Arkivet for ‘Bøger’ Kategorien

Fire noveller af Christian Winther

Fire noveller af Christian Winther

Christian Winther levede fra 1796 til 1876. Han var hovedsageligt kendt som lyriker, men skrev også prosa. Mest kendt er Fire noveller, som udkom i 1843.

Samlingen indledes med ‘Skriftestolen’. Historien handler om arkitekten Giulio, der overfor herren Marchese afslører, at når man står et bestemt sted i kirken, kan man høre, hvad der bliver sagt i skriftestolen. Men da den unge arkitekt vil demonstrere sin påstand, er skriftestolen optaget. Da Giulio vender tilbage til Marchese, virker denne først oprørt, men opfører sig derefter som intet var hændt. Og den næste morgen træder han ind i sin unge hustrus soveværelse…

Niels Kaas Johansen kalder i forordet ‘Skriftestolen’ for “den første haardkogte novelle i dansk litteratur“, mens Søren Baggesen på Arkiv for dansk litteratur kalder den for “[…] det mest prægnante stykke romantistisk prosa vi har på dansk.

Katrine Lehmann Sivertsen beskriver på Forfatterweb, hvordan novellen: “[…] sætter spørgsmålstegn ved dydens smalle sti, de strenge regler og idealets idylliserede overflade. Den fremhæver, at den gamle orden ikke er så ubrydelig endda, men kan ændres af blandt andet et frigjort subjekts erotiske kærlighed.”

‘En Hevn’ er ligesom den første historie i Fire noveller ganske kort. Her opdager en baron en ung kvinde i gang med at gennemse hans faders aflåste skrivebord. Han konfronterer hende og truer med fængsel, med mindre hun vil vise ham sin taknemmelighed. Men overtaget i novellen skifter, da kvinden afviser hans forslag og i stedet insisterer på, at hun skal afsløres.

Niels Kaas Johansen skriver i forordet, hvordan Winther her “[…] foregriber senere realistiske forfatteres foruroligende skildringer af kampen mellem kønnene, men det skal indrømmes, at den lidt for effektfulde slutning, der strejfer det teatralske, afspejler den kærlighed datidens publikum nærede for blodige og rædselsvækkende begivenheder.

De sidste to fortællinger i Fire noveller er væsentlig længere, og er efter min smag de svageste i samlingen. Men det er vist mest et bevis på, at jeg ikke har forstand på litteratur 🙂

‘Et Hjertes Gaade’ handler om et mystisk dødsfald og dets følger. En forstmester findes død i skoven, og man kan hurtigt konstatere, at han er blevet skudt. Mange år senere forelsker enkens søn sig i grevinde v. L, som viser sig at gemme på en mørk hemmelighed.

I den sidste novelle, ‘En Aftenscene’, er en midaldrende lærd mand trolovet med en ung kvinde. En aftenstund besøger han hende og beretter på hendes opfordring om sit ophold i Firenze i sine unge dage. Her bliver han bedt om at tilse en smuk prinsesse, der lider af feber, og det lykkes ham at helbrede hende. Den lærdes trolovede forstår ikke, hvorfor han dog ikke blev i Firenze og giftede sig med prinsessen, og da han forlader hende om aftenen, går det op for ham, at det er fordi hun ikke kender til kærlighed.

Om ‘En Aftenscene’ skriver Niels Kaas Johansen: “En Aftenscene” er skrevet med en isnende kulde, der dækker over et oprørt sind. Novellen er en af de mest plastiske og afslørende i dansk litteratur, den, der har skrevet den, har krav paa en fremtrædende plads i den danske prosas historie.”

Om Fire noveller:

Udgivelsesår: 1955 (1843)
Forlag: Eiler Wangels Forlag A/S
Illustreret af Preben Zahle
Forord af Niels Kaas Johansen

Indhold:
Skriftestolen
En Hevn
Et Hjertes Gaade
En Aftenscene

Læs også:

Det grufulde bibliotek / red. Kristian Nordestgaard og Jette Holst
Skygger / red. Steen Langstrup
Slaget ved Dorking / red. Niels Dalgaard
Gjengangerfortællinger af Vilhelm Bergsøe
Røverhistorier af Steen Steensen Blicher
Åndeverdenens dårekiste af B.S. Ingemann
Et skud i tågen af J.P. Jacobsen
Det tabte ansigt af Otto Rung
Olalla af Robert Louis Stevenson

Rynkekneppesygen af Peter Adolphsen

Rynkekneppesygen af Peter Adolphsen

Forleden læste jeg et opslag min kollega Janus havde skrevet på eReolen om 5 måder, det kunne være gået galt. En af de titler, han nævnte, var Peter Adolphsens Rynkekneppesygen, som jeg tilfældigvis havde liggende. Da hans omtale var så positiv, skyndte jeg mig at læse den. Og jeg må sige, at det var en både sær, skæv og humoristisk oplevelse, der samtidig sine steder er skræmmende aktuel.

Forlagets beskrivelse:

Et rumvæsen kom svævende gennem universet, båret på titusindvis af stjerners solvinde, krummet sammen om sig selv og i kryptobiotisk dvale. Det var et mikroskopisk dyr, 0,1 millimeter langt, semigennemsigtigt, teddybjørne-bænkebider-lignende og med hoved i begge ender. En dag i maj år 2019 blev det indfanget af jordens tyngdefelt og faldt ned på overfladen, helt konkret på maveskindet af en ung kvinde ved navn Winnifred (kaldet Winnie) Hemmingsen, der lå i morgensolen på Sydvestpynten af Amager ved København. Rumvæsnet trillede ned i hendes navle og i denne svedige og letbehårede hulnings mørke fandt det betingelser, der mindede om dets fjerne hjemplanet; det vågnede af dvalen, rullede sig ud og førte sine to spidse tunger ned i huden. Da Winnie lidt efter vendte sig om på siden efter en medbragt termokande, var det allerede for sent: Frem til hendes død knap to måneder senere formerede disse bittesmå væsner sig på hendes hud og gjorde hende eksponentielt mere rynket og mere liderlig. Winnie Hemmingsen blev det første offer for det, der officielt skulle få betegnelsen MIWD, Mite Induced Wrinkle Disease, men i folkemunde blot kaldes ’rynkekneppesyge’. (Gyldendal.dk)

Anmelderne skriver:

Anmeldt af Tue Andersen Nexø i Information
Der hittes på til højre og venstre i Peter Adolphsens nye roman, “Rynkekneppesygen”, og det med en ubesværet og overlegen bevægelighed. På godt 200 sider zigzagger man gennem liderlig overdrive og pludselig smertelighed hele vejen fra mikrobernes opkomst i det ydre rum over medicinske redegørelser og til sygdommens forskellige ofre og deres forbløffende ens skæbner. De knepper i det store hele, til de dør.
Man bevæger sig fra udredninger af sprog på andre planeter til underhudens niveauer, fra prosexfeminisme til subtile forandringer i de sociale koder i rynkekneppesygens tid. Man bevæger sig fra biologisk science fiction til mikromagi. Men især bevæger man sig boblende hurtigt fra scene til scene.
(Læs hele anmeldelsen i Information, 26.08.2017)

Anmeldt af Merete Reinholdt i Berlingske Tidende:
Det poetisk klare sprog, tag bare en sætning som: »brisen riflede vandoverfladen«, de nørdede (pseudo) naturvidenskabelige beskrivelser, de humoristisk studentikose formuleringer som f. eks. en »post-ejakulatorisk omtåget« Artur, de litterære og musikalske henvisninger og ikke mindst den bidende morsomme sarkasme i dette vanvittige samfundsportræt, gør »Rynkekneppesygen« til et vidunderligt, vedkommende og vovet værk om fornuft, følelser og adfærd i Velfærdsdanmark. (Læs hele anmeldelsen i Berlingske Tidende, 26.08.2017)

Anmeldt af Jette Holmgaard Greibe på Litteratursiden:
‘Rynkekneppesygen’ er en roman, der på alle måder giver et billede af, hvad der kan ske i samfundet, når normaliteten sættes ud af kraft. Når man skal undgå kropskontakt, busserne ikke må tage alle passagerne med, og der oprettes karantænesteder har vi brug for at kanalisere vores frustration og angst ud. Når nogle af samfundets trygge spilleregler ikke gælder, begynder vi at dømme hinanden, og en form for anarki opstår. Romanen kaster et sarkastisk blik på velfærdssamfundet og på vores syn på sex, pornografi og gammeldags kærlighed. Et bud på en mulig fremtid eller en aktuel samtid, som både er skræmmende og vanvittig. (Læs hele anmeldelsen)

Anmeldt af Birte Strandby på Bogvægten:
Science fiction genren benyttes ofte til at udfordre og undersøge et samfunds grænser og strukturer samt til at sætte perspektiv på den givne virkeligheds rammer og normer. Rynkekneppesygen er altså i denne henseende ingen undtagelse, og selvom hændelserne i romanen er absurde og ofte bærer et komisk præg, formår Adolphsen qua sit store fortæller-talent at komme med en stærk og overbevisende kommentar til individets og fællesskabets reaktionsmønstre, når traditionelle tabuer som seksuel drift og dødsangst i absurd forening tages op til behandling. Det er interessant, det er begavet og det er ikke mindst underholdende læsning. (Læs hele anmeldelsen)

Om Rynkekneppesygen:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Gyldendal, 246 sider
Omslag: Andreas Kjærgaard

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
Morf af Frank Brahe
Drifter / red. Nikolaj Højberg
Sex gotiske fortællinger af Jes Larsen
Dansk standard af Kim Leine
Thelema af Martin Wangsgaard-Jürgensen

Lysbringersken af Palle Reimann

Lysbringersken af Palle Reimann

Barsk roman om hekseforfølgelse og kvindeundertrykkelse i Danmark og Europa i slutningen af 1400-tallet

I 1484 udsendte den romerske pave en bulle, der erklærede alt heksekunst for kætteri. Denne bulle er udgangspunkt for Palle Reimanns barske, men interessante roman om Aslaug, smedens hustru, der anklages for hekseri.

Aslaug er gift med Hans smed. Begge har været gift før, og begge ægtefæller døde af pesten. Hans smed har fem børn, som Aslaug gladelig har taget til sig. Ikke mindst den ældste datter, Mette, der er meget optaget af at lære, alt hvad stedmoren ved om planter og helbredelse. For Aslaug arbejder som jordemoder.

I Rom følger paven sin bulle op ved at udsende inkvisitoren Augustin Valle. Han skal efterforske hekseanklager over hele Europa og har pavens bemyndigelse til at fængsle og straffe eventuelle hekse. Med tiden kommer Valle også til Danmark, og her støder han på Aslaug, der med sit røde, løsthængende hår, sin frie optræden og ikke mindst sit erhverv som jordemoder er en torn i øjet.

På samme tid bliver franskmanden Jean Doneau, der har skrevet en række værker om statens suverænitet og social orden, ansat af den danske konge. Krig og sygdom har decimeret befolkningstallet, og det er Doneaus tanker om, hvordan man forøger befolkningstallet igen, som kongen er interesseret i. Her er kvinden i centrum, idet hun skal overbevises om, at ”hendes eneste berettigelse i Guds skaberværk vitterlig er at sætte børn i verden” (side 96).

Palle Reimann er journalist og cand.mag. i historie og dansk, og Lysbringersken er hans romandebut.

Middelalderen var en tid, hvor døden aldrig var langt væk. Kirken havde stor autoritet, og forbrød man sig mod Guds love, var straffen hård. Men eftersom kvinder i kirkens øjne var svage og syndige, var de skyldige alene ved at eksistere. Det gav sig udslag i en – i nutidens øjne – foruroligende dobbeltmoral.

Reimann fortæller for eksempel om en kvinde, der blev dømt til halshugning for at hore med sin svoger. Han slap med en tur ved kagen og tre dage i gabestok, fordi han ”havde følt sig fristet af magiske kræfter” (side 293). I en anden sammenhæng fortæller Reimann, at kvinder ikke blev hængt. Man ville spare dem for at mænd kiggede dem op under skørterne, så i stedet blev de levende begravet. Endelig hører vi også om to kvinder, der var kommet op at slås. Havde det været mænd, havde de fået en bøde, men nu skulle de i stedet gå nøgne rundt i byen med en sten bundet om halsen.

Romanen fortælles gennem de forskellige personer. Aslaug er for så vidt hovedpersonen, men vi hører også pavens, Valles og Doneaus fortællinger. På den måde præsenteres vi bl.a. for det beskidte politiske spil, der udspillede sig omkring paven i Rom osv. De forskellige fortællertråde er i virkeligheden rigtig interessant, men de føles ikke altid lige integreret i historien, som derfor til tider bliver lidt flagrende at læse.

Min største anke er dog, at forfatteren har taget sig visse kunstneriske friheder uden at det klart fremgår. For eksempel udspiller romanen sig slutningen af 1400-tallet, hvor Danmark stadig er katolsk, men i virkeligheden kom hekseprocesserne først til Danmark efter reformationen ca. 50 år senere. Paven i romanen hedder Honorius V, men det var Innocent VIII der udsendte den pavelige heksebulle, osv.

Det er naturligvis en forfatters ret at digte. Lysbringersken er jo netop en roman og ikke en fagbog. Men da bogen på så mange måder virker gennemresearchet, ville et uddybende efterord med fokus på hvilke elementer af romanen der er fantasi, og hvilke der er konkret historisk funderet, have været på sin plads. Det ville give romanen mere pondus, for nu ved jeg ikke, om jeg kan stole på nogen af de spændende historiske facts, vi får undervejs, eller om det hele er fri fantasi.

Det skal dog ikke lyde, som om Lysbringersken er dårlig. Jeg kunne godt lide den, og det er slet ikke sikkert, at andre vil savne at få præciseret fakta og fiktion. Romanen emmer af middelalderstemning, og er både spændende, tankevækkende og barsk. Så er du til fortællinger om middelalderen, hekseforfølgelser og kvinders rettigheder, så er Palle Reimanns roman et godt bud.

(Oprindeligt anmeldt til Litteratursiden)

Uddrag af romanen:

“Kære broder Ingatius. Jeg tænker som du, at alt liv er helligt. Men hør nu her. En husbond ansætter en tjenestepige, der som dagene går sætter ild i hans lænder og giver ham lystige drømme. En dag tager han hende med om bag huset og krænker hende, som kun en mand kan krænke en pige. Hun bliver med barn og kan se frem til at blive sendt væk og kaste skam over familien. Hvilket liv skal vi redde? Kan vi redde begge? Hvad ville David skrive om det?”

“Når en mand træffer en jomfru, der ikke er trolovet og tiltvinger sig at gøre sig til gode med hende, og de gribes på fersk gerning, så skal manden give pigens far 60 sekel sølv og tage hende til ægte. Sådan sagde Moses til Israels folk. Det står skrevet i Deuteronomium.”

Smilet var forsvundet fra Aslaugs ansigt og hendes øjne fik en feberagtig glans. “Ja. Voldtag en pige, og som straf må du gifte dig med hende bagefter. Mon ikke pigen næsten får medlidenhed med manden på grund af straffens strenghed.”

Hun fnøs. “Tager jeg helt fejl, eller stod Moses ikke også der i ørkenen og sagde, at hvis en mand voldtager en ung pige, så skal både manden og pigen stenes til døde. Manden på grund af sin gerning og pigen, fordi hun ikke råbte om hjælp. I hvert fald ikke højt nok til at nogen hørte hende og kom til undsætning.” (side 64-65)

Om Lysbringersken:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Kraka, 332 sider

Læs også:

Søstrene i Salem af Brunonia Barry
Heksenes by : Ribes hekseforfølgelser 1572-1652 af Torben Bramming
Pestlægen af Søren Marquardt Frederiksen
Rottens øje af Herdis Frahm Honoré
Heksejagt af Louise Nyholm Kallestrup
En messe for byen Arras af Andrzej Szczypiorski
Arvingen af Michael Sørensen

Jernvognen af Stein Riverton

Jernvognen af Stein Riverton

Blandt de bøger, jeg har fik læst i 2020 men ikke skrevet om, er forlaget Eschos genudgivelse af Jernvognen fra 1909. Udgivelsen har et spændende efterskrift af Benni Bødker, der både fortæller lidt om Stein Riverton (pseudonym for Sven Elvestad), og perspektiverer historien.

Jernvognen er en del af serien Gule Roser, hvor forlaget Escho sætter fokus på kulørt litteratur, lige fra skrækromaner over elskovsromaner og kriminalromaner til eventyr udgivet i perioden 1900-1945.

Forlagets beskrivelse:

Romanen begynder da en mand findes myrdet på en idyllisk norsk ferieø. Den lokale befolkning forbinder mordet med et gammelt sagn om en jernvogn, der kører over den øde slette og varsler død med sine raslende kæder.

Da den excentriske detektiv Asbjørn Krag ankommer til øen, inddrages bogens navnløse fortæller i opklaringen, men de mange forfærdelige hændelser er hårde ved den unge mands nerver, og snart føler han sig forfulgt, mens verden omkring ham ramler sammen og alt leder frem mod en dramatisk afsløring af morderens identitet.

Skildringerne af angst, nerveanspændelse, naturmystik og sælsomme drømmesyner giver en febrilt sensitiv prosa, der væver naturen og fortællerens psyke sammen.

Conan Doyle var én inspiration, men i skildringen af fortællerens langsomme sammenbrud og det psykologiske spil mellem fortælleren og detektiven vækker Jernvognen ligeledes mindelser om relationen mellem Raskolnikov og chefefterforskeren Porfirij i Dostojevskis Forbrydelse og straf.

Anmelderne skriver:

Anmeldt i Politiken 05.11.2020 af Bo Tao Michaëlis:
[…] ‘Jernvognen’ er med sin stemning af verden af i går, sin skildring af angst og bæven, jalousi og psykopati mellem linjer, under overflade og over ord en underkendt lille sort perle i nordisk litteratur. Som krimi ret så altmodisch og obsolet med hensyn til opklaring, men i stil og sprog lakonisk og poetisk i en og samme sætning […]

Anmeldt i Weekendavisen 04.12.2020 af Bo Bjørnvig:
[…] Stein Riverton er forfatternavn for nordmanden Sven Elvestad (1884-1934), der levede et vildt liv som rejsende, journalist, forfatter, festabe, ædedolk og alkoholiker. Han var homoseksuel, hvilket dengang ikke gjorde tingene lettere. Ved siden af sine avisartikler spyttede han bøger ud i hurtigt tempo, blev kendt over hele Europa og tjente store summer og brugte endnu mere, han var altid i pengenød og bagefter sine deadlines. Om alt det har Benni Bødker skrevet et glimrende efterord, »En lyriker i rædsler«, som indgår i genudgivelsen af Stein Rivertons hovedværk, Jernvognen, der regnes for en af de bedste norske krimier, hvis ikke den bedste, og forfatteren har lagt navn til den norske krimipris Rivertonprisen […]

Anmeldt af Krimisiden:
[…] Dette er en af den norske forfatters mest kendte værker. En sammenligning med fortællingerne om Sherlock Holmes er nærliggende. Og måske især med ”Baskervilles hund”. Forfatteren skuer frem i mod de nye tider, hvor der hele tiden sker udvikling og forandring. Historien holder den dag i dag, så det er et dejligt genlæs med fortællingen. Det er en fin lille fortælling som er perfekt til en søndag i sofaen […] (læs hele anmeldelsen)

Anmeldt af Krimiormen:
[…] ”Jernvognen” får bestemt mine varmeste anbefalinger med på vejen. En krimiperle i en ældre genre, med et fint kig til nutidens krimigenre […] (læs hele anmeldelsen)

Om Jernvognen:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Escho, 215 sider
Omslag: Simon Bukhave
Originaltitel: Jernvognen (norsk), 1909
Oversætter: Anders Jørgen Mogensen

Læs også:

Fare! af Arthur Conan Doyle
Manden der tænkte ting af Valdemar Holst
Dommens dag af Karl Larsen
Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay
Horla af Guy de Maupassant
Den hvide fjende af Niels Meyn
Skimmelrytteren af Theodor Storm
Syndfloden af Carl S. Torgius

Den spanske syge af Tommy Heisz

Den spanske syge af Tommy Heisz

I 2018 var det 100 år siden den spanske syge ramte verden, samtidig med at 1. verdenskrig spredte nød, død og elendighed. I den anledning udgav journalist og forfatter Tommy Heisz denne velskrevne, veldokumenterede og både fascinerende og skræmmende bog, der undersøger, hvad der skete, da historiens mest dødbringende epidemi kom til Danmark.

Allerede da bogen udkom, satte jeg den på min læseliste, men det er først nu – to år senere, mens COVID-19 pandemiens skygge hviler over os – at jeg har fået læst den. Andre bør dog ikke vente lige så længe, som jeg gjorde, for Den spanske syge er absolut læseværdig.

Tommy Heisz har lagt et gigantisk researcharbejde i bogen, der ikke kun kigger på selve sygdommen men også perspektiverer til samtiden og samfundet. Samtidig lykkes han med at give fortællingen et menneskeligt ansigt, idet han præsenterer os for en række individuelle skæbner, som blev ramt af pandemien i et eller andet omfang. Oveni er bogen fyldt med fotos og illustrationer, der ligeledes er med til at forstærke læseoplevelsen.

Vi hører om den spanske syges oprindelse i USA (men måske i virkeligheden fra skyttegravene på Vestfronten? (side 69)) Om de første ofre i Danmark. Om hvor hjælpeløse lægerne stod overfor denne nye sygdom, selvom man ellers havde gjort utrolige fremskridt indenfor lægevidenskaben.

Heisz beretter om, hvordan myndighederne og medierne i første omgang slog den spanske syge hen som en almindelig influenza. Men også hvordan man, da anden bølge ramte, var anderledes hurtige til at reagere. I slutningen af oktober stod Sundhedsstyrelsen f.eks. for en stor oplysningskampagne. Den bestod bl.a. af 12 gode råd, som blev printet på store plakater og hængt op i alle landets større byer. Flere af rådene kan genkendes i nutidens råd mod COVID-19. Bl.a. undgå store forsamlinger, hold dig for munden når du hoster, renlighed og isoler de syge.

Som tidligere nævnt giver Heisz også indblik i flere personlige skæbner, bl.a. lægen fra den sydsjællandske by Haslev, der mistede hele sin familie, og brugsuddeleren i Ejstrups hustru, Else Dahl, der som uddannet sygeplejerske trådte til som frivillig.

Selvom den spanske syge ramte høj som lav, var de fattige dog mest udsatte. Dels pga. deres boligforhold hvor de boede tæt og uhygiejnisk, og dels fordi de ikke havde samme mulighed for hvile og god mad under rekonvalescensen. I Danmark regner man med, at der døde mellem 12 og 15.000 under epidemien. Langt værre gik det i andre lande, og samlet anslås det, at mindst 21 millioner mennesker døde af den spanske syge. Selvom lægevidenskaben arbejdede på højtryk for at skabe en vaccine, lykkedes det ikke. Man havde simpelthen ikke teknologien til det.

Det er nærliggende mest at lægge vægten på de høje dødstal, når man tænker på alvorligheden af pandemien. Men det er også vigtigt at huske de mange og alvorlige sygdomsforløb, der – ganske som i dag – efterlod patienterne svage i måneder efter. Hvordan børn blev forældreløse med deraf affødte konsekvenser. Eller forældre der mistede deres børn, og verden næsten en hel generation. Eftervirkningerne for de overlevende og resten af samfundet har været store både psykologisk, økonomisk og menneskeligt.

At læse Den spanske syge var som at læse en uhyggelig thriller. Heisz er en dygtig formidler, der både underholder og “underviser” under læsningen. De historiske og videnskabelige facts forklares letforståeligt, og vil man vide mere, er der et udbygget noteapparat bagerst sammen med den omfattende litteraturliste.

En meget spændende og interessant bog, som bestemt ikke er mindre aktuel i disse COVID-19 tider.

Uddrag af bogen:

“Den kom som en stormvind, der blæste ind ad vinduer og døre og angreb mange steder samtidigt eller med et døgns mellemrum samtlige medlemmer i en husstand.”

Sådan skrev kredslægen i Frederikshavn om den måde, hvorpå den spanske syge havde gjort sin entré i Nordjylland. I slutningen af oktober havde epidemiens anden bølge bredt sig til de fleste afkroge i Danmark. Sundhedsstyrelsen indsamlede i disse måneder indberetninger fra kredslæger i hele landet, og derfor har man et ret præcist billede af spredningsmønsteret. I Nordjylland vurderede lægen fra Frederikshavn, at den spanske syge var kommet til Skagen med en svensk fiskekutter, og at den omtrent samtidig var gået i land i Frederikshavn på østkysten med en gruppe turister fra Sverige. Herefter kunne han dag for dag følge sygdommens spredning til resten af landsdelen. Vandringen skete mod syd og fulgte nogenlunde jernbanesporene.

I Gudumholm sydøst for Aalborg kunne lægen berette om seks unge koner, der havde danset hele natten, og som alle blev syge. Senere kunne omtrent 50 tilfælde afledes fra disse. Et lignende tilfælde dukkede op på Samsø, hvor der havde været bryllupsfest. Folk havde festet, som var der fred og ingen fare, men to-tre dage efter lå 22 syge. Fire af dem døde, hvoraf tre var gravide kvinder. (side 134)

Om Den spanske syge:

Udgivelsesår: 17.04.2018
Forlag: Politikens Forlag, 382 sider
Omslag: Peter Stoltze

Læs også:

Verdenshistoriens største epidemier af Jakob Eberhardt
Det er bare en virus af Anders Fomsgaard
Den blege rytter af Klaus Larsen
Den fjerde rytter af Jeanette Varberg og Poul Duedahl

Næsten her af A. Silvestri

Næsten her af A. Silvestri

Næsten her er A. Silvestris 17. udgivelse på blot 10 år. Det virker næsten naturstridigt, at en forfatter kan skrive så mange bøger så hurtigt uden at blive en gentagelse af sig selv. Men A. Silvestri kan. Hver udgivelse er en ny udfordring for læseren på den fede måde, for man ved aldrig hvilken genre eller hvilken skrivestil, han nu har kastet sig over. Det eneste, der er sikkert, er, at det er velskrevet.

Det er også tilfældet med novellesamlingen Næsten her, der indeholder 14 underholdende, tankevækkende og realistiske noveller, som udspiller sig i verdener, der er næsten magen til vores.

Som altid har Silvestri givet sig selv et benspænd under skrivningen. Denne gang er det, at historierne skal udspille sig i en verden, der er ligesom vores blot med én afgørende forskel, og denne forskel skal have afgørende betydning for historien. Som for eksempel novellen ‘Man skyder da dyr’. Her har det stigende befolkningstal betydet, at næsten alt jord bliver udlagt til landbrug. Som en barmhjertighedsgerning sendes jægere ud for at slå de dyr ihjel, der ikke kan klare sig i denne nye verden. Kolnik er lærling og skal med sin patron Armand skyde en panda. Det er en stor ære, og han forstår ikke, hvordan nogen kan være så onde at forsøge at bevare dyrene, når deres levesteder er forsvundet.

Eller i ‘Læserbrev til Sekundanten’ der er udformet som et læserbrev fra dr. med. Laust K. Severinsen, livlæge for Danmarks konge. I læserbrevet harcelerer Severinsen over en anden læge, der er imod, at videnskaben aktivt fører racehygiejne for det fælles bedste. I stedet er denne anden læge fortaler for at lade naturen gå sin gang, og dermed tillade sygdom og andre dårligdomme.

Eller hvad med ‘Listen’ hvor Token har levet et fredeligt liv med hustruen Matte. En dag opdager han, at barndomsvennen Ki-eran er kommet på listen over de 10 mest eftersøgte. Det sætter hele Tokens lovlydige liv i perspektiv, for Token kunne også have været en berømt eftersøgt.

Som det forhåbentlig fremgår af de tre eksempler, så tager hver novelle en detalje og vender på hovedet. Og det vilde er, at Silvestri beskriver sine 14 verdener så troværdige, at de virker logiske. Han sætter både vores frygt, vores fordomme og vores ‘sandhed’ i spil, og novellerne er små perler af “hvad nu hvis-scenarier?” Hvad nu hvis kristendommen tog nadveren bogstaveligt? Hvad nu hvis lægevidenskaben stadig arbejdede ud fra overbevisningen om, at sundhed drejer sig om balance mellem kroppens fire kardinalvæsker: blod, slim, gul galde og sort galde? Hvad nu hvis mændene ikke blev anset som ligeværdige med kvinder, fordi de ikke kan styre deres kropslige lyster? Og så videre.

Samtlige 14 noveller stiller spændende scenarier op, som vækker til eftertanke, samtidig med at Næsten her også “bare” er voldsomt underholdende læsning.

Jeg ved godt, at jeg har skrevet det flere gange her på Gyseren, men A. Silvestri er ganske simpelt en fremragende forfatter. Han udfordrer, uden at det bliver højpandet, og han underholder med sans for både humor, uhygge og filosofi. Silvestri fortjener masser af læsere, også blandt dem der ikke normalt læser genrelitteratur. Den eneste bås, han kan sættes i, er nemlig båsen med god litteratur.

Kan du lide Kaspar Colling Nielsen og Thomas Korsgaards noveller, så vil du helt sikkert også synes om Næsten her.

Uddrag af bogen:

Løve vendte atter blikket mod ham. Det var fyldt med spot.

“Du ved lige så godt som jeg, at du har brudt det første bud. Filmen er den nyeste gave fra muserne, og derfor må den ikke besudles af konstante variationer over samme tema. Er en historie først fortalt, må den ikke fortælles igen, ligegyldigt om det er Thaleia eller Melpomene, der har inspireret den. Det er Kalliopes ord. Det ved du godt. Enhver idé er ren. Hvis du vil lege efteraber, kan du altid skrive bøger,” sagde han hånligt.

“Men …” hviskede Stig. Virkeligheden sved som en hudafskrabning.

“Ikke noget men. Du har hånet forretningsgangen, og du har hånet muserne og derigennem det gudsbenådede aspekt, som vi mennesker intet er foruden. Nordisk Film har valgt ikke at retsforfølge dig, men selv om der ikke er nogen officiel straf, så ved du udmærket, hvad det betyder for dig og din karriere, Stig Attertag.”

“Du må tro mig,” sagde Stig med en stemme, han ikke genkendte som sin egen. Den var tryglende og ynkelig. Som en dårlig skuespillers. “Jeg havde ingen anelse om, at der eksisterede en film med den samme historie. Kan muserne ikke have inspireret forskellige mennesker med den samme idé? Hvordan kan vi vide, hvad deres plan er?”

Løve vred sig fri og rejste sig op. Omhyggeligt børstede han ikke-eksisterende støv af sin jakke, der så endnu større ud nu, hvor han ikke længere sad ned.

“Filmen var en gave. Forstår du det, Attertag? En gave. Den første nye udtryksform i årtusinder. Hvor sjældent er det ikke, at muserne velsigner en håndværker eller en videnskabsmand med en idé og kunstnerisk vision? Vi værner om de gaver, vi får, og det er mennesker som dig, der ikke burde have lov til at vandre frit omkring. Erre es korakas Stig Atterdag!” (fra novellen ‘Stig Attertag, manuskriptforfatter’, side 41-42)

Anmelderne skriver:

Anmeldt på Bogrummet af Bjarne Jensen:
Næsten her er en samling af dybt originale og underholdende noveller, sælsomme og bizarre, smukke og alternative, mange superlativer kan passe i det brogede landskab af historier. Jeg fik den samme besynderlige fornemmelse af at være i en verden der var fremtid for mange år siden, som da jeg læste Orwells “1984”. Novellerne er skrevet over en 9 års periode, og viser atter hvor enestående en forfatter A. Silvestri er! (Læs hele anmeldelsen)

Anmeldt af Louises litteratur og livstil:
“Næsten her” er en novellesamling bestående af 14 noveller omhandlende (næsten) realistiske fortællinger i, hvad man først tror, er genkendelige miljøer, men efterhånden som de små historier udvikler sig, finder man ud af, at tingene ikke helt er, som vi kender dem. Som læsere snydes vi undervejs i læsningen af vores egne forventninger til, samt viden om, hvordan verden er skruet sammen. Derfor bliver vores bevidshed ofte udfordret, og vi tvinges ud i en refleksion af, hvad det egentlig er historierne fortæller os. […] Miljøerne i overnævnte fortællinger er genkendelige. Ofte foregår det i København, musikken der spilles kan være Gasolin, vejnavne er som vi kender dem etc. Alt er alligevel kun næsten som vi kender det. A. Silvestri skriver i et malerisk, men alligevel let forståeligt sprog. – Og så er historierne ikke uden humor og ironi. (Læs hele anmeldelsen)

Om Næsten her:

Udgivelsesår: 28.11.2020
Forlag: Brændpunkt, 370 sider
Omslag: Søren Klok

Besøg A. Silvestris hjemmeside

Indhold:
En drøm om lighed
Stig Attertag, manuskriptforfatter
Fossiler
Onsdagsfællesmøder
Man skyder da dyr
Ex libris
Det tynde øl
Et studium i jordfarver IX
Læserbrev til Sekundanten
Listen
Bjergkrystal
Skudvielser
Herrens legeme
Sejren er vor

Udvalgt bibliografi:

Tre (2020)
Et satans arbejde (2019)
Slør (2018)
Jeg ved godt, du er der (2018)
King (2018, illustreret af Christoffer Gertz Bech)
Fast arbejde (2017)
Kolde facts (2016)
Sang og sten, stål og glas (2016)
Kærlighedsfrugt (2015)
Al kødets gang (2015)
Ambrosia/Live (2014)
Optisk bedrag (2012)
Faderens sønner (2011)
Pandaemonium (2011)
Køtere dør om vinteren (2010)

Danske horrorudgivelser 2020

Danske horrorudgivelser 2020

Igen i år har jeg forsøgt at lave en oversigt over årets danske horrorudgivelser 2020.

Jeg har kun medtaget de titler, som retter sig mod voksne (og unge) og kun udgivelser af danske forfattere. Til gengæld har jeg også medtaget udgivelser, som ikke nødvendigvis er decideret horror, men som alligevel indeholder elementer af horror.

Danske horrorudgivelser 2020

Absurd, nr. 3
Forlaget Afkom, 2020. – 88 sider, alle illustreret

10 historier tegnet og fortalt af en blanding af nye og kendte navne. Alle historierne tilhører horrorgenren, men tegnestile og emner er vidt forskellige.


Ingen engle ved juletid af Rune Adelvard
Selskabet af 11 maj 2013, 2020. – 536 sider

Et anderledes bud på en krimi, der bevæger sig ud over de gængse genre-grænser, og er ikke for de sarte.


Lugnasad af Katja L. Berger
Tellerup, 2020. – 383 sider
Charlotte, Alex og Benjamin er alle sendt på sommerlejren Lugnasad, men de opdager snart, at der er noget helt galt på den gamle ø.


Krukken af Chris D'Amato

Krukken af Chris D’Amato
Forlaget Mojibake, 2020. – 41 sider, illustreret

Året er 1915. En ung dansk læge rejser til Utburd i Norge for at afslutte sin uddannelse der. Desværre er han ikke en særlig dygtig læge og må søge ansættelse hos en af byens fattiglæger. Her møder han en gammel sømand, som insisterer på at betale for sin behandling med en gammel krukke.


Der hvor skyggerne faldt af Astrid Ehrencron-Kidde
Escho, Sidste Århundrede, 2020. – 224 sider

Noveller. Den aldrende synske sagfører Martin Willén mindes sine yngre dage, hvor han oplevede mareridtsagtige begivenheder på sine rejser og vandringer i de dybe skove. Trods sin altid gode vilje står han magtesløs over for mord, ulykker og unge pigers tragiske dødsfald.


Frygtelige fynske fortællinger / red. Nils Anker Tønner-Oldefar

Frygtelige fynske fortællinger / red. Nils Anker Tønner-Oldefar
Ildanach, 2020. – 172 sider, illustreret

“Fyn er fin. Fyn er fantastisk. Fyn er rædselsvækkende og frygtelig.” Det står der i forordet til denne gyserantologi med 10 noveller. Noveller, hvor vi både møder spøgelser, mordere, religiøse fanatikere og meget andet.


Udød af Ruben Greis
Calibat, 2020. – 361 sider, illustreret

Tom må tage kampen op mod de udøde, da en dødbringende virus breder sig på hans arbejdsplads. Actionpakket zombiefortælling for unge og voksne.


536 – historier af Arne Herløv Petersen
Det Poetiske Bureau, 2020. – 173 sider

Store mytiske fortællinger fra det værste år at leve i – året 536. For alle voksne læsere, der kan lide at læse gotisk og fantastisk litteratur.


I ly af mørket – en H.P. Lovecraft tegneserieantologi
Forlaget Afkom, 2020. – 100 sider, alle illustreret

Tegneserieantologi med 9 spændende nyfortolkninger af H.P. Lovecrafts noveller samt et informativt forord af Thomas Winther.


Trailer Park Apocalypse af Jimmi Jensen

Trailer Park Apocalypse af Jimmi Jensen
Forlaget Afkom, 2020. – 28 sider, alle illustreret

En kulsort apokalypse-fortælling om zombier, satanister og en muteret Donald Trump.


Kulkælderen #5
Kulkælderen/Fahrenheit, 2020. – 147 sider

Ni fortællinger, der leder læseren igennem hjemsøgte huse, tunneler, supermarkeder og jyske landsbyer. Skyld, angst, mareridt og pludselig død.


Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen
Fjorden, 2020. – 379 sider

Det er en helt almindelig hverdag, da strømmen går. Men snart er alt forandret og samfundet bryder sammen. Nu handler det om alles kamp mod alle i forsøget på overlevelse.


Regnum mortis af Patrick Leis
Valeta, 2020. – 579 sider

Vi er tilbage i C-city1 til det helt store opgør med Rikers soldater. Men zombierne er ikke det eneste problem længere, og det bliver alles kamp mod alle i dette 5. bind i “Necrodemic”-serien.


Natteræd af John Kenn Mortensen

Natteræd af John Kenn Mortensen
Cobolt, 2020. – Ca. 110 sider, alle illustreret

Monstertegninger uden ord, men med en kort historie af Peter Adolpsen. Tegningerne afbilleder uhyggelige mareridtsvæsener som spøgelser, trolde, monstre, dødninge og skræmmende færgemænd.


Mørkets gerninger går igen / red. Tenna Vagner
Petunia, 2020. – 426 sider

10 noveller med blod og gys – fx et monster i en svensk skovsø, en ond, afdød læge, der besætter et familiemedlem og en spejdertur, der ender helt galt.


New Junk City af Simon Petersen
Forlaget Afkom, 2020. – 28 sider

To sci-fi historier fulde af rumvæsner og regeringens tophemmelige forsøg.


Focus Puller af Bo Reinholdt

Focus puller af Bo Reinholdt
Escho, 2020. – 71 sider

Under indspilningen af filmen “Silkeåen” i Langå på Østfyn, vækkes en 500-årig forbandelse til live. Kameramanden Falk trækkes ind i et okkult mysterium, mens filmfolkene forsvinder en efter en.


Kongamato af Mikala Rosenkilde
DreamLitt, 2020. – 664 sider

Mærkelige flyveøgler bringer Morten Lange til Afrika, hvor han indlogeres hos en dyreværnsorganisation for at undersøge fuglene. Der forekommer flere mystiske hændelser, hvilket fører Morten på en farefuld færd i Afrikas vilde natur.


Dukkerne: fire fortællinger af Ursula Scavenius
Basilisk, 2020. – 143 sider

Fire dystre og dystopiske fortællinger der handler om søskendeforhold, krig, togrejse og samfund under opbrud.


Dukkemageren af Kim Schrewelius

Dukkemageren af Kim Michael Schrewelius
Books on Demand, 2020. – 172 sider

9 noveller, der emnemæssigt strækker sig fra seriemordere over nedlagte psykiatriske hospitaler til voldsramte kvinder og meget mere.


Tre af A. Silvestri
Kandor, 2020. – 205 sider

Horror-legenden Emmanuel Dunkeltier ligger for døden og tre forfattere kaldes til hans dødsleje. Den der skriver den bedste fortælling bliver hans efterfølger.


Skyggespejlet / red. Lars Grill Nielsen

Skyggespejlet / red. Lars Grill Nielsen
Enter Darkness, 2020. – 359 sider

15 horror-noveller, skrevet af danske forfattere. Vampyrisme, seriemordere og dæmoner er blot nogle af emnerne i dette bind, der kan give selv den mest koldblodige læser søvnløse nætter.


Månen over Øen af Anne-Marie Vedsø Olesen
Lindhardt og Ringhof, 2020. – 164 sider

I en verden hvor månen er udslettet og menneskeheden afhængig af supernettets multistimuli, lever Hypatia. Hun er hverken afhængig eller konstant koblet op på supernettet. Det giver hende adgang til den surrealistiske Øen, hvor alt vendes på hovedet.


Mulm af Teddy Vork
Kandor, 2020. – 202 sider

Da Jacobs kone Maja bliver indlagt på psykiatrisk skadestue, bliver han alene med deres 5-årige søn Johannes i deres gamle store hus. Johannes får sig en usynlig ven, som han kalder Svupben.


Lemlæstet af Jonas Wilmann

Lemlæstet af Jonas Wilmann
Kaos, 2020. – 270 sider

Efterforsker Martin bliver efter en sag om politivold forflyttet til Hobro. Hans forventning om en stille tilværelse ender brat, da tre teenagere bliver myrdet på yderst brutal vis i Rold Skov.


Zam bider igen af Jesper Wung-Sung
Høst, 2020. – 174 sider

Zam, Oscar og egernet ønsker mere end noget andet at nå frem til Z-land. Det bliver en farlig og farefuld rejse. For alle zombier jagtes nådesløst. Medlemmerne af Blå Himmel og deres glubske hvide hunde er lige i hælene på dem.


Årets danske horrorudgivelser 2019

Årets danske horrorudgivelser 2018

Årets danske horrorudgivelser 2017

Årets danske horrorudgivelser 2016

Årets danske horrorudgivelser 2015

Tredive dages mørke af Jenny Lund Madsen

Tredive dages mørke af Jenny Lund Madsen

Hannah Krause-Bendix er en yderst anerkendt forfatter. To gange har hun været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, og hun har aldrig fået en dårlig anmeldelse i sit liv. Desværre har hun heller aldrig solgt særligt mange bøger. Til gengæld drikker hun alt for meget, og nu har hun endda fået en skriveblokering.

Så da hendes forlægger får hende overtalt til at deltage i Bogforum, og hun der overværer et interview med krimiforfatteren Jørn Jensen – arketypen på alt hvad hun afskyr – kan hun ikke styre sig selv. Før hun ved af det, er hun involveret i et væddemål. På tredive dage skal hun skrive en krimi bedre end noget Jørn Jensen nogensinde har præsteret.

For at få ro til opgaven tager Hannah til Island, hvor hun flytter ind hos den ældre kvinde Ella i den lille by Húsafjördur. Hannah har dog mest lyst til at give op. Hun hader tanken om at skrive en krimi, og føler at Ellas venlighed overskrider hendes grænser. Men da Ellas nevø, Thor, findes druknet, føler hun sig alligevel forpligtet. Snart er hun overbevist om, at Thors død ikke var et uheld, og som en anden amatørdetektiv kaster hun sig ud i at finde ud af, hvem der står bag, samtidig med at hun får skrevet sin krimi.

Jenny Lund Madsen debuterer som romanforfatter med Tredive dages mørke. En humoristisk og spændende krimi med et kringlet plot fuld af tråde, der bindes overbevisende sammen i den actionfyldte slutning. At handlingen er henlagt til Island, og at historien samtidig er velskrevet og overraskende, gør blot fornøjelsen større.

Jeg er vild med udgangspunktet om en litterær snob, der tvinges til at skrive en krimi, fordi: det kan alle gøre! Hannah er nemlig ikke en særlig sympatisk hovedperson. Hun er en arrogant, mistroisk enspænder, der holder alle fem fod fra livet.

Hannah starter sin eftersøgning med alle krimigenrens klichéer som udgangspunkt, men opdager at verden ikke er så simpel. Samtidig kommer hun meget mod sin vilje tættere på Ella, ligesom hun bliver involveret i andre af byens indbyggere under forsøget på at opklare mordet på Thor. Ikke mindst den lokale betjent Viktor og hans kone Margrét. Og efterhånden opdager Hannah, at hun ikke mere står uden for og betragter livet, men at hun rent faktisk deltager. Nu er det ikke et spørgsmål om at få skrevet krimien, men om rent faktisk at hjælpe Ella.

Som Hannah opdager undervejs, er det ikke helt let at skrive en god krimi. Men det er lykkes for Jenny Lund Madsen. Tredive dages mørke er en charmerende og spændende krimi med en original vinkel og en interessant hovedperson. Jeg er vild med metalaget om litterær værdi, som dog på ingen måde overskygger den gode historie. Tværtimod er vi underholdt på bedste vis hele vejen.

En varm anbefaling herfra.

Uddrag af bogen:

– Det var hende, der kastede den!

Natasja Sommer holder sig chokeret for munden, tydeligvis ude af stand til at håndtere noget, der ikke står på hendes sirlige interview-kort. Jørn, derimod, bevarer roen, han rejser sig for at kunne se ud over mængden, træder hen til scenekanten. Han øjner Hannah, hun gør ikke noget for at undvige hans blik.

– Nå da! Der er vist en, der ikke er så begejstret for min nye bog. Mængden griner, Hannah bruskoger.

– Jeg har ikke læst den, men den er vel bare en afskrift af en af dine tidligere bøger, hed din forrige udgivelse ikke Kvinden der sukkede efter sex. Den læste jeg på én dag.

– Så du har læst den! Jeg er meget smigret. Jørn smiler selvglad til mængden, der kvitterer med spredt latter og smil. Det første chok blandt publikum har lagt sig, folk har lynhurtigt omstillet sig til den nye underholdningssituation – her er to fronter trukket skarpt op, tydelig aversion mellem to anerkendte forfattere, en litterær fejde. Meget bedre end en enkelt mand over for en mikrofonholder på en scene.

Natasja Sommer har genvundet fatningen, holder vejret. Pressefotografer knipser. Hannah blinker, ser et kort øjeblik sig selv udefra, det er lige nu, det sker, hun rammes af en fiktiv sprøjte indeholdende lige dele panik, lige dele kampgejst. Hun fortrænger det første, adrenalinen giver hende mod.

– Du behøver virkelig ikke være smigret, det var en helt utrolig dårlig læseoplevelse. Jeg har holdt skrivekurser for børn, der går i fjerde klasse, men formulerede sig bedre.

Hannah tager et stik hjem i ondskabsfuldhed. En trækning ved Jørns mundvig viser sig, angreb på evner er det værste. Selv for en mand, der har solgt flere millioner bøger og nu også filmrettigheder til et engelsksproget land.

– Vi kan jo ikke alle skrive intellektuelle, smalle romaner for eliten. (side 22-23)

Om Tredive dages mørke:

Udgivelsesår: 18.09.2020
Forlag: Grønningen 1, 332 sider
Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet

Læs også:

Over mit lig af Mikkel Birkegaard
Døden på stranden af Ann Cleeves
Serien om Ruth Galloway af Elly Griffiths
Hendes blå øjne af Lisa Hågensen
De efterladte af Palle Schmidt
Tre små kinesere af Niels Søndergaard

Dødbringende besked af Helen Cox

Dødbringende besked af Helen Cox

Dødbringende besked er en sød og charmerende ‘cozy crime’, om bibliotekaren Kitt Hartley, der bliver blandet ind i en mordefterforskning.

Kitt Hartley er bibliotekar på Universitetsbiblioteket i Vale, York. Hun er single, elsker at læse og hendes bedste veninde er den vintage elskende Evie.

En dag dukker politiet op. Evies eks-kæreste er blevet myrdet, og omstændighederne omkring mordet gør, at Evie bliver afhørt som mistænkt. Kitt er overbevist om sin venindes uskyld, men for kriminalkommisær Halloran og kriminalassistent Banks peger beviserne i Evies retning.

Så Kitt beslutter sig for at tage sagen i egen hånd i et forsøg på at bevise, at Evie ikke er morder. Der er kun et problem. Kitt har kun læst om mord før og aldrig opklaret et, og det viser sig at være sværere end først antaget.

Bibliotekarer bliver ofte anset som et lidt kedeligt folkefærd, så for mig giver det lige en bog lidt ekstra ‘swing‘, når hovedpersonen er bibliotekar. Kitt er ovenikøbet skarpsindig, med hang til kvikke bemærkninger og bogreferencer, og så er hun yderst beskyttende, overfor dem hun holder af. Hun er således et hyggeligt bekendtskab, og tiden går hurtigt i den rapkæftede bibliotekars selskab.

Hyggelig er i det hele taget en god beskrivelse af Dødbringende besked. På engelsk findes udtrykket ‘cozy crimes’ (eller ‘cozy mysteries’), der ifølge Wikipedia defineres som en subgenre af krimien. Her er detektiven en skarpsindig amatør. Plottet udspiller sig i et lille samfund, og på trods af at det er en krimi, er vold (og sex) gemt af vejen.

Helen Cox’ roman passer perfekt ind i kassen, og gør det med et charmerende blink i øjet. Det er ikke en historie, der skal læses for et sindrigt plot med uforudsigelige twists eller dybe personkarakteristikker. Det er derimod let og charmerende underholdning, som egner sig perfekt til at slappe af med.

Dødbringende besked har både mord og romantik. Det bliver måske lidt for lyserødt til min smag, men jeg er også en kynisk gammel sortseer. For der er ingen tvivl om, at Kitt Hartley er kommet for at blive, og holder du af krimier med sympatiske hovedpersoner uden bloddryppende plots, så er bøgerne om Kitt Hartley lige noget for dig.

Indtil videre er der udkommet fire bind i serien, som måske nok er kalorielet underholdning, men med trykket lagt på underholdning.

Hør Helen Cox fortælle om sin hovedperson, Kitt Hartley, i videoen nedenfor.

Reklame: Tak til Forlaget Zara der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Undskyld mig, de damer,” sagde manden, da han og hans kvindelige makker nåede hen til skrivebordet. Hans accent var lokal, men hans udtale havde en ukendt kant, som Kitt ikke helt kunne placere. Han tøvede, og da hans blik gled over gruppen, bemærkede Kitt, at hans øjne havde samme farve som havet på en blæsende dag. Den var meget mørkere end farven på hendes øjne, som bedst kunne sammenlignes med blå topas. Han så på Michelle, Grace og Ruby efter tur, inden hans blik landede og forblev rettet mod Kitt. Og så rettede han sig lidt op, tog et ID-kort op af sin inderlomme og holdt det frem, så alle de tilstedeværende kunne se det. “Jeg er kriminalkommisær Malcolm Halloran, og dette er kriminalassistent Charlotte Banks.” Kommisæren pegede på sin kollega, som nikkede stift en enkelt gang. “Vi søger Katherine Hartley.”

Kitt rejste sig fra stolen, mens hun så med rynket pande på Grace. Hun kunne mærke Michelles stirren, men hun vovede ikke at se i hendes retning.

“Ja, det er mig,” sagde Kitt. “Er der sket noget?” Det var et fjollet spørgsmål at stille, det vidste hun godt. Man blev ikke opsøgt af politiet, hvis alt var i orden, og i løbet af et splitsekund begyndte hendes hjerne at arbejde hurtigere end hendes mund. “Vent … er det min familie? Det er vil ikke mor eller far, vel? Eller … Rebecca?”

Rebecca var Kitts tvillingesøster. Hun var læge og arbejdede på et hospital oppe i Northumberland. De havde altid haft et tæt forhold, men de havde ikke den der ‘tvillingeting’, hvor man skal forestille sig at kunne mærke det i kroppen, hvis ens tvilling er i fare, syg eller døende.

“Vi er her ikke på grund af din familie,” sagde Halloran. Hans stemme var dyb, men venlig, og han hævede sine to hænder i en fast og beroligende gestus for at gøre tegn til Kitt om, at hun skulle være rolig.

Kitt pressede sine håndflader mod brystet og lukkede øjnene et øjeblik.

“Undskyld,” sagde hun. Jeg er ikke vant til at få besøg af politiet.” (side 19-20)

Om Dødbringende besked:

Udgivelsesår: 27.12.2020
Forlag: Forlaget Zara, 390 sider
Originaltitel: Murder by the Minster
Oversætter: Kamilla Pontoppidan Haderup

Læs også:

Ruth Galloway-serien af Elly Griffiths
Mysteriet i genbrugsen af Anna Grue
Isabelle af Anette Heide
Raili Rydell-serien af Lisa Hågensen
Navnesøsteren af Anne Vibeke Jensen
Blokhusmysteriet af Ebbe Krogh-Salomonsen
Sika Haslund-serien af Nina von Staffeldt

Djævelens grin af Annelie Wendeberg

Djævelens grin af Annelie Wendeberg

I 1889 var det utænkeligt, at en kvinde kunne arbejde som læge. Derfor har Anna Kronberg været nødt til at påtage sig en mandlig identitet, og arbejder som doktor Anton Kronberg på Guy’s Hospital i London. Her har hun specialiseret sig som bakteriolog og epidemiolog, og må ind i mellem være politiet behjælpelig. Det er netop tilfældet denne sommerdag, hvor inspektør Gibson fra Scotland Yard beder om hjælp. Man har fundet et muligt kolera-offer ved Hamptons vandværk.

Da Kronberg når frem til vandværket, er også en anden civilklædt person til stede. Det viser sig at være detektiven Sherlock Holmes, som hun i første omgang ikke kender noget til. Det går dog snart op for hende, at Holmes er ualmindelig skarpsindig – og at han har gennemskuet hendes forklædning.

I stedet for at afsløre Kronbergs hemmelighed bliver han dog fascineret af hende, da hun viser sig at være næsten ligeså skarp som ham. Så selvom politiet ikke umiddelbart finder noget kriminelt i fundet af det døde koleraoffer, slår Kronberg og Holmes sig sammen for at finde frem til sandheden. For hvorfor har den døde mand både stivkrampe og kolera? Hvor kommer han fra? Og hvordan er han og ’store støvler’ endt ved vandværket?

Jagten på sandheden fører Kronberg i retning af en privat forening af læger, der er MEGET interesseret i bakteriologi. Og de er villige til at gå langt for at nå deres mål.

Jeg var vældig underholdt af Djævelens grin og af flere grunde. Dels kan jeg godt lide historiske krimier, dels synes jeg at Anna Kronberg er en interessant hovedperson, og dels er det en sjov detalje at kæde hende sammen med Sherlock Holmes. Oveni er Djævelens grin i øvrigt også både underholdende og spændende.

Eneste kritikpunkt er, at oversættelsen ind i mellem er lidt anglificeret. Som for eksempel “vandbehandlingsværk” der må være et vandværk. ”Manden havde nogen nerver, at han turde sige sådan …”, der på dansk snarere vil lyde noget i retning af, ”Manden ikke var bange af sig …”. Eller ”Jeg ville værdsætte lidt privathed …”, der vel retteligt hedder ”Jeg ville værdsætte lidt privatliv”.

De få sprogbommerter og enkelte korrekturfejl tilhører heldigvis småtingsafdelingen, og selve historien flyder så let, at det er til at tilgive.

Annelie Wendeberg er oprindeligt uddannet miljømikrobiolog, og startede sin forfatterkarriere som indieforfatter, der skrev på engelsk. Succesen i USA førte til, at et tysk forlag opdagede hende og skrev kontrakt på Anna Kronberg-serien, som Djævelens grin er første bind af.

På dansk er der kommet yderligere to bøger i serien: ”Faldet” og ”Rejsen”, som jeg glæder mig til at læse.

Uddrag af bogen:

Murstenen i min mave var blevet ubærlig. “Hr. Holmes, har De planlagt at afsløre mig?”

Han så overrasket ud og viftede med hånden. “Pshaw!” udbrød han og lød næsten, som om han morede sig. “Selvom jeg kan forestille mig, at det er en ganske kompliceret sag. De har intet ønske om at rejse til Indien, formoder jeg.”

“Tydeligvis ikke.”

Han vidste sandsynligvis ikke, at det stadig var ulovligt i Tyskland for en kvinde at anskaffe sig en medicinsk doktorgrad. Hvis min sande identitet blev afsløret, ville jeg miste mit job og min britiske opholdstilladelse, blive deporteret og ende i et tysk fængsel. Mit alternativ, selvom jeg ikke anså det som et, var at rejse til Indien. De få britiske kvinder, det var lykkedes at få en medicinsk doktorgrad, havde i sidste ende givet efter for det voksende sociale pres og var rejst til Indien, hvor de ikke længere stod i vejen for den udelukkende mandlige medicinske etablering. Til min bedste viden var jeg den eneste undtagelse.

“Jeg havde håbet, at det ikke ville være så tydeligt,” sagde jeg stille.

“Det er kun tydeligt for mig. Jeg anser mig selv som temmelig observant.”

“Det har jeg bemærket. Og dog er De her, til trods for at hele sagen virker til at kede Dem. Jeg undrer mig over hvorfor.”

“Jeg har endnu ikke dannet mig en mening. Men det virker nu til at være en rimelig kedelig sag. Jeg spekulerer på …” Han kiggede eftertænksomt på mig, og det gik op for mig, at han var blevet for at analysere mig – jeg repræsenterede en særhed.

“Hvad fik Dem til at ændre deres identitet?” spurgte han, mens hans ansigt lyste op af interesse.

“Det kommer ikke Dem ved, hr. Holmes.”

Pludselig ændrede hans ansigtsudtryk sig, da hans modus operandi skiftede til analysering, og efter et minut virkede han til at være kommet til en konklusion. “Jeg vil sige, at skyldfølelse var den skyldige.” (side 28-29)

Om Djævelens grin:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: mellemgaard, 295 sider
Originaltitel: Teufelsgrinsen
Oversat af Maria Sjöstrand efter ”The Devil’s Grin”
Grafiker: Simone Hollmann Pedersen
Grafisk produktion: KWG Design, Odense

Læs også:

Krigens første offer af Ben Elton
De udstødte af Elly Griffiths
Kadaverdoktoren af Lene Kaaberbøl
Al kødets gang af Ambrose Parry
Ligrøverne af Robert Louis Stevenson
Færten af død af Andrew Taylor