november 2018
M T O T F L S
« okt    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930  
Arkiver

Arkivet for ‘Bøger’ Kategorien

Huset på klippen af Elly Griffiths

Huset på klippen af Elly GriffithsDa et hold arkæologer i gang med at lave en undersøgelse om kysterosion finder menneskeknogler skjult under et stenskred, tilkaldes politiet. Er der tale om historiske knogler, eller skjuler de en forbrydelse?

Ruth Galloway er arkæolog og biologisk antropolog med speciale i gamle knogler. Hun finder hurtigt ud af, at knoglerne formentlig stammer fra tiden omkring 2. verdenskrig. At få identificeret dem er straks vanskeligere. Der er ikke mange tilbage på egnen, som husker begivenhederne, og de der gør, er ikke meget for at sige noget.

Efterforskningen får dog en hjælpende hånd, da en militærhistoriker, som forsker i rygterne om en invasion af Norfolk, pludselig dukker op. Men hans tilsynekomst medfører nye dødsfald, og spørgsmålet er, hvorfor sandheden om skeletterne på stranden ikke må komme frem?

Jeg er ganske enkelt vild med den småtykke, kiksede Ruth Galloway, der fagligt har styr på alt, men som nybagt alene-mor kæmper for at få hjemmefronten til at hænge sammen. Hun er netop vendt tilbage til sit job på universitetet, og har endnu langt fra vænnet sig til at være mor. Samtidig kæmper hun med forholdet til vicekriminalkommisær Harry Nelson, som er den hemmelige far til datteren Kate. Og så kommer en veninde fra Ruths tid i Bosnien pludselig på besøg, hvilket ripper op i en masse ubehagelige minder om massegravene, hvor Ruth hjalp med at identificere ofrene.

Huset på klippen er tredje bind i Elly Griffiths krimiserie om Ruth Galloway. Jeg kan endnu en gang kun anbefale den på det varmeste. Denne gang er et underliggende tema krigsforbrydelser, og de ar i befolkningen de medfører. Det er let at se på nazisterne eller De Røde Khmerer og udpege de skyldige bag ugerningerne. Men sandheden er ikke altid så simpel. Den lektion lærer Ruth og Harry denne gang.

Elly Griffiths fortæller i et letforståeligt sprog, men formår samtidig at fylde faglige termer og faktuelle detaljer ind i historien uden at bremse hverken tempo eller underholdningsværdi. Derudover har hun en god balance mellem hvert binds krimiplot og den gennemgående fortælling om Ruth, Harry og de øvrige faste figurer. At hun i Huset på klippen trækker tråde tilbage til 2. verdenskrig er kun endnu et plus i min bog.

Serien om Ruth Galloway er ikke hæsblæsende action, hvor blodet sprøjter fra siderne. Men er du til mere ’hyggelige’ puslespils-krimier, hvor plottet er veltænkt og varme personbeskrivelser og et unikt landskab er vigtige bestanddele, så er Huset på klippen” – og serien i øvrigt – ikke til at komme udenom.

Tak til Gads forlag som har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Huset på klippen:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Gads forlag, 349 sider
Omslag: Anders Timrén

Ruth Galloway-serien:

Huset på klippen
Løgnens hus
Pigen under jorden

Læs også:

Pigen under jorden af Elly Griffiths
Kadaverdoktoren af Lene Kaaberbøl
Skibet fra Isfjorden af Nina von Staffeldt
Den tavse dreng af Andrew Taylor
Natstorm af Johan Theorin

Vampyrens kød og blod (R.I.P 3) af Lasse Bo Andersen

Vampyrens kød og blod af Lasse Bo AndersenSommerferien i Krejlby udvikler sig alt andet end kedeligt for Rasmus, der ellers havde forberedt sig på den værste ferie EVER.

Krejlbys kirkegård hærges af hærværk. Rasmus finder sammen med sin fætter Philip, nabopigen Isabella og den sære romadreng Bozidar ud af, at nogen forsøger at vække en vampyr til live, der i generationer har ligget begravet her. De tre venner er overbeviste om, at baronen fra Krejlby gods er ansvarlig for hærværket, men bind tre Vampyrens kød og blod afslører nye overraskelser.

Man skulle næsten ikke tro, at det var muligt, men Lasse Bo Andersen sætter tempoet endnu et nyk op her i tredje del af R.I.P.-trilogien. Vores unge helte er blevet delt i to grupper, og ved at krydsklippe mellem skiftevis Rasmus og Philip og Isabella og Bozidar, forstærkes spændingen til det yderste.

Der er fuldfed action for den +9-årige målgruppe, når vennerne slås mod horder af zombie-vampyrer, og dramaet udvikler sig, da de opdager, at vampyrtjeneren slet ikke er den, de troede. Heldigvis giver vores unge helte ikke lige op, og mon ikke det ender med, at Krejlby bliver reddet?

Vampyrens kød og blod er ligesom de to første bind i serien fyldt med action og uhygge fortalt i et let forståeligt sprog. Det er underholdende og lidt klamt, og jeg er sikker på, at seriens unge målgruppe vil elske R.I.P. Selvom jeg er voksen, hyggede jeg i hvert fald vældig under læsningen.

Tak til forlaget Tekst & Tegning som har foræret mig bogen til anmeldelse.

Uddrag af bogen:

– For helvede, det vrimler jo med de zombie-vampyrer! Philips ansigt var kridhvidt. Han stirrede med vidtåbne øjne. Rasmus var klistret ind i mudder. Han rystede over hele kroppen. Sværdet i hans hånd dirrede.

De var begge skræmt fra vid og sans. Lige for øjnene af dem var deres værste mareridt pludselig blevet til virkelighed. Vejen på den anden side af hækken var fyldt med levende døde.

Rasmus underlæbe bævede. 
– Se, hviskede han. – De har alle sammen mundene syet sammen. (side 9)

Om Vampyrens kød og blod:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Tekstogtegning.dk, 92 sider
Omslag: Lasse Bo Andersen
Lix: 24

R.I.P.-trilogien:
Vampyrjægernes klub (27.09.2018)
Den forsvundne vampyr (11.10. 2018)
Vampyrens kød og blod (31.10.2018)

Læs også:

Darkside af Tom Becker
Tidevandet af Nick Clausen
Øksemorderens kranium af Morten Dürr
Skygger i mørket af Christian Engkilde
Bedemandens hemmelighed af Michael Kamp
De utilpassede af John Kenn Mortensen
Khi-ritualet af Bjarne Dalsgaard Svendsen

Forglemmigej af Teddy Vork

Forglemmigej af Teddy Vork

Atmosfærefyldt thriller om sindets skrøbelighed og livets afslutning

Efter en hård tid starter Mie som social- og sundhedshjælper på det lokale plejehjem. Hun er næsten lige blevet skilt fra manden Jeppe, og deres 5-årige datter Astrid tager det tungt. Oveni blev hun fyret fra sit seneste job efter en indlæggelse på psykiatrisk afdeling, så hun trænger i den grad til at få styr på hverdagen.

Så jobbet som nattevagt er som sendt fra himlen. Det viser sig dog at være langt hårdere, end Mie forventede. Allerede første nat er der en alarm med en skræmt beboer, og de følgende nætter fortsætter det. Samtidig føler Mie sig ikke godt tilpas på stedet. De mange store vinduer er truende, sorte flader i efterårsnatten, og stilheden føles forkert. Og så er der den mærkelige fornemmelse af en skygge lige udenfor hendes synsvinkel.

Mie gør sit bedste for at hjælpe de demente beboere objektivt og professionelt. Men det bliver sværere og sværere for hende at bevare overblikket. Hendes angstlidelse gør det ikke lettere, for hun har ind i mellem svært ved at skelne mellem beboernes hallucinationer, sine egne tvangstanker og virkeligheden. Hvad er det for nogle traumatiske minder, beboerne deler med hende om en kvinde uden næse? Hvem synger sangen ‘Forglemmigej’ for de gamle og skræmmer dem? Laver kollegaerne ubehagelige practical jokes med hende om natten? Og hvorfor begynder Astrid pludselig at blive bange for at sove hjemme hos Mie?

Flere forfattere har i de senere år fået øje på plejehjems potentiale for uhygge. Michael Kamp skrev Hvor de gamle visner i 2008. Mats Strandberg skrev Hjemmet i 2017. Nu kommer så Forglemmigej af Teddy Vork, der er en ubehagelig historie på flere planer.

Teddy Vork vandt prisen for Årets Danske Horrorudgivelse i 2014 for novellesamlingen Sprækker, som juryen kaldte: “en række stemningsmættede og dystre noveller, hvor underspillet ondskab og snigende gru er i fokus. Vork mestre på bedste vis den svære kunst at skræmme voksne mennesker ved hjælp af psykologiske virkemidler fremfor billige effekter.” Den evne gør han også brug af her, hvor læseren hele tiden holdes i tvivl om, hvad der egentlig sker. Sker der virkeligt noget overnaturligt på plejehjemmet, eller er det de demente beboeres symptomer, som Mies tvangstanker forvansker til hendes eget mareridt?

Og oplevelserne på plejehjemmet er ikke det eneste skræmmende. Vorks skildring af Mies sind og hendes kamp for at holde angsten og tvangstankerne på afstand er i den grad uhyggelig. Følelsen af ikke at kunne stole på sig selv og sine sanser beskrives hjerteskærende realistisk, og Mies angst for at Jeppe skal tage Astrid fra hende, gør blot alting værre.

Endelig er det heller ikke et særligt rosenrødt billede, der tegnes af selve plejehjemmet. Som Mies tidligere leder siger i bogen: “… man kom på plejehjem, fordi man ikke døde.” Mie ønsker virkelig at gøre noget godt for sine beboere, men det er svært. Der er nærmest ingen introduktion, hun er alene hele natten, og beboerne er så dårlige, at der næppe går en uge uden dødsfald. Det er overbevisende skrevet og virker desværre sørgeligt realistisk.

Vork kan noget helt særligt, når det gælder beskrivelsen af skrøbelige sind, og han formår som få at skabe en faretruende atmosfære på de mest tilforladelige locations. Det gør han også her, hvor plejehjemmet, som skulle være en sikker favn, forvandles til et sted hjemsøgt af traumatiske minder og levende døde.

Er du til stemningsmættede psykologiske thrillers, og gys hvor det virkelige er svært at skelne fra det indbildte, så kan Teddy Vorks Forglemmigej absolut anbefales.

Forglemmigej er udgivet på Storytel i 10 episoder som lydbog og ebog.

Uddrag fra Forglemmigej:

“Det slog hende, hvor meget hans bevægelser mindede hende om en zombies. Jeppe havde været vild med tv-serien ‘The Walking Dead’. De levende døde i serien bevægede sig på samme måde som Karl – usikkert, vaklende.

På nogle måder var beboerne lidt som levende døde. Deres kroppe fungerede kun på et basalt niveau og kognitivt var mange funktioner også sat ud af drift. Groft sagt var de levende døde, internerede her indtil de døde helt. Med de tanker var hun ikke et hak bedre end sin tidligere leder, som havde sagt, at et plejehjem var for dem, som ikke døde. Kunne hun ikke udvise bare lidt mere empati? 

Men demens var en forfærdelig sygdom. Ubønhørligt åd den mere og mere af hjernen. Minder, personlighed og sprog blev fortæret, indtil der kun var de basale drifter og så … hvad var det nu, det hed … det autonome system tilbage, vejrtrækningen. Til sidst blev også det ædt.” (episode 1, s. 75-76)

Tak til Storytel og Teddy Vork som har foræret mig et abonnement til Forglemmigej til anmeldelse.

Om Forglemmigej:

Udgivelsesår: 17.10.2018
Forlag: Storytel, 10 episoder
Omslag: Elizabeth Helstrup

Læs også:

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Triggereffekten af Wulf Dorn
Lille pige af Sarah Engell
Hvor de gamle visner af Michael Kamp
Afsind af Martin Schjönning
Hjemmet af Mats Strandberg
Ex af Teddy Vork

Tag ikke imod en pølse i Moskva og andre historier af Leif Davidsen

Tag ikke imod en pølse i Moskva og andre historier af Leif DavidsenLeif Davidsen har ca. 30 bøger bag sig, og udgivelserne dækker alt lige fra spændingsromaner og essays over faglitteratur og novellesamlinger. Til sidstnævnte hører Tag ikke imod en pølse i Moskva.

De 10 noveller tager læseren med jorden rundt. Men samtidig med at den store vide verden udforskes, undersøger Davidsen også menneskers indre verden. Tvivl, kærlighed, hævntørst, desperation og lidenskab fylder novellerne, som alle bærer præg af Davidsens internationale udsyn og journalistiske evner.

I ’Formørkelse’ er jeg-fortælleren, finansmanden Peter Carlsen, i USA for at opleve solformørkelsen sammen med sin hustru og datteren. Ikke at han er spor interesseret i det, men det er hustruen. Tilfældigt møder de den danske studievært, Anja Berg, som Peter har et uskyldig crush på. Men solformørkelsen bringer mørket frem i mere end én forstand.

Historien er ret uhyggelig, og tegner et portræt af et menneske som stræber efter anerkendelse og opmærksomhed, men samtidig har nogle dystre sider der er svære at undertrykke. Og som man måske heller ikke altid ønsker at undertrykke, for det at give efter for dem er nærmest ekstatisk.

Jeg var særligt fascineret af Davidsens beskrivelse af, hvordan Peter påvirkes af at opleve solformørkelsen. Fra at være fuldstændig ligeglad overvældes han af at se solen blive slugt af månens skygge. For mig er det så fantastisk et billede på, at vi mennesker nok tror, vi har underlagt os verden med al vores teknologi og videnskab. Men når alt kommer til alt, er vi fnug i universet og har ikke større indflydelse på vores skæbne end stenaldermennesket.

Fra thriller springer Davidsen til overvejelser om alderdom og pension. ’Arizonas olieblomster’ handler om kunstneren Kaare Sneider, der har haft en stor karriere, men nu har mistet evnen til at se farver, og dermed til at male selvom det er alt han ønsker. Novellen er sært smuk, og har en sørgmodig atmosfære over sig.

Titelnovellen ’Tag ikke imod en pølse i Moskva’ er fortællingen om to gamle venner, som tilfældigt møder hinanden under en gåtur i Moskva. Vasilij arbejder for præsidenten. Tolja skriver tv-serier. Novellen handler bl.a. om Ruslands udvikling efter kommunismens fald, og tegner et portræt af en mig-generation for hvem magt og penge er altafgørende.

’Bier gør ingen fortræd’ handler om kokken Johnny, der efter en episode med sin chefkok i Danmark tager til Malaga for at holde lav profil. Her bliver han ansat hos russiske Igor, der bl.a. driver en succesfuld restaurant. Igor er gift med den yngre Svetlana, og snart falder Johnny for chefens kone. Davidsen giver her sin version af et klassisk krimi-plot, som uden store overraskelser alligevel underholder.

Endnu en mand flygter i ’Skærsild’. Her tager Robert Grundwald tilbage til Japan, hvor han var udvekslingsstuderende som ung. Her fører en vandretur i en nationalpark ham til at se dybt ind i sig selv.

I ’Signes julegave’ flirter Johannes med tanken om en affære, da hverdagen med Mia er blevet lidt ensformig. Så han opretter en profil på en datingsite, der lokker med uforpligtende forhold. Men samtidig får samlivet med Mia et skud energi, og selvom Johannes har svaret på en henvendelse, bliver det aldrig til mere. Tror han da!

Peter arbejder som guide på Påskeøen i ’Et fjernt sted’. Det seneste job består i at sørge for filminstruktøren Julia og fotografen Claes, der kommer for at lede efter locations til deres næste film. Parret er gift, men Peter tiltrækkes ikke desto mindre af Julia, der heller ikke virker upåvirket af ham.

Henrik Holm er endnu en mand på flugt i ’Hotel Jean Bart havde ikke internet’. Han tjekker ind på det gamle hotel Jean Bart, som ejes af Madame Breton og ikke er blevet moderniseret af betydning siden 2. verdenskrig. Lige så langt tilbage går monsieur Clemants ansættelse som natportier. Som novellen skrider frem, går det dog op for læseren, at det ikke kun er Henrik, der skjuler noget i det gamle hotel.

Niels Aage blev enkemand for tre år siden, og nu har hans børn inviteret ham til Vietnam for at fejre hans 70 års fødselsdag i ’Livet som en vietnamesisk rundkørsel’. I løbet af ferien mindes Niels Aage fortiden, men konfronteres også af selvsamme på en uforudset facon. Ligesom nutiden pludselig også trænger sig på.

Samlingens sidste novelle hedder ’Klik’. Jeg-fortællerens kone ønsker at blive skilt, og det kan klares med et klik på Internettet. Men det ønske falder ikke i god jord, og i raseri kører fortælleren en tur. Heldigvis er han en god bilist, modsat alle dem, der ikke kan finde ud af at holde til højre og i øvrigt køre efter forholdene …

Interview med Leif Davidsen på Bogforum, 2018Jeg var så heldig at få lov at interviewe Leif Davidsen på det nys overståede Bogforum 2018, og her fortalte han bl.a. om, hvordan nogle af novellerne var opstået. F.eks. bygger titelnovellen på en virkelig korruptionssag fra Rusland, mens hovedpersonens oplevelse af solformørkelsen i første novelle nærmest er en 1:1 beskrivelse af, hvordan Davidsen selv følte det, da han første gang oplevede en solformørkelse.

Det var en stor oplevelse at tale med ham, og missede man ham på Bogforum, så grib i stedet fat i hans novellesamling. Davidsen er en dygtig forfatter, og alle ti noveller i Tag ikke imod en pølse i Moskva er underholdende, ligesom flere af dem giver læseren stof til eftertanke. Kan absolut anbefales.

Om Tag ikke imod en pølse i Moskva:

Forlag: Lindhardt og Ringhof, 282 sider
Udgivelsesår: 09.10.2018
Omslag: Simon Lilholt / Imperiet

Indhold:

Formørkelse
Arizonas olieblomster
Tag ikke imod en pølse i Moskva
Bier gør ingen fortræd
Skærsild
Signes julegave
Et fjernt sted
Hotel Jean Bart havde ikke internet
Livet som en vietnamesisk rundkørsel
Klik

Den forsvundne vampyr (R.I.P. 2) af Lasse Bo Andersen

Den forsvundne vampyr af Lasse Bo Andersen

Rasmus var sikker på, at det ville blive den værste sommerferie EVER, da hans fætter Philip uventet kom på besøg i første bind, Vampyrjægernes klub, i Lasse Bo Andersens nyeste serie R.I.P.

Men sjældent har Rasmus taget så meget fejl. Det viser sig nemlig, at der ligger en vampyr begravet på Krejlby kirkegård, og Rasmus og Philip begynder sammen med nabopigen Isabella at undersøge sagen, da kirkegården pludselig rammes af hærværk.

Her i bind to, Den forsvundne vampyr, har trioen fundet ud af, at der er noget skummelt med baronen på Krejlby Gods. De beslutter sig for at tjekke ham ud, og lister sig ind på slottet. Her opdager de baronen i fuld gang med at messe på et uforståeligt sprog. Men han opdager dem og jager dem bort med sine hunde.

For at finde ud af hvad baronen har gang i, opsøger børnene vikaren Leif, der i første omgang fortalte Isabella om den gamle dagbog i bind et. Han fortæller videre på historien om baronens oldefar, og det går op for Rasmus, Philip og Isabella, at sagen er langt mere alvorlig, end de troede. Det er nemlig ikke bare vampyren på kirkegården, som snart genopstår, med mindre de bremser baronen. Hele Krejlby er fyldt begravede med vampyrer. Og selvom børnene får hjælp af den mystiske romadreng Bozidar, er oddsene ikke gode.

Den forsvundne vampyr er anden del i LBAs vampyr-trilogi for de +9-årige, og handlingen fortsætter lige, hvor bind et slutter. Det kan derfor anbefales at læse bøgerne i den rigtige rækkefølge.

Tempoet er næsten endnu højere her i bind to, hvor de tre venner har slået sig sammen med Bozidar for at stoppe vampyrerne. Vores unge helte går fra den ene dramatiske situation til den anden, så læseren konstant sidder med hjertet i halsen. Teksten er letlæst og sat i korte, læsevenlige kapitler, men LBA formår alligevel at lade uhyggen sive ud fra siderne. Og så er slutningen på Den forsvundne vampyr noget af en cliffhanger, så jeg venter spændt på at få fingrene i Vampyrens kød og blod.

Tak til forlaget Tekstogtegning.dk der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Den forsvundne vampyr:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Tekstogtegning.dk, 92 sider
Omslag: Lasse Bo Andersen
Lix: 24

R.I.P.-serien:

Vampyrens kød og blod
Den forsvundne vampyr
Vampyrjægernes klub

Læs også:

Darkside af Tom Becker
Tidevandet af Nick Clausen
Øksemorderens kranium af Morten Dürr
Skygger i mørket af Christian Engkilde
Bedemandens hemmelighed af Michael Kamp
De utilpassede af John Kenn Mortensen
Khi-ritualet af Bjarne Dalsgaard Svendsen

Thanatos af Jan Egesborg og Johannes Töws

Thanatos af Jan Egesborg og Johannes TöwsHvad har 1500-tals maleren Hieronymus Bosch med kvantekryptering og kvindemord i nutidens Japan at gøre? 

Det var lidt et tilfælde, at jeg faldt over tegneserien Thanatos. Jydske Vestkysten bragte en artikel med overskriften “Kvanteteknologi er den nye atombombe“, og da jeg er fascineret af men fuldstændig uvidende om kvanteteknolgi, tænkte jeg, at en tegneserie kunne være en god indføring i emnet.

Historien handler om den danske freelance journalist Anders Brinck, der bor i Kyoto, Japan. En dag falder han i snak med lederen af drabsafdelingen på en cocktailbar, hvor de begge er stamkunder. Over nogle måneder er der sket en række grusomme kvindemord. Ofrene er blevet tortureret, og det hele er blevet filmet. Politiet er tilsyneladende uden spor, men da Anders Brinck får lov at se nogle fotos fra gerningsstederne, minder scenerne ham om noget.

På et af gerningsstederne har man fundet en seddel med tegnene “BB84”. Det viser sig at være betegnelsen for en kvantekrypteringsmetode, der skulle være umulig at hacke. Brinck opsøger to danske forskere på Kyotos universitet, som netop arbejder med kvantekryptering. Men besøget giver flere spørgsmål end svar.

Forlaget kalder Thanatos for “en klassisk Nordic Noir- krimi – tegnet i en stilistisk, japansk inspireret, minimalistisk stil”, som skal gøre kvantefysik og kvantekryptologi tilgængelig på en underholdende måde. Makkerparret har tidligere udgivet en række børnebøger om komplicerede matematiske emner, så de er ikke uvante med at formidle svært stof for almindelige mennesker.

Jeg synes faktisk også, at den del af missionen lykkes ganske godt. Jeg fik et godt indblik i kvantekryptering, og kan forstå hvorfor Jan Egesborg frygter konsekvenserne, hvis det falder i de forkertes hænder. Selve tegningerne understreger den lidt triste stemning undervejs og tilføjer handlingen et dybere lag. Jeg ser f.eks. forsidens virvar af elledninger i Kyoto som en metafor, for de uoverskuelige muligheder som kvantekryptering indebærer.

Til gengæld synes jeg ikke, at krimi-intrigen fungerer optimalt. Idéen bag plottet er godt, men det udfoldes bare alt for hurtigt. I stedet for at lade læseren leve sig ind i historien og få lov at gætte med, serverer forfatterne nærmest bare plottets højdepunkter uden nogen mellemregninger. Det er en skam, for med en lidt mere facetteret historie kunne Thanatos være blevet virkelig spændende. Nu ender krimi-intrigen lidt forstilt som en mindre detalje, der introduceres alene for at fortælle om kvantekryptering.

Jeg vil slet ikke kalde Thanatos for dårlig, men historien har potentiale til langt mere, og det er lidt ærgerligt, at det potentiale ikke forløses. Til gengæld har jeg nu en mere klar forståelse af kvantemekanik, og det er bestemt også en gevinst. Så har du mod på en videnskabs thriller i tegneserieformat, kan du prøve at give Thanatos en chance.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Thanatos:

Udgivelsesår: 03.09.2018
Forlag: Polyteknisk Forlag, 86 sider
Illustreret af Jan Egesborg og Johannes Töws

Læs også:

Vredens ord af Lisbeth og Steen Bille
Solstorm af Rasmus Dahlberg
Det fjerde menneske af David Garmark
Åbenbaringer af Paul Jenkins
Metusalemgenet af Michael Lycke
Guds partiklen af Mads Peder Nordbo
Morderens mesterværk af Gigi Simeoni

Skibet fra Isfjorden af Nina von Staffeldt

Skibet fra Isfjorden af Nina von StaffeldtSkibet fra Isfjorden er tredje bog i Nina von Staffeldts krimiserie om Sika Haslund. Som forgængerne er læsningen en udsøgt og spændende fornøjelse.

For et års tid siden vendte Sika Haslund tilbage til Grønland med sin søn Mathias, efter at hendes mand Casper omkom i en ulykke i Danmark. Nu er hun bosat i Nuuk og arbejder som kommunikationskonsulent i Go Greenland; hjemmestyrets paraplyorganisation for erhverv og turisme.

Denne dag ser hun frem til at høre sin gudfar, professor dr. Phil. Thyge Høyer-Larsen, holde en forelæsning om Grønlands politiske situation under 2. verdenskrig, og forhåbentlig nå at få indhentet lidt forsømt tid med ham bagefter. Men Thyge dukker ikke til deres aftalte møde, og senere viser det sig, at han er omkommet i en ulykke.

Et par uger efter Thyges begravelse løber Greenland Future Destination af stablen – et stort anlagt turist- og erhvervsfremstød som Sika er med til at afholde. Her hilser hun på Thyges kollega Kista Brünner, der optræder som stand-in for Sikas gudfar med et oplæg om nazisternes hemmelige vejrstationer m.m. under overskriften ’Storytelling in Modern Tourism’. De to kvinder falder i snak, og Sika bliver fascineret af Thyges sidste forskningsprojekt. Det ender med, at hun får lov til at låne noget af hans materiale for at skrive en artikel til Go Greenland, mod at Kista får teksten til gennemsyn først.

Men Sika er ikke den eneste, der er interesseret i Thyges forskning. Også nogle udenlandske forskerkollegaer er meget opsatte på at få fingre i hans papirer. Efterhånden som Sika dykker ned i materialet, går det op for hende, at Thyge tilsyneladende var på sporet af en hemmelighed, der er alt andet end tør og akademisk. For måske var det ikke blot vejrstationer, der trak nazisterne til Grønland under krigen. Måske havde en hemmelig mission i september 1944 et helt andet formål.

Jeg har nærmest ikke andet end godt at sige om Nina von Staffeldts tredje bog med Sika Haslund. Skibet fra Isfjorden er både underholdende, spændende og overraskende. Sika er en sympatisk hovedperson, ligesom jeg nød gensynet med flere af de centrale bifigurer, som journalisten Thormod Gislasson.

En del af charmen ved serien er, at den foregår i Grønland. Det mærkes tydeligt at Nina von Staffeldt kender landet, og det er fascinerende at blive introduceret til naturen og kulturen, som altid spiller en stor rolle i historierne om Sika. Grønlandske ord og begreber såvel som forskelle og ligheder på det grønlandske og det danske samfund flettes ubesværet ind i handlingen og giver en hel særlig tone til bøgerne. Det er også tilfældet i Skibet fra Isfjorden.

Denne gang udspiller dele af romanen sig i 1944 under nazisternes hemmelige mission til Grønland, og skiftet mellem fortid og nutid giver en ekstra dimension til plottet. Jeg kendte ikke meget til forholdene i Grønland under 2. verdenskrig, så også det var rigtig interessant at læse om. Historien trækker derudover tråde til de højre-nationalistiske tendenser rundt om i verden, som desværre virker til at have vind i sejlene, også i virkeligheden.

Interview med Nina von Staffeldt på Bogforum, 2018Jeg er rigtig glad for serien om Sika, og Skibet fra Isfjorden lever helt op til forgængerne. Nina von Staffeldt har styr på plottet, der som sagt væver sig ud og ind af fortid og nutid. Sika-serien er normalt ikke bloddryppende action, men her i tredje bind er der dog nogle ret barske scener. Bl.a. det indledende kapitel om en voldsom brand står stærkt. Her skriver Staffeldt, så jeg havde lyst til at kigge væk.

Hvis du ligesom jeg er glad for krimier med sympatiske hovedpersoner og en anderledes setting, så kan jeg kun anbefale bøgerne om Sika Haslund. Det er ikke nødvendigvis hårrejsende pageturners, men det er altid en spændende historie med et godt turneret plot. Og ikke mindst er de et fascinerende indblik i den grønlandske kultur.

En stor anbefaling herfra.

Om Skibet fra Isfjorden:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Milik Publishing, 326 sider
Omslag: Marivik & Ivalu Risager

Læs også:

Pigen under jorden af Elly Griffiths
Fra ryggen af Steen Langstrup
Manden der glemte han var død af John Lorentz
Thuleselskabet af Mads Peder Nordbo
Sagen Collini af Ferdinand von Schirach
Frosne beviser og Den sorte engel af Nina von Staffeldt
Kaldet af Inger Ash Wolfe
Is i blodet af Robert Zola Christensen

Vejen af Cormac McCarthy

Vejen af Cormac McCarthyEn voldsom og chokerende, men også vedkommende fortælling om kærlighed og medmenneskelighed i en verden, der er brudt sammen.

I en ikke nærmere defineret fremtid kæmper en mand og hans søn for at overleve, efter at en ukendt katastrofe har ramt jorden. Solen skinner kun svagt på himlen. Overalt ligger der aske, og skovbrænde hærger stadig her flere år efter katastrofen indtraf.

Manden og drengen er på vej sydpå over USA mod havet, hvor de håber at finde andre gode mennesker. Alt, hvad de ejer, er i en gammel indkøbsvogn, og sult, kulde og andre overlevende truer bestandigt med at slå dem ihjel. Kun kærligheden til sønnen får manden til at blive ved, selvom alt håb synes tabt.

Vejen er en voldsom og chokerende roman, selvom Cormac McCarthy skriver minimalistisk, helt ned til brugen af (eller rettere manglen på) tegnsætning. Når handlingen er rolig, er sætningerne lange og beskrivende helt ned i detaljer men uden brug af komma osv. Når intensiteten af fortællingen derimod stiger, bliver sætningerne kortere og kortere, og får således ubevist læseren til at sætte tempoet i vejret.

Samtidig fortæller McCarthy i et enkelt og nøgternt sprog, hvilket giver en voldsom kontrast mellem ordene på siden, og de begivenheder der udspiller sig. Ordene er stilfærdige, men handlingen er næsten ubærlig, selvom manden og drengens vej igennem den døde verden det meste af tiden er stort set begivenhedsløs. De leder efter mad. De slår lejr. De forsøger at holde varmen. Og ind i mellem gemmer de sig.

Men i denne hverdagsrutine er intet normalt. Den gamle verden er væk, og den nye verden lover ikke andet end død. Overalt vidner omgivelserne om katastrofen, lige fra den evigt fygende aske til ligene der er brændt fast på vejene for år tilbage. For manden er det uudholdeligt. Han forsøger at skærme drengen og vil gøre alt for at beskytte ham. Men for drengen er det hverdag. Han husker ikke andet.

Faren fortæller drengen, at de er gode mennesker, og at de aldrig vil spise andre mennesker for at overleve. Ikke desto mindre tager han kyniske beslutninger, som inddirekte kan skade andre, for at drengen skal overleve. Den kynisme besidder drengen slet ikke, selvom han er opvokset i denne kolde, dystre verden. Hans medmenneskelighed og trang til at hjælpe dem, de møder, giver et spinkelt håb i en ellers trøstesløs verden. For så længe godheden eksisterer, eksisterer drømmen om en fremtid.

I 2009 blev Vejen filmatiseret med Viggo Mortensen i rollen som faren og Kodi Smit-McPhee som drengen. Filmen følger et langt stykke af vejen romanen, og fremmaner det samme kuldslåede, golde univers, hvor kærligheden mellem far og søn er det eneste menneskelige element.

Uddrag af Vejen:

I det første grå dagslys stod han op og lod drengen sove videre og gik lidt hen ad vejen og satte sig ned på hug og studerede landskabet mod syd. Goldt, tavst, gudløst. Han troede at det var oktober måned men han var ikke sikker. Han havde ikke set en kalender i mange år. De var på vej sydpå. De ville ikke kunne overleve endnu en vinter her.

Da det var blevet lyst nok til at han kunne bruge kikkerten så han ud over dalen under sig. Alt var så farveløst at det gik ud i ét. Den bløde aske blæste i løse hvirvler hen over asfalten. Han så på det han kunne se. Resterne af vejbelægningen dernede, under de døde træer. Han så sig om efter et eller andet med farve på. En eller anden form for bevægelse. Et spor af røg der hævede sig. Han tog kikkerten ned og trak ansigtsmasken af bomuld væk fra munden og tørrede sig under næsen med håndryggen og satte sig igen til at betragte landskabet gennem kikkerten. Bagefter blev han bare siddende med kikkerten i hænderne og betragtede det askegrå dagslys der fortættedes over landskabet. Han vidste ikke længere andet end at drengen var hans eneste eksistensberettigelse. Han sagde: Hvis han ikke er Guds ord har Gud aldrig talt. (s. 8)

Om Vejen: 

Udgivelsesår: 2008
Forlag: Gyldendal, 258 sider
Omslag: Sven Reiner Johansen med foto af Peter Miller/Getty Images
Originaltitel: The Road
Vandt Pulitzer Litteraturpris 2007

Læs også:

Metro 2033 af Dmitrij Gluchovskij
Dine øjne tåler ikke synet af Preben Haarup
Blår af Hugh Howey
Station 11 af Emily St. John Mandel
Lilleputternes oprør af Niels E. Nielsen
Miraklernes tid af Karen Thompson Walker

Læs mere på CormacMcCarthy.com

Læs Kim Skottes anmeldelse på Politiken

Huset der ikke kunne glemme af Elisabeth Lyneborg

Huset der ikke kunne glemme af Elisabeth LyneborgDet nygifte par Jens og Mette køber et gammelt hus i Jylland, hvor de begge har fået job efter at have afsluttet deres studier. Økonomien er stram, og huset er ret forfaldent, men de går ufortrødent i gang med at gøre huset til deres hjem.

Der går dog ikke længe, før Jens begynder at opleve mærkelige ting i huset. Han hører og ser ting, men når han taler med Mette om det, slår hun det hen. Hun nemlig hverken hører eller ser, hvad Jens oplever. Til sidst får hun nok af hans snak og flytter midlertidigt hen til en veninde.

Nu begynder det for alvor at gå skidt for Jens. Hans job som skolelærer hænger i en tynd tråd, efter at hans søvnunderskud har påvirket hans dømmekraft i en uheldig episode under hjemkundskab. Derfor er han hjemme, da en bil stopper foran huset. Bilens passager er en gammel kvinde på 106 år, som har boet i huset i sin barndom. Og hun kan fortælle nogle grufulde ting fra dengang.

Elisabeth Lyneborg er pensioneret præst og har skrevet en lang række bøger. Nogle af dem tilhører gysergenren, og det gør Huset der ikke kunne glemme også. Jeg skriver bevidst ikke horrorgenren, for Lyneborgs gys er ikke af den skarpe, skræmmende slags. Det er mere lidt “hygge-gys” for et modent publikum, der ikke bryder sig om alt for meget blod eller isnende overraskelser.

Jeg har tidligere læst Skyggeland af Lyneborg, så jeg vidste godt, at jeg ikke skulle forvente hårrejsende horror, da jeg begyndte læsningen. Det fik jeg heller ikke, og i starten synes jeg endda også, at historien var lidt for tynd og usandsynlig. Ikke så meget den overnaturlige del, som det at ægteparrets forhold og reaktioner simpelthen virkede for kunstige. I sidste halvdel af bogen bliver historien mere intens og troværdig, uden dog at blive rigtig uhyggelig.

Huset der ikke kunne glemme er hurtigt læst, og slutningen trækker op i underholdningsværdi. Jeg blev ikke specielt grebet under læsningen, men forestiller mig at bogen vil finde sine læsere blandt det ældre publikum.

Om Huset der ikke kunne glemme:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: mellemgaard, 120 sider
Grafiker: Julie Igaard Abrahamsen

Læs også:

Hvem myrdede formand Mao af Bjarne Gårdsvoll
Skyggeland af Elisabeth Lyneborg
Sorte historier af Stefan Polke

Den tavse dreng af Andrew Taylor

Den tavse dreng af Andrew TaylorParis 1702, midt under revolutionen. En lille dreng løber blodig gennem gaderne efter at have overværet mordet på sin mor. Han bærer på en hemmelighed, som han har lovet aldrig at afsløre. Ikke med et eneste ord…

Den tavse dreng af Andrew Taylor er en selvstændig fortsættelse til hans fremragende Færten af død, der udkom på dansk i 2013. Jeg har personligt ventet i spænding på at læse mere om kontoristen Edward Savill, og det har heldigvis været ventetiden værd.

Savill er vendt tilbage fra New York og bor nu i London sammen med sin søster, der er blevet enke, samt datteren Elizabeth. En dag bliver han kontaktet af sin tidligere chef, mr. Rampton. Hans niece Augusta, som også var Savills hustru, er død.

For mange år siden forlod Augusta Edward til fordel for en elsker. De blev dog aldrig skilt, og han er således i lovens forstand hendes nærmeste slægtning. Og det er derfor Rampton kontakter ham. Augusta har nemlig fået sønnen Charles, og nu ønsker hendes onkel at adoptere drengen.

Af forskellige årsager ønsker Rampton dog ikke, at hans navn figurerer i sagen, så derfor beder han Savill om at opsøge Count de Quillon, der påstår at være Charles’ far, og har taget ham med til England, da de flygtede fra Frankrig. Savill er ikke overbevist om Ramptons intentioner, men erklærer sig villig til at opsøge greven og få overdraget drengen. Om Charles så skal bo sammen med sin halvsøster eller hos Rampton, vil han efterfølgende tage stilling til.

I første omgang går alt efter planen. Savill ankommer til Charnwood Court ved landsbyen Norbury og fremfører sit ønske. Men en tandpine sætter ham ud af spillet i flere dage, og da han endelig kommer til sig selv igen, forsvinder Charles. Savill er i tvivl om, hvorvidt de Quillon er involveret, så han sætter jagten ind på at finde Charles. Spørgsmålet er, hvem der har interesse i at bortføre den nu stumme dreng? Og hvilken hemmelighed er det han gemmer på?

Den tavse dreng er en fornem tilføjelse til Andrew Taylors forfatterskab. Her er tale om en velskrevet historisk krimi, der på den ene side er en spændende historie, og samtidig er den et fremragende portræt af en dreng, der har været udsat for et ubærligt traume. Jeg skulle ikke læse mange sider, før jeg var helt fanget ind.

Andrew Taylor er en eminent forfatter. Han beskriver fortiden, så den står lyslevende for læseren. Man kan nærmest lugte skidtet og føle Savills tandsmerter, for slet ikke at tale om den angst som Charles gennemlever. Her er ikke tale om hæsblæsende action. I stedet er Den tavse dreng en atmosfærefyldt fortælling, hvor det usagte og skjulte skaber en intens stemning. Dramaet udspiller sig i det små, men er ikke mindre spændende af den grund. En stor anbefaling herfra.

(anmeldt til Litteratursiden)

Om Den tavse dreng:

Udgivelsesår: 30.08.2018
Forlag: Klim, 365 sider
Omslag: Jill Battaglia, Sofie Poulsen

Læs også:

Havmanden af Niels Brunse
Mørkets dronning af Susan Caroll
Kadaverdoktoren af Lene Kaaberbøl
Færten af død af Andrew Taylor