september 2015
m ti o to f l s
« aug    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
282930  
Arkiver

Arkivet for ‘Analyser’ Kategorien

Twin Peaks vs. Riget

Som bibliotekar har man mange glæder, og en af mine har været en sød og virkelig dygtig bogopsætter, som gav mig lov til at læse hendes SRP opgave om Twin Peaks vs. Riget og endda bringe uddrag af den her på siden.
Tusind tak Mathilde Tams Jensen

Nedenstående er et uddrag af Mathilde Tams Jensens opgave om Twin Peaks vs. Riget. Alle de brugte billeder er indsat af mig. Tre … betyder at jeg har udeladt noget af opgaven. 

Indledning

welcome-to-twin-peaksDenne opgave vil handle om serien Twin Peaks, som kørte over TV skærmene for første gang i 1989. Serien er skrevet af manuskript forfatterne David Lynch og Mark Frost, men er overvejende et David Lynch værk og derfor vil jeg holde mit fokus hos ham. Serien var en kult serie, som rykkede med menneskers forestilling om hvordan en serie kunne se ud, og for nylig har forfatterne været ude og sige, at der i 2016 vil udkomme en række nye afsnit af serien.(1) Derfor er det også åbenlyst aktuelt at gribe tilbage og igen tage fat i den.

Jeg vil i opgaven lægge ud med en redegørelse for henholdsvis David Lynch som auteur, dette vil jeg gøre for senere i min analyse at kunne påvise Twin Peaks som et Lynch værk. Derudover vil jeg redegøre for Freuds teori om gys, ud fra en artikel Freud udgav i 1919, som blev kaldt ”Das Unheimliche” (på dansk ”det uhyggelige”). Jeg har derudover valgt at trække en teori ind af den danske forsker Martin F. Clasen, som omhandler en mere naturvidenskabelig analyse af gys.

Sidste del af opgaven er en perspektivering til den danske serie Riget, som udkom i 1994. Her vil jeg tage udgangspunkt i Trier som auteur, samt påvise forskelle og ligheder imellem serierne, både for at kunne beskrive den tydelige fascination Trier har haft af Twin Peaks, samt kunne påvise at de to instruktører har skabt nogle vidt forskellige universer.

1.1 David Lynch – det paradoksales mester

Lynch_DavidDavid Lynch er både manuskriptforfatter, men også instruktør på serien Twin Peaks. Han er en mand, som gennem sin lange karriere har formået at skabe et helt specielt univers omkring sin filmkunst, som går igen gennem hans mange produktioner.

Filmuniverset bygger først og fremmest og måske også vigtigst af alt, på modsætninger. Modsætningerne optræder på mange planer, fx som det reelle imod det imaginære, eller som det ironiske imod det patetiske, (2) og kan bl.a. ses fra en kulturhistorisk vinkel, da han er vokset op i 50’erne. Dette årti er af mange beskrevet som autoriteternes, men også familiernes årti, fordi der var et klart billede af hvordan en kernefamilie så ud, hvilket alle ønskede at leve op til. Under overfladen lurede dog ofte dunklere sider og dette element har han senere brugt i sine film, ikke blot ved ofte at fremstille familier som tosidige, men med en konstant tvetydighed og dobbeltforståelse af næsten alle elementer. Det handler for Lynch om, at kunne skrabe igennem den pæne overflade og se hvad der i virkeligheden er nedenunder. (3)

Lynch veksler i mange af sine film mellem den såkaldte genrefilm og kunstfilm (5), derfor er det også væsentligt at påpege at han i Twin Peaks bliver tolket til at veksle mellem den folkelige soap opera og genre som i højere grad bevæger sig imod ufuldendt krimi, horror og ikke mindst tegn på science fiction. I dette ligger der en mere kompliceret symbolsk forståelse, hvor legen med det metafysiske til sidst bliver svær for den brede befolkning at følge med i. (6) Endnu engang et præg af skarpe modsætninger og dobbeltheder.

Et karaktertræk for hans temaer, er hans regelmæssige brug af ondskab og had, som han tog med sig allerede fra sine første kortfilm, som han indspillede i Philadelphia. Byen viste ham en grotesk side af Amerika, fyldt med vold, frygt og had og han tog det med i form af blodige, voldelige og uhyggelige scener. Et ofte brugt element hos ham er også en ondskab som lister rundt i det skjulte, bl.a. i et af hans store værker kaldet Blue Velvet som omtales som hans egentlige gennembruds film, trods nogle tidligere film, så som fx Eraserhead, som ligesom Twin Peaks, blev en stor amerikansk kult film. Grunden til at Blue Velvet blev hans gennembrud var måske fordi den definerede ham som auteur, den indeholdte mange af de aspekter jeg i dette afsnit har omtalt som centrale for hans film og serier og derudover havde den et specielt brug af lyd og lys og filmiske virkemidler, som blev karakteristisk for hans mange efterfølgende film. Derudover gentages mange af filmens temaer bl.a. i Twin Peaks og man kan derfor trække tydelige linjer mellem hans værker, hvilket er med til at definere ham som auteur. (10)

….

2 Twin Peaks – en by med mange ansigter

Laura-palmerTwin Peaks handler helt overordnet set om at pigen Laura Palmer bliver myrdet. Sagen skal nu opklares, hvilket trækker FBI agenten Dale Cooper til byen. Det viser sig dog at den ellers stille og troværdige pige Laura, har levet en dobbeltliv, både involveret i kokain handel og som prostitueret. Det viser sig at være hendes far Leland Palmer som har dræbt hende, dog besat af den onde og djævelske ånd, Bob. Serien stopper dog ikke da mordgåden er løst, da Coopers ærkefjende Windom Earle dukker op og ønsker hævn over at Cooper. Det ender i et opgør i det overnaturlige sted ”The Black Lodge”. Udover at følge disse to sager, så følger vi også det mange skæve personligheder i byen, som gennem serien udvikler sig i alle mulige retninger og dette samt en forståelse af det overnaturlige i byen, vil jeg derfor have som mit fokus i denne del af opgaven.

2.1 Fra en til en anden

Laura-palmer-dødByen Twin Peaks emmer af dobbeltheder. Allerede i titlen antydes dette, gennem ordet ”Twin” som betyder tvilling, altså to mere eller mindre identisk ting, ofte med forskellige personligheder. Hvilket allerede her kan uddrage et af seriens helt centrale temaer, nemlig den dobbelte personlighed. I pilotafsnittet får vi også i høj grad underbygget denne teori, da vi bliver præsenteret for byens borgere, og finder ud af, at mange af dem på kryds og tværs har forhold til hinanden, trods deres ægteskab.

Altså bliver dobbeltheden gennem serien til et generelt fænomen, og den veksler mellem gode og dårlige hensigter, der er altid en positiv side af sagen og en negativ side. Det jeg nu lige har forsøgt at fremstille, er en del af den virkelige verden i Twin Peaks, men byen byder også på en mere overnaturlig side, hvori disse personer indirekte trækkes med ind, både gennem dobbeltheden, men også ved at spille en central rolle heri. Der er dog også nogle personer som direkte trækkes ind i dette univers, som ligger på grænsen mellem drøm og virkelighed. ”The Black Lodge” hedder stedet og nogle af disse personer er Laura Palmer, Leland Palmer, Windom Earle, Annie Blackburn, overnaturlige og udefinerbare personer som Bob og Kæmpen, samt vigtigst af alle Dale Cooper.

2.2 The Black Lodge

Black-lodgeHele den paradoksalitet som lurer under overfladen i Twin Peaks kan føres tilbage til ”The Black Lodge”. Dette overnaturlige sted findes i skovene omkring Twin Peaks og selvom Dale Cooper og de andre betjente først bliver bevidste om stedets betydning et godt stykke inde i serien, er der allerede antydninger af stedets betydning i pilotafsnittet.

Skovene omkring Twin Peaks kaldes ”Ghostwood Forest” og i dette navn ligger ordet ”Ghost” som helt naturligt kan overføres til noget overnaturligt, nemlig spøgelser. (28) Hvilket bygger på Freuds gyserteori, fordi han taler om gengangeren, og dette ligger i forståelsen af ordet spøgelse – et menneske der er død, men som stadig lever i de levendes verden, og dermed fremstår uhyggeligt. Dette er vigtigt at fremhæve i forhold til ”The Black Lodge”, fordi alle menneske indtil Cooper, Windom Earle og Annies indtræden, er døde og man får grundet stedets uhyggelige atmosfære en fornemmelse af at de lever her fordi de har haft en grufuld og ondskabsfuld død.

”The Black Lodge” er først og fremmest kendetegnet ved at indgangen ligger i en cirkel af morbærfigentræer, hvilket sammen med sætningen ”Fire walk with me”, som nævnes gentagne gange gennem serien, og er central for dette sted, kunne være en reference til en gammel indianer legende om den første ild. Hvor et morbærfigentræ brænder (29) Navnet på stedet kan også henvise os til indianerne, da ”Lodge”, udover at betyde hule og hytte, også kan betyde indianerfamilie.

Derudover er stedet kendetegnet ved at have vægge af rødt stof, den røde farve er karakteristisk fordi den både kan symbolisere kærlighed og lidenskab, men også blod og ild (30), hvilket er temaer som alle spiller ind i forståelsen af dette sted.

Gulvet i ”The Black Lodge” er lavet i en form for zik zak mønster og sammen med den røde farve skaber det næsten en bevægelse og dermed en svimmelhed og utryghed man får omkring stedet. Det sidste vigtige karaktertræk for stedet er at menneskene taler som om der spoles tilbage når de snakker. Dette skaber en distance mellem den virkelige verden og drømmen, eller fantasiens verden, og gør det endnu mere forvirrende og uhyggeligt for seeren, at Cooper kan træde herind gennem den almindelige verden, da han taler normalt her. Deres stemmer lyder også som noget fra det ydre rum og her kan man trække genren science fiction ind, som især bruges gennem Garland Briggs, som i andre afsnit afsløres som agent på en vigtig mission i det ydre rum.

Mens Cooper bevæger sig mellem rummene i ”The Black Lodge” underbygges den uhyggelige stemning gennem brug af kælkede linjer på gangene mellem rummene, hvilket i sammenkobling med det zik zak mønstrede gulv og et meget uroligt holdt kamera, giver en uhyggelig svimlende følelse. (40) Derudover bruges der musik som emmer af uhygge og uforudsigelighed, fordi det ligger som en stille summen i baggrunden for pludseligt at bryde ud i opbyggende trommer, og gå tilbage til den oprindelige summen. (41) Gennem mange af klippene er det især lydene fra de grinede mennesker, eller skrig som skaber den specielt uhyggelige stemning. (42) Det der især for grinenes vedkommende giver en uhyggelig effekt, er at alt emmer af uhygge og ondskab og at der så er en der griner, skaber den dobbelthed og ukendte effekt der gør os bange.

2.3 Manden i Spejlet

dale-cooper”The Black Lodge” og de personer der tilhører den og dens overnaturlige univers, optræder altså som uhyggelige fordi de er katalysatorer for noget som er ukendt og hemmeligt eller skjult, som optræder i mennesker vi før har set som gode. Stedet kan ikke opleves af alle mennesker, kun af nogle. Herunder er det relevant at påpege, at der gennem hele serien spilles på en dobbelthed, som ofte kommer til udtryk gennem et spejl.

Det er ingen hemmelighed, at serien første simple koncept tiltrak et stort seertal, for til sidst at miste flere og flere seere, grundet den mere komplekse historie og forståelse, som bl.a. udspilles omkring ”The Black Lodge”. (45) En der dog alligevel holdt fast i serien og fandt en stor fascination i den var den danske filmskaber Lars von Trier.

3.1 Lars von Trier som auteur

Trier-lars-vonJeg har i min redegørelse og min analyse forsøgt at belyse den brug af modsætninger, som er helt central for David Lynch som auteur. Han gør det både gennem genre, gennem personer, og gennem de mange symbolske betydning, og tillægger derfor sine film, nogle komplekse og udefinerbare betydninger. Jeg nævnte også at han som auteur bruger ondskaben som et vigtigt tema i sine film og serier. David Lynch er en stor auteur, og er det grundet sin helt specielle filmiske stil. Den slags filmskabere har vi ikke mange af i Danmark, men Lars von Trier er dog et godt bud.

Triers auteur er især karakteriseret ved at være enormt eksperimenterende, og lege med tilskuerens forventninger. (46) Her kan først inddrages hans brug og ikke mindst miks af genre, som jeg i første afsnit gjorde rede for, også er karakteristisk for Lynch. De lader begge grænserne flyde mellem genrene og mikser dem på kryds og tværs. Trier gør det bl.a. i sine dogmefilm, hvor han eksperimentere med hvor langt man kan gå imod en genre, når man i virkeligheden bevæger sig i en anden. (47)

Derudover er det for dem begge karakteristisk at bruge modsætninger, og lade det ukendte eller skjulte optræde i det kendte. Hos Trier kaldes dette det ”Ostranenienske” aspekt, dvs. at Trier lader publikum opleve noget almindeligt på en ny og ualmindelig måde, hvilket giver en ny sansning eller oplevelse af det kendte. Disse punkter er ikke blot helt generelle for begge instruktører, men er også noget vi ser jævnligt i begge serier, og derfor vil jeg på de følgende sider bl.a. belyse denne brug af speciel filmisk stil.

3.2 En lilleput by og et hospital

RigetJeg nævnte bl.a. at der i deres brug af genre, og miks heraf er store ligheder mellem Lynch og Trier. Twin Peaks har jeg allerede defineret som en serie der både indeholder kraftige spor af Soap-opera genren, men også krimigenren, og ikke mindst gys. Soap-opera genren ser vi også hos Trier, som skaber den ved at lade tilskuerne følge en lang række hospitalsansatte og patienter, man følger deres udvikling og selvom der er en klar definition af at kvinden Drusse er en af de vigtigste roller, følger vi historierne parallelt, hvilket giver en meget ensartet rangorden af vigtighed blandt personerne. Dette ses også i Twin Peaks, hvilket jeg bl.a. kom ind på i min analyse, da vi følger borgerne i byen og deres udvikling. Men udover at have soap-opera genren til fælles har serierne selvfølgelig også gyser genren tilfælles.

Gyset i Twin Peaks er helt unikt, fordi det bevæger sig på et meget uhåndgribeligt plan. Først og fremmest er det derfor interessant at fremhæve hvor det uhyggelige optræder i de to serier. I Twin Peaks er det uhyggelige defineret gennem brugen af stedet ”The Black Lodge”, samt fremtrædelse af ondskaben i det kendte, da Bob træder frem gennem Leland, som er en familie far. Derudover er den interessant her, fordi den finder sted i en lille og på ydersiden hyggelig by.

opvaske-drengI modsætning til dette træder det uhyggelige i Riget frem på et hospital. Stedet emmer i forvejen af smerte, frygt og sygdom og disse ord er med til at underbyggen den uhygge der opstår, men udover at være karakteriseret af disse ord, er et hospital også et sted man går hen for at få hjælp og derfor kan man også sige at den indforståede kontrakt der er imellem seeren og hospitalets funktion brydes, og vi bliver gjort usikre på en anden måde end det er tilfældet i Twin Peaks, fordi stedet hvor alt burde være godt og logisk, pludseligt slet ikke er det.

Det der i Lynchs værk fremstår meget uhåndgribeligt og nærmest underspillet, fremstår i modsætning hertil, som overspillet og næsten latterliggjort i Riget. Hvilket også er et helt centralt punkt i Triers værk, nemlig at han leger med det meget alvorlige og det meget humoristiske og lader disse to ting blive blandet godt og grundigt sammen, så man som tilskuer sidder tilbage og ikke helt kan finde ud af om man skal grine eller græde. Dette er et tydeligt tegn på den dobbelthed der kendetegner Trier, men man kan her også se en forskel, fordi der bruges humor på vidt forskellige planer i de to serier. I Riget som det jeg lige kaldte en nærmest latterliggørelse, hvorimod det i Twin Peaks nærmere er for at skabe lidt sjov blandt det uhyggelige og hvor det sjove også er med til at definere det uhyggelige, især gennem det skæve personregister. Men det skæve personregister er også en af de ting serierne har til fælles.

Bob-spejlDet sidste afsnit er for begge serier et helt specielt klimaks, og står som helt centrale, fordi der her præsenteres nogle meget åbne slutninger. I Twin Peaks afsluttes serien, som jeg i min analyse omtalte, med at vi ser Cooper spejle sig og se Bob i spejlet, af dette kan uddrages at det til sidst alligevel er ondskaben der overtager. Udover denne meget åbne slutning, er menneskene i Twin Peaks skæbne meget åben, hvilket skaber en lyst til at se mere, og får seeren til selv at tolke videre på det der sker. Herunder er det centralt at inddrage Rigets sidste afsnit, fordi der på samme måde afsluttes med en åben slutning, i virkeligheden får man en fornemmelse af at den slutter, lige som tingene spidser til og skal til at ske. Faktisk var det i sin tid meningen at der skulle have været en tredje sæson, hvilket også i høj grad kan mærkes i dette afsnit. (50)

JudithI afsnittet får man også her en fornemmelse af at det er ondskaben der overtager til sidst igennem det sidste stykke hvor man ser på alle personerne gennem grønne øjne – det man tideligere har associeret med ondskabens øjne. Derudover er det også helt centralt at nævne stykket hvor Judith helt bevidst overgiver sig til dæmonen Åge Krüger, fordi hun lige har dræbt sit barn. (51) Vi ved altså reelt set ikke hvad der vil ske, men vi har en fornemmelse af at det ikke er gode ting og det kulminerer da vi ser hospitalet gennem en rystende kameralinse og med lyde, som lyder som om at det kunne være ved at eksplodere. Dette kunne være en hentydning til at det er kulminations punktet, vi får bare ikke nogen efterfølgende løsning, og ligesom man sidder tilbage med åben mund og polypper da man ser Cooper være blevet besat af Bob, sidder man tilbage på samme måde her, fordi man ved at det var sidste afsnit og der er ikke nogen løsning.

Det der altså er helt centralt i begge seriers afsluttende afsnit er den lange række af ubesvarede spørgsmål, og dette er en af de ting, der er med til at få serierne til at ligne hinanden. Det er en brug af brudte seer koder, som er generel for begge instruktører og som giver seeren lyst til at se mere – derfor er det jo også interessant at der kommer nye afsnit af Twin Peaks, som jeg nævnte i min indledning.

3.3 Agenda eller ej

Afslutningsvist vil jeg gerne sætte seriernes overordnede temaer op imod hinanden og se på de to instruktørenes agendaer med disse serier, hvad vil de egentlig sige med det de nu har vist os.

I min analyse kom jeg frem til at de vigtigste temaer i Twin Peaks er dobbeltheden i det menneskelige jeg, det onde overfor det gode, samt en fremvisning af den almindelige lilleput bys mange konflikter, her vist gennem en lang række utroskabs forhold, og bruddet med den ydre normalitet og skønhed.

I Triers Riget er der nogle andre temaer, som er centrale. Ondskaben spiller stadig en stor rolle, men i højere grad som et symbol på at vise at der findes mere mellem himmel og jord, der findes også ting som er uforklarlige. Derudover er det gennem Helmer, den pessimistiske overlæge, som fremstår som en tydelig logisk og nærmest ond person overfor det ellers lidt tossede, men rare hospitalspersonale, en tematisering af hvad der er normalt og unormalt, og en fornægtelse af godheden. Et eksempel kunne være hans konstante kritik af de mindste former for nydelse, set i scenen hvor han skælder Bulder ud for at drikke en øl. (54) For det er måske noget af det, der er det mest centrale, at der er en masse mennesker som ser det gode i andre, som ønsker at hjælpe og gøre det godt, hvilket jo er helt elementært på et hospital, som bliver pillet godt og grundigt ned gennem Helmers konstante pessimistiske tilgang til alt. Derfor kan man også sige at Trier tematiserer det gode og det onde i mennesket, men på et andet og mere kritik fyldt plan.

En af de ting der også er en stor forskel mellem seriernes agenda er, at man i Twin Peaks, får en klar fornemmelse af, at det for Lynch vedkommende er et ønske at fortælle om hvordan verden ser ud, gennem sit brug af skæve personligheder, ondskab, konflikter mellem mennesker og dobbelthed. Hvoraf der kan uddrages at serien har en form for samfundskritik, fordi han på en måde generaliserer det onde, og dermed siger, at alle mennesker bærer på noget ondt, men det kommer aldrig helt klart til udtryk og det kan lige så godt være en serien, som blot ønsker at vise os et flot og ikke mindst spændende og uhyggeligt filmisk univers. Derudover virker universet som helt gennemarbejdet og ikke mindst som også tideligere nævnt, underspillet. Overfor dette ser vi en klar forskel fordi Trier, som tideligere nævnt, har en meget klar og nærmest overspillet brug af humor, alvor og kritik.

I disse ting er det også vi virkeligt ser de store forskelle mellem de to instruktører som auteurs, fordi de har nogle vidt forskellige måder, at behandle det at have et budskab, eller noget at sige. Så trods de mange ligheder og tydelige referencer man ser i Riget til Twin Peaks, så er serierne også resultat af nogle meget forskellige personer, og skiller sig derfor også meget fra hinanden.

Litteraturliste

Abrahamowitz, Finn (1998): ”Horror og Splatter”, http://www.information.dk/18225, 06.12.2014

Anthony, Andrew (2014): ”David Lynch: surreal purveyor of the evil that lurks within” i The Guardian, http://www.theguardian.com/theobserver/2014/oct/12/david-lynch-observer-profile-twin-peaks, 05.12.2014

Clasen, Mathias F. (2006): ”Darwin og Dracula – om biopoetik”, http://infolink2003.elbo.dk/Naturvidenskab/dokumenter/doc/8097.pdf, 08.12.2014

Freud, Sigmund (1998): Det uhyggelige, Politisk revy.

Green, Thomas A. (2009): ”Native American Folktales”, http://www.musicoterapias.net/coppermine/albums/Documentos/019_Native_Folktales.pdf, 11.12.2014

Halskov, Andreas (2014): Paradoksets kunst: Om David Lynch og hans film, Turbine.

Jerslev, Anne (1991): David Lynch i vore øjne, Frydenlund.

Lynch, David & Frost, Mark: Twin Peaks, Lynch/Frost productions, 1989-1991, pilotafsnit og afsnit 29. (DVD-udgave: Twin Peaks – The Definite Gold Box Edition. Paramount Pictures, 2007)

Nielsen, Lisbeth Overgaard (2008): ”Lars von Triers filmsprog – Stil, virkningsstrategi og betydningsdannelse”, http://books.google.dk/books?id=4ylOB5I1PeoC&printsec=frontcover&hl=da&source=gbs_g e_summary_r&cad=0#v=onepage&q&f=false, Books on Demand GmbH, Kbh.

Nygaard, Anders m.fl. (red.)(2011): ”farvesymbolik”, http://www.denstoredanske.dk/Livsstil,_sport_og_fritid/Folketro_og_folkemindevidenskab/farvesymbolik, 10.12.2014

Nygaard, Anders m.fl. (red.)(2014): ”det hvide snit”, http://www.denstoredanske.dk/Krop,_psyke_og_sundhed/Sundhedsvidenskab/Neurokirurgi/Det_hvide_snit, 16.12.2014

Rønnelund, Morten (2002): ”Riget er gået i stå”, http://www.fyens.dk/Kunst/Riget-er-gaaet-i-staa/artikel/316596 i Fyens Stifttidende, 16.12.2014

Trier, Lars von: Riget I og II, Zentropa, 1994-1997, afsnit 2, 6 og 8. (DVD-udgave: Riget I og II – 4 disc special edition. Zentropa, 2003)

Copyright: Mathilde Tams Jensen

De apokalyptiske genrer – en introduktion til undergangskultur

For nogen tid siden læste jeg en super interessant artikel af Martin Schjönning på Apokalyptisk, hvor han giver en kort introduktion til undergangskultur. Jeg kan kun anbefale, at man læser hele artiklen, men her er et par appetitvækkere:

Om de sidste tider
“Vi mennesket har været morbidt fascineret af verdens ødelæggelse, minimum siden vi lærte at skrive. Blandt de ældste kendte tekster, både af religiøs og fiktionel karakter, finder man hyppige referencer til jordens undergang – særligt i form af naturkatastrofer som datidens lærde kun kunne beskrive som guddommelig indblanding.”

Om tiden efter katastrofen
“Decideret post-apokalyptisk fiktion findes dog først i moderne tid. I reglen regnes Mary Shelley’s roman The Last Man (1826) som det første værk i denne genre, skønt den både i samtiden og efterfølgende er fuldkommen ignoreret – især i forhold til Shelley’s debut Frankenstein. Først med en af science fiction-genrens mest hædrede fædre, H.G. Wells (1866-1946) etableres post-apokalyptisk litteratur som en solid undergenre, med nu verdensberømte værker som The Time Machine (1895) og sørgeligt oversete tekster som The World Set Free (1914). “

“Efterfølgende katastrofescenarier afspejles af den samtid de forskellige værker skabes i. Energikriserne i 1970′erne førte til kulturperler som Mad Max-filmene (1979-1985, en ny er på vej til 2013), af hvilken nummer tre er et af de mest berømte genreværker overhovedet. Den stigende digitalisering og robotisering af samfundet har siden 80′erne revet et utal af værker om løssluppen teknologi med sig (kulminerende i Matrix-serien 1999-2003). Den store opmærksomhed på miljøet og global opvarmning fra 90′erne til i dag har skabt Waterworld (1995) og The Day After Tomorrow (2004).”

Om det utrolige og fatale
“De fantastiske elementer i apokalyptisk kultur er ikke nye opfindelser. Rumvæsener har eksisteret mindst siden den syrisk/romerske satireskribent Lucian udgav sin Sande Historie (ca. 100 e.Kr.), hvor han bl.a. besøger måne-folket. Zombiehorden er en hel del ældre og figurerer allerede i det næsten 4000 år gamle Gilgamesh-kvad fra Babylon, hvor en ond præstinde truer med at åbne Helvedes porte og lade de døde myldre ud og fortære de levende.”

“Imens rumvæsener invaderede jorden i alle afskygninger – fra den Messias-lignende Klaatu i The Day the Earth Stood Still (1951) til de ultimative infiltratorer i Invasion of the Body Snatchers (1956) – levede zombien et relativt afslappet uliv i Caribien. Zombien var ofte alene, og blev brugt som et hævnens værktøj, styret af en ond troldmand. Men i slutningen af de glade tressere brød helvede løs. Den apokalyptiske zombie er ét ud af ekstremt få monstre der har en nøjagtig fødselsdato. Den så nattens mulm første gang d. 1. oktober 1968, da George A. Romeros sort/hvide kultmesterværk Night of the Living Dead havde premiere i en lille biograf i Pittsburgh. De levende døde var nu en ustoppelig, kannibalistisk, hjernedød sværm, og ikke længere en ensom skygge bag et kirkegårdstræ i Haiti.”

Om moralens forfald
“Post-apokalyptisk kultur i almindelighed, og zombie-genren i særdeleshed, handler om livet under og efter en global, uafvendelig katastrofe. Oftest har pågældende katastrofe været pludselig og overraskende, og mange gange er der ikke det store menneskeheden kan stille op imod den. Handlingsmønstre i disse værker beskæftiger sig som regel med ren og skær overlevelse af arten – altså kødet.

Cyberpunk-genren er derimod en slags skæv fætter til science-fiction og post-apo, hvor det ikke så meget er livet der trues, men i langt højere grad den menneskelige moral. Talrige Cyberpunk-værker håndterer emner som korruption, moralsk og mentalt forfald, samfundets opløsning, og især den menneskelige forms ophør: Det der beskrives som den transhumanistiske evolution, hvor mennesket (som art) rykkes længere og længere bort fra sig selv via teknologi. Hvor post-apokalyptisk kultur handler om undergang på et rent fysisk plan, handler Cyberpunk i reglen om undergang på et psykisk plan.”

Ovenstående tekst er citeret fra Martin Schjönnings artikel “De Apokalyptiske Genrer – En introduktion til undergangskultur”, som findes på Apokalyptisk hjemmeside: http://apokalyptisk.wordpress.com/about/de-apokalyptiske-genrer-en-introduktion-til-undergangskultur/

Illustrationen stammer fra Wikipedia, og er af Peter von Cornelius.

Spøgelseshistorier

Jeg elsker spøgelseshistorier, og for mig er indbegrebet af hygge at få lov at sidde med en ny samling af gamle fortællinger, som jeg ikke har læst før. Men også gamle kendinge kan gøre mig helt ør af gensyns glæde. Så da jeg faldt over Janet Witalecs artikel “The Ghost Story”, læste jeg med stor interesse om spøgelseshistoriernes baggrund.

Fortællinger om spøgelser i litteraturen kan spores tilbage til det gamle Rom, men det var først i løbet af det 19. århundrede, at spøgelsets overnaturlige elementer blev et almindeligt litterært greb i den engelske litteratur. I starten blev det overnaturlige brugt som mindre indslag for at forskrække og lokke læseren på afveje, men efterhånden som videnskaben holdt sit indtog i samfundet, vandt det overnaturlige og spøgelserne plads i litteraturen, som en protest mod den omsiggribende rationelle tankegang, som lagde låg på følelseslivet.

Spøgelseshistorien nåede højdepunktet af sin popularitet i England i slutningen af 1900-tallet og ind i begyndelsen af det 20. århundrede, og mange af Englands store litterære forfattere gav sig i kast med genren i større eller mindre udstrækning, f.eks. Henry James. Blandt genrens største forfattere tælles navne som Sheridan Le Fanu, M. R. James og Algernon Blackwood, der alle var med til at udvikle spøgelseshistoriens litterære greb og finesser til perfektion.

Kritiker Jack Sullivan mener, at genren fik så stor udbredelse på grund af den Edwardianske fascination af det ekstra-ordinære, samt som en reflektion over den hvileløshed der gennemsyrede samfundet og kulturen på den tid. Andre kritikere mener, at spøgelseshistoriens store popularitet var et modsvar på den realisme som gennemtrængte litteraturen fra nogen af periodens helt store navne som Charles Dickens og William Makepeace Thackeray.

Historisk set stammer spøgelseshistorien ofte fra mundtlige fortællinger og folklore. Den japanske tradition kaldes kaidan og bygger på overleverede fortællinger fra hele landet. Kaidan blev brugt som underholdning og er stadig populære i dag, hvor de udover det overnaturlige også omhandler surealistiske fortællinger og direkte horror. Også Danmark har en lang tradition for spøgelser som en del af folkeeventyrene og lokale sagn og myter, og modsat de engelske spøgelseshistorier hvor spøgelset oftest blev brugt til at skræmme, så har de danske spøgelseshistorier fra slutningen af 1900-tallet og begyndelsen af det 20. århundrede snarere fokus på hvordan historiens personer reagerer på spøgelsets opdukken. Ifølge kritiker G. R. Thompson er de amerikanske spøgelseshistorier til gengæld koncentreret om begivenhederne omkring spøgelset, som ofte sammenkobler fortiden med nutiden og skaber en slags mix af drøm og virkelighed, der er anderledes end den traditionelle engelske spøgelseshistorie.

Wikipedia angiver tre forskellige typer spøgelseshistorier:

Den traditionelle spøgelseshistorie som har rod i folkloren, men hvis stil er mere i retning af den romantiske gotiske tradition, f.eks. Sheridan Le Fanu “Green Tea” og Mary Elizabeth Braddon “A Crighton Abbey”.

Den psykologiske spøgelseshistorie som lægger vægt på ofrets oplevelser i stedet for spøgelsets handlinger. Disse fortællinger sår ofte selv tvivl om hovedpersonens mentale stabilitet og kan også diskutere sociale problemstillinger, f.eks. Henry JamesSkruen strammes” og Charles Dickens “Signalpasseren“.

The antiquarian ghost story har ligeledes rod i folkloren men er tættere på den traditionelle spøgelseshistorie. Mange af forfatterne til denne type fortællinger var akademikere og præster, som kasserede den romantiserede tilgang og i stedet skrev mere realistiske historier, hvor det overnaturlige langsomt optrappes pga. hændelser i fortællingen, f.eks. M. R. JamesÅh, fløjt min dreng, og jeg kommer til dig

Janet Witalecs liste over repræsentative værker:

“The Listener and Other Stories” af Algernon Blackwood
“The Apple Tree” af Elizabeth Bowen
“Carwin, the Biloquist and Other American Tales and Pieces” af Charles Brockden Brown
“The Christmas Books” af Charles Dickens
“The Legends of the Province House” af Nathaniel Hawthorne
“Chinese Ghosts” af Lafcadio Hearn
“The Albatross” af Susan Hill
“The Sketch Book of Geoffrey Crayon, Gent.” af Washington Irving
The Turn of the Screw” af Henry James
The Treasure of Abbot Thomas” af M. R. James
“Green Tea” af Joseph Sheridan Le Fanu
“Uninvited Ghosts and Other Stories” af Penelope Lively
“The Weird Shadow over Innsmouth and Other Stories of the Supernatural” af H. P. Lovecraft
The Fall of the House of Usher” af Edgar Allan Poe
The Body Snatcher” af Robert Louis Stevenson
“All Souls” af Edith Wharton

Læs mere:

Short Story Criticism: The Ghost Story / red. Janet Witalec
Wikipedia

Historien om EC Comics

EC Comics udgav i 1950’erne en række skræk- og science fiction tegneserier, og eftertiden har givet tegneserieforlaget en nærmest legendarisk status. Historien om EC Comics starter dog et helt andet sted.

I 1933 mistede Maxwell C. Gaines som så mange andre sit job under Depressionen. Han måtte sammen med sin hustru og deres to børn flytte ind hos sin mor, og det var på hendes loft, at han under en oprydning fandt en bunke tegneserie-tillæg fra søndagsaviserne. Det slog ham, at der sikkert var andre end ham, som ville synes, det var sjovt at genlæse dem, så han kontaktede en ven på Eastern Color Printing Company i Waterbury, Connecticut, og blev ansat som sælger for trykkeriet  med speciale i tegneserier.

En dag fandt salgschefen, Harry Wildenberg, på at folde avis-siden fire gange så den blev til et lille hæfte. Disse hæfter kunne trykkes billigt på trykkeriets avistrykpresse, og disse samlinger af avis-tegneserier blev en populær gave blandt en lang række firmaer. Det fik Gaines til at foreslå, at man kunne prøve at sælge tegneserierne direkte til kunden, men idéen blev afvist med begrundelsen, at ingen ville betale penge for tegneseriehæfter. Gaines lod sig dog ikke slå ud, og lavede et forsøg med at sælge hæfterne via et par aviskiosker for 10 cents pr. hæfte. Forsøget blev en succes, og tegneseriehæftet som medie var født.

Det første regulært udgivne tegneseriehæfte var “Famous Funnies” fra 1933 i et oplag på 250.000 stk. De første hæfter gav underskud, men efter nr. 7 vendte det til et overskud, og “Famous Funnies” udkom frem til 1955, i alt 218 numre.

Kort efter “Famous Funnies” udkom blev Gaines fyret. I stedet fik han job hos McClure Syndicate, som også havde trykmaskiner, og her indgik han en aftale om, at han kunne trykke tegneseriehæfter mod at aflevere halvdelen af overskuddet. Det udmøntede sig i serien “Popular Comics”, som udkom første gang i 1935. Senere var Gaines også med til at udvikle “Action Comics” sammen med Harry Donenfeld, hvori den første Supermand-historie blev udgivet i 1938.

I 1939 indgik Gaines og Donenfeld kompagniskab og op gennem 40’erne kom de til at sidde på ca. en tredjedel af salget af tegneserier gennem deres to forlag: All American Comics og DC Comics. Tegneserierne var dog begyndt at komme i  modvind, og psykologen William Moulton Marston skrev i 1941 en artikel, som angreb indholdet i tegneseriehæfterne, ud fra deres psykologiske indvirkning på de unge læsere. Det fik Gaines til at sammensætte en gruppe af konsulenter, her i blandt William Moulton Marston, som skulle rådgive om at gøre tegneseriehæfterne moralsk i orden. (W. M. Marston var i øvrigt idémanden til den første kvindelige superhelt: Wonder Woman, der dukkede op i “All Star Comics” nr. 8, 1941).

Efter krigen ønskede Gaines at forlade All American Comics. Han var blevet træt af superhelte, hvis popularitet også blev mindre blandt læserne. Pengene, Gaines fik med sig, brugte han på sit lille sideforlag Educational Comics (EC), som han havde startet i 1942 med udgivelsen af en bibel-tegneserie, der i alt blev solgt i over fem millioner eksemplarer. Gaines udgav efterfølgende forskellige Picture Stories til brug i undervisningen, men salget gik ikke så godt.

I 1947 døde Maxwell C. Gaines pludseligt i en bådeulykke. Hans søn, William M. Gaines (Bill) overtog forlaget, som på det tidspunkt havde en gæld på 100.000 $. I starten fortsatte Bill sine studier på universitetet, men da studierne var afsluttet gik han mere og mere ind i den daglige drift, og i 1950 begyndte han sammen med sin nye redaktør, Al Feldstein, at omlægge udgivelsespolitiken.

Først forsøgte de sig med romantik- og westernserier, og siden med spændings- og krimiserier, men andre forlag havde samme idéer og markedet blev hurtigt oversvømmet. Så foreslog Feldstein, at de skulle prøve med skrækserier, som havde stor popularitet i radioen, men endnu ikke havde været afprøvet som tegneseriehæfter.

I 1949 satte de forsøgsvis et par skrækserier ind i krimibladet “Crime Patrol”, og i december bragte bladet den første historie med The Crypt Keeper som vært. I april 1950 blev bladet omdøbt til “The Crypt of Terror”, og den første skræk-tegneserie var en realitet. Samtidig besluttede Bill, at EC fremover skulle stå for Entertaining Comics.

Med ændringen af EC Comics udgivelsespolitik var forlaget langt fra Maxwell Gaines pædagogiske og traditionsprægede tegneseriehæfter, og skræk-tegneseriernes succes betød fornyede angreb på mediet. En senatshøring i 1954, om de skadelige virkninger tegneserier blev anset for at have, medførte dannelsen af The Comics Code Association, hvor dommer Charles F. Murphy sad som enevældig censor. Det betød problemer for EC Comics, og selvom Bill Gaines forsøgte at tilpasse sig den nye censur gik salget dårligt. I 1956 måtte Bill give op, og han stoppede udgivelsen af alle sine serier pånær “Mad”, som undslap censuren, da det blev betragtet som et magasin.

Blandt de serier, som EC Comics nåede at udgive før 1956, er bl.a.: The Vault of Horror (1950-1955), The Crypt of Terror (1950), Tales from the Crypt (1950-1955) og The Haunt of Fear (1950-1954).

Eftertiden har givet EC Comics en nærmest legendarisk status i tegneserieverdenen, hvor forlaget står for kvalitet og uafhængighed. Man var ikke bange for at tage fat i betændte emner, som racediskrimination, kommunistforskrækkelse og sociale og menneskelige forhold, og mange af historierne har en morale, der gør dem aktuelle, også i samtiden. Hovedformålet var dog at levere skrækhistorier, der lige som Edgar Allan Poes noveller, tog en overraskende vending på sidste side, og det gør, at historierne lever videre mere end 50 år senere.

I Danmark kunne man første gang stifte bekendtskab med skræk-tegneserierne fra EC Comics i 1974, da “Den store skrækbog” udkom på Williams Forlag. Et skrækboom var startet et par år tidligere, og serier som “Skrækmagasinet”, “Gru” og “Dracula” prægede markedet. “Gysertimen” blev næste EC udgivelse, som forlaget Interpresse udgav i 1987, og herefter skal vi helt frem til 2006, hvor”Skræk” udkom på Egmont Serieforlaget. “Skræk” indeholder dels en lang række klassiske EC-historier, og dels et historisk overblik over EC Comics samt en række korte portrætter af personerne bag.

Historierne fra EC Comics har også dannet baggrund for filmen “Tales from the Crypt” (1972), der var første filmatisering af tegneserierne. Filmen indeholder fem små historier med the Crypt Keeper som fortæller og vært. Året efter kom “The Vault of Horror” og i 1989 havde HBO premiere på tv-serien “Tales from the Crypt”, som løb over skærmen i 7 sæsoner.

Læs mere:

Skræk, Egmont Serieforlaget, 2006 (Heri “Max C. Gaines og de første tegneseriehæfter” og “William M. Gaines og EC Comics” af Haakon W. Isachsen)
Tegneseriemuseet i Danmark
ClassicHorror.com
Wikipedia
The History of Comics

Horror, hæsligheder, hugtænder og Darwin

Tredje lektion i rækken af horror foredrag på Folkeuniversitetet var Rikke Schubart, der fortalte om horrorheltinder. Rikke Schubart skrev i 1995 “I lyst og død” om gysergenrens historie, og i 2001 stod hun bag “Verdens 25 bedste gyserfilm“. Siden har hun forsket i både actionfilm og krigsfilm og har også bevæget sig indenfor skønlitteraturen med romanen “Bid” og det lidt kontroversielle bidrag til Poe-antologien, “Ormekur“.

Rikke Schubart startede med at definere, hvad en gyserfilm skal indeholde for at være en gyser:

  • et tab (f.eks. tab af lemmer, forstanden eller livet – underforstået skal det være et radikalt og uerstatteligt tab)
  • angst (der skal opleves en grænseoverskridende angst, så vi føler behov for at skærme os mod den)
  • et monster (det kan være tåge, en haj, en psykopat osv. blot står monstret som en modsætning til det menneskelige)

Ifølge Schubart har horrorfilm ikke haft helte tidligere, men da hun første gang så “Hostel 2“, gik det op for hende, at her var en vaskeægte horrorheltinde. Det fik Schubart til at se nærmere på sagen, og i løbet af de sidste 10 år (cirka) er horrorheltinden dukket op på film.

Der findes to typer horrorheltinder:

  • den professionelle, der kan være lejemorder, soldat o.lign. (ses f.eks. i “Doomsday“)
  • den almindelige pige/kvinde, der starter med at være den pæne pige, som så bliver fanget og må igennem en test, og for at overleve må hun blive ligesom det onde (ses f.eks. i “Eden Lake”)

Forskellen på de to typer er, at selvom den professionelle horrorheltinde kan blive udsat for det mest forfærdelige, så VED vi, at hun klarer sig. Hun er som Rambo og andre helteskikkelser fra actionfilmens verden. Men den almindelige horrorheltinde er ikke så heldig stillet. Hun har kun 50% chance for at overleve filmen, selvom hun kæmper, det bedste hun har lært.

Schubart fortalte videre, at horrorheltinden kan ses som en viderudvikling af “final girl“, dvs. hende der overlever til sidst, som f.eks. Jamie Lee Curtis i “Halloween” og Tine i den danske film “Mørkeleg“. Undervejs i filmene tvinges horrorheltinden til at se, hvad der sker med hendes venner og veninder, og dette med at se hvad der venter en selv, når morderen fanger en, er meget brugt i gyset.

Rikke Schubart viste naturligvis også klip fra en række film for at underbygge sine pointer, og sluttede af med nogle tips til flere film med horrorheltinder, herunder: “Inside” (fransk film med originaltitlen “À l’intérieur” fra 2007), “Eden Lake” (2008) og “P2″ (2007).

Horror, hæsligheder, hugtænder og Darwin

Anden lektion i rækken af horror foredrag på Folkeuniversitetet var Ann Steendahl Søndergaards foredrag om gyserfilm og religiøse symboler. Ann tog udgangspunkt i gyserfilm som særligt beskæftiger sig med Djævelen, dæmoner og besættelser, selvom hun var inde på, at der sagtens kan være religiøse islæt i andre typer gys også, som f.eks. zombiefilm.

Ann fortalte, at religion er et  meget brugt tema i gys, bl.a. fordi at når monstret kobles med religion bliver det mere uhyggeligt. I den vestlige verden er den kristne tro en stor del af vores kulturelle baggrund, og dermed er troen Djævelen og dæmoner måske mere forankret i os end troen på spøgelser, som f.eks. er meget udbredt i Asien. Derudover tror den kristne religion på “det onde”, der bruges som syndebuk for det dårlige, der sker i verden. På den led bliver det onde flyttet ud af mennesket og dermed mere håndterbart.

Ann tog også udgangspunkt i Douglas E. Cowans teori om sociophobics (forskellige typer frygt, som er kulturelt specifik og socialt konstrueret), der taler om seks forskellige religiøse sociophobics, der gør sig gældende i gyserfilm:

1. Frygt for forandringer i den hellige orden
2. Frygt for hellige steder
3. Frygt for døden, måder at dø på og ikke forblive død
4. Frygt for fanatisme og religionens magt
5. Frygt for kødet og religionens magtesløshed
6. Frygt for overnaturlig ondskab

Alt i alt var her tale om et interessant foredrag, som blev serveret med udvalgte filmklip, der skulle illustrere pointerne. Jeg glæder mig allerede til næste onsdag, hvor det skal handle om horror-heltinder.

Læs Ann Steendahl Søndergaards artikel om emnet på Religion.dk

Litteraturliste:

Sacred terror – religion and horror on the silver screen af Douglas E. Cowan
Monsters and Mad Scientists – a cultural history of the horror movie af Andrew Tudor
The horror genre – from Beelzebub to Blair Witch af Paul Wells

Horror, hæsligheder, hugtænder og Darwin

Jeg startede i onsdags på et kursusforløb på Folkeuniversitetet med titlen “Horror, hæsligheder, hugtænder og Darwin”, og som titlen så rigtig antyder, handler det om gys og horror. Første lektion blev holdt af Mathias Clasen, der bl.a. har skrevet bøgerne “Homo Timidus” og “Drager, damer & dæmoner” samt redigeret novelleantologien “Horror.dk“.

Mathias fortalte om Darwin, horror og gys, og som han gav en forkortet version af sidste år til Krimimessen i Horsens. Denne gang fik ham mere tid til at gå i dybden og kunne også vise relevante filmklip. Oplægget bygger på hans MA thesis “Darwin and Dracula: Evolutionary Literary Study and Supernatural Horror Fiction”, som han meget venligt har ladet mig se en kopi af.

Jeg synes, at tesen om, at moderne horror stammer fra en evolutionær frygt, som blot har udviklet sig gennem tiden, er utrolig spændende, og det lykkedes Mathias at underbygge den godt i løbet af kurset. Jeg glæder mig allerede meget til de efterfølgende kursusgange, som bliver:

21/04: Om gyserfilm og religiøse symboler
Stud.mag. Ann Steendahl Søndergaard, Tværkulturelle og Religionale Studier, Københavns Universitet

28/04: Horrorheltinder
Lektor Rikke Schubart, Litteratur, Kultur og Medier, Syddansk Universitet

05/05: Vampyrer, dæmoner og eksorsisme
Ph.d.-stipendiat Mathias Clasen, Interdisciplinary Evolutionary Studies, Aarhus Universitet

12/05: Horrorfilm og gyselige virkemidler i evolutionsperspektiv
Professor Torben K. Grodal, Film- og Medievidenskab, Københavns Universitet

Læs mere på Mathias Clasens egen hjemmeside

Hammer Film Productions

Det engelske filmselskab Hammer Film Productions blev grundlagt i 1934 af Will Hammer (William Hinds) og Enrique Carreras. Før krigen blev det kun til en håndfuld ikke særligt mindeværdige film, men i 1949 fik selskabet en saltvandsindsprøjtning, da James Carreras (Enriques søn) og Anthony Hinds (Will Hammers søn) samt Michael Carreras (James søn) blev en del af selskabet. Selvom filmene fra disse år ikke er særlige mindeværdige, var de med til at udviklet talentet hos instruktører som Terence Fisher, der senere lavede store successer for selskabet.

Det store kommercielle gennembrud for Hammer Film skete med “The Quatermass Xperiment” fra 1955, som byggede på en BBC tv-serie “The “Quatermass Experiment” skrevet af Nigel Kneale. Kneale var temmelig utilfreds med Hammers bearbejdelse og ikke mindst med titelændringen, som skulle understrege, at “The Quatermass Xperiment” var Englands første X-ratede horrorfilm. Tidligere havde filmselskaberne forsøgt at undgå X-ratingen, men Hammer besluttede sig for at bruge det som et middel i kampen om publikum, som i højere grad blev hjemme og så tv fremfor at gå i biografen. Satsningen tog kegler, og “The Quatermass Xperiment” blev en af selskabets største successer.

To år efter fortsatte Hammer Film med “The Curse of Frankenstein” instrueret af Terence Fisher og med Peter Cushing og Christopher Lee på rollelisten – denne gang i farver. Og da man i 1958 udgav “Dracula“, hvor yderligere en ingrediens – sex – blev tilsat, havde man fundet formlen for “Hammer horror“.

Under selskabets mest succesfulde periode havde man et samarbejde med flere af de store amerikanske selskaber, som distribuerede filmene i staterne, men i 1964 opsagde både Columbia og Universal deres aftaler. Det lykkedes dog for James Carreras at lave en ny aftale med 20th Century-Fox for biografrettighederne.

Fra 1966 markedsførte Hammer Film Productions sig som “The House of Horror” og testede censurens tålmodighed med film hvor blodige ofringer, satanisme og zombier fyldte skærmen. Hammer Film udsendte dog også en del fantasy fortællinger som “One Million Years B.C.” og “The Viking Queen”, hvor førstnævnte blev en stor succes og sidstnævnte en fiasko.

Nogle af højdepunkterne i Hammer Films udgivelser i 1960’erne var “Quatermass and the Pit” (endnu en BBC-serie købt til biografudgivelse) og “The Devil Rides Out”. Begge titler floppede dog i USA, hvor man ikke kendte til Quatermass eventyr og fejlagtigt troede at “The Devil Rides Out” var en western.

Fra midten af 1970’erne gik det for alvor ned ad bakke for Hammer Film, og selvom en ny ledelse producerede to tv-serier i 1980’erne (“Hammer House of Horror” og “Hammer House of Mystery”), så har Hammer Film indtil 2000 kun udgivet dokumentarer og retrospektiver.

I 2000 blev filmselskabet købt af et konsortium ejet af bl.a. Charles Saatchi, som dog solgte Hammer Film igen i 2007 til den hollandske producer John de Mol. Handlen inkluderede rettighederne til over 300 Hammer film. John de Mol har planer om at genstarte filmproduktionen, og i 2008 udkom “Beyond the Rave”, en moderne vampyrhistorie, som blev vist eksklusivt på MySpace i april måned som en serie på 20 afsnit á 4 minutter. D. 21 december proklamerede Hammer Film, at “Beyond the Rave” kommer på dvd i januar 2010 i et begrænset antal med alle former for ekstramaterialer med. Yderligere har selskabet også købt rettighederne til “Låt den rätte komma in“, og den er jeg da personligt lidt spændt på, hvad de får ud af. x

Læs mere:

Wikipedia
Booklet af Marcus Hearn “The Hammer Collection”
Hammer Films hjemmeside

Grand Guignol

I dag bruges udtrykket “Grand Guignol” som en beskrivelse af underholdning, der behandler det makabre på en måde, der udpensler den grafiske vold, men oprindelig var det et teater i Paris Le Theatre du Grand Guignol, som blev grundlagt i 1897 og først lukkede igen mere end 60 år senere i 1962.

Grundlæggeren var Oscar Metenier, og teatret blev opkaldt efter den populære dukke Guignol (på dansk kendt som Mester Jakel), der så dagens lys i 1808 og straks blev populær både blandt børn og voksne for sit mod, sin humor og sin aldrig svigtende sans for retfærdighed. Den franske betydning af Guignol, er klovn, men det er i virkeligheden ganske misvisende, for Guignol er slet ikke dum.

En aften i Le Theatre du Grand Guignol bestod som oftest af 5-6 korte stykker, som kunne være alt fra sex farcer til suspensfyldte krimidramer, men midtpunktet for teatret var gyset, som altid blev spillet med udpenslet vold, hvor øjnene poppede ud af hovedet på skuespillerne, eller blodet væltede ud fra en overskåret hals i et dramatisk og blodigt klimaks.

Le Theatre du Grand Guignol blev over årene en populær turist attraktion i Paris, men i 1962 lukkede teatret. Efter sigende skulle daværende direktør, Charles Nonon have udtalt: “Før 2. verdenskrig følte publikum, at det, der udspillede sig på scenen, var umuligt. Men nu ved alle, at disse ting – og ting langt værre – er mulige i virkeligheden”. Teatret var blevet overhalet af virkelighedens rædsler i Holocaust.

I dag lever kun begrebet “Grand Guignol” videre, men der er ingen tvivl om, at det parisiske teater har haft en væsentlig indflydelse på hele gysergenren og ikke mindst udviklingen af special effects.

Besøg Grand Guignols hjemmeside

Læs mere på wikipedia

Masters of Horror

I 2002 inviterede Mick Garris (Critters II, The Stand og Desperation) en gruppe af sine instruktør-venner til en uformel middag. De ti originale “Masters of Horror”, som deltog i middagen, var: John Carpenter, Larry Cohen, Don Coscarelli, Joe Dante, Guillermo Del Toro,  Stuart Gordon, Tobe Hooper, John Landis, Bill Malone og Mick Garris. Navnet “Masters of Horror” opstod som en spøg, da Guillermo Del Toro skulle lykønske en veninde, som holdt fødselsdag på en anden restaurant, og han hilste hende med ordene: “the masters of horror wish you a happy birthday.”

Middagen blev en stor succes, og efterfølgende organiserede Mick Garris regelmæssige middage for gruppen, som efterhånden blev udvidet med flere horror- og genreinstruktører, bl.a. Dario Argento, Eli Roth, David Cronenberg, Lucky McKee, Wes Craven, Robert Rodriguez, Mary Lambert, Tom Holland m.fl.

I 2005 udtænkte Mick Garris idéen til en original tv-serie bestående af 60-minutters film instrueret og skrevet af mange af “Masters of Horror”-medlemmerne. Serien havde premiere i USA d. 28. oktober 2005 med afsnittet “Incident On and Off a Mountain Road”, som var instrueret af Don Coscarelli (Phantasm, BubbaHo-Tep). Serien kørte over to sæsoner, og modtog bl.a. en Saturn Award for Best Television Presentation.

Sæson 1 (2005-2006):

Incident On and Off a Mountain Road, D: Don Coscarelli
H. P. Lovecraft’s Dreams in the Witch-House, D: Stuart Gordon
Dance of the Dead, D: Tobe Hooper
Jennifer
, D: Dario Argento
Chocolate, D: Mick Garris
Homecoming, D: Joe Dante
Deer Woman, D: John Landis
Cigarette Burns, D: John Carpenter
Fair Haired Child
, D: William Malone
Sick Girl, D: Lucky McKee 
Pick Me Up, D: Larry Cohen
Haeckel’s Tale, D: John McNaughton 
Imprint, D: Takashi Miike

Sæson 2 (2006-2007):

The Damned Thing, D: Tobe Hooper
Family
, D: John Landis
The V Word, D: Ernest Dickerson
Sounds Like, D: Brad Anderson
Pro-Life, D: John Carpenter
Pelts
, D: Dario Argento
The Screwfly Solution
, D: Joe Dante 
Valerie on the Stairs, D: Mick Garris
Right to Die, D: Rob Schmidt
We All Scream For Ice Cream, D: Tom Holland
The Black Cat, D: Stuart Gordon
The Washingtonians, D: Peter Medak
Dream Cruise, D: Norio Tsuruta

Læs mere:

Wikipedia