november 2020
M Ti O To F L S
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
30  
Arkiver

Arkivet for ‘Bøger’ Kategorien

Skjult af Cara Hunter

Skjult af Cara Hunter

Under en istandsættelse kommer håndværkerne til at bryde hul ind til naboens kælder. Her opdager de en ung kvinde og et lille barn, begge døden nær af sult og tørst.

Huset ejes af en ældre mand, der lider af demens, den tidligere professor William Harper. Harper er skiftevis bange og voldsomt aggressiv. Men han nægter at kende noget til kvinden og barnet i kælderen.

Kriminalinspektør Adam Fawley og hans team kommer på den barske sag, der ikke kan undgå at give dem mindelser til Josef Fritzl. Fritzl holdt sin egen datter fanget i 24 år, hvor han gentagne gange voldtog hende. I kælderen fødte hun 7 børn, og nu frygter Fawleys team, at Harper har gentaget Fritzls forbrydelse.

Umiddelbart ser det da også ud til at være sådan sagen hænger sammen. Og da man opdager spor til en sag om en forsvunden kvinde, der boede i huset bag Harpers, er Fawley overbevist om, at de to sager hænger sammen.

Men jo mere teamet borer sig ned i sagerne, jo flere løgne dukker frem. Beviserne lader til konstant at ændre retning, og hverken den unge kvinde i kælderen eller den demente Harper er i stand til at blive afhørt.

Skjult tager læseren på en tur ind i mørket. Både det fysiske mørke i en skummel kælder, men også det foruroligende mørke i sindet hos en psykopat.

Jeg har tidligere læst første bind i serien om Adam Fawley, Familiens synder, som skilte sig positivt ud fra mængden af krimier med sin anderledes opbygning og sit uigennemskuelige plot.

Her i Skjult fortælles historien kronologisk iblandet med indsatte afskrifter af forhør, kriminaltekniske papirer og avisartikler. Men trods den mere konventionelle opbygning er plottet mindst lige så uforudsigeligt. Jeg gættede på intet tidspunkt sammenhængen, og det er bare fedt at få fat i en krimi, der i den grad overrasker, samtidig med at den føles 100% troværdig.

Udover et spændende og overraskende plot er persongalleriet også interessant. Vi kommer lidt tættere ind på livet af Adam Fawley og hans hustru Alex, men også andre af teamets medlemmer. Bl.a. Gislingham der for nyligt er blevet far til en lille dreng. Endelig har Hunter også fokus på at skildre politiarbejdet troværdigt, hvilket giver giver historien en ekstra soliditet.

Cara Hunter skriver levende, så historien udfolder sig som en film under læsningen. Ved at krydsklippe mellem teamets medlemmer og Adam Fawleys synsvinkler er der nærmest konstante cliffhangers. Samtidig er det i sig selv skræmmende at tænke på, hvor let det er for ondskab at gemme sig i vores midte. For hvor godt kan vi egentlig kende andre mennesker?

Skjult er en overraskende og velfortalt krimi for elskere af et godt plot. Jeg blev lynhurtigt fanget ind af historien, og blev som sagt fuldstændig snydt af slutningen.

Reklame: Tak til Gads forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Ved han, at du synes, han bør flytte?”

Derek Ross tager en dyb indånding. “Ja, det gør han. Jeg satte mig ned sammen med ham for halvanden måneds tid siden og prøvede at forklare ham det hele. Han reagerede desværre ikke særlig godt på det. Han blev voldelig – begyndte at råbe og kaste med ting – så jeg trak følehornene til mig. Jeg havde tænkt at tale med ham igen i denne uge. Der er lige blevet en ledig plads på Newstead House i Witney. Det er et af de bedre plejehjem. Men hvem ved, hvad der kommer til at ske nu?”

Der opstår en pause. Han tømmer sit glas, og jeg skænker ham noget mere vand.

“Er den tanke faldet dig ind,” siger jeg langsomt, “at pigen i kælderen var grunden til, at han ikke havde lyst til at flytte?”

Ross bliver hvid i ansigtet og sætter glasset fra sig.

“Han kunne ikke flytte, så længe hun var der, for så ville hun blive fundet. Og han kunne heller ikke slippe hende fri af samme grund.”

“Hvad havde han så tænkt sig at gøre?”

Jeg trækker på skuldrene. “Det ved jeg ikke. Jeg håbede, at du måske …”

Pludselig hører jeg løbende trin ude på gangen, og Gislingham slår døren op.

“Chef,” siger han, “jeg tror …”

Men jeg er allerede på vej forbi ham. I rummet ved siden af prøver to betjente at pacificere Harper. Det er næsten ikke til at tro, at det er den samme mand – han slår ud efter dem, sparker og råber ad en kvindelig betjent.

Møgluder!

Kvinden er tydeligt rystet. Og jeg kender hende – hun er ikke nogen grønskolling. Hun har et kradsemærke på kinden og er sjaskvåd foran på uniformen.

“Jeg gav ham bare en kop te,” fremstammer hun. “Han sagde, at den var for varm, og at jeg var ude på at skolde ham, men det var jeg ikke … Det var jeg altså ikke.”

“Det ved jeg godt. Sæt dig ned et øjeblik, og få nogen til at se på den flænge der.”

Hun tager sig til ansigtet. “Jeg var ikke engang klar over …”

“Det er nok bare en overfladisk skramme, men få den hellere tjekket.”

Hun nikker, og da jeg følger hende ud af rummet, langer Harper ud efter hende igen. “Møgluder! Det er hende, du burde anholde i stedet for, din idiot. Hun prøvede fandeme at skolde mig. Ondskabsfulde ko!” (side 38-39)

Om Skjult:

Udgivelsesår: 13.11.2020
Forlag: Gad, 419 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: In the Dark
Oversætter: Brian Christensen

Læs et interview med Cara Hunter

Serien om Adam Fawley:

Familiens synder (Close to Home)
Skjult (In the Dark)
No Way Out
All the Rage
The Whole Truth (marts 2021)

Læs også:

Drevet til mord af Rachel Abbott
Dyndkongens datter af Karen Dionne
Godnat, min elskede af Inger Frimansson
Familiens synder af Cara Hunter
Onde piger af Alex Marwood
Hydra af Matt Wesolowski

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman

Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman er en af de mest mindeværdige noveller, jeg har læst. Nu genudgiver forlaget Escho den i en ny oversættelse, 45 år efter den første gang udkom på dansk. Udover novellen indeholder udgivelsen også et yderst interessant efterord af Kasper Opstrup, Postdoc ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.

Lad mig sige det med det samme – har du ikke læst Det gule tapet før, så gør det nu. Og har du læst den tidligere, så genlæs den. Selvom novellen oprindeligt udkom i 1892, er det stadig på alle måder en stærk og vedkommende fortælling, og med Kasper Opstrups efterord bliver oplevelsen blot desto større.

Den kvindelige fortæller tager sammen med sin mand, John, ophold på en herregård sommeren over. Kvinden har sandsynligvis en fødselsdepression, og manden, der selv er læge, anbefaler hende absolut ro og frisk luft. Hun skal holde sig fra sine skriverier, og må ikke have kontakt med sine venner.

Kvinden gør, hvad hun kan for at efterkomme sin mands ønske, selvom hun ikke er enig. “Men hvad kan man gøre?” som hun skriver, “når en højtstående læge, tilmed ens egen mand forsikrer venner og familie om, at man vitterlig ingenting fejler ud over en midlertidig nervøs depression – en lettere hysterisk tendens – hvad skal man så gøre?” (side 7-8)

Selv tror hun, at behageligt arbejde med spænding og afveksling ville gøre hende godt, og som et lille oprør skriver hun i det skjulte dagbog for at komme af med sine tanker og følelser. Det er gennem denne, at vi hører hendes historie.

John har besluttet, at de skal have soveværelse i herregårdens gamle børneværelse. Her er masser af vinduer og dermed frisk luft, men det gule tapet vækker fra starten af ubehag i kvinden. Der er noget forkert ved mønstret, ligesom farven frastøder hende.

Som tiden går, ændres den isolerede kvindes afsky dog til interesse. Hun bliver mere og mere sikker på, at der gemmer sig noget bag det umiddelbare mønster. Men hvad?

Jeg læste første gang Det gule tapet for mange år siden, men virkningen er lige så stærk i dag. Vi følger fortællerens mentale sammenbrud midt i omgivelsernes tilsyneladende omsorg, som dog reelt blot er staffage. For selvom John påstår, at han kun ønsker sin hustru det bedste, er han på ingen måde lydhør eller har nogen forståelse for hendes situation. “Han ved, at der ikke er nogen grund til at lide, og det er nok for ham.” (side 12)

Amerikanske Charlotte Perkins Gilman (1860-1935) blev i sin samtid anset som en af de førende indenfor kvindesagen. Det er således oplagt at læse Det gule tapet som en kritik af samtidens undertrykkelse af kvinder. Men Kasper Opstrup præsenterer også andre fortolkningsmuligheder i efterordet. Dels ud fra den tidlige psykoanalyse, men også ud fra samtidens racistiske holdninger til ‘den gule fare’. Det er bestemt også interessant læsning.

Uanset om du læser efterordet eller ej, så er Det gule tapet en fængslende og til tider ligefrem fysisk læseoplevelse. I hvert fald gav Gilmans beskrivelser af tapetet mig næsten kvalme. Det føltes som om de uhyrlige, uforståelige og samtidig sært genkendelige mønstre på foruroligende vis kravlede ud af bogens sider og ind i mig, og efterlod mig med følelsen af at have kørt alt for mange gange rundt i karrusellen.

Jeg er sikker på, at Stephen King havde Charlotte Perkins Gilmans novelle i tankerne, da han beskrev hotelværelset i 1408. Og hvem ved, måske var også H. P. Lovecraft inspireret af Det gule tapet. I hvert fald hedder hovedpersonen i Dreams of the Witch House Walter Gilman, og også her handler det om foruroligende linjer og uhyrlige vinkler, der leder ind i et andet univers.

Til slut er jeg også nødt til at rose forsiden, der er lavet af Nis Bysted. Den ser umiddelbart enkel ud med den gule farve; den røde titel med smudsige pletter; og forfatternavnet skrevet i dagbogsstil. Men summen af alle delene er ligeså iøjnefaldende og forstyrret som Gilmans novelle. Det er fantastisk godt lavet.

Uddrag af bogen:

“Aldrig i mit liv har jeg set et værre tapet. Et af disse usammenhængende, pompøse mønstre, der begår enhver kunstnerisk synd.

Det er sløret nok til, at øjet bliver forvirret af at aflæse det, tydeligt nok til konstant at irritere og fremprovokere nærmere studier, og når man så følger disse tåbelige, usikre kurver et lille stykke begår de pludselig selvmord – springer af sted i uhyrlige vinkler, ødelægger sig selv i uhørte modsætninger.

Farven er frastødende, nærmest afskyvækkende; en ulmende, uren gul, der er sært falmet af den langsomt drejende sol. Nogle steder har det en kedelig, men dog grel, orange farve, andre steder en sygelig svovlagtig nuance.

Der er ikke noget at sige til, at børnene hadede det!” (side 11)

Reklame: Tak til forlaget Escho som har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Det gule tapet:

Udgivelsesår: 12.11.2020
Forlag: Escho, 52 sider (serien Udenlandsk Fugl)
Omslag: Nis Bysted
Originaltitel: The Yellow Wall-paper, 1892
Oversætter: Caroline Enghoff Mogensen og Kasper Opstrup

Læs også:

Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Lejligheden af S. L. Grey
Mørket i Hill House af Shirley Jackson
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Manden i det sorte jakkesæt af Stephen King
Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay
Drømmene i heksehuset af H. P. Lovecraft
Intet på jord af Conor O’Callaghan

Udød af Ruben Greis

Udød af Ruben Greis

Love it. Love it. Love it.

Udød af Ruben Greis er hylende morsom, fuld af splat og med actionknappen drejet på maximum fra første side.

Den splejsede teenager Tom har ikke meget kørende for sig, og nu har bonus lillesøsteren også ødelagt hans PlayBox. Så Tom må tage et sommerferiejob som rengøringsassistent på Riverside Institut for Biokemisk Hjerneforskning for at få råd til at købe en ny. Her kommer han til at arbejde sammen med Paquita, som mildest talt ikke er imponeret over Tom eller sommerferieafløsere i almindelighed.

En dag bryder helvede løs på Riverside. Pludselig dukker nogle zombie-lignende væsener op, der forsøger at bide og dræbe alle de møder. Tom overlever sit første møde med de udøde og slår sig sammen med forskningsassistenten Barbra og siden støder også Paquita til gruppen.

Men begivenhederne udvikler sig fra skidt til værre. Kan Tom træde i karakter som zombie-dræber? Hvad er Liebermann konferencen? Vil det lykkes Ronnie at få fat i sin Milky Way? Har Singh-Singh virkelig fået fat i “Final Death: Uncut!”? Og hvem er Brian?

I et interview med Xenias Bogblog fortæller Ruben Greis, at han godt kan lide zombier. Det fremgår tydeligt af Udød, der er en stor hyldest til zombiegenren. Historien er fuld af hints og referencer for zombie-nørder.

Den gale videnskabsmand hedder f.eks. Hubert West (Re-animator). En af de kvindelige hovedpersoner hedder Paquita (Braindead), en anden hedder Barbra (“They’re coming to get you, Barbra“), mens en af vagterne hedder Ben (Night of the Living Dead). Army of Darkness-karakteren Ash får en hyldest med på vejen: “Hail to the King, baby!” og det samme gør den danske horror-serie Jonny Nekrotic af Emil Blichfeldt. For blot at nævne et par stykker …

Men man behøver slet ikke at være zombie-nørd for at få noget ud af historien. Udød er underholdende i sig selv. Ikke mindst på grund af hovedpersonen Tom der – trods sin kiksethed – er utrolig relaterbar og sympatisk. Jeg er også vild med den røvsparkende Paquita, der ikke finder sig i noget pis fra nogen – heller ikke zombier. Og så udvikler Barbras figur sig også interessant gennem historien.

Den flotte indpakning skal også lige nævnes. Aske Schmidt Rose står for den lækre 1980’er inspirerede forside samt vignetterne, der pryder historien undervejs.

Så kan du lide zombie-action krydret med en underholdende historie, vellykkede karakterer og fantastiske one-liners? Jamen, så må du ikke gå glip af Udød!

Uddrag af romanen:

Ruben var så flink at signere mit eksemplar af Udød.

Som han sad der i fred for resten af verden, tillod han sig alligevel et lettelsens suk og tanken, at de alle sammen kunne rende ham. Han ønskede, han havde haft sin mobiltelefon. Ikke for at læse mere af Jacks lort eller svare ham. Bare spille et spil, tjekke Facebook, trække tiden ud, som hende Paquita alligevel var skide sur på ham for. Og det var jo ikke, fordi nogen af de andre gav en skid for ham heller.

Det er kun i sommerferien og kun i år, beroligede han sig selv og drømte sig bort til PlayBox’ utrolige Virtual Reality-landskaber. Så kunne Jack synes, at rønnebærrene var nok så sure. Både ham og Singh-Singh skulle nok komme rendende, når Tom fik det system op at køre derhjemme. Det ville for en gangs skyld være på hans enemærker og præmisser. Med en konsol købt for hans egne surt opsparede penge, hvilket også betød at Emma godt kunne glemme enhver brug af den uden hans tilladelse.

Lyden af fjerne, højrøstede stemmer rev ham ud af tankerne og fik ham til at spidse ører. Det lød som et skænderi, uden han dog kunne udlede ordene. Et skarpt smæld overdøvede stemmerne og fik det til at gibbe i ham, selv om det var dæmpet af de mellemliggende vægge. Nu blandede skrig sig, og flere smæld fulgte. Var det pistolskud?

Tom blev kold indvendig og fik travlt med at gøre sig færdig, mens tankerne ræsede gennem hans hoved. Var det slået klik for en af stedets ansatte? Blev de angrebet af terrorister? En fremmed militærmagt? Var et af eksperimenterne faktisk gået galt, så det pludselig vrimlede med monstre? Eller tog de andre bare pis på ham, fordi de vidste, han sad på tønden? Uanset hvad det var, skulle det i hvert fald ikke tage ham med bukserne nede.

Han kørte hurtigt hænderne under hanen uden for båsen, greb så moppen og åbnede med tilbageholdt åndedræt døren ud til gangen på klem. (side 50-51)

Om Udød:

Udgivelsesår: 31.10.2020
Forlag: Calibat, 361 sider
Omslag og illustrationer: Aske Schmidt Rose

Læs også:

Dødt kød af Nick Clausen
De dødes tid af Thomas Helle
Trailer Park Apocalypse af Jimmi Jensen
Kadavermarch af Dennis Jürgensen
Sex gotiske fortællinger af Jes Larsen
Necrodemic-sagaen af Patrick Leis
Kværnen af Martin Schjönning og Tom Kristensen
Pandaemonium af A. Silvestri

Interview med Ruben Greis om Udød

Ingen engle ved juletid af Rune Adelvard

Ingen engle ved juletid af Rune Adelvard

Den arbejdsløse Edward Dumigan på 19 bor sammen med sin mor i byen Bierstadt i Canada i 1964. Han spiller ishockey med vennerne Christopher og Marcus, rapser lidt smøger når han mangler, og har ind i mellem nogle småjobs.

En dag hjælper han sin onkel Joshua, en tidligere soldat der nu bor for sig selv inde i skoven. De er ved at nivellere et område tæt på skovvejen, da de rammer en kiste, begravet uden nogen markering udover et skilt på selve kisten. Joshua vil kontakte byens bedemand, men da Edward kommer tilbage et par dage senere, er onklen ingen steder at se, og hans tomme hytte stinker af urin og afføring.

Nogle dage senere finder politiet resterne af Joshuas lig inde i skoven. Alt tyder på, at han er blevet overfaldet af en bjørn, men noget er alligevel forkert.

Sådan starter Ingen engle ved juletid. Herefter følger vi Edward og vennerne gennem december måned, mens politiet efterforsker sagen om Joshuas død. En sag der snart udvides med flere forsvundne og døde.

Da jeg blev kontaktet af Rune Adelvard, om jeg ville læse og anmelde Ingen engle ved juletid, sagde jeg straks ja. Plottet lød spændende, og idéen med at skrive historien som en slags julekalender, synes jeg også, lød godt.

I store træk er Ingen engle ved juletid også underholdende læsning. Særligt sidste halvdel af bogen er spændende, og for mig var det forfriskende med et godt vildmarksgys. For her er nemlig ikke tale om en helt almindelig krimi.

Men hvor idéen er god, så synes jeg desværre, at udførelsen ind i mellem halter lidt. Sproget er meget beskrivende, og dialogerne føles til tider kunstige, selvom vi selvfølgelig befinder os i en anden tidsalder. Historien kunne også godt strammes lidt op. Flere steder går fortællingen i tomgang med detaljerede beskrivelser, som tilfører autenticitet men også trækker tempoet ud. Endelig halter korrekturen også lidt, og det er sådan noget, der ærgrer mig, selvom jeg godt ved, at andre ikke nødvendigvis er lige så pernittengryn som jeg.

Når vi rammer sidste halvdel af romanen, kommer der som sagt virkelig fart i handlingen, og jeg er ret vild med slutningen og især allersidste side. Her rusker Adelvard nemlig op i læserens syn på verden i ren Fox Mulder stil.

Ingen engle ved juletid er et anderledes bud på en krimi. Den bevæger sig ud over de gængse genre-grænser, og er ikke for de sarte. Og selvom den mangler lidt på finishen, så er det jo altid rart med noget uhygge i den søde juletid.

For en god ordens skyld skal jeg også tilføje, at Ingen engle ved juletid har fået en flot anmeldelse i Horsens Folkeblad, hvor Arne Mariager giver den 5/6 stjerner og kalder den for: “[…] en bemærkelsesværdig roman-debut, der rummer en imponerende fantasi og et stort talent for at fortælle historier.

Uddrag af romanen:

“Nå, lad os så få startet metalsvinet, så skal jeg lære dig, hvordan man tæmmer sådan en trøffeljæger her,” gnækker Joshua og klapper bulldozeren på karrosseriet.

Edward sidder bag håndtagene på bulldozeren og bliver instrueret i, hvordan han kan bruge dem til at finjustere højden på bladet.

“Hvis du trækker lidt i det håndtag, så hæver du bladet, og så kommer underlaget til at lægge lidt højere i terrænet. Prøv en gang,” instruerer Joshua. Edward har hurtigt tag på bulldozeren, så Joshua klapper ham på skulderen og beder ham standse, så hopper han ned.

“Nu prøver jeg at dirigere dig fra jorden, og så gør du, som jeg sider. Vi skal have planet den forhøjning ud, som du kan se derovre. Det skal ende med at skråne lidt nedad, så regnvandet kan løbe fra rastepladsen,” forklarer Joshua.

Han begynder at dirigere, og Edward får efterhånden planet jorden helt ud og en smule nedad, så vandet kan løbe ud i den småsumpede lysning, da Joshua råber til ham.

“Hov! Stop, du har ramt et eller andet, der ligger i jorden,” råber Joshua. Han går ind foran maskinen og skraber i jorden med den ene sko.

“Hent lige en skovl bag på bulldozeren. Vi har ramt noget træ,” råber Joshua. Edward drejer nøglen om, og bulldozeren stopper, så hopper han ned og henter skovlen.

Det ligner tilhøvlede træplanker. De begynder at skrabe jorden af med skovlen, og efter ti minutter rammer de på et tinskilt. De bøjer sig ned og læser: Harold Boyce, R.I.P. 1947.

“For satan, vi er nødt til at grave kisten fri og flytte den. Vi kan ikke have lastbiler til at holde oven på den. Kan du klare det?” spørger Joshua.

“Bagefter må vi tilkalde en bedemand og få den fjernet,” siger Joshua. Edward nikker og gyser; der er ikke så meget at rafle om. (side 13-14)

Reklame: Tak til Rune Adelvard der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Ingen engle ved juletid:

Udgivelsesår: 06.10.2020
Forlag: Selskabet af 11. maj 2013, 536 sider

Læs også:

Frosne sjæle af Giles Blunt
Når knoglerne fryser af Graham McNamee
Kaldet af Inger Ash Wolfe

Den hemmelige kode af William Sleator

Den hemmelige kode af William Sleator

Nogle bøger gør et uudsletteligt indtryk, når man læser dem. For mig var det tilfældet med Den hemmelige kode, som jeg læste første gang som barn for mange år siden.

Romanen udspiller sig i en dystopisk verden, der virker inspireret af George Orwells 1984. Her bliver fem forældreløse teenagere placeret i et ukendt univers bestående af trapper. Der er ingen vægge, ingen lofter og ingen gulve. Kun trapper som forgrener sig, tilsyneladende i det uendelige.

Den første, vi møder, er den forsigtige og tilbageholdende Peter. Han bliver fundet af den hårdkogte Lola, og kort efter støder de på den intrigante Blossom. Senere støder også Abigal og Oliver til. Ingen af dem aner ikke, hvorfor de er der, eller hvor længe de skal blive der, og snart opstår der spændinger i den umage gruppe.

Men de fem unge er alligevel nødt til at samarbejde. Det viser sig, at de for at få mad er nødt til at udføre indviklede ‘danse’ foran en maskine midt i trappeuniverset. Når den begynder at blinke og udsende stemmer, må de i gang, og kun hvis de udfører ‘dansen’ korrekt, bliver de belønnet med mad.

Langsomt ændrer ‘dansen’ sig dog, og snart må de unge spørge sig selv, hvor langt de er parate til at gå for at få noget at spise.

Som sagt læste jeg første gang Den hemmelige kode som barn. Jeg var dybt skræmt af det hvide trappeunivers, og slutningen står lige så tydeligt for mig, som slutningen i 1978-versionen af Invasion of the Body Snatchers. Det var derfor med en vis nervøsitet, at jeg for nyligt genlæste William Sleators roman. Ville den leve op til mine minder?

HERFRA KAN FOREKOMME SPOILERS

Ja, er det korte svar. Selvom man på nogle punkter mærker alderen lidt, så holder historien alligevel. De fem unge er nærmest stereotyper, men det er et bevidst valg for at vise forskellige personlighedstyper og hvordan de reagerer på eksperimentet.

For det viser sig, at Lola og de andre er udvalgt til et hemmeligt eksperiment under ledelse af doktor Lawrence. Forsøget går ud på at konditionere de unge, det vil sige fremelske bestemte adfærdsmønstre, for med tiden at kunne skabe et elitekorps, der altid blindt vil følge præsidentens ordre uden at stille spørgsmålstegn eller tøve.

Forsøget mislykkes dog, da Lola og Peter nægter at følge maskinens instruktioner om at mishandle og hade de øvrige unge. De to finder sammen i et ubrydeligt venskab, som doktor Lawrence ikke havde forudset, og til sidst må han afbryde eksperimentet, for at Lola og Peter ikke skal dø af sult.

Den hemmelige kode er jævnt skrevet. Til gengæld er historien stærk. Udover at minde mig om 1984, som jeg tidligere har nævnt, bringer romanen også mindelser til filmen Cube fra 1997 eller ungdomsserien Maze Runner af James Dashner. Men også William Goldings klassiker Fluernes herre dukker op.

William Sleator er måske ikke verdens bedste forfatter, men Den hemmelige kode er absolut stadig værd at læse. Jeg var grebet af historien som barn, og jeg synes stadig den holder. Læs den.

Om Den hemmelige kode:

Udgivelsesår: 1983
Forlag: Gyldendal, 193 sider
Omslag: Boye Willumsen
Originaltitel: House of Stairs, 1974
Oversætter: Franz Berliner

Tre små kinesere af Niels Søndergaard

Tre små kinesere af Niels Søndergaard

Lad mig være ærlig og starte med at sige, at jeg har aldrig læst en krimi som Tre små kinesere af Niels Søndergaard før. Det er en helt igennem unik oplevelse, som både byder på grin, action, interessante personer, plot-twists og masser af spænding. Det kan også siges om andre krimier, men jeg er endnu aldrig stødt på én, som introduceres sådan HER.

Politiassistent Charlotte Lund, kaldet Charlie, er blevet sat i skammekrogen efter en lidt for offentlig anholdelse af en mistænkt. Hun får til opgave at vise tidligere model og kommende forfatter, Mille Madsen, rundt på politigården og fortælle om det daglige arbejde.

I den forbindelse tager hun Mille med ud til et selvmord. En blind, afroamerikansk jazzmusiker er blevet fundet død i en lejlighed på Højbro Plads. Han har tilsyneladende hængt sig, og eftersom lejligheden var lukket og låst indefra, er Charlie egentlig ikke i tvivl om, at her er tale om et selvmord.

Men det tror Mille ikke på. Hvorfor er musikeren f.eks. iført dame-solbriller? Hvor er hans førerhund henne? Og hvorfor myldrer det med kinesere på Højbro Plads, der holder øje med lejligheden? Mille får overbevist Charlie om at undersøge sagen nærmere, og snart er de dybt involveret i en efterforskning, som ingen egentlig er interesseret i, at de udfører.

Det lyder måske som en ligetil krimi, men Niels Søndergaard løfter historien ud over det sædvanlige. F.eks er Mille vild med film og citerer glad og gerne fra dem. Men hun er ikke den eneste filmentusiast. Hvert kapitel i Tre små kinesere er en filmtitel, lige fra første kapitel Blod og jordbær til mere kendte film som En verden udenfor og Taxi Driver. Det er herligt lavet.

Sideløbende med krimiplottet krydsklippes til tråde om Milles udlejer, Sidsel, om antikvarboghandleren Stefan, om kriminalteknikeren Nick, om pølsemanden Alpermann, en amerikansk bogudgivelse, nordkoreanske diplomater og meget mere. Med næsten 700 sider skulle man tro, at de mange plottråde ville blive uoverskuelige og kedelige, men Søndergaard har styr på det. Alt samles op, og undervejs fortælles med så stor viden og underliggende humor, at det er uhyre svært at lægge Tre små kinesere fra sig igen.

Den hæsblæsende slutning, der involverer både metal-koncert, Kandis-fans, cykel-taxa og bedstemor-bil, efterfølges af en epilog, som åbner døren på klem for en efterfølger. Tre små kinesere er da også første bind i en planlagt trilogi, og jeg ser allerede nu frem til fortsættelsen.

Så har du lyst til at læse en finurlig, velskrevet og vildt underholdende krimi, der blander action med who-dunnit og krydrer med romantik og en herlig humoristisk tone, så søg ikke længere. Jeg er i hvert fald fan.

Uddrag af bogen:

Mille slog ud med armene. “Hvordan skulle en blind amerikaner vide, at der er kroge i loftet i gamle danske huse?”

“Fordi der sikkert også er det i gamle amerikanske huse,” sagde Charlie. Det begyndte at føles som en tennismatch mellem Williams og Wozniacki.

“Hvorfor er gardinerne så trukket for?” spurgte Mille. “En blind mand ville da aldrig trække gardiner for!”

Svisj. Klask.

“Han har vel tænkt, at nogen kunne se hængningen og slå alarm,” sagde. Charlie. “Han har ikke ønsket at blive reddet og leve videre som grøntsag.”

Svisj. Klask.

Mille fangede bolden og smashede hårdt. “Hvor er hunden?” spurgte hun.

Charlie sænkede sin imaginære ketsjer. “Hvad for en hund?”

Mille slog triumferende ud med hånden. “Der har været en hund her! Han havde en førerhund!” (side 107-108)

Reklame: Tak til forlaget Total Tekst der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Tre små kinesere:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Total Tekst, 696 sider
Forside: Duzulek / Niels Søndergaard

Læs Jacob Krogsøes anmeldelse

Læs også:

Død indtil solnedgang af Charlaine Harris
Heksejagt af Kim Harrison
Hendes blå øjne af Lisa Hågensen
I helvede flyder en flod af Morten Leth Jacobsen
Dexters dunkle drømme af Jeff Lindsay
Manden der glemte han var død af John Lorentz
Retfærdig vold af Aske Munk-Jørgensen
Bloddryppende af Rafael Reig
Sagen Collini af Ferdinand von Schirach
De efterladte af Palle Schmidt
Ensom ulv af Tommy Thorsteinsson

Regnum Mortis – Slutspil (Necrodemic 5) af Patrick Leis

16 år og 2330 sider – Patrick Leis sætter et værdigt punktum for sin prisvindende Necrodemic-saga med Regnum Mortis – Slutspil.

Regnum Mortis - Slutspil af Patrick Leis

Jeg har læst med, siden den første udgave af Requiem udkom tilbage i 2003, og jeg har elsket hver zombie-inficerede side. Så det var med lige dele forventning og vemod, at jeg satte mig til rette med sagaens endelige afslutning. Ville det lykkes Patrick Leis at slutte med maner?

Det korte svar er ja! Regnum Mortis er en spændende, uforudsigelig og vellykket afslutning på Necrodemic-sagaen. Og så gav den mig lyst til at starte med at læse hele serien igen for lige at få alle detaljerne med.

Patrick Leis’ zombie saga har efterhånden mange år på bagen. Oprindelig udkom bøgerne på flere forskellige forlag, men i 2008 indgik Leis så et samarbejde med forlaget Valeta om at genudgive de fire første bøger i en ny, gennemarbejdet og udvidet udgave samt skrive bind fem, der skulle afslutte serien. Resultatet er ikke alene blevet et mere sammenhængende univers, men også en lækkerbisken på enhver bogreol.

Regnum Mortis starter kort efter Pax Immortalis slutter. Rebellerne har med hjælp af marodørerne indtaget C-City1. Nu arbejder Nina, Løjtnanten og Augustus for at forvandle teknokrat-samfundet til et demokrati. Af den grund er kaste-systemet nedlagt, og ingen af byens borgere får mere af LS serummet.

Udenfor byens porte har general Riker godt nok taget opstilling med sine 3000 elitesoldater, men han har ingen mulighed for at slippe gennem laser-barrieren, der omkranser hele byen. Samtidig står vinteren for døren, og uden forsyninger er sandsynligheden for, at Rikers soldater klarer sig igennem den, minimal.

Ikke alle er dog tilfredse med de nye forhold i C-City1. Efterhånden som virkningen af LS serummet aftager, opstår flere og flere konflikter. Og da en seriemorder pludselig dukker op i byens midte, får det nye styre for alvor deres sag for. Mordene giver nemlige forfærdelige associationer til zombierne, og spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at genstarte samfundet igen.

Necrodemic-sagaen

Jeg vil ikke skrive mere om handlingen for ikke at afsløre for meget, men kan dog garantere for at tempoet på ingen måde er gået af historien, blot fordi vi nærmer os slutningen. Her er stadigvæk masser af action, blod og indvolde, og så tager plottet et (for mig i hvert fald) uforudset twist til allersidst.

Patrick Leis er en sand mester i at fortælle røverhistorier. Trods de knap 600 sider slugte jeg Regnum Mortis på to dage og var underholdt hele vejen. Jeg kom undervejs til at tænke på Stephen Kings mammut-roman The Stand fra 1978, som ligeledes handler om en verden, hvor menneskeheden er blevet tvunget i knæ og nu skal finde en måde at overleve på. Men Leis har sin helt egen vision, der dog ikke er mindre grum.

I efterordet fortæller Leis om det enorme arbejde, det har været at skrive og gennemskrive de fem bøger. Men det store arbejde har givet pote. Der er kræset om hvert bind med indlagte tegneserier, persontavler, tidslinjer og ordforklaringer, som udbygger læseoplevelse endnu mere. Og for mig har den 600 år lange rejse været en fornøjelse at deltage i.

Hvis du, som jeg, holder af episke undergangsromaner, må du ikke gå glip af Necrodemic-sagaen. Her er bloddryppende zombie-action, harske samfundskommentarer og et spændingsniveau, der nærmest er konstant stigende, indtil alt falder på plads i historiens sidste linjer.

Læs den.

Uddrag af romanen:

Hungeren var umulig at standse. Den kunne dæmpes og til en vis grad kontrolleres, men lige meget hvor ofte han tilfredsstillede sine behov, krævede systemet hele tiden mere.

Manden kiggede ned af sig selv. Kroppens volumen havde allerede ændret sig. Fedtlag var forsvundet, og knogler, sener og muskler stak frem som et alpelandskab under den læderagtige hud. Han var begyndt at ligne sin følgesvend, selv det stålgrå hår var begyndt at falde af.

Før i tiden, da midlet til at opfylde hans behov havde flydt i rigelige mængder, havde han indtaget mere end godt var, men nu, hvor han kun kunne skaffe sig adgang til eliksiren i mindre mængder og ukoncentreret form, syntes begæret umætteligt. Han tørstede, og havde kun mulighed for at slikke et fugtigt blad, hvor han i virkeligheden trængte til at drikke oceaner.

Kun ved hjælp af rå viljestyrke lykkedes det ham at undertrykke de dyriske drifter.

Natten var faldet på og manden rejste sig fra gulvet.

– Kom.

Væsenet sprang let på benene, hovedet stødte næste mod kælderrummets loft. Han vidste ikke om Det også følte trangen, eller om det blot var lyst og instinkt der fik væsenet til at deltage i mordene. (side 70-71)

Reklame: Tak til forlaget Valeta der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Regnum Mortis – slutspil:

Udgivelsesår: 01.10.2020
Forlag: Valeta, 579 sider
Omslag og illustrationer: Patrick Leis

Den nye Necrodemic-saga:

Regnum Mortis – Slutspil
Pax Immortalis – Opgøret
Requiem – Fort Ferguson
Castra Damnatorum – Camp 41
Necropolis – De levende døde

Besøg Patrick Leis hjemmeside

Læs også:

Håndtering af udøde af John Ajvide Lindqvist
De rensede af Søren Staal Balslev
World War Z af Max Brooks
De dødes tid af Thomas Helle
Kadavermarch af Dennis Jürgensen
Opgøret af Stephen King
Harry Augusts første femten liv af Claire North
Kværnen af Martin Schjönning & Tom Kristensen
Pandaemonium af A. Silvestri

Væk af Rasmus Hastrup

Væk af Rasmus Hastrup

En kollega sagde engang til mig, at noget litteratur ikke nødvendigvis skal forstås. Det skal bare nydes. Sådan har jeg det med Væk af Rasmus Hastrup.

Væk er Hastrups tredje novellesamling. Jeg har været meget begejstret for de to første: Liv samt De ting der sker, så forventningerne var høje.

De 16 noveller spænder vidt. Fælles for dem er legen med ordene, og Rasmus Hastrups evne til at sætte en troværdig scene uanset hvor syret historien ellers udvikler sig. For syret – det bliver det altså ind i mellem.

Hastrup skriver historier om trolde, om forskning, om drømme, om krig. Historier, hvor ordene umiddelbart er lette at forstå, men hvor meningen kan være skjult.

Som i novellen ‘Mandag’ hvor Roar under en togtur pludselig ikke kan forstå, hvad den søde unge kvinde overfor ham siger. Hans forsøg på at kommunikere bliver mødt med voldsom vrede, uden at han forstår hvorfor. Samtidig er Svava på vej til sit kontor, hvor noget er under opsejling. En ung mand dør i en cykelulykke, og Roar når hjem, hvor hans kone Sif venter ængsteligt på ham. Men hvad handler historien om? Er det en kommentar til den stigende tendens til, at folk kun hører, hvad de ønsker at høre, og ikke hvad der rent faktisk bliver sagt? Har den at gøre med fremmedhad eller frygten for terror? Jeg ved det ikke. Alligevel blev jeg grebet at fortællingens atmosfære, og sad tilbage med et ønske om at forstå.

Mere ligetil virker ‘Hjælperen’ om Estrid, der er enlig mor. Hver anden weekend er børnene hos faren, og her bruger hun tiden på at gøre rent og rydde op. Ind i mellem drømmer Estrid om en hverdag, hvor hun ikke konstant skal udfylde andres behov. Hvor hun kommer i første række. Og så ringer det på døren. En rigtig fin novelle om livets valg.

Helt fortabt følte jeg mig til gengæld over ‘Et folkebibliotek et sted i mørket’. Her sidder bibliotekaren Thurid ved sit skrivebord med en kniv i ryggen og læser et eventyr. Hun tænker tilbage på både sin barndom og på dagene i biblioteket, mens hun langsomt forbløder. Jeg er sikker på, at der er et motiv i novellen, jeg forstår det blot ikke.

Nogle historier trækker tråde til hinanden, som en bogtitel der går igen i flere historier, og et manuskript fra den første novelle der forudsiger enkeltheder fra de følgende historier, men også trækker tråde til sig selv i en senere novelle. Og som altid er karakterernes navne meget signifikante.

Jeg havde lidt sværere ved at hengive mig uforbeholdent til Væk end til Hastrups tidligere novellesamlinger. Formentlig fordi jeg ind i mellem har svært ved bare at nyde en fortælling. Jeg vil også gerne forstå den. Og det gjorde jeg som sagt ikke ved alle novellerne her. Det skal dog ikke afholde nogen fra at kaste sig over Rasmus Hastrups forfatterskab, for han er absolut værd at læse. Bare giv dig god tid og nyd turen.

Citater:

Valg er valg,” sagde Hviddrøm. “Fravalg er valg, og valg er fravalg. Man kan vælge ikke at vælge, men spørgsmålet er, om man kan vælge at fravælge?” (side 56)

Drengen hed Frode Galt, og siden hans lillesøster døde, havde han båret rundt på en grænseløs og afmægtig vrede, som bredte sig ud fra ham i ætsende, radioaktive ringe.” (side 91)

På en måde var et bibliotek et kartotek over alle tænkelige sindsstemninger. Lommer af tristesse og boblende latter svøbt i rødgrøn, ubesindig eftertænksomhed. Visdom og eskapisme og sne og lava.” (side 98)

Det var kun lørdag formiddag. Der var masser af tid. Stilhed var som et sjældent og værdifuldt mineral, og det gjaldt om at udnytte det, når man pludselig fik en klump foræret.” (side 113)

Stilheden fortsatte. Efterhånden begyndte lavmælte stemmer at trænge ind i stilheden, små, spæde spiontogter snarere end det voldsomme brus af klapsalver og opstemte udbrud, Haavard havde forventet.” (side 135)

Lige nu var der for langt over til fjernsynet, for meget tomhed, der skulle krydses. På den anden side skulle han snart ud efter en ny øl. Hans skridt ville give genlyd. Måske skulle han tænde lyset. Harald havde endnu ikke helt afgjort, om lyset forstærkede tomheden eller gjorde den mildere, nemmere at holde ud.” (side 208)

Reklame: Tak til forlaget Screaming Books der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Væk:

Udgivelsesår: 16.10.2020
Forlag: Screaming Books, 231 sider
Omslag: Maria Tran Larsen

Læs Bjarne Jensens anmeldelse på Bogrummet.dk

Indhold:

En smuk dag
Lydenes kilde
Hans og trolden og skatten i brønden
Mandag
Dagbog fundet mellem murbrokker på Hedemarksvænge
Maseratikatten
Et folkebibliotek et sted i mørket
Lexo Yankov est morte
Hjælperen
Reception på Institut for Taktil Filologi og Anvendelig Semasiologi
Afhøringer, juli
Interludium
Flaskepost
Tårnene
Sælgeren
Væk

Frygtelige Fynske Fortællinger / red. Nils Anker Tønner-Oldefar

Frygtelige fynske fortællinger / red. Nils Anker Tønner-Oldefar

Fyn er fin. Fyn er fantastisk. Fyn er rædselsvækkende og frygtelig.” Sådan indledes Frygtelige Fynske Fortællinger, en ny horror-antologi fra det fynske forlag Ildanach.

Under Skrækfest 2020 i Odense talte jeg med den nyslåede forlægger Nils Anker Tønner-Oldefar bag forlaget Ildanach, hvis første udgivelse er horror-antologien Frygtelige Fynske Fortællinger. Den var jeg naturligvis nødt til at købe, og nu har jeg også fået læst den.

Samlingen indeholder ti noveller af ni forskellige forfattere.

Mest kendt er A. Silvestri, der indleder samlingen. Novellen ‘Havet sneen himlen’ handler om Tobias, der mister sin kæreste kort efter, at hun har født deres lille datter. Historien fortælles i to spor, dels af Tobias og dels gennem samtaler mellem Birthe og Axel, der ejer campingpladsen, hvor Tobias tager hen. Silvestris bidrag er en mørk og kuldslået fortælling om sorg, tab og kærlighed, som efterlader læseren lettere rystet.

‘Sct. Hans skolen’ er skrevet af R. H. Jørgensen, som jeg ikke umiddelbart har læst andet af. Også denne novelle er vellykket med sin fortælling om drengen Viktor, der bliver mobbet. Historien udspiller sig i gangene under skolen, hvor Viktor skal hente mælk til klassen, og hvor Mark og hans slæng har stor fornøjelse af at forskrække og mobbe ham. Men måske er de ikke det eneste, der venter i mørket?

Tredje novelle hedder ‘Det gamle teglværk’ og er skrevet af Karsten Brandt-Knudsen. Historien gav mig mindelser til film som Hostel og Texas Chainsaw Massacre, men er alligevel sin egen. En barsk og velfortalt novelle. Brandt-Knudsen har jeg tidligere læst science fiction novellen ‘Farmer’ af i antologien Sandsynlighedskrydstogt.

Jeg var desværre ikke så vild med ‘Dullahan’ af Christine Godman. Novellen handler om tre veninder, som efter en glad nat i byen har en skræmmende oplevelse på vej hjem, hvor den ene veninde dør. Idéen bag historien er god, men jeg synes ikke at udførelsen er helt vellykket. Christine Godman har dog også skrevet samlingens sidste novelle ‘Valdemars slot’, og her rammer hun 100% rent. En gruppe venner skal på rundtur med efterfølgende overnatning på Valdemars slot på Tåsinge. Fortælleren Martin tror overhovedet ikke på spøgelser, men det gør veninden Marie til gengæld. Og måske har hun ret?

‘Svendborg by Night’ af Karina Sund er endnu en af de noveller, der skal fremhæves. Mikkels forældre blev skilt, da han var barn. Faren flyttede til Svendborg, og kontakten med ham blev mindre og mindre. Da han dør, beslutter Mikkel og søsteren Iben sig for, at de vil tømme hans lejlighed i fællesskab. Mikkel ankommer en dag for tidligt og beslutter sig for at gå i byen i Svendborg i stedet for at vente i farens lejlighed. Det bliver dog en bytur med overraskelser.

Også de sidste fire noveller i Frygtelige Fynske Fortællinger er underholdende læsning.

I ‘Molly?’ af Sophie Vahl har et ægtepar mistet deres datter i en ulykke. I ‘Dobbelt halvstik’ af Niels Kjærgaard møder Michael tilfældigt sin ex-kæreste i byen, eller er det tilfældigt? I ‘Morfars historier’ af Charlotte Deigaard Hansen er Ditte sikker på, at morfars historier om åmanden i Odense Å bare er eventyr. Og i ‘Frøbjerg-Bavnehøj’ af Anne-Mette Brandt opdager den religionsstuderende Estrid, at hun måske har lovet mere, end hun kan holde.

Som udgangspunkt er jeg altid begejstret, når jeg får en horror-antologi i hænderne. Jeg elsker den slags små kompakte gys, og jeg er glad for, at der efterhånden udkommer en del af den slags antologier herhjemme. Frygtelige Fynske Fortællinger er en fin tilføjelse med gennemgående gode noveller, og så koster bogen ikke en formue.

Nu er det jo Ildanachs første udgivelse, så jeg er sikker på, at forlaget fremadrettet vil arbejde lidt mere med korrekturen. Jeg ved godt, at jeg er lidt pernitten med den slags, men jeg ærgrer mig sådan over slåfejl, mærkelig orddelinger og ikke mindst en fejl i en titel i sidehovedet. Til gengæld er jeg begejstret for brugen af vignetter og den stemningsfulde forside af Alejandro Mirabal. Og ikke mindst er de fleste af novellerne rigtig gode.

Har du lyst til at høre vide lidt mere om forlaget og arbejdet med Frygtelige Fynske Fortællinger, så læs interviewet med Nils Anker Tønner-Oldefar.

Om Frygtelige Fynske Fortællinger:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Ildanach, 172 sider
Omslag: Alejandro Mirabal

Indhold:

Havet sneen himlen af A. Silvestri
Sct. Hans skolen af R. H. Jørgensen
Det gamle teglværk af Karsten Brandt-Knudsen
Dullahan af Christine Godman
Dobbelt halvstik af Niels Kjærgaard
Frøbjerg-Bavnehøj af Anne-Mette Brandt
Morfars historier af Charlotte Deigaard Hansen
Molly? af Sophie Vahl
Svendborg by Night af Karina Sund
Valdemars slot af Christine Godman

23:59:00 – ét minut i midnat af Jacob Munkholm Jensen

23:59:00 - ét minut i midnat af Jacob Munkholm Jensen

Jeg har nærmest haft kig på Jacob Munkholm Jensens roman 23:59:00 ét minut i midnat, siden den udkom i 2016, da jeg er ret begejstret for kontrafaktiske romaner. Alligevel har jeg først for nyligt fået læst den.

Fra bagsiden:
Foråret 1984. En grænseepisode i Berlin udløser en hastigt eskalerende konflikt imellem NATO og Warszawapagten. Fra hver sit sted i livet tvinges vennerne Susanne, Carsten, Dorthe og Peter til at vælge side i konflikten og til at beslutte sig for, hvad der er værd at kæmpe for. Med sin strategisk vigtige beliggenhed i bunden af Østersøen, spiller Danmark en afgørende rolle i forsvaret af Vesteuropa, og mens fronterne trækker op ude i verden, forbereder danskerne sig på det værst tænkelige. Det, som ingen for alvor har troet, kunne ske.

23:59:00 – ét minut i midnat er som sagt en kontrafaktisk spændingsroman, hvor forfatteren forestiller sig, hvad der kunne være sket, hvis den kolde krig var eskaleret ud af kontrol. Ved at bruge fire unge med forskellige politiske ståsteder nuanceres fortællingen. Vi oplever således både anarkistens, pacifistens, soldatens og den apolitiskes synsvinkel.

Jacob Munkholm Jensen er uddannet journalist, og det mærkes tydeligt, at han er vant til at lave research. Romanen er fuld af beskrivelser af alt lige fra fredsbevægelser som SAK (Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed) til torpedomissilbåde og forskellige slags atombomber. De mange detaljer trækker lidt af tempoet ud af fortællingen, men egentlig gjorde det mig ikke noget. Detaljerne gør nemlig fortællingen skræmmende troværdig.

Eksempelvis nævner JMJ en NATO-øvelse kaldet ‘ABLE ARCHER’ i 1983 som én af de afgørende begivenheder, der er med til at udløse krigen i romanen. Den øvelse blev rent faktisk afholdt, og på forsvarets hjemmeside findes en publikation, der undersøger, om ‘ABLE ARCHER’ reelt satte Warszawapagt-styrkerne i forhøjet beredskab.

En anden interessant detalje er Den Kongelige Forholdsordre. Frederik d. 9. underskrev i 1952 en kongelig anordning, der beskriver hvordan danske militære styrker skal forholde sig, hvis de bliver angrebet af en fjende uden forudgående krigserklæring. Målet med forholdsordren er at sikre, at danske styrker ikke behøver at vente på ordre for at gå til modstand mod en invastionsstyrke, som det f.eks. skete 9. april 1940.

Det er ligeledes interessant at læse om de forskellige partier og fredsbevægelsers holdninger i perioden. Jeg må erkende, at jeg ikke var klar over, at man var utrolig delt i holdningen om at indgå i NATO, og jeg kendte heller ikke til ‘fodnotepolitikken‘. Tankevækkende er det, at USA allerede i 1952 beklagede, at Danmark ikke levede op til sine militærudgifter ift. alliancen. Den beklagelse må siges at have fået ny vind under præsident Trump.

Hvis krigen kommer (pjece fra 1962)

Endelig beskriver JMJ ret detaljeret Warszawapagtens militære strategi, og den har han ikke bare opdigtet ud af det blå. I et interview i Aarhus Onsdag fortæller han, hvordan Polen kom med en uhyggelig afsløring, da de blev medlem af NATO. Mens Vesten ikke havde forestillet sig, at man ville bruge atomvåben som andet end en sidste udvej, afslørede Polen, at Warszawapagten helt frem til 1986 havde taktiske atomvåben som en del af deres strategi. Det var først, da de så følgerne af Tjernobyl, at de ændrede holdning. Det synes jeg er ret vildt at tænke på…

23:59:00 – ét minut i midnat er måske ikke for alle, men jeg fandt den i høj grad interessant. Titlen hentyder til det såkaldte dommedagsur, der tæller ned mod dommedag.

Romanen giver et overbevisende og skræmmende billede på, hvor lidt der skal til at vælte læsset, og hvor galt det kan gå. Samtidig føles den ubehagelig aktuel med sin beskrivelse af vores reaktion på et forhøjet alarmberedskab, som vi på en måde har været udsat for under COVID-19 nedlukningen af samfundet. Så selvom JMJ ikke har skrevet en hæsblæsende pageturner, så er 23:59:00 – ét minut i midnat absolut en interessant og tankevækkende roman.

Uddrag af romanen:

“… Forhandlingerne i Zürich er her til aften brudt definitivt sammen, efter at nyheden om et netop gennemført angreb på den amerikanske Task Force Vinson med hangarskibet USS Carl Vinson nåede den vesttyske delegation. Flådeeskadren, som var undervejs til Cape Town i Sydafrika, blev kort før klokken 20 dansk tid angrebet uden varsel i farvandet sydvest for Kap Det Gode Håb. Ifølge Pentagon sank en amerikansk destroyer øjeblikkeligt efter at være blevet ramt midtskibs af adskillige torpedoer, alt imens både USS Carl Vinson og flere af eskadrens øvrige fartøjer blev ramt af en serie missiler, angiveligt affyret af en kombination af fly og ubåde. Skaderne er omfattende, og dødstallet endnu ukendt. Som begrundelse for at afbryde Zürich-forhandlingerne forklarede den vesttyske udenrigsminister, Hans-Dietrich Genscher, i et netop frigivet pressekommuniké, at NATO anser det for stærkt sandsynligt, at angrebet på Task Force Vinson kan være helt eller delvist gennemført af sovjetiske sø- og luftstridskræfter. En beskyldning som kategorisk afvises af Moskva, som dog advarer USA mod at blande sig i den afrikanske konflikt …”

På dette sted i transmissionen indskød radioværten en kort pause, hvorunder det tydeligt kunne høres, at der blev raslet med papirer og drukket vand.

Peters blik flakkede fra højttaleren over Susannes udviskede skikkelse og til Carstens alvorlige øjne. De stirrede ind i hans med en intensitet, han aldrig havde oplevet før. Var det angst, han så derinde? Angst for døden eller angst for det utænkelige: Ideologiernes store opgør, civilisationernes skæbnetime. I næste sekund var øjeblikket passeret, og værten rømmede sig, undskyldte kort og genoptog derpå sin oplæsning, nu atter professionelt, ulidenskabeligt og på sit indøvede absurd korrekte rigsdansk. (side 180-181)

Om 23:59:00 – ét minut i midnat:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: mellemgaard, 493 sider

Forsiden er også brugt på apokalypse-antologien Undergang fra 2014.

Læs også:

Berlin 404 af Thomas Clemen
I kamp mod tiden af Ben Elton
Dommens dag af Karl Larsen
Efter år nul af Grete Roulund
Slaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger / red. Niels Dalgaard
Sandhedens labyrint af Jørgen Steines
Warday – Krigens dag og tiden derefter af Whitley Strieber og James Kunetka
Krigen i luften af H.G. Wells

Hvis krigen kommer husstands omdelt af den danske regering i 1962