december 2018
M T O T F L S
« nov    
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31  
Arkiver

Arkivet for ‘Artikler’ Kategorien

Filmåret 1978

Horsens Bibliotek fejrede Halloween med et filmarrangement, hvor jeg indledningsvis gav en kort indføring til filmåret 1978 set gennem gysets briller.

Filmåret 1978

Det er nok ikke gået mange gyserfans næser forbi, at John Carpenters slasher-klassiker Halloween har 40 års jubilæum i 2018. Det er bl.a. blevet fejret med David Gordon Greens Halloween 2018 hvor Jamie Lee Curtis er tilbage i rollen som Laurie Strode. Filmen er en direkte sequel til Carpenters oprindelige film fra 1978, og er ligesom originalen blevet en kæmpe succes. Som Jamie Lee Curtis stolt (med rette) fortalte sine fans:  “Biggest horror movie opening with a female lead. Biggest movie opening with a female lead over 55. Second biggest horror movie opening ever. Second biggest October movie opening ever. Biggest ‘Halloween’ opening ever.

Men der kom naturligvis også andre gode (og mindre gode) horrorfilm i 1978.

Filmåret 1978 i udvalg:

Attack of the Killer Tomatos
D: John De Bello (et remake af kortfilmen med samme navn fra 1976. Der kom efterfølgende tre film i Killer Tomatos-serien samt en spin-off tv-serie i 1990)
Se traileren

Coma
D: Michael Crichton (i 2012 instruerede Mikael Salomon en mini tv-serie, der ligesom 1978 spillefilmen er baseret på Robin Cooks roman)
Se traileren

Damien – Omen 2
D: Don Taylor (i 1976 instruerede Richard Donner den første film i Omen-serien. Den blev en kæmpe succes, og indtjente næste det dobbelte af sit budget allerede i åbningsweekenden. Donner havde ikke mulighed for at instruere efterfølgeren, så opgaven gik til Don Taylor, der bl.a. var kendt fra tv-serien Alfred Hitchcock Presents)
Se traileren

Dawn of the Dead
D: George A. Romero (læs mere nedenfor)
Se traileren

The Fury
D: Brian De Palma (baseret på en roman af John Farris fra 1976. Farris stod også for filmens manuskript. Brian De Palma havde to år forinden haft stor succes med filmatiseringen af Stephen Kings roman Carrie, så The Fury blev hans anden film, hvor telekinese spillede en stor rolle)
Se traileren

Halloween
D: John Carpenter (læs mere nedenfor)
Se traileren

Invasion of the Body Snatchers
D: Philip Kaufman (læs mere nedenfor)
Se traileren

I Spit On Your Grave
D: Meir Zarchi (læs mere nedenfor)
Se traileren

It Lives Again
D: Larry Cohen (efterfølger til It’s Alive fra 1974)
Se traileren

Jaws 2
D: Jeannot Szwarc (filmens tagline “Just when you thought it was safe to go back in the water…” blev en af de mest kendte og populære taglines i filmhistorien. Da Steven Spielberg var optaget af at lave Nærkontakt af anden grad, blev det i stedet Szwarc, der satte sig i instruktørstolen. Han var mest kendt fra tv, men havde i 1976 instrueret filmen Bug. Szwarc er stadig aktiv og har i nyere tid bl.a. instrueret episoder i tv-serier som Fringe, Supernatural og Bones)
Se traileren

The Legacy
D: Richard Marquand (filmen var Marquands spillefilmsdebut, tidligere havde han ‘kun’ instrueret til tv. Efterfølgende instruerede han flere kassesuccesser, ikke mindst Return of the Jedi i 1983)
Se traileren

Long Weekend
D: Colin Eggleston (filmen blev ikke en succes i hjemlandet Australien, men vandt internationalt flere priser. Bl.a. delte den Avoriaz Fantastic Film Festivals pris med Invasion of the Body Snatchers, ligesom den modtog Special Jury Prize på Paris Film Festival. I 2008 kom et remake af Long Weekend instrueret af Jamie Blanks)
Se traileren

Magic
D: Richard Attenborough (vandt Edgar Allan Poe Awards for Best Motion Picture)
Se traileren

Martin
D: George A. Romero (filmen blev ikke en stor økonomisk succes, men er efter sigende Romeros personlige favoritfilm)
Se traileren

Patrick
D: Richard Franklin (vandt Grand Prize på Avoriaz Fantastic Film Festival. Før filmen blev vist i USA, blev alle skuespillerne re-dubbed, hvilket gjorde australske Franklin så vred, at han overvejede at sagsøge distributøren.
Franklin har bl.a. også instrueret Psycho II samt F/X 2 – Farlige tricks. Det originale score til Patrick var lavet af den australske komponist Brian May, der også stod for musikken i de to første Mad Max film)
Se traileren

Piranha
D: Joe Dante (læs mere nedenfor)
Se traileren

The Shout
D: Jerzy Skolimowsky (filmen var polske Skolimowskys britiske spillefilmsdebut, og den havde et bemærkelsesværdig elektronisk og avantgarde musikscore, hvor der angiveligt blev brugt 40 forskellige musiknumre. The Shout blev nomineret til Palme d’Or på Cannes Film Festival, og vandt sammen med Bye Bye Monkey juryens Grand Prize.
Se traileren

Summer of Fear
D: Wes Craven (blev oprindeligt lavet til tv under titlen Stranger in Our House, men blev så stor en succes at den blev udsendt i de europæiske biografer som Summer of Fear. Linda Blair, der spillede Regan i Exorcisten, har hovedrollen som Rachel Bryant)
Se traileren

The Toolbox Murders
D: Dennis Donnelly (i 2004 instruerede Tobe Hoober et remake)
Se traileren

Within the Woods
D: Sam Raimi (kortfilm – senere lavede Sam Raimi et remake med titlen Evil Dead)
Se filmen

Efterfølgende er jeg blevet gjort opmærksom på en dansk titel, der også bør være på listen, nemlig Draculas ring. Draculas Ring var en tv-miniserie på syv afsnit, der blev vist hver aften i efterårsferien 1978. Hvert afsnit varede cirka 15 minutter. Serien var Danmarks Radios forsøg på at lave en gyserføljeton, omend resultatet snarere havde karakter af gyserkomedie.
Se traileren

Invasion of the Body Snatchers, 1978Invasion of the Body Snatchers

Aftenens film var Invasion of the Body Snatchers, instrueret af Philip Kaufman. Filmen er et remake af Don Siegels film af samme navn, som bygger på Jack Finneys roman The Body Snatchers fra 1955. Don Siegels film ses af filmeksperter som en klassiker, mens Kaufmans film betragtes som et af filmhistoriens bedste remake.

Invasion of the Body Snatchers havde premiere i julen 1978, og endte med at indspille næsten 25 millioner dollars. Måske derfor blev Kaufmans remake ikke det sidste. I 1993 forsøgte Abel Ferrara sig med en filmatisering af Finneys roman, mens Oliver Hirschbiegels Invasion med bl.a. Nicole Kidman og Daniel Craig kom i 2007.

Philip Kaufmans film udspiller sig i San Francisco, som rammes af en slags epidemi af vrangforestillinger, hvor hidtil rationelle mennesker påstår, at deres ægtefælle, barn osv. er blevet udskiftet af en kopi. Først bliver tilfældene slået hen, men efterhånden breder fænomenet sig, og sundhedsinspektøren Matthew Bennell og hans kollega Elizabeth Driscoll indser, at der er noget om snakken. Elizabeth opdager, at noget er galt med hendes mand, og kort efter overværer Matthew en ‘pods’ forpupning. Snart er det ikke kun et spørgsmål om at redde sig selv, men om hele menneskehedens fremtid.

Jack Finneys roman udkom i en efterkrigstid plaget af kommunistforskrækkelse, hvor den amerikanske senator Joseph R. McCarthy drev klapjagt på alle, som han mente, var involveret i en kommunistisk verdens-sammensværgelse. Da Kaufmans film kom i 1978 var det ligeledes en tid, hvor spændingerne mellem USA og USSR var voksende. Mange har derfor tolket historien som en metafor for kommunismen, idet de fremmede ‘pods’ var autoritære, følelseskolde, gudløse og autoritetstro. Alt det, mange amerikanere anså russerne for at være.

Finney skrev dog ikke sin roman ud fra en frygt for kommunismens udbredelse. Han gruede for, at de teknologiske fremskridt ville berøve os vores moralske værdier, qua den nyligt overståede verdenskrig og efterfølgende våbenoprustning. Og han frygtede for at moral og medmenneskelighed ville ende som ofre for: “a rush to modernize, bureaucratize, streamline and cellophane-wrap.” For ham betød sand menneskelighed at man udlevede “individuality to the fullest, express real feelings, and embrace the human values of pride, dignity, friendship, and love more strongly.” Netop disse egenskaber, som de fremmede ‘pods’ opsluger.

Men hvad gør Philip Kaufmans remake til den bedste film? Det kommer Mogens Høegsberg ind på i sin anmeldelse af filmen på Planet Pulp.

Dels har Kaufman flyttet filmens setting fra en lille by på landet til storbyen San Francisco. Finney lod handlingen udspille sig i et miljø, hvor alle kender alle, og dermed har gode chancer for at finde ud af, hvem der er sig selv, og hvem der er blevet til ‘pods’. Men Kaufman udnytter storbyens anonymitet. I San Francisco er alle mere eller mindre fremmede. Det er derfor umuligt at gennemskue, hvem der er forvandlet til ‘pods’. Det tilføjer historien en snigende paranoid stemning, der understøttes af en mere moderne klipning og brug af kamera: “filmen er simpelthen langt mere nervøst fortalt, end den meget klassiske filmede version fra 1956.”

Dels er jeg dybt imponeret over skuespillernes præstation, lige fra Donald Sutherland og Brooke Adams som henholdsvis Matthew og Elizabeth til Leonard Nimoys rolle som den usympatiske psykiater dr. Kibner, et eksempel på en menneskelig ‘pod’ allerede før forpupning.

Endelig er jeg også nødt til at fremhæve Philip Kaufmans slutning, som ikke følger Jack Finneys oprindelige oplæg. Den er dyster og ond og hæver Invasion of the Body Snatcher fra 1978 til klassikerstatus, selvom her er tale om et remake.

Halloween, 1978Halloween

Som nævnt i indledningen har også Halloween (Maskernes Nat) 40 års jubilæum i 1978. Filmen er instrueret af John Carpenter og skrevet i samarbejde med Debra Hill på blot 10 dage. Carpenter fortæller, at historien er baseret på en idé af Irwin Yablan, om en morder der stalker babysittere. Som udgangspunkt var titlen The Baby-sitter Murders, men siden foreslog Yablan at historien skulle udspille sig d. 31. oktober, idet Halloween kunne være en fængende titel til en exploitation-horror film.

Halloween fra 1978 blev lavet for et budget på blot 320.000 dollars, og den indtjente på verdensplan over 60 millioner dollars. Selvom der var udkommet slasherfilm før (f.eks. Black Christmas fra 1974, der sammen med Hitchcocks Psycho nævnes som inspirationskilde for Carpenter), så betragtes Halloween af mange som den første. Det står i hvert fald over al tvivl, at den har affødt en række gyserklicheer, som er blevet gentaget i et hav af gysere siden. Ikke mindst temaet om at vækkelsen af seksualiteten fører til den bogstavelig død for personerne (og ikke blot et tab af uskylden).

Også filmens score fortjener at blive nævnt. Halloween blev filmet og klippet i løbet af ca. et halvt år, og først herefter kom musikken på. Carpenter fortæller, at han viste filmen uden musik til en ansat hos 20th Century-Fox, da den var færdig. Hun var langt fra imponeret, så han blev klar over, at han måtte “save it with the music.”

John Carpenter skrev selv scoret, og selve indspilningen tog to uger. Om resultatet siger han: “There is a point in making a movie when you experience the final result. For me, it’s always when I see an interlock screening of the picture with the music. All of a sudden a new voice is added to the raw, naked-without-effects-or-music footage. The movie takes on it’s final style, and it is on this that the emotional total should be judged. Someone once told me that music, or the lack of it, can make you see better. I believe it.” Et er i hvert fald sikkert, Halloween er et af de mest ikoniske scores i filmhistorien.

Filmen udspiller sig i den opdigtede midtvestlige by, Haddonfield i Illinois, hvor den 6-årige Michael Myers myrder sin storesøster. 15 år senere flygter han fra et psykiatrisk hospital og vender tilbage til sin fødeby, hvor han forfølger teenageren Laurie Strode og hendes venner under halloween. Myers psykiater Dr. Sam Loomis følger efter ham til Haddonfield for at forsøge at stoppe ham, men Myers mordertogt ruller allerede.

At Halloween står som en klassiker i dag, er der mange grunde til. Én af dem er Michael Myers figuren. Som Martin Jürgensen skriver i sin anmeldelse på Planet Pulp, er Myers inkarnationen af den rene ondskab.

I vandrehistorierne er psykopaten en endimensionel karakter, der ikke fylder ret meget, da han sådan set bare skal møde op og gøre sine ugerninger. Det har Carpenter og Debra Hill taget til sig i filmens manuskript, men de er gået et skridt videre. Michael Myers har absolut ingen personlighed. Tavs som graven myrder han teenagerne, og vi forstår ikke hvorfor. Er det had, jalousi eller seksuel frustration der driver værket? Landet ligger åbent for fortolkninger, hvilket bliver tydeligt hvis man blot læser et par analyser af Halloween, hvor Myers udlægges vidt forskelligt. Sam Loomis, psykologen, understreger flere gange, at der intet menneskeligt er i Michael Myers. Han er ren ondskab, og der eksisterer ingen formildende omstændigheder. Nærmest for at understrege dette arketypiske, næsten religiøse, forhold til ondskab, bærer psykopaten en helt snehvid maske.”

Ligeledes perfektionerer Carpenter brugen kameraet i filmen, lige fra den overvejende brug af håndholdt kamera til den subjektive kameraføring hvor han lader Myers betragte sine ofre med lange dvælende, nærmest voyeuristiske blikke. Den tavse skikkelse emmer af uforløst rædsel, der bare venter på at bryde fri. Og det er det, der er så fremragende, for af en slasherfilm er Halloween faktisk ret blodfattig med kun tre mord. Men truslen hænger konstant over publikum, hvis fantasi ender med at skabe langt mere grufulde billeder, end nogen filminstruktør kan.

I 2006 blev filmen indsat i USA’s National Film Registry af Librarian of Congress som værende af stor “kulturel, historisk og æstetisk betydning.”

Serien + spinoffs:

Halloween, 1978. D: John Carpenter
Halloween II, 1981. D: Rick Rosenthal
Halloween III – season of the witch, 1982. D: Tommy Lee Wallace
Halloween 4 – the return of Michael Myers, 1988. D: Dwight H. Little
Halloween 5, 1989. D: Dominique Othenin-Girard, Arthur Speer
Halloween – the curse of Michael Myers, 1995. D: Joe Chappelle
Halloween H20 – 20 years later, 1998. D: Steve Miner
Halloween – resurrection, 2002. D: Rick Rosenthal
Halloween, 2007. D: Rob Zombie
Halloween II, 2009. D: Rob Zombie
Halloween – Awakening: The Legacy of Michael Myers, 2012. D: Michael Leavy
Halloween, 2018. D: David Gordon Green

Piranha

I 1975 havde Steven Spielberg stor succes med Jaws. Den succes affødte en lang række film, der mere eller mindre åbenlyst lagde sig i kølvandet på hajgyseren, som alene i USA har indspillet 260 millioner dollars ifølge Box Office Mojo. Blandt disse kølvandsryttere var Piranha fra 1978, der er Joe Dantes debut som instruktør.

Piranha (Rædsler i dybet) mikser gys med grin i en vellykket satire skabt på et budget på blot 600.000 dollars. Filmen blev produceret af Roger Corman – kongen af B-film – og blev en økonomisk succes med en indtjening på 16 millioner dollars på verdensplan og en status som kultfilm i eftertiden. Ifølge IMDB overvejede Universal Studios at sagsøge New World for at forhindre Piranha i at udkomme, men Steven Spielberg havde set filmen og var vild med den, så forbuddet blev droppet.

Filmen udspiller sig ved Lost River Lake i Texas. To teenagere er forsvundet, og det viser sig at hænge sammen med nogle bizarre eksperimenter med muterede piratfisk. Ved et skæbnesvangert uheld slipper piratfiskene ud i den tilstødende flod, og nu er gode råd dyre, for de blodstørstige og genmanipulerede fisk bevæger sig mod den lokale lejrskole.

Piranha er ikke et mesterværk i ordets bogstavelige forstand, men den er vellykket underholdning. Som Jacob Krogsøe skriver i sin anmeldelse på Planet Pulp: “Man har lidt fornemmelsen af, at Piranha er ”bedre end den fortjener” – selv om det i sig selv lyder lidt underligt. Måske er det mere tydeligt, hvis jeg sammenligner det med en stegt medister hos pølsevognen, der smager af gourmet. Lad os se nærmere på det. Cormans B-filmsaftryk er tydeligt: Der er bryster, lidt splat, plat humor og en over the top handling. Og man har ikke mindst kopieret tydeligt fra andre værker. Alt det vi elsker Cormans produktioner for. Men i Piranha levereres plagiatet med et ekstra glimt i øjet.”

Jeg er helt enig, og forstår godt at Spielberg har kaldt den for “the best of the JAWS (1975) rip-offs.

Joe Dante har senere lavet film som The Howling i 1981 samt ikke mindst Gremlins og Gremlins – det nye kuld fra henholdsvis 1984 og 1990. Derudover har han også instrueret to episoder i serien Masters of Horror.

Serien + spinoffs

Piranha Part Two: The Spawning, 1981. D: James Cameron
Piranha, 1995. D: Scott P. Levy
Piranha 3D, 2010. D: Alexandre Aja
Piranha 3DD, 2012. D: John Gulager

I spit on your grave, 1978I Spit On Your Grave

Filmen blev oprindeligt udgivet under titlen Day of the Woman, men fik en dårlig modtagelse. Distributøren Jerry Gross omdøbte den derfor og sendte den ud igen i 1978 som I Spit on Your Grave. Denne gang fik filmen mere opmærksomhed i medierne, hvor bl.a. den kendte filmanmelder Roger Ebert talte meget stærkt imod den.

I Spit on Your Grave er en rape-and-revenge exploitation horror film, skrevet, instrueret og produceret af israelske Meir Zarchi.

Filmen handler om en kvindelig forfatter, der under en sommerferie bliver voldtaget og efterladt som død af fire lokale mænd. Men kvinden overlever og vender tilbage for at tage en grusom hævn.

Filmen er kendt for sin meget kontroversielle skildring af ekstrem grafisk vold, især de lange skildringer af voldtægten, der varer næsten 25 minutter. Da I Spit on Your Grave blev genudgivet, fik den mærkatet “video nasty” i Storbritannien, hvor den også var et mål for censur af filminstruktionsorganer.

Den britiske feminist Julie Bindel var på barrikaderne mod filmen, da den udkom. Siden ændrede hun dog standpunkt og har udtalt, at hun nu anser den for at være “a feminist film”.

I 2010 kom et remake af filmen, og siden er der også lavet flere sequels: I Spit on Your Grave 2 (2013) og I Spit on Your Grave III: Vengeance Is Mine (2015).

Filmen anses stadig som meget kontroversiel selv i dag. Nogle betragter den som en af de værste film, der nogensinde lavet. For andre har kontroverssen ført til, at den betragtes som en kultklassiker.

Om baggrunden for at lave filmen fortæller Zarchi, at han blev inspireret efter at have hjulpet en ung kvinde, der var blevet voldtaget. Han og en ven så kvinden kravle nøgen, blodig og forslået ud af buskadset i en park, og de hjalp hende til politiet, som ikke var særligt hjælpsomme eller forstående.

I Spit on Your Grave er ikke den første film om voldtægt, der har sat sindene i kog i offentligheden. Wes Cravens debutfilm Last House on the Left indeholder også grove scener, men her er det ikke ofret selv, der får hævn, men forældrene der udøver selvtægt.

Uanset om man bryder sig om filmen eller ej, er der ingen tvivl om, at den har efterladt et solidt fingeraftryk på filmhistorien.

Serien + spinoffs:

Day of the Woman aka I Spit on Your Grave, 1978. D: Meir Zarchi
I Spit on Your Grave, 2010. D: Steven R. Monroe
I Spit on Your Grave 2, 2013. D: Steven R. Monroe
I Spit on Your Grave 3: Vengeance Is Mine, 2015. D: R.D. Braunstein

Dawn of the Dead, 1978Dawn of the Dead

Få filminstruktører har vist haft så stor indflydelse på populærkulturen som George A. Romero, der med sin zombie-serie nærmest opfandt subgenren.

I 1968 udgav han Night of the Living Dead, der er blevet en af de største successer blandt independent film. 10 år efter kom så Dawn of the Dead, der fik den danske titel Zombie – Rædslernes morgen. Med et budget på blot 650.000 dollars og en international indtjening på 55 millioner dollars blev også denne et kæmpe box office hit. Men måske endnu vigtigere blev den en popkulturel reference, som alle – også folk der ikke har set filmen – kender til.

Filmen udspiller sig efter begivenhederne i Night of the Living Dead, hvor de døde pludselig rejste sig og angreb de levende. Vi følger fire overlevende, som søger tilflugt i et indkøbscenter. I starten går det godt, men efterhånden begynder der at komme spændinger i gruppen. Og da en motorcykelbande invaderer deres skjulested, er det ikke kun de levende døde, de overlevende må kæmpe imod.

Filmen er som sagt instrueret af George A. Romero, som også har skrevet manuskriptet i samarbejde med den italienske filminstruktør Dario Argento. Hvor Night of the Living Dead viste de dødbringende konsekvenser af zombierne i et mikromiljø, vises effekten her i Dawn og the Dead i stor skala, hvor samfundet bryder sammen. Men hvor Night of the Living Dead var meget dyster, er der mere humor i Dawn og the Dead. Det greb er meget bevidst, idet Romero ønskede en mere tegneserie-agtig filmstil.

MPAA ville i første omgang rate filmen X, men Romero, som vidste, at det oftest var hard core porno, der fik den rating, kæmpede imod. Det lykkedes ham til sidst at overtale distributørerne til at frigive filmen uden rating. Dog kom der på alle reklamer og trailere en fraskrivelse af ansvar, der fortalte, at der godt nok ikke var eksplicit sex i filmen, men til gengæld var den så voldsom, at den var forbudt for børn og unge under 17 år.

Tom Savini, der stod for zombiernes makeup, havde været udsendt i Vietnam som krigsfotograf. Oplevelserne her havde stor indflydelse på de blodige og grusomme effekter i filmen, idet Savini groft sagt genskabte virkelighedens rædsler med special effekts.

Selve optagelserne forløb over fire måneder fra slutningen af 1977 til foråret 1978. Det meste blev optaget i Monroeville Mall, hvor Romero kendte ejeren. Holdet fik lov til at filme om natten, når indkøbscenteret var lukket, så optagelserne fandt sted mellem kl. 22 om aftenen til kl. 6 om morgenen.

I 2008 blev Dawn of the Dead sammen med Night of the Living Dead udvalgt af Empire Magazine som to af de 500 bedste film gennem alle tider.

Også filmkritiker Roger Ebert var begejstret for filmen, som han i sin anmeldelse beskriver som: “…one of the best horror films ever made — and, as an inescapable result, one of the most horrifying. It is gruesome, sickening, disgusting, violent, brutal and appalling. It is also (excuse me for a second while I find my other list) brilliantly crafted, funny, droll, and savagely merciless in its satiric view of the American consumer society. Nobody ever said art had to be in good taste.

Ebert kommer senere i anmeldelsen ind på, at nogle sikkert vil mene, at filmen er fordærvet og forkvaklet pga. de blodige og voldsomme scener. Men – som Ebert påpeger – filmen er ikke forkvaklet, den handler om det forkvaklede. Ser man videre end zombiernes blodige adfærd, så viser filmen netop forbrugersamfundets fordærv. Zombierne æder mennesker, fordi det er deres natur. Men menneskene overfalder hinanden, fordi de vil have andres ting!

Jacob Krogsøe siger det helt perfekt i sin anmeldelse på Planet Pulp: “Her er filmen, som i mine øjne nok er den bedste zombiefilm nogensinde – og i min bog står den faktisk også højt på listen over mine favoritfilm i det hele taget. Den kombinerer en dyster handling, den politiske kommentar, gys og exploitation-elementerne på en måde, der løfter det hele op på et niveau hvor man får julelys i øjnene.” Jeg kunne ikke være mere enig.

Serien + spinoffs

Night of the Living Dead, 1968. D: George A. Romero
Dawn of the Dead, 1978. D: George A. Romero
Day of the Dead, 1985. D: George A. Romero
Land of the Dead, 2005. D: George A. Romero
Diary of the Dead, 2007. D: George A. Romero
Survival of the Dead, 2009. D: George A. Romero
Night of the Living Dead, 1990. D: Tom Savini
Night of the Living Dead 3D, 2006. D: Jeff Broadstreet
Night of the Living Dead: Resurrection, 2012. D: James Plumb
Dawn of the Dead, 2004. D: Zack Snyder
Day of the Dead, 2008. D: Steve Miner
Day of the Dead: Bloodline, 2018. D: Hèctor Hernández Vicens

Kilder:

IMDB

Planet Pulp

Wikipedia

AMC Filmsite

Box Office Mojo

Gadfly Online

U Discover Music

Danske gyserfilm

Nedenstående er et forsøg på en liste over danske gyserfilm gennem tiden. Som en tilsnigelse har jeg valgt at medtage film instrueret af danske instruktører, selvom castet og sproget er udenlandsk, mens kun få kortfilm er med på listen. Jeg modtager meget gerne forslag og kommentarer både til allerede nævnte titler, men også om titler jeg har glemt eller overset.

Den graa dame (1909) Instrueret af Viggo Larsen
I et hus fyldt med hemmelige rum og passager, dør folk kort efter at have set et kvindeligt spøgelse i gråt tøj. Sherlock Holmes tilkaldes for at løse mysteriet, og han er sikker på, at der ikke er overnaturlige kræfter på spil. Stumfilm

Dorian Gray’s portræt (1910) Instrueret af Axel Strøm
Stumfilm baseret på Oscar Wildes roman fra 1891.

Den skæbnesvangre opfindelse (1910) Instrueret af August Blom
Stumfilm baseret på Robert Louis Stevensons roman fra 1886.

Hævnens nat (1916) Instruktør: Benjamin Christensen
Cirkusartisten Stærke Henry bliver uskyldig dømt for mord, men undslipper fra fængslet og henter sin lille dreng fra børnehjemmet. (DFI)

Häxan (1922) Instrueret af Benjamin Christensen
Filmen baserede sig delvist på B.C.s studier af “Malleus Maleficarum”, som var en guide fra det 15. århundrede for tyske inkvisatorer. “Häxan” viser, hvordan overtro og uvidenhed omkring sygdomme og psykiske lidelser var med til at lede til heksejagter. Selvom filmen som udgangspunkt er en dokumentarfilm, indeholder den dramatiserede scener, som gør, at den ofte nævnes i horrorgenren. “Häxan” var en af de dyreste stumfilm, der blev lavet med et budget på næsten 2 millioner svenske kroner. Den blev vel modtaget i både Danmark og Sverige, men blev forbudt i USA for sine grafiske beskrivelser af tortur, nøgenhed og seksuelle perversioner. Flere andre lande censurede ligeledes filmen.

Rædslernes hus (1929) Instruktør: Benjamin Christensen
Et ældre søskendepar, Adam og Martha, bliver kaldt til New York for at hjælpe deres velhavende onkel, som tilsyneladende er blevet syg. Ved ankomsten til onklens hus tager en række hårrejsende og spøgelsesagtige begivenheder deres begyndelse. (DFI)

Vampyr – Der Traum des Allan Grey (1932) Instrueret af Carl Th. Dreyer
“Vampyr” er løselig baseret på Sheridan Le Fanu’s “In a Glass Darkly”, en samling af fem historier som første gang blev publiseret i 1872. Dreyer trækker på to af historierne i “Vampyr”: “Carmilla” – en vampyrhistorie med lesbiske undertoner, og “The Room in the Dragon Volant” – en historie om at blive levende begravet. Carl Th. Dreyer var dansker, men filmen er en fransk/tysk produktion.

Mordets melodi (1944) Instrueret af Bodil Ipsen
Sangerinden Odette Margot optræder på en varité med en lille fransk sang, men da der pludselig myrdes en række kvinder, som alle hedder Sonja (som er Odettes fødenavn) – og hver gang har vidner hørt den lille franske sang, som Odette også synger, så rettes politiets fokus mod hende. Filmen blev lavet under den tyske besættelse og blev rost for sin intensitet og sit mørke billede af København.

Hr Petit (1948) Instrueret af Alice O’Fredricks
Historien om hr Petit, er en charmerende fransk ægteskabssvindler og kvindemorder.

De nåede færgen (1948) Instruktør: Carl Th. Dreyer
Carl Th. Dreyers kortfilmklassiker bygger på en af Johannes V. Jensens “Myter” og fortæller historien om motorcyklisten og hans veninde, som skal skynde sig for at nå færgen i Nyborg, men møder deres skæbne på en fynsk landevej. Filmen er et bestillingsarbejde for Raadet for Større Færdselssikkerhed, og Dreyer har valgt en reportagestil med rystede optagelser og hurtige billedskift, men også indlagt mytiske elementer – chaufføren med dødningehovedet og færgemanden med to kister – der giver den realistiske beretning en stemning af skæbnebestemthed. (DFI)

Reptilicus (1961) Instrueret af Poul Bang
En stump af en nedfrosset fortidsøgle bliver bragt til København, hvor stumpen ved et uheld tøer op. Stumpen regenererer sig til en kæmpeøgle, som hærger København og omegn. Også lavet i en amerikansk udgave.

Journey to the seventh planet (1962) Instrueret af Sidney W. Pink
Filmen blev produceret kort efter “Reptilicus” med et næsten identisk filmhold. Den blev indspillet på dansk og senere “dubbet” med amerikanske skuespillere. Filmen blev aldrig udgivet i Danmark.

Døden kommer til middag (1964) Instrueret af Erik Balling
Whodunnit thriller om kriminalforfatteren Peter Sander, som en nat kører tør for benzin og vil låne telefonen i det nærmeste hus. Her hører han et skud og finder et lig, men bliver så skubbet ned af trappen og slår sig bevidsløs. Politiet afskriver sagen som et selvmord, men Sander er fast besluttet på at afsløre morderen – før han selv bliver det næste offer. Bygger på Bengt Janus Nielsens roman fra 1962.

Gys og gæve tanter (1966) Instrueret af Sven Methling
Gyserkomedie. I det naturskønne Sydsjælland ligger “Ellekilde”, en fredfyldt plet, hvor en halv snes syge og rekonvalescenter kan bringe legemer og sjæle tilbage til sundhed under den smuke Bettinas kærlige og omsorgsfulde pleje. Som så meget godt her i livet er det desværre en underskudsforretning, og Bettinas onkel, Theodor – ejer af villaen med stor grund og park – er omsider blevet dødtræt af at være en modvillig velgører. Han vil sælge! Læs mere Nationalfilmografien

Manden der tænkte ting (1969) Instrueret af Jens Ravn
Manden Steinmetz påstår, at han kan skabe ting ved tankens kraft. Han vil have kirugen Max til at foretage en operation, så han kan fastholde de selvskabte væsener, men Max nægter. Så Steinmetz tænker Max’s dobbeltgænger frem.

Afskedens time (1973) Instrueret af Per Holst
Et psykologisk studie i hvad der sker, når et menneske kastes ud i en voldsom krise.

Dværgen (1973) Instrueret af Vidal Raski
En dansk sexploitation film om dværgen Oluf, som sammen med sin fordrukne mor Lila har et ikke særligt velrenommeret pensionat. Pensionatet er dog kun en bibeskæftigelse, for på loftet holder de en flok unge kvinder som sexslaver, som de lejer ud. En dag lejer et ungt par et værelse på pensionatet, og i nysgerrighed går den unge kvinde op på loftet …

Spøgelsestoget (1976) Instrueret af Bent Christensen
Gyserkomedie. Et broget selskab må tilbringe natten på en lille, afsidesliggende jernbanestation. Underlige hændelser og gamle historier om et spøgelsestog, der skulle passere stationen, er ikke videre befordrende for hyggen. Imidlertid viser spøgeriet sig at være et nummer, som dækker over smuglervirksomhed, og en af de rejsende viser sig at være en detektiv på sporet af smuglerne. Læs mere på Nationalfilmografien

Draculas ring (1978) Instrueret af Flemming la Cour og Edmondt Jensen for Danmarks Radios UHA-redaktion
DR’s forsøg på en tv-miniserie på syv afsnit, der blev vist hver aften i efterårsferien 1978. Hvert afsnit varede cirka 15 minutter og havde sin egen undertitel, for eksempel ”Godaften, mit navn er grev Dracula” eller ”Ingen vampyrer i Danmark”. (Wikipedia)

Ulvetid (1981) Instrueret af Jens Ravn
Bygger på Helle Stangerups psykologiske gyser om et ægtepar, der holder ulve, for at manden kan studere dem. De ansætter pigen Ellinor som medhjælp, og hun knytter sig så stærkt til dyrene, at parret får efterhånden mistanke om, at hun måske selv er en varulv.

Det parallelle lig (1982) Instrueret af Søren Melson og Hans-Erik Philip
Da krematoriearbejderen Hans Thomsen opdager et skjult lig i en kiste, beslutter han sig for at afpresse morderen. Men denne har ikke til sinds at lade sig afpresse. Bygger på en roman af Frits Remar fra 1968.

The Horror (1987) Instrueret af Lise Groesmeyer
En skitseret gyserhistorie fortalt på to skærme. Læs mere på Nationalfilmografien

Baby Doll (1988) Instrueret af Jon Bang Carlsen
Psykologisk gyser om en ung kvinde, der ferierer alene med sit nyfødte barn på en nedlagt gård, som har tilhørt hendes afdøde bedstemor. Barndomstraumer og den autoritære bedstemors spor i hendes sind fører til uhyggelige tvangsforestillinger og mentalt sammenbrud.

Karlsvognen (1992) Instrueret af Birger Larsen
Mathias og Linda er alene med deres mor. Hun er kunsthåndværker og de har flyttet en del rundt i Danmark. Da moderen arver et hus i Skåne, efter sin faster, drager familien til Sverige. Mathias får hurtigt en ny ven i Tobias, men kommer også allerede den første dag i skolen på kant med bøllen Sven-Erik. Snart begynder der at ske mystiske og uhyggelige ting for den lille familie: Stuen bliver endevendt, og morens værksted bliver smadret. De finder også en hugorm i postkassen. Mathias og Tabias tager kampen op mod Sven-Erik. Men måske er det slet ikke ham der er skyld i de mange underlige hændelser. Læs mere på Nationalfilmografien

Nattevagten (1994) Instrueret af Ole Bornedal
Den jurastuderende Martin får job som nattevagt i et ligkapel i samme periode, som en række mord på prostituerede finder sted. Bornedals film blev genindspillet til det amerikanske marked under titlen “Nightwatch” med Ewan McGregor i hovedrollen som Martin. Bornedal sad selv i instruktørstolen.

Riget (1994) Instrueret af Lars von Trier
Ondskab og okkultisme florerer på Rigshospitalets gange, hvor den clairvoyante fru Drusse kæmper for at hjælpe med at give Rigets genfærd fred.

Farligt venskab (1995) Instrueret af Jørn Faurschou
Den ældre Dr. Wahlin er forsker og elitesportslæge. Han er vendt hjem fra USA, og tilbyder nu sin hjælp til den lokale sportsklub. En af de spillere, som Dr. Wahlin udvælger til sit projekt, er den ambitiøse Jonas, som gerne vil på 1. holdet, og som håber på at eksperimentet også vil hjælpe ham til at score drømmepige, Lina. Men Dr. Wahlin har skumle bagtanker med at tilbyde sin hjælp, og da Jonas vågner op efter sin første behandling, er det ikke sit eget ansigt, han ser i spejlet, men Dr. Wahlins!

Sidste time (1995) Instrueret af Martin Schmidt
Syv elever fra Elverhøj Gymnasium mødes efter skoletid i gymnasiets biologilokale. De tror, at de skal til samtale om deres interesse eller mangel på samme for skolearbejdet, men ingen lærere viser sig. Til gengæld er en sindssyg morder løs i de mennesketomme, mørke gange. Manuskript af Dennis Jürgensen.

Mørkeleg (1996) Instrueret af Martin Schmidt
Fire unge mennesker er samlet i et forladt hus for at spille rollespillet Backstabbed. Reglerne er enkle: man skal finde et gemt våben i huset og “myrde” de andre deltagere. Men der befinder sig en femte person i huset, som ikke slår ihjel for sjov. Manuskript af Dennis Jürgensen.

Schizofrantic (1996) Instrueret af Peter Johansen
X er en helt almindelig mand, som holder sin retarderede bror fanget i kælderen, og som piner sin psykiater ihjel, da denne kommer på hjemmebesøg.

Riget II (1997) Instrueret af Lars von Trier
Endnu en gang er fru Drusse på banen i Rigshospitalets lange gange, hvor også Lillebror er kommet til.

Sekten (1997) Instrueret af Susanne Bier
Anne er blevet indfanget af en religiøs sekt, som kræver ubetinget lydighed af sine medlemmer, og hvor hun udnyttes seksuelt af sektens leder. Da veninden Mona opdager, hvad der foregår, forsøger hun at redde Anne ud af sektens kløer. Bygger på Juliane Preislers roman “Dyr” fra 1992.

Mørkets ø (1997) Instrueret af Trygve Allister Diesen
Da den nyuddannede lærinde Julie (Sofie Gråbøl) bliver fyret fra sit job, og sammen dag finder sin kæreste sammen med en anden, beslutter hun sig for at tage et job på en ø i den norske skærgård. Hendes forgænger har begået selvmord, ligesom to søstre, der gik i den klasse hun skal overtage. Deres død er forbundet med mange hemmeligheder, og befolkningen på øen er ikke helt almindelige. Julie knytter sig dog til en ung pige, Solveig (Sina Langfeldt), men deres forhold får skæbnesvangre konsekvenser.
“Mørkets ø” er en norsk/dansk samproduktion. Læs mere på Nationalfilmografien

Nattens engel (1998) Instrueret af Shaky Gonzáles
Rebecca arver et hus efter sin bedstemor. Sammen med veninden Charlotte og kæresten Mads tager hun ud til huset, og her finder hun bedstemorens bog, som fortæller om slægtens historien. En historie som bl.a. handler om vampyren Rico.

Besat (1999) Instrueret af Anders Rønnow Klarlund
Okkult gyser om lægen Søren, der rejser til Rumænien for at finde smittekilden til en mystisk Ebola-lignende sygdom. Han tror, det er lykkes ham, da han vender hjem med en prøve fra et lig, men han har gjort regning uden Stella Mala.

Flænset (2000) Instrueret af Heini Grünbaum
Splatterfilm om Jan, som opdager, at hans kone har været ham utro. I jalousi dræber han først elskeren og konen, men blodrusen stopper ikke der.

Kat (2001) Instrueret af Martin Schmidt
Den jurastuderende Maria deler lejlighed med veninden Isabella og katten Athena. En dag begynder katten at opføre sig underligt, og da en række bestialske mord finder sted, får Maria en forfærdelig mistanke. Bygger på en roman af Steen Langstrup.

De udvalgte (2001) Instrueret af Kenneth Kainz, Henrik Ruben Genz og Jannik Johansen
TV-serie. Kæresteparret Rikke og Bo er overbieviste om, at den helt store appelsin er faldet ned i deres turban, da de får tilbudt en kæmpestor men forfalden herskabslejlighed i København. For at få råd til istandsættelsen er de nødt til at søge efter andre bofæller til deres kollektiv – og det lykkes snart at finde 5 – tilsyneladende – helt perfekte beboere, og alle går glade og lykkelige i gang med deres nye liv. Men snart begynder sære og uforklarlige hændelser at finde sted. Hvad de unge ikke ved er, at noget skæbnesvangert og skræmmende forlængst er flyttet ind i den gamle lejlighed. (DFI)

One Hell of a Christmas (2002) Instrueret af Shaky Gonzáles
Carlitos er lige sluppet ud af fængslet, og nu ønsker han kun at holde jul med sin søn og iøvrigt holde sig klar af kriminaliteten fremover. Men kammeraten Mike har en fed fidus. Han har fået fingre i en mærkelig klo, som er fyldt med mørke kræfter, og Mike er sikker på, at den klo vil gøre dem rige. Men så dukker kloens ejermand op.

Midsommer (2003) Instrueret af Carsten Myllerup
Under en fest begår Christians tvillingesøster uforklarligt selvmord. Da Christian efter eksamen tager til Sverige sammen med nogle venner, får han følelsen af, at søsteren forsøger at komme i kontakt med ham. Men hvad er det, hun forsøger at fortælle ham? Blev i 2008 genindspillet til det amerikanske marked under titlen “Solstice“.

Bag det stille ydre (2005) Instrueret af Martin Schmidt
Et ungt par flytter ind i et smukt gammelt hus med masser af sjæl, og bliver snart gode venner med de søde genboer. Men de har ikke boet der ret længe, før det går op for dem, at noget er helt galt!

Mørke (2005) Instrueret af Jannik Johansen
Da Jacobs handicappede søster gifter sig, er han først og fremmest glad på hendes vegne. Men på bryllupsnatten begår hun selvmord, og Jacob opdager noget, som får ham til at se nærmere på Anker.

Lille Lise (2005, kortfilm) Instruktør: Benjamin Holmsteen
Gyser om 4-årige Lise, der er vidne til, at hendes far slæber liget af hendes mor ud til familiens bil for at køre ud til en skovsø, hvor liget skal dumpes. (DFI)

Glimt (2006) Instrueret af Nicolas Russell Bennetzen
Morten er medicinstuderende og forlovet med japanske Reiko. En dag finder han hende død i badekarret. Det ligner selvmord, men snart begynder der at ske mystiske ting. Morten synes, han ser Reiko, og et gammelt nodehæfte bliver ved med at dukke op. Så opsøger Reikos bror Morten og fortæller ham om en gammel japansk legende. To børn leger ved en flod, da en mand dukker op og dræber den lille pige. Hun begynder at hjemsøge hele hans familie, og først når en fra morderens familie er blevet dræbt, vil de atter få ro. Men er Reiko blevet myrdet? Og hvem står så bag?

Sange fra baggrunden (2006) Instrueret af Henrik Busacker
Efter sin skilsmisse flytter Maria ind i et afsidesliggende sommerhus, hvor hun efterhånden bliver mere og mere mistænksom overfor naboerne. Oveni plages hun af mareridt og ubesvarede telefonopkald, og så begynder hun at se sin døde datter.

Cecilie (2007) Instrueret af Hans Fabian Wullenweber
Skolelærerinden Cecilie hjemsøges af nogle mærkelige syner, som er ved at få hende indlagt på den lukkede afdeling. Men Cecilie sætter sig for at finde ud af, hvor synerne stammer fra.

De fortabte sjæles ø (2007) Instrueret af Nicolaj Arcel
14-årige Lulu flytter med moren og lillebroren Sylvester til Broby, hvor børnene keder sig bravt. Det ændrer sig dog, da Sylvester bliver besat af ånden Herman Hartmann, der levede i 1800-tallet, og nu må Lulu forsøge at få sin bror tilbage, samtidig med at hun må stoppe den onde Necromancer, der ønsker at underligge sig verdensherredømmet.

Kollegiet (2007) Instrueret af Martin Barnewitz
Da Katrine flytter ind på kollegiet, glæder hun sig til sit nye liv. Men omgangstonen er helt anderledes, end hun er vant til, og da Katrine en aften kysser med Lukas, starter en ren moppekampagne mod hende. Oveni sker der mærkelige ting i badeværelset i nummer 2005, og da folk begynder at dø på kollegiet, er det kun Katrine, som ved, hvad der sker.

Vikaren (2007) Instrueret af Ole Bornedal
Skolelæreren Ulla Harms bliver vikar for en 6. klasse. Der går dog ikke længe, før børnene finder ud af, at hun ikke er helt almindelig, men selvom de klager deres nød til forældrene, så hører disse ikke efter. Og det ender med, at Ulla Harms får alle børnene med på en studietur til Paris – som i virkeligheden fører et helt andet sted hen. For Ulla Harms er nemlig slet ikke et menneske.

Craig (2008) Instrueret af Kim Sønderholm
Hvad skaber en seriemorder? Craig har mistet sine forældre i en ildebrand, der også har bragt hans søster i koma. Han er ensom og har kun vennen Cliff at betro sig til. Men Cliff har nok at bekymre sig om og ser ikke, at Craig langsomt er ved at gå i opløsning. Engelsk tale.

Antichrist (2009) Instrueret af Lars von Trier
En psykiater og hans kone sørger over tabet af deres søn. For at komme over tabet tager de ud i deres hytte i en skov langt væk fra alt, hvor hun engang skrev en afhandling om forfølgelsen af hekse i middelalderen, og hvor der tilsyneladende skete noget, som de aldrig har talt om.

Rovdrift (2009) Instrueret af Emil Ishii
Bartenderen Laura har en rigtig dårlig dag. Efter en diskussion med sin alkoholiserede mor over telefonen forsøger en gæst at voldtage hende,så hun beslutter sig for at tage en taxa hjem. Men her starter problemerne først for alvor.

Monsterjægerne (2009) Instruktør: Martin Schmidt
12-årige Oliver er et følsomt gemyt, der slet ikke tør stille op, når bøllen Philip har dømt mobning. Det irriterer lillebror Lasse, der derved bliver indirekte årsag til, at et skyggemonster slippes løs. Og så er der brug for raske monsterjægere! Baseret på Jacob Weinrichs bøger.

The Third Phase – the Trilogy (2010) Instrueret af Martin Sommerdag
Indeholder de tre kortfilm “En løs forbindelse”, “Adgang forbudt” og “Heimergaard”. Efter sigende er filmen baseret på en sand historie om en elektriker, som forsvinder, mens han er arbejder i en forladt militærbase i Danmark. Se mere på Amazon

Opstandelsen (2010) Instrueret af Casper Haugegaard
Under en begravelse overstrømmes kirken pludselig af zombier, og de efterladte må kæmpe sig fri.

Ballet d’action (2011) Instrueret af Alexander Fog
Elias er balletdanser og har en lovende karriere foran sig. Han bor i København med sin kæreste Cornelia, og de skal sammen et par dage i sommerhus inden Elias, fem dage efter, skal til Paris for at opføre en større soloforestilling.  Filmen behandler Elias’ detektiviske selvransagelse i forbindelse med valget mellem kunsten og kærligheden og strækker sig over de fem dage, der er imellem, at parret skal i sommerhus, og Elias tager afsted til Paris.  Ballet D´action er et uafhængigt novellefilmsprojekt, som er blevet til med støtte fra bl.a. Københavns Ballet Akademi. Læs mere på filmens hjemmeside

The Roommate (2011) Instruktør: Christian E. Christiansen
Sara, en naiv førsteårsstuderende, begynder at mistænke sin værelseskammerat for ikke at være den, hun udgiver sig for. Sara ankommer til Los Angeles, ivrig efter at starte på college og opleve storbylivet. Temmelig livlig charmer Sara sig ind på sine nye roommate Rebecca. Rebecca tager straks Sara under sine vinger. Men som Sara får flere venner på universitetet, isolerer Rebecca sig. Sara forsøger at distancere sig fra sin mere og mere besatte roommate. (DFI)

Succubus (2012, kortfilm) Instruktør: Kim Sønderholm
Emma er en ung arkæologistuderende, der støder på noget mærkeligt på en udgravningsrejse til Syrien. Hun skynder sig hjem, men først der begynder det virkelige mareridt. (DFI)

Supernatural Tales (2012) Instrueret af Martin Andersen m.fl.
Kortfilm. De 9 film, som blev udvalgt til hovedkonkurrencen i Movie Battle plus syv runners up, er samlet udgivet som Supernatural Tales.

Sunken Danish (2012) Instruktør: Kasper Juhl
Eksperimental horror om to mordere som synker ned i et morbidt og brutalt inferno af tortur, drab, nekrofili og forstyrrende hallucinationer.

The Possession (2012) Instruktør: Ole Bornedal
Clyde og Stephanie Brenek er til at begynde med ikke specielt opmærksomme, da deres yngste datter, Em i stigende grad knytter sig til en antik træboks, som hun har købt ved at garagesalg. Men i takt med, at Ems opførsel bliver mere og mere skræmmende, begynder Clyde og Stephanie at få mistanke om, at noget ondt er ved at tage magten over familien. (DFI)

Emma (2012, kortfilm) Instruktør: Philip Th. Pedersen
Sofie vil væk fra hverdagen og genfinde sin ungdom. Frank vil bare have fred. Men babysitteren melder afbud i sidste øjeblik, og de tager datteren, Emma, med på det, der skulle have været en hyggelig tur med gamle venner i et norsk sommerhus. Men husets oprindelige beboere vil gerne babysitte Emma. Og de vil sørge for, at hun aldrig forlader stedet igen. (DFI)

Satankulten på Anholt (2013, dokumentar) Instruktør: Jonas Bech og Kristian Ussing
Siden 1973 har en mystisk satanisk kult spredt skræk og rædsel over hele Danmark. De kalder sig “Satankulten på Anholt” og har efterladt adskillige trusselsbreve, sataniske mønter og offerpladser på Anholt og i kirker og museer landet over. Mysteriet er aldrig blevet opklaret… I filmen drager et filmhold til den afsidesliggende ø for at finde frem til sandheden. På turen gennem Danmark støder de på nye sataniske fund og mærkværdige sammenfald, der i sidste ende leder frem til en overraskende og uforudsigelige konklusion. (DFI)

Madness of many (2013) Instruktør: Kasper Juhl
Siden sin barndom er Victoria blevet seksuelt misbrugt af sin familie. En dag, hun beslutter sig for at flygte, men verden er imod hende, og hun finder sig selv kastet ud i et inferno af tortur og straf. Dette bringer hende ufattelige lidelser, men hun kommer også til at forstå den sande betydning af sin eksistens. (Filmens facebookside)

Sølvtråd (2013) Instruktør: Jan T. Jensen
Helle bliver jaget af sig selv i drømme, men da hun opsøger en psykiater, ændres hendes liv.

Når dyrene drømmerNår dyrene drømmer (2014) Instruktør: Jonas Alexander Arnby
Marie er en smuk og ensom 16-årig pige, som lever i en isoleret landsby på en lille ø ud for den danske vestkyst. Hendes mor er alvorligt syg af en ukendt sygdom, og hendes far, Thor, passer den lille familie. Marie opdager pludselig, at der sker mystiske ting med hende og hendes krop, og hun føler, at hun er ved at miste kontrollen over sig selv. Det går op for Marie, at faderen skjuler noget for hende om moderens sygdom. Flere dødsfald finder sted på den lille ø under mystiske omstændigheder, og Marie mærker, at dyret inden i hende er ved at tage over. “Når dyrene drømmer” er en gyserfilm om en ung piges frigørelse og voldsomme hævn på en omverden, der ydmyger, foragter og frygter hende og allerhelst så hende dø og forsvinde. (DFI)

Heartless (2014) Instruktør: Natasha Arthy
TV-serie. Søskendeparret Sofie og Sebastian bærer på en mørk, dyster og fatal hemmelighed. For at leve er de nødt til at suge energi ud af andre mennesker. Stopper de ikke i tide, vil deres offer brænde op. Sofie og Sebastian forsøger at få svar på, hvorfor de er, som de er – og deres jagt leder de to søskende til den dystre og traditionsbundne kostskole Ottmannsgaard. (DFI)

EncountersEncounters (2014) Instruktør: Anders Johannes Bukh
Et lille filmhold på fire personer søger langt ind i de store skove i det nordlige Sverige for at optage en gyserfilm. De farer vild, og en af skuespillerne forsvinder under optagelserne, men dukker efter nogle timer op, nøgen og helt forstenet. Da han går i koma, forsøger de at komme i kontakt med omverdenen for at redde ham, men telefonforbindelserne er afbrudt. Mystiske ting begynder at ske. Holdet bliver forfulgt af noget ukendt og mærkeligt. Vildt forskræmte søger de tilflugt i en hemmelig, forladt militærbase dybt under jorden. De kan gemme sig, men hvor længe? (DFI)
Dansk found-footage film.

Dannys DommedagDannys dommedag (2014) Instruktør: Martin Barnewitz
Teenagebrødrene Danny og William er uenige om alting, men da mystiske og ukendte rovdyr angriber byen og indtager deres hus, må de i al hast forskanse sig i kælderen for at undslippe rovdyrenes klør. Danny er overbevist om, at det er sikrest at blive i kælderen, mens William insisterer på, at de skal ud og lede efter deres mor. Men uden deres forældre, strøm, mad og vand er brødrene tvunget til at overvinde deres forskelligheder og hjælpe hinanden for at undslippe rovdyrene. (DFI)

Monstrosity (2014) Instruktør: Kasper Juhl
Filmen følger den depraverede fortælling om parret Kevin og Nord. En grufuld barndom har ført dem sammen og udover at tage stoffer, bruger de tiden på at torturere, dræbe og voldtage uskyldige mennesker, mens de filmer det hele.
Sleazeotekets anmeldelse
Kulturkapellets anmeldelse

The Unraveling (2015) Instruktør: Thomas Jakobsen
En kidnappet heroinmisbruger må konfrontere både sine indre dæmoner og en ukendt morder i sit forsøg på at undslippe.

GroteskGrotesk (2015) Instruktør: Peter J. Bonneman
Efter en hemmelig månemission styrter en amerikansk rumfærge ned i Øresund. Om bord er en ukendt og stærkt radioaktiv form for slim, udgravet fra månens bagside. Da slimen siver ud i Øresund, skabes et ustoppeligt muteret monster, der spreder et inferno af død og ødelæggelse i vores idylliske sommerland.

Slagt mig nøgen (2015) Instruktør: Sune Rolf Jensen
En psykopat er løs i Danmark og ingen kan føle sig sikre. Med sine sløve køkkenknive slagter galningen sig igennem byens unge kvinder, og alle der står i hans vej, men hvorfor? Hvilke unævnlige nydelser gemmer der sig bag tortur og lemlæstelse?

Familiens ære (2015) Instruktør: Anton Jarlskov
Magnus og hans familie er lige flyttet ind hos sin mærkelige farmor efter hans farfars død. Han føler sig fremmed i forhold til resten af familien, og dette driver ham til at grave dybere ned i familiens historie. Han opbygger en teori om, at hele familien er baseret på en løgn. Samtidig begynder familiens tidligere generationer at spøge i huset. Baseret på Flemming Jarlskovs roman fra 1995.

Gudsforladt (2015) Instruktør: Kasper Juhl
Da Mias bror, Anders, løslades efter flere år i fængsel, ser Mia frem til, at de langt om længe kan genoptage deres nære forhold. Men fortiden er svær at slippe, og de to søskendes brutale barndom traumatiserer stadig dem begge. Anders falder hurtigt tilbage i hans gamle destruktive vaner samtidig med, at Mia langsomt begynder at få øjnene op for en langt mere mørk side af sig selv og de mennesker, der er omkring hende.

Zombiehagen (2015, kortfilm) Instruktør: Jonas Ussing
En pige ankommer til København efter en apokalyptisk epidemi, som har overladt hovedstaden til de levende døde. Hun leder efter sin kæreste og opsøger ham i et beskyttet karantæneområde på byens fodboldstadion.

Shelley (2016) Instruktør: Ali Abbasi
I en isoleret villa ved en sø dybt inde i en skov bor Louise og Kasper i harmoni med naturen og langt væk fra den moderne dagligdag: væk fra mobiltelefoner, hightech og tilmed elektricitet. Louises store drøm i livet er at blive mor, men hun kan ikke få børn. I desperation indgår Louise derfor en pagt med sin rumænske tjenestepige, Elena, som vil føde Louises barn og være dets rugemor mod en betydelig betaling. Ret hurtigt bliver det klart, at Elenas graviditet ikke forløber som normalt. Livet, der vokser inde i Elena, tager form og påvirker alle det kommer i nærheden af med en mørk, ubeskrivelig kraft. Fødslens rædsler er begyndt. (DFI)

SorgenfriSorgenfri (2016) Instruktør: Bo Mikkelsen
På en stille villavej i den idylliske by Sorgenfri bor teenageren Gustav med sine forældre og lillesøsteren Maj. Overfor flytter en ny familie ind, og Gustav bliver straks betaget af deres teenagedatter Sonja. Mens de to unges kærlighed spirer, vokser en katastrofe ud af villakvarterets idyl. En række mennesker bliver syge af en ukendt virus. En ældre nabos mand dør for derefter at forsvinde, før ambulancen når frem. Særlige forholdsregler omkring de syge sættes i værk af myndighederne, og før nogen ved af det, er hele kvarteret i karantæne. Mens verden omkring dem bryder sammen, må den lille gruppe nu finde ud af, hvad de skal gøre for at overleve. Skal de blive, eller skal de forsøge at flygte?

The Neon DemonThe Neon Demon (2016) Instruktør: Nikolas Winding Refn
Da den unge fotomodel Jesse flytter til Los Angeles, bliver en gruppe kvinder i modebranchen hurtigt opslugt af hendes ungdommelighed – og de vil gøre, hvad det kræver for at blive som hende. (DFI)

Thelma (2017) Instruktør: Joachim Trier
En ung norsk kvinde flytter til Oslo og forelsker sig i sin smukke kvindelige klassekammerat. Næsten samtidig begynder hun at lægge mærke til sin gryende forbindelse og uforklarlige med overnaturlige fænomener. (DFI)

Your Flesh, Your Curse (2017) Instruktør: Kasper Juhl
Efter at være blevet brutalt myrdet ender pigen Juliet i limbo. Her tvinger hendes spirituelle guide hende til at genopleve hendes fortrængte minder.

The House That Jack Built (2018) Instruktør: Lars von Trier
70’ernes Amerika. Vi følger den højt intelligente Jack over en periode på 12 år – og introduceres for de mord, som er definerende for Jacks udvikling som seriemorder. (DFI)

Finale (2018) Instruktør: Søren Juul Petersen
Film der bygger på Steen Langstrups prisvindende roman “Alt det hun ville ønske hun ikke forstod“.
Hele nationen ligger øde hen. Alle ser finalen på TV. Der er ikke et øje på vejene. På en gammel landevej i udkantsdanmark ligger en lille tankstation, der selv på denne aften skal være bemandet. Og i aften er det Agnes og Belinda, der har vagten. De to piger har intet tilfælles. Den småsnobbede psykologistuderende Agnes regner med at kunne arbejde lidt på sit speciale under den stille aftenvagt, mens Belinda keder sig bravt og prøver at få kæresten Kennys opmærksomhed over mobilen. Men aftenen bliver dog langt fra så begivenhedsløs, som de to piger havde regnet med. For ingen kunder betyder ingen vidner… (DFI)

Lad de døde hvile instrueret af Sohail A. HassanLad de døde hvile (2018) Instruktør: Sohail A. Hassan
Jimmy er besat af tanken om at kontakte sin afdøde mor gennem sort magi. Da hans nye ven Amir får ham overtalt til at forsøge at imponere skolens hotteste piger med et ritual, slipper de ved et uheld en ond kraft løs, der kan få de døde til at rejse sig igen.

Læs mere:

Wikipedia
IMDB

Det Danske Filminstitut
“Danske gys gennem tiderne” af Frederik Asschenfeldt Vandrup
“Gyldendals danske filmguide” af Morten Piil

Twin Peaks vs. Riget

Som bibliotekar har man mange glæder, og en af mine har været en sød og virkelig dygtig bogopsætter, som gav mig lov til at læse hendes SRP opgave om Twin Peaks vs. Riget og endda bringe uddrag af den her på siden.
Tusind tak Mathilde Tams Jensen

Nedenstående er et uddrag af Mathilde Tams Jensens opgave om Twin Peaks vs. Riget. Alle de brugte billeder er indsat af mig. […] betyder at jeg har udeladt noget af opgaven. 

Indledning

Twin Peaks vs. RigetDenne opgave vil handle om serien Twin Peaks, som kørte over TV skærmene for første gang i 1989. Serien er skrevet af manuskript forfatterne David Lynch og Mark Frost, men er overvejende et David Lynch værk og derfor vil jeg holde mit fokus hos ham. Serien var en kult serie, som rykkede med menneskers forestilling om hvordan en serie kunne se ud, og for nylig har forfatterne været ude og sige, at der i 2016 vil udkomme en række nye afsnit af serien.(1) Derfor er det også åbenlyst aktuelt at gribe tilbage og igen tage fat i den.

Jeg vil i opgaven lægge ud med en redegørelse for henholdsvis David Lynch som auteur, dette vil jeg gøre for senere i min analyse at kunne påvise Twin Peaks som et Lynch værk. Derudover vil jeg redegøre for Freuds teori om gys, ud fra en artikel Freud udgav i 1919, som blev kaldt ”Das Unheimliche” (på dansk ”det uhyggelige”). Jeg har derudover valgt at trække en teori ind af den danske forsker Martin F. Clasen, som omhandler en mere naturvidenskabelig analyse af gys.

Sidste del af opgaven er en perspektivering til den danske serie Riget, som udkom i 1994. Her vil jeg tage udgangspunkt i Trier som auteur, samt påvise forskelle og ligheder imellem serierne, både for at kunne beskrive den tydelige fascination Trier har haft af Twin Peaks, samt kunne påvise at de to instruktører har skabt nogle vidt forskellige universer.

[…]

1.1 David Lynch – det paradoksales mester

Lynch_DavidDavid Lynch er både manuskriptforfatter, men også instruktør på serien Twin Peaks. Han er en mand, som gennem sin lange karriere har formået at skabe et helt specielt univers omkring sin filmkunst, som går igen gennem hans mange produktioner.

Filmuniverset bygger først og fremmest og måske også vigtigst af alt, på modsætninger. Modsætningerne optræder på mange planer, fx som det reelle imod det imaginære, eller som det ironiske imod det patetiske, (2) og kan bl.a. ses fra en kulturhistorisk vinkel, da han er vokset op i 50’erne. Dette årti er af mange beskrevet som autoriteternes, men også familiernes årti, fordi der var et klart billede af hvordan en kernefamilie så ud, hvilket alle ønskede at leve op til. Under overfladen lurede dog ofte dunklere sider og dette element har han senere brugt i sine film, ikke blot ved ofte at fremstille familier som tosidige, men med en konstant tvetydighed og dobbeltforståelse af næsten alle elementer. Det handler for Lynch om, at kunne skrabe igennem den pæne overflade og se hvad der i virkeligheden er nedenunder. (3)

[…]

Lynch veksler i mange af sine film mellem den såkaldte genrefilm og kunstfilm (5), derfor er det også væsentligt at påpege at han i Twin Peaks bliver tolket til at veksle mellem den folkelige soap opera og genre som i højere grad bevæger sig imod ufuldendt krimi, horror og ikke mindst tegn på science fiction. I dette ligger der en mere kompliceret symbolsk forståelse, hvor legen med det metafysiske til sidst bliver svær for den brede befolkning at følge med i. (6) Endnu engang et præg af skarpe modsætninger og dobbeltheder.

[…]

Et karaktertræk for hans temaer, er hans regelmæssige brug af ondskab og had, som han tog med sig allerede fra sine første kortfilm, som han indspillede i Philadelphia. Byen viste ham en grotesk side af Amerika, fyldt med vold, frygt og had og han tog det med i form af blodige, voldelige og uhyggelige scener. Et ofte brugt element hos ham er også en ondskab som lister rundt i det skjulte, bl.a. i et af hans store værker kaldet Blue Velvet som omtales som hans egentlige gennembruds film, trods nogle tidligere film, så som fx Eraserhead, som ligesom Twin Peaks, blev en stor amerikansk kult film. Grunden til at Blue Velvet blev hans gennembrud var måske fordi den definerede ham som auteur, den indeholdte mange af de aspekter jeg i dette afsnit har omtalt som centrale for hans film og serier og derudover havde den et specielt brug af lyd og lys og filmiske virkemidler, som blev karakteristisk for hans mange efterfølgende film. Derudover gentages mange af filmens temaer bl.a. i Twin Peaks og man kan derfor trække tydelige linjer mellem hans værker, hvilket er med til at definere ham som auteur. (10)

[…]

2 Twin Peaks – en by med mange ansigter

Laura-palmerTwin Peaks handler helt overordnet set om at pigen Laura Palmer bliver myrdet. Sagen skal nu opklares, hvilket trækker FBI agenten Dale Cooper til byen. Det viser sig dog at den ellers stille og troværdige pige Laura, har levet en dobbeltliv, både involveret i kokain handel og som prostitueret. Det viser sig at være hendes far Leland Palmer som har dræbt hende, dog besat af den onde og djævelske ånd, Bob. Serien stopper dog ikke da mordgåden er løst, da Coopers ærkefjende Windom Earle dukker op og ønsker hævn over at Cooper. Det ender i et opgør i det overnaturlige sted ”The Black Lodge”. Udover at følge disse to sager, så følger vi også det mange skæve personligheder i byen, som gennem serien udvikler sig i alle mulige retninger og dette samt en forståelse af det overnaturlige i byen, vil jeg derfor have som mit fokus i denne del af opgaven.

[…]

2.1 Fra en til en anden

Laura-palmer-dødByen Twin Peaks emmer af dobbeltheder. Allerede i titlen antydes dette, gennem ordet ”Twin” som betyder tvilling, altså to mere eller mindre identisk ting, ofte med forskellige personligheder. Hvilket allerede her kan uddrage et af seriens helt centrale temaer, nemlig den dobbelte personlighed. I pilotafsnittet får vi også i høj grad underbygget denne teori, da vi bliver præsenteret for byens borgere, og finder ud af, at mange af dem på kryds og tværs har forhold til hinanden, trods deres ægteskab.

[…]

Altså bliver dobbeltheden gennem serien til et generelt fænomen, og den veksler mellem gode og dårlige hensigter, der er altid en positiv side af sagen og en negativ side. Det jeg nu lige har forsøgt at fremstille, er en del af den virkelige verden i Twin Peaks, men byen byder også på en mere overnaturlig side, hvori disse personer indirekte trækkes med ind, både gennem dobbeltheden, men også ved at spille en central rolle heri. Der er dog også nogle personer som direkte trækkes ind i dette univers, som ligger på grænsen mellem drøm og virkelighed. ”The Black Lodge” hedder stedet og nogle af disse personer er Laura Palmer, Leland Palmer, Windom Earle, Annie Blackburn, overnaturlige og udefinerbare personer som Bob og Kæmpen, samt vigtigst af alle Dale Cooper.

[…]

2.2 The Black Lodge

Black-lodgeHele den paradoksalitet som lurer under overfladen i Twin Peaks kan føres tilbage til ”The Black Lodge”. Dette overnaturlige sted findes i skovene omkring Twin Peaks og selvom Dale Cooper og de andre betjente først bliver bevidste om stedets betydning et godt stykke inde i serien, er der allerede antydninger af stedets betydning i pilotafsnittet.

[…]

Skovene omkring Twin Peaks kaldes ”Ghostwood Forest” og i dette navn ligger ordet ”Ghost” som helt naturligt kan overføres til noget overnaturligt, nemlig spøgelser. (28) Hvilket bygger på Freuds gyserteori, fordi han taler om gengangeren, og dette ligger i forståelsen af ordet spøgelse – et menneske der er død, men som stadig lever i de levendes verden, og dermed fremstår uhyggeligt. Dette er vigtigt at fremhæve i forhold til ”The Black Lodge”, fordi alle menneske indtil Cooper, Windom Earle og Annies indtræden, er døde og man får grundet stedets uhyggelige atmosfære en fornemmelse af at de lever her fordi de har haft en grufuld og ondskabsfuld død.

”The Black Lodge” er først og fremmest kendetegnet ved at indgangen ligger i en cirkel af morbærfigentræer, hvilket sammen med sætningen ”Fire walk with me”, som nævnes gentagne gange gennem serien, og er central for dette sted, kunne være en reference til en gammel indianer legende om den første ild. Hvor et morbærfigentræ brænder (29) Navnet på stedet kan også henvise os til indianerne, da ”Lodge”, udover at betyde hule og hytte, også kan betyde indianerfamilie.

[…]

Derudover er stedet kendetegnet ved at have vægge af rødt stof, den røde farve er karakteristisk fordi den både kan symbolisere kærlighed og lidenskab, men også blod og ild (30), hvilket er temaer som alle spiller ind i forståelsen af dette sted.

[…]

Gulvet i ”The Black Lodge” er lavet i en form for zik zak mønster og sammen med den røde farve skaber det næsten en bevægelse og dermed en svimmelhed og utryghed man får omkring stedet. Det sidste vigtige karaktertræk for stedet er at menneskene taler som om der spoles tilbage når de snakker. Dette skaber en distance mellem den virkelige verden og drømmen, eller fantasiens verden, og gør det endnu mere forvirrende og uhyggeligt for seeren, at Cooper kan træde herind gennem den almindelige verden, da han taler normalt her. Deres stemmer lyder også som noget fra det ydre rum og her kan man trække genren science fiction ind, som især bruges gennem Garland Briggs, som i andre afsnit afsløres som agent på en vigtig mission i det ydre rum.

[…]

Mens Cooper bevæger sig mellem rummene i ”The Black Lodge” underbygges den uhyggelige stemning gennem brug af kælkede linjer på gangene mellem rummene, hvilket i sammenkobling med det zik zak mønstrede gulv og et meget uroligt holdt kamera, giver en uhyggelig svimlende følelse. (40) Derudover bruges der musik som emmer af uhygge og uforudsigelighed, fordi det ligger som en stille summen i baggrunden for pludseligt at bryde ud i opbyggende trommer, og gå tilbage til den oprindelige summen. (41) Gennem mange af klippene er det især lydene fra de grinede mennesker, eller skrig som skaber den specielt uhyggelige stemning. (42) Det der især for grinenes vedkommende giver en uhyggelig effekt, er at alt emmer af uhygge og ondskab og at der så er en der griner, skaber den dobbelthed og ukendte effekt der gør os bange.

[…]

2.3 Manden i Spejlet

dale-cooper”The Black Lodge” og de personer der tilhører den og dens overnaturlige univers, optræder altså som uhyggelige fordi de er katalysatorer for noget som er ukendt og hemmeligt eller skjult, som optræder i mennesker vi før har set som gode. Stedet kan ikke opleves af alle mennesker, kun af nogle. Herunder er det relevant at påpege, at der gennem hele serien spilles på en dobbelthed, som ofte kommer til udtryk gennem et spejl.

[…]

Det er ingen hemmelighed, at serien første simple koncept tiltrak et stort seertal, for til sidst at miste flere og flere seere, grundet den mere komplekse historie og forståelse, som bl.a. udspilles omkring ”The Black Lodge”. (45) En der dog alligevel holdt fast i serien og fandt en stor fascination i den var den danske filmskaber Lars von Trier.

[…]

3.1 Lars von Trier som auteur

Trier-lars-vonJeg har i min redegørelse og min analyse forsøgt at belyse den brug af modsætninger, som er helt central for David Lynch som auteur. Han gør det både gennem genre, gennem personer, og gennem de mange symbolske betydning, og tillægger derfor sine film, nogle komplekse og udefinerbare betydninger. Jeg nævnte også at han som auteur bruger ondskaben som et vigtigt tema i sine film og serier. David Lynch er en stor auteur, og er det grundet sin helt specielle filmiske stil. Den slags filmskabere har vi ikke mange af i Danmark, men Lars von Trier er dog et godt bud.

Triers auteur er især karakteriseret ved at være enormt eksperimenterende, og lege med tilskuerens forventninger. (46) Her kan først inddrages hans brug og ikke mindst miks af genre, som jeg i første afsnit gjorde rede for, også er karakteristisk for Lynch. De lader begge grænserne flyde mellem genrene og mikser dem på kryds og tværs. Trier gør det bl.a. i sine dogmefilm, hvor han eksperimentere med hvor langt man kan gå imod en genre, når man i virkeligheden bevæger sig i en anden. (47)

Derudover er det for dem begge karakteristisk at bruge modsætninger, og lade det ukendte eller skjulte optræde i det kendte. Hos Trier kaldes dette det ”Ostranenienske” aspekt, dvs. at Trier lader publikum opleve noget almindeligt på en ny og ualmindelig måde, hvilket giver en ny sansning eller oplevelse af det kendte. Disse punkter er ikke blot helt generelle for begge instruktører, men er også noget vi ser jævnligt i begge serier, og derfor vil jeg på de følgende sider bl.a. belyse denne brug af speciel filmisk stil.

3.2 En lilleput by og et hospital

RigetJeg nævnte bl.a. at der i deres brug af genre, og miks heraf er store ligheder mellem Lynch og Trier. Twin Peaks har jeg allerede defineret som en serie der både indeholder kraftige spor af Soap-opera genren, men også krimigenren, og ikke mindst gys. Soap-opera genren ser vi også hos Trier, som skaber den ved at lade tilskuerne følge en lang række hospitalsansatte og patienter, man følger deres udvikling og selvom der er en klar definition af at kvinden Drusse er en af de vigtigste roller, følger vi historierne parallelt, hvilket giver en meget ensartet rangorden af vigtighed blandt personerne. Dette ses også i Twin Peaks, hvilket jeg bl.a. kom ind på i min analyse, da vi følger borgerne i byen og deres udvikling. Men udover at have soap-opera genren til fælles har serierne selvfølgelig også gyser genren tilfælles.

Gyset i Twin Peaks er helt unikt, fordi det bevæger sig på et meget uhåndgribeligt plan. Først og fremmest er det derfor interessant at fremhæve hvor det uhyggelige optræder i de to serier. I Twin Peaks er det uhyggelige defineret gennem brugen af stedet ”The Black Lodge”, samt fremtrædelse af ondskaben i det kendte, da Bob træder frem gennem Leland, som er en familie far. Derudover er den interessant her, fordi den finder sted i en lille og på ydersiden hyggelig by.

opvaske-drengI modsætning til dette træder det uhyggelige i Riget frem på et hospital. Stedet emmer i forvejen af smerte, frygt og sygdom og disse ord er med til at underbyggen den uhygge der opstår, men udover at være karakteriseret af disse ord, er et hospital også et sted man går hen for at få hjælp og derfor kan man også sige at den indforståede kontrakt der er imellem seeren og hospitalets funktion brydes, og vi bliver gjort usikre på en anden måde end det er tilfældet i Twin Peaks, fordi stedet hvor alt burde være godt og logisk, pludseligt slet ikke er det.

[…]

Det der i Lynchs værk fremstår meget uhåndgribeligt og nærmest underspillet, fremstår i modsætning hertil, som overspillet og næsten latterliggjort i Riget. Hvilket også er et helt centralt punkt i Triers værk, nemlig at han leger med det meget alvorlige og det meget humoristiske og lader disse to ting blive blandet godt og grundigt sammen, så man som tilskuer sidder tilbage og ikke helt kan finde ud af om man skal grine eller græde. Dette er et tydeligt tegn på den dobbelthed der kendetegner Trier, men man kan her også se en forskel, fordi der bruges humor på vidt forskellige planer i de to serier. I Riget som det jeg lige kaldte en nærmest latterliggørelse, hvorimod det i Twin Peaks nærmere er for at skabe lidt sjov blandt det uhyggelige og hvor det sjove også er med til at definere det uhyggelige, især gennem det skæve personregister. Men det skæve personregister er også en af de ting serierne har til fælles.

[…]

Bob-spejlDet sidste afsnit er for begge serier et helt specielt klimaks, og står som helt centrale, fordi der her præsenteres nogle meget åbne slutninger. I Twin Peaks afsluttes serien, som jeg i min analyse omtalte, med at vi ser Cooper spejle sig og se Bob i spejlet, af dette kan uddrages at det til sidst alligevel er ondskaben der overtager. Udover denne meget åbne slutning, er menneskene i Twin Peaks skæbne meget åben, hvilket skaber en lyst til at se mere, og får seeren til selv at tolke videre på det der sker. Herunder er det centralt at inddrage Rigets sidste afsnit, fordi der på samme måde afsluttes med en åben slutning, i virkeligheden får man en fornemmelse af at den slutter, lige som tingene spidser til og skal til at ske. Faktisk var det i sin tid meningen at der skulle have været en tredje sæson, hvilket også i høj grad kan mærkes i dette afsnit. (50)

JudithI afsnittet får man også her en fornemmelse af at det er ondskaben der overtager til sidst igennem det sidste stykke hvor man ser på alle personerne gennem grønne øjne – det man tideligere har associeret med ondskabens øjne. Derudover er det også helt centralt at nævne stykket hvor Judith helt bevidst overgiver sig til dæmonen Åge Krüger, fordi hun lige har dræbt sit barn. (51) Vi ved altså reelt set ikke hvad der vil ske, men vi har en fornemmelse af at det ikke er gode ting og det kulminerer da vi ser hospitalet gennem en rystende kameralinse og med lyde, som lyder som om at det kunne være ved at eksplodere. Dette kunne være en hentydning til at det er kulminations punktet, vi får bare ikke nogen efterfølgende løsning, og ligesom man sidder tilbage med åben mund og polypper da man ser Cooper være blevet besat af Bob, sidder man tilbage på samme måde her, fordi man ved at det var sidste afsnit og der er ikke nogen løsning.

Det der altså er helt centralt i begge seriers afsluttende afsnit er den lange række af ubesvarede spørgsmål, og dette er en af de ting, der er med til at få serierne til at ligne hinanden. Det er en brug af brudte seer koder, som er generel for begge instruktører og som giver seeren lyst til at se mere – derfor er det jo også interessant at der kommer nye afsnit af Twin Peaks, som jeg nævnte i min indledning.

[…]

3.3 Agenda eller ej

Afslutningsvist vil jeg gerne sætte seriernes overordnede temaer op imod hinanden og se på de to instruktørenes agendaer med disse serier, hvad vil de egentlig sige med det de nu har vist os.

I min analyse kom jeg frem til at de vigtigste temaer i Twin Peaks er dobbeltheden i det menneskelige jeg, det onde overfor det gode, samt en fremvisning af den almindelige lilleput bys mange konflikter, her vist gennem en lang række utroskabs forhold, og bruddet med den ydre normalitet og skønhed.

I Triers Riget er der nogle andre temaer, som er centrale. Ondskaben spiller stadig en stor rolle, men i højere grad som et symbol på at vise at der findes mere mellem himmel og jord, der findes også ting som er uforklarlige. Derudover er det gennem Helmer, den pessimistiske overlæge, som fremstår som en tydelig logisk og nærmest ond person overfor det ellers lidt tossede, men rare hospitalspersonale, en tematisering af hvad der er normalt og unormalt, og en fornægtelse af godheden. Et eksempel kunne være hans konstante kritik af de mindste former for nydelse, set i scenen hvor han skælder Bulder ud for at drikke en øl. (54) For det er måske noget af det, der er det mest centrale, at der er en masse mennesker som ser det gode i andre, som ønsker at hjælpe og gøre det godt, hvilket jo er helt elementært på et hospital, som bliver pillet godt og grundigt ned gennem Helmers konstante pessimistiske tilgang til alt. Derfor kan man også sige at Trier tematiserer det gode og det onde i mennesket, men på et andet og mere kritik fyldt plan.

En af de ting der også er en stor forskel mellem seriernes agenda er, at man i Twin Peaks, får en klar fornemmelse af, at det for Lynch vedkommende er et ønske at fortælle om hvordan verden ser ud, gennem sit brug af skæve personligheder, ondskab, konflikter mellem mennesker og dobbelthed. Hvoraf der kan uddrages at serien har en form for samfundskritik, fordi han på en måde generaliserer det onde, og dermed siger, at alle mennesker bærer på noget ondt, men det kommer aldrig helt klart til udtryk og det kan lige så godt være en serien, som blot ønsker at vise os et flot og ikke mindst spændende og uhyggeligt filmisk univers. Derudover virker universet som helt gennemarbejdet og ikke mindst som også tideligere nævnt, underspillet. Overfor dette ser vi en klar forskel fordi Trier, som tideligere nævnt, har en meget klar og nærmest overspillet brug af humor, alvor og kritik.

I disse ting er det også vi virkeligt ser de store forskelle mellem de to instruktører som auteurs, fordi de har nogle vidt forskellige måder, at behandle det at have et budskab, eller noget at sige. Så trods de mange ligheder og tydelige referencer man ser i Riget til Twin Peaks, så er serierne også resultat af nogle meget forskellige personer, og skiller sig derfor også meget fra hinanden.

Litteraturliste

Abrahamowitz, Finn (1998): ”Horror og Splatter”, http://www.information.dk/18225, 06.12.2014

Anthony, Andrew (2014): ”David Lynch: surreal purveyor of the evil that lurks within” i The Guardian, http://www.theguardian.com/theobserver/2014/oct/12/david-lynch-observer-profile-twin-peaks, 05.12.2014

Clasen, Mathias F. (2006): ”Darwin og Dracula – om biopoetik”, http://infolink2003.elbo.dk/Naturvidenskab/dokumenter/doc/8097.pdf, 08.12.2014

Freud, Sigmund (1998): Det uhyggelige, Politisk revy.

Green, Thomas A. (2009): ”Native American Folktales”, http://www.musicoterapias.net/coppermine/albums/Documentos/019_Native_Folktales.pdf, 11.12.2014

Halskov, Andreas (2014): Paradoksets kunst: Om David Lynch og hans film, Turbine.

Jerslev, Anne (1991): David Lynch i vore øjne, Frydenlund.

Lynch, David & Frost, Mark: Twin Peaks, Lynch/Frost productions, 1989-1991, pilotafsnit og afsnit 29. (DVD-udgave: Twin Peaks – The Definite Gold Box Edition. Paramount Pictures, 2007)

Nielsen, Lisbeth Overgaard (2008): ”Lars von Triers filmsprog – Stil, virkningsstrategi og betydningsdannelse”, http://books.google.dk/books?id=4ylOB5I1PeoC&printsec=frontcover&hl=da&source=gbs_g e_summary_r&cad=0#v=onepage&q&f=false, Books on Demand GmbH, Kbh.

Nygaard, Anders m.fl. (red.)(2011): ”farvesymbolik”, http://www.denstoredanske.dk/Livsstil,_sport_og_fritid/Folketro_og_folkemindevidenskab/farvesymbolik, 10.12.2014

Nygaard, Anders m.fl. (red.)(2014): ”det hvide snit”, http://www.denstoredanske.dk/Krop,_psyke_og_sundhed/Sundhedsvidenskab/Neurokirurgi/Det_hvide_snit, 16.12.2014

Rønnelund, Morten (2002): ”Riget er gået i stå”, http://www.fyens.dk/Kunst/Riget-er-gaaet-i-staa/artikel/316596 i Fyens Stifttidende, 16.12.2014

Trier, Lars von: Riget I og II, Zentropa, 1994-1997, afsnit 2, 6 og 8. (DVD-udgave: Riget I og II – 4 disc special edition. Zentropa, 2003)

Copyright: Mathilde Tams Jensen

De apokalyptiske genrer – en introduktion til undergangskultur

For nogen tid siden læste jeg en super interessant artikel af Martin Schjönning på Apokalyptisk, hvor han giver en kort introduktion til undergangskultur. Jeg kan kun anbefale, at man læser hele artiklen, men her er et par appetitvækkere:

Om de sidste tider
“Vi mennesket har været morbidt fascineret af verdens ødelæggelse, minimum siden vi lærte at skrive. Blandt de ældste kendte tekster, både af religiøs og fiktionel karakter, finder man hyppige referencer til jordens undergang – særligt i form af naturkatastrofer som datidens lærde kun kunne beskrive som guddommelig indblanding.”

Om tiden efter katastrofen
“Decideret post-apokalyptisk fiktion findes dog først i moderne tid. I reglen regnes Mary Shelley’s roman The Last Man (1826) som det første værk i denne genre, skønt den både i samtiden og efterfølgende er fuldkommen ignoreret – især i forhold til Shelley’s debut Frankenstein. Først med en af science fiction-genrens mest hædrede fædre, H.G. Wells (1866-1946) etableres post-apokalyptisk litteratur som en solid undergenre, med nu verdensberømte værker som The Time Machine (1895) og sørgeligt oversete tekster som The World Set Free (1914). “

“Efterfølgende katastrofescenarier afspejles af den samtid de forskellige værker skabes i. Energikriserne i 1970′erne førte til kulturperler som Mad Max-filmene (1979-1985, en ny er på vej til 2013), af hvilken nummer tre er et af de mest berømte genreværker overhovedet. Den stigende digitalisering og robotisering af samfundet har siden 80′erne revet et utal af værker om løssluppen teknologi med sig (kulminerende i Matrix-serien 1999-2003). Den store opmærksomhed på miljøet og global opvarmning fra 90′erne til i dag har skabt Waterworld (1995) og The Day After Tomorrow (2004).”

Om det utrolige og fatale
“De fantastiske elementer i apokalyptisk kultur er ikke nye opfindelser. Rumvæsener har eksisteret mindst siden den syrisk/romerske satireskribent Lucian udgav sin Sande Historie (ca. 100 e.Kr.), hvor han bl.a. besøger måne-folket. Zombiehorden er en hel del ældre og figurerer allerede i det næsten 4000 år gamle Gilgamesh-kvad fra Babylon, hvor en ond præstinde truer med at åbne Helvedes porte og lade de døde myldre ud og fortære de levende.”

“Imens rumvæsener invaderede jorden i alle afskygninger – fra den Messias-lignende Klaatu i The Day the Earth Stood Still (1951) til de ultimative infiltratorer i Invasion of the Body Snatchers (1956) – levede zombien et relativt afslappet uliv i Caribien. Zombien var ofte alene, og blev brugt som et hævnens værktøj, styret af en ond troldmand. Men i slutningen af de glade tressere brød helvede løs. Den apokalyptiske zombie er ét ud af ekstremt få monstre der har en nøjagtig fødselsdato. Den så nattens mulm første gang d. 1. oktober 1968, da George A. Romeros sort/hvide kultmesterværk Night of the Living Dead havde premiere i en lille biograf i Pittsburgh. De levende døde var nu en ustoppelig, kannibalistisk, hjernedød sværm, og ikke længere en ensom skygge bag et kirkegårdstræ i Haiti.”

Om moralens forfald
“Post-apokalyptisk kultur i almindelighed, og zombie-genren i særdeleshed, handler om livet under og efter en global, uafvendelig katastrofe. Oftest har pågældende katastrofe været pludselig og overraskende, og mange gange er der ikke det store menneskeheden kan stille op imod den. Handlingsmønstre i disse værker beskæftiger sig som regel med ren og skær overlevelse af arten – altså kødet.

Cyberpunk-genren er derimod en slags skæv fætter til science-fiction og post-apo, hvor det ikke så meget er livet der trues, men i langt højere grad den menneskelige moral. Talrige Cyberpunk-værker håndterer emner som korruption, moralsk og mentalt forfald, samfundets opløsning, og især den menneskelige forms ophør: Det der beskrives som den transhumanistiske evolution, hvor mennesket (som art) rykkes længere og længere bort fra sig selv via teknologi. Hvor post-apokalyptisk kultur handler om undergang på et rent fysisk plan, handler Cyberpunk i reglen om undergang på et psykisk plan.”

Ovenstående tekst er citeret fra Martin Schjönnings artikel “De Apokalyptiske Genrer – En introduktion til undergangskultur”, som findes på Apokalyptisk hjemmeside: http://apokalyptisk.wordpress.com/about/de-apokalyptiske-genrer-en-introduktion-til-undergangskultur/

Illustrationen stammer fra Wikipedia, og er af Peter von Cornelius.

Spøgelseshistorier

Jeg elsker spøgelseshistorier, og for mig er indbegrebet af hygge at få lov at sidde med en ny samling af gamle fortællinger, som jeg ikke har læst før. Men også gamle kendinge kan gøre mig helt ør af gensyns glæde. Så da jeg faldt over Janet Witalecs artikel “The Ghost Story”, læste jeg med stor interesse om spøgelseshistoriernes baggrund.

Fortællinger om spøgelser i litteraturen kan spores tilbage til det gamle Rom, men det var først i løbet af det 19. århundrede, at spøgelsets overnaturlige elementer blev et almindeligt litterært greb i den engelske litteratur. I starten blev det overnaturlige brugt som mindre indslag for at forskrække og lokke læseren på afveje, men efterhånden som videnskaben holdt sit indtog i samfundet, vandt det overnaturlige og spøgelserne plads i litteraturen, som en protest mod den omsiggribende rationelle tankegang, som lagde låg på følelseslivet.

Spøgelseshistorien nåede højdepunktet af sin popularitet i England i slutningen af 1900-tallet og ind i begyndelsen af det 20. århundrede, og mange af Englands store litterære forfattere gav sig i kast med genren i større eller mindre udstrækning, f.eks. Henry James. Blandt genrens største forfattere tælles navne som Sheridan Le Fanu, M. R. James og Algernon Blackwood, der alle var med til at udvikle spøgelseshistoriens litterære greb og finesser til perfektion.

Kritiker Jack Sullivan mener, at genren fik så stor udbredelse på grund af den Edwardianske fascination af det ekstra-ordinære, samt som en reflektion over den hvileløshed der gennemsyrede samfundet og kulturen på den tid. Andre kritikere mener, at spøgelseshistoriens store popularitet var et modsvar på den realisme som gennemtrængte litteraturen fra nogen af periodens helt store navne som Charles Dickens og William Makepeace Thackeray.

Historisk set stammer spøgelseshistorien ofte fra mundtlige fortællinger og folklore. Den japanske tradition kaldes kaidan og bygger på overleverede fortællinger fra hele landet. Kaidan blev brugt som underholdning og er stadig populære i dag, hvor de udover det overnaturlige også omhandler surealistiske fortællinger og direkte horror. Også Danmark har en lang tradition for spøgelser som en del af folkeeventyrene og lokale sagn og myter, og modsat de engelske spøgelseshistorier hvor spøgelset oftest blev brugt til at skræmme, så har de danske spøgelseshistorier fra slutningen af 1900-tallet og begyndelsen af det 20. århundrede snarere fokus på hvordan historiens personer reagerer på spøgelsets opdukken. Ifølge kritiker G. R. Thompson er de amerikanske spøgelseshistorier til gengæld koncentreret om begivenhederne omkring spøgelset, som ofte sammenkobler fortiden med nutiden og skaber en slags mix af drøm og virkelighed, der er anderledes end den traditionelle engelske spøgelseshistorie.

Wikipedia angiver tre forskellige typer spøgelseshistorier:

Den traditionelle spøgelseshistorie som har rod i folkloren, men hvis stil er mere i retning af den romantiske gotiske tradition, f.eks. Sheridan Le Fanu “Green Tea” og Mary Elizabeth Braddon “A Crighton Abbey”.

Den psykologiske spøgelseshistorie som lægger vægt på ofrets oplevelser i stedet for spøgelsets handlinger. Disse fortællinger sår ofte selv tvivl om hovedpersonens mentale stabilitet og kan også diskutere sociale problemstillinger, f.eks. Henry JamesSkruen strammes” og Charles Dickens “Signalpasseren“.

The antiquarian ghost story har ligeledes rod i folkloren men er tættere på den traditionelle spøgelseshistorie. Mange af forfatterne til denne type fortællinger var akademikere og præster, som kasserede den romantiserede tilgang og i stedet skrev mere realistiske historier, hvor det overnaturlige langsomt optrappes pga. hændelser i fortællingen, f.eks. M. R. JamesÅh, fløjt min dreng, og jeg kommer til dig

Janet Witalecs liste over repræsentative værker:

“The Listener and Other Stories” af Algernon Blackwood
“The Apple Tree” af Elizabeth Bowen
“Carwin, the Biloquist and Other American Tales and Pieces” af Charles Brockden Brown
“The Christmas Books” af Charles Dickens
“The Legends of the Province House” af Nathaniel Hawthorne
“Chinese Ghosts” af Lafcadio Hearn
“The Albatross” af Susan Hill
“The Sketch Book of Geoffrey Crayon, Gent.” af Washington Irving
The Turn of the Screw” af Henry James
The Treasure of Abbot Thomas” af M. R. James
“Green Tea” af Joseph Sheridan Le Fanu
“Uninvited Ghosts and Other Stories” af Penelope Lively
“The Weird Shadow over Innsmouth and Other Stories of the Supernatural” af H. P. Lovecraft
The Fall of the House of Usher” af Edgar Allan Poe
The Body Snatcher” af Robert Louis Stevenson
“All Souls” af Edith Wharton

Læs mere:

Short Story Criticism: The Ghost Story / red. Janet Witalec
Wikipedia

Historien om EC Comics

EC Comics udgav i 1950’erne en række skræk- og science fiction tegneserier, og eftertiden har givet tegneserieforlaget en nærmest legendarisk status. Historien om EC Comics starter dog et helt andet sted.

I 1933 mistede Maxwell C. Gaines som så mange andre sit job under Depressionen. Han måtte sammen med sin hustru og deres to børn flytte ind hos sin mor, og det var på hendes loft, at han under en oprydning fandt en bunke tegneserie-tillæg fra søndagsaviserne. Det slog ham, at der sikkert var andre end ham, som ville synes, det var sjovt at genlæse dem, så han kontaktede en ven på Eastern Color Printing Company i Waterbury, Connecticut, og blev ansat som sælger for trykkeriet  med speciale i tegneserier.

En dag fandt salgschefen, Harry Wildenberg, på at folde avis-siden fire gange så den blev til et lille hæfte. Disse hæfter kunne trykkes billigt på trykkeriets avistrykpresse, og disse samlinger af avis-tegneserier blev en populær gave blandt en lang række firmaer. Det fik Gaines til at foreslå, at man kunne prøve at sælge tegneserierne direkte til kunden, men idéen blev afvist med begrundelsen, at ingen ville betale penge for tegneseriehæfter. Gaines lod sig dog ikke slå ud, og lavede et forsøg med at sælge hæfterne via et par aviskiosker for 10 cents pr. hæfte. Forsøget blev en succes, og tegneseriehæftet som medie var født.

Famous Funnies. EC Comics første udgivelse.Det første regulært udgivne tegneseriehæfte var Famous Funnies fra 1933 i et oplag på 250.000 stk. De første hæfter gav underskud, men efter nr. 7 vendte det til et overskud, og Famous Funnies udkom frem til 1955, i alt 218 numre.

Kort efter Famous Funnies udkom blev Gaines fyret. I stedet fik han job hos McClure Syndicate, som også havde trykmaskiner, og her indgik han en aftale om, at han kunne trykke tegneseriehæfter mod at aflevere halvdelen af overskuddet. Det udmøntede sig i serien Popular Comics, som udkom første gang i 1935. Senere var Gaines også med til at udvikle Action Comics sammen med Harry Donenfeld, hvori den første Supermand-historie blev udgivet i 1938.

I 1939 indgik Gaines og Donenfeld kompagniskab og op gennem 40’erne kom de til at sidde på ca. en tredjedel af salget af tegneserier gennem deres to forlag: All American Comics og DC Comics. Tegneserierne var dog begyndt at komme i  modvind, og psykologen William Moulton Marston skrev i 1941 en artikel, som angreb indholdet i tegneseriehæfterne, ud fra deres psykologiske indvirkning på de unge læsere. Det fik Gaines til at sammensætte en gruppe af konsulenter, her i blandt William Moulton Marston, som skulle rådgive om at gøre tegneseriehæfterne moralsk i orden. (W. M. Marston var i øvrigt idémanden til den første kvindelige superhelt: Wonder Woman, der dukkede op i All Star Comics nr. 8, 1941).

Efter krigen ønskede Gaines at forlade All American Comics. Han var blevet træt af superhelte, hvis popularitet også blev mindre blandt læserne. Pengene, Gaines fik med sig, brugte han på sit lille sideforlag Educational Comics (EC), som han havde startet i 1942 med udgivelsen af en bibel-tegneserie, der i alt blev solgt i over fem millioner eksemplarer. Gaines udgav efterfølgende forskellige Picture Stories til brug i undervisningen, men salget gik ikke så godt.

I 1947 døde Maxwell C. Gaines pludseligt i en bådeulykke. Hans søn, William M. Gaines (Bill) overtog forlaget, som på det tidspunkt havde en gæld på 100.000 $. I starten fortsatte Bill sine studier på universitetet, men da studierne var afsluttet gik han mere og mere ind i den daglige drift. Så i 1950 begyndte han sammen med sin nye redaktør, Al Feldstein, at omlægge udgivelsespolitiken.

Først forsøgte de sig med romantik- og westernserier, og siden med spændings- og krimiserier. Andre forlag havde dog samme idéer og markedet blev hurtigt oversvømmet. Så foreslog Feldstein, at de skulle prøve med skrækserier, som havde stor popularitet i radioen, men endnu ikke havde været afprøvet som tegneseriehæfter.

I 1949 satte de forsøgsvis et par skrækserier ind i krimibladet Crime Patrol, og i december bragte bladet den første historie med The Crypt Keeper som vært. I april 1950 blev bladet omdøbt til The Crypt of Terror, og den første skræk-tegneserie var en realitet. Samtidig besluttede Bill, at EC fremover skulle stå for Entertaining Comics.

Med ændringen af EC Comics udgivelsespolitik var forlaget langt fra Maxwell Gaines pædagogiske og traditionsprægede tegneseriehæfter, og skræk-tegneseriernes succes betød fornyede angreb på mediet. En senatshøring i 1954, om de skadelige virkninger tegneserier blev anset for at have, medførte dannelsen af The Comics Code Association. Her sad dommer Charles F. Murphy som enevældig censor. Det betød problemer for EC Comics, og selvom Bill Gaines forsøgte at tilpasse sig den nye censur gik salget dårligt. I 1956 måtte Bill give op, og han stoppede udgivelsen af alle sine serier pånær Mad, som undslap censuren, da det blev betragtet som et magasin.

The Vault of HorrorBlandt de serier, som EC Comics nåede at udgive før 1956, er bl.a.: The Vault of Horror (1950-1955), The Crypt of Terror (1950), Tales from the Crypt (1950-1955) og The Haunt of Fear (1950-1954).

Eftertiden har givet EC Comics en nærmest legendarisk status i tegneserieverdenen, hvor forlaget står for kvalitet og uafhængighed. Man var ikke bange for at tage fat i betændte emner, som racediskrimination, kommunistforskrækkelse og sociale og menneskelige forhold, og mange af historierne har en morale, der gør dem aktuelle, også i samtiden. Hovedformålet var dog at levere skrækhistorier, der lige som Edgar Allan Poes noveller, tog en overraskende vending på sidste side, og det gør, at historierne lever videre mere end 50 år senere.

SkrækI Danmark kunne man første gang stifte bekendtskab med skræk-tegneserierne fra EC Comics i 1974, da Den store skrækbog udkom på Williams Forlag. Et skrækboom var startet et par år tidligere, og serier som Skrækmagasinet, Gru og Dracula prægede markedet. Gysertimen blev næste EC udgivelse, som forlaget Interpresse udgav i 1987. Herefter skal vi helt frem til 2006, hvor Skræk udkom på Egmont Serieforlaget. Skræk indeholder dels en lang række klassiske EC-historier, og dels et historisk overblik over EC Comics samt en række korte portrætter af personerne bag.

Historierne fra EC Comics har også dannet baggrund for filmen Tales from the Crypt (1972), der var første filmatisering af tegneserierne. Filmen indeholder fem små historier med the Crypt Keeper som fortæller og vært. Året efter kom The Vault of Horror og i 1989 havde HBO premiere på tv-serien Tales from the Crypt, som løb over skærmen i 7 sæsoner.

Læs mere:

Skræk, Egmont Serieforlaget, 2006 (Heri “Max C. Gaines og de første tegneseriehæfter” og “William M. Gaines og EC Comics” af Haakon W. Isachsen)
Tegneseriemuseet i Danmark
ClassicHorror.com
Wikipedia
The History of Comics

Horror, hæsligheder, hugtænder og Darwin

Tredje lektion i rækken af horror foredrag på Folkeuniversitetet var Rikke Schubart, der fortalte om horrorheltinder. Rikke Schubart skrev i 1995 “I lyst og død” om gysergenrens historie, og i 2001 stod hun bag “Verdens 25 bedste gyserfilm“. Siden har hun forsket i både actionfilm og krigsfilm og har også bevæget sig indenfor skønlitteraturen med romanen “Bid” og det lidt kontroversielle bidrag til Poe-antologien, “Ormekur“.

Rikke Schubart startede med at definere, hvad en gyserfilm skal indeholde for at være en gyser:

  • et tab (f.eks. tab af lemmer, forstanden eller livet – underforstået skal det være et radikalt og uerstatteligt tab)
  • angst (der skal opleves en grænseoverskridende angst, så vi føler behov for at skærme os mod den)
  • et monster (det kan være tåge, en haj, en psykopat osv. blot står monstret som en modsætning til det menneskelige)

Ifølge Schubart har horrorfilm ikke haft helte tidligere, men da hun første gang så “Hostel 2“, gik det op for hende, at her var en vaskeægte horrorheltinde. Det fik Schubart til at se nærmere på sagen, og i løbet af de sidste 10 år (cirka) er horrorheltinden dukket op på film.

Der findes to typer horrorheltinder:

  • den professionelle, der kan være lejemorder, soldat o.lign. (ses f.eks. i “Doomsday“)
  • den almindelige pige/kvinde, der starter med at være den pæne pige, som så bliver fanget og må igennem en test, og for at overleve må hun blive ligesom det onde (ses f.eks. i “Eden Lake”)

Forskellen på de to typer er, at selvom den professionelle horrorheltinde kan blive udsat for det mest forfærdelige, så VED vi, at hun klarer sig. Hun er som Rambo og andre helteskikkelser fra actionfilmens verden. Men den almindelige horrorheltinde er ikke så heldig stillet. Hun har kun 50% chance for at overleve filmen, selvom hun kæmper, det bedste hun har lært.

Schubart fortalte videre, at horrorheltinden kan ses som en viderudvikling af “final girl“, dvs. hende der overlever til sidst, som f.eks. Jamie Lee Curtis i “Halloween” og Tine i den danske film “Mørkeleg“. Undervejs i filmene tvinges horrorheltinden til at se, hvad der sker med hendes venner og veninder, og dette med at se hvad der venter en selv, når morderen fanger en, er meget brugt i gyset.

Rikke Schubart viste naturligvis også klip fra en række film for at underbygge sine pointer, og sluttede af med nogle tips til flere film med horrorheltinder, herunder: “Inside” (fransk film med originaltitlen “À l’intérieur” fra 2007), “Eden Lake” (2008) og “P2” (2007).

Horror, hæsligheder, hugtænder og Darwin

Anden lektion i rækken af horror foredrag på Folkeuniversitetet var Ann Steendahl Søndergaards foredrag om gyserfilm og religiøse symboler. Ann tog udgangspunkt i gyserfilm som særligt beskæftiger sig med Djævelen, dæmoner og besættelser, selvom hun var inde på, at der sagtens kan være religiøse islæt i andre typer gys også, som f.eks. zombiefilm.

Ann fortalte, at religion er et  meget brugt tema i gys, bl.a. fordi at når monstret kobles med religion bliver det mere uhyggeligt. I den vestlige verden er den kristne tro en stor del af vores kulturelle baggrund, og dermed er troen Djævelen og dæmoner måske mere forankret i os end troen på spøgelser, som f.eks. er meget udbredt i Asien. Derudover tror den kristne religion på “det onde”, der bruges som syndebuk for det dårlige, der sker i verden. På den led bliver det onde flyttet ud af mennesket og dermed mere håndterbart.

Ann tog også udgangspunkt i Douglas E. Cowans teori om sociophobics (forskellige typer frygt, som er kulturelt specifik og socialt konstrueret), der taler om seks forskellige religiøse sociophobics, der gør sig gældende i gyserfilm:

1. Frygt for forandringer i den hellige orden
2. Frygt for hellige steder
3. Frygt for døden, måder at dø på og ikke forblive død
4. Frygt for fanatisme og religionens magt
5. Frygt for kødet og religionens magtesløshed
6. Frygt for overnaturlig ondskab

Alt i alt var her tale om et interessant foredrag, som blev serveret med udvalgte filmklip, der skulle illustrere pointerne. Jeg glæder mig allerede til næste onsdag, hvor det skal handle om horror-heltinder.

Læs Ann Steendahl Søndergaards artikel om emnet på Religion.dk

Litteraturliste:

Sacred terror – religion and horror on the silver screen af Douglas E. Cowan
Monsters and Mad Scientists – a cultural history of the horror movie af Andrew Tudor
The horror genre – from Beelzebub to Blair Witch af Paul Wells

Horror, hæsligheder, hugtænder og Darwin

Jeg startede i onsdags på et kursusforløb på Folkeuniversitetet med titlen “Horror, hæsligheder, hugtænder og Darwin”, og som titlen så rigtig antyder, handler det om gys og horror. Første lektion blev holdt af Mathias Clasen, der bl.a. har skrevet bøgerne “Homo Timidus” og “Drager, damer & dæmoner” samt redigeret novelleantologien “Horror.dk“.

Mathias fortalte om Darwin, horror og gys, og som han gav en forkortet version af sidste år til Krimimessen i Horsens. Denne gang fik ham mere tid til at gå i dybden og kunne også vise relevante filmklip. Oplægget bygger på hans MA thesis “Darwin and Dracula: Evolutionary Literary Study and Supernatural Horror Fiction”, som han meget venligt har ladet mig se en kopi af.

Jeg synes, at tesen om, at moderne horror stammer fra en evolutionær frygt, som blot har udviklet sig gennem tiden, er utrolig spændende, og det lykkedes Mathias at underbygge den godt i løbet af kurset. Jeg glæder mig allerede meget til de efterfølgende kursusgange, som bliver:

21/04: Om gyserfilm og religiøse symboler
Stud.mag. Ann Steendahl Søndergaard, Tværkulturelle og Religionale Studier, Københavns Universitet

28/04: Horrorheltinder
Lektor Rikke Schubart, Litteratur, Kultur og Medier, Syddansk Universitet

05/05: Vampyrer, dæmoner og eksorsisme
Ph.d.-stipendiat Mathias Clasen, Interdisciplinary Evolutionary Studies, Aarhus Universitet

12/05: Horrorfilm og gyselige virkemidler i evolutionsperspektiv
Professor Torben K. Grodal, Film- og Medievidenskab, Københavns Universitet

Læs mere på Mathias Clasens egen hjemmeside

Hammer Film Productions

Det engelske filmselskab Hammer Film Productions blev grundlagt i 1934 af Will Hammer (William Hinds) og Enrique Carreras. Før krigen blev det kun til en håndfuld ikke særligt mindeværdige film, men i 1949 fik selskabet en saltvandsindsprøjtning, da James Carreras (Enriques søn) og Anthony Hinds (Will Hammers søn) samt Michael Carreras (James søn) blev en del af selskabet. Selvom filmene fra disse år ikke er særlige mindeværdige, var de med til at udviklet talentet hos instruktører som Terence Fisher, der senere lavede store successer for selskabet.

Det store kommercielle gennembrud for Hammer Film skete med “The Quatermass Xperiment” fra 1955, som byggede på en BBC tv-serie “The “Quatermass Experiment” skrevet af Nigel Kneale. Kneale var temmelig utilfreds med Hammers bearbejdelse og ikke mindst med titelændringen, som skulle understrege, at “The Quatermass Xperiment” var Englands første X-ratede horrorfilm. Tidligere havde filmselskaberne forsøgt at undgå X-ratingen, men Hammer besluttede sig for at bruge det som et middel i kampen om publikum, som i højere grad blev hjemme og så tv fremfor at gå i biografen. Satsningen tog kegler, og “The Quatermass Xperiment” blev en af selskabets største successer.

To år efter fortsatte Hammer Film med “The Curse of Frankenstein” instrueret af Terence Fisher og med Peter Cushing og Christopher Lee på rollelisten – denne gang i farver. Og da man i 1958 udgav “Dracula“, hvor yderligere en ingrediens – sex – blev tilsat, havde man fundet formlen for “Hammer horror“.

Under selskabets mest succesfulde periode havde man et samarbejde med flere af de store amerikanske selskaber, som distribuerede filmene i staterne, men i 1964 opsagde både Columbia og Universal deres aftaler. Det lykkedes dog for James Carreras at lave en ny aftale med 20th Century-Fox for biografrettighederne.

Fra 1966 markedsførte Hammer Film Productions sig som “The House of Horror” og testede censurens tålmodighed med film hvor blodige ofringer, satanisme og zombier fyldte skærmen. Hammer Film udsendte dog også en del fantasy fortællinger som “One Million Years B.C.” og “The Viking Queen”, hvor førstnævnte blev en stor succes og sidstnævnte en fiasko.

Nogle af højdepunkterne i Hammer Films udgivelser i 1960’erne var “Quatermass and the Pit” (endnu en BBC-serie købt til biografudgivelse) og “The Devil Rides Out”. Begge titler floppede dog i USA, hvor man ikke kendte til Quatermass eventyr og fejlagtigt troede at “The Devil Rides Out” var en western.

Fra midten af 1970’erne gik det for alvor ned ad bakke for Hammer Film, og selvom en ny ledelse producerede to tv-serier i 1980’erne (“Hammer House of Horror” og “Hammer House of Mystery”), så har Hammer Film indtil 2000 kun udgivet dokumentarer og retrospektiver.

I 2000 blev filmselskabet købt af et konsortium ejet af bl.a. Charles Saatchi, som dog solgte Hammer Film igen i 2007 til den hollandske producer John de Mol. Handlen inkluderede rettighederne til over 300 Hammer film. John de Mol har planer om at genstarte filmproduktionen, og i 2008 udkom “Beyond the Rave”, en moderne vampyrhistorie, som blev vist eksklusivt på MySpace i april måned som en serie på 20 afsnit á 4 minutter. D. 21 december proklamerede Hammer Film, at “Beyond the Rave” kommer på dvd i januar 2010 i et begrænset antal med alle former for ekstramaterialer med. Yderligere har selskabet også købt rettighederne til “Låt den rätte komma in“, og den er jeg da personligt lidt spændt på, hvad de får ud af. x

Læs mere:

Wikipedia
Booklet af Marcus Hearn “The Hammer Collection”
Hammer Films hjemmeside