X fra det ydre rum af Kramhøft & Kristensen

X fra det ydre rum af Lars Kramhøft & Tom Kristensen

Vidunderlig billedbog om venskab, mod og X fra det ydre rum. For både børn og voksne

Jeg opdagede makkerparret Lars Kramhøft og Tom Kristensen i 2013, da jeg læste deres fremragende tegneserie Made Flesh (som i øvrigt vandt prisen for Årets Danske Horrorudgivelse det år). Siden har jeg læst en god del af deres udgivelser, både individuelle og samarbejder, herunder også nogle af deres børnebøger som f.eks. Portal, der var nomineret til Ping-prisen i 2019.

Nu er de tilbage med X fra det ydre rum, som jeg blev helt forelsket i under læsningen. Lars Kramhøft har skrevet og layoutet historien, mens Tom Kristensen har tegnet og farvelagt.

Mand, Hund og Kat bor på en gård langt ude på landet. En nat tordner og lyner det voldsomt, og noget, der ligner et æg, falder ned fra himlen. Om morgenen finder mand ‘ægget’ og tager det med ind i huset, selvom både Hund og Kat synes, det er en dårlig idé. Og det viser det sig også, at det er …

X fra det ydre rum er en vidunderlig billedbog skrevet til læsere fra +8 år. Men lad dig ikke skræmme væk af det, for tegningerne og historien er så fine, at voksne også kan have fornøjelse af læsningen.

Historien fortælles af Hund og Kat, og jeg er vild med deres personligheder. Hund er madglad, loyal og modig, mens Kat er tilbagelænet og ikke ser nogen grund til at forlade sin varme plads på fyret. Men da det bliver alvor, er Kat alligevel klar til at hjælpe sin ven og manden.

Jeg fik mindelser til H.P. Lovecrafts isnende novelle Farven fra rummet samt tegneserien WE3 af Grant Morrison og Frank Quietly. Men X fra det ydre rum er naturligvis rettet mod børn og er således ikke ligeså grum. Her er dog alligevel nogle ganske uhyggelige scener, som helt klart vil appellere til yngre gyserfans – og ældre ditto 🙂

Billedsiden er ganske vidunderlig med nærmest navistiske illustrationer holdt i dæmpede farver, indtil det skrig-grønne ‘æg’ dukker op. Det åbner for en eksplosion af farver mod slutningen af historien, som jeg er helt vild med.

En dejlig dejlig billedbog med charme, humor og uhygge. En stor anbefaling herfra.

Tom Kristensens hjemmeside
Lars Kramhøfts hjemmeside

Om X fra det ydre rum:

Udgivelsesår: 13.01.2020
Forlag: Alinea, 56 sider
Omslag og illustrationer: Lars Kramhøft og Tom Kristensen
Lix: 7,5

X fra det ydre rum udkommer i Alineas Blå Læseklub, som er letlæsningsbøger til de letøvede læsere i indskolingen og på mellemtrinnet.

Læs også:

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Når en drage drager ud af Mads L. Brynnum
Coraline af Neil Gaiman
Børnenes jord af Gipi
Mørket venter af Loka Kanarp og Carl-Michael Edenborg
Made Flesh af Lars Kramhøft og Tom Kristensen
Deadboy af Tom Kristensen
WE3 af Grant Morrison og Frank Quitely
Gigant af Rune Ryberg
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Thornhill af Pam Smy
Blot en drengestreg af Villy Sørensen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.