Verden under vand af J.G. Ballard

Verden under vand af J.G. Ballard

Verden under vand udkom oprindeligt i 1962 og hører til J.G. Ballards øko-katastroferomaner, dvs. romaner der beskriver en virkelighed ramt af radikale forandringer i klimaet. Romanerne foregriber nutidens cli-fi, den økokritiske fiktion der har vundet indpas hos såvel litterære- som genreforfattere i tiden. Ballards øvrige øko-katastroferomaner tæller The Wind from Nowhere (1961), The Drought (1964) og The Crystal World (1966). Sidstnævnte udkom på dansk i 1973 som Krystalverdenen.

Nu har forlaget A Mock Book genudgivet Ballards klassiker i GAIA-serien. En serie der tematiserer menneskets forhold til naturen og andre arter, set i forhold til klodens nuværende tilstand både klimamæssigt, politisk og socialt. I samme serie er bl.a. også udkommet Skimmelrytteren af Theodor Storm samt Dune af Frank Herbert.

Bagerst er et oplysende efterord skrevet af Jacob Lillemose og Karsten Wind Meyhoff.

Verden under vand udspiller sig i en nær fremtid, hvor voldsomme solstorme har skabt ekstreme klimaforandringer. Det meste af jordkloden er oversvømmet af vand eller forvandlet til en tropisk sump, og de overlevende mennesker er fortrængt til de arktiske egne i nord og syd, hvor temperaturen endnu er udholdelig.

Biologen Robert Kerans er udsendt som del af en videnskabelig forskningsstation. Under militær eskorte af oberst Riggs og hans mænd skal han lave en biologisk kortlægning af de oversvømmede områder. Ved romanens begyndelse er de ved at færdiggøre området over London, og har fået besked på snart at vende tilbage til Grønland.

Hvor de fleste af folkene, glæder sig til at vende tilbage til de køligere egne, er enkelte voldsomt fascinerede af det hede, solbeskinnede urskovs-landskab. Her i blandt løjtnant Hardman. Indtil for tre måneder siden fungerede han som oberst Riggs betroede næstkommanderende. Nu plages han af tungsind og søvnløshed og har isoleret sig i sin kahyt.

Men Hardman er ikke den eneste, der har problemer med at sove – eller rettere problemer med de drømme søvnen medfører. Også Kerans bliver påvirket, og mens enheden gør klar til at vende tilbage nordpå, lægger han planer om i stedet at drage længere mod syd, selvom det vil medfører hans død.

Verden under vand (1969)

I Verden under vand beskæftiger Ballard sig ikke som sådan med grunden til klimaændringerne, eller hvordan de kan overvindes. I stedet er fokus på den effekt ændringerne har på mennesket. Hvordan reagerer vi i en ekstrem situation, hvor verden og naturen omkring os tilsyneladende vender tilbage til det subtropiske klima fra for 200 millioner år siden. Ballard forestiller sig, at disse omstændigheder vil vække minder til live fra hele vores evolutionshistorie, som ligger gemt i generne.

“Det individuelle livs korthed er vildledende. Enhver af os er så gammel som hele det biologiske rige, og vores blodårer strømmer ud i det totale hukommelses store hav. Det voksende fosters odyssé i livmoderen genskaber hele udviklingens fortid, og dets centrale nervesystem er en indkodet tidsskala; hver af neuronforbindelserne og hvert rygmarvsniveau afmærker et symbolsk stadium, en enhed i den neuroniske tid.” (side 50)

For ikke så længe siden hørte jeg en samtale mellem Karsten Wind Meyhoff og Niels Dalgaard, hvor de talte om Verden under vand og J.G. Ballards forfatterskab. Her kom Niels Dalgaard bl.a. ind på, at allerede ved udgivelsen i 1962 var hypotesen om ‘neuronik’ forældet. Derudover giver det ingen mening, at naturen skulle udvikle sig baglæns eller at mennesker skulle regrediere pga. klimaforandringerne.

Det var Karsten Wind Meyhoff for så vidt ikke uenig i, men mente at vi nærmere skal læse romanen som et visuelt visionært rum. Han mente, at Ballard minder om surrealistiske malere som Dali og Magritte, der arbejdede med at vise det indre rum. Ballards visualiserer menneskets indre verden i mødet med den ydre. Han skaber visuelle billeder, som han bliver ved med at fylde detaljer på. Vi kommer længere og længere ind i en varm, fugtig og nådesløs verden, hvor den hede sol står som en gud på himlen. Et drømmeagtigt landskab hvor hver detalje i de ydre realiteter er et udtryk for den indre verden, dens begær, sårbarhed og rationalitet.

Hvor mange romaner handler om at mennesket overvinder naturen, er Ballards fortælling modsat. På et tidspunkt ankommer fribytteren Strangman med sin armada af sorte besætningsmedlemmer og fulgt af en hær af krokodiller. Strangman er besat af at hente fortidens kunstværker op, blot for at stuve dem sammen på sin hjuldamper og eje dem, og det lykkes ham at tømme lagunen, hvor Kerans holder til. Men som vandet pumpes væk, afsløres en by forvandlet til en stinkende kloak uden spor af tidligere tiders skønhed. Civilisationen er blevet godt og grundigt besejret af naturen. I hvert fald i Kerans øjne.

Uanset hvorfor Kerans drages på nærmest hypnotisk vis af den ukendte verden mod syd, så er Verden under vand fascinerende og blændende godt skrevet. Og som Katrine Colmorn skriver i sin anmeldelse på Litteratursiden er Kerans overvejelser om, hvorvidt mennesket bærer minder om livets udvikling i sine celler, højaktuel. Vi lever i en tid, hvor mennesket ubønhørligt underlægger sig hele kloden, som om vi har glemt, at vi ikke kan sætte os ud over planeten, men blot er et pattedyr som alle andre, uløseligt forbundet til jordens økosystem.

Andre skriver:

Skriv for livet:
Verden under vand er et pragteksemplar af en bog med et sprog, der begejstrer konstant og tager dig med på et dyk ned i urtidskræfterne, et svimlende, kvælende dyb af vand, urskov, lyd og hede. Det kravler helt ind i knoglerne og bliver siddende der som en rytmisk banken, der ikke slipper dig igen. Her er hverken moralisering eller dom, men blot en konstatering af, at mennesket er en del af verden lige så meget, som verden er en del af mennesket. Det er en symbiose på godt og ondt. Og så er det en formidabel læseoplevelse. (Læs hele anmeldelsen her)

Litteratursiden:
Ballards detaljerede beskrivelser af miljø og klima i en fremtid, hvor verden er druknet i det stigende vand, hensætter læseren i en særegen tilstand, hvor grænsen mellem drøm og virkelighed bliver mere og mere flydende. (Læs hele anmeldelsen her)

Essay af Peter Briggs:
Indeed, Ballard has created in this novel a most pervasive demonstration of the frailty of “technological” man. He diminishes man in the face of the natural universe by establishing that he has no control over either the outer or the inner world. A tiny but implacable change in cosmic terms finds man all but destroyed by natural disaster and struggling against the mind. The mind and its complex cultural and technological by-products attempt to adapt for survival by tapping the same archaeophysic pool as do other animals and plants as they fecundly regress to their prehistoric natures. The tenuousness of Man’s hold on mere survival lies in the fact that he cannot adapt quickly enough, and that his archaeophysic impulses destroy the body even as they produce a sense of unity with the changed world. (Læs hele artiklen på jgballard.ca)

Uddrag af bogen:

Riggs spejdede mørkt ud gennem trådnettet. “Gud være lovet for den besked fra Byrd. Vi burde have trukket os tilbage for flere år siden. Hele denne detaljerede kortlægning af havne til brug for en eller anden hypotetisk fremtid er komplet latterlig. Selv hvis solstormene svinder hen, vil det vare mindst ti år før der bliver gjort noget alvorligt forsøg på at bebo disse byer igen. Til den tid vil de fleste store bygninger være forsvundet i dyndet. Der skal et par divisioner til at rydde junglen væk fra denne lagune alene. Bodkin fortalte mig her til morgen at nogle af beplantningerne – og det drejer sig ikke om træer – er over tres meter høje. Det hele er sgu en stor zoologisk have.”

Han tog kasketten af og tørrede sig over panden og råbte så hen over den stigende brølen fra de to udenbords diselmotorer: “Hvis Beatrice bliver her meget længere så bliver hun sindssyg. Det minder mig for resten om endnu en grund til at vi må afsted herfra.” Han så hen på sergent Macreadys høje, ensomme skikkelse ved roret – denne stod og stirrede stift på det brydende vand – og på de øvrige folks fortrukne, plagede ansigter. “Sig mig, doktor, hvordan sover du for tiden?” (side 18-19)

Om Verden under vand:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: A Mock Book & Urgent.Agency, 232 sider
Omslag: Urgent.Agency
Originaltitel: The Drowned World, 1962
Oversætter: Niels-Erik Wille

Læs også:

Den sorte tåge af Fred Hoyle
Den hvide fjende af Niels Meyn
Troldmandens sværd af Niels E. Nielsen
Kimære af Gert Nygårdshaug
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Skriv en kommentar