Arkivet for ‘Bøger’ Kategorien

Det usynlige menneske af D.S. Henriksen

Det usynlige menneske af D.S. Henriksen

Teodor er buschauffør. Hver dag kører hans liv efter en stram tilrettelagt timeplan, og sådan foretrækker han det. Hans hjem er ryddeligt, grænsende til upersonligt, og selv privatlivet er skemalagt af faste rutiner. Men så bliver sønnen Mathias kørt ned og ender i koma på sygehuset. Langsomt begynder Teodors rutiner at smuldre, og så ringer hans bror, der netop er kommet ud af fængsel.

Jeg har tidligere med stor fornøjelse læst In Absentia og Ad Nauseam af D.S. Henriksen (skrevet som Daniel Henriksen). Begge var humoristiske, splattede og fandenivoldske spændingsromaner. Det usynlige menneske er en mere alvorlig roman.

Historien fortælles i nutid af Teodor. “Jeg er på sygehuset. Der ligger en dreng i sengen foran mig. Det er min søn. Han blev indlagt på intensiv i går.” Sproget er nærmest klinisk opremsende som et bevidst fortælleteknisk greb. Et greb som også Brett Easton Ellis bruger i romanen American Psycho fra 1991. Og jo længere ind i fortællingen vi kommer, jo mere står den kliniske fortællestil i kontrast til det kaos, Teodors rutiner forvandles til.

I flashback hører vi, hvordan Teodor fra barn af har været både fascineret af og bange for sin bror. En bror der gik til grænsen – og overskred den. Hvordan broren allerede i folkeskolen fremviste psykopatiske træk, og hvordan Teodor gang på gang stod skrækslagen på sidelinjen. Nu er han efter mange år pludselig tilbage. Det åbner for en række ubehagelige minder, men giver også Teodor luft til at fortælle om sine frustrationer. Jo mere han åbner sig for broren, jo mere ødelægges rutinerne dog. Og til sidst er der ingen vej tilbage.

Det usynlige menneske er både historien om en far i dyb sorg, som kæmper for at håndtere, at hans elskede søn er kommet alvorligt til skade. Samtidig er det en historie om en mand dybt viklet ind i sit sind. Om facader der krakelerer og mennesker, der bryder sammen. Om kærlighed, hævn og psykoser.

Til slut vil jeg også lige rose forsiden, som med en sort silhuet mod en rød baggrund er ganske iøjnefaldende. Jeg ser den sorte silhuet som symbol på det regelrette menneske, der er usynlig i vrimlen, mens slipset om halsen på silhuetten både ligner en løkke, og blod der flyder, men også symboliserer den kedelige kontormand. En dobbelthed, der også går igen i romanen.

Jeg vil ikke sige, at jeg blev 100% overrasket over plottets udvikling, men Det usynlige menneske er velskrevet og fascinerende på den mørke måde, så grib den hvis du vil en smuttur ind, hvor sorg og psykopati ramler.

Uddrag af romanen:

Jeg tænker på min bror, mens jeg sidder med telefonen i hånden. Det går op for mig, at jeg ikke har nogen anelse om, hvad han vil. Det burde jeg måske, men jeg har aldrig kunnet forudse hans næste træk, eller hvad jeg kunne forvente af ham. Desuden har vi ikke haft kontakt, siden han kom i fængsel, og jeg fandt sammen med Laura. Der er en overvejende chance for, at han ikke engang selv ved, hvad han vil. Han har dagligt taget den vej, der forekom nemmest, og levet sin tilværelse fri for bekymringer. Han har ingen planer med sit liv, intet ønske om opsparing, hus, bil, børn, ingen skitser eller skemaer, ingen faste aftaler. Han vil have det sjovt. Det er sådan, jeg husker ham. Og hans liv lyder måske beundringsværdigt, men for det meste går det ud over andre. Han var pågående og søgte grænser. Vi skulle derud, hvor man begyndte at grine eller græde.

Men jeg er ikke den, jeg var engang, så hvorfor skulle han være det?

Jeg må erkende, jeg ikke kender ham længere.

Jeg bliver nødt til at forholde mig til, hvad jeg selv føler, og hvordan jeg selv har det med, at han træder ind i mit liv igen. Jeg er ikke sikker på, jeg ved det endnu. Men jeg ved, at han repræsenterer en fortid, jeg helst vil glemme. Jeg fornemmer, der vil dukke mere og mere op af den, og det har jeg ikke lyst til. Men jeg vil heller ikke skubbe ham væk. Jeg beslutter mig for, at vi kan snakke og mødes, og måske er det alt, der er i det. Måske er han allerede taget videre, taget bort, taget til et andet land. Måske. Jeg bryder mig ikke om måske. Det er vagt og usikkert. Jeg er ikke et måske-menneske.” (side 24-25)

Reklame: Tak til forlaget mellemgaard der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Det usynlige menneske:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: mellemgaard, 182 sider
Grafisk produktion: KWG Desing, Odense

Læs også:

Offer af Paul Cleaves
Lille pige af Sarah Engell
Den nye pige af Penelope Evans
Jack the Rippers lærling af Carina Evytt
Jeg kan se i mørke af Karin Fossum
Det der ligger gemt i sneen af Carin Gerhardsen
Du af Caroline Kepnes
Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup
Skygger af Henriette Rostrup
Deroute af Martin Schjönning
Mulm af Teddy Vork

Faldet af Annelie Wendeberg

Faldet af Annelie Wendeberg

Faldet er andet bind i den historiske krimi-serie om lægen Anna Kronberg. I første bind, Djævelens grin, blev vi introduceret til Anna, som på det tidspunkt levede forklædt som mand for at kunne få lov til at arbejde som læge i 1800-tallets England.

Sammen med Sherlock Holmes bragte hun en hemmelig organisation, som testede dødelige bakterier på fattige for at udvikle biologiske våben, til fald. I den proces måtte hun dog flygte, og nu cirka et halvt år efter begivenhederne i bind et vågner hun op med en pistol mod tindingen. Hun er blevet taget til fange af professor James Moriarty.

Moriarty ønsker, at hun skal fortsætte arbejdet med de biologiske våben, og som sikkerhed holder han hendes far fanget et ukendt sted. Hvis Anna nægter eller prøver at stikke af, bliver hendes far dræbt.

Så Anna må spille med, men Moriarty er mindst lige så intelligent som hun selv. Han er også et følelseskoldt menneske, hvis vrede og mistro altid lurer lige under overfladen, så Anna må endnu en gang gå linen ud og risikere alt.

Faldet er en glimrende fortsættelse til Djævelens værk. Det er bestemt ikke stor litteratur, og oversættelsen er til tider lidt ubehjælpsom. Men historien er spændende, og blandingen af drama, kærlighed og et drys videnskab er yderst effektiv.

Jeg må indrømme, at jeg er blevet fanget af serien om Anna Kronberg, selvom det er en guilty pleasure. Bøgerne er kalorielet, letlæst underholdning, og nogle gange er det også bare nok.

Uddrag af bogen:

Jeg skubbede det problem til side for nu. Det mest presserende var mødet med Moriarty. Han ville ønske at diskutere isolationen af bakterier, og sikkert også opsætningen af laboratoriet. Alt, hvad jeg ønskede at diskutere, var min fars velbefindende, eller rettere tigge om at få ham frigivet. Hvilket tidsspilde! Jeg var nødt til at kontrollere mig selv, og jeg havde behov for hjælp. En eller anden, som kunne få min far i sikkerhed, mens jeg handlede mod Moriarty. Der var kun en person, som jeg kendte til, men hvordan kunne jeg komme i kontakt med ham? Det var udelukket bare at gå ind på posthuset og sende Holmes et brev. Åh! Navnet, jeg havde givet ham sidste forår!

Lov mig, at når denne sag er ovre, vil du sætte en annonce i The Times, hvor du spørger efter Caitrin Mae. Så finder jeg dig.

Ville jeg nogensinde få en mulighed for at sende en besked? Hvor længe ville jeg have? Det ville tage måneder at isolere bakterier, teste deres virulens og producere en stor nok mængde til at benytte som et våben. Min mave vred sig ved tanken om mine menneskelige testpersoner, fattige bortført sidste vinter fra fattiggårde. Mænd og kvinder, som gladelig ville tage imod to guldstykker i bytte for deres liv. De ville have solgt deres børn til os, hvis jeg havde tilladt det. (side 40-41)

Om Faldet:

Udgivelsesår: nov. 2020
Forlag: mellemgaard, 386 sider
Grafisk produktion: KWG Design, Odense
Grafiker: Anne Koch Rasmussen
Originaltitel: The Fall
Oversætter: Christina Frøkjær

Serien om Anna Kronberg:
Løvens parringsleg, 2021
Rejsen, 2021
Faldet, 2020
Djævelens grin, 2020

Læs også:

Pestlægen af Søren Marquardt Frederiksen
De udstødte af Elly Griffiths
Kadaverdoktoren af Lene Kaaberbøl
Al kødets gang af Ambrose Parry
Lysbringersken af Palle Reimann
Færten af død af Andrew Taylor
Djævelens grin af Annelie Wendeberg

Green Manor 2: Om ulempen ved at dø af Bodart & Vehlmann

Om ulempen ved at dø af Bodart & Vehlmann

Ulempen ved at dø er andet bind i Fabien Vehlmann og Denis Bodarts serie Green Manor. Jeg fik aldrig skrevet om første bind, og det er en fejl. For her er tale om en utrolig underholdende og stemningsfuld krimi-serie fra Victoriatidens London.

I Snigmordere og Gentlemen blev vi introduceret til klubben Green Manor, en eksklusiv gentlemens klub, hvor medlemmerne elsker at fortælle hinanden de værste historier om mord og andre forbrydelser – og måske er det ikke bare historier! Fortælleren er den tidligere tjener, Thomas Below, som nu sidder indespærret på et psykiatrisk hospital og beretter om de historier, han hørte i klubben til doktor Thorne, 20 år efter.

I bind to Om ulempen ved at dø er Below stukket af fra hospitalet. Politiet har omringet et hus på Leuker Street, hvor han er gået ind, men sender først doktor Thorne ind for at tale ham ud. Below tror, at han skal gøre klar til at åbne klubben for Green Manors medlemmer, og mens han pusler med det, fortæller han doktor Thorne fem nye historier.

Denne gang handler historierne om et spyd, hvis ejer vil kunne erobre hele verden, men i stedet er det altid endt med en voldelig død. Om en dommer som opdager, at en dødsdømt er uskyldig og må prøve at redde ham. Om en rigmand der forsøger at korrumpere en godmodig tjener. Om et slægtsopgør og om et mord i et lukket lokale.

Jeg elsker den slags små detektiv-historier, som giver mindelser til Sherlock Holmes, men med et lille drys humor. Vi præsenteres godt nok for både dekadence, arrogance, grådighed, kynisme og overklassens afstumpede moral, men historierne fortælles med en tryghed om, at de onde nok skal få deres bekomst, og det er altså helt rart ind i mellem.

Tegnestilen passer perfekt til disse små venlige mordgåder, idet her nok leges med farvespillet for at skabe en dyster stemning, men samtidig er personerne tegnet i bløde former og uden grufulde detaljer.

Der er med andre ord ikke rigtigt noget dårligt at sige om Om ulempen ved at dø, så holder du af gode tegneserier, er Green Manor-serien et godt bud.

Om Green Manor 2: Om ulempen ved at dø:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Zoom, 48 sider
Tegner: Denis Bodart
Forfatter: Fabien Vehlmann
Originaltitel: De l’inconvénient d’être mort
Oversætter: Michael Gabelgaard Nielsen

Serien Green Manor:
Snigmordere og Gentlemen; 1
Om ulempen ved at dø; 2
Mordfantasier; 3

Læs også:

Gys og gru af Fredric Brown
Danske gys – kriminalnoveller / red. Harald Mogensen
De glæder med gys: Poe-Klubben skriver / red. Tage la Cour
En hjælpende hånd af Gillian Flynn
Spøgelseskareten og andre noveller af Thit Jensen
Freakshow af Bruce Jones & Bernie Wrightson
Fribryderen af John Kenn Mortensen
Gør det af med Ramirez af Nicolas Petrimaux
En sag for Luckner af Per Sanderhage
Den sidste seance / red. Mogens Toft

Blodets bånd af Bille & Bille

Blodets bånd af Lisbeth og Steen Bille

Blodets bånd er sidste bind i trilogien om Freddie Mandix, og det bliver en vild afslutning.

Forlaget skriver:
Freddie Mandix sætter alt på spil, da en pakke med hvidt pulver skaber panik i Forskningsministeriet. Afsenderen er ukendt, og Freddie frygter, at pakken kun er det første tegn på et større angreb. Kort tid efter bliver en ekspert i genetik myrdet.

Hjemme i Holmbladsgade slås Freddies lillebror, eksnarkomanen Jacob, med sine egne dæmoner. De lokker ham i armene på Freddies ærkefjende, narkobagmanden Rune C. På kontoret arbejder Freddies kollega, Emma, med utæmmet energi på at afsløre Freddies fortid.

Da det hvide pulver og den døde forsker bringer Freddie på sporet af en sammensværgelse tæt på regeringens top, må han bruge alle kneb for at forsvare de mennesker, han elsker.

Mandix-serien er en københavnsk spændings-trilogi, der fører læserne fra ministeriernes bonede gulve over forskerverdenens hvide laboratorier til narkohandlerne på Christiania. Jeg kan rigtig godt lide blandingen af spænding og videnskab, og det er Lisbeth og Steen Bille eksperter i.

I Blodets bånd samles alle trådene fra de tidligere bind i en hæsblæsende afslutning, hvor jeg heppede på Freddie hele vejen igennem.

Uddrag af bogen:

Emma trak vejret lettet, da Freddie kom til syne i døren til deres kontor. Han virkede overrasket over forsamlingen af mennesker. Malthe og Hugo, forskningsministeren og departementets chef stod i en halvcirkel og ventede.

Emma kiggede ned i gulvet. Helenas svar havde ikke bragt noget nyt. Mailen var kort: Jeg har undersøgt det, du bad mig om. Jeg har intet fundet.

Ministeren vendte sig mod Freddie.

“Sikke et chok, du gav os.” Hendes hår hang løst, kun holdt fast af hornbrillerne, som var skubbet op i panden. Lidt mascara var gnedet ud ved det ene øje. Han vidste, at hun nærmede sig de 50. Nu virkede hun ældre.

Freddie pressede læberne sammen i noget, der skulle ligne et smil.

“Det var nok snarere den, der sendte pakken, der ville give os alle sammen et chok,” sagde han. Han holdt hænderne på ryggen. Emma gættede på, at han knyttede dem og strakte dem igen, som han gjorde når han ville hidse sig ned.

“Kan du give os en rapport?” sagde Malthe. “Aase har orienteret om forløbet og resultatet af bioberedskabets prøver, men vi vil gerne høre det fra dig, der var første mand på pletten.” Malthes smil tilhørte den general, der egenhændigt havde sendt Freddie på mission i forhallen.

Hugo nikkede.

“Vi skal finde ud af, om vi går ud med en positiv historie om vores beredskab eller lægger låg på,” sagde han og kørte en hånd gennem håret. Næppe første gang. Hans mørke krøller var endnu mere rodede, end de plejede at være.

“Vi lægger aldrig låg på,” sagde ministeren. Hun rettede på hornbrillerne. “Men vi har et hensyn at tage til de ansattes sikkerhed. Ikke alt behøver at komme ud.”

Hugo bed sig i læben. “Naturligvis,” sagde han. (side 19-20)

Reklame: Tak til forlaget People’s Press der har foræret mig serien til anmeldelse

Om Blodets bånd:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: People’s Press, 303 sider
Omslag: Rasmus Funder

Besøg Lisbeth og Steen Billes hjemmeside

Mandix-serien:
Patent på mord
Farlige forbindelser
Blodets bånd

Læs også:

Vredens ord af Bille & Bille
Det fjerde menneske af David Garmark
Dommedagskometen af Erik Juul Clausen
Al kødets gang af Ambrose Parry
Djævelens værk af Lotte Petri
Rød sne af Thomas Ringstedt
Søster min af Helle Vincentz
Is i blodet af Robert Zola Christensen

Unge sjæle af Sigurd Mathiesen

Unge sjæle af Sigurd Mathiesen

Jeg blev gjort opmærksom på Unge sjæle af Sigurd Mathiesen, da jeg læste et opslag på Facebook af Anders Jørgen Mogensen. AJM har oversat bogen sammen med Caroline Enghoff Mogensen, og beskriver i opslaget bogen som sin yndlingsbog. Her fortæller han også, hvordan han tilfældigt faldt over Sigurd Mathiesen i forbindelse med et interview, hvor Astrid Ehrencron-Kidde nævnte novellen ‘Blodtirsdagen’, som inspiration for hendes egne gotiske fortællinger.

Astrid Ehrencron-Kidde er ligeledes genudgivet i Serie for Grotesker. Jeg var meget betaget af Det sukker så tungt ude i skoven, så hvis Unge sjæle skulle minde herom, var jeg nødt til at læse den.

Jeg må dog hellere straks bekende, at jeg synes, de to forfattere er meget forskellige (hvilket AJM også bemærker i sit opslag). Hvor Astrid Ehrencron-Kidde er umiddelbar læsevenlig, selvom der er masser af lag i fortællingerne, er Sigurd Mathiesen mere ordrig og mindre ligefrem. Men alligevel er der noget over hans noveller. For selvom jeg lagde bogen fra mig et par gange undervejs, var jeg nødt til at gribe den igen kort efter og fortsætte læsningen.

Oplevelsen af bogen blev dog endnu større, da jeg læste Dag Heedes fremragende efterord, som introducerer Sigurd Mathiesens forfatterskab og hjælper med at åbne novellerne.

Unge sjæle består af syv noveller skrevet i perioden 1899 til 1902. Novellerne tematiserer ulykkelige eksistenser fanget i et meningsløst liv. Fortællinger der, som Dag Heede skriver, kan ses som den skriftlige udgave af Edvard Munchs maleri Skriget.

Vi befinder os på eksistensens skyggesider med fortællere og hovedpersoner, der enten er deciderede ‘kældermennesker’ eller i hvert fald desillusionerede misantroper, enspændere og outsidere, som omgivelserne ser skævt til, og som Mathiesens hovedpersoner til gengæld foragter og hader. Skønt hovedpersonerne har forskellige navne og professioner, drejer det sig i grunden om en og den samme person(type), der udsættes for forskellige ekstremsituationer. Den mandlige mathiesenske arketype er en omvandrende gåde med fremmedheden indskrevet i sig.” (fra Dag Heedes efterord side 191)

Et andet gennemgående tema i Unge sjæle er homoseksualitet. Flere af novellerne omhandler begær mellem to mænd, dog i forvrængede fremstillinger, under dække af skrækromantikkens vinger, som Dag Heede gør opmærksom på, hvor den perverse seksualitet kunne udforskes uden at bryde loven eller moralen.

De syv noveller er enkeltstående fortællinger, men kan dog også læses som en samlet kreds, hvor hver fortælling svarer til en af ugens dage, ligesom skabelsesberetningen i Biblen. Blot ender Mathiesens fortællinger i et stort apokalyptisk vulkanudbrud, der ødelægger, fremfor at skabe.

En anden mulig fortolkning af novellerne som en samlet kreds er de syv dødssynder. Dag Heede kommer ind på dette i efterordet, hvor han beskriver den brede palet af menneskelige laster, som Mathiesen fremviser i Unge sjæle. Her møder vi hasardspil, alkoholisme, bedrag, mord, misbrug af euforiserende stoffer og så videre.

Uanset om man læser novellerne enkeltvis eller som et samlet hele, er Sigurd Mathiesens univers dog et sært fascinerende og samtidig rystende sted at besøge. Det var noveller, der krævede tid at læse og fordøje, men som også var spændende læsning.

Jeg tager hatten af for Forlaget Sidste Århundrede og Forlaget Escho, der sammen står bag udgivelsen af ’Serie for Grotesker’. Det fortjener ros, at de giver glemte, men vigtige værker en ny chance. Og en sådan er Unge sjæle.

Den sorte uge

Den første novelle i Unge sjæle er den, jeg har sværest ved at fange. Her beretter fortælleren den dag, den gamle og nærige Kale Enersen dør, samt om hans møder med den fattige og ikke helt velforvarede Jakobine.

Det trange og mørke rum, jeg kom ind i, lå i en kælder. Aldrig kan jeg mindes et uslere hul af en menneskebolig. Den lille pige viste mig sengen. Den var sammentømret af nogle umalede brædder og alene fyldt med klude. Jeg lagde den sårede pige fra mig så forsigtig som muligt på dette hårde leje og så mig fortvivlet om. Der fandtes ikke andre møbler end en bænk, en stol og et simpelt træbord. I et hjørne stod der et komfur. Det var det hele. Selv nu i juli var her en fugtig og muggen kælderluft.

Jeg skulle netop til at vende ryggen til al denne elendighed, da man bar dette halvgale fruentimmer ind og lagde hende på gulvet. Hun havde fået et epileptisk anfald. Hun tyggede uafladeligt og skar tænder, mens hendes lange arme svirrede rundt.

Jeg fik sendt bud efter en læge og hentet noget frisk vand. Omsider kom hun til sig selv. Et øjeblik holdt hun sine lange arme op for ansigtet og rokkede med overkroppen. Så sprang hun pludselig op og så sig vildt omkring. Jeg ville netop bede hende unde sig noget ro og tilbyde hende min hjælp, da hun skreg:

– Hvem er du? – og sendte mine lyse sommerklæder et giftigt blik.

Jeg nævnte, hvem jeg var, og hvorledes jeg var kommet. Da trak hun mig hen til vinduet og gav mig et skarpt og mønstrende blik fra de stikkende, vandgrå øjne.

– Jaså, det er Dem – sagde hun med et mærkeligt eftertryk på sidste ord. – Jeg har ventet, kan jeg sige, på dette …

Så slap hun mig atter og fór rasende løs på disse nysgerrige nabofolk, der havde trængt sig ind.” (side 14-15)

Asser Hein

Asser Hein var et ejendommeligt ungt menneske, som fortælleren blot har truffet en gang, og nu beretter om her i novellen.

Asser var en smuk yngling, der havde giftet sig med en 5 år ældre, formuende kvinde. Fortælleren møder ham på en kro, hvor han sidder sammen med nogle lokale døgenigte. Asser inviterer ham til at sidde ned, og som aftenen og natten går, udspiller der sig vilde scener, mens de spiller og drikker.

– De to fremmede er øjensynligt skurke?

– Jeg ved det – han nikkede med det samme uforståelige smil. – Hvad vedkommer det mig? For mig er de slet og ret mennesker, der kan fordrive min kedsommelighed med et slag kort. Sans phrase – jeg bekymrer mig på ingen måde om deres psykologi. Skurke? – Hehe, vi er såmænd alle skurke. Både De og jeg. Ligger der måske ikke en bandit og lurer i hvert af ens pulsslag? En påtrængende og grådig djævel, der snyder os, selv ved sidste træk … Det er en fædrenearv. Men den er sgu ikke synderlig køn.

Han hånlo og gik fra mig. Jeg hørte ham nøde de andre til at drikke. Og han hævede glasset og råbte lystigt over til mig:

– Drik, unge skumler! Drik, du gamle dreng! – Skyl livets skønhed og sandhed og mulighed og alt det andet klassiske nonsens ned. Champagne er dog champagne. Og beskedenhed skulle fanden have …

Jeg drak ikke. Jeg ville helst være ædru. Som henne fra en dyb skov hørte jeg de andres spottende latter. Jeg lod ham fortsætte med at hudflette mig – min egen bitre stemme. Det var alt sammen så langt borte. For jeg bar på en smertelig byrde – ulykkelige anelser, jeg ikke kunne hitte rede i.” (side 44)

Blodtirsdagen

Før fortælleren blev født, fandt en tragedie sted. Fire unge drenge forsvandt sporløst på vej hjem fra skolen, og en af dem var fortællerens farbror. En snetung 2. juledag falder fortælleren over en avis, som beretter om de fires forsvinden, der fandt sted i påsken 1838. Herefter føler fortælleren sig pludselig hensat til den aprilmorgen, og genoplever hvad der skete.

Klokken præcis fem i morges vågnede jeg efter en urolig slummer. Jeg stod op og tændte min lampe. Satte mig i min lænestol og faldt i en sælsom hallucination. Eller hvad skal jeg kalde det?

Jeg var lysvågen. Jeg noterer, at jeg så en brunlig bille krybe over gulvet. og jeg hørte hele tiden urets uafladelige tikken. Ikke nærved. Men fra en verden, som jeg så ganske havde forladt. Min bevidsthed var vågen. Eller var den måske alligevel ikke? Var den ydre fornemmelse blot en illusion? Og var, hvad jeg i de grufulde øjeblikke gennemlevede, den almægtige virkelighed?

Jeg ved det ikke. Men hvad jeg i disse besynderlige sekunder fornemmede, forekommer mig inderligere og mere meningsfuldt end alt, hvad mit daglige øje har set.” (side 62)

Den ukendte

Fortælleren i ‘Den ukendte’ møder flere gange en mand, der virker stærkt på ham. Den sidste gang fortæller manden sin historie, som fører læseren over havet og gennem tab af elskede personer og til en flugt i evig rædsel.

“- Jeg har søgt at undgå Dem … Men Deres ansigt har til stadighed forfulgt mig. Nuvel. De får i nat min historie. Og så er vi kvit. Vi går siden hver vor vej. Jeg min endeløse, ulykkelige. Og De Deres rolige og opstukne linje.

Jeg smilede bittert og spurgte om hans navn.

– Hvad kommer mit navn historien ved? – Menneskene er tåbelige. De tror at kende de væsentlige gennem navnet. Og så nævner de alt mellem himmel og jord. Ganske vilkårligt. Der er ingenting, som undgår deres navneraseri. Navnet er helligt. Respekt for benævnelsen. Sole, måner og stjerner. Årtusinder og døde kulturer … Menneskene nævner dem. Sætter dem i bås. Selv de ukendte hemmeligheder nævner de. Derved er naturligvis opdagelsen sket. Hehe. Men kloderne går deres høje vej gennem uendeligheden. Deres plads skifter og forgår. Og den evige hån mod menneskets usselhed har intet navn.” (side 90-91)

Flora

I ‘Flora’ går fortælleren en dag pludseligt ind i et hus, han ofte er gået forbi. Herinde møder han en ung mand, der fortæller ham om, hvordan han som barn overraskede sin mor og hendes elsker. En oplevelse der har trukket spor på alt op til nu.

Novellen har undertitlen ‘En historie om driften’. I efterskriften gør Dag Heede opmærksom på, at Sigurd Mathiesen skrev novellen 16 år, før Freud nedskrev sin berømte analyse af den såkaldte “Ulvemanden” om “urscenen”.

“- Livet er fuldt af viljer, fuldt af had. Deraf de bitre skuffelser, den onde skilsmisse. Vi var fremmede. Men vi havde begge en verden tilfælles: ungdommen. Se, oceanet derude – det er den evige ungdom. Oh, det blå hav, det blå hav … jeg elsker det. Over det nåede også vi hinanden. For er det ikke, som om bølgerne ejer et uforgængeligt liv? Er det ikke, som om sjæle mødes i dem? – I dag har vi truffet hinanden. Tusinde mile hav har skilt os ad. Men tror De dog ikke, at der her på den anden kyst har siddet et menneske med Deres bævende længsler og meddelelsestrang? Tror De ikke?

Jo, og De landede her mellem jammerlige folk, der slæbte på hver deres pengesække. De drømte endnu om at finde forståelse. Den unge, den hvide sjæl, der giver uden at fordre. Og De? – Hør, De fandt ham ikke.

Ja, undskyld – jeg er åben. Men Dem kan jeg sige, hvad der falder mig ind – ikke sandt? De misforstår mig ikke. Gå en smule på akkord med Deres menneskefordringer – godt! Jeg er Deres ven. De skal ikke forlange synderligt af mig. Men vil De leve her mellem blomsterne og de grønne træer, her i denne glade have, så bliv bare og forlyst Dem! – For haven og huset er mine nu. De kender muligvis den forrige ejer? – Godt. Jeg skal fortælle Dem en kort historie om ham. Det var min mors elsker.” (side 118-119)

Syge perioder

Fortælleren, den unge læge Åge Basse, ønsker med sin redegørelse at sætte en stopper for den horrible folkesnak, som står om hans person efter nogle mærkelige hændelser og en indrykket dødsannonce i avisen.

Basse er en agtværdig person, men han har en uforklarlig modvilje mod byens avisredaktør. Da Basse en dag er lidt for hurtig til at udskrive morfin til en patient, som efterfølgende dør (måske), bliver han overbevist om, at redaktøren vil gøre alt for at afsløre ham for omverdenen. Det fører til en nærmest delirisk tilstand, hvor Basse forsøger at undgå afsløringen.

“Som sagt – denne person gik mig forbi. Han hilste ganske vist. Nedladende og pertentligt. Jeg kom ikke så vidt. Jeg glemte det fuldstændigt. For min antipati slugte enhver fornuftig tanke. Den hæslige trøskesmag lagde sig atter under min gane. Og den gulblege skumringsluft syntes at fortætte sig og finde form i hans farveløse skikkelse. Det forekom mig, at jeg i ham havde truffet dagens onde mening.

En besynderlig tyngde faldt over mit bryst. Jeg ville helst være ham kvit. Men jeg vovede ikke at slippe ham af syne. Og jeg blev ved med at gå efter ham. Han vendte sig ikke en eneste gang, skønt jeg næppe befandt mig ti skridt bag ham.

Da svingede han ind ad en port. Jeg fulgte efter. Jeg hørte ham, foran mig på trappen. En forknyt barnestemme lød ovenfra. Med et gys genkendte jeg den. Det var den lille pige, der hentede morfinen i eftermiddags.” (side 142)

Vulkanen

Jeg er ret sikker på, at Sigurd Mathiesen har fundet inspiration til denne novelle i virkelighedens vulkanudbrud på den caribiske ø Martinique d. 7. maj 1902. Her blev byen Saint-Pierre udslettet og omkring 30.000 mennesker mistede livet. Én mand overlevede dog. Ludger Sylibaris sad i isolationsfængsel, hvilket reddede hans liv, selvom han blev voldsomt forbrændt. Fire dage efter udbruddet blev han fundet af et redningshold, og rejste siden rundt og fortalte om sine forfærdelige oplevelser.

Novellen er skrevet i august 1902, og handler om en mand, der får en vision om et forfærdeligt vulkanudbrud. Han forsøger at overtale sin hustru til at rejse væk sammen med deres lille søn, men hustruen nægter. Hun har boet på øen hele sit liv og insisterer på, at der ingen fare er. Desværre tager hun fejl, og novellen beskriver i lyriske detaljer de grufulde begivenheder, da vulkanen går i udbrud.

Da lød der en fjern torden. Den blev stadig stærkere og mere intens … Jeg følte gulvet gynge. Pludselig et skrald og et lynglimt. Stolen, hvorpå jeg sad, gjorde et hop og flyttede sig. Et skab ramlede over ende. Grundvolden under vort hus rystede og gav sig.

Jeg fór op og ville ile ind i soveværelset. Fra gaden nåede larmen af travle mennesker mig, hidsige og forvirrede skrig. Det klang så besynderligt nært – næsten som om det var herinde i værelset. Jeg erindrer i dette øjeblik endnu tydeligt:

– Jean, jeg dør … Bliv hos mig, Jean … Barnet kommer!

Og jeg hørte et smertefuldt skrig lige ind i mit øre. Der var sprunget en vældig revne i muren. Det var nu ikke mere så mørkt. Et sært svovllys dvælede allevegne. Men det var næsten uhyggeligere end selve mørket.” (side 162)

Unge sjæle er anmeldt til Litteratursiden

Om Unge sjæle:

Udgivelsesår: 09.03.2020
Forlag: Sidste Århundrede/Escho, 207 sider
Omslag: Caroline Enghoff Mogensen
Originaltitel: Unge sjæle (norsk), 1903
Oversætter: Caroline Enghoff Mogensen & Anders Jørgen Mogensen

Indhold:
Den sorte uge
Asser Hein
Blodtirsdag
Den ukendte
Flora
Syge perioder
Vulkanen

Læs også:

Det sukker så tungt ude i skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Vi er fem af Mathias Faldbakken
Aura af Carlos Fuentes
Fuglene af Mikkel Harris Carlsen
Åndeverdenens dårekiste af B.S. Ingemann
Fuglereden af Shirley Jackson
Dansk standard af Kim Leine
Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay
Menneskekød: Grotesker 1910-1920
Ingenting passer af Anders Jørgen Mogensen
Samlede fortællinger af Edgar Allan Poe
Slør af A. Silvestri

Årlige uploads 202.1 – bind 1 / red. Nils Anker Tønner-Oldefar

Årlige Uploads 202.1 - bind 1 / red. Nils Anker Tønner-Oldefar

Sidste år udgav forlaget Ildanach sin første udgivelse, horror-antologien Frygtelige Fynske Fortællinger. I den forbindelse fik jeg en lille snak med manden bag, Nils Anker Tønner-Oldefar. Han fortalte blandt andet, at han arbejdede på at udgive en årlig science fiction antologi, og med Årlige Uploads 202.1 er den nu udkommet. Endda i to bind for at få plads til alle historierne.

Novellerne er skrevet af en blanding af nye og kendte navne. Christine Godman, Karsten Brandt-Knudsen og Niels Kjærgaard bidrog f.eks. til Frygtelige Fynske Fortællinger. Mens Helle Perrier også har haft noveller med i bl.a. Science Fiction Cirklens årlige antologi. Det har Flemming Johansen og Anna Line Søgaard i øvrigt også. Til gengæld har jeg ikke tidligere læst noget af Astrid Næraa eller Anders Olesen.

Overordnet set er Årlige Uploads 202.1 en underholdende omgang. Nogle af antologiens temaer er måske nok set før, så her er ikke tale om nytænkende science fiction. Men det behøver det heller ikke at være hver gang. Jeg kan også godt lide ‘bare’ at lade mig opsluge af en underholdende historie.

I ‘Usolidarisk’ af Anna Line Søgaard er befolkningens effektivitet igennem mange år blevet opgraderet medicinsk under dække af at være for den enkeltes bedste. Da Jesper Hansen ved sin mors begravelse opdager, at følelserne er helt væk, beslutter han sig for at stoppe med sin medicin, selvom det er forbundet med stor fare. Historien kunne godt have hentet inspiration fra Ira Levins Fagre nye elektronverden, men emnet er jo ikke mindre relevant i dag.

I ‘Piratbenet’ af Christine Godman kommer pigen Molly ud for en ulykke som barn, hvor hun mister det ene ben. I stedet får hun en benprotese, der med tiden vokser sammen med kroppen og bliver nærmest bedre end det biologiske ben. Lægen fortæller, at der kan være lidt bivirkninger i starten, men ikke noget at bekymre sig om. Jeg kom til at tænke på Clive Barkers novelle ‘Statslegemet’, men Godman har alligevel sin egen vinkel, og så er jeg vild med titlen.

‘ἐπίσκοπον (Episkopon)’ af Astrid Næraa er en af mine favoritter. Her skal en ansat forklare ledelsen, om de begivenheder der fandt sted, da det lykkes en fange at flygte. Særligt slutningen, der giver et helt nyt spin på historien, er fremragende.

I ‘Jaget’ af Karsten Brandt-Knudsen bliver kriminelle jaget af fjernstyrede robotter, og alt bliver vist live. Politiet vil gerne de mange dusørjægere til livs, men hvem gemmer sig egentlig bag dræber-robotternes pseudonymer? Novellens start minder om Stephen Kings Den løbende mand, men udvikler sig snart i et overraskende twist. Også en af de rigtig gode historier i Årlige Uploads 202.1.

Jeg har aldrig selv været så fascineret af de spilbøger, som var et stort hit i min barndom. Måske fordi jeg er for doven og hellere vil have historien serveret? ‘Bøllebank på Planet Delta’ af Niels Kjærgaard er dog også for dovne læsere som jeg. Her er tale om en rigtig hårdkogt kliché over macho-manden, der nødlander på en fremmed planet, men historien fortælles med et stort glimt i øjet, og er rigtig underholdende.

‘Retfærdighed’ af Helle Perrier er ligesom ‘Usolidarisk’ en dystopisk historie. Her møder Tolkir hver dag op på arbejde, men arbejdspladsen skifter fra dag til dag, så han ved først, hvor han skal hen, når vagten fortæller ham det ved mødetid. Tolkir fungerer som en slags jury, men det er ikke kun, personerne han dagligt dømmer. Også han selv er under konstant overvågning. Novellen er en af mine favoritter, og gav mindelser til George Orwells klassiker 1984.

Niels Kjærgaard har to noveller med i antologien. I ‘Tankens kraft’ kører det ikke rigtig for Laust. Han er blevet skilt, har problemer med at følge kvoterne på arbejdet, og så klager naboerne over, at hans hund gør. Så da han får mulighed for at deltage i et eksperiment, der skal hjælpe ham med at opdrage hunden via hjernebølger, siger han ja. Det viser sig dog, at det ikke kun er hunden, han kan tale med uden at åbne munden. Som i ‘Bøllebank på Planet Delta’ er der også her en humoristisk tone, men handlingen synes jeg alligevel er alvorlig. Og så er slutningen en perle.

‘Skindød’ af Flemming Johansen er endnu en favorit. Her er den smågnavne Hilmar hovedperson. Der er blevet indført fuldautomatisk borgerserviceordning, som sørger for alt det praktiske i hverdagen. Har du brug for offentlig transport for at komme på arbejde, får du automatisk tildelt et buskort. Skal du opereres, tildeles du en dato, og det er ikke muligt at snyde sig forrest i køen. Og så videre. Hilmar er egentlig glad nok for borgerserviceordningen, men der viser sig dog et problem, da han selv forsøger at ordne en løs forbindelse i sin lejlighed.

Den sidste novelle er ‘Virus’ af Anders Olesen. Her modtager den pensionerede Henning en dag en mail med en Unforseen Life Opportunity. Henning bliver tilbudt penge for at dele private oplysninger med Maria Johnson, der står som afsender af mailen. Og herfra udvikler novellen sig i en uforudset retning.

Som sagt var jeg godt underholdt af Årlige Uploads 202.1, og glæder mig nu til at gå i gang med bind to.

Om Årlige Uploads 202.1 – bind 1:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Ildanach, 184 sider
Omslag: Jeppe Lindrup Mygh

Indhold:
Forord
Usolidarisk af Anna Line Søgaard
Piratbenet af Christine Godman
ἐπίσκοπον (Episkopon) af Astrid Næraa
Jaget af Karsten Brandt-Knudsen
Bøllebank på Planet Delta af Niels Kjærgaard
Retfærdighed af Helle Perrier
Tankens kraft af Niels Kjærgaard
Skindød af Flemming Johansen
Virus af Anders Olesen

Læs også:

8 science fiction noveller / red. Jannick Storm
Blandt danske galakser af Kristoffer J. Andersen
Ord har hærget af Gudrun Østergaard
Sand og sten, stål og glas af A. Silvestri
Serien Lige under overfladen fra Science Fiction Cirklen
Undergang / red. Martin Schjönning
Universets mørke / red. Henrik S. Harksen

Fuglereden af Shirley Jackson

Fuglereden af Shirley Jackson

Siden jeg fik nys om, at forlaget Alhambra planlagde at oversætte Fuglereden til dansk, har jeg holdt øje med den. Og forleden kunne jeg endelig sætte mig godt til rette og begynde læsningen.

Siri Ranva Hjelm Jacobsen har skrevet det interessante forord, hvor hun blandt andet fortæller om Shirley Jacksons omfattende forfatterskab, der tæller seks romaner, to erindringsbøger, et skuespil, en lærebog og over 300 essays og noveller. Alt sammen skrevet inden hendes alt for tidlige død som kun 48-årig.

I dag tænker de fleste formentlig på Shirley Jackson som feminist, men i 1963 kaldte Betty Friedan hende for den værste af husmorforfatterne, der: “iscenesatte sig selv som husmødre og tjente patriarkatet som kvindelige onkel Tom’er.” Som Siri Ranva tørt konstaterer: “det er næsten umuligt at forestille sig, at hun [Betty Friedan, JH.] rent faktisk har læst Fuglereden.”

Historien fortælles over seks kapitler med hvert sit fortællerperspektiv.

Vi starter med Elizabeth. Hun er en stille, farveløs ung kvinde, der bor sammen med sin moster, Morgen, efter moderens pludselige død. Elizabeth arbejder på et museum. Ikke fordi hun er særligt interesseret i det, men alligevel er hun pligtopfyldende som få.

Under en renovering af museet møder Elizabeth en dag op på sit kontor til et kæmpehul i den ene væg. Og herfra skrider begivenhederne. Elizabeth begynder at modtage truende beskeder. Hun lider af hovedpine og rygsmerter, og hendes ensformige liv brydes igen og igen af mærkelige optrin, som hun ikke selv husker noget om.

Modvilligt indvilliger Elizabeth at besøge doktor Wright, som er fortælleren i andet kapitel. Doktor Wright er en selvhøjtidelig mand, der gør en dyd ud ikke at ‘hoppe på’ alle mulige moderne idéer.

Jeg mener, at jeg er en ærlig mand. Ikke sådan en blødagtig, moderne læge med alskens diagnoser for ingenting og alskens kure for sygdomme, der ikke findes, sådan en, der skammer sig for meget til at kunne se patienterne i øjnene. Nej, jeg mener, at jeg er en ærlig mand, og os er der ikke mange tilbage af.” (side 60)

Under sit forsøg på at hjælpe Elizabeth opdager han efterhånden, at hun gemmer på flere personligheder. Én af dem er fortæller i kapitel tre, mens kapitel fire igen er doktor Wright. Kapitel fem fortælles af moster Morgen, og sjette kapitel afslører jeg ikke.

Fuglereden er på en og samme tid skræmmende og morsom. Det er skræmmende at opleve Elizabeths tab af sig selv, og omgivelsernes manglende indføling. Men det er samtidig morsomt at følge doktor Wrights oppustede ego, når han gang på gang sættes til væg af Elizabeths underbevidste personligheder.

Siri Ranva nævner i forordet, at: “centrale elementer af Fugleredens form og forløb samt doktor Wrigths perspektiv og overvejelser korresponderer med Morton Princes afhandling [The Dissociation of a Personality, JH]. En anden central kildetekst er Sigmund Freuds studie af den tilsyneladende ‘hysteriske’ Dora i Bruchstück einer Hyserie-Analyse fra 1905.” (side 14)

Under læsningen kom jeg selv flere gange til at tænke på bogen Sybil skrevet af Flora Rheta Schreiber, om en psykiaters kamp for at helbrede en ung personlighedsspaltet kvinde. Sybil har intet af Shirley Jacksons forløsende humor, men Fuglereden er ikke mindre seriøs af den grund.

Fuglereden er et indfølende portræt af en ung kvinde med en spaltet personlighed. Den er mørk og alligevel humoristisk, og så giver den et foruroligende indblik i sindets skyggesider og den galskab, som lurer i os alle.

Uddrag af romanen:

“Hold venligst op med at kalde mig det,” sagde hun vrissent. “Jeg siger Dem, at jeg ikke er frøken R., og jeg hader hendes navn; hun er en tudemarie og et tosset lille fjols, og det er jeg bestemt ikke.”

“Jamen, hvad skal jeg så kalde Dem?”

“Hvad kalder De mig i Deres notater? Dem, De engang viste hende?”

Jeg var forbløffet over, at hun kendte til mine notater og vidste, at frøken R. engang havde set dem, men jeg sagde blot: “Jeg har intet navn til Dem, siden De nu frasider Dem Deres oprindelige. Jeg har kaldt Dem R3.”

Hun skar ansigt ad mig, rakte tunge og trak på skuldrene. “Jeg vil i hvert fald ikke kaldes R3,” sagde hun. “De kan kalde mig Rosalita, eller Charmain, eller Lilith, hvis De foretrækker det.”

Jeg smilede igen ved tanken om, at dette væsen skulle få lov at navngive sig selv som en prinsesse i et eventyr. “Frasiger De Dem også navnet Elizabeth?” spurgte jeg.

“Det er hendes navn.”

“Men,” udbrød jeg, ramt af en pludselig indskydelse, “De har selv foreslået det: Elizabeth, Beth, Betsy og Bess …”

Hun slog en grov latter op. “Elizabeth er den tomhjernede, Beth er doktorens kæledægge; udmærket så vælger jeg Betsy.” Og hun lo igen.

“Hvorfor ler De?”

“Jeg tænkte bare på Bess,” sagde hun grinende.

Og det, kære læser, gjorde jeg også. (side 107-108)

Om Fuglereden:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Alhambra, 408 sider
Omslagsdesign: Caroline Asferg Bernhard
Originaltitel: The Bird’s Nest, 1954
Oversætter: Rebekka Hjelholt Svendsen

Læs også:

Porcelænskvinden af Annegret Friedrichsen
Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Mørket i Hill House af Shirley Jackson
Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund
Skygger af Henriette Rostrup
Forglemmigej af Teddy Vork

Ingen udvej af Cara Hunter

Ingen udvej af Cara Hunter

Ingen udvej er tredje selvstændige bind i serien om kriminalinspektør Adam Fawley og hans team hos Thames Valley Police i Oxford. Som de to foregående bind er her tale om en velfortalt og spændende krimi, der holder læseren fanget hele vejen.

En tidlig morgen midt under juleferien bliver Adam Fawley ringet op. To drenge er blevet reddet ud af et brændende hus på Southey Road – kun den ene er endnu i live. Der er ingen spor af deres forældre, og brandmændene er så godt som sikre på, at branden er påsat. Hvor er forældrene? Og hvorfor skulle nogen ønske at slå en helt almindelig familie ihjel?

Cara Hunter er eminent til at skrue et plot sammen, der holder læseren fanget med små dryp af viden, som giver grobund for alle mulige teorier undervejs, og som alligevel ender med en overraskende slutning. Det lykkes også denne gang, hvor jeg troede, at jeg havde gennemskuet historien, men alligevel måtte konstatere, at der var en drejning, jeg ikke havde set. Det er så fedt, når det sker.

Ingen udvej er skrevet i to spor, et nutidigt og et der tæller ned mod branden fra 270 dage før. Historien fortælles dels i jeg-form via Adam Fawley, dels gennem forskellige fra hans team og fra familien Esmond, og dels via indsatte transskriptioner af forhør samt artikler fra aviser m.m. Jeg kan godt lide den lidt komplekse opbygning af historien, idet jeg synes, det er med til at skabe suspense. Samtidig skulle jeg dog holde tungen lige i munden for at holde styr på det relativt store persongalleri.

Ved siden af plottet om mordbranden hører vi også lidt om Fawleys privatliv, hvor han og hustruen Alex har en alvorlig krise, som han forsøger at holde skjult for sit team. Der er dog klart størst fokus på mordbrands-plottet, og det er et stort plus hos mig. Især fordi Hunter er rigtig god til at gøre efterforskningsdelen spændende. Vi følger hvert skridt i efterforskningen, både de rigtige og vildsporene, og det giver historien troværdighed.

Mordbrand er en skrækkelig forbrydelse, og jeg tænker selv, at det må være en af de værste måder at dø på. Så da jeg læste slutningen, og alle brikkerne faldt på plads, var det næsten ikke til at bære. Heldigvis går livet dog videre, selvom verden er nok så barsk og modbydelig.

Jeg har været glad for alle bøgerne i Cara Hunters serie fra Oxford, og Ingen udvej holder den høje standard. Plottet overrasker, persongalleriet er autentisk, og er du til gode politiromaner, så hører Cara Hunter til i toppen.

Reklame: Tak til Gads Forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Uddrag af bogen:

Vi holder vores første teammøde klokken tre. Somer er lige kommet tilbage fra obduktionen, og hun ser lidt bleg ud. Everett ser spørgende på hende, og Somer skærer en grimasse. Quinn sidder på første række med sin tablet i hånden og en kuglepen bag øret (nej, det giver ingen mening, men sådan gør han altså).

Baxter sætter billeder op på whiteboardet. Felix House før og efter branden – det første er tydeligvis hentet fra Google Earth. En række billeder af brandskaderne inde i huset: spisestuen, trappen, nogle af værelserne og det, der er tilbage af møblerne – de fleste af dem store og gammeldags. Der er en plantegning over husets tre etager med krydser der, hvor man fandt Matty og Zachary. Fotografier af Michael og Samantha Esmond, formentlig fra kørekortsregistret. Michael ser rank og årvågen ud og har mørkt hår og bleg hud. Hans kone har blødere kontraster: lysebrunt hår, rosa kinder og nøddebrune øjne.

Og så er der billederne af børnene. De stammer åbenbart fra huset, at dømme efter hvor medtagende de er. Et af Matty i Arsenaltrøje med en bold under armen og store, skævtsiddende briller på næsen. Lillebroren, Zachary, sidder på skødet af sin mor med et gavtyvesmil og en manke af viltre, brune krøller, som hun sikkert ikke nænnede at klippe. Og ved siden af dette billede af den levende dreng: et af den døde.

Som så mange gange før tænker jeg på, hvor brutal ild kan være i sin skamfering af menneskekroppen. Man vænner sig aldrig til det, selv om man har set det lige så mange gange som mig, og hvis man gør det, er det på tide at sige op. (side 25-26)

Om Ingen udvej:

Udgivelsesår: 17.03.2021
Forlag: Gads Forlag, 376 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: No Way Out, 2019
Oversætter: Brian Christensen

Serien med kriminalinspektør Adam Fawley:

Ingen udvej, 2021
Skjult, 2020
Familiens synder, 2020

Absurd #4

Absurd #4

Forlaget Afkom, der blev startet ud af ren frustration over, at der ikke blev udgivet nok horror-tegneserier og zines i Danmark, har for nyligt udgivet fjerde bind i serien Absurd, en tegneserie-antologi der hver gang indeholder en række små gyserfortællinger af forskellige tegnere. 

Absurd #4 indeholder i alt seks historier. Som det plejer i serien, er bidragene meget forskellige og af svingende kvalitet. Men – også lige som det plejer – sprudler fortælleglæden, og kærligheden til horrorgenren er ikke til at komme udenom.

‘Monstret fra Østerbro’ af Christoffer Mygind Juul indleder zinet, og er en fin lille satire over småborgerlig finkultur.

‘A1’ af Arni Beck Gunnarsson & Hans Martin Poulsen er historien om et nyt fængselsprojekt A.1, hvor de indsatte lever resten af deres liv i luksus – med en enkelt lille hage.

‘Sorte bønner’ af Steven Plato og Martin Schjönning er en af mine favoritter. Her er tale om en western-fortælling om hævn, men ikke en almindelig hævn.

‘Absurd’ af Anders Fjølvar handler om en stakkels tegneserie-entusiast, der kæmper for at sælge sine horrorzines.

‘Huset fra det hinsides’ af Danni Barslund Christensen handler om kæresteparret, der flytter ind i deres nye hus. Men måske er de ikke de eneste, der bor der?

‘Satans brud’ af Martin Leig Andersen er zinets sidste historie. Her bliver en yngre dreng mobbet af en gruppe drenge, men bliver reddet af en pige, som overtaler ham til at gå med ind i et forladt hus for at give ham lidt selvtillid. Det virker dog ikke efter planen.

Hvis du kan lide korte horrorhistorier, og synes det er sjovt at blive introduceret for nye tegnetalenter, så er Absurd-serien et rigtig godt bud. Her får man nemlig begge dele.

Om Absurd #4:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Afkom, 44 sider
Omslag: Anders Fjølvar

Indhold:
Monstret fra Østerbro af Christoffer Mygind Juul
A1 af Arni Beck Gunnarsson & Hans Martin Poulsen
Sorte bønner af Steven Plato & Martin Schjönning
Absurd af Anders Fjølvar
Huset fra det hinsides af Danni Barslund Christensen
Satans brud af Martin Leig Andersen

Læs også:

Absurd #3
Absurd #1
I ly af mørket – en H.P. Lovecraft tegneserieantologi
Kulkælderen #5
Volt #3
Volt #5

Spøgelseshistorier af Charles Dickens

Spøgelseshistorier af Charles Dickens

Mon ikke de fleste tænker på romaner som Oliver Twist, Pickwick-klubben og Et juleeventyr, når de hører navnet Charles Dickens? Men han skrev også en række uhyggelige historier, og et udvalg af disse er nu udkommet på Klims forlag.

Spøgelseshistorier er udvalgt og oversat af Hans-Jørgen Birkemose, og indeholder 17 fortællinger oprindeligt udgivet i årene 1836 til 1866. I den informative introduktion fortæller Birkemose nærmere om udvælgelsen, og hvordan flere af fortællingerne er historier, der oprindeligt var indbygget i Dickens romaner. Herunder blandt andre ‘Baronen af Grogzwig’, der oprindeligt udkom i 6. kapitel af romanen Nicholas Nickleby.

Birkemose kommer også ind på Edgar Allan Poes anmeldelser af Dickens historier. Ikke mindst en spøjs detalje vedrørende Poes fortælling ‘The Tell-Tale Heart’, der udkom i 1843, og har bemærkelsesværdige ligheder med Dickens novelle ‘En tilståelse fundet i et fængsel på Karl d. 2.s tid’, der var udkommet tre år tidligere.

Et par af fortællingerne har jeg læst tidligere i forskellige antologier og andre oversættelser. Det drejer sig om ‘Skal tages med et gran salt‘ samt ‘Signalmanden‘. De øvrige historier var nye for mig. Jeg vil ikke gennemgå samtlige 17 fortællinger, men nøjes med at trække nogle få stykker ud, som jeg synes særligt godt om.

‘En gal mands manuskript’ udkom oprindeligt i romanen Pickwick-klubben i kaptiel 11. Jeg-fortælleren beretter, hvordan han engang var bange for at blive gal, da galskab løb i hans familie. Efter at have brugt mange år på at bekymre sig om, hvorvidt andre mente, at han var gal, blev han ramt af galskaben og væk var frygten. I stedet begyndte en tid, hvor han nød at være gal og skjulte sin galskab for omverdenen. Det lykkedes så godt, at han blev rig og ombejlet af familier, der ønskede ham gift med deres døtre og søstre. Det bliver han, og beslutter sig for at slå sin hustru ihjel som en triumf i sin komedie.

‘Advokaten og spøgelset’ stammer også fra Pickwick-klubben (kapitel 21), og er en lille kort novelle på godt tre sider, som er mere humoristisk end uhyggelig. En mand har lejet et gammelt, fugtigt værelse, hvori der stod et klodset, muggent dokumentskab med glaslåger. Lejeren taler højt om at bruge skabet som brænde, da glasdøren pludselig går op og afslører en udtæret, bleg skikkelse. Først bliver lejeren forskrækket, men så kommer han på en god idé.

‘Baronen af Grogzwig’ udkom som nævnt oprindeligt i 6. kapitel af romanen Nicholas Nickleby. Historien har som ‘Advokaten og spøgelset’ en humoristisk tone. Baron Von Koeldwethout til Grogzwig i Tyskland var en livsglad mand, der nød at gå på jagt og feste med sine mænd. På et tidspunkt beslutter han sig for at gifte sig med baron Von Swillenhausens datter under trusler om at lægge slottet i grus, hvis hun modsatte sig. Mange år senere er baronen dybt forgældet og beslutter sig for at tage livet af sig. Men først vil han drikke en flaske vin og ryge en pibe, og mens han sidder der, får han uventet besøg.

‘Den hjemsøgte mand og åndens tilbud’ er en af Dickens fem juleromaner, der udkom i 1840’erne. Hovedpersonen er hr. Redlaw, en mand tynget af fortidens sorger, men som er hjælpsom og venlig overfor alle. En aften får han et tilbud fra en ånd, der hjemsøger ham, om at slippe for at huske på sin sorg og sin uret. Redlaw fristes af tilbuddet, men opdager snart at uden sorg er man ikke et helt menneske. Med sine 114 sider føles historien til tider lidt lang for mine moderne øjne. Men sproget er ualmindeligt smukt, som for eksempel nedenstående beskrivelse af skumringen, der falder på:

Mens skumringen allevegne slap skyggerne fri, der havde siddet fængslet hele dagen og nu nærmede sig hinanden og forsamledes som skarer af genfærd til mønstring. Mens de stod skulende og med mørke miner kiggede frem bag halvåbne døre. Mens de fuldstændig havde indtaget tomme værelser. Mens de dansede på gulvene og væggene og lofterne i beboede værelser med en sagte ild og fortrak som havet ved lavvande, når ilden flammede op i buldrende luer. Mens de drev fantastisk spot med almindelige genstandes form, gjorde barnepigen til en trold, gyngehesten til et uhyre, og det undrende barn, halvt bange og halvt fornøjet, til en fremmed for sig selv.” (side 79)

‘Signalmanden’ er en af mine all time yndlings spøgelseshistorier, så den skal også nævnes. Fortælleren er ude at gå tur, da han ser en banevogter i bunden af en kløft, hvor han står ved sporet. De falder i snak, men først efter at banevogteren har opført sig meget mærkeligt overfor fortællerens første tilråb. Det viser sig, at banevogteren flere gange har oplevet at blive antastet af noget eller nogen, som ikke rigtig var der, og hver gang er der sket noget forfærdeligt. Fortælleren er dog overbevist om, at det er indbildning, og de taler et stykke tid for så at aftale, at fortælleren skal komme igen en anden dag. Men da han kommer, er banevogteren der ikke mere…

Hvis du holder af fortællinger om spøgelser og sære hændelser, så er Spøgelseshistorier værd at læse. Også selvom du måske ikke tror, at Dickens er noget for dig.

Bogen er i øvrigt fuld af fine vignetter og enkelt helsides illustrationer i sort/hvid, der bidrager til det victorianske udtryk, og gør Spøgelseshistorier en fornøjelse at bladre i. Desværre fremgår det ikke, hvem der står bag illustrationerne

Anmelderne skriver:

Bibliotekernes lektørudtalelse:
“[…] Novellerne er velskrevne og veloversatte, holdt i et moderne sprog, hvor man stadig tydeligt kan mærke den Dickenske ånd. Læseren skal ikke forvente bloddryppende eller overnaturlige gys, men nærmere fortællinger, der leger kispus med sindets krinkelkroge.”

Litteratursidens anmeldelse:
[…] De udvalgte historier har alle noget dystert og ildevarslende over sig, så man er holdt i en skruestik, mens man læser. Nogle af dem har dog også en lystig tone, blandt andet den korte historie ‘Advokaten og spøgelset’, hvor advokaten giver spøgelset noget at tænke over. Spøgelserne, om de så er fysiske eller oppe i hovedet, er i det hele taget allestedsnærværende, og jeg er ikke i tvivl om, at Birkmose her har gjort et godt og kompetent job og ramt plet i sin udvælgelse.” (Læs hele anmeldelsen her)

Berlingske Tidendes anmeldelse:
Hvis der findes en årstid for Charles Dickens’ spøgelseshistorier (som De, kære læser, sandsynligvis slet ikke kender endnu), så er det denne årstid. Regnen, der pisker mod ruden, julegaveræset og ungernes iPads, der lyser op i mørket; hvem føler ikke en ubændig trang til at supplere det 21. århundredes kommercielle tvangshygge med en dyb lænestol, en slåbrok med silkekniplinger, fut i pejsen og gruopvækkende historiske sug i maven? Lad mig betro Dem, at uanset hvor man befinder sig i denne utåleligt virkelige verden, uanset hvor meget trængsel og alarm, der omgiver én, så er det sådan, det mærkes at sidde med »Spøgelseshistorier«, denne samling af 17 kortere og længere gyserfortællinger af Charles Dickens, kurateret og oversat til fortræffelighed af den danske godfather inden for victoriansk litteratur, Hans-Jørgen Birkmose.” (30.11.2020 Kathrine Diez i Berlingske Tidende)

Politikens anmeldelse:
[…] som det fremgår af disse aldrig før oversatte 17 spøgelseshistorier, er der også hos Dickens mere mellem himmel og jord end som så. Den erfarne Dickens-oversætter Hans-Jørgen Birkmose har omhyggeligt udvalgt en samling fortællinger, der alle er karakteriseret ved at være overnaturlige gys. Spøgelser og ånder plager de levende, uforklarlige hændelser vender op og ned på skæbner for såvel høj som lav, og i et par enkelte noveller (‘ Barnepigens fortællinger’) kaster Charles Dickens sig sågar med humoristisk distance ud i noget, der nærmest må betegnes som horrorsplatter.” (26.11.2020 Anne-Marie Vedsø Olesen i Politiken)

Om Spøgelseshistorier:

Udgivelsesår: 19.11.2020
Forlag: Klim, 370 sider
Omslag: Christinna Lykkegaard Nilsson
Oversætter: Hans-Jørgen Birkemose

Indhold:
Det sorte slør (The Black Veil, 1836)
En gal mands manuskript (A Madman’s Manuscript, 1836)
Advokaten og spøgelset (The Lawyer and the Ghost, 1836)
Baronen af Grogzwig (The Baron of Grogzwig, 1838)
En tilståelse fundet i et fængsel på Karl d. 2.s tid (A Confession Found in a Prison in the Time of Charles II, 1840)
Den hjemsøgte mand og åndens tilbud (The Haunted Man and the Ghost’s Bargain, 1848)
Julespøgelser (Christmas Ghosts, 1850)
Bør læses i skumringen (To be Read at Dusk, 1852)
Spøgelset i brudekammeret (The Ghost in the Bride’s Chamber, 1857)
Det hjemsøgte hus (The Haunted House, 1859)
Barnepigens fortællinger (Nurse’s Stories, 1859. Også med titlen Captain Murderer and the Devil’s Bargain)
Hr. Testators hjemsøgelse (Mr. Testator’s Visitation, 1861)
Fire spøgelseshistorier (Four Ghost Stories, 1861)
Portrætmalerens fortælling (The Portrait-Painter’s Story)
Skal tages med et gran salt (To be Taken with a Grain of Salt, 1865. Også med titlen The Trial for the Murder)
Signalmanden (The Signalman, 1866)
Et barns drøm om en stjerne (A Child’s Dream of a Star, 1850)

Læs også:

Gengangerfortællinger af Vilhelm Bergsøe
Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Timerne efter midnat af Sheridan Le Fanu
Det grufulde bibliotek / red. Kristian Nordestgaard & Jette Holst
Spøgelseshistorier af Lafcadio Hearn
The Man in the Picture af Susan Hill
Åndeverdenens dårekiste af B.S. Ingemann
Otte berømte spøgelseshistorier af M.R. James
Klokkerne og andre sælsomme fortællinger
Horla af Guy de Maupassant
Nye spøgelseshistorier / red. Tage la Cour
Samlede fortællinger af Edgar Allan Poe
Skygger / red. Steen Langstrup
Spøgelseshistorier / red. Hakon Stangerup
Olalla af Robert Louis Stevenson
Sælsomme historier / red. Sigurd Hoel
Fire noveller af Christian Winther