september 2019
M Ti O To F L S
« aug    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
30  
Arkiver

Arkivet for ‘Bøger’ Kategorien

Babysæsonen v. Ane C. Ruge og Jannick Storm

Babysæsonen ved Ane C. Ruge og Jannick StormJeg er i fuld gang med at læse og genlæse ældre science fiction antologier. Denne gang handler det om Babysæsonen, en antologi hvor alle bidrag er skrevet af kvinder. Novellerne er udvalgt af Ane C. Ruge og Jannick Storm, og jeg må indrømme, at jeg ikke rigtig kendte nogen af dem på forhånd.

Antologien indledes med ‘Nyt ritual’ skrevet af Idris Seabright. Marie Bates er gift med den langt ældre Henry, som ikke er god til at give hende opmærksomhed. En dag køber hun Fergusons fryser, og opdager ved et tilfælde at den har ganske særlige evner.

Katherine McLean har skrevet ‘Sneboldvirkningen’. Halloway er dekan for universitetet og skal som sådan sørge for, at økonomien er i orden. Derfor gennemgår han de forskellige institutter for at fastlægge deres værdi. Lederen af sociologi-afdelingen, Wilton Caswell, er ikke begejstret, men ender med sammen med Halloway at planlægge et sociologisk eksperiment med en lokal syklub, der skal godtgøre, at sociologi-instituttet er pengene værd.

Jeg var ret vild med Miriam Allen deFords ‘Babysæsonen’. En planet har længe forsøgt at blive medlem af den Ydre Galaktiske Føderation. Endelig får de besøg af en delegation fra Jorden, som skal komme med den endelige indstilling, og selvom besøget uheldigvis falder sammen med babysæsonen, sætter man alle sejl til. Der er dog visse kulturelle udfordringer …

I ‘Vær en rar, lille mand’ af Hilary Bailey er der vendt op og ned på kønsrollerne. Efter Tredje Verdenskrig er kvinderne blevet samfundets toneangivende, mens mændene går hjemme og passer børnene. Der er snart valg, og i et af distrikterne stiller en mand op. Premiereministeren bryster sig ellers af, at hun ikke har fordomme, men alligevel – en mand!

Sonya Dorman har skrevet novellen ‘Da jeg var frøken Dow’. Jeg-fortælleren tilhører en race, der består af amorfe væsener af protein og kun et køn, og som er i stand til at antage forskellige skikkelser. Da mennesket kommer til deres planet, opstår handel og samkvem mellem racerne. Dog er menneskene ikke helt klar over, hvad fortællerens race egentlig er.

Nathalie Charles-Henneberg har nyfortolket legenden om Tristian og Isolde i novellen ‘Isolde’, der udspiller sig på planeten Nyx, hvor tiden går baglæns: “Med Nyx er det noget andet: det er en planet der har været befolket og civiliseret. Derfra vender den tilbage til sin oprindelse. Og det med stærk fart! Det er to hundrede år siden, rundt regnet, at den i atmosfære og klima endnu mindede om jorden. I dag går man omkring i panserdragt, og måleinstrumenterne viser lige så mange kosmiske strålinger som i vor ionosfære.” (side 75)

‘Af det der forsvinder’ stammer fra Anna Kavans posthumt udgivne novellesamling Julia and the Bazooka. Novellens fortæller er i mørket, i tvivl om hvem hun er, og bange for manden der kommer ind i rummet. Jeg havde svært ved at greje fortællingen i første omgang, men læste så Kate Zambrenos artikel om Anna Kavan og opdagede, at novellen nærmest er selvbiografisk.

Naomi Mitchisons ‘Mary og Joe’ handler om ægteparret Mary og Joe. Hun forsker blandt andet i hudtransplantationer, og den viden bliver nyttig, da deres ældste datter, Jaycie, kommer alvorligt til skade efter at have demonstreret imod staten.

I ‘De udvalgte’ af Kate Wilhelm er befolkningstallet eksploderet. Man har fundet en måde at rejse til andre tidszoner ved hjælp af Bok-Gressler-Harney’s teori. Her indsamler man råstoffer, som kan sendes tilbage til nutiden. Ægteparret Jan og Lornie er sammen med resten af fortruppen endt i en zone uden andet liv end planteliv. Den absolutte stilhed brydes kun af vind og vand, og skræmmer gruppen fra vid og sans. På nær Lorin, som drømmer om at undslippe nutidens mylder.

Helikopterpiloten Sarah Toggi er hovedpersonen i Marta Bergstressers ‘Smack-tur’. I en fremtid hvor en uendelig krig har delt USAs befolkning op i civile og militæret – med militæret som dem, der får alle fornødenhederne – får Sarah tilbudt en smuglertur efter smack. På trods af at hun afskyer Grendel og hans slags, siger hun alligevel ja. Måske i et håb om at sone at hun har overlevet.

Babysæsonen er ikke den bedste antologi, jeg har læst. Selvom flere noveller er gode, så er der også et par stykker, jeg var mindre begejstret for. Jeg tænker dog ikke umiddelbart, at der er en forskel i de temaer, der behandles her i forhold til rene mandlige antologier. Det kommer de to redaktører da også ind på i forordet:

[…] men det er en kendsgerning at det først er i den senere tid de kvindelige skribenter har kunnet frigøre sig fra deres mandlige kollegaers påvirkning og fundet ud af at give selv blondiner sund fornuft og tøj på kroppen. De ældre science fiction fortællinger er så godt som altid fortalt ud fra en mandlig synsvinkel, hvilket til tider kan virke forvirrende. At det forholder sig således er på den anden side ikke særligt mærkeligt. De første kvindelige science fiction forfattere var jo vant til at det gjaldt om at leve op til mændenes krav og forestillinger, og de blev også selv betraget og vurderet ud fra deres kvindelige fortrin snarere end ud fra deres litterære kvaliteter.” (side 8)

I dag er der stadig flest mænd, der skriver science fiction, men der er så absolut også flere gode kvindelige forfattere indenfor genren. Se et par stykker af dem i afsnittet ‘Læs også’.

Om Babysæsonen:

Udgivelsesår: 1974
Forlag: Notabene, 153 sider
Omslag: Peter Sugar

Indhold:

Ildris Seabright: Nyt ritual (New Ritual, 1952)
Katherine McLean: Sneboldvirkningen (The Snowball Effect, 1952)
Miriam Allen deFord: Babysæsonen (The Season of Babies, 1959)
Hilary Bailey: Vær en rar, lille mand (Be Good Sweet Man, 1966)
Sonya Dorman: Da jeg var frøken Dow (When I Was Miss Dow, 1966)
Nathalie Charles-Henneberg: Isolde (Ysolde, 1968)
Anna Kavan: Af det der forsvinder (Among the Lost Things, 1969)
Naomi Mitchison: Mary og Joe (Mary and Joe, 1970)
Naomi Mitchison: De udvalgte (The Chosen, 1970)
Marta Bergstresser: Smack-tur (Smack Run, 1973)

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
Oryx og Crake af Margaret Atwood
DreamInducer af Ellen Garne
Nano kommer til Clifford Falls af Nancy Kress
Under ensomme stjerner af Kate Ling
Efter år nul af Grete Roulund
Frankenstein af Mary Shelley
Livets barske lektie af Helene Th. Svolgart

Taranteller og tungekys af Michael Kamp

Taranteller og tungekys af Michael KampDe 15-årige tvillinger Lærke og Emil tilbringer sommerferien i kolonihaven med deres forældre. Det betyder grill, græsplænehygge … og begrænset skærmtid. Emil og Lærke keder sig, for hvad skal man få en hel ferie til at gå med når man ikke må surfe på YouTube?

Længere nede ad vejen bor Jessica. Jessica er nogle år ældre end tvillingerne, og Emil er snotforelsket i hende. Der er bare et problem: Jessica opdrætter taranteller, og Emil er bange for edderkopper. Det kan han selvfølgelig ikke indrømme, så han må bide tænderne sammen og smile når hun viser dem frem.

Snart får de dog andet at tænke på da et mystisk vejrfænomen får hele verden til at gå i sort. Midt i alt kaosset øjner Emil sin chance for at imponere Jessica og lade kærligheden spire. (fra bagsiden)

Jeg er ellers ikke bange for edderkopper. Altså, jeg er ikke typen, der har lyst til at kæle med en fugleedderkop, men sidder der en edderkop i soveværelset, når jeg skal i seng, så får den lov til at sidde der. Alligevel må jeg indrømme, at Taranteller og tungekys gjorde et vist indtryk på mig. Selvom det er en ungdomsbog!

Det hele starter ellers uskyldigt nok. 15-årige Emil er forelsket i den tre år ældre Jessica, der bor i et kolonihavehus ikke så langt fra tvillingernes. Hun er vildt lækker, men holder altså edderkopper i store terrarier i stuen. Emil hader edderkopper, men bider tænderne sammen og lytter interesseret til alle de edderkoppe-facts, som Jessica fodrer ham med, i håbet om at hun også vil forelske sig i ham.

En aften under et fantastisk nordlys forsvinder strømmen i kolonihaven, og samtidig begynder insekterne at opføre sig underligt. Næste dag tager tvillingernes far ind til byen for at finde ud af, hvad der sker. Mens han er væk, går Emil og Lærke hen til Jessica. Men da de ankommer, er huset fuldstændigt raseret, edderkopperne er sluppet ud af terrarierne – og Jessica er ingen steder at finde …

Herfra går det bare værre og værre for vores unge helte, og som sagt havde jeg en ubehagelig følelse, da jeg læste sidste side. Som følelsen af 100 edderkopper der kravlede på min hud.

Michael Kamp er en utrolig effektiv forfatter, hvad enten han skriver til voksne, unge eller børn. Hans sprog flyder let, og hans personer står tydelige og troværdige. Og så er han modbydelig god til at skabe universer, hvor uhyggen bare vokser og vokser. Det gør han også her i Taranteller og tungekys, som både er klam, uhyggelig og heldigvis også lidt sjov.

Slutningen åbner op for en fortsættelse, som jeg krydser fingre for, at vi får. Og gerne hurtigt!

Uddrag af Taranteller og tungekys:

Det var hyggeligt nok at bo i kolonien med to store undtagelser: begrænsningerne i skærmtid var fuldstændig urimelige, og edderkopperne var en udfordring.

De var overalt.

Kolonihaven grænsede op til skoven lige på den anden side af bøgehækken. Tvillingerne var sikre på at edderkopperne voksede sig store og fede derude før de kom listende ind i huset. De var store og saftige og myldrede frem fra sprækker og revner. Listerne gabte alle steder, og hele huset var hullet som en si.

Ligesom man sad og læste eller hørte musik, ville en skygge bevæge sig i udkanten af synsfeltet og en massiv jagtedderkop komme spankulerende som ejede den hele stedet.

Hvilket den måske gjorde i de 2/3 af året hvor huset stod tomt. (side 13)

Om Taranteller og tungekys:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Tellerup, 238 sider
Omslag: Flemming Schmidt

Læs også:

Fobi af Kasper Grandetoft
Moln – jorden husker af Michael Kamp
Made Flesh af Tom Kristensen og Lars Kramhøft
Når mørket kommer af Patrick Leis
Edderkoppen af Richard Matheson
Nephila Clavipes? af Mikala Rosenkilde
Kun edderkopper af Esther Rützou

Pax Immortalis – Opgøret (Necrodemic, 4) af Patrick Leis

Pax Immortalis - Opgøret af Patrick Leis

Nyt underholdende bind i Patrick Leis’ actionfyldte Necrodemic-saga om en verden overløbet af zombier

I 2003 udgav Patrick Leis zombieromanen Requiem. Oprindeligt var den tænkt som en enkeltstående roman, men snart blev Leis klar over, at her var grobund for et langt mere omfattende univers. Det blev til Necrodemic-sagaen, som nu genudgives i en gennemarbejdet og opgraderet udgave på forlaget Valeta. Pax Immortalis – Opgøret er fjerde bind.

Historien udspiller sig nogle år efter angrebet på Ferguson farmen. De fleste farme er stadig uden kendskab til C-city byerne, og fortsætter livet i isolerede samfund, hvor frygten for zombierne og troen på Påkalderen fylder hverdagen.

Men en gruppe rebeller har samlet sig under løjtnanten, der er opsat på at bekæmpe Teknokraterne. Gennem længere tid har de samlet viden om byerne, og ved list er det lykkes dem at nedkæmpe flere af byens patruljer.

Det har gjort C-city 1’s førsteborger, Rudolph Meyer, lettere bekymret. Han har intet kendskab til rebellerne, men frygter at det er en af de andre byer, der forsøger at overtage C-city 1. Som forsvar har han sat sine forskere til at udvikle en ny typer soldater, og de tegner lovende. Forskerne har også gang i mange andre eksperimenter. Ikke mindst arbejdet med at skaffe nok LS, et livsforlængende serum der gives til højkaste borgere og udvindes af zombieblod.

Sideløbende hører vi om Jane, der bor i byen. Hun er forlovet med en højkaste-mand, og hverdagen kører på skinner. Alligevel har hun en mærkelig fornemmelse af, at noget er forkert. Hun har underlige drømme, og en dag ser hun et glimt af en mand, der virker besynderlig bekendt.

Mens Jane forsøger at finde ud af, hvad hendes fortid gemmer, rejser rebellerne sig for alvor til opstand. De har fået hjælp fra uventet side og vil én gang for alle gøre sig fri af Teknokraterne. Men først må de overbevise farmene om, at byerne findes. Og hvis det lykkes, venter et blodigt opgør.

Det er godt 10 år siden, jeg læste førsteudgaven af Pax Immortalis. Genudgivelsen indeholder en ny introtegneserie samt flere nye afsnit. Derudover har sprog og korrektur fået en grundig gennemgang, og der er blevet skabt større overensstemmelse med hele Necrodemic-universet. Endelig har Patrick Leis lavet et nyt og sammenhængende omslag for hele serien. Alt i alt er bind fire blevet knap 150 sider længere. Men Pax Immortalis – Opgøret er ikke en side for lang.

Jeg kan godt lide røvsparkende, bloddryppende zombieromaner, og Patrick Leis leverer i Necrodemic-sagaen masser af indvolds-action lige efter mit hoved. Men historien rummer også en civilisationskritisk kant, og så kommer vi denne gang længere ind i nogle af personerne. Jeg synes for eksempel, at det var vældig interessant at følge førsteborgerens tanker om bysamfundenes opståen og opbygning. Et kastesystem er meget langt fra mit ideelle samfunds-syn, men for Meyer er det både logisk og nødvendigt. Jeg var også meget begejstret over, at der (endeligt 🙂 ) er en kvindelig figur, der er både stærk og troværdig.

Genudgivelsen af Pax Immortalis – Opgøret uddyber og fuldender den originale historie, og gør det med en støt stigende spændingskurve og høj underholdningsværdi. Her er både blodsprøjt og noget at tænke over. Slutningen lover godt for femte og sidste bind Regnum Mortis, som er et helt nyt kapitel i Necrodemic-sagaen, og som jeg ikke kan vente med at kaste mig over.

Med andre ord – endnu et vellykket kapitel i Patrick Leis’ mastodont serie, der må betegnes som et must for enhver zombie-elsker. Læs den før Svøben rammer os …

Uddrag af Pax Immortalis – Opgøret:

Væsnet kikkede op på soldaterne med livløse, mælkefarvede øjne. Den var barfodet, enkelte tøjrester hang i laser om den udpinte krop, og en tynd krans af hår var vedblevet med at vokse på den døde kvindes hoved. Lemmerne var blodløse og udtørrede, slappe bryster dinglede fra en blåhvid torso og det meste af væsnets underansigt og læber var opløst og rådnet. Zombien udsendte en hørm af død og fordærv, og med vaklende skridt nærmede den sig trappen.

Endnu en udød trådte ind i lyskeglen, liget af en fed, midaldrende mand, iført resterne af en flænset kittel og et par skarlagensrøde seler, slæbte sig fremad, og et stort hul i halsen fik hovedet til at vippe i takt med de usikre skridt. Den døde læge havde små, uindfattede briller på, øjnene var fastfrosset i en evig, ublinkende stirren, og billedet af det sidste han havde set før sin voldsomme død, syntes stadig at hænge som et fantombillede på de matte nethinder.

Ligstanken tiltog, grådige lyde der svagt mindede om menneskelige ord og udbrud begyndte at stige op fra tunnelen, og en efter en kom hæren af udøde nærmere. (side 28-29)

Tak til forlaget Valeta der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Pax Immortalis – Opgøret:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Valeta, 594 sider
Omslag: Patrick Leis

Den nye Necrodemic-saga:

Regnum Mortis
Pax Immortalis – Opgøret
Requiem – Fort Ferguson
Castra Damnatorum – Camp 41
Necropolis – De levende døde

Besøg Patrick Leis hjemmeside

Læs også:

Høstens engle af Alden Bell
World War Z af Max Brooks
Dødt kød af Nick Clausen
Monstre – Død verden 1 af Louise Haiberg
De dødes tid af Thomas Helle
Kadavermarch af Dennis Jürgensen
Jagtmarken af Patrick Leis
Kværnen af Martin Schjönning og Tom Kristensen
Pandaemonium af A. Silvestri

Fantomsmerter af Stephan Garmark

Fantomsmerter af Stephan GarmarkEt spøgelse hjemsøger Århus og spreder frygt blandt byens kriminelle miljøer. Uden noget mønster og uden at efterlade spor af sine forbrydelser slår det forbrydere ihjel, så det ligner naturlige dødsfald. Af samme grund står politiet på bar bund.

Da nogle af dødsfaldene sker blandt rockerklubben Eagels Renegades’ medlemmer, kontakter gruppens præsident Chris Rantzau Cortes og beder ham undersøge sagen. Præsidenten er på ingen måde overbevist om, at dødsfaldene er naturlige, og han ønsker hurtigst muligt at finde og få udleveret en syndebuk.

Samtidig hyres Chris til at stå for sikkerheden ved en kunstudstilling, der arrangeres af den excentriske millionær og godsejer Horst Arthur. En simpel opgave, der hurtigt kompliceres af gårdens sikkerhedschef Vera Bielke og sikkerhedskonsulenten Jannick Storm, der begge har deres egne dagsordner, både hvad angår udstillingen og Chris Rantzau Cortes selv. (fra bagsiden)

Sidste år udkom første bog i serien om den århusianske dusørjæger Chris Cortes: Pige under vand. En underholdende og actionfyldt krimi om sugardating og forsvundne piger med den hårdtslående, hårdt-drikkende og hårdt-kneppende dusørjæger som hovedperson. Jeg fik aldrig skrevet et blogindlæg om den, så nu tager jeg revanche med bind to: Fantomsmerter.

Chris er ikke verdens mest likable person. Han er tidligere jægersoldat, men efter hans bror døde under deres udsendelse vendte han tilbage til Danmark. Her hjælper han af og til politiet, og ernærer sig ellers som dusørjæger mens han holder alle tre skridt fra livet. Også sin adelig familie.

Denne gang bliver han involveret i jagten på ‘Spøgelset’. En morder, der kun går efter hårde kriminelle, og hvor politiet i starten slet ikke finder dødsfaldene mistænkelige. Men rockerpræsidenten Alexander har en tjeneste til gode hos Chris, som derfor starter sin egen efterforskning. Sideløbende er Chris blevet engageret som sikkerhedsrådgiver af den excentriske kunstsamler og millionær, Horst Arthur. Et simpelt job som alligevel viser sig ikke at være så simpelt endda.

Mens Chris forsøger at finde morderen og passe på kunstudstillingen, løber hans privatliv helt af sporet, og han graver sig dybere og dybere ned i forholdet til rockergruppen Eagels Renegades. For når man giver fanden en lillefinger …

Stephan Garmark har skabt en ikke specielt sympatisk hovedperson, som alligevel sneg sig ind under huden på mig. Chris virker umiddelbart kold og ligeglad med alle, men facaden dækker over en stor sorg. Og selvom han nærmest ser det som sin pligt at tæve de kriminelle, han indleverer for en dusør, så stiller han alligevel spørgsmålstegn ved ‘Spøgelsets’ rolle som både dømmende og udøvende magt.

Fantomsmerter er hurtig læst, actionfyldt underholdning, og jeg hyggede mig vældig under læsningen. Der er endnu en bog på vej om Chris Cortes, og den skal jeg helt sikkert også læse. En hårdtslående krimi måske især til mandlige læsere.

Uddrag af Fantomsmerter:

“Indenfor den sidste måned er der tre mænd, der er døde. Arnie kunne jeg godt købe, men de to andre? De er unge mænd. Jeg tror ikke, det er naturlige dødsfald, det her.” Alexander rakte Chris den sidste sagsmappe, som var om Arnie.

“Nå,” sagde Chris. “Hvad tror du så?” Han bundede resten af sin rom og stillede glasset fra sig.

“Jeg tror, vi har at gøre med et spøgelse.” Chris hævede et øjenbryn og så på ham.

“Et spøgelse? Altså sådan ægte? Med lagen og det hele?”

“Jeg ved, du ikke er en idiot,” sagde Alexander, “og det er mig en gåde, hvorfor du insisterer på at opføre dig som en.”

“Tak for tilliden. Men måske er jeg lidt for dum til at følge  med i, hvad du prøver at fortælle mig. Du viser mig tre billeder af stofmisbrugere, der er døde af hjertestop. Det får ærligt talt ikke mine alarmklokker til at ringe. Min sympati har jeg også lidt svært ved at grave frem. Og nu fabler du om spøgelser. Helt ærligt.” Chris snøftede og gjorde mine til at rejse sig op.

“Sæt dig!” kommanderede Alexander med hævet stemme. Chris satte sig, som en hund tænkte han.

“Jeg tror, der er en meget smart person, der afliver folk, og jeg har brug for en smartere person til at finde ham […]” (side 28)

Om Fantomsmerter:

Udgivelsesår: 09.04.2019
Forlag: Dreamlitt, 310 sider
Omslag: Mikkel Henssel

Læs også:

Suffløren af Donato Carrisi
Øje for øje af Paul Cleave
En ørn fanger ikke fluer af David Garmark
Eksploderende skadedyr af Dennis Jürgensen
Ormeføde af Irene S. Rasmussen
De efterladte af Palle Schmidt
Kaldet af Inger Ash Wolfe

I en mørk mørk skov af Ruth Ware

I en mørk mørk skov af Ruth WareForfatteren Nora har ikke set sin skoleveninde Clare i 10 år. Ikke siden dengang Nora brød med sit gamle liv uden at se sig tilbage. Men så dukker en invitation op ud af det blå – til Clares polterabend.

Der er lagt op til en hyggelig og sjov weekend i et hus langt ude i skoven. Men snart opstår der spændinger i den sammensatte vennegruppe. Ting forsvinder på mystisk vis. Sjov bliver til dødsens alvor. Og hvem er det egentlig, Clare skal giftes med?

Huset ligger isoleret fra omverdenen, der er ingen mobildækning. Og så går noget galt. Helt galt.

Mens hemmeligheder og løgne dukker op til overfladen, bliver Nora indhentet af fortiden. Langt ude i den mørke, mørke skov. (fra bagsiden)

Jeg læser meget, og problemet med det er, at jeg dermed er blevet præsenteret for rigtig mange plots. Derfor var overraskelsen ikke så stor for mig i Ruth Wares I en mørk mørk skov. Jeg havde ret hurtig en god formodning om, hvordan tingene hang sammen, og det viste sig, at jeg havde ret.

Men dermed ikke sagt at I en mørk mørk skov er dårlig.

Historien udfoldes i to spor. Vi følger hovedpersonen Nora i nutiden, hvor hun vågner på et hospital uden at kunne huske hvorfor. I det andet spor fortæller Nora bagudrettet om, hvordan hun blev inviteret med til Clares polterabend og begivenhederne frem til den fatale nat.

Ware skriver flydende, og springene i tid og sted er effektive suspense skabere. Her er masser af spænding, og underholdningsværdien er bestemt i top. Så er du til thrillers i domestic noir stil, så er I en mørk mørk skov et godt bud.

Ruth Ware slog igennem herhjemme med Kvinden i kahyt nr. 10 og har seneste udgivet Mrs. Westaway er død. Besøg hendes hjemmeside HER.

Uddrag fra I en mørk mørk skov:

“Hey!!!” sagde hun, og på en eller anden måde gav hendes toneleje ordet tre udråbstegn, og jeg vidste før hun sagde mere, hvem det var. “Det er mig der er Flo!”

Du ved hvordan det, når man ser en bror eller en søster til nogen som er kendt, er lidt som at se på dem, men i et forvrængende spejl? Men et af dem der fordrejer spejlbilledet så subtilt at man ikke kan sætte fingeren på hvad der er anderledes, men bare ved at noget ER anderledes. Noget væsentligt mangler, der er en falsk tone i sangen. Sådan var kvinden i døren.

“Åh, altså!” sagde hun. “Hvor er det godt at se jer! Du må være – ” Hun så fra mig til Nina og valgte det åbenlyse. Nina er 1.85 høj og brasilianer. Eller rettere, hendes fra er fra Brasilien. Selv er hun født i Reading, og hendes mor er fra Dalston. I profil ligner hun en høg, og hun har hår som Eva Longoria.

“Du må være Nina, ikke?”

“Ja.” Nina rakte hende hånden. “Og du må være Flo, regner jeg med.”

“Jups!”

Nina sendte mig et blik. Jeg havde ikke troet at der faktisk fandtes mennesker som sagde jups!, eller hvis de gjorde, så ville det være blevet pillet ud af dem i løbet af skoletiden eller i det mindste på universitetet. Måske var Flo sejere end som så.

Flo gav entusiastisk Nina hånden og vendte sig om mod mig med et strålende smil. “I så fald må du være … Lee, ikke!”

“Nora,” sagde jeg instinktivt.

“Nora?” Hun så forundret ud.

“Jeg hedder Leonora,” sagde jeg. “I skolen blev jeg kaldt Lee, men nu foretrækker jeg Nora. (side 27-28)

Om I en mørk mørk skov:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Gyldendal, 310 sider
Omslag: Harvill Secker / Martin Dennis
Originaltitel: In a Dark, Dark Wood, 2015
Oversætter: Sara Koch

Læs også:

Drevet til mord af Rachel Abbott
En lille tjeneste af Darcey Bell
Ægtemanden af Dean Koontz
Det burde du have vidst af Jean Hanff Korelitz
Bag lukkede døre af B. A. Paris
Lyst af Åsa Schwarz
Slør af A. Silvestri
Close-up af Esther Verhoef

Otte science fiction noveller / red. Jannick Storm

Otte science fiction noveller redigeret af Jannick StormFor nyligt læste jeg Dommedagskometen af Erik Juul Clausen. I den forbindelse blev jeg gjort opmærksom på en novelle af Arthur C. Clarke med titlen ‘Stjernen’, som netop findes her i Otte science fiction noveller, en antologi udvalgt og oversat af Jannick Storm.

I indledningen kommer JS blandt andet ind på, hvordan man definerer science fiction som genre. At kalde det videnskabelig skønlitteratur er ikke dækkende, men videnskaben har gjort genren mulig. Snarere mener JS, at det er måden forfatterne anskuer tilværelsen på, et “hvad nu hvis-mønster”. Helt grundlæggende skal science fiction dog være overbevisende, skriver JS og fortsætter:

“Fremtiden er noget underligt futilt noget at beskæftige sig med, siger man. Men disse historier beskæftiger sig jo heller ikke med fremtiden; de beskæftiger sig med nutiden, med nutidens problemer. Man benytter fremtiden til at isolere de ting man vil undersøge og beskrive, og fri af de realistiske detaljers bundethed kan man sige: Hvad nu hvis …” (side 8)

Antologien starter med ‘Stakkels lille kriger!’ af Brian W. Aldiss. Claude Ford er rejst tilbage i tiden for at skyde en brontosaurus. Mens han har dyret på kornet, står han og filosoferer over menneskets samvittighedsfulde overlegenhed. Men har det betydning i Juratiden?

En af genrens måske mest kendte noveller er Daniel Keyes ‘Blomster til Algernon’, som vandt en Hugo for Bedste novelle i 1960. Charlie Gordon har en meget lav IQ, men drømmer om at blive dygtigere. Så da han får mulighed for at medvirke i et forsøg, hvor man via kirurgi kan tredoble forsøgspersonens intelligens, springer han til. Ligesom musen Algernon bliver Charlie hurtigt mere intelligent, men øget intelligens har ikke kun positive følger. Og pludselig opstår der uventede problemer med forsøget.

John Wyndham er formentlig mest kendt for romanen Day of the Triffids fra 1951 samt Midwich Cuckoos fra 1957, begge er filmatiserede. I ‘Meteor’ lander en meteor på Graham og Sally Toffts mark. Hendes far er meget interesseret i stenen, så de tager den ind i deres udhus for at se nærmere på den. Sideløbende følger vi en rumskibsbesætnings rejse fra deres egen planet til en fremmed verden. Men selvom man kommer med fred, er det ikke sikkert, at man finder det.

I ‘Den store forhave’ af Clifford D. Simak begynder mærkelige ting at ske for altmuligmanden Hiram Taine og hans hund Towser. Pludselig begynder ødelagte ting i kælderen at reparere sig selv, og endda meget bedre end Hiram kan gøre det. Langsomt går det op for ham, at han har fået ukendte logerende på besøg.

Isaac Asimov er kendt som “opfinderen af den moderne robot” og ikke mindst robotikkens tre love. ‘Robbie’ stammer fra novellesamlingen I, Robot (1950) og handler om Gloria, en lille pige der får en af de første robotter, som barnepige. Gloria elsker Robbie, som hun kalder den, men hendes mor bryder sig ikke om robotten og får til sidst overtalt sin mand til at skaffe sig af med den. Men det er ikke så let at få Gloria til at glemme sin bedste ven.

For snart mange år siden læste jeg romanen Gateway af Frederik Pohl, som er første bog i Heechee-serien, og som jeg varmt kan anbefale. ‘Midasplagen’ er bestemt også værd at læse. Historien udspiller sig i en fremtid, hvor der er overflod af materielle goder. Men da spild er forbudt, er man forpligtet til at forbruge, og jo lavere man er i det sociale hierarki, jo mere skal man forbruge. Nygifte Morey Fry er fattig og bor derfor i et kæmpe stort hus og er forpligtet til at forbruge meget af både materielle ting men også af koncerter mm. af robot-entertainere. Fry er ved at bukke under i forsøget på at forbruge det krævede niveau. Men så får han en idé.

Arthur C. Clarke er forfatteren til 2001: A Space Odyssey, der blev filmatiseret af Stanley Kubrick. I ‘Stjernen’ er en jesuitisk chef-astrofysiker på vej tilbage efter at have deltaget i udforskningen af en supernova i stjernetågen Føniks. En ekspedition der har sat hans tro på en alvorlig prøve. Novellen vandt i øvrigt en Hugo for Bedste novelle i 1956.

Antologiens sidste novelle er skrevet af William Tenn. ‘P÷’ udspiller sig i tiden efter den anden atomkrig. I USA henledes myndighedernes opmærksomhed på en mand ved navn George Abnego, der viser sig på alle områder at være totalt gennemsnitlig. Denne gennemsnitlighed ender med at starte en verdensomspændende omvæltning, som i sidste ende falder meget overraskende ud.

Jannick Storm har udvalgt bidragene til Otte science fiction noveller ud fra egen smag, men formår at præsentere flere af de største navne i genren OG underholde læseren med gode, tankevækkende og velskrevne historier ved samme lejlighed. En fin antologi der tidsmæssigt er skrevet i årene 1941 til 1961.

Om Otte science fiction noveller:

Udgivelsesår: 1968
Forlag: Steen Hasselbalchs Forlag, 227 sider
Omslag: Peder Nyman

Indhold:

Brian W. Aldiss: Stakkels lille kriger! (Poor Little Warrior, 1961)
Daniel Keyes: Blomster til Algernon (Flowers For Algernon, 1960)
John Wyndham: Meteor (Meteor, 1941)
Clifford D. Simak: Den store forhave (The Big Front Yard, 1960)
Isaac Asimov: Robbie (Robbie, 1950)
Frederik Pohl: Midasplagen (The Midas Plague, 1957)
Arthur C. Clarke: Stjernen (The Star, 1959)
William Tenn: P÷ (Null-P, 1951)

Læs også:

Månebase Rødhætte og andre SF noveller af Lars Ahn Pedersen
Andre verdener / red. Niels Dalgaard
Den Store Science Fiction-bog / red. Niels Dalgaard
Tunnelen under verden af Frederik Pohl
De fremmede – Lige under overfladen 13 / red. Carl-Eddy Skovgaard
Faderens sønner af A. Silvestri
Odyssé på Mars af Stanley G. Weinbaum
De blindes land af H. G. Wells

Tabu af Steen Langstrup

Tabu af Steen LangstrupTabu er en ny thriller fra Steen Langstrup, som endnu en gang sætter læserens fantasi i ‘nightmare mode’

Jeanette har altid drømt om at fejre jul under fremmede himmelstrøg, så da hendes mand Klavs køber en ø i Caribien, kan drømmen endelig gå i opfyldelse.

Men det bliver dog ikke helt den idylliske familiejul, som Jeanette har drømt om. Spændingerne mellem Klavs og sønnen Birk fører hurtigt til konflikter, og da datteren Ulrikke ankommer med sin nye kæreste Adam, lægges der yderligere ved til bålet. Klavs er bestemt ikke imponeret over Adam, der slet ikke lever op til Klavs’ krav til en svigersøn. Til gengæld er Jeanette voldsomt tiltrukket af ham, men han er jo både datterens kæreste og langt yngre end Jeanette.

Samtidig er en storm på vej, og da den rammer øen, eskalerer begivenhederne for alvor i mord, utroskab og bedrag, når gamle hemmeligheder kommer frem i lyset.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er stor fan af Steen Langstrups forfatterskab. Jeg er begejstret for hans filmiske skrivestil, som suger læseren ind i historien fra første sætning. Derudover kaster han sig uforfærdet over nye genrer og temaer i sit efterhånden omfattende forfatterskab, så hver bog byder på noget nyt. Fra klassiske monstre som vampyrer og varulve, over okkulte krimier, historiske spændingsromaner, socialrealistiske noveller, ‘torture porn’ og faglitteratur til ‘coming of age’ romanen Skadedyr og tulipaner og nu en thriller i ‘home invasion’-stil.

Langstrup skriver i et blogindlæg om arbejdet med Tabu, som har været en sej kamp. Undervejs nåede han både at tvivle på projektet og sine egne evner i det hele taget. Heldigvis overvandt han besværlighederne, og resultatet kan ikke andet end begejstre.

Begrebet tabu stammer fra religionen, hvor det blev brugt om noget, som var forbudt. I dag har vi i Vesten flyttet begrebet over i sociale sammenhænge, om ting man undgår at tale om. Eksempelvis midaldrende kvinders seksualitet som blot er et af tabuerne, Langstrup bryder med her i romanen. Men også sorg kan være tabu. Og naturligvis lufter man heller ikke familiens beskidte sengetøj i offentligheden.

Tabu starter i solskin, men efterhånden som historien skrider frem, og hemmeligheder og løgne afsløres, bliver stemningen mere og mere mørk. Og sidste del af bogen, hvor stormen med fuld kraft rammer øen (i både reel og overført betydning), er atmosfæren skræmmende på alle planer. Hvem tør man stole på, når alle kan være morderen?

Steen Langstrup har skrevet en elementært spændende historie, som også stiller spørgsmål ved samfundets sociale normsæt. Det er stærkt underholdende, og jeg kan ikke andet end være begejstret for Tabu, som er endnu et pletskud fra forfatteren. Vi er måske nok på en paradis-ø, men mareridtet venter lige rundt om bugten.

Uddrag af Tabu:

Selvom begge gæstehuse lå lidt i læ for stormen på øens modsatte sider, rev den alligevel godt i begge bygninger, og vandstanden var selv på den vestlige og nordlige side af Despedida nu så høj, at strandene var som slugt af havet, og vandet slikkede mod de sandsække, Juan havde placeret foran den nederste etage af det store gæstehus, den eneste bygning på øen med direkte adgang til stranden.

De tunge skyer over øen ulmede af kræfter, der snart ville blive sluppet løs. De første lyn var allerede begyndt at glimte i det fjerne, og inden længe ville regnen begynde at piske ned. Nede i Klavs’ kontor i hovedbygningens underetage med udsigt over havet kom det eneste lys fra printerens grønne dioder, der blinkede rytmisk inden den brummende begyndte at printe sider ud. (side 173-174)

Om Tabu:

Udgivelsesår: 23.08.2019
Forlag: 2 Feet Entertainment, 278 sider
Omslag: Steen Langstrup

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
Savas vidner af Sara Bouchet
Drifter – 13 mørke erotiske noveller / red. Nikolaj Højberg
Ø af Steen Langstrup
Perfekte dage af Raphael Montes
Glasborgen af Anne Marie Vedsø Olesen
Søster min af Helle Vincentz

Manden der tænkte ting af Valdemar Holst

Manden der tænkte ting af Valdemar HolstBoutard er den lukkede afdelings store problem. Skønt indespærret i enecelle forstår han til overlægens raseri at skaffe sig store havannacigarer og ædle vine, og en dag er han trods alle forsigtighedsregler totalt forsvundet.

Han har imidlertid fået tillid til en af lægerne, Dr. Francis, og over for ham letter han sløret for sin hemmelighed. Begivenhederne udvikler sig  med foruroligende hast, og en mystisk dobbeltgænger forpester den unge læges liv. Han trænges ud af sit arbejde, hans kæreste behandler ham som en plattenslager, og han er ved at gå i hundene, mens dobbeltgængeren fejrer triumfer …

Man mindes Peter Schlemihl og dr. Jekyll – mr. Hyde under læsningen af denne mærkelige og rædselsfyldte roman, som er et moderne sidestykke til den klassiske litteraturs mystiske fortællinger. (fra bagsiden)

Jeg blev gjort opmærksom på Manden der tænkte ting under en temadag om science fiction, jeg deltog i tidligere på året. Foredragsholderen roste filmatiseringen for at være en af de bedste danske science fiction film. Så jeg tænkte, at jeg hellere måtte få set på den, og det er hermed gjort.

Hvor filmen udspiller sig i Danmark, er romanens hovedperson den franske læge Francis. Den første del af filmen følger den originale historie ret tæt, men romanen forløber over en længere periode. Dermed får vi et langt mere indgående indblik i Francis deroute, idet vi følger ham fra feteret læge til drukkenbolt på samfundets bund.

Tager man bogens alder i betragtning er Manden der tænkte ting, et spændende bekendtskab. Valdemar Holsts idé om at kunne skabe ting ved tankens kraft underbygger han ganske interessant med tanke på altings opbygning af atomer. Der er også spørgsmålet om identitet. Hvem af Dr. Francis’erne er den rigtige, når Boutard har skabt en dobbeltgænger, der på alle områder er mere perfekt? Har den originale dr. Francis krav på sit liv, når han hurtigt går i hundene uden sin lægetitel?

Endeligt nævner Jens Ravn, der instruerede filmen i 1969, at historien også er en Faust-historie. Boutard tilbyder i starten af fortællingen Dr. Francis alt, hvad han kan drømme om, hvis blot han vil hjælpe ham. Francis siger nej af etiske grunde, men jo længere ned i skidtet han kommer, jo mindre betyder disse grunde til sidst.

Personligt kunne jeg bedre lide bogen end filmen, der har en spændende billedside, men som tempomæssigt i høj grad er ‘barn af sin tid’. Romanen ‘lider’ ikke på samme måde under sin alder, men fungerer ligeså godt i dag, som da den udkom for 54 år siden.

Uddrag af Manden der tænkte ting:

“De ved, at den moderne videnskab er gået bort fra den antagelse, at stoffet er noget i sig selv. Stof er en form for energi, bestående af kraftcentrer, der for hver enkelt stofs vedkommende svinger på en særegen måde. Ved at betragte stoffet i dets forskelige former, altså genstandene, dannes der billeder i hjernen; billeder, der består af svingninger, som nøje korresponderer med genstandens energisystemer.

Disse billeder tændes og slukkes, efter som øjnene ser, men gennem hukommelsen kan de uden det ydre synsapparat fremkaldes til en indre beskuelse. 

Denne fremkaldelse af én gang sete ydre ting kan være af højst forskellig art og styrke. Nogle mennesker husker dårligt, har en svag indbildningskraft; hos andre er den stærk og hos mig enorm!

Hør efter, nu var min hypotese følgende: Dersom man kunne koncentrere sine indtryk til en vis styrkegrad, ville svingningerne i hjernebillederne dels forstærkes, så de nærmede sig genstandens i intensitet, dels forlænges som strålerne fra en lyskaster med hjernen som centrum, så der dannedes et ydre billede.

Begynder De nu at forstå. Min hypotese var, at ved tilstrækkelig koncentration ville der dannes en bevidst hallucination, et ydre billede, et hukommelsesduplikat, der, når svingningerne havde nået en tilstrækkelig styrkegrad, også ville blive synligt for andre. Er De med?” (side 39-40)

Om Manden der tænkte ting:

Udgivelsesår: 1965
Forlag: Stjernebøgerne, Vintens Forlag. 152 sider

Filmatiseret i 1969. Læs en anmeldelse af filmen på Kulturkapellet.

Spøgelseshistorier af Lafcadio Hearn

Spøgelseshistorier af Lafcadio HearnSpøgelseshistorier er en meget tynd bog. Så tynd at jeg nærmest ikke nåede at blive grebet, før sidste side var vendt.

Forrest er en kort indledning om forfatteren Lafcadio Hearn (1850-1904) skrevet af Poul Malmkjær. Her fortæller Malmkjær om, hvordan Hearn i sin samtid var den første store formidler af Japan til Vesten. Hearn blev født i Grækenland (hans mor var græker og hans far englænder) men boede i barndommen forskellige steder. Hearn blev gift japansk og søgte i 1894 japansk statsborgerskab. I løbet af en ret kort årrække udgav han en række bøger med udgangspunkt i Japan, lige fra skildringer af japanske hverdagssæder og skikke, til genfortællinger af japanske sagn og legender og egne bidrag til genren, spøgelseshistorier.

Indledningen slutter af med et uddrag fra Hearns essay Nightmare Touch fra samlingen Shadowings. Her fortæller Hearn om frygten for spøgelser, og dette lille uddrag er efter min mening det bedste i bogen, for her fornemmer man virkelig Hearns evne til at fortælle, så det står lyslevende for læserens øjne. Jeg er ikke bange for mørket, men efter denne korte tekst, var det lige før jeg blev det.

Resten af bogen består af Hearns gendigtninger af japanske sagn og spøgelseshistorier.

“Ingwa-Banashi” handler om daimyoens døende hustru, der som et sidste ønske tilkalder den 19-årige konkubine Yukiko. Hustruen forsikrer Yukiko om, at denne fortjener at blive daimyoens nye hustru, når hun selv er død. Men hun håber, at Yukiko vil gøre hende en sidste tjeneste – bære hende udenfor så hun kan se kirsebærtræets blomster en sidste gang …

“En sommernats drøm” er Hearns tanker fra en rejse han foretog blandet med en genfortælling af to japanske myter, som han kommer til at tænke på undervejs. Den ene handler om fiskerdrengen Urashima Taro, som følger en smuk pige til Havets Drageguds palads. Den anden om den gamle brændehugger som ved et tilfælde finder ungdommens kilde.

“Legenden om Yurei-Daki” handler om en gruppe kvinder, som efter fyraften underholder hinanden med spøgelseshistorier. Én af dem tager imod udfordringen om gå alene op til Yurei-Daki (Genfærdenes vandfald), men da hun kommer tilbage …

“I en kop te” er et brudstykke af en fortælling, som aldrig er blevet færdiggjort. Hovedpersonen er en slags væbner, som i en kop te ser spejlbilledet af et ansigt, der ikke er hans eget.

“Yuki-Onna” handler om to brændehuggere, som en kold vinternat bliver overrasket af en snestorm. De finder ly i en lille hytte, men om natten har den yngste brændehugger en underlig drøm.

Den sidste fortælling hedder “Forsoningen”. En ung samurai fra Kyoto lader sig skille fra sin hustru, da han må rejse bort for at komme i tjeneste hos guvenøren over en fjern provins. Samuraien gifter sig igen, men som årene går, tænker han oftere og oftere på sin første hustru. Da hans tjeneste er ovre, søger han derfor tilbage til Kyoto for at opsøge sin første hustru, og stor er glæden da hun tager kærligt imod ham.

Historierne er for så vidt glimrende, men de er meget korte. Næsten alle er blot et par sider med undtagelsen af ”En sommernats drøm”, som er på 18 sider. Det lille omfang gør, at jeg synes, det er svært helt at blive grebet af Hearns univers. Endelig synes jeg heller ikke, at der er særlig stor sammenhæng mellem introduktionsdelen og spøgelseshistorierne til sidst. Derved bliver bogen en mærkelig størrelse, som jeg havde lidt svært ved at blive grebet af.

Når det er sagt, må jeg dog også sige, at jeg fik lyst til at læse mere af Lafcadio Hearn. Det var dog hovedsageligt på grund af uddraget fra essayet Nightmare Touch, som, så vidt jeg kan se, desværre ikke er oversat til dansk i sin helhed.

(anmeldt til Litteratursiden)

Om Spøgelseshistorier:

Udgivelsesår: 1994
Forlag: Fisker & Schou, 53 sider
Omslag: Per Arnoldi
Oversætter: Poul Malmkjær

Indhold:

Om forfatteren
Ingwa-Banashi
En sommerdags drøm
Legenden om Yurei-Daki
I en kop te
Yuki-Onna
Forsoningen

Læs også:

Spøgelseshistorier fra hele verden udvalgt af Tage la Cour
Timerne efter midnat af Sheridan Le Fanu
Sælsomme historier ved Sigurd Hoel
Otte berømte spøgelseshistorier af M. R. James
Klassiske spøgelseshistorier udvalgt af Charles Keeping
Spøgelseshistorier udvalgt af Hakon Stangerup

Vores endeløse dage af Claire Fuller

Vores endeløse dage af Claire FullerVores endeløse dage er historien om Peggy Hillcoat, som i 1976, da hun er otte, bruger sommeren på at spille sin elskede plade, “The Railway Children”, og lytte til moderens flygelspil.

Men efter en familiekrise, som Peggy først forstår meget senere, tager hendes far hende med fra London til en øde hytte i en fjern europæisk skov. Dér fortæller han Pegge, at resten af verden er gået under. Og derefter er hendes liv reduceret til et klaver, som laver musik uden lyd. En skov, hvor alt, hvad der lever og gror, kun tjener til overlevelse. Og en lille træhytte, som er ALT.

Peggy bliver ikke set før 9 år senere. (fra bagsiden)

Horsens Bibliotek, hvor jeg arbejder, har vi hvert år et arrangement kaldet ‘Årets bøger’. Her udvælger mine kollegaer og jeg 5-6 titler, der står som nogle af de bedste eller mest interessante, vi har læst det år. Vores endeløse dage var min kollega Thomas’ valg i 2017, og nu har jeg endelig fået læst den.

Vores endeløse dage er en smuk og forfærdelig roman. Smuk fordi den beskriver barnets urokkelige kærlighed til forældrene, og forfærdelig af samme grund. Lille Peggy accepterer sin fars forklaring uden at stille spørgsmålstegn, måske fordi en blotlæggelse af hans store løgn vil være værre?

Jeg var helt opslugt under læsningen, som både fik vrede og tårer frem hos mig. Det er næsten umuligt at forestille sig, at noget som historien her kunne ske udenfor fiktionens verden. Men så dukker historierne om Josef Fritzel og ægteparret David & Louise Turpin op, og man må indse, at virkeligheden kan være frygtelig meget værre.

Andre skriver:

[…] ’Vores endeløse dage’ er på ingen måde en dystopisk roman, men en meget stærk roman om menneskelig undergang og en lille piges selvudvikling og indre lidelser i et ensomt liv bygget på løgne. (Litteratursiden)

[…] Man kender det godt, det postapokalyptiske familiedrama. I filmatiseringen af Cormac McCarthys ‘Vejen’, for eksempel, er verden gået under, og en far – Viggo Mortensen, det smukke menneske – vandrer med sin søn gennem et øde og fjendtligt landskab. Det er skræmmende, men man føler sig tryg, så længe farfiguren er der og baner vejen foran én. Men forestil Dem så, at han vender sig om og i virkeligheden slet ikke er Viggo Mortensen, men Josef Fritzl! Dét er omtrent følelsen, der dominerer ‘Vores endeløse dage’, engelske Claire Fullers debutroman. (Weekendavisen)

[…] Det er en fascinerende og fantastisk skræmmende historie om hvordan en mand nærmest har kidnappet sin datter og bortført hende fra samfundet i den forstand, at hun i mange år vitterligt tror på, at de er verdens sidste mennesker. Beskrivelserne af naturen omkring die Hütte er utroligt smukke og Charlotte Kornerup, der har stået for den danske oversættelse, har formået at gøre naturen levende i sin oversættelse. Ikke alt er som man tror undervejs og jeg var forbløffet over Fullers evner til at narre sin læser, da jeg vendte bogens sidste side. (Ord fra en bibliofil)

Om Vores endeløse dage:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Olga, 262 sider
Omslag: Leo Nickolls og Joyce Grosswiler
Originaltitel: Our Endless Numbered Days
Oversætter: Charlotte Kornerup

Læs også:

Savas vidner af Sara Bouchet
The Girl Next Door af Jack Ketchum
Vejen af Cormac McCarthy
Ormeføde af Irene S. Rasmussen