februar 2017
M T O T F L S
« jan    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728  
Arkiver

Arkivet for ‘Bøger’ Kategorien

Uskyldig af Gail Carriger

Uskyldig af Gail CarrigerJeg stiftede første gang bekendtskab med den charmerende og parasolbærende pebermø Alexia tilbage i 2014, da jeg ved et tilfælde faldt over seriens første bind: Sjælesluger. I 2015 udkom bind to, Forbandelsesbryder, og nu er bind tre, Uskyldig, udkommet. Jeg var spændt på, om Gail Carriger kunne holde niveauet, og heldigvis blev jeg på ingen måde skuffet. Uskyldig holder samme høje tempo og underholdningsværdi som de første bind i serien.

I slutningen af Forbandelsesbryder skiltes Alexia og Lord Maccon, og under social fordømmelse er Alexia flyttet hjem til familien igen. Det holder dog ikke længe, da skammen over datterens sociale deroute får familien til at smide hende ud. Oveni udsættes Alexia for et snigmordsforsøg af morderiske mekaniske mariehøns, og samtidig forsvinder hendes gode ven, vampyren Lord Akeldama.

For at finde ud af hvem der er så opsat på at dræbe hende, rejser Alexia derfor bort sammen med butleren og bibliotekaren Floote samt madame Lefoux. Med snigmordere i hælene rejser selskabet gennem Frankrig til Italien, hvor tempelridderne holder til, i håb om at de kan hjælpe med svaret.

Men selvom tempelridderne ved mere end nogen andre om fornaturlige som Alexia, er de ikke nødvendigvis interesserede i at hjælpe hende. Og slet ikke da de finder ud af grunden til, at Lord Maccon i vrede sendte Alexia bort.

Som sagt er Uskyldig endnu et underholdende kapitel i serien om den kække Alexia. Gail Carriger har skabt et spændende univers, hvor overnaturlige væsener, fantastiske opfindelser og sjælens beskaffenhed går hånd i hånd. Alexia er, med sin blanding af italiensk lidenskab, stiv victoriansk etikette og en yderst pragmatisk holdning til livet, et utroligt charmerende bekendtskab. Da hun samtidig er vældig interesseret i videnskab, får læseren i hvert bind også serveret et hav af skøre, skægge og fantastiske mekaniske vidundere, som vi godt kan genkende, men som i steampunk-genrens ånd alligevel er dampende anderledes. Endelig har serien også en amourøs side, som dog har en så humoristisk tone, at det aldrig bliver kvalmende.

Jeg må indrømme, at jeg er solgt og glæder mig til at følge Alexia videre i serien, der fortsætter med Heartless og Timeless, som dog endnu ikke er oversat til dansk.

Udover Soulless-serien (der i øvrigt originalt hedder The Parasol Protectorate Series) har Gail Carriger skrevet en række andre bøger i steampunk-genren, ligesom hun har udgivet en manga-udgave af Soulless-serien. Disse er ikke udkommet på dansk.

Besøg Gail Carrigers hjemmeside

Oprindeligt anmeldt til Himmelskibet, 50

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslagsdesign: Lauren Panepinto
Forlag: Tellerup, 383 sider
Originaltitel: Blameless

I klovnenes kløer af Henrik Einspor

I klovnenes kløer af Henrik EinsporHenrik Einspor trækker morskabens maske af cirkusklovnene i sin nye YA roman I klovnenes kløer

Jakob har fået et sommerjob i det lokale tivoli, som holder til på molen i en engelsk badeby. Her passer han Fiskedammen, hvor de mindre børn kan fiske efter bamser og andre præmier. Det er ikke nær så sejt, som at passe spøgelsestoget, men nu nærmer sæsonen sig alligevel snart sin afslutning.

Blandt tivoliets faste gæster er gadedrengen Milo. Han kommer hver eneste dag til Fiskedammen, hvor han bruger alle sine penge på at vinde hovedgevinsten – en klovnedukke fra øverste hylde. Jakob har næsten ondt af Milo, for det er stort set umuligt at samle point nok til hovedgevinsten. Men en dag lykkes det, og Milo kan tage klovnedukken med sig.

Snart efter dukker Bella op i Jakobs bod. Hun passer Spøgelsestoget, og et barn er blevet væk under den sidste tur. Den forsvundne viser sig at være Milo, og i deres søgen efter ham finder de en hemmelig dør inde midt i Spøgelseshuset. En dør, der viser sig at føre til en parallelverden befolket af klovne, men ikke de søde, sjove klovne vi kender i vores verden…

I klovnenes kløer er godt nok rettet mod ungdomspublikummet, men jeg følte mig nu gevaldigt underholdt under læsningen trods min voksne alder. Selvom sproget er enkelt og letlæselig, skriver Henrik Einspor ikke ned til sine læsere, ligesom han heller ikke holder sig tilbage for at lade det gøre ondt på sine hovedpersoner. Der var flere overraskende scener undervejs, hvor jeg tog mig i at tænke: “skrev han virkelig det?” Men det er fedt, at også en YA gyser kan overraske både på handlingen og på gyset.

Jeg ved ikke, om ungdomslæserne er så bekendte med Englands mole-tivolier, men jeg så scenariet lyslevende for mig, hvilket var med til at skabe den perfekte kulisse for historien.

I det hele taget er der ikke meget negativt at sige om I klovnenes kløer. Idéen med et parallelsamfund befolket af onde klovne er godt fundet på. Særligt i kølvandet på de mange killer clowns der fyldte medierne i slutningen af 2016. Som voksen læser kunne jeg godt have tænkt mig at få lidt mere at vide om klovnenes liv efter solnedgang, for der antydes undervejs til, at det er her ondskaben for alvor vågner. Jeg tænker dog, at det er et bevidst valg af forfatteren ikke at bevæge sig herind med andet end antydninger. Og det kan såmænd også være ret så skræmmende.

Henrik Einspor er en flittig børnebogsforfatter, og jeg har tidligere omtalt Porcelænsdukken, som han har skrevet sammen med Bjarne Dalsgaard Svendsen. I klovenenes kløer hører til i samme gode liga af velskrevne YA gysere.

Endelig bliver jeg simpelthen også nødt til at fremhæve den ualmindelig flotte forside af Mette Breth, som virkelig legemeliggør udtrykket dræber-klovn. Alene for den stemningsfulde forside bør man læse bogen. Men heldigvis følger indholdet helt med…

Hallo? Hallo-oo? Er der nogen herinde? I kan lige så godt komme frem, for jeg kan udmærket godt se jer.” Bluff. Vi rørte os ikke ud af stedet. Det gjorde Opas humør til gengæld; det dalede betragteligt. Stemmen blev lav og truende. “I slipper ikke godt fra at stjæle, små kryb. Jeg skal rive jer i stumper og stykker,” spruttede han. “Vende vrangen ud på jer, flå jer som små kaniner. Kom, hit med dukken. Jeg tæller til tre!” Fra mit skjul kunne jeg se hans gule øjne afsøge rummet. Han havde rester af teatermaling siddende i ansigtet. Skorper af hvidt og gult. Og en alt for stor og alt for rød mund…”

Om I klovnenes kløer:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Løse Ænder, 174 sider
Forside: Mette Breth

Besøg Henrik Einspors hjemmeside

Tak til forlaget Løse Ænder for læseeksemplaret

Liv af Rasmus Hastrup

Liv: noveller af Rasmus HastrupScreaming Books er et nystartet forlag, og novellesamlingen Liv af Rasmus Hastrup er forlagets første udgivelse. Og jeg kan bare sige wauw!

Gennem 12 noveller tager Hastrup læseren på en rejse gennem livet fra fødsel til død. Hver novelle tager udgangspunkt i en begivenhed, og fører så denne videre til det nærmest absurde. F.eks. i “Børnehaven ringer” hvor børnehavelederen ringer til en far for at fortælle, at der har været en hændelse, og at hans datter nu desværre er død. Samtalen udvikler sig endnu mere surrealistisk, da børnehavelederen insisterer på, at det ikke kommer til at påvirke den kommende bedsteforældre-dag, for et af de andre børn skal nok male datterens tegning færdig. Det lyder sindssygt, men Hastrup rammer den helt rigtige tone i novellen, som stærkt kan anbefales.

En anden af favoritterne er “Dostav”. Her fortæller drengen Vagn om, hvordan han og kammeraterne af de voksne tvinges til at lege med den lettere handicappede dreng, Gustav, som moren pga. en talefejl kalder Dostav. Børnene gider ikke have Dostav med, og ofte er der et element af mobning i deres lege med ham. Så da de voksne får færten af, at alt måske ikke er lutter idyl, bliver børnene nervøse for, om Dostav vil sladre. Både om deres “lege” men ikke mindst om det sprut og de cigaretter de stjæler fra de voksne. What to do… En fremragende novelle hvor de voksnes indblanding får forfærdelige konsekvenser. Men også en fortælling om børns evne til ondskabsfuldhed og om at føle sig fanget i en fælde.

I “Den 13. november” befinder vi os i et samfund, hvor fængslerne er fyldte med dømte, og hvor tv transmitterer live fra henrettelserne. Hovedpersonen er den 22-årige Lars Halvorsen, der efter at have siddet i fængsel i halvdelen af sit liv, skal henrettes. Han husker godt nok ikke sin forbrydelse, og alle papirerne på ham er blevet væk. Men som den gode dreng Lars er, ved han godt, at dommen må være korrekt, og ved henrettelsen gør han endelig sin mor stolt. En både rørende og tankevækkende novelle, som både sætter spørgsmålstegn ved retssystemet, medierne og forældre-børn forholdet.

“To brødre” bør også fremhæves, selvom den er ganske kort, og i virkeligheden kunne jeg fremhæve stort set samtlige noveller i Liv. Jeg vil dog nøjes med også lige at nævne to mere: “Åge” og “Det sidste hus”.

I novellen “Åge” harcelerer hovedpersonen over sin datters kommentar om, at det må være spændende at blive ældre fordi man har så stor livserfaring og så mange minder. Men Åge er ikke enig. For ham er livet en lang række nederlag og sorger, og det er kun med forbitrelse han tænker tilbage.

Minder er ikke en skid andet end et katalog over alt det, man har mistet. Erfaring? Hvad fanden skal man bruge det til? Man kan ikke betale med erfaringer i Irma, vel? Erfaringer kan højst omsættes til råd til yngre mennesker – råd, der er nogenlunde lige så velkomne som en dampende lort i panden på en brunsvigerkagemand.”

Jeg blev faktisk ret rørt af novellen, fordi Åge minder mig om et familiemedlem, der også har ualmindeligt svært ved at finde glæde i at leve. Det må være hårdt at leve med den følelse af uretfærdighed i sig, men det er sørme også hårdt at være pårørende til én, der gør.

Også samlingens sidste novelle skal have stor ros med på vejen. “Det sidste hus” beskriver den rejse gennem mørket, som vi alle må igennem på et tidspunkt. Her tvinges vi til at se alt det om os selv, som vi gerne vil fortrænge, i øjnene. Vi må overvinde vores værste mareridt og gennemleve alle vores nederlag, før vi – måske – når igennem. Her skriver Hastrup, så det gør ondt i sjælen at læse om rejsen, og jeg håber aldrig, at jeg skal møde det sidste hus.

Som sagt i indledningen er jeg dybt begejstret for Liv, hvor kold realisme blandes med det surrealistiske. Novellerne er absurde nedslag, som oftest følges af et sørgmodigt eller dystert forløb, og efterlader både novellens personer og læseren forandret.  Rasmus Hastrup skriver i et letforståeligt sprog, der måske virker enkelt, men alligevel brænder billeder ind i læserens fantasi. Det er virkelig godt gjort.

Bogen er grøn (håbet og livets farve), men på forsiden danser knokkelmanden, og således advaret om novellernes indhold, kan læseren begive sig ud på en velskrevet og tankevækkende rejse.

Rasmus Hastrup har til Plusbog.dk fortalt om at skrive.

Jeg finder inspiration i de mørkere kroge af det menneskelige sind. Jeg foretrækker at læse – og skrive – noveller, der kredser om de dunkle aspekter af tilværelsen, ikke fordi der ikke kan skrives gode historier om glæde og lys, men fordi jeg synes, at der kan males smukkere billeder med mørke nuancer. Mørket kan desuden indeholde en virkelig absurd humor. Samtidig er sproget utroligt vigtigt – man må aldrig sløse med det; det skal behandles efter fortjeneste og respekteres som det vidunderlige virkelighedsskabende virkemiddel, det er.” Læs hele artiklen her.

Indhold:

Prolog – onsdag
Børnehaven ringer
Et fremmeligt barn
Dostav
Den trettende november
To brødre
Charterferie
En perifer mand
Andelsboligforeningen Kurvemagergården
Åge
Koma
Det sidste hus

Om Liv:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Screaming Books, 141 sider
Omslag: Anders Peter Mejer

Den sidste stjerne af Rick Yancey

Den sidste stjerne af Rick YanceyFra bagsiden:
Fjenden er De Andre. Fjenden er os selv.
De er hernede, de er deroppe, de er ingen steder.
De er kommet for at udrydde os, de er kommet for at redde os.

De Andre har sørget for en næsten total udryddelse af menneskeheden. Dem, der stadig lever, må konstant kigge sig over skulderen. Cassie er blevet forrådt. Det er Ringer også. Og Zombie. Nugget. Og alle andre syv milliarder, som engang beboede vores planet. Forrådt først af De Andre, og så af menneskene selv. I løbet af disse allersidste dage må den tilbageværende befolkning beslutte, hvad der er vigtigst: At redde sig selv og blive som De Andre eller at bevare den sidste rest af menneskelighed?

“Den sidste stjerne” er tredje og sidste bind i serien om Den 5. bølge, og jeg må sige, at jeg igen følte mig godt underholdt.

I første bind hørte vi, hvordan De Andre gennem en veltilrettelagt udryddelsesplan slog næsten hele menneskeheden ihjel. Den første bølge var en ødelæggende EMP-udladning, der smadrede alt elektrisk. Uden elektricitet er der ikke er strøm i husene, biler kan ikke køre og flyene falder ned. Anden bølge var et enormt jordskælv, der udløste en tsunami, som dræbte over 40% af befolkningen. Og bedst som menneskene troede, at nu var det værste overstået, brød den tredje bølge ud, en dødelig sygdom der dræbte op til 97% af de overlevende.

I andet bind fulgte vi en række unge og børn i deres kamp for overlevelse. De Andre fortsatte udryddelsen, nu ved at spille menneskene ud mod hinanden i forsøget på at tage deres menneskelighed fra dem. Samtidig sprang de såkaldte Silencere ud – alien-inficerede mennesker med overmenneskelige kræfter – med det formål at dræbe alle mennesker, de stødte på. Det var den fjerde bølge.

Og med “Den sidste stjerne” er vi så kommet til tredje bind, hvor vi endnu en gang følger Cassie, Ringer og de andre. Den femte og sidste bølge er på trapperne. I løbet af få dage vil De Andre bombe samtlige byer og ikke alene fjerne ly- og fødemuligheder, men også ødelægge al den samlede menneskelige viden og kultur. Herefter vil de silencerne blive hentet af moderskibet, og jorden er befriet for menneskeheden.

Cassie, Ben, Evan og Sam har holdt sig skjult, både for De Andre men også for andre overlevende. For hvem kan man stole på, når alle fremmede kan være en fjende? Alligevel beslutter Ben sig for at finde ud af, hvad der er sket med Ringer, som forsvandt i sidste bind. Han drager ud for at finde hende – men i stedet finder hun ham. Hun er blevet sendt på en mission af de unges fælles fjende, og håber på at hun ved at følge ordre, kan redde deres liv. For Ringer er ikke mere en almindelig pige.

Tingene går dog ikke efter planen, og det ender med, at Cassie, Ringer og vennerne står overfor et umuligt valg. Vil de gemme sig for den femte bølge og dermed overleve, men aldrig mere kunne stole på andre mennesker? Eller vil de kæmpe imod og forsøge at redde menneskeheden, men med stor risiko for at ingen af dem overlever?

“Den sidste stjerne” er lidt svær at give et handlingsreferat af, fordi man lynhurtigt kommer til at afsløre for meget. Til gengæld kan jeg roligt afsløre, at Rick Yancey skruer helt op for både actionknappen og de lidt mere følelsesladede toner denne gang, så man som læser skiftevis sidder og bider negle og snøfter.

Det er en barsk verden Yancey har efterladt sine unge hovedpersoner i, og det er langt fra dem alle, der klarer det. Men det er fascinerende og spændende at følge deres kamp, og selvom jeg stadigvæk har problemer med at forstå De Andres bevæggrunde, så synes jeg, at plottet holder, og at tredje bind lever helt op til første binds løfter.

Det er også blevet til en filmatisering. Første film udkom i Danmark i februar 2016, men den fik ikke den bedste modtagelse, så om de øvrige to bøger bliver filmatiseret er tvivlsomt.

Besøg Rick Yanceys hjemmeside

Serien:

Den 5. bølge, 2013 (The 5th wave)
Det uendelige hav, 2015 (The infinite sea)
Den sidste stjerne, 2016 (The las star)

Om “Den sidste stjerne”:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Gyldendal, 361 sider
Originaltitel: The last star
Omslag: Ryan Thomann

Helvedesilden af Karin Fossum

Helvedesilden af Karin FossumMed Helvedesilden serverer norske Karin Fossum endnu en gang en velskrevet og fængslende psykologisk krimi for læserne.

I en gammel campingvogn finder Konrad Sejr liget af en smuk kvinde og en lille dreng. Begge er blevet dolket. Bortset fra et enkelt skoaftryk er der umiddelbart ingen spor at gå efter i opklaringen af den brutale forbrydelse.

Mens Sejr og kollegaerne går i gang med eftersøgningen, springer handlingen et halvt år tilbage, hvor vi dels følger de to ofre: hjemmehjælperen Bonnie og hendes lille søn, Simon, samt den ligeledes enlige mor Mass og hendes voksne søn Eddie.

Eddie er lidt til en side. Han er intelligent nok, men kan ikke klare for mange mennesker og nye situationer, så han er på offentlig forsørgelse, og trods sine 21 år bor han stadigvæk hos moren. Faren forlod dem for mange år siden, og ligger nu begravet på en kirkegård i København. Eddie drømmer om at besøge hans grav, men moren vil ikke rykke ud med, hvor præcist han ligger begravet.

Bonnie er en stille og venlig kvinde, som knokler på i sit job i hjemmeplejen, hvor hun pga. sit omgængelige væsen finder sig i det hele fra sine borgere. Trods det hårde slid er pengene små, og hun drømmer om at give sønnen Simon et bedre liv. Mænd har hun droppet, efter at være blevet skuffet inderligt af Simons far.

Som altid i Karin Fossums serie med politimanden Konrad Sejer er hovedvægten i Helvedesilden ikke på selve opklaringen af forbrydelsen. Vi hører naturligvis om Sejer og kollegaernes arbejde og følger deres jagt på de forskellige spor, men det vigtigste er portrætterne af de to små familier, der både er frygtelig ens og meget forskellige.

Fossum er en mester i at beskrive sine personer, så man ikke kan undgå at få sympati for dem. Selv morderen formår hun at gøre menneskelig, uden dog at give undskyldninger for dennes gerninger. Samtidig er plottet troværdigt, og selvom man som læser godt kan regne ud, hvem der står bag drabet, så er det opklaringen af hvorfor, der er spændende. Og her snød Fossum i hvert fald mig fuldstændigt.

Jeg er som regel ikke særlig god til at læse krimiserier, men Fossums serie er anderledes. Nok er Konrad Sejer omdrejningspunktet for opklaringen i hvert bind, men fokus er aldrig i særlig høj grad på ham og hans privatliv. Det er et stort plus for mig, og gør samtidig at hvert bind kan læses som en enkeltstående roman.

Selvom jeg er begejstret over Helvedesilden, så skæmmes udgivelsen desværre lidt af rod i korrekturen. Et stort forlag som Gyldendal burde have styr på den del af en udgivelse, men jeg blev flere steder irriteret over fejl. Gentagne gange roder teksten rundt mellem han og hun, ligesom man og men forveksles flere gange. Hvor sidstnævnte er til at leve med, så var førstnævnte med til at forkludre læsningen, så handlingen blev mindre forståelig.

Det er dog ikke nok til at afholde mig fra at anbefale Helvedesilden, som trods småfejlene er yderst læseværdig.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Helvedesilden:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Gyldendal, 228 sider
Originaltitel: Helvetesilden
Omslag: Terese Mo Leiner/Blæst Design

Serien med Konrad Sejer:

Evas øje, 1997
Den der frygter ulven, 1999
Se dig ikke tilbage, 1999
Elskede Poona, 2001
Når djævelen holder lyset, 2001
Sorte sekunder, 2003
Drabet på Harriet Krohn, 2005
Den som elsker noget andet, 2008
Den onde vilje, 2009
Varsleren, 2010
Carmen Zita og døden, 2014
Helvedesilden, 2016

 

Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff

Illuminae af Amie Kafuman og Jay KristoffFra bagsiden:
Illuminae er første del af en trilogi om sandhedens pris. Bogen er bygget op af hackede filer af dokumenter, interviews, aflytninger, journaler, mails etc., der tilsammen udgør historien om den hemmelige krig mellem de to megakoncerner.”

Jeg læste en anmeldelse på Bogrummet af Illuminae og vidste bare, at den bog var jeg nødt til at læse. Og heldigvis lever Illuminae helt op til sine 5 stjerner.

Året er 2575. Teenageren Kady bor på Kerenza, en ulovlig mineplanet i udkanten af universet. Hun har netop slået op med kæresten Ezra, og føler sig helt nede. Men så bliver planeten angrebet af den rivaliserende megakoncern, BeiTech Industries, med målet at dræbe alle civile på planeten og overtage minerne.

Flåden Alexander fra Den Terranske Alliances Søværn befinder sig dog tilfældigt i nærheden og kommer Kerenza til hjælp. Det lykkes dem at uskadeliggøre flere af fjendes flåder, samt at evakuere en stor del af de civile, før de må stikke af pga. skader på rumskibet.

Under evakueringen redder Kady Ezra fra nogle BeiTech soldater, for selvom hun har slået op med ham, fortjener han trods alt ikke at dø. Efterfølgenede forsøger hun at finde sin mor og ender til sidst på et andet evakueringsskib end Ezra.

Men et af BeiTechs rumskibe er lige i hælene på de flygtende, som oveni må kæmpe mod en yderst smitsom sygdom, der muterer ombord på skibene – og med rumskibet Alexanders kunstige intelligens, der blev svært skadet under BeiTechs angreb…

Jeg blev fuldstændig grebet af Illuminae, som dels er en dramatisk og underholdende historie fortalt med en herlig tør humor. Dels er bogen layoutmæssigt bygget helt fantastisk op. Som bagsideteksten antyder, fortælles romanen gennem en samling af diverse kilder som f.eks. mails og interviews. Man skal selvfølgelig lige vænne sig til at læse en roman på den måde, men når det er gjort, giver det grafiske en helt anden visuel dybde til historien. Det er fremragende lavet og 100% gennemført.

Illuminae er første bind i en trilogi, og Brad Pitts selskab Plan B Entertainment har købt rettighederne til en filmatisering. Bog to Gemina er udkommet men endnu ikke oversat til dansk, og bind tre forventes at udkomme på engelsk i løbet af 2017. Jeg glæder mig allerede.

Om Illuminae:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Politiken, 599 sider
Omslag: Stine Trampe, Tramperiet
Originaltitel: Illuminae (engelsk)

Besøg Amie Kaufmans hjemmeside

Besøg Jay Kristoffs hjemmeside

 

 

 

Diego & Dolly af Jesper Wung-Sung

Diego & Dolly af Jesper Wung-Sung, illustreret af Palle SchmidtFra bagsiden:
Diego & Dolly er en grafisk roman om den altoverskyggende kærlighed. En kærlighed, der kan få selv den mest grå og triste hverdag til at lyse op i den smukkeste røde farve. Diego og Dolly er det perfekte par. De er skabt til at være sammen. I al evighed.

For Diego findes der kun én ting i verden, der betyder noget – Dolly. Hun er hans store kærlighed, og han er overbevist om, at hun også elsker ham. Trods alt reddede han hendes liv til en premiere, og han har foræret hende et hav af gaver.

I en kort periode bliver Diego i tvivl om Dollys kærlighed. Men heldigvis overvinder kærligheden alt, og nu skal de snart være sammen for altid.

Jesper Wung-Sung har skrevet en vellykket novelle om en ung mands forelskelse i en kvindelig filmstjerne, der kammer over i en altopslugende besættelse. Historien får dog langt mere dybde, når illustrationerne kobles på, og i mine øjne er det bedste ved Diego & Dolly Palle Schmidts illustrationer. Holdt i grålig/hvide toner med glimt af pang rød der skaber lys i det grå, når Dolly er i nærheden.

På allerbedste vis  både understøtter og viderefører Palle Schmidts tegninger Wung-Sungs historie. Uskyldige sætninger får nyt liv via billedsiden, der lader Diegos stigende besættelse komme ud i lyset. Den lysende kærlighed forvandles til lysende vanvid, og til sidst slukkes lyset. Det er så flot lavet.

Jeg kan kun anbefale Diego & Dolly, og er du stadigvæk i tvivl, så se en smagsprøve her

Om Diego & Dolly:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Høst & Søn, 61 sider
Tegner: Palle Schmidt

Læs mere på Jesper Wung-Sungs og Palle Schmidts hjemmesider

Udryddelsen af Kazuaki Takano

Udryddelsen af Kazuaki TakanoTankevækkende thriller om hvad der kan ske, hvis en ny livsform truer menneskeheden

Da den amerikanske efterretningstjeneste opsnapper oplysninger om, at der er opstået en ny livsform med potentiale til at udrydde menneskeheden, er valget for den amerikanske præsident ikke vanskelig. Han sætter en lille gruppe professionelle lejesoldater på opgaven – at opspore og udrydde truslen.

Samtidig er den unge japanske universitetsstuderende Kento i sorg over farens pludselige død. Midt i sorgen modtager han en mail fra faren med helt specielle anvisninger. Faren vil have Kento til at fuldføre den opgave, han var i gang med. Og det vender op og ned på Kentos liv. Men også på alle hans forestillinger om faren.

De to spor krydser hinanden, og snart er læseren fanget i en hæsblæsende jagt på det afrikanske kontinent, hvor skellet mellem godhed og ondskab er blevet udvisket i den uoverskuelige krig mellem stater, befolkninger og oprørsgrupper.

Folkedrab”, messede Singleton. “I øjeblikket gennemlever Congo en storkonflikt, én der er blevet kaldt Den Første Afrikanske Verdenskrig. Her er det højeste antal døde siden anden verdenskrig fire millioner. Våbenhvilerne bliver brudt igen og igen, og der er ingen ende i sigte.” Som kunne han aflæse tvivlen i soldaternes ansigter, fortsatte han. “Det her sker faktisk, tro mg. Det er bare sådan at aviserne og tv ikke rapporterer om det. Man kan godt kalde det diskrimination fra mediernes side. Massemedierne i de udviklede lande er ligeglade med hvor mange afrikanere der bliver slået ihjel. Det konstante folkedrab i denne region får mindre presseomtale end da syv gorillaer blev dræbt. Men på den anden side er afrikanere heller ikke nogen truet art.”

Jeg havde ikke hørt udtrykket Den Første Afrikanske Verdenskrig før, men et hurtigt tjek på nettet førte til denne JP Explorer-artikel, der ord for ord bekræfter den grusomme historie, som Singleton fremfører i citatet. Hvordan væbnede konflikter oftest udvikler sig til regionale kriser (og også bliver globale fordi I-landene støtter de forskellige parter), når der er mulighed for at tjene penge på at plyndre værdifulde naturressourcer, hvad enten det er olie, diamanter eller metaller til brug i computere. Det er svært for en almindelig dansk bibliotekar, der aldrig har oplevet noget værre end overvejelser om aftensmaden, at forstå de grusomheder der her udspiller sig hver eneste dag. Alene fordi Kazuaki Takano sætter fokus på dette, er Udryddelsen værd at læse.

Men historien rummer naturligvis mere, for det er selv sagt ikke kun på det afrikanske kontinent ondskaben findes. I USA har den amerikanske præsident Burns i sin iver for at ramme terroristerne sat en række love og menneskerettigheder til side. Mistænkte sendes rask væk til lande som Usbekistan for at blive tortureret, og præsidenten styrer landet ud fra frygt for det fremmede fremfor ønsket om at favne det. Spørgsmålet er, om det også er den rette tilgang til problemet denne gang?

Udryddelsen er som antydet en roman, der rejser en række etiske problemstillinger. Er det f.eks. i orden at slå en gruppe uskyldige mennesker ihjel, hvis det potentielt redder resten af verden? Kan vold og tortur retfærdiggøres, hvis det er i en højere sags tjeneste? Og hvem bestemmer, hvad en højere sag er? Ændrer det ens opfattelse af et drab, hvis man kan se det menneske, man skal dræbe, i øjnene i forhold til at dræbe via droner? I hvor høj grad påvirker ens barndom de beslutninger man træffer senere i livet? Er mennesket i bund og grund et frygtsomt og hadefuldt væsen, eller er godhed og kærlighed indgroet i os? Den diskussion af menneskets sind er uhyre interessant, men desværre også temmelig desillusionerende.

Kazuaki Takano har skrevet en tankevækkende thriller, som kræver at man fordyber sig i læsningen. Både pga. de etiske spørgsmål, men også fordi den indeholder en del videnskabelige afsnit, der sikkert kan afskrække enkelte læsere. Samtidig er historien dog også elementært spændende. Dels er der gruppens flugt gennem et land, hvor oprørsstyrker og lokale bander ingen skrupler har over at myrde hvem som helst. Dels er der Kentos forsøg på at finde den kur, som hans far arbejdede på, da han døde. Så her er også masser af underholdning.

Under alle omstændigheder har Takano skrevet en yderst læseværdig roman, med en slutning der kan dele vandene. For hvad er egentlig håbet for menneskeheden?

Kazuaki Takano debuterer på dansk med Udryddelsen, men i hjemlandet Japan er han en anerkendt forfatter. Med sin blanding af videnskab og spænding minder Takanos forfatterskab om forfattere som Michael Crichton og på dansk Mads Peder Nordbo. Jeg ser frem til at læse mere fra Takanos hånd.

Om Udryddelsen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Turbine, 444 sider
Originaltitel: Jenosaido
Omslag: Bitten Vernersen

Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup

Skadedyr og tulipaner af Steen LangstrupArchibald er 13 år. Hans mor er lige død i en højresvingsulykke, og hans kunstnerfar, Thomas, er fordybet i sin egen sorg. Uden at tænke over konsekvenserne sælger Thomas deres lejlighed i København og flytter Archibald med over på en lille ø. Måske for at bo her for altid.

Her forsøger Archibald at overvinde sorgen og smerten over morens død, mens Thomas forsvinder i sine malerier og i druk. Da nabofamilien viser venlighed overfor Archibald, griber han det som en druknende griber en redningskrans. Men de to drenge, Hans og Peter, har helt andre interesser end Archibald, og den sommer der startede så frygteligt, ender værre …

Som regel elsker jeg at læse, og især når bogen er så velskrevet og generelt bare flot, som Skadedyr og tulipaner er. Ikke desto mindre sad jeg til sidst under læsningen og ønskede, at jeg bare kunne lægge bogen fra mig og glemme alt om den igen. Men det kunne jeg ikke.

Steen Langstrup er i mine øjne en af Danmarks dygtigste forfattere. Han har en skarp pen, og skærer sin fortælling helt ind til benet. Og når man læser ham, er det som at se en film bag sine øjenlåg. Denne gang udnytter han sit talent med en ualmindelig grum og gribende roman, om den sommer hvor Archibalds liv slutter.

Skadedyr og tulipaner er en roman om at miste, det er en roman om kærlighed, og det er en roman om en sød og følsom dreng, der presses langt ud over sine grænser. Samtidig er det en roman om Dem og Os-mentaliteten, her eksemplificeret mellem øboerne og tilflytterne, Københavnersnuderne. En mentalitet, der retfærdiggør det mest utrolige, når det bare er Dem, det går ud over. For De er meget værre. Det ved vi jo…

Under læsningen kom jeg til at tænke på The Girl Next Door af Jack Ketchum, som er en af de mest modbydelige og ondskabsfulde romaner, jeg nogensinde har læst. Samme følelse af afmagt og fatalisme fik jeg her, hvor vi allerede fra begyndelsen af romanen ved, at slutningen langt fra bliver rosenrød. Alligevel kunne jeg ikke slippe bogen igen, for Langstrup spidder én med sine ord, så man ikke kan andet end følge med.

På trods af al sin grusomhed er Skadedyr og tulipaner også en virkelig smuk bog, både sprogligt og layoutmæssigt. Som altid har Langstrup selv stået for forsiden med et blodrødt, nærmest stadig dunkende hjerte på en sort baggrund med en snørklet gul bort, som – når man ser nærmere på den – består af mus, økser og andre ‘hyggelige’ effekter. Borten går igen gennem hele romanen, hvor den omkranser teksten på de enkelte sider, og det er en fornøjelse at sidde med så gennemført en udgivelse.

Jeg var vild med Ø, som Steen Langstrup udgav sidste år, men Skadedyr og tulipaner er næsten for ond for mig. Ikke desto mindre er jeg nødt til at anbefale den. For en bog, der berører læseren i den grad, er værd at læse.

Om Skadedyr og tulipaner:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: 2 Feet Entertainment, 235 sider
Omslag: Steen Langstrup

De blindes land af H. G. Wells

De blindes land af H. G. WellsDen engelske forfatter Herbert George Wells levede fra 1866 til 1946. I sin levetid skrev han en række romaner og noveller indenfor stort set alle genrer, lige fra almindelig mainstream over humoristiske underholdnings-historier til fantastik, science fiction og horror.

I novellesamlingen De blindes land har Niels Dalgaard udvalgt og oversat 13 af H. G. Wells noveller indenfor science fiction genren. Som altid ved Science Fiction Cirkelens klassiker-serie har han også skrevet et interessant og uddybende efterord om forfatterskabet.

Et par af novellerne kendte jeg på forhånd, bl.a. titelnovellen “De blindes land” og novellen “Historien om afdøde mr. Elvesham“. Resten var nye for mig. Langt de fleste er dog både velskrevne og interessante trods de efterhånden mange år på bagen.

Blandt mine favoritter er “Stjernen”, som oprindelig blev skrevet i 1897.

Få mennesker uden naturvidenskabelig uddannelse kan gøre sig klart hvor isoleret Solsystemet er. Solen med dens pletter af planter, dens støv af planetoider, og dens urørlige kometer, svømmer i en enorm tomhed der næsten er umulig at forestille sig. Uden for Neptuns kredsløb er der rum, tomt så langt mennesket har været i stand til at observere, uden varme eller lys eller lyd, blank tomhed, i 30 millioner gange en million kilometer. Og bortset fra nogle få kometer der er mindre massive end den tyndeste flamme, havde intet stof så vidt menneskene vidste, nogen sinde krydset denne afgrund i rummet, før denne besynderlige vandringsmand dukkede op i begyndelsen af det tyvende århundrede.”

Jeg er vild med dette citat, som på fornem vis opsummerer, hvor meget man vidste og ikke vidste om rummet i slutningen af 1800-tallet. Man fandt f.eks. først Pluto i 1930 (som siden er blevet nedgraderet til en dværgplanet), så Neptun var den yderste planet man kendte. Man anså kometer for tynde flammer, mens man siden har fundet ud af, at de er rester, en slags dybfrosne tidskapsler, fra solsystemets dannelse for 4,6 milliarder år siden. Og man kunne ikke forestille sig, at jorden kunne blive ramt af et andet himmellegeme, for der var ingen fortilfælde for den slags. I dag mener forskerne, at det var et meteornedslag, der udryddede dinosaurerne for 65 millioner år siden. Og at månen i øvrigt blev skabt, da jorden og planeten Theia stødte sammen mellem 50-150 millioner år efter vores solsystems fødsel.

“Stjernen” er dog spændende læsning, for H. G. Wells har også mange rigtige betragtninger med, når han forestiller sig følgerne af et stort himmellegeme, der nærmer sig jorden med astronomisk fart. Han forudser tsunamier, miljøforandringer med følgende smeltning af polerne, oversvømmelser, jordskælv m.m. Og så slutter han af med en absolut sandhed om katastrofen, som jeg ikke vil afsløre her. Men virkelig en vellykket novelle.

Også “Myrernes imperium” var jeg meget betaget af. Her sendes kaptajn Gerilleau med sin kanonbåd til Badama på Batemo-armen af Guaramadema for at hjælpe indbyggerne mod en invasion af myrer. Først er Gerilleau skeptisk og tror, at nogen holder ham for nar, men båden sejler af sted. Ombord er også maskinmesteren Holroyd, og undervejs begynder situationen for alvor at gå op for ham.

Det var dette lands umenneskelige enormitet, der forbløffede og undertrykte ham. Han vidste, at der ikke var mænd i himlen, at stjernerne var pletter i rummets utrolige enormitet; han vidste at havet var enormt og ikke lod sig tæmme, men i England tænkte han på landjorden som menneskets. I England er den vitterligt menneskets, de vilde ting lever på hans nåde og vokser under kontrol, overalt er der veje, hegn og fuldstændig sikkerhed. Også i et atlas er jorden menneskets, og alt sammen farvet for at vise hans krav på det – i levende kontrast til havets uafhængige blå. Han havde taget det for givet, at der ville komme en dag, hvor der overalt på jorden ville herske plov og dyrkning, letbaner og gode veje, velordnet sikkerhed. Men nu tvivlede han. Skoven var uendelig, den virkede uovervindelig, og mennesket var i bedste fald en sjælden, usikker indtrængende.”

Blandt de mere kulørte noveller holder jeg særligt af den første novelle i samlingen “Den mærkelige orkidés blomstring”. Her får den sky og svagelige Winter-Wedderburn en dag får fingre i en ukendt orkideart. Med spænding planter han den ud i sit drivhus, men da den endelig blomstrer, får det uforudsete følger.

Jeg vil også fremhæve “Historien om afdøde mr. Elvesham”. Edward George Eden er en ung stærk mand, som er i gang med sit medicinstudie, da han en aften opsøges af en ukendt ældre mand, Mr. Elvesham. Elvesham har et noget usædvanligt forslag til Edward. Han vil indsætte ham som arving til sin store formue, hvis Edward vil gennemgå en række fysiske tests og iøvrigt indvillige i at tage Mr. Elveshams navn. Edward er først lidt skeptisk, men lader sig overbevise og snart er han i fuld gang med at blive testet. Da alle test er gennemført tilfredsstillende, fejrer de to mænd det med en god middag. Her giver Mr. Elvesham Edward et pulver i sin drik, som får ham til at føle sig meget mærkeligt tilpas, men heldigvis har han fået et andet pulver med, som kan hjælpe ham til at sove. Men da Edward vågner op, er noget helt galt. Og så ser han sig selv i spejlet …

Jeg har tidligere læst novellen som horror, men i efterordet forklarer Dalgaard, at “Historien om afdøde mr. Elvesham” (sammen med “Den bemærkelsesværdige sag med Davidsons øjne”) er med, fordi personerne heri udsættes for oplevelser, der drejer sig om forskydninger i tid og rum.

Personligt er jeg ikke så begejstret for “De landgående panserskibe”, der tilhører subgenren fremtidskrigsfortællingen (Slaget ved Dorking, Dommens dag og Slaget ved Lyngby), som jeg synes bliver lidt kedelig. Men som dog på en måde forudser opfindelsen af terrængående tanks. Heller ikke “I afgrunden” (der muligvis har inspireret Arthur Conan Doyle til novellen “Maracot-dybet“) falder helt i min smag, selvom selve idéen om at blive sænket ned på haves bund er godt skrevet. Disse beklagelser hører dog til i småtingsafdelingen.

Som regel er det både en fornøjelse og en oplysende oplevelse at læse et værk i SFC’s klassiker-serie, og De blindes land af H. G. Wells er ingen undtagelse. Wells er både en underholdende fortæller, men har også en bred viden der får hans historier til at virke troværdige. Så giv endelig denne novellesamling en chance.

Indhold:

Den mærkelige orkidés blomstring (1894)
Diamantmageren (1894)
Elefantfuglenes ø (1894)
Den bemærkelsesværdige sag med Davidsons øjne (1895)
Historien om afdøde mr. Elvesham (1896)
I afgrunden (1896)
Krystalægget (1897)
Stjernen (1897)
Filmer (1901)
Den nye accelerator (1901)
De landgående panserskibe (1903)
De blindes land (1904)
Myrernes imperium (1905)

Om De blindes land:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Science Fiction Cirklen, 254 sider
Omslag: Manfred Christiansen