, som viser sig at være en forstyrret person, der ikke har sovet indendørs i 20 år. Hænger den historie sammen med Barwyke?

Tage La Cour har skrevet et oplysende efterskrift. Her fortæller han blandt andet, hvordan Le Fanu efter sin hustrus død i 1858 trak sig tilbage til sit hus i Marrion Square. Resten af sit liv levede han stort set som eremit, mens han læste alt han kunne finde om spiritisme og okkulte emner.

La Cour betegner Joseph Sheridan Le Fanu som en af verdens mest overbevisende og følelsesbetonede forfattere af spøgelseshistorier. Le Fanu troede oprigtigt på gengangere og andre overnaturlige væsner, hvilket giver dem et autentisk skær.

Om Timerne efter midnat:

Dansk udgivelsesår: 1977
Forlag: Lademann, 230 sider
Illustrationer: G. Bourne-Taylor
Originaltitel: The Hours After Midnight

Indhold:

Sir Robert Ardaghs skæbne (The Last Heir of Castle Connor, 1838)
Maleren Schalken (Strange Event in the Life of Schalken the Painter, 1839)
En spøgelseshistorie (The Sexton’s Adventure, 1851)
Spøgelseshuset (An Authentic Narrative of a Haunted House, 1862)
Onkel Watson (Wicked Captain Walshawe, of Wauling, 1864)
Fru Crowls genfærd (Madam Crowl’s Ghost, 1870)
Sagnet om Dunblane (The Legend of Dunblane, 1869)
Grøn te (Green Tea, 1869)
Djævle-Dickon (Dickon the Devil, 1872)
Efterskrift

Skriv en kommentar