juli 2017
M T O T F L S
« jun    
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31  
Arkiver

Arkivet for ‘Dokumentarfilm’ Kategorien

Horror Europa med Mark Gatiss

Mark Gattis - Horror EuropaFor nogen tid siden omtalte jeg en spændende BBC udsendelsesrække om horror præsenteret af Mark Gatiss. Efterfølgende fik jeg at vide, at han også havde lavet en udsendelse om europæisk horror: Horror Europa. Den har jeg nu langt om længe fået set, og den kan absolut anbefales.

Gatiss rejser rundt i Europa, hvor han opsøger steder og personer, som har haft betydning for horrors filmhistorie. Han starter i Tyskland, som i 1920’erne sammen med Østrig stod bag nogle fantastiske film som “Nosferatu“, “Das Cabinet des Dr. Caligari” og “Orlacs Hände”.

1930’ernes horror var hovedsageligt amerikansk – sikkert fordi Europa havde horror nok med nazisterne og anden verdenskrig. Men i 1950érne kom Frankrig på banen med filmen “Les Diaboliques“, en filmatisering af bogen “Celle qui n’était plus” skrevet af Pierre Boileau og Thomas Narcejac. Filmen var den første, der etablerede det hybridagtige forhold mellem horror og thriller, og de to forfattere blev efter “Les Diaboliques” store succes inviteret over Atlanten af selveste Hitchcock, som brugte en anden af deres romaner “D’entre les morts” som udgangspunkt for filmen “Vertigo”.

I 1960 kom endnu et stort fransk hit med “Lex yeux sans visage“, men herefter overgav Frankrig den europæiske horrorscene til Italien, der oplevede et sandt boom i 1960’erne. Film som “Il castello dei morti vivi” (med Christopher Lee) og “L’orribile segreto del Dr. Hichcock” lænede sig op ad den engelsksprogede horrortradition, men med frontløberen Mario Bavas “Black Sabbath” fik italiensk horror sit eget præg. Bava blandede gotik med vanvittige farver, og gjorde farverne til en del af fortællingen.

Bava var også en pioner indenfor den italienske subgenre, giallo, hvor flamboyant vold flytter thrilleren over mod horrorgenren, med filmen “Sei donne per l’assassino”. Oversat betyder titlen noget i retning af “6 kvinder for morderen”, og her husker vi ikke ofrene som personer efterfølgende, men på den måde de bliver dræbt på.

Efter Mario Bava dukker Dario Argento op og overtager tronen som Italiens horrorkonge. Argento fortsatte i giallo, hvor hans ukonventionelle fantasi og hans sans for at skabe uforglemmelige billeder skabte film som “L’uccello dalle piume di cristallo” og “Profondo Rosso“. Argento udtaler i dokumentaren, at logikken i hans film er som logikken i drømme, og det er da også korrekt, at der jævnligt bliver givet køb på logikken i hans plot.

I 1977 vender Argento tilbage til det overnaturlige som et element i filmen “Suspiria”, hvor man må overgive sig til et sandt orgie i farver og lyd, og hvor – med Mark Gatiss ord: historien bliver underordnet stilen.

I 1970’erne bliver slasherfilmen udbredt i USA, og også i Italien kommer en bølge af voldsomme film med bl.a. Ruggero Deodatos “Cannibal Holocaust“.

Ligeledes i 1970’erne bliver Spanien synlig på den europæiske horrorscene. Det starter med “La Residencia” af Narciso Ibáñez Serrador fra 1969, som bliver en stor succes. Ifølge Serrador “fordi den ikke mindede om en spansk film”. Efterfølgeren “Quién puede matar a un niño?” var et modspil til den gotiske horror med sin nutidige setting og sit emne, nemlig et engelsk turistpar som besøger en lille spansk ø, hvor børnene er monstret. Som Serrador udtaler, så får monstret så meget mere tyngde, hvis det er noget så uskyldigt som et barn.

En anden spansk instruktør, der også havde et politisk budskab, var Jorge Grau. På grund af den store succes George A. Romeros zombi-film fik, ville de spanske filmselskaber også være med. Grau instruerede “Non si deve profanare il sonno dei morti”, som har flere lighedspunkter med Romeros film. Men for Grau var der mere i filmen end blot en “kopi”. Grau så sine zombier som ofre for det teknologiske og samfundsmæssige fremskridt, og hver zombi var udstyret med sin egen personlighed i modsætning til Romeros tankeløse masse.

Fra 1970’erne springer Gatiss frem til den mexicanske instruktør Guillermo del Torros film “El espinazo del diablo” som omhandler et gemt men ikke glemt traume for Spanien, den spanske borgerkrig. Herefter lavede del Torro et par amerikanske blockbustere, før han igen vendte blikket mod Spanien i “El laberinto del fauno” fra 2006, som foregår i det facistiske Spanien i 1944. Filmen blev en kæmpesucces, som vandt 3 Oscars, og blev den måske mest sete europæiske horrorfilm i USA.

I nutiden er der gang i horror-scenen i flere lande. Spanien med film som “[REC]” og instruktører som Jaume Balagueró; Frankrig er tilbage med stærkt grafiske thrillers som “Martyrs” og instruktører som Alexandre Aja; Hollandske Tom Six er både instruktør, manuskriptforfatter og producer af “The Human Centipede” filmene, der fører body-horror til nye ekstremer; og Sverige har introduceret en ny type vampyr med “Låt den rätte komma in“.

Mark Gatiss slutter Horror Europa af med at filosofere over det pudsige i, at Europa har været hjemsted for myterne om vampyrer og varulve, men det er som om man har eksportet disse myter til USA og England, for så i det efterladte hul at skabe nye horror-traditioner, hvor man undersøger egne traumer, bl.a. de to verdenskrige.

Starbust Magazine skriver i deres anmeldelse af dokumentaren: “Horror Europa is a must for fans of the genre and fans of Mark Gatiss himself; his passion comes through in the films he has chosen to discuss and is the perfect interviewer for the guests he has invited along on his trip around Europe. However, there is so much to discuss in these films and sadly not enough time, it would have been nice to devote an episode to each country. Mark Gatiss certainly leaves his audience wanting more.”

Dokumentaren var ca. halvanden time og ligger p.t. frit tilgængelig på youtube

Læs hele anmeldelsen på Starbust Magazine her

A History of Horror with Mark Gatiss

Mark Gattis - A History of HorrorI denne 3 timers dokumentar A History of Horror fra BBC giver forfatter og skuespiller Mark Gatiss sit bud på horrorfilmenes historie ud fra sine personlige favoritter og oplevelser.

I første del ser han nærmere på Universal Studios storhedstid i 1930’erne med film som “Dracula” og “Frankenstein“, hvor han bl.a. taler med Boris Karloffs datter om hendes berømte far, men også med nutidige instruktører som John Carpenter, der udtrykker sin uforbeholdne mening om brugen af “the Lewton Bus”, som virkemiddel. (Val Lewton var producer på filmen “Cat People” fra 1942, og han og produktions teamet krediteres for at have opfundet horror film teknikken kaldet Lewton Bus. Begrebet stammer fra en scene, hvor en kvinde forfølges af en uset skikkelse. På det mest nervepirrende tidspunkt fokuserer kameraet på kvindens skræmte ansigt. Så flænges stilheden af en høj lyd – men det er blot en bus, som holder ind ved siden af kvinden. En skræmme-teknik som siden er brugt et utal af gange. Læs mere på Wikipedia)

Anden del flytter horrorfilmen over Atlanten tilbage til England, hvor Hammer Film leverede hit efter hit, startende med “The Quatermass Xperiment” fra 1955, og siden nye film med de klassiske Hollywood monstre som Frankenstein i “The Curse of Frankenstein” fra 1957 og Dracula i 1958 filmen “Horror of Dracula“.

I tredje og sidste afsnit rykker Gatiss tilbage til USA og ser nærmere på nogle af 1960- og 70’ernes store successer, som f.eks.  George A. Romeros Night of the Living Dead” (1968), dæmon-filmene “Rosemarys Baby”, (1968), “The Exorcist” (1973) og “The Omen” (1976) og ikke mindst John Carpenters “Halloween“, som introducerede slasherfilmen.

Her slutter Mark Gatiss sin rejse tilbage i historien med ordene, at der selvfølgelig er kommet gode film siden, men at de fleste af dem blot er ny vin på gammel flaske. Og så tilføjer han en personlig overvejelse, som jeg må indse, at jeg kan tilslutte mig. Med alderen er han blevet mindre begejstret for gore og splatter og mere begejstret for den dæmoniske og den psykologiske horror. Jeg ved ikke helt hvorfor, men sådan er det også blevet for mig. Jeg er ikke så meget til tortur-horror og den slags, men elsker stadig når Freddy Krueger spiller med knivene 🙂

BBC’s serie har kunnet ses på YouTube, og har du en fri-eftermiddag, kan jeg kun anbefale at tage en tur ned ad MemoryLane sammen med Mark Gatiss.

Part 1: Frankenstein goes to Hollywood

Part 2: Home Counties Horror

Part 3: The American Scream

Udgivelsesår: 2010

Se mere på BBC’s hjemmeside

Going to pieces

Søren fra Skræk og Rædsel inspirerede mig til at se “Going to Pieces – the rise and fall of the Slasher Genre”, en dokumentarfilm om slasher genren fra 2006. Se Sørens omtale her.

Filmen indeholder et væld af interviews med kendte skikkelser fra horrorgenren mikset med klip fra især film, og det hele bindes sammen i et forsøg på at beskrive, hvordan slashergenren opstod og udviklede sig.

Her er bl.a. interviews med John Carpenter, Wes Craven, John Dunning, Amy Holden Jones, Tom Savini, Rob Zombie, Betsy Palmer og mange flere, og filmklippene går fra “Peeping Tom” og “Psycho” (begge fra 1960) over “Halloween” (1978) til film som “Slumber Party Massacre” (1982); “Silent night, deadly night” (1984); “April Fool’s Day” (1986); “Scream” (1996) og “Saw” (2004).

Dokumentaren ser “Peeping Tom” og “Psycho” som en slags forløber for slasherfilmene, men erklærer John Carpenters “Halloween” for startskuddet for genren. Der har været andre film før “Halloween”, som også gjorde brug af slasher-elementer, som f.eks. “Color me blood red” (1965), “Black Christmas” (1974) og flere af de italienske Giallo-film, f.eks. “Sei donne per l’assassino” (1964) og  “Profondo Rosso” (1975), men “Halloween” må siges at være den film, som er set af flest og som startede bølgen på det amerikanske marked, der rev resten af vesten med sig.

To år efter “Halloween” kom “Friday the 13th”, der gav publikum endnu mere blod og gore end John Carpenter gjorde. Man fulgte opskriften med at lade morderen være udødelig, og så fyldte man ellers mord på med stor hjælp fra Tom Savini, der lavede special effects på filmen, bl.a. det fantastiske mord på Kevin Bacon.

Herefter følger en lang række omtaler af 80’er slashere: “Prom Night” (1980), “The Prowler” (1981), “He knows you’re alone” (1980), “Terror Train” (1980), “My bloody Valentine” (1981), “Happy Birthday to me” (1981), “The Slumber Party Massacre” (1982), “A Nightmare on Elm Street” (1984) osv. Jeg må jo indrømme, at en hel del har jeg ikke set, så jeg må på med vanten.

Søren klandrer dokumentaren for ikke at have nok fokus på de italienske instruktører, og det må jeg give ham ret i. Dario Argento og Mario Bava nævnes ganske kort, men fokus er hovedsageligt på det amerikanske marked, og derfor får de ikke den omtale, de fortjener. Men generelt synes jeg, at “Going to Pieces” giver en hurtig og interessant indføring i Slasher-genren, og jeg fik bestemt lyst til både at se og gense nogle af filmene.

Producers: Rachel Belofsky, Rudy Scalese
Executive producers: Michael Baker, Randy Manis, Michael Ruggiero
Udgivelsesår: 2006