december 2014
m ti o to f l s
« nov    
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031  
Arkiver

Arkivet for ‘Analyser’ Kategorien

De apokalyptiske genrer – en introduktion til undergangskultur

For nogen tid siden læste jeg en super interessant artikel af Martin Schjönning på Apokalyptisk, hvor han giver en kort introduktion til undergangskultur. Jeg kan kun anbefale, at man læser hele artiklen, men her er et par appetitvækkere:

Om de sidste tider
“Vi mennesket har været morbidt fascineret af verdens ødelæggelse, minimum siden vi lærte at skrive. Blandt de ældste kendte tekster, både af religiøs og fiktionel karakter, finder man hyppige referencer til jordens undergang – særligt i form af naturkatastrofer som datidens lærde kun kunne beskrive som guddommelig indblanding.”

Om tiden efter katastrofen
“Decideret post-apokalyptisk fiktion findes dog først i moderne tid. I reglen regnes Mary Shelley’s roman The Last Man (1826) som det første værk i denne genre, skønt den både i samtiden og efterfølgende er fuldkommen ignoreret – især i forhold til Shelley’s debut Frankenstein. Først med en af science fiction-genrens mest hædrede fædre, H.G. Wells (1866-1946) etableres post-apokalyptisk litteratur som en solid undergenre, med nu verdensberømte værker som The Time Machine (1895) og sørgeligt oversete tekster som The World Set Free (1914). “

“Efterfølgende katastrofescenarier afspejles af den samtid de forskellige værker skabes i. Energikriserne i 1970′erne førte til kulturperler som Mad Max-filmene (1979-1985, en ny er på vej til 2013), af hvilken nummer tre er et af de mest berømte genreværker overhovedet. Den stigende digitalisering og robotisering af samfundet har siden 80′erne revet et utal af værker om løssluppen teknologi med sig (kulminerende i Matrix-serien 1999-2003). Den store opmærksomhed på miljøet og global opvarmning fra 90′erne til i dag har skabt Waterworld (1995) og The Day After Tomorrow (2004).”

Om det utrolige og fatale
“De fantastiske elementer i apokalyptisk kultur er ikke nye opfindelser. Rumvæsener har eksisteret mindst siden den syrisk/romerske satireskribent Lucian udgav sin Sande Historie (ca. 100 e.Kr.), hvor han bl.a. besøger måne-folket. Zombiehorden er en hel del ældre og figurerer allerede i det næsten 4000 år gamle Gilgamesh-kvad fra Babylon, hvor en ond præstinde truer med at åbne Helvedes porte og lade de døde myldre ud og fortære de levende.”

“Imens rumvæsener invaderede jorden i alle afskygninger – fra den Messias-lignende Klaatu i The Day the Earth Stood Still (1951) til de ultimative infiltratorer i Invasion of the Body Snatchers (1956) – levede zombien et relativt afslappet uliv i Caribien. Zombien var ofte alene, og blev brugt som et hævnens værktøj, styret af en ond troldmand. Men i slutningen af de glade tressere brød helvede løs. Den apokalyptiske zombie er ét ud af ekstremt få monstre der har en nøjagtig fødselsdato. Den så nattens mulm første gang d. 1. oktober 1968, da George A. Romeros sort/hvide kultmesterværk Night of the Living Dead havde premiere i en lille biograf i Pittsburgh. De levende døde var nu en ustoppelig, kannibalistisk, hjernedød sværm, og ikke længere en ensom skygge bag et kirkegårdstræ i Haiti.”

Om moralens forfald
“Post-apokalyptisk kultur i almindelighed, og zombie-genren i særdeleshed, handler om livet under og efter en global, uafvendelig katastrofe. Oftest har pågældende katastrofe været pludselig og overraskende, og mange gange er der ikke det store menneskeheden kan stille op imod den. Handlingsmønstre i disse værker beskæftiger sig som regel med ren og skær overlevelse af arten – altså kødet.

Cyberpunk-genren er derimod en slags skæv fætter til science-fiction og post-apo, hvor det ikke så meget er livet der trues, men i langt højere grad den menneskelige moral. Talrige Cyberpunk-værker håndterer emner som korruption, moralsk og mentalt forfald, samfundets opløsning, og især den menneskelige forms ophør: Det der beskrives som den transhumanistiske evolution, hvor mennesket (som art) rykkes længere og længere bort fra sig selv via teknologi. Hvor post-apokalyptisk kultur handler om undergang på et rent fysisk plan, handler Cyberpunk i reglen om undergang på et psykisk plan.”

Ovenstående tekst er citeret fra Martin Schjönnings artikel “De Apokalyptiske Genrer – En introduktion til undergangskultur”, som findes på Apokalyptisk hjemmeside: http://apokalyptisk.wordpress.com/about/de-apokalyptiske-genrer-en-introduktion-til-undergangskultur/

Illustrationen stammer fra Wikipedia, og er af Peter von Cornelius.

Spøgelseshistorier

Jeg elsker spøgelseshistorier, og for mig er indbegrebet af hygge at få lov at sidde med en ny samling af gamle fortællinger, som jeg ikke har læst før. Men også gamle kendinge kan gøre mig helt ør af gensyns glæde. Så da jeg faldt over Janet Witalecs artikel “The Ghost Story”, læste jeg med stor interesse om spøgelseshistoriernes baggrund.

Fortællinger om spøgelser i litteraturen kan spores tilbage til det gamle Rom, men det var først i løbet af det 19. århundrede, at spøgelsets overnaturlige elementer blev et almindeligt litterært greb i den engelske litteratur. I starten blev det overnaturlige brugt som mindre indslag for at forskrække og lokke læseren på afveje, men efterhånden som videnskaben holdt sit indtog i samfundet, vandt det overnaturlige og spøgelserne plads i litteraturen, som en protest mod den omsiggribende rationelle tankegang, som lagde låg på følelseslivet.

Spøgelseshistorien nåede højdepunktet af sin popularitet i England i slutningen af 1900-tallet og ind i begyndelsen af det 20. århundrede, og mange af Englands store litterære forfattere gav sig i kast med genren i større eller mindre udstrækning, f.eks. Henry James. Blandt genrens største forfattere tælles navne som Sheridan Le Fanu, M. R. James og Algernon Blackwood, der alle var med til at udvikle spøgelseshistoriens litterære greb og finesser til perfektion.

Kritiker Jack Sullivan mener, at genren fik så stor udbredelse på grund af den Edwardianske fascination af det ekstra-ordinære, samt som en reflektion over den hvileløshed der gennemsyrede samfundet og kulturen på den tid. Andre kritikere mener, at spøgelseshistoriens store popularitet var et modsvar på den realisme som gennemtrængte litteraturen fra nogen af periodens helt store navne som Charles Dickens og William Makepeace Thackeray.

Historisk set stammer spøgelseshistorien ofte fra mundtlige fortællinger og folklore. Den japanske tradition kaldes kaidan og bygger på overleverede fortællinger fra hele landet. Kaidan blev brugt som underholdning og er stadig populære i dag, hvor de udover det overnaturlige også omhandler surealistiske fortællinger og direkte horror. Også Danmark har en lang tradition for spøgelser som en del af folkeeventyrene og lokale sagn og myter, og modsat de engelske spøgelseshistorier hvor spøgelset oftest blev brugt til at skræmme, så har de danske spøgelseshistorier fra slutningen af 1900-tallet og begyndelsen af det 20. århundrede snarere fokus på hvordan historiens personer reagerer på spøgelsets opdukken. Ifølge kritiker G. R. Thompson er de amerikanske spøgelseshistorier til gengæld koncentreret om begivenhederne omkring spøgelset, som ofte sammenkobler fortiden med nutiden og skaber en slags mix af drøm og virkelighed, der er anderledes end den traditionelle engelske spøgelseshistorie.

Wikipedia angiver tre forskellige typer spøgelseshistorier:

Den traditionelle spøgelseshistorie som har rod i folkloren, men hvis stil er mere i retning af den romantiske gotiske tradition, f.eks. Sheridan Le Fanu “Green Tea” og Mary Elizabeth Braddon “A Crighton Abbey”.

Den psykologiske spøgelseshistorie som lægger vægt på ofrets oplevelser i stedet for spøgelsets handlinger. Disse fortællinger sår ofte selv tvivl om hovedpersonens mentale stabilitet og kan også diskutere sociale problemstillinger, f.eks. Henry JamesSkruen strammes” og Charles Dickens “Signalpasseren“.

The antiquarian ghost story har ligeledes rod i folkloren men er tættere på den traditionelle spøgelseshistorie. Mange af forfatterne til denne type fortællinger var akademikere og præster, som kasserede den romantiserede tilgang og i stedet skrev mere realistiske historier, hvor det overnaturlige langsomt optrappes pga. hændelser i fortællingen, f.eks. M. R. JamesÅh, fløjt min dreng, og jeg kommer til dig

Janet Witalecs liste over repræsentative værker:

“The Listener and Other Stories” af Algernon Blackwood
“The Apple Tree” af Elizabeth Bowen
“Carwin, the Biloquist and Other American Tales and Pieces” af Charles Brockden Brown
“The Christmas Books” af Charles Dickens
“The Legends of the Province House” af Nathaniel Hawthorne
“Chinese Ghosts” af Lafcadio Hearn
“The Albatross” af Susan Hill
“The Sketch Book of Geoffrey Crayon, Gent.” af Washington Irving
The Turn of the Screw” af Henry James
The Treasure of Abbot Thomas” af M. R. James
“Green Tea” af Joseph Sheridan Le Fanu
“Uninvited Ghosts and Other Stories” af Penelope Lively
“The Weird Shadow over Innsmouth and Other Stories of the Supernatural” af H. P. Lovecraft
The Fall of the House of Usher” af Edgar Allan Poe
The Body Snatcher” af Robert Louis Stevenson
“All Souls” af Edith Wharton

Læs mere:

Short Story Criticism: The Ghost Story / red. Janet Witalec
Wikipedia

Historien om EC Comics

EC Comics udgav i 1950’erne en række skræk- og science fiction tegneserier, og eftertiden har givet tegneserieforlaget en nærmest legendarisk status. Historien om EC Comics starter dog et helt andet sted.

I 1933 mistede Maxwell C. Gaines som så mange andre sit job under Depressionen. Han måtte sammen med sin hustru og deres to børn flytte ind hos sin mor, og det var på hendes loft, at han under en oprydning fandt en bunke tegneserie-tillæg fra søndagsaviserne. Det slog ham, at der sikkert var andre end ham, som ville synes, det var sjovt at genlæse dem, så han kontaktede en ven på Eastern Color Printing Company i Waterbury, Connecticut, og blev ansat som sælger for trykkeriet  med speciale i tegneserier.

En dag fandt salgschefen, Harry Wildenberg, på at folde avis-siden fire gange så den blev til et lille hæfte. Disse hæfter kunne trykkes billigt på trykkeriets avistrykpresse, og disse samlinger af avis-tegneserier blev en populær gave blandt en lang række firmaer. Det fik Gaines til at foreslå, at man kunne prøve at sælge tegneserierne direkte til kunden, men idéen blev afvist med begrundelsen, at ingen ville betale penge for tegneseriehæfter. Gaines lod sig dog ikke slå ud, og lavede et forsøg med at sælge hæfterne via et par aviskiosker for 10 cents pr. hæfte. Forsøget blev en succes, og tegneseriehæftet som medie var født.

Det første regulært udgivne tegneseriehæfte var “Famous Funnies” fra 1933 i et oplag på 250.000 stk. De første hæfter gav underskud, men efter nr. 7 vendte det til et overskud, og “Famous Funnies” udkom frem til 1955, i alt 218 numre.

Kort efter “Famous Funnies” udkom blev Gaines fyret. I stedet fik han job hos McClure Syndicate, som også havde trykmaskiner, og her indgik han en aftale om, at han kunne trykke tegneseriehæfter mod at aflevere halvdelen af overskuddet. Det udmøntede sig i serien “Popular Comics”, som udkom første gang i 1935. Senere var Gaines også med til at udvikle “Action Comics” sammen med Harry Donenfeld, hvori den første Supermand-historie blev udgivet i 1938.

I 1939 indgik Gaines og Donenfeld kompagniskab og op gennem 40’erne kom de til at sidde på ca. en tredjedel af salget af tegneserier gennem deres to forlag: All American Comics og DC Comics. Tegneserierne var dog begyndt at komme i  modvind, og psykologen William Moulton Marston skrev i 1941 en artikel, som angreb indholdet i tegneseriehæfterne, ud fra deres psykologiske indvirkning på de unge læsere. Det fik Gaines til at sammensætte en gruppe af konsulenter, her i blandt William Moulton Marston, som skulle rådgive om at gøre tegneseriehæfterne moralsk i orden. (W. M. Marston var i øvrigt idémanden til den første kvindelige superhelt: Wonder Woman, der dukkede op i “All Star Comics” nr. 8, 1941).

Efter krigen ønskede Gaines at forlade All American Comics. Han var blevet træt af superhelte, hvis popularitet også blev mindre blandt læserne. Pengene, Gaines fik med sig, brugte han på sit lille sideforlag Educational Comics (EC), som han havde startet i 1942 med udgivelsen af en bibel-tegneserie, der i alt blev solgt i over fem millioner eksemplarer. Gaines udgav efterfølgende forskellige Picture Stories til brug i undervisningen, men salget gik ikke så godt.

I 1947 døde Maxwell C. Gaines pludseligt i en bådeulykke. Hans søn, William M. Gaines (Bill) overtog forlaget, som på det tidspunkt havde en gæld på 100.000 $. I starten fortsatte Bill sine studier på universitetet, men da studierne var afsluttet gik han mere og mere ind i den daglige drift, og i 1950 begyndte han sammen med sin nye redaktør, Al Feldstein, at omlægge udgivelsespolitiken.

Først forsøgte de sig med romantik- og westernserier, og siden med spændings- og krimiserier, men andre forlag havde samme idéer og markedet blev hurtigt oversvømmet. Så foreslog Feldstein, at de skulle prøve med skrækserier, som havde stor popularitet i radioen, men endnu ikke havde været afprøvet som tegneseriehæfter.

I 1949 satte de forsøgsvis et par skrækserier ind i krimibladet “Crime Patrol”, og i december bragte bladet den første historie med The Crypt Keeper som vært. I april 1950 blev bladet omdøbt til “The Crypt of Terror”, og den første skræk-tegneserie var en realitet. Samtidig besluttede Bill, at EC fremover skulle stå for Entertaining Comics.

Med ændringen af EC Comics udgivelsespolitik var forlaget langt fra Maxwell Gaines pædagogiske og traditionsprægede tegneseriehæfter, og skræk-tegneseriernes succes betød fornyede angreb på mediet. En senatshøring i 1954, om de skadelige virkninger tegneserier blev anset for at have, medførte dannelsen af The Comics Code Association, hvor dommer Charles F. Murphy sad som enevældig censor. Det betød problemer for EC Comics, og selvom Bill Gaines forsøgte at tilpasse sig den nye censur gik salget dårligt. I 1956 måtte Bill give op, og han stoppede udgivelsen af alle sine serier pånær “Mad”, som undslap censuren, da det blev betragtet som et magasin.

Blandt de serier, som EC Comics nåede at udgive før 1956, er bl.a.: The Vault of Horror (1950-1955), The Crypt of Terror (1950), Tales from the Crypt (1950-1955) og The Haunt of Fear (1950-1954).

Eftertiden har givet EC Comics en nærmest legendarisk status i tegneserieverdenen, hvor forlaget står for kvalitet og uafhængighed. Man var ikke bange for at tage fat i betændte emner, som racediskrimination, kommunistforskrækkelse og sociale og menneskelige forhold, og mange af historierne har en morale, der gør dem aktuelle, også i samtiden. Hovedformålet var dog at levere skrækhistorier, der lige som Edgar Allan Poes noveller, tog en overraskende vending på sidste side, og det gør, at historierne lever videre mere end 50 år senere.

I Danmark kunne man første gang stifte bekendtskab med skræk-tegneserierne fra EC Comics i 1974, da “Den store skrækbog” udkom på Williams Forlag. Et skrækboom var startet et par år tidligere, og serier som “Skrækmagasinet”, “Gru” og “Dracula” prægede markedet. “Gysertimen” blev næste EC udgivelse, som forlaget Interpresse udgav i 1987, og herefter skal vi helt frem til 2006, hvor”Skræk” udkom på Egmont Serieforlaget. “Skræk” indeholder dels en lang række klassiske EC-historier, og dels et historisk overblik over EC Comics samt en række korte portrætter af personerne bag.

Historierne fra EC Comics har også dannet baggrund for filmen “Tales from the Crypt” (1972), der var første filmatisering af tegneserierne. Filmen indeholder fem små historier med the Crypt Keeper som fortæller og vært. Året efter kom “The Vault of Horror” og i 1989 havde HBO premiere på tv-serien “Tales from the Crypt”, som løb over skærmen i 7 sæsoner.

Læs mere:

Skræk, Egmont Serieforlaget, 2006 (Heri “Max C. Gaines og de første tegneseriehæfter” og “William M. Gaines og EC Comics” af Haakon W. Isachsen)
Tegneseriemuseet i Danmark
ClassicHorror.com
Wikipedia
The History of Comics

Horror, hæsligheder, hugtænder og Darwin

Tredje lektion i rækken af horror foredrag på Folkeuniversitetet var Rikke Schubart, der fortalte om horrorheltinder. Rikke Schubart skrev i 1995 “I lyst og død” om gysergenrens historie, og i 2001 stod hun bag “Verdens 25 bedste gyserfilm“. Siden har hun forsket i både actionfilm og krigsfilm og har også bevæget sig indenfor skønlitteraturen med romanen “Bid” og det lidt kontroversielle bidrag til Poe-antologien, “Ormekur“.

Rikke Schubart startede med at definere, hvad en gyserfilm skal indeholde for at være en gyser:

  • et tab (f.eks. tab af lemmer, forstanden eller livet – underforstået skal det være et radikalt og uerstatteligt tab)
  • angst (der skal opleves en grænseoverskridende angst, så vi føler behov for at skærme os mod den)
  • et monster (det kan være tåge, en haj, en psykopat osv. blot står monstret som en modsætning til det menneskelige)

Ifølge Schubart har horrorfilm ikke haft helte tidligere, men da hun første gang så “Hostel 2“, gik det op for hende, at her var en vaskeægte horrorheltinde. Det fik Schubart til at se nærmere på sagen, og i løbet af de sidste 10 år (cirka) er horrorheltinden dukket op på film.

Der findes to typer horrorheltinder:

  • den professionelle, der kan være lejemorder, soldat o.lign. (ses f.eks. i “Doomsday“)
  • den almindelige pige/kvinde, der starter med at være den pæne pige, som så bliver fanget og må igennem en test, og for at overleve må hun blive ligesom det onde (ses f.eks. i “Eden Lake”)

Forskellen på de to typer er, at selvom den professionelle horrorheltinde kan blive udsat for det mest forfærdelige, så VED vi, at hun klarer sig. Hun er som Rambo og andre helteskikkelser fra actionfilmens verden. Men den almindelige horrorheltinde er ikke så heldig stillet. Hun har kun 50% chance for at overleve filmen, selvom hun kæmper, det bedste hun har lært.

Schubart fortalte videre, at horrorheltinden kan ses som en viderudvikling af “final girl“, dvs. hende der overlever til sidst, som f.eks. Jamie Lee Curtis i “Halloween” og Tine i den danske film “Mørkeleg“. Undervejs i filmene tvinges horrorheltinden til at se, hvad der sker med hendes venner og veninder, og dette med at se hvad der venter en selv, når morderen fanger en, er meget brugt i gyset.

Rikke Schubart viste naturligvis også klip fra en række film for at underbygge sine pointer, og sluttede af med nogle tips til flere film med horrorheltinder, herunder: “Inside” (fransk film med originaltitlen “À l’intérieur” fra 2007), “Eden Lake” (2008) og “P2″ (2007).

Horror, hæsligheder, hugtænder og Darwin

Anden lektion i rækken af horror foredrag på Folkeuniversitetet var Ann Steendahl Søndergaards foredrag om gyserfilm og religiøse symboler. Ann tog udgangspunkt i gyserfilm som særligt beskæftiger sig med Djævelen, dæmoner og besættelser, selvom hun var inde på, at der sagtens kan være religiøse islæt i andre typer gys også, som f.eks. zombiefilm.

Ann fortalte, at religion er et  meget brugt tema i gys, bl.a. fordi at når monstret kobles med religion bliver det mere uhyggeligt. I den vestlige verden er den kristne tro en stor del af vores kulturelle baggrund, og dermed er troen Djævelen og dæmoner måske mere forankret i os end troen på spøgelser, som f.eks. er meget udbredt i Asien. Derudover tror den kristne religion på “det onde”, der bruges som syndebuk for det dårlige, der sker i verden. På den led bliver det onde flyttet ud af mennesket og dermed mere håndterbart.

Ann tog også udgangspunkt i Douglas E. Cowans teori om sociophobics (forskellige typer frygt, som er kulturelt specifik og socialt konstrueret), der taler om seks forskellige religiøse sociophobics, der gør sig gældende i gyserfilm:

1. Frygt for forandringer i den hellige orden
2. Frygt for hellige steder
3. Frygt for døden, måder at dø på og ikke forblive død
4. Frygt for fanatisme og religionens magt
5. Frygt for kødet og religionens magtesløshed
6. Frygt for overnaturlig ondskab

Alt i alt var her tale om et interessant foredrag, som blev serveret med udvalgte filmklip, der skulle illustrere pointerne. Jeg glæder mig allerede til næste onsdag, hvor det skal handle om horror-heltinder.

Læs Ann Steendahl Søndergaards artikel om emnet på Religion.dk

Litteraturliste:

Sacred terror – religion and horror on the silver screen af Douglas E. Cowan
Monsters and Mad Scientists – a cultural history of the horror movie af Andrew Tudor
The horror genre – from Beelzebub to Blair Witch af Paul Wells

Horror, hæsligheder, hugtænder og Darwin

Jeg startede i onsdags på et kursusforløb på Folkeuniversitetet med titlen “Horror, hæsligheder, hugtænder og Darwin”, og som titlen så rigtig antyder, handler det om gys og horror. Første lektion blev holdt af Mathias Clasen, der bl.a. har skrevet bøgerne “Homo Timidus” og “Drager, damer & dæmoner” samt redigeret novelleantologien “Horror.dk“.

Mathias fortalte om Darwin, horror og gys, og som han gav en forkortet version af sidste år til Krimimessen i Horsens. Denne gang fik ham mere tid til at gå i dybden og kunne også vise relevante filmklip. Oplægget bygger på hans MA thesis “Darwin and Dracula: Evolutionary Literary Study and Supernatural Horror Fiction”, som han meget venligt har ladet mig se en kopi af.

Jeg synes, at tesen om, at moderne horror stammer fra en evolutionær frygt, som blot har udviklet sig gennem tiden, er utrolig spændende, og det lykkedes Mathias at underbygge den godt i løbet af kurset. Jeg glæder mig allerede meget til de efterfølgende kursusgange, som bliver:

21/04: Om gyserfilm og religiøse symboler
Stud.mag. Ann Steendahl Søndergaard, Tværkulturelle og Religionale Studier, Københavns Universitet

28/04: Horrorheltinder
Lektor Rikke Schubart, Litteratur, Kultur og Medier, Syddansk Universitet

05/05: Vampyrer, dæmoner og eksorsisme
Ph.d.-stipendiat Mathias Clasen, Interdisciplinary Evolutionary Studies, Aarhus Universitet

12/05: Horrorfilm og gyselige virkemidler i evolutionsperspektiv
Professor Torben K. Grodal, Film- og Medievidenskab, Københavns Universitet

Læs mere på Mathias Clasens egen hjemmeside

Hammer Film Productions

Det engelske filmselskab Hammer Film Productions blev grundlagt i 1934 af Will Hammer (William Hinds) og Enrique Carreras. Før krigen blev det kun til en håndfuld ikke særligt mindeværdige film, men i 1949 fik selskabet en saltvandsindsprøjtning, da James Carreras (Enriques søn) og Anthony Hinds (Will Hammers søn) samt Michael Carreras (James søn) blev en del af selskabet. Selvom filmene fra disse år ikke er særlige mindeværdige, var de med til at udviklet talentet hos instruktører som Terence Fisher, der senere lavede store successer for selskabet.

Det store kommercielle gennembrud for Hammer Film skete med “The Quatermass Xperiment” fra 1955, som byggede på en BBC tv-serie “The “Quatermass Experiment” skrevet af Nigel Kneale. Kneale var temmelig utilfreds med Hammers bearbejdelse og ikke mindst med titelændringen, som skulle understrege, at “The Quatermass Xperiment” var Englands første X-ratede horrorfilm. Tidligere havde filmselskaberne forsøgt at undgå X-ratingen, men Hammer besluttede sig for at bruge det som et middel i kampen om publikum, som i højere grad blev hjemme og så tv fremfor at gå i biografen. Satsningen tog kegler, og “The Quatermass Xperiment” blev en af selskabets største successer.

To år efter fortsatte Hammer Film med “The Curse of Frankenstein” instrueret af Terence Fisher og med Peter Cushing og Christopher Lee på rollelisten – denne gang i farver. Og da man i 1958 udgav “Dracula“, hvor yderligere en ingrediens – sex – blev tilsat, havde man fundet formlen for “Hammer horror“.

Under selskabets mest succesfulde periode havde man et samarbejde med flere af de store amerikanske selskaber, som distribuerede filmene i staterne, men i 1964 opsagde både Columbia og Universal deres aftaler. Det lykkedes dog for James Carreras at lave en ny aftale med 20th Century-Fox for biografrettighederne.

Fra 1966 markedsførte Hammer Film Productions sig som “The House of Horror” og testede censurens tålmodighed med film hvor blodige ofringer, satanisme og zombier fyldte skærmen. Hammer Film udsendte dog også en del fantasy fortællinger som “One Million Years B.C.” og “The Viking Queen”, hvor førstnævnte blev en stor succes og sidstnævnte en fiasko.

Nogle af højdepunkterne i Hammer Films udgivelser i 1960’erne var “Quatermass and the Pit” (endnu en BBC-serie købt til biografudgivelse) og “The Devil Rides Out”. Begge titler floppede dog i USA, hvor man ikke kendte til Quatermass eventyr og fejlagtigt troede at “The Devil Rides Out” var en western.

Fra midten af 1970’erne gik det for alvor ned ad bakke for Hammer Film, og selvom en ny ledelse producerede to tv-serier i 1980’erne (“Hammer House of Horror” og “Hammer House of Mystery”), så har Hammer Film indtil 2000 kun udgivet dokumentarer og retrospektiver.

I 2000 blev filmselskabet købt af et konsortium ejet af bl.a. Charles Saatchi, som dog solgte Hammer Film igen i 2007 til den hollandske producer John de Mol. Handlen inkluderede rettighederne til over 300 Hammer film. John de Mol har planer om at genstarte filmproduktionen, og i 2008 udkom “Beyond the Rave”, en moderne vampyrhistorie, som blev vist eksklusivt på MySpace i april måned som en serie på 20 afsnit á 4 minutter. D. 21 december proklamerede Hammer Film, at “Beyond the Rave” kommer på dvd i januar 2010 i et begrænset antal med alle former for ekstramaterialer med. Yderligere har selskabet også købt rettighederne til “Låt den rätte komma in“, og den er jeg da personligt lidt spændt på, hvad de får ud af. x

Læs mere:

Wikipedia
Booklet af Marcus Hearn “The Hammer Collection”
Hammer Films hjemmeside

Grand Guignol

I dag bruges udtrykket “Grand Guignol” som en beskrivelse af underholdning, der behandler det makabre på en måde, der udpensler den grafiske vold, men oprindelig var det et teater i Paris Le Theatre du Grand Guignol, som blev grundlagt i 1897 og først lukkede igen mere end 60 år senere i 1962.

Grundlæggeren var Oscar Metenier, og teatret blev opkaldt efter den populære dukke Guignol (på dansk kendt som Mester Jakel), der så dagens lys i 1808 og straks blev populær både blandt børn og voksne for sit mod, sin humor og sin aldrig svigtende sans for retfærdighed. Den franske betydning af Guignol, er klovn, men det er i virkeligheden ganske misvisende, for Guignol er slet ikke dum.

En aften i Le Theatre du Grand Guignol bestod som oftest af 5-6 korte stykker, som kunne være alt fra sex farcer til suspensfyldte krimidramer, men midtpunktet for teatret var gyset, som altid blev spillet med udpenslet vold, hvor øjnene poppede ud af hovedet på skuespillerne, eller blodet væltede ud fra en overskåret hals i et dramatisk og blodigt klimaks.

Le Theatre du Grand Guignol blev over årene en populær turist attraktion i Paris, men i 1962 lukkede teatret. Efter sigende skulle daværende direktør, Charles Nonon have udtalt: “Før 2. verdenskrig følte publikum, at det, der udspillede sig på scenen, var umuligt. Men nu ved alle, at disse ting – og ting langt værre – er mulige i virkeligheden”. Teatret var blevet overhalet af virkelighedens rædsler i Holocaust.

I dag lever kun begrebet “Grand Guignol” videre, men der er ingen tvivl om, at det parisiske teater har haft en væsentlig indflydelse på hele gysergenren og ikke mindst udviklingen af special effects.

Besøg Grand Guignols hjemmeside

Læs mere på wikipedia

Masters of Horror

I 2002 inviterede Mick Garris (Critters II, The Stand og Desperation) en gruppe af sine instruktør-venner til en uformel middag. De ti originale “Masters of Horror”, som deltog i middagen, var: John Carpenter, Larry Cohen, Don Coscarelli, Joe Dante, Guillermo Del Toro,  Stuart Gordon, Tobe Hooper, John Landis, Bill Malone og Mick Garris. Navnet “Masters of Horror” opstod som en spøg, da Guillermo Del Toro skulle lykønske en veninde, som holdt fødselsdag på en anden restaurant, og han hilste hende med ordene: “the masters of horror wish you a happy birthday.”

Middagen blev en stor succes, og efterfølgende organiserede Mick Garris regelmæssige middage for gruppen, som efterhånden blev udvidet med flere horror- og genreinstruktører, bl.a. Dario Argento, Eli Roth, David Cronenberg, Lucky McKee, Wes Craven, Robert Rodriguez, Mary Lambert, Tom Holland m.fl.

I 2005 udtænkte Mick Garris idéen til en original tv-serie bestående af 60-minutters film instrueret og skrevet af mange af “Masters of Horror”-medlemmerne. Serien havde premiere i USA d. 28. oktober 2005 med afsnittet “Incident On and Off a Mountain Road”, som var instrueret af Don Coscarelli (Phantasm, BubbaHo-Tep). Serien kørte over to sæsoner, og modtog bl.a. en Saturn Award for Best Television Presentation.

Sæson 1 (2005-2006):

Incident On and Off a Mountain Road, D: Don Coscarelli
H. P. Lovecraft’s Dreams in the Witch-House, D: Stuart Gordon
Dance of the Dead, D: Tobe Hooper
Jennifer
, D: Dario Argento
Chocolate, D: Mick Garris
Homecoming, D: Joe Dante
Deer Woman, D: John Landis
Cigarette Burns, D: John Carpenter
Fair Haired Child
, D: William Malone
Sick Girl, D: Lucky McKee 
Pick Me Up, D: Larry Cohen
Haeckel’s Tale, D: John McNaughton 
Imprint, D: Takashi Miike

Sæson 2 (2006-2007):

The Damned Thing, D: Tobe Hooper
Family
, D: John Landis
The V Word, D: Ernest Dickerson
Sounds Like, D: Brad Anderson
Pro-Life, D: John Carpenter
Pelts
, D: Dario Argento
The Screwfly Solution
, D: Joe Dante 
Valerie on the Stairs, D: Mick Garris
Right to Die, D: Rob Schmidt
We All Scream For Ice Cream, D: Tom Holland
The Black Cat, D: Stuart Gordon
The Washingtonians, D: Peter Medak
Dream Cruise, D: Norio Tsuruta

Læs mere:

Wikipedia

Analyse af From Dusk Till Dawn

Kort fortalt handler “From Dusk till Dawn” om de to Gecko brødre, Seth (George Cloony) og Richie (Quentin Tarantino). Richi har hjulpet Seth med at flygte fra fængslet, og nu har de begået et bankrøveri og er på vej til Mexico, hvor de skal mødes med Carlos på Titty Twister – en bar langt væk fra al ting. Undervejs kidnapper de Fuller-familien, som er på en fredelig ferie, hvor de forsøger at få en hverdag til at fungere, efter at moderen er død en meningsløs død i en trafikulykke. Faderen, Jacob (Harvey Keitel) er præst, men har frasagt sig sit embede, fordi han har mistet sin tro på Gud, og teenagerne Kate (Juliett Lewis) og Scott (Ernest Lui) har endnu ikke fundet sig til rette med alle omstillingerne.

Gecko brødrene og familien Fuller når over grænsen og frem til Titty Twister. Det viser sig at være en ikke helt almindelig bar – den er nemlig befolket af vampyrer – og fra at være forbrydere og ofre må familien Fuller slå sig sammen med Gecko brødrene for at overleve til solen står op.

“From Dusk till Dawn” starter ud som en roadmovie i stil med “Pulp Fiction” men midtvejs skifter den fuldstændig genre og glider over i grotesk splatter. Dette skift har gjort, at mange syntes, at Rodriquez Tarantino satte sig mellem to stole, da de lavede filmen, og den har derfor ikke fået særligt gode anmeldelser. Men personligt synes jeg, at genreskiftet er spændende, og giver filmen flere muligheder, end hvis de havde holdt sig i den ene genre.

I roadmovie-delen er alle hovedpersonerne rodløse og desillusionerede, i splatter-delen må de udvikle sig for at overvinde deres mistro til livet og overleve.

Filmens personer er:
Seth Gecko – den ældste bror. Han er lederen, så længe det drejer sig om den materialistiske verden, men da vampyrerne dukker op og der bliver brug for en immateriel kraft, overbeviser han Jacob udfra et pragmatisk synspunkt om, at Gud eksisterer og overlader ledelsen til ham. Seth er aggressiv og bryder gerne loven for at nå sine mål, men selvom han er bankrøver, er han ikke fuldstændig uden moral. Han elsker sin yngre bror Richie, men han kan ikke styre ham, og det resulterer ofte i nogle voldelige situationer, som Seth slet ikke kan forstå og derfor forsøger at overse. Seth udvikler sig igennem filmen og bliver mindre hensynsløs, finder en tro på en anden verden end den materielle og bryder til sidst Richie, da han gennemskuer ham til slut.

Richie Gecko – den yngste bror. Han har begået flere voldtægter og er som Seth også bankrøver. Richie lever delvis i en anden verden. Han ser ting, der ikke sker og reagerer på dem, som om de var virkelige. Han er ekstrem voldelig og har ingen moral til at stoppe sine handlinger. Den eneste, han har en lille smule følelser er Seth, men da Richie sidst i filmen bliver vampyr og dermed lever sin afstumpethed fuldt ud, er Seth den første han vil slå ihjel, så det kan næppe kaldes kærlighed, hvad han har følt for Seth, snarere har han underlagt sig den stærkere brors evner, til han selv blev den stærkeste.

Jacob Fuller – familiefader og frafalden præst. Jacob kan ikke styre sine børn eller holde sammen på sin familie (hans kone er død, og han kunne ikke gøre noget). Da de når til Titty Twister, vågner han dog op og overtager for en stund lederrollen, da han genfinder sin præstetro, og samtidig genvinder sine børns respekt, da han tvinger dem til at love sig, at de vil skyde ham, når han bliver vampyr.

Kate Fuller – storesøster. Hun starter med at være den jomfruelige teenager, der ikke drikker, fordi hendes far siger det, men som filmen skrider frem, udvikler hun sig til at blive en voksen kvinde, der kan tage vare på sig selv og sin familie.

Jakob Fuller – den lidt forkælede, adopterede lillebror. Han er en lidt oprørsk teenager, som trods alt holder af sin familie, og også han vokser gennem filmen.

Det er ikke Tarantino selv, der har instrueret “From Dusk till Dawn” men hans gode ven Robert Rodriguez, der især er kendt for “Desperado”, som med sine udpenslede voldsscener og ligeud ad landevejen historie minder lidt om From Dusk…, hvilket sikkert er grunden til, at Tarantino valgte ham.

Tarantino har skrevet manuskriptet, der oprindeligt blev skrevet på opfordring af Robert Kurtzman, som ønskede en historie, der kunne vise, hvad Kurtzman’s make-up og special effects firma kunne lave. Filmen bliver således en blanding af Rodriguez og Tarantinos forskellige filmiske udtryk, og dem har jeg forsøgt at se nærmere på.

Rodriguez’s film er kendetegnet ved:
Overlappende og skiftende billeder
Subjektiv kameraføring
Musikken
Mexico og mexikanske/spanske skuespillere
Tegneserieagtig personificering

Quentin Tarantinos film er kendetegnet ved:
Den (van)vittige dialog/ironien
Den pludselige umotiverede vold
Genbruger de samme skuespillere i sine film
Genopdager ‘gamle’ skuespillere, som fx John Travolta i “Pulp Fiction”
Intertekstualitet
Tager ikke moralsk stilling i sine film
Udforsker genrefilmens klichéer
Bruger pastiche
Musikken

Tarantions kendetegn har som før nævnt nogle kendetegn, der går igen i hans film. Det er også tilfældet i “From Dusk till Dawn”. Selvom det er Rodriguez, som har instrueret filmen, ses Tarantinos fingeraftryk flere steder:

Dialogen:
Frost fortæller om sine oplevelser i ‘Nam, mens de overlevende efter første runde mod vampyrerne, står og lytter (scene 22). Dialogen har intet med filmens handling at gøre, men er sat ind som et kulsort udtryk for Tarantinos humor.

Metagenreeffekter:
Vi ser Gecko brødrene kører af sted i en bil, og pludseligt bliver bagagerummet gennemsigtigt, så vi kan se, at de har et gidsel liggende bagi (scene 1). Et andet eksempel er speakeren, der fortæller om Gecko brødernes flugt gennem USA med brugen af dødsofre som en slags bingotal, der står og blinker på skærmen (scene 4). Samme idé bruger Tarantino i “Natural Born Killers”. Derudover ironiserer han også over actionfilmgenre, da Seth pludseligt står med en tom pistol, da han skal skyde Santanico Pandamonium (scene 22).

Intertekstuelt spil:
Scott’s t-shirt bærer teksten ‘Precinct 13′, som er titlen på Tarantinos yndlingsfilm “Assault on Precinct 13″ (scene 2). På Fuller familiens motelværelse siger Seth: Okay ramblers, let’s get rambling, samme replik har Tarantino brugt i “Reservoir Dogs” (scene 7). Da Richie bliver vampyr, ligner han Boris Karloff’s udgave af Frankensteins monster (scene 22).

Skuespillere:
Følgende skuespillere er alle med i “From Dusk till Dawn”, men er også blevet benyttet af Tarantino i andre film.
Harvey Keitel – Pulp Fiction, Reservoir Dogs
Juliette Lewis – Natural Born Killers
Quentin Tarantino – Pulp Fiction, Reservoir Dogs, Four Rooms