august 2019
M Ti O To F L S
« jul    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728293031  
Arkiver

Vampyrens pagt af Mette Sejrbo

Vampyrens pagt af Mette SejrboVampyrens pagt er bind tre i Mette Sejrbos Ulfhedin-saga, som blander fantasy, horror og erotik med nordisk mytologi i et brag af en trilogi.

Emilie og Jonas er fast besluttet på at få Sebastian Van der Maas ud af deres liv, men det viser sig mere besværligt end antaget. Selvom det lykkes dem at bringe Sebastian i problemer med Matelli-klanen, er intet afgjort. De har stadigvæk heller ikke afsløret deres forhold for deres familier, og hemmeligholdelsen tærer på begge. Samtidig er Emilie stadig uafklaret på sine følelser for Sebastian, selvom han tilhører de mørke, som vølverne skal bekæmpe. Det piner selvsagt Jonas og driver en kile imellem det unge par.

Ikke desto mindre er vølvere og varulve nødt til at finde sammen i en alliance for at modstå de mørke og bevare balancen. Men kan varulvene tilgive vølvernes drab på deres slægtninge? Og kan vølverne overvinde deres indgroede mistro til varulvene?

Vampyrens pagt indeholder som de to tidligere bind en heftig blanding af fantasy, erotik og action. Denne gang er der en del fokus på Emilie og Jonas forhold, som udsættes for alvorlige forhindringer.

Sideløbende følger vi Sebastian, der må stå ret for vampyrernes råd i Italien og risikerer en dødsdom. Sebastian har dog andre planer, men oddsene for, at han kan slippe af sted med dem, er ikke store.

Endelig er der den overordnede plan, hvor balancen skal opretholdes, som kræver samarbejde mellem vølver og varulve – samt ikke mindst en overraskende tredjepart.

Sejrbo skriver underholdende og formår at flette nordisk mytologi ind i en actionfyldt fortælling om had, kærlighed og alt derimellem. Der er god fremdrift i historien, der skiftevis fortælles gennem Emilie, Jonas og Sebastian, og trods de mere end 500 sider havde jeg på intet tidspunkt lyst til at lægge bogen fra mig.

Ulfhedin-sagaen afsluttes her med manér, og har du ikke læst serien endnu, har du en super læseoplevelse til gode.

Uddrag fra Vampyrens pagt:

“Jeg er overrasket over, du har taget denne beslutning alene, kære.” Skuffelsen i Siris stemme skar hende i hjertet. “Du burde være kommet til os. Især da du fandt ud af, at der var flere af de mørke.”

Emilie holdt vejret. Nu havde hun fortalt alt om Matelli Group og om Sebastian. Hun burde også fortælle om Jonas, ordene lå på tungen, men mindet om kampen i skoven ved Næstved, og hvor rasende Marta var blevet, da Emilie valgte at skåne Jonas og hans bror, fik hende til at tøve.

“Jeg er ked af det, ældste,” svarede hun i stedet, “jeg burde ikke have holdt jer udenfor.”

“Jeg er ikke sikker på, at det er klogt at gå op imod de mørke, uden vi kender deres kræfter, og så tilmed stille dem sådan et ultimatum. Vi kunne knap gøre det af med den unge, hvad hed han, Kasper?” Siris stemme blev modløs, “og selv med Jonas’ hjælp kunne du ikke tilintetgøre ham den mørke. Hvad skal vi stille op mod en hel hær af dem?”

Emilie bed tænderne sammen ved mindet om Kasper og de ting, han havde gjort mod Marie. At Sebastian stadig var derude et sted, fik vreden til at boble op til overfladen.

“Jeg måtte gøre noget, Siri.” Hendes stemme var nok lidt skarp, men hun magtede ikke at tøjle sit temperament. “Det er mig, der har et problem med den mørke. Det er mig, han er ude efter. Det er mig, der hver dag skal se mig over skulderen og holde min mor og alle andre i live. Det har intet med mit kald, det her er personligt!”

Stilheden var som et rungende brøl, efter hun nærmest havde råbt den sidste sætning ind i telefonen. (side 28-29)

Om Vampyrens pagt:

Udgivelsesår: 15.09.2018
Forlag: Dreamlitt, 547 sider
Omslag: Emma A. Mowinckel

Ulfhedin-sagaen:

Heksens kald, 2015
Varulvens forbandelse, 2016
Vampyrens pagt, 2018

Besøg Mette Sejrbos hjemmeside HER

Læs også:

Den barske sandhed om Thor og Loke – Prøven af Emil Blichfeldt og Søren Tim Nordbo
Djævlens hjerte af Lars Kramhøft
Odinsbarn af Siri Pettersen
Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen

Skriv en kommentar