Zeitgeist af Jane Mondrup

En zeitgeist er på sin vis stadig i live idet den aldrig har gennemgået en fysisk død. Snarere er den med krop og sjæl revet ud af sin plads i tiden og forekommer kun ulegemlig fordi tidens struktur nu afviser den. (side 26)

Zeitgeist af Jane Mondrup

Jeg er overbevist om, at et godt kendskab til Antikkens filosoffer, den græske mytologi, latin og kvantefysik vil øge udbyttet af at læse Jane Mondrups debutroman Zeitgeist. Ikke desto mindre var jeg vildt fascineret af historien, selvom jeg bestemt ikke excellerer i nogen af ovennævnte områder.

Ejvin Rode vågner op i Sydengland i år 1890. Hans minder indtil da er mærkeligt fjerne, men han ved dog, at han underviste i filologi på Københavns Universitet i det 21. århundrede. Han ved også, at der ikke er overensstemmelse mellem hans viden om teknologien i år 1890, og det 1890 han er i.

Ved Ejvins ankomst forsvandt videnskabskvinden Lily Wycliffe, og nu vil hendes ‘bror’ Hector gøre alt for at finde hende igen. Ejvin er yderst skeptisk overfor tanken om, at han skulle befinde sig i et alternativt 1890. Alligevel slutter han sig til Hector i dennes søgen efter Lily. Det fører ham ud på en vild rejse til et Danmark, der er helt anderledes end i hans egen tid. I 1541 foretog foretog den tyske alkymist Theophrastus von Hohenheim et eksperiment, der endte med at lægge hele Skandinavien øde, og frigav en pest der dræbte alle indbyggerne. Samtidig slog eksperimentet sprækker i tiden, så flere tider eksisterer parallelt med hinanden.

En skjult gruppe ønsker at styre tiden tilbage til den sande tid, før verden opsluges af Æonen, et tidsmæssigt sort hul hvor tid, sted og eksistens er en helhed. Men Titanerne, som behersker Æonen, ønsker at fremskynde overtagelsen. Endeligt er der også forskellige politiske fraktioner, der forsøger at øge deres indflydelse i deres nutid uden kendskab til de store linjer.

Zeitgeist er en forrygende læseoplevelse, der blander science fiction, fantasy, steampunk, historie og filosofi. Jeg skulle holde tungen lige i munden under læsningen, men udbyttet er stort. Her er masser af mere og mindre skjulte henvisninger, lige fra navnet Wycliffe der er navnet på John Wycliffe, reformationens forløber sammen med Jan Hus; til Pandorasøstrene, en orden Ejvin og Hector møder i Jylland, opkaldt efter Pandora i den græske mytologi. Jeg fangede med 100% sikkerhed end ikke halvdelen, men alligevel er romanen både spændende og vildt fascinerende med sin undersøgelse af tidens natur, skæbne og valg.

Jeg har læst et par anmeldelser af Zeitgeist, der ærgrer sig over sig over slutningen. Jeg indrømmer da også, at jeg ikke ved, om jeg har forstået den. Men for mig er der en sammenhæng mellem Hectors valg vedrørende Lily, og Ejvins valg i forhold til en anden kvinde i romanen, og det giver mig håb om slutningen.

En anderledes og anbefalelsesværdig læseoplevelse.

Anmelderne skriver:

Jyllands-Posten:
“Zeitgeist” er en ambitiøs og flot gennemført retrofuturistisk roman. De dramatiske højdepunkter er måske lidt tamme, hovedpersonerne en anelse karikerede, og hele tidsskismaet ret svært at holde styr på. Men der er som sagt noget fængende ved den sære handling, som gør, at man alligevel bliver hængende til sidste side. Undervejs får vi nogle tidløse betragtninger om demokrati, kvindekamp, flygtninge og global opvarmning, og det er jo altid på sin plads. (Læs hele anmeldelsen i Jyllands-Posten 2019-02-17)

Himmelskibet:
Bogen tegner en rig og kompleks verden med masser af plads til andre fortællinger. Fortællingen udmærker sig med en masse uventet og fantasirig handling, men jeg blev lidt skuffet over den bratte slutning, for jeg havde håbet det var etteren og man ville få en sløjfe på de løse ender i de næste romaner. (Læs hele anmeldelsen her)

Superkultur:
Der fortælles med større armbevægelser, end jeg er vant til i dansk science fiction – og bogen er proppet med gode ideer. Mondrup lister detaljer ind her og der, som viser, at hun har tænkt over sin fortalte verden, og tænkt godt. Samtidig fortæller hun på en måde, som får mig til at tænke på samtidige (i vores tidslinie, forstås, jeg ved ikke, hvordan litteraturen ser ud i Zeitgeists univers) adventure-romaner. Det får lidt bogen til at fremstå som en blanding af Wells, Verne og Walter Scott, hvor folk som den naturligste ting i verden drager ud for at lære ting og opleve eventyr. (Læs hele anmeldelsen her)

Boguglen:
Grundelementet i Zeitgeist er hovedpersonens forvirring, og den smitter i høj grad af på læseren. Vi følger Ejvins forsøg på at rationalisere sig ud af sin egen tidsrejse, og grænsen mellem magi og videnskab udviskes løbende. Det er forfriskende at læse denne slags fra en dansk hånd, især fordi de historiske henvisninger er skarpe og velfungerende […] Zeitgeist er for alle danske science fiction fans, historienørder, fantasy elskere og filosofiske læsere, der nyder gode plots, interessante kontrafaktiske spekulationer, og steampunk. (Læs hele anmeldelsen her)

Bogblogger:
Zeitgeist er det tyske ord for tidsånd og bruges om en given historisk periodes tendenser og ideer. Her i bogen opleves netop mødet mellem forskellige tidsånder […] Hele romanen emmer af græsk mytologi og filosofi, og vi møder både titaner og Platon samt en idealisering blandt visse karakterer af Platons ideer om den ideelle stat. Jeg vil ikke sige, at man skal være filosofisk velfunderet for at læse denne bog, men man skal nok give sig lidt ro til at læse og forstå, når bogen også fører læseren ned ad de filosofiske abstrakte stier i en udredning om forståelsen af tid som begreb og de implikationer, tidsrejser nødvendigvis må have. (Læs hele anmeldelsen på Bogblogger)

Om Zeitgeist:

Udgivelsesår: januar 2019
Forlag: Vandkunsten, 378 sider
Tilrettelægger: Viktoria Senderovitz

Besøg Jane Mondrups hjemmeside

Læs også:

Frysepunktet af Anders Bodelsen
Havmanden af Niels Brunse
I kamp mod tiden af Ben Elton
To the Bone af Craig Frank & Aksel Studsgarth
Harry Augusts første femten liv af Claire North
Tidskortet af Felix J. Palma
Mørke af Torben Pedersen

Skriv en kommentar