oktober 2020
M Ti O To F L S
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728293031  
Arkiver

Arkivet for ‘Bøger’ Kategorien

Lemlæstet af Jonas Wilmann

Lemlæstet af Jonas Wilmann

Efter nogle personlige problemer er politimanden Martin flyttet fra København til Nordjylland, hvor han skal starte på Hobro politistation. Han glæder sig til at skulle arbejde sammen med barndomsvennen Lasse, og i det hele taget til at starte på en frisk.

Men knap har Martin overstået sin første arbejdsdag, før tre maltrakterede lig bliver fundet i Rebild National Park. Det viser sig at være nogle lokale teenagere, men udover den konstatering har politiet absolut ingen spor at gå efter.

For Martin bliver sagen personlig. Han har tidligere haft problemer med at styre sit temperament, og de fuldstændig meningsløse drab på de tre unge får ham helt op i det røde felt. Hvem der end står bag fortjener at blive udryddet, og Martin har tænkt sig at være manden, der gør det.

Det er altid underholdende at læse Jonas Wilmann. Han skriver godt og twister gerne sine historier, så man som læser bliver overrasket hver gang. Det er også tilfældet med Lemlæstet, en hardcore splatterroman “forklædt” som en krimi.

Den flotte forside, som er tegnet af Aske Schmidt Rose, signalerer giftig uhygge og varulve gru, og det kan ikke være meget mere lige på kornet.

Lemlæstet er blodig underholdning. Er du, som jeg, fan af dystre fortællinger uden garanti for en lykkelig slutning, så kan jeg anbefale en tur til Nordjylland med Jonas Wilmann.

Uddrag af romanen:

Martin fulgte i hælene på Lasse og blev opmærksom på en lugt. Han kendte udmærket lugten af lig. Havde åbnet sin del af københavnerlejligheder hvor en krop havde ligget og gået til. Men det her var ikke helt det samme. Lugten var mere frisk, mere en syrligsød dunst, som i en slagtehal.

Han vidste instinktivt, at det var lugten af indvolde.

“Jeg ville ønske, du ikke skulle se det her, Martin.” Lasse lagde hånden på Martins skulder og kiggede alvorligt på ham.

“Jeg klarer det. Jeg har set masser af døde før.”

Lasse nikkede, trådte så til side og lod Martin komme til lysningen, hvor flere teknikere og betjente var til stede.

Martin var ked af at indrømme det, men han var faktisk ved at blive nervøs, og lugten gjorde ham lidt dårlig.

“Vi er ret sikre på, at det er Noah,” sagde Lasse.

Hvor?

Martin kunne ikke se kroppen. Ud over de mange mennesker i arbejde, var stemningen i lysningen fredlig og morgenlig, nattens nedbør dryppede stadig fra de omkringstående træer, en solsort fløjtede et sted. Ikke noget, der ved første øjekast forstyrrede sceneriet.

Så fik han øje på noget blod i græsset for foden af en død eg, og han bemærkede fluernes summen. Der lå noget i blodet. Nogle klumper og en mængde hvidligt snorværk. Det lignede organer og måske tarme.

En af teknikerne, der havde siddet på hug og skrevet på en blok, flyttede sig, og Martin så, at der lå et afrevet ben på jorden. Buksebenet sad stadig på og var flået op omkring såret. Der hang et ben mere i en busk små ti meter derfra.

Martin hørte noget knirke over sig, og han kiggede op i egens krone, hvor et uforståeligt syn mødte ham. (side 78-79)

Om Lemlæstet:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Kaos, 270 sider
Omslag: Aske Schmidt Rose

Læs også:

Morf af Frank Brahe
Tunnellen af Patrick Leis
Fuldmånehunden af Niels Lindow
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen
Vrangvendt af Christian Reslow
Varulvenætter af Whitley Strieber
Fuldmånens magt af Kit Whitfield
Smukke Anna af Jonas Wilmann

Krukken af Chris D’Amato

Krukken af Chris D'Amato

Året er 1915. En ung dansk læge rejser til Utburd i Norge for at afslutte sin uddannelse der. Desværre er han ikke en særlig dygtig læge, og da han dukker op hos stadsfysikussen, har denne ansat en mere lovende assistent. I stedet må den unge læge søge ansættelse hos en af byens fattiglæger.

Trods den uheldige start går tingene dog egentlig udmærket for vores fortæller – indtil en dag han hjælper en gammel sømand, som insisterer på at betale for behandlingen med en gammel krukke.

Krukken er fortalt i den victorianske stil, der kendes fra de engelske spøgelseshistorier fra slutningen af 1900-tallet. En stil jeg holder meget af, og som passer fint til denne lille novelle af Chris D’Amato, der her parafraserer over myten om Pandoras æske og giver fortællingen sit eget twist.

Jeg er vild med illustrationerne af Paul A. Kring, hvis atmosfærefyldte tegninger understreger stemningen af 1900-tals fortælling. De flotte, klassiske tegninger fik mig til at tænke på forlaget Sesams udgivelser fra slutningen af 1980’erne af antologier udvalgt og illustreret af Charles Keeping. Dem har jeg læst mange gange.

Kring har tegnet og skrevet en lang række tegneserier. Derudover kender jeg ham også som en af illustratorerne fra Malmstrømmen om Edgar Allan Poe.

Illustration af Paul A. Kring

Holder du af spøgelseshistorier á la M.R. James eller H.H. Munro, så vil du også være godt underholdt af Krukken. Det var jeg i hvert fald.

Om Krukken:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Mojibake, 41 sider
Omslag: Paul A. Kring

Læs også:

Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Kvinden i sort af Susan Hill
Otte berømte spøgelseshistorier af M. R. James
Klokkerne og andre sælsomme fortællinger
Spøgelseshistorier fra hele verden udvalgt af Tage la Cour
Ligrøverne af Robert Louis Stevenson

Dyndkongens datter af Karen Dionne

Allerede i 2018 da Dyndkongens datter udkom på dansk, anbefalede en kollega mig at læse den. Hun kaldte den for en “superspændende ødemarksthriller” som man ikke slipper, før sidste side er vendt. Hun havde helt ret.

Dyndkongens datter af Karen Dionne

Fra forlagets hjemmeside:

Helena Pelletier har en hemmelighed: Hendes far kidnappede hendes mor som fjortenårig. Helena er undfanget og opvokset i Michigans ødemark i et bjælkehus, hvor hun boede med sin mor og far og lærte at fiske, jage og spore dyr. Uden nogensinde at møde andre mennesker. Hun elskede sit liv i naturen og anede ikke uråd. Og på trods af sin fars uberegnelige adfærd, så elskede hun ham … indtil hun som tolvårig fandt ud af, hvad han havde gjort. Femten år senere er Helenas far, Dyndkongen, som han blev kaldt af pressen efter et HC Andersen-eventyr, flygtet fra fængslet. Helena begiver sig ud for at fange ham med sin riffel. Hun er den eneste, der kan spore ham, for alt, hun ved om overlevelse og jagt, har hun lært af ham. Men hvem jagter i virkeligheden hvem?

Jeg blev lynhurtigt grebet af romanen, som fortælles i første-person af Helena. Vi starter i nutiden, hvor Helena er voksen og netop har fundet ud af, at hendes far er flygtet fra fængslet og har slået flere betjente ihjel undervejs.

Så springer vi i tiden via Helenas minder, til hendes barndom. En barndom som nok var ualmindelig men ikke uden lykkelige stunder. Dengang tilbad Helena sin far og gjorde alt i sin magt for at blive som ham. Til gengæld anså hun sin mor som svag, og havde ikke noget nært forhold til hende.

Men på et tidspunkt indhenter virkeligheden familien, og Helena og moren vender tilbage til civilisationen. Det er dog ikke en ubetinget lykke for Helena, som intet aner om, hvordan man opfører sig blandt andre.

Karen Dionne skriver godt. Historien flyder som en film for ens indre øje, og beskrivelserne af Michigans vildmark er både betagende og skræmmende. Naturen er nærmest en karakter på linje med personerne i bogen.

Skildringen af Helenas modsætningsfyldte forhold til faren og de psykologiske konsekvenser af årene i vildmarken er overbevisende og stærk. Det er voldsomt at læse om, hvad både mor og datter udsættes for. Men Helena har aldrig kendt til andet.

Dyndkongens datter er fremragende læsning. Jeg har set den omtalt som en blanding af filmene The Room og The Revenant. Det er ikke helt skævt. Under alle omstændigheder får den en stor anbefaling herfra.

Anmelderne mener …:

Lars Poulsen, Bogrummet:
Hvis du læser “Dyndkongens datter” som en spændingsroman, kan jeg frygte at du bliver skuffet. Som sagt er den meget mere end det, og netop derfor bør du unde dig selv at læse bogen.”

Jan Findal, Krimifan:
Jeg tror ikke, at de, der læser denne bog, glemmer den lige med det samme. Den er spændende og anderledes. Jeg har ikke kendskab til andre bøger af Karen Dionne, men jeg læser gerne mere fra hendes hånd, hvis bøgerne har samme kvalitet som denne.”

National Post, Canada:
Karen Dionne takes a standard story involving the kidnapping of a woman and the life she experiences with her captor and elevates it to a new level in “The Marsh King’s Daughter.” […] Dionne has written a book that invokes raw emotion mixed in with the turning of pages.”

Crime Fiction Lover:
It is a tense thriller which will have you nervously peering around the darker corners of your room while turning the pages ever faster. It is also a thoughtful story about the limits of parental love, escaping the past and being at peace with one’s heritage. It is a fantastic book, bursting out of all the artificial constraints the publisher marketing wants to box it in.

Om Dyndkongens datter:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Lindhardt & Ringhof, 303 sider
Omslag: eyelab.dk
Originaltitel: The Marsh King’s Daughter, 2017
Oversætter: Kim Langer

Besøg Karen Dionnes hjemmeside

Læs også:

Vores endeløse dage af Claire Fuller
Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay
Faldvand af Mikael Niemi
Den sidste af Alexandra Oliva

Blodig Halloween af Henrik Einspor

Blodig Halloween af Henrik Einspor

En meteorit lander i baghaven hos byens eneboer. Alba, som hun hedder, holder sig for sig selv, og har i mange år boet alene i sit hus. Byens børn er bange for hende, og historien går, at hun gemmer på udstoppede børn i sin kælder. Måske på grund af drengen Jim, der forsvandt fra byen for mange år siden.

Alba bliver vældig fascineret af meteoritten. En dag sidder hun med den i hænderne, mens hun tænker på sin afdøde mand Jack. Pludselig begynder stenen at gløde, og Alba befinder sig med et i fortiden. Nærmere bestemt tre uger efter Jims forsvinden. Mens Alba går rundt i de gammelkendte omgivelser, og prøver at forstå hvad der sker, støder hun på Jack. Han genkender hende naturligvis ikke, for hun er jo en gammel dame, mens han endnu er ung. Kort efter vender Alba tilbage til nutiden.

Men det bliver ikke sidste gang, Alba bruger meteoritten til at rejse tilbage i tiden. Og så en dag får hun muligheden for at forhindre Jims forsvinden …

Henrik Einspor er en flittig og effektiv forfatter af gode børne- og ungdomsbøger. Blodig Halloween er skrevet som en del af hans ‘røde serie’, der er spændende, letlæste og alderspassende historier for børn, der ikke er så stærke læsere.

Jeg har efterhånden læst en del af Einspors bøger, og uanset om det har været hans letlæsningsbøger eller andre romaner, så er fællestrækket en god og dramatisk historie fortalt i et flydende og letforståeligt sprog. Det gælder også denne gang.

Der er ikke meget “Bo ser en ko” over Blodig Halloween. Selvom lix-tallet er lavt, er historien spændende og med en tankevækkende slutning, der ikke er for de yngste. Den stemningsmættede forside, tegnet af Anna Laurine Kornum, er også med til at indgyde læseren en følelse af uhygge, og Blodig Halloween vil helt sikkert appellere til målgruppen +10 år.

Reklame: Tak til forlaget Løse Ænder der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Blodig Halloween:

Udgivelsesår: 30.06.2020
Forlag: Løse Ænder, 98 sider
Omslag: Anna Laurine Kornum
Lix: 10

Læs også:

Charons sølv af Lasse Bo Andersen
Meteor af Henrik Einspor
Virus af Henrik Einspor
Det tager kun fem minutter af Ellen Holmboe
Blodige Mary af Michael Kamp
X fra det ydre rum af Kramhøft og Kristensen
Alle de andre er åndssvage af Patrick Leis

Syrenbusken af Thomas Dinesen

Syrenbusken af Thomas Dinesen

Atmosfærefyldt novellesamling om det sære og uforklarlige.

Syrenbusken består af seks noveller omgivet af en rammehistorie. På en skibsrejse mødes passagererne om aften med kaptajnen og fortæller historier, om mærkelige hændelser de har oplevet.

‘Stendyssen’ fortælles af den engelske ingeniør Sir Christopher Baber. Historien udspillede sig for år tilbage, mens Sir Christopher var på rejse i Britisk Somaliland. Med sig havde han sin fører Haji Dudha samt seks unge somaliere. Under turen i ørkenen støder de på flere stengrave, som folkene under ingen omstændigheder vil opholde sig i nærheden af. Men et voldsomt regnvejr tvinger dem til at søge ly i nærheden af en sådan stengrav, og det er denne begivenhed Sir Christopher mange år senere beretter om med gru.

Den franske oberst Miramont fortæller historien ‘Skuespillerinden’ den næste aften. Under en rejse i Bretagne overnattede Miramont på et lille hotel, hvor et engelsk par boede i værelset ved siden af. Om natten vågner han ved kvindens klagen og en ondsindet vedvarende latter, men næste morgen er der tilsyneladende ikke noget i vejen. Mange år senere læser obersten om parret i aviserne efter en frygtelig ulykke. Miramont tror dog, at sandheden er en anden end avisernes.

Den tredje aften er det den unge skotte Sam Mac Kenzies tur til at fortælle. Hans historie hedder ‘Tusmørke’ og udspiller sig i Kenya. Her overværede Sam for år tilbage et motorcykeluheld. Den hvide fører kørte en lille, sort pige ihjel, men slap for at betale erstatning til familien da dommeren vurderede, at det ikke var hans skyld. Pigens bedstemor var ikke tilfreds med dommen og kastede en forbandelse over den unge fyr. Heldigvis tror hvide mennesker ikke på den slags hekserier, eller …

Den fjerde historie, ‘Barclays hytte’, fortælles af den amerikanske Mr. Waller. Egentlig begyndte passagererne med disse fortællinger, fordi Waller gav udtryk for, at spøgeri og deslige ikke findes. Alligevel har også Waller en fortælling, nemlig historien om en sommer han tilbragte i Canada med nogle venner. Under en jagttur sakker han bagud, og da et uvejr er under optræk må han søge ly i en hytte. Hyttens beboer er dog meget ugæstfri, og først da Waller møder ham igen mange år senere, finder vi ud af hvorfor.

Samlingens næstsidste fortælling, ‘Barken Capella’ er kaptajnen van Laars’. Som 10-årig dør kaptajnens forældre, og han flytter ind hos en onkel. Van Laars stikker dog til søs som 15-årig, men i Amerika rømmer han skibet, og her møder han sømanden Nobby. De to slår sig sammen og bliver på et tidspunkt ansat på Capella, hvor det viser sig, at Nobby kender andenstyrmanden. Det bekendtskab er andenstyrmanden dog ikke glad for, men Nobby bakker aldrig væk fra et opgør.

Den sidste passager er en ung norsk digter ved navn Guttorm Aabel. Hele rejsen har han holdt sig for sig selv og ikke deltaget i samtalen, men den sjette aften fortæller han sin historie: ‘Syrenbusken’. Som barn og ung havde Aabel meget livagtige drømme, blandt andet om en lille død pige under en syrenbusk. To år tidligere end den nuværende skibsrejse var Aabel taget til Jugoslavien, hvor han havde mødt en ung kvinde. De forelskede sig, og Aabel var overbevist om, at han havde mødt pigen fra sin drøm. Men lykken varede ikke ved. Sygdom ramte dem, og mens han var indlagt, døde hans elskede. Nu rejser han hvileløst rundt i sin søgen efter hende.

Jeg blev positivt overrasket over Syrenbusken. Thomas Dinesen er i dag nok mest kendt for at være Karen Blixens bror, men med denne novellesamling beviser han i mine øjne, at han er en dygtig forfatter i egen ret. Novellerne er meget stemningsfulde, og et par af dem gav mig mindelser til Ambrose Bierce.

Er du til atmosfærefyldte fortællinger, hvor det sære og uforklarlige trænger ind i hverdagens trummerum, så giv Syrenbusken en chance.

Om Syrenbusken:

Udgivelsesår: 1986
Forlag: Lindhardt og Ringhoff, 190 sider
Omslag: Des Asmussen
Originaludgave: 1951 på Jespersen og Pios Forlag

Indhold:
Indledning
Stendyssen
Skuespillerinden
Tusmørke
Barclays hytte
Barken Capella
Syrenbusken
Epilog

Stalingrads engel af Torkild Thellefsen og Louise H.A. Trankjær

Stalingrads engel af Torkild Thellefsen og Louise H.A. Trankjær

Michael Beck er lektor i historie ved Københavns Universitet. Her nyder han at fange de studerendes interesse med sine levende beskrivelser af historiske øjeblikke som for eksempel 2. verdenskrig. Samtidig føler han sig dog lidt som en svindler, for han har jo ikke personligt oplevet krigens rædsler, og kan man så formidle dem korrekt?

Derfor er Michael ikke i tvivl, da han modtager et brev fra det ekstreme rejseselskab ’Autentiske Rejser’ med en invitation til at opleve slaget ved Stalingrad. Over 14 dage kommer deltagerne i et genopført Stalingrad helt tæt på soldaternes hverdag, så realistisk som muligt. Så på trods af prisen på 50.000 kr. og på trods af at kæresten Lisl er gravid, tager Michael af sted.

I Berlin støder Michael på de øvrige rejsedeltagere, som blandt andet tæller den kejtede bibliotekar Heinrich, Rikke en studerende fra universitetet og eks-kæresten Paula.

Turen viser sig dog hurtigt, at blive mere autentisk end Michael havde forventet. I stedet for en hyggelig sammenkomst hvor deltagerne lærer hinanden at kende over en flaske rødvin, som han havde forestillet sig den første aften udspille sig, er det kæft, trit og retning fra første sekund.

”En mand i en SS-uniform trådte ud. Hagekorset lyste rødt på hans arm, og i de første lange sekunder var det alt, jeg kunne se. Selvom det var skuespil, var det utroligt at se det på en helt almindelig gade, på et levende menneske, at nogen turde, ville, iklæde sig det symbol. Mine øjne løb op til hans ansigt, op til hans isblå, kolde øjne. Han spillede fænomenalt! En helt utrolig arrogance udløb fra hans væsen og fik øjeblikkeligt samtlige 100 mennesker til at tie og fryse på stedet. Den eneste lyd kom nu fra den ridepiske, som han holdt i den ene hånd og langsomt, men rytmisk, slog mod sin anden behandskede hånd. En hvislende, rytmisk kliché, der gik lige i rygraden. SS stod der på hans kasket med rigsørn og dødningehoved. Den voldsomme anakronisme gled ubesværet ind i dagslys og nutid.

”Fald i geled, to og to. Macht schnell!” brølede han pludselig.

Det gav et gib i alle, også mig, men samtidig lød det fjollet, og jeg fik lyst til at grine. Jeg skævede til Heinrich, men han så ikke ud til at have det på samme måde. Hans øjne hvilede på officeren, og han var blevet bleg. Det slog morskaben ud af mig. Jeg prikkede ham let på armen, og vi faldt sammen ind i geleddet, der formede sig omkring os. Folk havde ændret sig. Før havde de mest af alt lignet en flok forventningsfulde turister, hvilket vi vel også var. Nu var der tvivl på alles ansigter, anspændthed.” (side 33)

Endnu værre bliver det, da gruppen efter en barsk togtur når frem til Stalingrad, hvor slaget er i fuld gang. Alle detaljer er så realistiske, at Michael har svært ved at skelne begivenhederne fra virkeligheden. For det er vel bare skuespil?

Jeg begyndte egentlig at læse Stalingrads engel uden at vide, hvad jeg kunne forvente mig, men jeg skal love for, at jeg hurtigt blev fanget ind. Louise H.A. Trankjær og Torkild Thellefsen har skrevet en helt unik roman, som på den ene side er rigtig spændende på en tjubang-agtig måde, samtidig med at den eftertænksomt beskriver krig og soldaterliv i en etisk sammenhæng.

Efter 2. verdenskrig nedsatte de allierede Nürnbergprocessen, hvor de større nazistiske krigsforbrydere blev stillet for retten. Her havde de samtaler med forskellige psykologer og psykiatere, som skulle undersøge om de var mentalt egnede til at blive stillet for retten. Samtidig håbede man at finde frem til nogle fællestræk, der gjorde dem i stand til at udføre så grumme forbrydelser. Men man fandt ingen fællestræk, intet abnormt som adskilte dem fra andre. De var helt almindelige mennesker. (Læs mere her)

Så hvad fik dem til at deltage i masseudryddelsen af jøder, handicappede og andre ’uønskede elementer’?

Det kommer Michael tættere på at forstå undervejs i romanen. Vi følger hans etiske udvikling fra at være humanist med en teoretisk og moralsk forestilling om krig, til en deltager der bid for bid bliver indlemmet i en krig, han slet ikke tror på, men som han alligevel deltager skånselsløst i. Det er yderst vellykket.

”Hvad fanden laver du? Er du blevet gal?”

Jeg stirrede lidt forbavset på ham. Jeg fattede ikke selv, hvad jeg lavede. Jeg ville bare se dem. Se virkeligheden. Jeg tænkte på ansvarsfraskrivelsen, på Ivan og alle de russiske soldater, jeg havde set dø. De var bare turister, ligesom mig. Jeg tænkte på Paula, officeren og de syge. Jeg så mig selv på podiet på universitetet. Hørte lyden af min stemme, når jeg opstemt formanede om krigens gru og uforståelighed. Så mig selv skrive under på kontrakten. Det gav ingen mening. Jeg havde fået svar på alt, hvad jeg ønskede, men hvem ville med vilje gå igennem alt det her?

Det ville du Michael. Men jeg havde jo aldrig forstået, hvad det var, jeg ønskede.” (side 173)

Stalingrads engel er ikke en almindelig spændingsroman, men det gør den bestemt ikke mindre læseværdig. Jeg var i hvert fald fængslet af fortællingen om historieprofessoren, der kommer tættere på den brutale virkelighed end forventet.

Om Stalingrads engel:

Udgivelsesår: 26.03.2020
Forlag: Dreamlitt, 208 sider
Omslag: Ann Kirstine Brøgger Sørensen

Læs også:

Mønstereleven af Stephen King
I gode hænder af Christian Mørk
Den sidste af Alexandra Oliva
A.I. af Torben Pedersen
Den højeste dom af Torbjørn Rafn
Sandhedens labyrint af Jørgen Steines

Klokkerne og andre sælsomme fortællinger

Klokkerne og andre sælsomme fortællinger

Min gode kollega Janus er bogelsker med stort B, så ind i mellem opdager han, at hjemmebiblioteket rummer flere eksemplarer af den samme titel. Under en sådan oprydning forærede han mig en række af sine dubletter, blandt andet Klokkerne og andre sælsomme fortællinger der består af 12 historier om genfærd og uforklarlige hændelser.

De 12 forfattere er alle engelske. Nogle af dem kendte jeg på forhånd, andre var mig ukendte. Og selvom enkelte af novellerne ikke helt lever op til bagsidens løfte om “lekture af højeste kvalitet“, så er langt de fleste så absolut værd at læse.

Fra bagsiden:
Klokkerne og andre sælsomme fortællinger er skrevet af 12 toneangivende engelske novellister, og hver novelles handling er bygget over en uforklarlig eller overnaturlig hændelse.

Bortset fra dette fællespræg er novellerne indbyrdes såre forskellige, og temaet veksler fra det fint poetiske i John Connells ‘Huset i højlandet’, der handler om en overanstrengt rejsendes forunderlige oplevelser i en afsidesliggende egn af Skotland, til det fuldkomment groteske i ‘Huset, der ikke ville stå stille’ af L.A.G. Strong. Videre til de makabre optrin i titelnovellen af Robert Aickman: ‘Klokkerne’, om to mennesker der tilbringer deres bryllupsrejse ved et fordums rigt besøgt, men efterhånden glemt badested […].

I Elizabeth Taylors fortælling ‘Stakkels pige’ identificeres en stilfærdig præstedatter og privatlærerinde uafvidende med sin sensuelle elevs tilkommende hustru; og således skifter scenerne i denne samling fortællinger, der endvidere rummer følsomme, realistiske og humoristiske passager, men frem for alt er spændende lekture af højeste kvalitet.

Blandt mine favoritter er titelnovellen af Robert Aickman. ‘Klokkerne’ er også trykt i antologien Masser af spøgelser under titlen ‘Alle sjæles dag’. Jeg har således læst den tidligere, men ikke desto mindre blev jeg fuldstændig overrumplet af historiens klimaks. Det er pudsigt, hvordan den samme novelle kan ramme så forskelligt, afhængigt af hvornår man læser den.

Hvor Aickmans novelle er ret barsk, tilhører ‘Den rette ejer’ af Elizabeth Bowen snarere de klassiske engelske spøgelseshistorier. Her har et pensioneret ægtepar købt deres drømmehjem, et ensomt beliggende hus i det vestlige England. Men bedst som de har fået indrettet sig, modtager de et brev fra husets tidligere ejers nevø. Denne er overbevist om, at huset er hans, og nu starter en besynderlig tovtrækning mellem stærke viljer. Jeg har tidligere læst ‘Hånd i handske‘ af Elizabeth Bowen, som også kan anbefales.

Endeligt vil jeg også fremhæve ‘Manden i elevatoren’ af L.P. Hartley. Her er en lille dreng vældig fascineret af elevatoren på familiens feriehotel, samtidig med at han frygter skyggeskikkelsen heri. Hartleys noveller kan findes i flere danske antologier, blandt andre Fra en død mands lommer og Spøgelseshistorier fra hele verden.

Antologien er som sagt fuld af glimrende fortællinger, så jeg kunne også have fremhævet ‘Hvem er Sylvia?’ af Cynthia Asquith, ‘Vær så god at inklinere’ af Ronald Blythe, ‘Der er nogen, der kalder’ af James Laver og ‘Harry’ af Rosemary Timperley.

Klokkerne og andre sælsomme fortællinger er et udvalg af novellerne fra The Third Ghost Book fra 1955. Ud fra hvilke kriterier de 12 noveller er udvalgt, og de sidste 15 noveller er fravalgt fremgår desværre ikke, ligesom den originale introduktion af L.P. Hartley heller ikke er medtaget i den danske oversættelse. Dette til trods er Klokkerne herlig læsning, hvis du som jeg holder af gode historier om genfærd og andre uforklarlige hændelser.

Om Klokkerne og andre sælsomme fortællinger:

Udgivelsesår: 1956
Forlag: C.A. Reitzels Forlag, 154 sider
Omslag: Povl Kolind
Originaltitel: The Third Ghost Book / ed. Cynthia Asquith
Oversætter: Johanne Marie Larsen

Indhold:
Klokkerne af Robert Aickman (Ringing the Changes, 1955)
Hvem er Syliva? af Cynthia Asquith (Who Is Sylvia? 1955)
Vær så god at inklinere af Ronald Blythe (Take Your Partners, 1955)
Den rette ejer af Elizabeth Bowen (The Claimant, 1955)
Mrs. Smiff af Collin Brooks (Mrs. Smiff, 1955)
Huset i højlandet af John Connell (The House in the Glen, 1955)
Lægen af Mary Fitt (The Doctor, 1955)
Manden i elevatoren af L.P. Hartley (Someone in the Lift, 1955)
Der er nogen, der kalder af James Laver (Somebody Calls, 1955)
Huset, der ikke ville stå stille af L.A.G. Strong (The House That Wouldn’t Keep Still, 1955)
Stakkels pige af Elizabeth Taylor (Poor Girl, 1955)
Harry af Rosemary Timperley (Harry, 1955)

Kimana Magars sidste sang af Karen Skovmand

Kimana Magars sidste sang af Karen Skovmand

Underholdende og veltænkt dansk science fiction roman om katastrofer, genopbygning og virtual reality

I 2037 bliver jorden uventet ramt af en astroide, som udrydder en stor del af jordens befolkning. Dels i de øjeblikkelige følger, såsom jordskælv og tsunamier, men også langtidsvirkningerne som støv i atmosfæren, der sænker temperaturen og dræber en lang række planter og dyr; ødelagte atomkraftværker der lækker stråling og forurener alt; samt naturligvis sult, mangel på medicin o.s.v.

Men 30 år efter har livet alligevel triumferet. Rundt omkring på kloden har små lommer af mennesker overlevet, og i kuppelbyen Lilypond har man opbygget en digital verden kaldet ‘Rummene’, hvor de unge kan opleve verden før katastrofen, med farver, smage og dufte som ikke mere findes i kuppelbyerne.

Romanen følger forskellige personer. I tiden lige efter katastrofen følger vi terapeuten Gorman. Vi hører, hvordan han overlever katastrofen og finder sammen med den katolske nonne Sara og datalogen Haiken og om deres forsøg på at nå frem til militærbasen L1L1P0ND. Vi hører om de valg og fravalg den militære ledelse må foretage, da de overlevende begynder at strømme til basen, og om de første hårde år hvor simpel overlevelse er en udmattende og endeløs kamp.

Som årene går, bliver forholdene for menneskene bedre i militærbasen, der nu har udviklet sig til kuppelbyen Lilypond. Men da børn begynder at begå selvmord, beslutter byens ledere sig for at gøre noget for at indgyde håb. Man begynder opbygningen af ‘Rummene’, som tilbyder en helt ny verden for brugerne. Men ingen roser uden torne.

Jeg var vældig underholdt af Kimana Magars sidste sang. Det er underligt, som nogle bøger bare fanger fra første sætning, og det var tilfældet for mig her.

Efter en prolog, der foregriber en dramatisk senere begivenhed, fortæller Karen Skovmand historien kronologisk. Sproget er nærmest klinisk under beretningen om de katastrofale følger af astroiden, men alligevel berørte personernes skæbne mig, og begivenhederne fremstår troværdige. Brugen af en alvidende fortæller gør, at vi ikke nødvendigvis kommer helt tæt på romanens personer. Alligevel er de interessante at følge, og jeg havde lyst til at vide mere.

Strukturen af romanen er også anderledes end de fleste. For det meste hører vi enten om katastrofen og tiden lige efter, eller også starter historien hvor samfundet er kommet på fode igen, og det virtuelle univers er opfundet. Her i Kimana Magars sidste sang får vi dog hele historien, inklusive hvordan ‘Rummene’ bliver opfundet. Det kan jeg godt lide.

Personligt kender jeg ikke meget til computerspil og virtual reality, men det havde ingen betydning for læsningen. Historien er underholdende uanset, og personligt glæder jeg mig vældigt, til nogen opfinder romanens husbotter. Sådan en vil jeg gerne have 🙂

Uddrag af romanen:

Persiennernes hvide plastiklameller dæmpede dagslyset udefra og forhindrede at patienterne lod sig distrahere af gadens liv. Men intet kunne stoppe det blændende klare lysglimt fra astroide K3, da den flænsede den grå efterårshimmel på sin vej mod oceanet. Det ledsagende brag fulgte lidt forsinket, men lydisoleringen reducerede drønet til noget der mindede om kraftigt tordenvejr.

Gorman så lysglimtet og kiggede et øjeblik forbavset mod vinduet.
Så kom trykbølgen.

Trykbølgen smadrede vinduet. Persiennerne afbødede de fleste glasskår, men ikke dem alle, og glasset ramte Gorman og hans patient. Gorman så det ske, som i slowmotion, samtidig med han blev kastet bagud, væk fra vinduet.

De blev begge ramt i ansigtet, men ikke alvorligt. Kun nok til lige at begynde at bløde. Andre glasskår ramte deres tøj, men uden at trænge igennem. Som et mirakel, tænkte Gorman, da han bagefter omsorgsfuldt tørrede Miriams ansigt af.

Hun var stadig delvist i trance, fyldt af ro og lykke. “Det var så klart, så tydeligt!” sagde hun til Gorman, og han vidste ikke om hun talte om lysglimtet eller sin vandring i underbevidstheden. Han valgte ikke at tale til hende om nogen af delene. Selv i denne akutte situation kunne han ikke holde op med at være behandler, og der var ingen grund til at bevidstgøre patienten om at der nok havde været et bombeangreb på byen. Eller for hende endnu værre: et fly måtte være styrtet ned.

Han åbnede dog døren til det fælles venteværelse. Det var tomt, som han forventede. John, hans kompagnon, holdt altid fri om onsdagen, ligesom Gorman altid gjorde om torsdagen. Der var heller ingen øvrige klienter før om eftermiddagen.

Han nåede ikke længere.
Jordskælvet kom.
(side 18-19)

Om Kimana Magars sidste sang:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Science Fiction Cirklen, 258 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Besøg Karen Skovmands hjemmeside

Læs også:

Ready Player One af Ernest Cline
Børnenes jord af Gipi
Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann
Blår af Hugh Howey
Dommedagskometen af Erik Juul Clausen
Mimesis af Thomas Kampmann Olsen
Vejen af Cormac McCarthy
Den hvide fjende af Niels Meyn
Efter syndfloden af Kassandra Montag
Metrozone af Søren Mosdal
Miraklernes tid af Karen Thompson Walker
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Ondt er da på vej herned af Ray Bradbury

Ondt er da på vej herned af Ray Bradbury

Drengene Jim (James Nightshade) og Will (William Halloway) er bedste venner. De har boet ved siden af hinanden hele deres liv, og har fødselsdag med én dags mellemrum. Jim bor alene med sin mor, mens Wills far er væsentlig ældre end hans mor, og ofte forsvinder hen på biblioteket hvor han arbejder.

En oktobernat kommer et tivoli til byen: Cooger & Darks Pandæmonium Skyggeforestilling. Drengene vågner om natten ved lyden af togets fløjte, og lister sig ud for at se tivoliet blive sat op, kun for at opdage at noget er helt forkert. Alt er skygger, tavshed og det mørkeste mørke. Men da de næste dag tager hen til tivoliet for at se det i dagslys, er alle nattens skygger væk. Flag og bannere blafrer strålende om de citrongule telte. Der dufter af candyfloss, og pladsen er fuld af leende mennesker.

Alligevel er der stadigvæk noget sært ved tivoliet. Jim er vældig fascineret af en særlig karrusel, mens Will er skræmt af spejlsalen. Især efter han ser lærerinden frøken Foley vakle ud, klynkende om en pige der drukner derinde. Hvilke hemmeligheder gemmer sig i skyggerne?

Jeg må indrømme, at jeg lige skulle tage tilløb til et par gange, før jeg fik læst Ondt er da på vej herned. Jeg er ellers ret begejstret for Ray Bradbury, men jeg faldt ikke rigtig for romanens tone i begyndelsen. Så det var kun, fordi jeg for nyligt læste Martin Wangsgaard-Jürgensens positive omtale i Skrækvisioner, at jeg holdt fast. Og heldigvis for det, for der gemmer sig en god læseoplevelse til slut.

MWJ kalder romanen for: ”et stykke arketypisk amerikansk kunsteventyr og skrækfiktion, der i længselsfulde toner fortæller om livet i provinsen i 50’erne. Romanen er sødladen, den er nostalgisk, den er gribende, og den er gruopvækkende, fordi den rører ved nogle fundamentale antagelser omkring forholdet mellem børn og voksne.” (side 171)

Vi møder drengene, mens de er lige på nippet til at snuse til voksenlivet. Jim er den udfarende, der ikke kan vente med at opleve alt. Mens Will mere er tilbøjelig til at se væk. Da de kommer i alvorlige problemer med tivoliets ene ejer, Mr. Dark, får de hjælp af Wills far, Mr. Halloway, der nok er ældgammel i drengenes øjne, men som alligevel har bibeholdt en vis barnlighed, som gør ham anderledes fra andre voksne.

Ondt er da på vej herned ender i et voldsomt opgør, med drengene og Mr. Halloway på den ene side og Mr. Dark og tivoliets ‘freaks’ på den anden. Den del er fremragende og modbydeligt beskrevet.

Ray Bradbury skrev Ondt er da på vej herned i 1962. Mange af hans fortællinger kan kategoriseres som science fiction, men her kombinerer han det fantastiske med det urovækkende i en slags fantasy-horror fortælling om den evige kamp mellem godt og ondt, der udspiller sig i os alle. Romanen betragtes i dag som en klassiker, og er også blevet filmatiseret flere gange. 

Personligt skulle jeg som sagt lige i gang med læsningen, men til gengæld leverer sidste del af romanen i den grad. Så und dig selv en udfordring og en god oplevelse, og læs Ray Bradburys klassiker. Jeg må indrømme, at den ér fremragende.

Uddrag af romanen:

Hvor mange gange gik den rundt? tænkte Will. Tres, firs … halvfems …?

Hvor mange gange? sagde Jims ansigt, der var ét stort mareridt, mens han så den døde karrusel dirre og holde stille i det døde græs. Det var en standset verden nu, som intet, hverken deres hjerter, hænder eller hoveder, kunne sende tilbage til noget sted.

De gik langsomt hen til karrusellen med hviskende sko. Den skyggeagtige skikkelse lå på den nærmeste side, på bræddegulvet, med bortvendt hoved. Den ene hånd hang ned fra karrusellen. Det var ikke en drengs. Den lignede en kæmpestor vokshånd, der er skrumpet ind af ild.

Mandens hår var langt, edderkoppeagtigt og hvidt. Det blæste ud som mælkebøttefnug i det pustende mørke.

De bøjede sig ned for at se ansigtet.

Øjnene var lukket mumieagtigt. Næsen var faldet sammen over brusk. Munden var en ødelagt hvid blomst, hvor kronbladene var vredet rundt til et tyndt voksdække over de sammenbidte tænder, som små boblende suk trængte ud mellem. Manden var lille i sit tøj, lille som et barn, men høj, trukket ud og gammel, så gammel, meget gammel, ikke halvfems, ikke hundrede, nej, ikke hundrede ti, men hundrede tyve eller hundrede tredive år gammel.

Will rørte ved ham. Manden var kold som en albinofrø. Han lugtede af månesumpe og gamle ægyptiske bandager. Han var noget man fandt på museer, pakket ind i nikotinfarvet linned og lukket inde bag glas. Men han var levende, pibende som et spædbarn og skrumpede ind i døden hurtigt, meget hurtigt for øjnene af dem.

Will brækkede sig over siden af karrusellen.

Så faldt Jim og Will ind mod hinanden, og de hamrede løs mod de sindssyge blade, det ufattelige græs, den ulegemelige jord med deres lammede sko, da de flygtede afsted ned ad midterstien. (side 86)     

‘Fun facts’:

Originaltitlen Something wicked this way comes er et citat fra Shakespears skuespil Hamlet: “By the pricking of my thumb something wicked this way comes.” (4. akt, scene 1)

Som barn mødte Bradbury tivoli-tryllekunstneren Mr. Electrico, der gav ham spådommen “Live forever!”. Et møde der gjorde så stort indtryk på Bradbury, at han kort efter begyndte at skrive. I romanen møder vi også en figur kaldet Mr. Electrico, der gør et stort indtryk på drengene.

Stephen King nævner Something Wicked This Way Comes i Den døde zone, hvor Sarah kommer til at tænke på den, da hun er i spejlkabinettet med Johnny. Ligeledes gentager han delvist Bradburys indledende scene med en lynafleder-sælger og et uvejr på lur i kapitel 5.

Mr. Dark fra tivoliet er fuld af tatoveringer og kan være karakteren Den Illustrerede Mand fra novellesamlingen af samme navn.

Bradbury har kaldt Ondt er da på vej herned for sin favoritbog.

Om Ondt er da på vej herned:

Udgivelsesår: 1977
Forlag: Stig Vendelkær, 234 sider
Omslag: Eyvind Rafn
Originaltitel: Something wicked this way comes, 1962
Oversætter: Arne Herløv Petersen

Besøg Ray Bradburys officielle hjemmeside

Rummand fra Tjekkiet af Jaroslav Kalfař

Rummand fra Tjekkiet af Jaroslav Kalfař

Om rumrejser, ægteskab, kosmiske edderkopper og fortidens byrder. Rummand fra Tjekkiet har det hele.

Det var helt tilfældigt, at jeg opdagede Rummand fra Tjekkiet. Jeg havde aldrig hørt om den, men den stod på hylden med nye bøger, og så røg den med hjem, for så meget nyt science fiction udgives der jo heller ikke på dansk.

En aprildag i 2018 sendes rumskibet JanHus1 af sted fra Petřin-højen. Ombord er Jakub Procházka, og målet er at nå ud til en kosmisk støvsky (navngivet Chopra) mellem Venus og Jorden og tage prøver herfra. Turen skal sætte Tjekkiet på verdenskortet som en selvstændig og innovativ nation, og meget af udstyret er således sponseret af kommercielle virksomheder. Turen tager mange måneder. Undervejs reflekterer Jakub over sin familiehistorie sat i kontekst med Tjekkiets historie, og ikke mindst over forholdet til hustruen Lenka.

På biblioteket står romanen klassificeret som science fiction, og rammehistorien er da også Jakubs rejse i rummet. Men fokus er i virkeligheden snarere på alt det andet. Personligt var jeg især fascineret af at læse om Jakubs opvækst i en vasalstat for Sovjetunionen.

Jakubs far var ansat i det hemmelige politi, og det fik store følger for familien, da det kommunistiske regime brød sammen under Fløjlsrevolutionen. Fra at være respekteret (eller rettere frygtet) bliver familien pariaer, og det kommer til at påvirke Jakub resten af livet.

Rummand fra Tjekkiet er både humoristisk, tankevækkende og anderledes end det meste af det science fiction, jeg har læst. Den er godt skrevet, men der er dog en del korrekturfejl, lige fra underlige orddelinger til slå- og stavefejl. Jeg ved godt, at jeg er lidt sart på den område, men det irriterer mig, når Jakub pludselig bliver til Jakob eller bagefter deles bage-fter, for det bryder min læserytme. Det er dog ikke nok til at ødelægge den overordnede læseoplevelse, og jeg kan bestemt anbefale Rummand fra Tjekkiet, hvis du har lyst til en ny oplevelse.

Jaroslav Kalfař immigrerede til USA fra Tjekkiet som 15-årig. Rummand fra Tjekkiet er hans debutroman, som udkom på engelsk i 2017 og blev godt modtaget i USA. Romanen er eftersigende også på vej til en filmatisering af Johan Renck, der blandt andet er kendt for tv-serien Tjernobyl.

Anmelderne skriver:

Af Jørgen Johansen, Berlingske:
”Et fantasifuldt rumeventyr og et dystert stykke nyere tjekkisk historie. Forfatteren Jaroslav Kalfar, der er født i Prag i 1988, året før Fløjlsrevolutionen, og som kom til USA som 15-årig, har mikset en romancocktail af de mere hårdtslående. To dele science fiction blandet med én del kærlighedstragedie og én del politisk-psykologisk samtidshistorie om tiden før og efter omvæltningerne i 1989, da det kommunistiske regime brød sammen, og forfatteren Vaclav Havel afløste Gustav Husak som præsident i Tjekkoslovakiet […] Rummand fra Tjekkiet er en både underholdende og tankevækkende historie, hvis største problem i virkeligheden er, at den indeholder stof og tilløb til meget mere end en enkelt roman.”

Af Jørgen Herman Monrad, Weekendavisen:
”Tjekken Jaroslav Kalfar, der som 15-årig udvandrede til USA, har skrevet en fin, fabulerende roman om at udvandre til det ydre rum. Og om at længes tilbage.”

Af Jennifer Senior, The New York Times:
”Jaroslav Kalfar’s “Spaceman of Bohemia” is not a perfect first effort. But it’s a frenetically imaginative one, booming with vitality and originality when it isn’t indulging in the occasional excess. Kalfar’s voice is distinct enough to leave tread marks. He has a great snout for the absurd. He has such a lively mind and so many ideas to explore that it only bothered me a little — well, more than a little, but less than usual — that this book peaked two-thirds of the way through. Sigh. Don’t we all.”

By Tibor Fischer, The Guardian:
”Spaceman of Bohemia should win many fans. It’s Solaris with laughs, history lessons and a pig killing. I will be interested to see what Kalfar has to say about the US in the future.”

Om Rummand fra Tjekkiet:

Udgivelsesår: 14.02.2020
Forlag: Mr. East, 288 sider
Omslag: Nana Andrea Tiefenböck
Originaltitel: Spaceman of Bohemia, 2017
Oversætter: Uffe Gardel

Læs også:

Månebase Rødhætte af Lars Ahn
Rygtet om hendes død af Kasper Hoff
Den sorte tåge af Fred Hoyle
Forvandlingen af Franz Kafka
Hundehjerte af Gurli Marie Kløvedal
Mørke af Torben Pedersen
Exnihilo af Publius Enigma
Fast arbejde – udvalgte fortællinger af A. Silvestri
The Martian af Andy Weir